Face the day as it is - Izriel

Tid: 29. feb. kl. 08.30
Vejr: Kold vintersol, en smule blæst.
Omgivelser: Ikke mange mennesker, nogle få går morgenture.
Påklædning: Grønne baggypants, grå top og sort læderjakke.

Der var stille i parken, de fleste var på arbejde på dette tidspunkt. Trods det kolde vejr gav solen et friskt lys. Stilheden blev stedvis brudt af korte kommandoer og rosende ord.
En stor grå irsk ulvehund kom løbende ud mellem nogle træer med en tung aport mellem tænderne. Den løb ivrigt mod en ventende kvinde. Hunden satte sig på hendes venstre side, stadig med aporten i munden, og så afventende på kvinden. Kvinden stod afslappet og kiggede ned på hunden uden at gøre noget, i et kort stykke tid. Derefter rakte hun hånden ned mod dens mund.

"Det' min!" sagde hun roligt men bestemt til den.

Først nu gav hunden slip på aporten. Hun tog den og lagde den på jorden, hvorefter hun gav sig til at rose hunden og klappe den.

"Dygtig dreng. Du bliver bedre og bedre, hva'?"

Det var et udemærket sted at træne, når man øvede kommandoer. Men det skulle man jo heller ikke bruge meget plads til.

De højhælede sorte læderstøvler klikkede selvsikkert igennem parkens asfalterede lille sti. Izriel var iført sin trofaste figursyede læderfrakke som hendes viger på mirakuløs endnu ikke havde formåetaat flå i stykker, samt et par stramme lyse jeans og et halstørklæde som var vilket så mange gange rundt, at det formåede at dække hendes underansigt.

En velkendt ringetone tilkendegav sig nede fra hendes ene lomme, hvilket fik hende til at stoppe op ikke langt fra Kaya, og stikke den ene handskebeklædte hånd i lommen og fiske en ret nytudseende Iphone op. Skeptisk gav hun den et mistænksomt blik mens hun prøvede at tage den, og fik til sidst famlet handsken af som hun med det samme tabte til jorden, for så at løfte telefonen op til øret.

"You got to be kidding me!"

Startede hun hidsigt ned i røret på telefonen, en svag kvindestemme ville kunne høres lagt væk med en lavmeldt knævren inden Izriel igen åbnede munden.

"Aaahaa. No i'm not doing it! ... NO! I'm sick and tired of this.. Shit, no I don't care,.. It was his own fault, let him bleed to death! ... I know i should't say that.. Yees.. Call Michael Smith damnit, his allways sick anyway. Some of us need some sparetime you know. I can't come in today! Done! No Annabell .. Quit it! ..... Godbye... NO! ...Goooooodbyyyyye!"

Så tog hun telefonen fra øret og stirrede ned på den med et vantro blik, inden hun langsomt klikkede på den store røde knap, hun ville nok aldrig lære at følge med teknologien. Hun fattede ikke de gamle væsener der bare kunne hive en ny computer eller telefon frem og vide hvad der skulle gøres med det samme. Det var ikke let at være fra en tid hvor skylletoilettet ikke engang var tænkt på endnu.

Trodsigt pustede hun en af de sorte lokker væk fra ansigtet og stak så telefonen i lommen, hvorefter hun bukkede sig ned efter sin tabte handske, så telefonen gled ud og hamrede imod de kolde sten med en mistænksom knasen.
De isblå øjne stirrede vantro ned på det lille hvide apparat, hvorefter hun vendte ansigtet imod himlen.

"Oh god, why? WHY ME?"

Kaya lagde først rigtigt mærke til kvinden, da hun begyndte at hidse sig op over personen i den anden ende af røret. Hun skævede til kvinden, og hævede et øjenbryn, da hun begyndte at fumle med sin telefon. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, nogen ville bare aldrig forstå den nye teknologi..
'led him bleed to death', det lød voldsomt. Hun virkede meget oprevet.
Kaya sad stadig på hug på det ene knæ og klappede fraværende hunden. Den var anspændt og på vakt på grund af de høje lyde. Han var en god hund, der ville beskytte sin ejer. Men kontakten beroligede det.

"Problems? It sonuds rather bad.." Hendvendte hun sig roligt til kvinden.

Mennesker skulle ikke have lov til at bløde ihjel. Men så igen, det behøvede jo heller ikke rigtigt, det kunne sagtens være metaforisk. Det var aldrig til at vide.

Izriel bukkedes sig igen ned og fik så fat i telefonen, bagsiden af den ellers elegante telefon var krakeleret så det mest af alt nok var et spørgsmål om hvornår den ville gå totalt fra hinanden. Opgivende stak hun den igen i lommen og lynede den så, da kvinden med hunden fangede hendes opmærksomhed.

"Oh yea, you wouldn't believe it. Today's gonna be the worst day ... EVER!"

Sukkede hun så med en opgivende stemme og skar en grimasse under det tykke tørklæde som hun hurtigt hev ned i, så kvinden ikke følte hun snakkede til en bunke uld.
Så rakte hun venstre håndled inden for hedes synsfelt og drak lidt op i jæderjakkens ærme og lod de blå øjne finde den runde skive hun ledte efter.

"And it's not even 9 am yet. I'm cursed!"

Fortsatte hun så og gik lidt tættere på kvinden, hvorefter blikket gled ned på hunden hun sad ved. Izriel havde altid haft det godt med dyr, de var søde og slet ikke så besværlige som mennesker var, men med hendes liv var det mere eller mindre umuligt at holde selv det mindst krævende kræ man kunne opdrive. Oftest tog hun væk en uges tid og det kunne man ikke byde noget levende væsen.

"He's adorable. How old is he?"

Spurgte hun så og lod de kølige lyseblå øjne glide over hundens tykke pels, det kriblede næsten helt for at få kløerne i hunden og klappe den, men hun gjorde det af gode grunde ikke, slet ikke uden ejerens tilladelse

Kaya hævede det ene øjenbryn. Det kunne da umuligt være så slemt. Det virkede en smule overdrevet.

"Well.. You can find far worse curses out there." Sagde hun med et sigende blik.

Og det var så sandeligt rigtigt. Hun kendte teorien bag en del af dem, men hun havde aldrig udført en, og heldigvis aldrig haft en. Men der fandtes en del ubehagelige historier om emnet derude. Hun havde også set nogle stykker, der var forbandet og fjernet en enkel.

Hun smilede af hunden. Han slappede lidt mere af, efter kvinden var faldet ned. Ares var en dejlig og trofast hund.

"He's three years old."

Hun havde købt ham for halvandet år siden. Han var en trænet jagthund, men for aggresiv for ejeren. Hun havde udviklet hans kunnen siden og havde fået lidt af en kamphund ud af ham.
Hunden peb af Kaya og gik et prøvende skridt over mod kvinden. Han ville undersøge. Hun viftede kort med hånden

"Free." sagde hun til hunden.

Han gik over og snusede forsigtigt til kvinden.

"Ha yea, true!"

Sagde hun så kort og gav gav så et stille suk fra sig, men skyndte sig så hurtigt at lægge ansigtet i humoristiske folder i stedet, da hun kom i tanke om at det vel ikke var seriøst, eller var det.
Englen lod roligt blikket glide nedover kvinden foran hende, hun var i hvert fald intet overnaturligt, ikke så vidt hun kunne se i hvert fald, måske varulv? Englen bed kort tændene sammen og lod så blikket glide væk fra kvinden, så det ikke virkede som en uhensigtsmæssig stirren, hun kunne jo også bare være et menneske der havde lidt for meget indsigt i hvad der skete i verdenen omkring sig, ELLER det kunne være det bare var sagt i sjov.

Hun åndede lettet op da hendes tankestrøm blev afbrudt af kvinden der så begyndte at snakke om hunden der pludselig stod ved hendes ene ben og snusede lidt til den ene læderstøvle. Forsigtigt og roligt satte englen sig på hug ved hunden, og strøg den så over ryggen med en god portion tålmodighed for ikke at skræmme kræet væk.

"Hi there handsome. Are you a lucky dog hm? Gettig a nice long walk in the park?"

Mumlede hun så imod hunden mens hun kløede den over ryggen, så grinede hun lidt af sin egen latterlighed, hunden forstod jo ikke så meget alligevel.

"Årh, it's been years since I've had an animal. I miss it, but I just don't have the time anymore!"

Sagde hun så og skævede hen på Kaya med et lille smil, inden hun rejste sig og børstede hårene af hænderne, hvorefter hun rakte den ene frem imod kvinden.

"My name is Isabel by the way!"

Kaya smilede for sig selv. Det var sjældent hun bare tog Ares ud på en tur uden at træne ham eller gentage noget. Det hele skulle holdes ved lige, men han var heldigvis en lærevillig hun, og dum var han heller ikke. Men det var også lige meget.

"Yeah.. Time always comes in the way. And a dog takes a lot of it." Hun smilede skævt.

Hunden logrede ivrigt, da han fik opmærksomhed. Han var tydeligvis lidt af en kæleprins. Man kunne nærmest se det skuffede udtryk i dens øjne, da kvindens opmærksomhed vendte fra den til Kaya. Men den gjorde ikke noget ved det.
Kaya tog i mod hendes og gav den et fast klem.

"Nice to meet you. I'm Kaya." Svarede hun høfligt.

"Do you live around here?"

Det var altid smart at spørge folk herfra, hvad de kendte af gode restaurenter og selvfølige også lidt mere følsom intell.

Kayas ord fik englen til at nikke aderkendende, normalt havde Izriel haft oceaner af tid, men efter hun var blevet bundet til Colt havde hun kun to valg, det eneste var at finde en måde at gøre kvinden udødelig på uden at beskadige hendes sjæl, det andet var at dø sammen med hende.
Desværre var det sidste nok det mest reliatiske nok det sidste, hvilket ligeledes havde givet Izriel en del mere travlt!

"Yea, it does. And I work so much, I'm never really home!"

Sagde hun så og strøg det sorte hår tilbage i en glidende bevægelse mens hun tænkte kort over navnet, det var sjældent man hørte det.

"No, actually i live La Suniaha. But I love this place, the beach really isn't the most interesting place in the winter!"

Grinede hun så og nussede kort hunden på hovedet, blikket den sendte hende var ikke til at stå for.

[b]"What about you? You live here?"

Kaya kendte alt for godt til ordet travlt. Hun var ofte også på vejen, når hun jagtede et eller andet væsen. Det kunne tage flere dage, hvis det var på farten. Men sådan havde hun lært at leve. Det var dog rart at have et sted at komme hjem til og en god seng at sove i, efter de udmattende jagter. Et sted, hvor hun var ret sikker på, at hun kunne være i fred.
Hun nikkede forstående.

"Yeah.. I know all about work, that takes all your time!"

Hun børstede fraværende nogle hundehår af jakken. Ares var så småt begyndt at fælde sin vinterpels og på grund af den kolde vinter var der meget af det.

"Haha.. I've been down there and I agree. The beach always looks a little sad at winter."

Mange naturområder var generelt pænere om sommeren efter Kayas mening. Det uberørte naturliv var en smule tiltrækkende, når man tænkte på, hvor ødelagt verden egentligt var.

"I just moved up here from USA. I think it's a nice place."

Hvis man da ikke talte 'underverden' med. Men væsnerne var jo overalt, også her.

"It really does, I work at the hospital. We don't have enough doctors. And the leaders in there think we all are workaholics!"

Grinede englen så og skar en lille grimasse da hun kom i tanke om, at Kaya nok havde hørt hende råbe og skrige ind i telefonen. Ikke særligt klogt at lade et fremmed menneske høre hvordan hun havde bandet og svovlet. I det mindste var det ikke hendes chef.

"Yep, and it's cold like hell. I live in an apartment next to the sea. It's killing me in the winter, but the water is beautiful no matter what!"

Lo hun så med et lille smil, på trods af at vinden kunne rive en om kuld nogle morgner når man gik ud af den varme trygge lejlighed ville hun nok ikke flytte andre steder hen, de lune sommerdage gjorde det hele værd.

"Oh, I've never been so much in the states, actually I'm from Europe!"

Smilede hun så og fortsatte ubevidst med at klappe hunden der stadigt lovrede med halen ved hendes side.

"You like it here?"

Kaya smilede skævt for sig selv. Der måtte komme mange mærkelige skader ind, når mennesker blev overfaldt af det abnormale. Gad vide, hvad de menneskelige læger tænkte om det? Hun gad godt være fluen på væggen i sådan et tilfælde. Det måtte være morsomt at se sådan en situation udspille sig.

"I could imagine the lack of doctors. Isn't it hard to get a doctors-degree?

Hun havde selv haft kontakt til en læge tilbage i USA. Han kendte til den abnormale verden, og derfor kunne man heldigvis komme til ham med sine noget særlige skader. Hun havde gjort meget brug af Matthew og havde også lært et par ting eller to af ham.

"Yeah.. Nature usually is beautiful no matter what. It's untouched and just keeps living no matter what the world does to it."

Hun havde altid haft en forkærlighed for naturen. Der var noget helt særligt over dens uskyldighed.

"I've been to Europe once or twice. It's different over there."

Hun havde godt nok ikke været der for sight-seeing. Hun havde kun fulgt væsner, hun var på jagt efter, der var stukket af derover til.

"It's okay here, I think. I'm still new to the place. I don't know the place well enough - yet."