Nosferato

"Jeg har aldrig mødt...men hørt om ham" han tog hånden væk fra hagen og så bare roligt på Vampyren hunnen.

Lucy nikkede kort, og tænkte lidt tilbage på den aften hun havde mødt Aubrey.. "På nogle punkter, er I meget li hinanden." sagde hun så, og smilede stille.

Han løftede det ene øjenbryn og gik roligt hen til hende, "PÅ hvilken" sadge han imens nogen glimt kom ind i hans metalliske grå øjne-.

"I er begge underholdende at konversere med." svarede hun med en skjult latter i stemmen. HUn smilede tilfreds, og mente det godt. Hun synes nemlig både godt om Demetri, og om Aubrey.. Til trods for den lille misforståelse der var opstået mellem hende og Aubrey..

//Skal spise.. Kommer igen bagefter//

Han nikkede, "De fleste ville ikke sige det" han begyndte at gå igen og kiggede så bare kort på Lucinia og derefter gik han forbi hende.

"Hvorfor ikke det?" spurgte hun lettere undrende, og gik med ham. Hun mente ikke at der var nogen grund til at blive stående som et dumt lam, når man blot kunne følge med selvskabet..

"De fleste er ikke ligefrem glade for min tilstedeværelse da jeg ikke opføre mig sådan her" han lod en hånd køre ned af sit ansigt, og tog derefter begge hænder i lommen.

"Men De opfører Dem sådan overfor mig.. Hvorfor hvis De ikke er sådan overfor andre?" spurgte hun nysgerrigt og plukkede et vissent blad i stykkeer og stumper.

"Fordi der ikke er noget specailt ved mange af de andre eller der er ikke rigtig noget der intressere mig hos dem..." svarede han ikke videre forklarende.

"Hm... Der kan man bare se." sagde hun for sig selv, og lyste op i et smil igen. Hun smilede meget, ingen tvivl, men det var faktisk sjællent at hun virkelig mente sine smil.. Det var bare en standart..

"Men det kan være ligemeget" han lyste selv op i et smil, men det var svagt og meget lille.
Han havde en sang i hoved som han faktisk rigtig godt kunne lide.

Lucy lo svagt, men kommenterede ikke. Hun pillede lidt ved stoffet der nomalt sad foran hendes øjne, men som hun nu havde viklet om sin ene hånd.

Han stoppede lige op og kiggede sp rundt, "Jeg må gå" sagde han med en grum stemme.

"Jamen så viæ jeg ikke holde Dem tilbage, mister Demetri." svarede Lucy, og stoppede ikke op. Hvis Demetri alligevel skulle gå, så så hun ingen grund til at blive.

Han bukkede og forvandlede sig så til en gråsprurv og fløj ind i mørket.

//out//