Skal vi shoppe lidt, Phoenix? ~ Privat

Hvis Phoenix havde været en ivrig solbader, havde han sikkert sagt nej til arbejdet, men han var ikke nogle ivrig solbader og han fortrak at få nogle penge i klassen, frem for at vade hvileløst rundt på en dag der sagtens kunne gøre det ud for at være sommer. Måske ikke højsommer, men en sommerdag var det, det kunne man umuligt komme udenom. Derfor virkede et arbejde om dagen, hvor han kom ud af hullet også som en passende ting at tage sig til, hvilke var derfor han havde sagt ja til jobbet som hans chef havde tilbudt ham. Det underlige ved det hele havde været at chefen, som boede og fysisk befandt sig i New York, kunne vide noget om en varulv der befandt sig i Deploratus. Selvfølgelig kunne det være en mand der var flygtet fra storbyen, men så havde han dælme været hurtig. Efter hele sit liv som jæger, havde Phoenix lært ikke at stille for mange spørgsmål, hvilke han havde undladt. Sandheden var nødvendigvis ikke den bedste altid at høre, så han havde takket ja til jobbet efter at have fået prisen. Den var ikke imponerende, men den var stor nok til at have ville være villig til at risikere sit liv på det. En jæger måtte gøre sit liv op i penge, det havde de fleste efterhånden lært, for ellers fik de aldrig penge i kisten. Han anså heller ikke varulve for at være nogle fare, de var store hunde med en hjerne så dum så funktionel som en ært.
De fleste ville mene at en pistol ville være det helt perfekte våben at jage med, men ikke når det galt væsner. Phoenix medbragte en, hvilke han altid gjorde når han gik på jagt, men havde også altid en kniv med. I dette tilfælde en sølvkniv. Hans påklædning bestod som så ofte af et par Converse All Stars, et par bukser, denne gang sandfarvet, samt en hvid T-shirt. Problemet med sommertøj var at man ikke havde specielt mange steder at gemme sine våben, så lidt imod sin vilje, havde han taget en sort læderjakke med, som han bar over skulderen hvor både kniv og pistol var gemt, da pistolen ikke kunne sidde i buksekanten, hvor hans ellers ville have placeret den. Kniven ville han også have haft cirka samme sted som pistolen, men det var altså udelukket og han bar ikke lange ærmer, så han kunne helle ikke have den op af armen, hvilke også ville være en smugle besværligt. Sjældent kunne han missunde væsner der let og elegant kunne skabe våben ud af ingenting, men han fortrak at dræbe dem, hvis det endelig skulle være.

Phoenix havde gået lidt målløst rundt på gågaden den sidste times tid, da han pludselig så sit mål i sigte. Selvom han ikke skilte sig meget ud fra folkemængden var han sten sikker da han så offeret. Det var aldrig sket at han havde taget fejl, så frem for at stå at diskutere med sig selv om det kunne være den rigtige, skred han til handling. Han skråede med lange sikre skridt hen over vejen og kom op på siden af manden, der syntes at gå i sine egne tanker. Efter de havde gået ved siden af hinanden i et par sekunder, kiggede manden endelig op, så deres øjne kunne mødes. "Er De Simon Wood?" Spurgte den blonde høje mand i et næsten for høfligt tone, men varulven syntes endnu ikke at ane noget. Han virkede mere chokeret over at den fremmed kendte navnet på ham. Ud fra udtrykket at bedømme, gik Phoenix ud fra at det var den rette mand han havde fat i. Han havde heller ikke tvivlet på det, men hvis han lille stykke skulle gå i hus, måtte han jo være lidt usikker. For meget sikkerhed kunne afsløre ham. "Jeg er her med et tilbud fra min chef. Jeg kan desværre ikke fortælle Dem hvad det er, men måske vi kunne gå væk her fra og tale om det?" Phoenix slog ud med hånden, mod en gyde der lå på deres venstre hånd. "Det tager to sekunder, men der er ingen andre der må høre det." Manden syntes kort at tænke over det han fik sig tilbudt og drævet af sin nysgerrighed fulgte han efter Phoenix.

De to mænd trådte ind i en kort smøge der gik om mod en sidegade der lå parallelt med gågaden. Til trods for at det var en snævre passage var der alligevel meget lys og fordi 'vejen' gjorde et knæk på midten var det også et oplagt sted at begå et mord, da man hurtig ville kunne forsvinde enten den ene eller den anden vej. Med en diskret 'normal' bevægelse lage Phoenix sin jakke på armen, hvor han lod sin hånd glide ind og få fat på skaftet til den kniv han havde i en af jakkens inderlommer. Netop som han skulle trække kniven for at døre den ind i brystet på manden, lød der et knald bag dem. Det tog Phoenix et split sekund at gætte hvad det var og næsten før kroppen var faldet til jorden var der tydelig irritation at spore i hans ansigt. Han snurrede rundt og kiggede mod kvinden der havde ført pistolen. Han brød sig på ingen måde om at blive kaldt lille mand, da han først og fremmest var fysisk større end hende og selv hvis han havde været mindre, ville han have følt sig fornærmet, men frem for at hyle op over det, sprang han videre i sætningen. Med anspændte kæbemuskler og læberne presset sammen, ledte Phoenix efter de rigtige ord. "I dont take anything that was another hunters. I dont see your names anywhere." Bed han igen. "You get it, so take it if you want." Uanset hvor lidt Phoenix ville acceptere det, måtte han acceptere at det ikke var hans våben der havde dræbt manden og derfor var offeret ikke hans. Det var ikke ligefrem frygteligt, men de penge ville han godt have haft.
Mest af alt havde han lyst til at nedlægge kvinden så snart hun ville blive en smugle uopmærksom, men det ville ikke hjælpe på nogle måde og folk ville ikke ligerem blive imponeret hvis de fandt ud af at han havde dræbt hende, så Phoenix trådte et skridt tilbage stadig med et meget utilfredst udtryk. Selvom han var oplært med at et menneskeliv var mere værd end et eller andet væsen, så ville han ikke stå tilbage for at dræbe mennesker for at nå sit mål. Det handlede ikke om at være ond, men at være en overlever. Hvis man ikke kunne overleve var man svag og derfor ikke værdig nok til at leve. Så ville man dø, så kun de stærkeste overlevede, sådan havde det altid været i Phoenix hoved.

Der var ingen tvivl om at Phoenix fortrak cupcake frem for little man, selvom det ikke var det mest charmerende at blive kaldt. Han kunne nemt finde noget meget bedre at blive kaldt, eller det påstod han. Normalt brugte han folks navne, alt det med kælenavne var slet ikke lige ham. Det blev hurtig for putte nuttet og sødt, noget han ikke var stor fan af, sikkert fordi at han ikke var vokset op med det. "I didn't kill anything that was yours." Svarede han tilbage i en let kølig stemmeføring.
Da kvinden kiggede frem på ulven og derefter tilbage på ham, forstod Phoenix straks hvad hun havde i tankerne. Hun virkede ikke til at have styrken til at bære manden, som ikke så helt let ud, så før spørgsmålet overhoved kom ud over hendes læber havde han et svar parat til hende. Kvinden var køn, bevares, men han kunne ikke lade sig påvirke af det modsatte køn når han var på arbejde, hvordan ville de så ikke gå når han jagtede kvindelige vampyrer? Frygteligt. Derfor ignorerede Phoenix den smigrende halvforførende attitude som havde lagt sig over kvinden, som en ekstra lille gulerod til hesten. "The price?" Hvis den var høj nok kunne han sagtens gøre det, men hvis den var for lav, ville han heller underholde sig med at se kvinden slæbe af sted med sit offer. "And how do you think we can move the body?" Det var højlys dag og folk ville helt sikker bemærke hvis de kom slæbende på en fuldvoksen død mand. Ville hun vende tilbage senere på aftenen?
Phoenix gemte stort set altid liget af vejen og medbragte noget der kunne bevise at vedkommende var død, enten ved at medbringe ID eller noget andet. Der var selvfølgelig ikke lige så stor sikkerhed som hvis man kom traskende med kroppen, men han fik job af folk der stolede på ham og det var endnu ikke sket at han på nogle måder havde snydt sin chef. På det område var han glad for at han var et fast sted hvor folk stolede på ham, frem for at være freelancer eller hvad man tillod sig at kalde sig selv. Måske kunne han finde et sted hvor prisen var højere, men der var så meget bedre ved at arbejde et fast sted at tanken om at forlade netværket som han var i ligesom, rasten af hans familie, aldrig havde rørt på sig.

Kvinden virkede til at være utrolig gavmild for et så let stykke arbejde. Der var ingen tvivl om at Phoenix var med på den idé. Den ville give ham en fin indtjening der nok skulle række over de næste par dage, hvor han bare ville kunne slappe af og nyde livet. "What do you think about in the dumpster?" Han løftede kort den ene mundvige i et skævt smil. "I's a deal." Så meget for så lidt. Det havde han alligevel ikke troet, men det glæde ham at han kunne få det efter hans hoved, hvilke det egentligt ikke var, men han ville være den sidste til at klage.
Phoenix blik gled rundt, hen til den nærmeste container som han kiggede mistroisk på i et par sekunder, før han bukkede sig hen til kroppen. Det var ikke tungere end det kunne bæres, men kroppen var heller ikke ligefrem i den lette ende. Han fik et godt greb i kroppen, og fik ham løftet op fra jorden, hvorefter han gik hen til containeren der stank langt væk af skrald. Phoenix valgte at gøre et forsøg på at ignorere lugten og smed kroppen op til sækkene, før han lod låget falde i så lydløst som muligt.
Phoenix vendte sig rundt mod den anden jæger. "Done, you can come back in two hours, and take a car with you." Et selvsikkert smil lå på hans læber, imens han børstede noget støv af tøjet og tog sin jakke på. Der var ingen tvivl om at det ville blive to lange timer, men han vil få en god timeløn og han vidste hvordan han skulle fordrive tiden. Med lange hurtige skridt forlod han gyden og containeren, for at ligge ruten hen mod en nærliggende cafe, hvor han ville have en fin udsigt. Fordi stedet lå lige overfor gyden, stort set, ville han have en fin udsigt ind og dermed have større chance for at fange nogle hvis de gik der ind.