Nosferato

Dato : 20/01
Årstid : Vinter
Dag : Tirsdag
Vejr : Koldt
Sted : Skoven
Tid : 22.00
Omgivelser : Ingen

Lucy gik gennem skoven, med rolige skridt. Et lillepiget smil prydede hendes ansigt, men egentlig var hun godt gal i skralden. Hvis det ikke havde været fordi hun havde bind for øjenene ville de have lyst op i mørke, grundet hendes tørst. Hun lignede mest af alt et lille barn der var faret vild i skoven, men det var så langt fra sandheden.. Sandheden var jo hun faktisk ikke levede.. En levende død.. En blodsuger.. En igle.. En Nosferato... Eller bedre kendt som en vampyr... Jo jo... Kært barn har mange navne...

Demetri sad på hug oppe i et af træernde og kiggede ned på Lucinia.
Hans øjne var låst fast på hende, han havde ikke set hende i lang tid og samtidig tiltrak hendes sindssteming ham, altså til at han havde lyst til at snakke med hende.

Lucy løftede hovedet en smule, da hun mærkede blikket. "Mister Demetri.." sagde hun så da hun havde placeret lugten af ham. Hendes tanker gled kort til den varulv hun havde mødt ved Silent river, og hendes smil voksede en smule ved tanken.

Han nikkede anerkendende og hviste at hun ikke ville se det, han sprang ned på jorden og landte direkte på benene, "Frøken" sagde han roligt, imens han kiggede på hende.

"De har fjender.." bekendt gjorde hun med et lille nik. Ikke at hun havde regnet med andet, da langt de fleste vampyrer skaffede sig en hel del fjender på halsen, men hun havde nu mødt en af hans.. Hun fandt egentlig den omtalte varulv yderst underholdende...

Han grinte lidt over det selv hans egne vampyr hadede ham så ja han havde fjender, "Hvilken snakker vi om" sprugte han så og ville ydeligvidere sprøger om hendes bind for øjnende.

"En miss Tazz. Varulv.." svarede hun stadig smilende. Hun var opførte sig stadig roligt og glad, selv om det ikke var sådan hun havede det.. Men lidt dårligt humør skulle nu ikke forhindre hende i at opføre sig som hun altid gjorde..

Han stilte sig i en drenge røvs atityde.
"Haha er hende og hendes søster hvilke kommet tilbage" nogen glimt kom inde i hans høre.

"Jeg ved intet om søsteren, men miss Tazz er her skam." svarede Lucy, og nikkede kort.

Han nikkede, "Hvis Tazz er her er hendes lille søster her også"

Lucy nikkede igen, og trak så på skulderene. "Jeg vil tro Deres ord." sagde hun så, og smilede igen. Hun brød sig faktisk meget godt om Demetris selvskab, og det hjalp lidt på det ellers så dårlige humør.

Han rettede sig op og kiggede så på Lucinia, "Hvad har de lavet her på det seneste jeg har ikke sét dem i uendelige tider."

"Hmm... Jeg har mest bare gået lidt rundt i de forskellige byer.. Og mødt en række nye væsner.. Det er rent faktisk lykkedes mig, halvt om halvt at få en elvers tillid.." svarede Lucy med et svagt grin. "Men hvad Dem selv? Hvad har De lavet i al den tid?" spurgte hun så og lagde hovedet en smule på skrå.

"Levet det liv som jeg nu engang har" han hviste at hun ville kunne forstå hvad han mente.

Lucy nikkede lidt, og begyndte igen at gå, ganske enkelt fordi hun var træt af at stå stille.

Han valgte at gå med hende.


//Fedt det første gang der er en der er gået før mig jeg går også altid fordi det bliver for kedeligt"//

//En må jo være den første til at bryde det mønster xD//

Lucinia sukkede kort, men sagde ikke noget. HUn glattede kort sin kjole, af bar vane, og lod så igen ansigtet lyse op i et barnligt smil.

Han kiggede lidt, "Kunne det tænkes du kunne tag det af"

Lucy blev lettere forvirret, og anede ikke hvad han refarede til. "Hvilket?" spurgte hun undrende.

"det du har for dine øjne" sagde han roligt og kiggede ud på skolen træer-

"Åh, det.. Hvorfor beder De mig tage det af?" spurgte hun så, og smilede igen.

Han gad ikke videre forklare, "Bare glem mine ord" han trak på skuldernde og rettede blikket igen mod vejen de gik.

"Hmm..." mumlede hun stille og tænkte kort. "De giver stof til eftertanke, mister Demetri.. Ligesom mister Aubrey." bekendt gjorde hun så med et smil, og bandt alligevel bindet op. Hun viklede det rundt om hånden da hun helst ikke ville miste det..

Han nikkede, "Måske" han tog sig til hagen og stoppede op.

"Kender De ham? Mister Aubrey altså?" spurgte hun, og stoppede også op. Hun vendte sig mod ham, og lagde spørgende hovedet en smule på skrå.