A broken soul returns. <Izriel>

Izriel blev utålmodigt ved med at rode ved halsbåndet, indtil Helias nævnte, at en masse ligeledes havde ændret sig over de seneste måneder. Hun nikkedde på trods af, at han ikke kunne se en pind. Så vendte hun øjnene imod ham og slap så halsbåndet med et sæt. Vidste han noget? Hun rømmede sig i ubehag og lagde så hånden på hans skulder i en anderkendende berøring.

"indeed!"

Mumlede hun så, inden hun førte Helias igennem stuen og ind på sit soveværelse. Den store topersoners dyne var fejet til siden, som den havde ligget da Izriel havde rejst sig, for at åbne døren for englen. Med en bestemt mine puffede hun ham ned i den mellembløde seng, inden hun gav et tydeligt hørligt suk fra sig.

"No way Helias. You really got me to do stupid things once. But you shall not take my good manners!"

Knurrede hun så, inden hun åbnede skuffen nederst i det store skab, der stod på værelset. Diskret skubbede hun en ret voldsomt udseende armbrøst til siden, inden hun fandt sin gæstesengetøj frem.

Der gik ikke længe inden hun fik redt op på sofaen, og med lange bevægelser gik hun ud i køkkenet. Skeptisk iagttog hun ringen der endnu lå på bordet. Hun brød sig ikke om den, slet ikke grundet dens pludselige opdukken. af gode grunde rørte hun ikke ved den, i stedet stillede hun sit tomme vandglas på hovedet henover den, som ville man gøre det med en edderkop, inden hun trissede ind til den opredte sofa

Helias nåede knap nok at rejse protest inden Izriel havde forladt lokalet og han var alene på sengen. Han var i et rum han kendte, men samtidigt var alt så ukendt. Uden sine øne kunne han ikke orientere sig, ikke endnu, så verden var lukket for ham på så mange måder...

Helias sukkede let for sig selv og lod morgenkåben fald til jorden. Mæt for første gang i lang tid og uendelgt træt, lagde han sig ned. Inden søvnen greb ham nåede en sidste tanken om en ring og snige sin ind ham...

I løbet af natten genlød soveværelset af de forpint lyde kun en drømmene kan ytre. Helias gennemlevede endnu engang sin tur til ruinerne i Indien, og endnu engang forfulgt de ældgame dæmoner ham.. Endnu engang følte han at et liv blev erstattet af et andet..

Izriel blev vækket om morgenen ved at Helias bumbed ind i sofaen og lavæl undskyldte sig. Han famlende hænder var udstrakte for ham, i den søgende gestus som kun blinde laver. Han var stadig iført morgenkåben men han så ikke det mindste udhvilet ud. Tværtimod..

Izriel lod sig synke ned i den bløde lædersofa hun havde redt op. I små strygende bevægelser gned hun hænderne over de isblå øjne, indtil små hvide pletter dukkede op på indersiden af hendes øjenlåg. Så blinkede hun kraftigt til stuen vendte tilbage til hendes søgende blik.
De store sorte vinger afgav en let sitren, inden hun prøvede at finde sig til rette på sofaens opredning, selvom det var lidt af en kamp med de store vinger, der ikke kunne nøjes med så lidt plads.
Efter få minutter fik hun lagt sig til rette og tændt fjernsynet på et eller andet dyreprogram, dog uden lyd, så Helias søvn ikke ville blive forstyrret. Alle hendes tanker kværnede rundt i hovedet på hende. Mest af alt havde hun lyst til at stikke Helias en flad, hvad fanden bildte han sig egentlig ind? Rende og lave vanvittige traktater med oldgamle dæmoner fordi en eller anden truntemus ikke kastede sin kærlighed på ham, for efterfølgende naturligvis at komme voldsomt galt afsted, og når det hele så brændte på, så var Izriel god nok at komme til, når alt andet ikke kunne lade sig gøre.
En uvant hidsighed boblede fartruende i den sorthårede engel, inden hun med et sæt rejste sig op, hvad fanden bildte hun sig egentlig ind? Helias var en gammel ven, egentlig var det hendes pligt at hjælpe ham.

Opgivende trak hun elastikken ud af det tykke sorte hår, som faldt silkeblødt og let bølget ned omkring hendes skuldre, hun var blevet meget mere vred på det sidste. Som om hun var kommet meget tættere på had, vrede og jalousi efter Colt og Wicked havde tumlet ind i hendes liv.
Fraværrende lod hun fingerspidserne glide over det kølige metal omkring hendes hals, den magiske aura omkring det tyngede hende også ned. Til sidst lagde hun sig igen og slukkede fjernsynet efter opgivende at have zappet rundt på diverse uinteressante programmer, inden hun faldt i søvn.

Det gav et sæt i Izriel idét Helias bumpede ind i sofaen, hun var vant til at være alene i lejligheden altid, hvilket blot gjorde hende mere forskrækket, indtil hun stirrede direkte op i ansigtet på Helias.

"Mornin sunshine!"

Mumlede hun så, inden hun rodede op i det store uglede hår hun ikke havde fået sat op igen og rejste sig så fra sofaen, mens hun vurderende så på englen overfor hende.

"You still look like shit! I don't know what to do about you Helias, you screwed with some big-ass powers. Not even I am able to call some crazy mombojumbo healing on you!"

Helias' lange hår hang uglet og uredt ned over hans ansigt. Dybe, mørke render lå omkring hans øjne.. Der desværre var åbne. Selv i deres blinde tilstand var de forfærdelige at skue. Hans pupiller havde udvidet sig nok til at opsluge hele irisen, som et sort hul til intetheden.

"Morning.. I am quite fine.."

sagde Helias med et træt smil. Han huskede på at lukke øjnene da Izriel snakkede til ham og håbede at der ikke var blevet gjort nogen skade. Han virkede træt og udmattet.

"Could I perhaps have a bit more to eat? Hunger seems like a constant companion these days.."

mumlede han hen for sig selv. Han løb en hånd igennem sit hår i et forsøg på at rette lidt op på det, og trak morgenkåben tættere omkring sig.

Izriel himlede kort med øjnene og satte så det store bølgede hår op i en knold, hvorefter hun gik imod køkkenet, man havde satme ikke mænd i huset mange minutter før man fik lov til at føle sig som en anden husmor.

"Shit!"

Udbrød hun pludseligt og gik så tværs igennem stuen, hvor hun fiskede sin telefon frem, med lettere besvær fandt hun frem til noget på den, og ringede så op på det nymoderne monstrom, mens hun med en opgivende mine kneb øjnene sammen.

"Yea, hello. Yes, It's Izr.. Isabel.. Yes, Isabel Black. I can't come in today. I caught a flu, a bad one so.. That's not gonna happen!"

Efter en kortvarrig diskussion lagde hun på og fortsatte så over til Helias, som hun forsigtigt tog i hånden og trak ud i køkkenet.

"You're gonne kill me Helias. You or that stupid human or the posessive demon. It's a question of weeks!"

Knurrede hun så, men slog så tænderne sammen så det gav et lavmeldt smæld. Det var slet ikke meningen af Helias skulle vide noget om den aftale hun havde indgået med Wicked, det var bedst sådan. Desuden havde han nok at bekymre sig om i forvejen, forhåbentligt nok til ikke at studse over hendes kommentar.

Hurtigt fik hun pillet indmaden af et stykke toast ud, så stort set kun skorpen var tilbage, derefter smed hun den på panden og slog så et æg ud i midten. Hun havde fået retten på en eller anden restaurant nogle år tilbage og havde lige siden selv været ret vild med det 'Eggs in a basket' blev det vidst kaldt på populær vis.
Kort efter landede tre stykker brød med æg i foran Helias, han var en engel og havde af samme grund god appetit, det kendte hun jo fra sig selv. Desuden var Izriel mere end almindelig dygtig i et køkken, man havde vel ikke rigtigt noget valg når man var så madglad som hende, det kunne man takket være hendes gener ikke se på hendes ellers velformede krop.

"So, what now? Are you gonna try other exciting deals to get your sight back? Or are you just gonna send chocolate and flowers to the little lady, hm?"

Helias smilte let for sig selv. Izriel havde vendet sig godt til sit liv iblandt menneskerne. Hun fungerede langt bedre end ham. Han fulgte hendes bestemte hånd omkring hans håndled og blev smukt placeret i en stol.

"I apologise for keeping you from work.. I hope it is not to much trouble?"

sagde Helias med hovedet bøjet let. Da maden landede foran ham begyndte han straks at spise med stort velbehag.

"You are a fine chef Izriel.. Or should I call you Isabel by now?"

Helias' mund var halvt fyldt med morgenmaden og der var noget hunde lignende over ham som han sad der, bøjet over sin mad, med det lange hår vildt og løst.

"I do not know what I am going to do.. The Lord has taken my eyes, so it must be part of my punishment. I will make no new deals, nor will I enforce old ones. I.. I think I will go back to the dead.. To console them and guide them once more.."

Helias' ansigt var rettet ned imod bordpladen som han talte. Få forstod Dødsenglenes omsorg overfor de afdøde, og skytsenglene ofte mindst. De havde med de levende at gøre. Men det var hans plan så langt.. Og Izriel fortjente for en gang skyld at få et klart svar.

Izriel lod fingrene glide over den sorte granitbordplade der var installeret i køkkenet, inden hun vendte sig imod englen ved bordet og lænede sig så op af den glatte overflade, mens hun tænksomt rodede op i håret der i forvejen lignede en høstak der for længst ville være indtaget af en flok duer, hvis hun bevægede sig udenfor.
De blå øjne betragtede afventende ringen der lå på bordet, endnu indespærret i glasset som hun afværgende havde stillet nedover den pompøse guldring, der ikke lå så langt fra Helias.
Den blinde engels stemme fik hende revet tilbage til virkeligheden, og hun lod blikket glide over på ham i stedet, hun burde vel klippe hans spidser, de trængte til det.

"It's okay. You know, I love spending my time with the mysterious angel who loves my company when help is needed!"

Sætningen var mest af alt et surt opstød der i en forholdsvis pæn tone beskrev hvad hun det sidste halve døgn havde gået og tænkt.

"Well, find me an angel who isn't able to cook!"

Mumlede hun så, inden hun utålmodigt trommede fingerspidserne imod det urokkelige sten. selv fangede hun en skive toastbrød som hun rev midtover og tog en bid af som hun gumlede på, hvad skulle hun stille op med ham?

"And Izriel will do for you, mister!"

I to skridt var hun ovre ved bordet hvor Helias sad, langsomt løftede hun glasset fra ringen, én ting var at han havde prøvet at fortrylle et kvindemenneske med den, det var én ting, men hvordan den pludselig dukkede op i hendes hjem var ikke til at begribe og skræmte hende nok, hvis hun skulle indrømme det overfor sig selv.

"That sounds like a good idea. How long have you strayed from your task hm?"

Izriel hævede det ene øjenbryn, godt nok kunne han ikke se det, men han kendte hende godt. Det var på tide at han fandt tilbage til sin opgave, det var bedst sådan, uanset hvad.

Helias sad og lyttede til Izriel's bevægelser i rummet og hvad hun sagde, med et roligt og eftertænksomt ansigtsudtryk. Han kunne næsten se for sit indre blik hvordan hun bevægede sig rundt, hvordan hun begyndte at rode med nogle af tingene.. Og han kunne næsten se hendes ansigtsudtryk for sig.

"It has not been that long since I last guided the dead.. Not more than a few decades. I think.."

svarede Helias tøvende. Han fornemmede vreden og frustrationen i Izriel's stemme men forstod ikke hvor den kom fra.

I haven't done anything wrong.. have I? Perhaps I have been dropping by at inconvenient times afterall.. Hmm i'll have to make it up to her..

tænkte Helias for sig selv. Hans ansigt var lagt i tunge folder som Izriel løftede glasset foran ham. Et øjenbryn rejse sig i englens ansigt og han vendte "blikket" imod lydens ophav.

"What have we there Izriel?""

spurgte han nysgerrigt. Han huskede ikke at de havde brugt glas igår... Eller at have hørt Izriel finde nogen frem. Langsomt strakte Helias hånden frem, følende, for at finde ud af hvad det var Izriel rodede med.

Den kvindelige engels øjenbryn hævede sig til endnu et af de skæptiske udtryk, som hun bedst af alt praktiserede, efter flere hundrede års øvelse, til pinlig perfektion. Så sukkede hun igen, inden hun vendte rundt og skævede imod Helias.

"A few decades?!"

Stemmen var nærmere fornærmet end vred, hvad fanden tænkte han på, med otte hundrede års erfaring burde der være grænser for idioti og fejl, men ikke for Helias. Han mindede egentligt mest af alt en fugl der var blevet fanget i et akvarium, hvor den desperat satte af fra vandoverfladen for kun at hamre hovedet imod glasser der lukkede det vandholdige bur.

"Dude, if i don't fulfill my duty, I will be dead in a couple of hours. Bound to that silly little human! You should be more grateful!"

Snappede hun så indædt og stoppede den resterede del af brødet i munden, hvilket fik hende til at ligne et hamster som havde haft lidt for høje tanker om sig selv, i det mindste ville det stoppe englen i hendes milde raseri.

Efter at have tygget af munden skævede hun igen mod ringen, den havde egentligt aldrig forladt hendes synsfelt, det var den sgu for underlig til, men alligevel tømmede hun sig og skubbede den så over imod Helias med glassets kant

"It's your creepy ring! Bring it with you or destroy it. I don't care. As long as you get it out of my house!"

Mumlede hun så, inden hun i en rask bevægelse stillede glasset til vask, på trods af, at det ikke var blevet brugt.

Helias famlede sig frem til ringen. Han forstod stadig ikke Izriel's vrede overfor ham. Han vendte tøvende ringen imellem fingerene, med hans blinde øjne vendt imod den, næsten betragtende.

"What human Izriel? I know you are one of the sacred guardians, but what human threatens your life? To whom are you bound?"

spurgte Helias stille imens ringen forsvandt in bag det slidte sølvkors. Igen føltes vægten rigtig, som om det havde manglet noget hele tiden. Helias sukkede let og rystede på hovedet.

"And I am grateful. Mine task is one taken with pleasure, as I confine more easily in the dead than the living."

Helia smilede let over hans egne ord. En smule mærkeligt at han ikke havde taget sig tiden til at konversere med de afdøde. Han nød deres selskab, langt mere end det af de levende dødelige.

Izriel gned begge hænder over øjnene med en skabet attitude, hvordan skulle hun nogensinde kunne forklare Helias, hvorfor at Colt var så slem. Han ville nok bare komme med noget omkring hvor smuk døden egentlig var og at hun burde omfavne den med stor glæde, hvilket hun på ingen mulig måde var i humør til at høre på.

"What human? The human that is insanely in love with a warewolf, who has sold her soul to a demon AND works for another demon, oh did I mention that this demon happens to be "The Wicked Truth". Oh yea, and that I had to give up my freedom to save that silly little child from the oldest demon in mans memory?"

Englen næsten spruttede af vrede, men en undertone i hendes stemme afslørrede hendes tydelige opgivenhed overfor situationen.

"Oh, and I forgot the fact that she is more afraid of me, than she is of any of the demons!"

Izriel sukkede og rodede uopmærksomt med en lok af det lange sorte hår, der blev snoet, flettet, skildt ad og rodet op i, i en uendelig ring af utålmodige handlinger.

"I just want to get rid of that stupid bond, and that silly human!"

englens stemme dirrede kortvarrigt, inden hun stædigt fik styr på sig selv, det sidste hun skulle var at sidde og tude overfor Helias. Det måtte være hans job at gøre det.

Helias frøs fuldstændigt. I adskillige sekunder sad han blot og "stirrede" imod Izriel, hans ansigts udtryk fuldstændigt tomt. Så begyndte hans øjenbryn at krumme sig sammen, hans læber blev trukket let bort fra tænderne i en mild snerrende.

"The Wicked Truth?! That is the demon that tore my mind apart and left me rampaging... He is the one who holds the hand of the woman, whose ring I wear.. What kind of insane human fraternize with a werewolf?!"

Helias nærmest råbte imens han arrigt rejste sig. Minderne begyndte at flyde tilbage i ham. Minderne om følelser der gik grassat i ham, imens dæmonen stod og smilede. Minder om Procella der lod sig falde i armene på den vederstyggelighed. Smerten.. Minder om templet. Om Døden..

Helias fandt sig selv svedende kraftigt efter det lille udbryd. Han følte sig svag og kvalmen steg op i ham. Frygten nærmest lyste ud af hans blege ansigt. Med famlende hænder greb han fat i bordet og støttede sig til det.

"I.. I.. I didn't mean to shout.. Forget i said anything.. I am sorry.."

mumlede han hen for sig, imens han vendte sig og mekanisk begyndte at famle sig vej ud af køkkenet.

"I'll leave.."

mumlede han til slut.

Izriel lod de kølige blå øjne blkive imod Helias som hans stirrede tomt tilbage, kortvarrigt havde hun håbet på en reaktion af medlidenhed eller omsorg, men den slags var tilsyneladende blevet umulig at finde hos Helias. Hvis han ikke før havde været en tom egoistisk skal, så var han med sikkerhed blevet det nu.
I en glidende bevægelse hoppede hun ned fra køkkenbordet mens hun med korslagte arme betragtede ham famle sig ud igennem køkkenet mens han havde travlt med at have medlidenhed med sig selv.

"Oh yea!"

Knurrede hun bittert imod englen mens hun kneb øjnene sammen imod ham, en buldrende vrede skød op igennem den kvindelige engel inden hun tog et enkelt skridt frem imod ham og hvæsede halvkvalt imod ham.

"and then you fucking leave again. Damn you Helias. Do I mean so little to you, that this is a place you can come and cry out your deepest sorrows and get me to patch you up, but as soon as i have the slightest shadow of trouble you leave like a coward!"

Råbte hun imod ham med en vred, let dirrende stemme inden hun fortsatte og hendes aura udvidede sig uden for hendes kontrol

"This is all about you, isn't it? I don't know why I even care for you anymore, but for now I will try not to!"

I en hurtig bevægelse greb hun omkring glasset der før havde bevogtet at ringen ikke løb nogen steder, inden hun i en buet bevægelse kastede det imod Helias, til hans held ramte det dog udenlukklende dørkarmen hvor det brast med en syngende lyd og tusind glasstykker spredte sig i køkkenet og ind i stuen.

"GET OUT!"

Helias frøs fuldstændigt. Han ænsede knap nok glasset der smadrede et stykke fra ham. Han mærkede først frygten der hamrede imod ham, fra Izriel's aura. Straks begyndte minder og latter at genlyde i hans sind. En stemme, kun alt velkendt hviskede ham i øret.

She is gonna leave you.. hang you out in the darkness.. all alone.. all for me..

"No.. Not the darkness.." sagde han med stille, angtsfyldt stemme og et forskræmt udtyrk i ansigtet. Så ramte Izriel's ord ham som en spand koldt vand.

This is all about you, isn't it? I don't know why I even care for you anymore, but for now I will try not to!

"Izriel.. what have I done to make you angry? I am sorry.. But.. I don't understand? Coward? I am trying to be less of a burden"

Prøvede han først imens han vendte sig imod hende. Med et panisk ansigtsudtryk og famlende hænder rakte Helias ud efter Izriel.. blot for at fange hjørnet af den gyselige kimono, der på en kvinde nok ville efterlade et frækt udsyn til let blottede lår, men virkede stumpet og komplet forkert på en mand. Med et ryk fik han hevet beklædningen halvt af sig, imens han snublede over et par støvler, efterladt skødesløst på gulvet. Med et tungt grynt ramlede han ind i det lave kaffebord, der fik ham til at bukke forover da det smadrede ind i hans knæ. Kimonoens glatte stof fungerede som en airhockeybane, så hele Helias krop skøjtede ud til siden, i stedet for at smadre bordet. På gulvet lå nu en herlig bunke stol, kimono, støvler og en mere en halvnøgen Helias, med et yderst forvirret og forpint udtryk malet i ansigtet.

"Ouch.." var de eneste ord han ytrede, mere et grynt end en egentlig sætning. Hans hænder famlede let rundt. En blanding af at klappe sig selv ned for at undersøge om alt sad hvor det skulle, og halvt en gestus hvor han rakte ud efter hvor han mente Izriel var, men som mere var en bevægelse direkte op i loftet.

"Please..."

Et sted i Helias bevidsthed var der dog noget der lagrede sig. Havde deres forhold faktisk været mere end fysisk? Havde den smukke og intelligente Izriel faktisk holdt mere af ham end han havde været klar over? Det var en ny problematik som dødsenglen aldrig havde overvejet, men som var alfa omega for hvad der skete i fremtiden med dem, og deres...forhold. Hvad var deres forhold overhoved? Og hvad var det med at hun havde opgivet sin frihed? Hvad betød det overhoved?

"I don't understand?"

Gentog han forvirret, mere forvirret end han havde været i flere århundrede. Blind og forvirret. Der var alt for mange nye informationer, og alt for lidt sanser, og alt for mange stemmer i hans hoved.

Izriel lagde bestemt armene over kors med et stift blik og let spidsede læber imod scenariet der skulle til at udspille sig for øjnene af hende, et øjeblik nåede hun at blive totalt i krise med sig selv om hvorvidt hendes vrede overhovedet var begrundet nok til at kyle den store forvirrede engel ud af hendes lejlighed kun iført en for lille silke-kimono til kvinder.
Kort efter måtte hun dog igen lukke damp ud da hans ynkelighed egentligt bare begyndte at irritere hende mere.

"Less of a burden Helias? Seriously, are you kidding? You walk into my life after 500 years of nothing, we have a nice time, and then you fucking leave AGAIN!"

Izriel rasede arrigt imod den mandlige, (nu) forhutlede engel der lå og roede rundt i en blanding af silke, støvler, et væltet kaffebord og et inferno af glasskår fra testeller der havde befundet sig på kaffebordet kort for inden.

"Oh yea, don't mind my 150 year old tea set! And did i mention that after leaving for second time, you all of a sudden decide to come back, disgraced from heaven and expect me to heal your wounds and take care of you, while all you think about is a little human-lady who have stolen your heart. Yea, bu-fucking-hu!"

Izriel bed sig kort i læben, var hun gået over grænsen? Hun kunne slet ikke tillade sig at være sur på Helias over at han havde fundet en anden, hvad havde hun forventet? Der var trods alt gået flere århundrede. Desperat flåede hun i halsbåndet der stædigt omkrandsede den liljehvide hals, hun var blevet så vred på det sidste, hvad fanden skete der med hende?

I en rask bevægelse åbnede hun for vandhanen, så det kolde klare vand brusede imod bunden af vasken, hvorefter hun med grådige bevægelser sprøjrede vand i ansigtet, hele hendes krop dirrede af raseri, men skulle det virkelig ende sådan?

"Get up Helias, you look like a moron!"

Helias lå forbløffet stille i et par sekunder, forhutlet og forfjamsket i ansigtet.

Is she serious? I didn't do that.. Did I? Was there some more going on that I didn't notice..

Helias tænkte kort for sig selv inden han besluttede sig at følge Izriel's arrige ord og rejse sig op.. Omend med lidt besvær og re-arrangering af diverse beklædningsgenstande.
Han forstod stadig ikke helt hvorfor hun var så ophidset og et kort øjeblik vidste hans frustrering og forvirring sig faktisk på hans normalt kølige ansigt. Blot et øjeblik, inden han igen fik det under kontrol.

"I am.. terrible sorry Izriel.. I.. I didn't mean to burden you so.. I didn't understand..."

prøvede han forvirret, indtil han opgav med et suk. Han havde aldrig været god til at forklare sine intentioner, endnu mindre at forstå når folk ville ham det godt.. Eller rent faktisk hold af ham..

"Would you.. give me chance to make it right? To apologise and make it up to you?"

spurgte han forsigtigt, imens hans blinde øjne søgte hende. Gestussen var oprigtig, da han fuldstændigt havde mistet fornemmelse af hvad der var op og ned.. Billedligt talt. Han vidste stadig at han stod på jorden.. Sådan da.

Helias strøg hænderne ned af sit krøllede lånte tøj for at prøve at samle sig selv. Han greb sig selv i denne banale gestus og begyndte at undre sig. Hvad skete der med ham? Hvor kom alle disse følelser fra, alle disse.. menneskelige udbrud? Vreden, skylden og skammen.. De kom fra et sted han troede han havde smidt væk for længe siden.. Nu kom det tilbage og han følte sig ligeså ynkelig som de mennesker der kæmpede imod deres død.. Ligeså svag og forvirret.

Helias rystede på hovedet for at samle sine tanker og mumlede hen for sig.

"I am sorry Izriel.. I am just so confused..."

Izriel gav et anstrengt støn fra sig, inden hun sank ned på en af køkkenstolene. Den sorthårede kvindelige engel kunne næsten ikke tro på hvad hun stod og hørte på. Var han virkelig så naiv og intetseende(høhø)?
På den anden side havde hendes opfarren resulteret i en meget forvirret engel, hun kunne næsten ikke lade være med at have ondt af ham, som han stod der i hendes aflagte kimono og lignede en hvis tog var kørt 5 minutter for tidligt, og man af samme grund ikke havde nået det.
Mens hun lyttede til ham pustede hun til en løs hårlok der hang ned foran hendes ansigt, var hun gået over stregen denne gang? Havde hun virkelig mistet så meget kontrol over sig selv? I en let skulderbevægelse blev hun igen mindet om den tunge magi Wicked havde lagt om hendes skuldre, som en våd tung kappe der altid trak hende ned, eller prøvede at holde hende tilbage.

"It's okay Helias. I'm sorry. It wasn't fair!"

I en langsom bevægelse drejede hun hovedet imod vinduet i køkkenet, udsigten til stranden var fantastisk, men det hjalp ikke rigtigt på hendes humør.

"I don't want you to apologise, I just want you to do what you think is the right thing to do!"

Mumlede hun så, inden hun trak benene op på stolen og hvilede hagen på knæene. Hun var træt af altid at bekymre sig og hun var træt af at hendes liv hang i en tynd tråd takket være Colt, og der var ingen måde hvorpå hun kunne gøre noget ved det

"It.. It is alright. I will still apologise. You were right that it was not fair, coming here, demanding your help. I am glad for it, mistake me not. I.. I just don't know anymore. I feel almost.. human.. again. The raging emotions.. The gnawing feeling of dread.. I -feel- Izriel.. That's something I haven't done in.. many years.."

Helias lod en hånd løbe igennem hans hår. Det føltes godt at tale ud om tingene, omend han lød ynkelig i sine egne ører. Ynkelig og menneskelig. Det var gået op for ham hvorfor han havde lagt sit erhverv fra sig.. Hvorfor han havde søgt mørket. Han hadede menneskerne. Hadede dem fra bunden af sit hjerte. De var ynkelige og svage, faldt for let til fristelser og ondskab. De var hvad der var galt med verden. De var grunden til at han var faldet...

For et kort øjeblik var Helias' ansigt en maske af intens vrede, sorg og forvirring. Så forsvandt det igen, som dug for solen. Tilbage var blot den lettere forhutlede engel med det lange hår og de blindt søgende øjne.