What Angel?- James Jackson

Sted: Werclare, domkirke.
Tid: lørdag den 26 maj, 2012, kl 21-23.
Omkring: En masse gravsten, nogen bænke og en lille græn græsplæne midten.
Vejr: Lunt, men mørket med stjerner.
Tøj: Et par hullede korte shorts, en kort sort top, og små sorte ballerinaer.

Rosa gik rundt inde på kirkegåden for sig selv, og kiggede lidt rundt på de forskellige gravsten. Hun gik med en rødrose i hånden og stoppede ved en af gravtederne, og gik ind på selve pladsen og lagde rosen ved stenen. Hun kiggede på stenen med sine nøddebrune øjene, på stenen stod der Rose Nightlight. Rose nightlight havde været Rosas bedste veninde, og havde været som hende lille søster. Rosa kyssede to af sine fingre og rørte let ved stenen, og smilte lidt for sig selv med tåere i øjene. Hun hviskede et par ord og gik væk fra stedet igen, og gik hen mod den lille græsplæne på midten af kirkegården. Hun kiggede rundt for at se om der var nogen, men kunne ikke få øje på nogen omkring sig. Hun lagde sig i græsset og kiggede op på stjerne himmelen, hun begyndte at synge lidt for sig selv med et lille smil om sine glinsende læber.

James kørte forbi kirkegården da han fornemmede en aura i nærheden der. Han havde stadig ikke mødt nogen af hans artsfæller i byen i nu så han hoppede af den snart tre år gamle Harley Davidson og gik ind på kirkegården. *lad mig nu få lidt sjov i gaden James* han fortsatte bare med at gå gennem kirkegården mens han hørte en synge en melodi *for sidste gang Jack du for ikke lov til at komme ud af mit hoved en gang til*
Nu stod han lige bag ved græsplænen hvor han nu så en pige. Han klappede og trådte frem fra træet han stod bag ”Bravo du er en god sanger” han stod med sin spadsere stok i den ene hånd.
Umild bart så den harmløs ud men det var langt fra historien da den indeholder en klinge fra et æld gammelt sværd. ”det var ikke min mening at skræmme dig jeg hørte bare den smukke lyd og jeg måtte bare høre hvor det kom fra.

Rosa sang lidt for sig selv, og havde ikke lagt mærke til at der var kommet nogen ind på kirkegården. Hun fik et chock da hun hørte nogen klappe, og stoppede med et at synge og kiggede på den person der var kommet. Hun kiggede på den unge mand med sine nysgerrige nøddebrune øjene, og lagde hovedet let på skrå. Hun betraktede ham opmærksomt og satte sig op i græsset, i stedet for at ligge ned. "Takker, jeg havde ikke lige regnt med at der ville være nogen her på den her tid aftenen." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene med et blidt blik. Hun lyttede til det han sagde, og kunne ikke lade vær med at smile af det. "Tak igen, og det er okay. Jeg er Rosa." Svarede hun smilende, og rakte høfligt sin tynde hånd ud mod ham.

James bukkede dybt ”James Jackson er mit navn, som bedemand gør jeg gavn” han grinte lidt og gik tættere på og satte sig ved siden af hende.
Hans øjne var hen holds vist blå og brune han kiggede bare på pigen mens han tog en kniv frem og en træstub hvor efter han snittede i den ”jeg holder af at være på kirkegårde. De er så fredfyldte og meget stille”
han blinkede ikke han så bare på hvordan det lille stykke blev til en fredfyldt due efter han havde skåret den ud ”ah en due, en af mine yndlings dyr”

Rosa betraktede ham nysgerrigt, da han bukkede for hende og lyttede til det han sagde. "bedemand, lyder lettere ensomt, men stille og rart alligevel." Sagde hun, og kiggede ham i øjene. Hun kunne godt forstå hvorfor han var bedemand, for så skulle man ikke være omringet af så mange mennesker, og dem man var omkring sagde ikke noget.
Rosa tog hånden til sig igen, og kiggede spændt på ham da han tog en kniv frem, og begyndte at snitte i et stykke træ. Hun hørte det han sagde, og nikkede for at vise hun var enig. "Jeg er helt ening med dig, og man kan få lov til at gå rundt i sine egene tanker, uden folk råber og skriger af en." Sagde hun, og skar en grimasse af det hun havde sagt, omkring råb og skrig.
Hun betraktede hans værk og var meget inponeret af det, "wauw, inponerende og fantastisk." Sagde hun, og kiggede på den lille træ due.

”du kan få den” han rakte duen til pigen og smilede fraværende. ”ok er du med på at vi prøver en lille konkurrence. Du siger hvad jeg skal snitte og så prøver jeg at gøre det” han tog et nyt stykke træ og så på hende ”kom nu det hjælper på at få tankerne til at flyve” han så ned på træet ”det hjælper i hvert fald de børn der har mistet nogen de har kært”

Rosa fik et chock da han rakte hånden frem mod hende, og kiggede bange på ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, og blev bare ved med at kigge ham i øjene og så på hans hånd. Hun rystede lidt på hovedet for at komme til sig selv, og tog en dybindånding for at blive sig selv helt. "Tak, og undskyld." Sagde hun lettere nervøst, og smilte blidt til ham. Hun tog imod den lille træ due og forsøgte på ikke at røre ham imens, og bukkede hovedet lidt for at takke igen.
Hun lyttede til det han sagde og begyndte at tænke sig om, "hhmm et kattedyr, og du har ret. Hvis man laver et eller andet kreativt får man det meget bedre, når man har mistet en eller flere man holder af." Sagde hun stille, og kiggede på ham med et blidt blik.

Han snittede en lille fin kat i et stykke ibenholt ”ja som bedemand bliver jeg også nød til at snakke med børn der har mistet tætte familie medlemmer” han lukkede kniven sammen og stak den i lommen. Hans øjne var låst på pigen ”vers god” han gav den lille kat til pigen. ”nå fortæl mig om dig selv” han satte sig op ad træet *jeg er ved at blive for gammel til det her*

Hun lyttede til det han sagde, og nikkede uden at sige noget for ikke at forstyre ham. Hun forstod ham godt, og kunne lidt godt forstille sig hvordan det måtte være at snakke med børn om sådan nogen ting. Hun vidste med sig selv at hun slet ikke selv ville kunne gøre det, men nogen blev jo nød til det. Hun tog imod den lille kat, og gjorde det helt uden at røre ved ham igen. "Tak." Sagde hun blidt, og bukkede hovedet igen for ham. Hun opdagede at hans blik var låst fast på hende, og kiggede på ham med sine blide nøddebrune øjene. Hun hørte det han sagde, "Oki, mit navn er Rosa darkfighter, jeg synger, tegner, maler og laver mad. Jeg elsker at gå lange ture på stranden om aftenen, eller være her på kirkegården. Jeg kan lide de fleste slags dyr, og har selv en hund som jeg deler med min fætter, når han en sjælend gang er hjemme. Hvad med dig?" Sagde hun spørgerne, og pillede lidt ved sin halskæde.

”tja jeg hedder som sagt James Jackson, jeg spiller saxofon og jeg er bedemand, jeg fortrækker en stille aften foran tv’et. Åh ja og så har jeg en anden personlighed der hedder Jack Jamesson som elsker at smadre mit liv” hans så på pigen med gravalvor i stemmen men smilte alligevel ”jeg glemte næsten at fortælle om Oktavius min kæle edderkop, han er vidst blevet magisk forstørret for han vejer godt og vel et halvt kilo” han så pigen og grinede lidt.

Rosa lyttede opmærksomt til det han sagde, mens hun kiggede ham i øjene med et blidt. "To personligheder? Hvad skal det betyde?" Sagde hun spørgerne, og lagde hovedet let på skrå af ren nysgerrighed. Hun hørte det han sagde om at han havde en kæle edderkop, og lyttede nysgerrigt og spændt mens han talte. "Cool, jeg kan godt lide edderkopper, og hvis det ikke havde været for min fætter havde jeg også haft en. Men min fætter kan ikke lide dem, og vil ikke have dem i huset." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene med sine nøddebrune øjene.

”det er enlig meget nemt at forklare” han så på pigen meget alvorligt ”mine forældre prøvede at få det perfekte barn så de prøvede at suge alt det onde ud af mig, men fordi de ikke havde noget at opbevare den negative energi i slog den dem ihjel og bag efter blev en anden side af min personlighed” han så på hende og blev glad da hun sagde det med edderkoppen ”haha så må vi jo huske ikke at komme mens jeg er ude at gå tur med Oktavius”

Rosa lyttede opmærksomt og nysgerrigt til hans forklaring om de to personligheder, og kiggede ham i øjene med sine blide nøddebrune øjene. "Aaarrhhh oki, på den måde. Nu forstår jeg bedre." Sagde hun smilende, og kiggede sig omkring for at se om der var kommet nogen mens de havde snakket, men der var ikke nogen at se. Hun kunne tydeligt se at han blev glad, da hun fortalte om edderkopper. "Nnnaarrhhh, det går nok for min fætter er aldrig hjemme, kun en eller to gange om året." Sagde hun smilende.

”Hvem der” James havde lagt mærke til at en person var gået ind på kirkegården. Han var blevet meget paranoid på det sidste men det skyldtes også at Jack havde været rimelig destruktiv. ”så er du født her” han prøvede at føre samtalen væk fra personen i mørket men på samme tid holdt han et godt tag i sin pistol som sad bag i hans bælte så man ikke kunne se den

Rosa kiggede rundt med det samme han sagde det, og havde også lagt mærke til at nogen var kommet ind på kirkegården. Hun tog hånden om på ryggen og løsnede sin pisk, som hun havde spændt fast i et lille bælte, som sad bag på hendes ryg hvor man slet ikke kunne se den. Hun gjorde den klar til kamp, hvis der nu skulle blive problemer. Hun lagde mærke til at James gjorde klar med sin pistol, og vidste med det samme at han var et væsen, som hun selv var. Hun kiggede ham i øjene med et fast blik, og hørte hans spørgsmål. "Ja, jeg er født her, hvad med dig?" Sagde hun spørgerne, og smilte blidt til ham. Hun lænede sig hen mod ham, mens hun stadig kiggede ham i øjene. "Hvad er du for et væsen?" Spurgte hun nysgerrigt, og ventede på hans svar.

”jeg er oprindeligt fra Skotland så flyttede jeg til Canada og så her til” han holdte sin pistol frem. Dens krom belagte overflade reflekterede måneskinnet og den lange lyddæmper sad fast på løbet. ”jeg er en døds engel” han så på pigen ”jeg mener det nu kom frem” en dreng kom frem bag fra en grav sten og stod der bange. James satte sin pistol tilbage i beltet ”hvad laver du her min ven” han satte sig på knæ foran drengen ”skal jeg hjælpe dig med at komme ud fra den her kirkegård” drengen nikkede langsomt ” jeg kommer tilbage lige om lidt” han tog drengens hånd og fulgte ham ud af kirkegården ”og nu skal du gå direkte hjem, dine forældre må være syge af bekymring” drengen smilede og løb af sted i den anden retning. James gik tilbage til der hvor pigen sidst var.

Rosa lyttede opmærksomt til det han fortalte om hvor han kom fra, og kiggede ham i øjene med et blidt blik. Hun holdt øje med ham mens han trak sin pistol, og fulgte ham med øjene. Hun trak hurtigt sin pisk, og svingede den let så den var klar til kamp. Hun kiggede på drengen da han kom frem, og pakkede sin pisk væk igen med det samme.
Hun hørte det han sagde og nikkede af det, "oki, men skynd dig." sagde hun smilende til ham. Hun smilte sødt til ham da han kom tilbage, "kom han godt hjem?" spurgte hun, og kom i tanke om at han havde sagt hvad han var. "nårh ja, du er ikke den eneste engel her." hviskede hun smilende.

”åh det var da godt jeg ikke er alene på den her ø” han satte sig ved siden af pigen igen ”det var en meget imponerende pisk du havde dig der, må jeg se den igen” han lagde en hånd frem for at tage pisken og samtidig tog han sin egen pistol frem ”tja det eneste jeg har her er en m9 krom besat selvfølgelig” han hold den fladt i hånden ”men til gengæld er jeg god med den” han snittede en mål skive og kastede den op i luften, trak pistolen og ramte lige plet.

Rosa hørte det han sagde og kunne ikke lade vær med at grine lidt af det, "Ja, det er altid rart at få sådan noget at vide. Og jeg kan give dig et lille hint til hvilken slags engel jeg er." Sagde hun smilende, og kiggede rundt for at se om der var nogen. Men der var ikke nogen, så hun lod sine blanke ravsorte vinger komme til syne. Hun bevægede dem let i vinden, og nød følsen af vinden mellem fjerne på sine smukke vinger. Hun kiggede ham i øjene, og lyttede til det han sagde. "Øøøhhmm ja, og jeg ved også hvordan jeg skal bruge mit våben." Sagde hun blidt, og tog pisken frem igen og svingede let med den i luften, og lod den ramme jorden et stykke fra dem med et højlydt svirp. Hun kiggede nysgerrigt på hans pistol, og fulgte vær bevægelse han lavede med den med sine øjene.

”åh sig det ikke” han lod som om han tænkte ”jeg ved det du er en skyts engel” han smilte lidt ”jeg driller jeg kunne godt mærke på dig at du var døds engel” han puttede pistolen tilbage i hylsteret ”kald det en medfødt evne” han lod sine vinger folde ud til sin fulde størrelse hvilket betød at der var et vinge fang på 6 meter ”kan du gætte hvad for en engel jeg er ” han lod vingerne folde sig sammen ”jeg vil også advare dig nu” han lod vingerne folde ind igen og rettede sit jakkesæt og gned sin isse og vendte sig rundt så man kunne se hans tatovering af en streg kode ”jeg er lejemorder” han så på hende ”men det er kun i nødstilfælde” han så på pigen ”min eneste passion er bedemanden”

Rosa begyndte at grine lidt, da hun fand ud af at han var med på hendes lille leg. Rosa kunne være meget barnlig, og elskede at lege når hun var i sit barnlige humør. Hun lyttede til det han sagde, og havde faktisk allerede gættet hvad han var. "Du er som mig!" Sagde hun smilende. Hun kiggede fortryllet på hans vinger da han foldede dem ud, og rakte forsigtigt ud efter hans vinger men tog sig selv i det, og tog hånden til sig igen men nåede at strife hans ene vinge. "Undskyld." Sagde hun hurtigt efter, og kiggede ham i øjene med et lettere nervøst blik. Hun lyttede til det han sagde og havde lidt regnt med at han ville sige det, "Det gør mig ikke noget at du er lejemorder, jeg har også selv dræbt nogen." Sagde hun stille, og rørte ham forsigtigt på den ene hånd.

”åh det lettede mig Jacks kæreste tog det ikke så pænt” han grinte lidt sammen med Rosa ”Jack blev nød til at give hende vores hemmelige våben, en lille klar væske der for dig til at falde om og glemme den sidste time af dit liv” han så på hende med en slags anger i blikket ”jeg er medlem af broderskabet, et syndikat der træner lejemordere” han tog sin pistol frem ”de tog mig ind lige efter det med mine forældre” han smilte ”men fortid er fortid og det her lært mig et par ting eller to” han tog pistolen og satte den ind under sin jakke i en skulder holder ”er du klar” på grund af hans lette knogler og hans muskel opbygning hoppede han op på spiret i tre hop op af muren ”rimelig sejt ikke”

Hun lyttede opmærksomt til det han sagde, og fortrak ikke en mine mens han snakkede. Hun lyttede nysgerrigt og spændt til det han sagde, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun smilte blidt til det han sagde, og nikkede uden at sige noget. Hun blev nervøs da han spurgte om hun var klar, klar til hvad?
"Klar til hvad?" Spurgte hun nysgerrigt, og lagde hovedet let på skrå. Hun fulgte ham med sine nøddebrune øjene, og smilte sødt til ham mens hun kiggede på hans muskel opbygning.

”det tog mig halvtreds år at blive i stand til det her” han grinte bare mens han råbte ned til hende ”og det var i et lændeklæde fem år mere for at lære at gøre det med et jakke sæt på” han smilte bare ”jeg er også blevet god til at bruge mine omgivelser til min fordel” han hoppede ned igen og landede pænt foran pigen ”for eksempel ville jeg kunne bruge det træ til at gemme et lig i det”

Hun fulgte ham med øjene, og kiggede på ham med et fortryllet blik. Hun var fortryllet af den måde han kunne bevæge sig på, og lyttede til det han sagde. Hun grinte bare lidt af det han sagde, og vidste ikke hvad hun skulle sige til. "Det ville jeg godt have set." Sagde hun drillsk, og smilte til ham. Hun blev forskrækket da han landede lige foran hende, og kiggede op på ham med sine blide øjene. Hun rejste sig op med et smil, "Du er ikke den eneste der kan noget." Sagde hun sødt, og fløj elegant op i luften. Hun drejede rundt i luften, og lod sine sorte vinger omsluge sig let. Hun folde dem helt ud igen og drejede hurtigt rundt, og gjorde så hun var i spegagt i luften. Hun dansede elegant og smukt rundt i luften. Hun fløj ned mod ham igen, og landede omme bag ham. "Se selv." Sagde hun drillende.