Bloody and broken... kinda -Segovax-

Sted: Den fredfyldte skov.
Tid: Omkring solopgang.
Dato: 13/12 - 11
Vejr: Solen er som sagt ved at stå op, og himlen er forholdsvis blå.
Omgivelser: Træer, skov generelt og hvad man nu ellers findes i en skov.

Solen havde valgt at gøre sin entre og man måtte indrømme at den gjorde det godt. De gule nuancer der kastede sig henover himlen - den orange farve lavede skyggerne i det gule inferno.. og apropos inferno; den røde farve satte ild til himlen. Tilsammen udgjorde det et stort vulkanudbrud, Mara ville sikkert have siddet og beundret det; hvis det ikke var for det lille 'uheld' der gjorde umuligt for hende at sidde stille.
Tidligere på dagen:
"Kom tilbage!!" *Shit!* Hun bandede sagte i hendes tanker, hun havde ikke forventet at hendes nat ville forløbe sig sådan. Bare fordi man stjal lidt.. og dræbte hans makker... men det var en mindre detalje i dette. Det havde faktisk ikke være hendes mening, men hun havde været sulten, hun havde da ikke tænkt over at manden kunne have været en dusørjæger! Men sådan var hendes held; ikke eksisterende.
Hun havde bare været sulten og hans makker havde haft en stor sum penge i hans penge pung. Hvordan kunne man modstå de to idioter der bare stod der og pralede med deres seneste 'fangst', mens ham med pengene stod og viftede med den fyldte pung? Det kunne man bare ikke! Derfor havde hun valgt at påtage sig rollen som betaget tilskuer. "Ihh hvor er I modige!" Sagde hun til de to jægere. Hun kunne sagtens se at de var jægere, men ikke at de jagede hendes slags. Det havde smuttet under hendes næsen, hvilket også næsten havde kosten den; sammen med resten af hendes hoved.
Mens ham med pengene stod over flirtede med en af de begejstrede kvinder omkring ham, tog hun chancen og tog hans pung sammen med hans makkers sjæl; alt dette var gjort i en enkelt yndefuld bevægelse, også var hun væk. Lidt efter hørte hun råben bagved sig, hun drejede ikke en gang hovedet for at se hvem der var der fulgte efter hende; hun vidste det jo godt.
Der mange minutter, på denne tid havde hun nået ud til den fredfyldte skov; den ville ikke være så fredfyldt, når hende og jægeren kom brasende ind i den. De sidste hun havde hørt før hu faldt til jorden var to højlydte brag. Så kom der en smerte i hendes venstre arm og højre ben. Hun bed tænderne sammen og det lykkedes hende at kravle ind under en forhøjning der ledte ned i en rævehule. Hun hadede sig selv for at være nød til at gemme sig, men hun kunne ikke kæmpe i denne tilstand.
Da hun havde konkluderet med sig selv at han var væk, begyndte hun at kravle stille ud af hulen. Dette tog et stykke tid, da hun var nød til at være forsigtig med hendes brækkede ben og arm. Hun tog en stor mundfuld luft, da den friske luft kærtegnede hendes ansigt. Med et dyb suk satte hun sig der hvor hun var og slappede af et par minutter, før hun fik sig skubbet på benene. Eller benet. Med en stille klagen fik hun sig skubbet af sted.
Nu stod hun her og lænede sig op af en træstamme. Hun betragtede solen med beundring, hun ville gerne forblive sådan, men hun kunne ikke holde ud at stå forlænge af gange, ej heller gå eller sidde; det eneste hun med sikkerhed kunne var at lægge sig ned og sove. Hun besluttede sig for at gøre det, da det virkede som en bedste beslutning. Hun fik sig møjet ned i siddende stillig og efter et sidste blik på hendes blødende arm og ben lagde hun sig ned.

Segovax var taget en tur til den fredfyldte skov, fordi det ofte var nemmere at finde bytte her da dyrene sjældent var bange af sig, fordi de ikke var vant til at møde folk der forsøgte at dræbe dem. Han gik bare gennem skoven og forsøgte at fange færten af nogle dyr, men det gjorde han ikke, der var til gengæld noget andet der fangede hans opmørksomhed. han kunne tydeligt lugte blod, og ikke hvilken slags blod, nej det var blod fra en dæmon. Han elskede at snakke med dæmoner og med hans nyerhvervede stilling som leder for varulvene var det meget vigtigt for ham at han fik så godt et samarbejde med dæmonerne som muligt.
Han gik hen til der hvor han kunne lugte at lugten kom fra, det var ikke så langt væk, og han kunne ret nemt finde vej.
*Dette skal nok blive interessant*
Han fandt hende liggende og sovende. Han fandt hende interessant og lagde så mærke til hvor sårene var. Han løftede hende op i sine arme og bar hende hen til hans telt, som han havde slået op tæt ved en bæk kune en lille gå tur væk. Han lagde hende ned i telte oven på alt hvad han havde og tog en klud og vædede den og lagde den på hendes pande.

Mørket var det første der viste sig for hende, da bevidstheden igen kom snigende; uden en lyd, uden et eneste vink om at den ville slå til lige om lidt. Opvågningen var måske ikke så øjeblikkelig, men den varede ikke længe.
Da Maras øjenlåg åbnede sig var det som et skydedøre, der blev slået til side - fra hendes synsvinkel selvfølgelig. Et forskrækket gisp forlod hendes læber og det var da også på sin plads. Tænk sig at falde i søvn i en skov også vågne op i et telt.
Det var da et telt, ikke? Jo. Over hende hang teltdugen som kastede skygger ned på hende. Dette vidste hun, fordi at skyggerne selv dansede hen over teltdugen - den næsten lige opståede sol hang sikkert stadig på himlen, som et inferno. Eller gjorde den? Hvor lang tid havde hun sovet? Hvor var hun? Hvem havde bragt hende her? Var personen ven eller fjende?
"Hvor er jeg?" Forlangte hun at få at vide. Hun havde altid været skræmmende rolig i sådanne situationer. Hun vidste ikke, hvorfor - det var nok bare sjæledæmonens gener der gjorde hende rolig. Men man vidste jo aldrig.
Hendes blik vandrede rundt i det teltet. En skikkelse sad en halv meter fra hende. Hun stirrede kort på ham - et par minutter gik på denne måde. Hun trak blikket fra ham og konkluderede at han var varulv. Igen måtte hun have svar.
"Hvem er du?" Endnu et spørgsmål poppede op i hendes hoved. Det var sikkert også en god ide at få på de rene. "Hvorfor hjalp du mig? Hvorfor har du bragt mig her?"
Sikke mange spørgsmål hun stilte*, men det ville alle andre sikkert også, hvis de vågnede op i et telt med en de ikke kender. De ville sikkert have overdynget ham med spørgsmål. Heldigt for ham at han havde fundet en som hende; en der ikke stillede alle de unødvendige spørgsmål - kun når hun var nysgerrig - men stillede dem der var fyldestgørende og nødvendige.
For det meste holdt hun sin nysgerrighed for sig selv, da hun selv vidste hvor irriterende det kunne være at have at gøre med en der stille spørgsmål hele tiden. Hun ville ikke udsætte andre for det.

//* Jeg ved godt et det måske ikke er rigtigt, men det lyder bare bedre og mere rigtigt for mig end; stilede, men ja man er jo ikke jyde for ingenting XD//

Han blev i første omgang bare siddende på jorden lige uden for teltet uden at tage sig af alle hendes spørgsmål. Han rejste sig op og gik hen til bækken hældte noget vand op i en lædersæk og gik tilbage til hende. Han gav hende sækken som han lige havde fyldt, for at hun kunne få noget at drikke det var vigtigt at drikke når man var såret, det hjalp en med at komme på benene igen.
"Hvor du er?... Ja du er her på øen... I en skov vil jeg skyde på, det synes jeg ihvertfald det ligner. Men hvis du vil vide det mere præcist er du i den fredfyldte skov i mit telt."
Han fortalte hende tingene som om de var de mest logiske ting i hele verden, som om der ikke var noet mærkeligt over hovedet i at han, en totalt fremmede, havde bragt en han ikke kendte han i sit telt, og så bare begyndte at pleje hendes sår.
"Jeg hedder Segovax, jeg er en varulv, som nyder at have med dæmoner at gøre."
Igen fortalte han det som om alle varulve nød at være sammen med dæmoner, selvom hvad han vidste var han en af de få varulve der nød deres selskab, men det var noget han gjorde.
"Hvorfor jeg hjalp dig? Nok fordi du var såret og havde brug for hjælp, og så er der jo det med at du er en dæmon."
Han sagde det med samme tørre kedelige tone leje, som om der intet var galt, som om det var helt normalt, og at alt var lige sådan som det skulle være. Han mente godt nok ikke at tingene var som de skulle være.
"Du er her fordi jeg har bragt dig her, fordi det er her jeg bor."
Denne gang var stemmen ikke helt som før denne gang var der mere toner af velighed, nok fordi han havde vænnet sig til hendes spørgsmål, som hun stillede rigtigt mange af, det var enligt utroligt at en kvinde kunne stille så mange spørgsmål.

Hun kiggede stille på ham. Hendes bryn trak sig sammen. Han lød som om at han bare svarede på noget der var åbenlyst; det brød hun sig ikke om. Så nikkede hun og stirrede op i teltdugen.
Der var jo noget om det han sagde, han havde jo i realiteten ret, men hun brød sig ikke om den måde han sagde det til hende. Han lød bedrevidende.
*Den fredfyldte skov? Hvordan var det nu jeg endte her?* Hendes bryn rynkede sig igen, han boede i et telt? Ja, sådan kunne man jo også bo... "Tja, den del kunne jeg godt selv komme frem til, men tak for informationen." Hun gjorde et forsøg på at komme op at side, men forgæves - meget forgæves. Hun kunne ikke engang komme et par centimeter over jorden, så faldt hun hårdt til jorden.
*Damn.* Hun bed tænderne sammen, da 'sammenstødet' med jorden sendte et jag af smerte op gennem hendes skulder og overkrop. Hun burde tænke sig bedre om end at prøve noget hun egentlig godt ved hun ikke kan, men sådan var hun nu engang. Ikke til at rokke eller regne med. Eller.. det sidste kommer an på overfor hvem..
Mara kiggede ned af sig selv. Der var stadig blod på hendes ben og det var der sikkert også på hendes arm, hun gad bare ikke tjekke, nu var hun jo sikker. Hun kiggede til venstre og fik øje på en lædersæk, lidt fra hende. Hendes blik blev tørstigt og hun rakte ud efter lædersækken, med højre hånd, vel at mærke.
Hun greb fat om lædersækken og trak den hen til sig - mens hun overejede hvordan hun nogensinde ville kunne drikke af den liggende. Nå, så måtte hun blive lidt kvalt, andet var der ikke at gøre.
Hun tog sækken og løftede den op til hendes læber. Hun drak en slurk og blev, som forudsagt, næsten kvalt - men dog ikke mere end at hun tog endnu en slurk. Hun satte lædersækken tilbage på sin plads - derefter sukkede hun.
Nu registrerede hun hvad han havde sagt. Nyder at være sammen med dæmoner...? En varulv.. Tjaa, ham her var vist en noget speciel varulv. "Jeg er Moira, men de fleste kalder mig Mara." Hun kiggede igen på ham og lukkede øjnene.
"Hvorfor kan du godt lide dæmoner?"

Han sad bare og holdt øje med hende, fordi han kunne uden problemer se at hendes krop ikke havde det særligt godt på nogen tænkelig måde. Han lagde mærke til at hun forsøgte at sætte sig op, og ville lige til at hjælpe hende, men så så at hun bare kom bragende tilbage mod jorden, da hende krop ikke kunne holde til at rejse sig op fra jorden på den måde så det skulle hun nok ikke prøve på.
"Pas nu på, din krop har det ikke alt for godt..."
Hans milede lidt skævt til hende mens han sagde det og hans stemme var faktisk venlig, og ikke bare en eller anden kold tør stemme som bare sagde noget for at sige noget. Han var dog stadig lidt irriteret over alle hendes spærgsmpl fra før.
Han sad og holdt æje med hende, da hun rakte ud efter vandsækken, han vidste at det ikke var særligt smart af hende at forsøge at drikke sådan som hun lå der men han gade bare ikke hjælpe hende lige nu, den sad måtte hun selv klare hvis hun ikke kunne se at det hun lavede var dumt. Han blev lidt overrasket da hun pludseligt bare fortale hendes navn sådan uden videre og endda uden at bede om hans navn. Han overvejede kort bare at ignorere det hun havde sagt emn fandt det dog lidt for uhøfligt ikke fordi han var den mest høflige personer man kunne finde men nogle tinge gjorde han dog høfligt.
"Jamen hej Mara, jeg hedder Segovax"
Han grinede kort over den måde han havde fået det sagt på, sådan lidt som når man sad i rundkreds og hilste på hinanden da man var små. Hendes næste spørgsmpl vidste han ikke en gang havad han lige skulle svare på, så han svarede bare det første der kom ind i hans hoved.
"Brutaliteten der er over jer, i virker meget mere brutale end de fleste af min egen race, selvom vi er halvt dyr."
Han smilede til hende og rakte hånden om bag teltet of tog noget kød som han begyndte at spise. Hvad det var for noget kød han sad og spiste var nok ikke så tydeligt at se for nogen men det var råt, og hvis man kunne lugte blodet, var man nok ikke i tvivl om at det var menneske.

Mara måtte virkelig træde hårdt på alle de bremser hun kunne for ikke at rulle med øjnene. Han var venlig og alt det, men han var også godt til at fortælle alle det de allerede viste i forvejen, men ja sådan var nogen jo bare. Hun kunne ikke ændre på ham - og hun var heller ikke dum nok til at prøve - men hun ville heller ikke, når det kom til stykket. Hun kunne godt lide ham, han var god nok - og et var heller ikke hver dag man fandt en varulv der kan lide dæmoner.
Man skulle da få fuldt udbytte af det, når man kunne. Ikke fordi hun ville udnytte ham, hun var ikke typen der gjorde det, hun kunne bare godt lide at rode med folks sind, hvis det var hende muligt. Ikke at det altid var muligt, men det var sjovt hvis hun kunne.
Hun kiggede på ham, da han - for anden gang - fortalte hende sit navn. Hun smilede for sig selv, eller det voksede til et meget smørret smil. Hun havde på fornemmelsen at han godt kunne se hendes smil, men det gjorde hende egentlig ikke noget. Her som hun lå på ryggen i teltet fik lyset, der skar sig vej igennem teltdugen, hendes ansigt til at virke lysere. Hendes øjne formørkedes en smule i kontrasten fra hendes lyse hud - som ny så ud til at skinne hvidt - men de mørke øjne havde stadig et glimt i dem.
"Det ved jeg." Hendes smil voksede, hvis hendes smil blev ved med at vokse så kunne man frygte at det ville skære hendes ansigt i to. "Du har allerede sagt dit navn, dette var anden gang." Hun lukkede øjnene et øjeblik, smilet stadig klistret fast på hendes anisigt. Hun var jo ikke dæmon for ingenting.
Hun lod igen øjenlågene falde sammen, hendes synsfelt blev sort. Eller ikke helt, hendes øjne var rettet mod solen, derfor kunne hun se de blodåre der var på indersiden af hendes øjne. Det var en spøgs følelse. At fornemme blodet flyde igennem en. Fordele sig gennem ens krop. Ud i hver en celle i kroppen.
Blodårene fosvandt fra hendes 'syn', da hans stemme nåede hendes øregang. Brutalitet.. Han sagde at de var brutale.. hendes race. Eller ikke hendes race, helt specifikt, men hendes generelle race. Hendes specifikke race var ikke brutal. Der var noget roligt over den.. eller dem. Sjæledæmoner.. De brutale var Bloddæmoner, men Sjæledæmoner kunne også være brutale - sagtens - nogen skulle bare bruge en rigtig god grund.
Hun nikkede for at lade ham vide at hun havde hørt ham. Så stillede hun ham endnu et spørgsmål - ja endnu et, men dette var nødvendigt.
"Har du nogle bandager?"

Han var ikke sikker på hvordan denne kvindlige dæmon der nu låder i hans telt, ville tage hvordan han talte om hendes race, når han bare stod og kaldte dem for brutale. Han vidste godt at der selvfølgelig var forskel på de forskelligge dæmoner men alle dem han havde mødt var enten brutale på den fysiske måde eller også var de det på den mere psykiske måde.
"Seriøst har jeg virkelig sagt mit navn to gange nu?"
Det var ikke usædvanligt at han gjorde det når han lige havde mødt en person, som han ikke helt vidste hvor han havde eller bare når han var nervøs på den ene eller den anden måde. Han havde aldrig været den der var nemmest at blive klog på. Han havde altid været svær at være sammen med og han havde aldrig været særlig glad for andre levende væsner, men dæmonerne var lidt nemmere at være sammen med på grund af den måde de var på.
"Om jeg har en bandage...?"
Han havde nogle et sted det vidste han men det var det om han kunne finde dem, men der var vel størst sandsynlighed for at han kunne finde dem hvis han rodede sin ene taske i gennem. Han gik i gang med at rode nogle forskellige små tasker i gennem. Han fandt hvad det var han søgte efter og gik så over til hende igen.
"Skal jeg hjælpe dig med at lægge forbindingen?"
Han vidste ikke noget om hvor hun var værst såret, eller noget om hvor god hun selv var til at lægge forbinger på sig selv eller i det hele taget på andre.

Hun smilede til ham, denne gang blidere. Hun havde faktisk ikke noget imod ham - han havde jo ikke gjort andet end at hjælpe hende - hendes halvsindsyge smil havde været der, fordi hun havde fundet det morsomt, at han havde sagt hans navn to gange. Hun kunne godt lide at se andre blive nervøs i hendes nærvær, ikke fordi hun troede at det var hendes nærvær der gjorde Segovax nervøs, det var en sjov ting synes hun.
At nogen kunne blive nervøs i nærværet af andre eller bare af at snakke med andre mennesker. På grund af hendes rolige natur, var det ikke noget der kom til hende tit. Ikke at det ikke kunne forekomme, men hvis det gjorde, så havde hun bare ingen ide om det. Hun var ikke vant til nervøsiteten fra hendes egen side, derfor morede det også hende at se det fra andres side af.
"Ja." Svarede hun ham stille. "Ja, det har du." Hun blinkede lidt, da hun havde stirret på ham i et par sekunder uden at blinke. Det kunne ske et par gange, og det kunne også skræmme folk en gang i mellem, når hun bare gik i stå på den måde.
Han spurgte hende om bandagen, eller rettere spørgsmålet var nok mere rettet mod ham selv end hende. Han begyndte at kravle rundt efter bandagerne, hendes øjne fulde ham rundt, da han ledte efter bandagerne. Han fandt dem og rakte dem til hende og spurgte om hun havde brug for hjælp.
"Nej tak, jeg kan godt selv. Jeg har efterhånden meget erfaring på det punkt." Hun smilede til ham, hun vidste ikke hvorfor hun havde fortalt ham det, men det var nok bare endnu en ting hun en gang i mellem gjorde. Åbne op for folk, hun var begyndt at stole lidt på.
Hun tog imod bandagerne, men inden hun begyndte at lægge bandage på, kiggede hun skifte vis på hendes arm og ben, hun skulle jo have kuglerne ud af hendes arm og ben. Med sammenbidste tænder tog hun fingrene til armen og, med besvær, rev kuglen ud. Hun gjorde det samme ved hendes ben. Så begyndte hun at lægge bandage på. For Segovax, var det sikkert overraskende hvor god hun var til at lægge bandager, men hun havde - som sagt - også meget øvelse. Hun tog fat med tænderne i enden af det stykke bandage hun havde revet af og hev til. Bandagen strammes om hendes dår på armen og lidt blod flød fra såret. Så gik hun i gang med benet og gjorde det samme, nu uden at bruge tænderne.

Han sad bare og holdt øje med at hun lagde forbindinger på. Han blev en smule overrasket over at hun var næsten lige så god til at lægge forbindinger som han selv var. Han havde aldrig i sit liv oplevet andre end ham selv der var så god til at lægge en forbinding uden hjælp. Han kunne godt forstå på hende at hun var vant til at klare sig selv og tilsyneladende havde været kommet til skade et par gange. Han var jo også selv den type de kom til skade ret så ofte, eller også skadede han bare sig selv og fik derfor brug for at lægge en forbinding. Han kiggede bare på hvordan hun lagde dem.
"Men hvad laver du her ude i skoven?"
Han ville gerne vide hvad der gjorde at hun var her i skoven, og at hun sådan var kommet til skade. Det var ikke så ofte man mødte en dæmon, og slet ikke så tilskadeommen dæmon. Han sad og tænkte over hvorfor men han kunne ikke komme frem til noget så han stoppede bare tankerne, og besluttede sig for at spørge lidt mere.
"Hvorfor og hvordan er du kommet sådan til skade?"
Han håbede hun ville svare ham.

Hun havde på en eller anden måde rettet sig op, da hun skulle lægge forbinding, måske havde smerten fra såret været for meget til at hun havde tænkt på andet end at lægge forbinding på det. Det havde i hvert fald hjulpet lidt at få kuglen fjernet og såret forbundet. Nu måtte hun bare vente på at såret ville heale. Det kunne tage lang tid alt efter hvor stort såret er. Ikke fordi hendes sår var særlig store, de var bare meget dybe.
Hun kiggede ned i hendes hånd. I hendes højre hånd lå de to kugler hun havde taget ud af sin arm og ben. De var ikke et særligt kønt syn, hele hendes hånd var sølet ind i blod. Hendes eget blod, vel at mærke. Hun rynkede på næsen. Hun havde ikke noget imod blod, men hun kunne godt finde noget der var bedre, da hun nu var sjæledæmon. Hvis hun havde været bloddæmon ville der have været en chance, men da det ikke var tilfældet…
Hun kiggede ned et øjeblik, rynkede øjenbrynene. Hun prøvede at huske. Det var slørret, men hun vidste at det var der et eller andet sted. Hvorfor kunne hun ikke huske noget? Hvorfor kunne hun ikke huske det? Hvis der var nogen det skød dig, ville du da huske det?! Ikke?
I de fleste tilfælde ville man. Hun sukkede blidt. Rystede på hovedet før hun sagde: "Beklager. Det er væk for en kort periode, tror jeg. Jeg kan i hvert fald ikke finde det." Hun smilede blidt til ham og hæng lidt med hovedet igen.
"Men mind mig lige om at dræbe, hvem end gjorde det." Sagde hun med et smil.

Han sad bare og holdt øje med hende, mens hun fik lagt sine forbindinger og fik sig sat lidt op. Han kunne tydeligt dufte hendes blod der spredte sig i teltet hvor hun lå, og duften var simpelthen fantastisk for ham. Han elskede duften af blod og specielt den der kom fra dæmoner. Han lagde mærke til de to kugler hun sad med i hånden, som hun åbenbart var blevet skudt med, så det havde jo nok været en jæger der har gjort det.
Han kiggede på hende mens hun sad og tænkte over hvordan hun var kommet til skade på den måde, det var ret unormalt at det skete på den måde at man ikke kunne huske det. Han fandt hende interessant i at hun ikke kunne huske det, men det var da også sjældent man mødte folk som hende, da det ikke var de fleste der blev skudt på den måde.
"Er det væk? Har du glemt hvem der har skudt dig?"
Han kunne stadig ikke forstå det, da han selv kunne huske stortset alle de gange han var blevet skudt, men okay han plejede jo også halvt at nyde det når han var blevet skudt.
"Jeg skal nok minde dig om det, og jeg vil da også gerne hjælpe dig."
Han vidste ikke lige helt hvem der kunne have gjort det, men han ville gerne hjælpe hende med med det så kunne han da også komme af med noget af den indestænkte vrede mod den forbandede jæger han havde mødt dengang.

Mara kiggede igen ned på de to kugler i hendes hånd. De lå der og grinede af hende. Sagde til hende at hun ikke kunne huske, hvem der havde gjort det her imod hende og at de i hvert fald ikke ville hjælpe hende.
*Der er da heller ikke noget, der kommer mig til gode lige for tiden.* Sukkede hun indvendigt. Det eneste der faktisk var kommet hende til gode; var den varulv, der sad ved siden af hende.
Hun blev enig med sig selv om at få skilt sig af med kuglerne; hun havde ikke noget at bruge dem til. At beholde dem som trofæ var ikke en tiltalende tanke for hende. Hun følte sig mere frastødt. Desuden, hvis det absolut skulle være noget hun skulle bruge det til... Så ville hun fodre den jæger, der havde skudt hende, med dem. Så kunne han smage lidt af sin egen medicin.
Mara havde fået et ret sindssygt smil om læberne. Hun stirrede frem for sig og lignede en der havde mord på tankerne... Men nu igen, det havde hun jo også...
Hun lyttede stille til hvad det var han sagde og vendte, forvirret, hovedet i retning af Segovax. Ville han hjælpe hende? Hvorfor?
"Ja... Det er fuldkommen væk." Svarede hun ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det andet... Måske... Tak? Ville det være det rette at sige i hendes situation? Det var det... var det ikke?
Hun kom til en enighed med sig selv og sagde, stille;
"Tak."