Stuck in reverse [Kaya]

Hun blinkede drilsk.

"I'll try not to, but maybe that's too late."

Måske var der hentydet til fortiden, måske ikke. Men der var drillerier med et sjofelt glimt i hendes blik.

Hun nikkede ligegyldigt til hans næste svar og trak på skuldrene.

"Yeah.. Who has anyway."

Det var mere som et svar på, at hun havde hørt ham, frem for en motivering til yderligere samtale i emnet.

Ved hans næste ord blev hendes øjne smallere, da hun glemt øjenlågene let i.
'Low-key', 'start over'.
Det lød bestemt som om, han ikke ønskede at gå tilbage, at han havde problemer, som han havde forsøgt at flygte fra.

Hell.. That was kinda the same thing I did back then. And a lot of times afterwards.. Tænkte hun trist for sig selv.

"Doesn't sound like any fun, whereever you were last. What ya get into this time, eh?"

Måske var det ikke noget, hun skulle komme ind på, men hun gjorde sig et forsøg. Måske ikke så forsigtigt som ønsket, men hun var jo ikke ligefrem truende, han kunne altid afvise hende ved døren på vej ind.

Et hånligt grin lød.

"Beautiful? You call that beautiful? Trust me, I've seen my fair share of beautiful, real women. She's not it."[/i]

Der var ingen tvivl om, at hun talte sandt. Selvfølgelig havde hun set dem, det havde hørt med til hendes gamle 'job'. Hun så på ingen måde misundelig ud, bare ærlig. Selv var hun ikke i tvivl om sit eget udseende, og det havde hun jo også brugt førhen. Men dét der var ikke pænt, det var så perfekt, at folk burde vende sig mistroisk bort og skynde sig den anden vej.

[b]"And it isn't hard to tell real from unreal. You just have to know what to look for."

Et mildt blink kom fra hendes ene mørke øje. Igen, desværre, det gamle job.
Og typisk kunne man også tælle de unaturlige får fra flokken i abnormale sammenhæng. Man skulle, igen, bare vide, hvad man skulle se efter.

Et strålende smil blev sendt i hans retning, da han opgav og satte sig ned igen.

"That's ma boy!"

Kvidrede hun med en munter stemme, men var der tilfredshed at høre bag?
Hun vente sig hurtigt om og nærmest dansede igen elegant ind og ud blandt fulde mennesker op til baren, og kvinden. På vejen derop tog hun ubemærket sit kors frem fra halsen og ned i hånden. En bevægelse der mest af alt kunne ligne, at det havde kløet på halsen. Nok lignede det et almindeligt, slidt trækors, men det var blevet velsignet af hendes præst.
Tilfældigt fandt hun en plads ved siden af kvinden, hvor hun kunne bestille drikkevarer, men før hun kom helt hen til bordet, virkede det som om hun var ved at snuble og lagde en hånd på skulderen ved kanten af trøjen til den bare hud af kvinden, som for at søge støtte for at undgå at falde.
Kvindens hoved drejede skarp, de sorte øjne smalle. Et lavt smertende hvæs brød ud mellem hendes tænder, næsten ikke til at høre for støjen af de fulde gæster, og enhver der ikke vidste, hvad de kiggede efter, ville antage det som forskrækkelser. Hvilket en del af reaktionen nok også var.

"Ohh.. I'm so sorry, I almost tripped over my own feet. Clumsy me!"

Udbrød hun med usyldig, undskyldende stemmen.

Et mistroisk blik fra kvinden, og hun vendte sig om igen, en smule usikkert.

"Bartender, two more draughts, please!"

Hun hævede stemmen så den ældre herre bag den smudsede bardisk kunne høre hende, og to mørke øl blev sendt i hendes retning. Penge blev sendt tilbage, og hun vendte sig om med en øl i hver hånd.

"You have a pleasant night."

Lød det venligt til kvinden, der nikkede meget kort.

Definitely worth looking into later. Got a good look at her face as well. Would recognize her anywhere.

Var hendes analyserende tanker. Nok var det ikke til at vide, om det rent faktisk havde været et smertensudbrud, men reaktionen havde uden tvivl været.. Mistænkelig.

Smilende kom hun valsende tilbage til Spencer og satte en øl ned foran ham.

"There you go!"

Selv satte hun sig ned overfor ham med et påtaget glædeligt udtryk over den nye øl, som hun tog en ordenlig tår af.

"Ahh..!"

Brummede det veltilfreds fra hende.

Forhåbentlig havde han ikke set noget.

Han rystede på hovedet med en let latter.

"Hey... That's not very nice of you."

Han fastholdt hendes blik i sit, og det drilske i hendes øjne, syntes at more ham en del.

Derved svandt smilet gradvist fra hans læber, indtil det lidt mere modne udtryk igen syntes at samle sig om ham. Det stille og ufejlbarlige indtryk af at han blot var en ganske almindelig arbejder, bredte sig over ham. Når man som ham, nærmest spillede komedie 24 timer i døgnet, var det ofte svært at bedømme hvad der var ægte: hvilke smil der var oprigtige, og hvad der var falskt.

Hendes bemærkning fik igen en lille, nærmest ubetydelig rynke til at samle sig mellem hans øjenbryn. Faktisk var han overrasket over hendes lette måde at stille de svære spørgsmål på. Det var så direkte, hvilket bare satte endnu mere fut under hans hjerne. Det galt altid om at tænke hurtigt. Finde et passende svar, som virkede alt andet end unormalt.

"I just had family issues, you know."

Han havde ikke set et eneste medlem af sin familie siden han var omkring 15 år gammel. Familien var intet problem: den kom ikke i vejen for arbejdet, og han fornægtede egentlig deres eksistens. Hans ekstistens. Den eneste der egentlig var tilbage var jo faderen. Nærmest automatisk lod Spencer en hånd glide op mod sit hårgrænsen - han rørte lige akkurat det lille ar tværs over det ene øjenbryn, før han roligt lod hånden glide gennem håret.

"The same boring stuff as everybody else have dealt with I suppose."

Antydningen af et smil viste sig i hans ansigt. Den bitre af slagsen.

Hendes hånlige grin, fik ham til at løfte øjenbrynene en anelse. Som om han fandt hendes ord alt for drastiske og absurde. Dog var han enig. Det "perfekte" ydre kvinden besad kunne nok drage mange mænds øjne mod hende - men enhver ville da kunne se, at der var noget... forkert ved det. Derfor var der dem i baren der blev ved med at stirre. Ikke nødvendigvis med beundring i blikket. Faktisk kun med undring. Som om det var så uvant for dem.

"I dunno."

Lød det så fra ham før han trak på skulderne - ganske ligegyldigt.

"Beautiful or not, she just dragged my atention."

Det lød nærmest som om han undskyldte for at kaste et eneste blik på hende. Alligevel var det umidelbart det eneste han havde kunne finde på. Han lød oprigtigt talt også temmelig ligeglad med det. Nu holdt han i det mindste øjnene væk fra kvinden når han kunne, hvilket muligvis kunne bekræfte det han havde sagt.

Da hun sagde at man bare skulle vide hvad man ledte efter når man så på folk, var der noget alt for genkendeligt over de ord. Det var jo altid det han havde i tankerne som jæger. De specifikke kendetegn: det der netop adskilte almindelige fra mængden. Hvis ikke han vidste bedre, lød det som om hun havde en indsigt. En indsigt han ikke havde mødt i lang tid. Måske var det hele bare en tilfældighed.

Han satte albuerne i bordet, og foldede hænderne sammen så de netop berørte hans læber. Det opmærksomme blik havde han rettet mod hende konstant. Han slap hende ikke af syne. Var han virkelig så åndsvag at lade hende gå derhen?
Men hvis kvinden ved baren virkelig var... overnaturlig, ville hun vel ikke vove at gøre noget et sted som dette.

Hendes bevægelse da hun "kløede sig i nakken" syntes han ikke at opfange som noget som helst... unormalt. Hvorfor skulle han det?
Hans mistro var rettet mod kvinden ved baren. Der var intet der umidelbart fik ham til at tro noget om Kaya.

Alligevel sprang han nærmest op fra sin stol, da hun havde grebet efter kvinden ved barens skulder, for at opretholde balancen. Det spændte i hele hans krop: han forventede et muligt vredesudbrud fra kvinden, men intet andet end et hvæs kom frem over hendes læber.
Sikke en reaktion?
Forundret lagde han hovedet på skrå, og da han bedømte situationen som i nogenlunde kontrol, satte han sig - alligevel ret tøvende - tilbage på stolen.

Da hun vendte tilbage til bordet, og placerede endnu en af de mørke øl foran ham, smilede han blot prøvende. Alligevel var hans krop stadig lidt spændt: og sommetider flakkede hans blik lidt over mod baren, for at tjekke om kvinden sendte... blikke over mod dem.

"Thanks."

Ganske rigtigt: netop da han rettede blikket derover, mødte han kvindens mørke blik. Alligevel så hun snart på Kaya igen. Tydeligvis bar hun nag. Men hvorfor? Fordi Kaya havde støttet sig til hende?
Nej, der var noget ganske sigende over det blik.

"She's grumpy, huh? What a reaction, huh?"

Han grinede lidt falskt, men forsøgte inderligt at lyde mere rolig.

"Didn't you just touch her? She looks as if you... killed her cat or something."

Morskaben kom heldigvis frem i hans stemme, selvom det krævede en del af ham.

En underlæbe blev skudt let ud, og hun trak på skuldrene i et udtryk af påtaget, ungdommelig opgivenhed.

"Can't help it. As you well know, I'm not the nicest girl you can find."

Hun lyttede til hans næste ord, stadig med en tænksom, analyserende mine.

"Not everybody's dealt with such family issues that they felt they needed to leave."

Hun troede ham tydeligvis ikke helt, som hendes konstatering gjorde opmærksom på. Det var jo sandt nok, og hans forklaring hang ikke sammen. Normale familieproblemer løste sig, så alle blev glade igen. Ingen "normale", "kedelige" familieproblemer resulterede i, at en af parterne skred. Sådan var det bare, og det vidste hun.

"It's fine if you don't wanna talk about it, but do not lie to my face."

Stemmen var rolig, konverserende, som sad de blot rundt om familiens aftensbord og snakkede om dagens hændelser, mens børnene legede grinende rundt mellem deres ben. Men det var måske dét, der gjorde, at betydningen af hendes ord ikke var til at tage fejl af.

Hun nikkede til hans næste ord med et skævt smil på læben.

"Now see? That's a more reliable answer - and one I can work with."

Hvad det så end betød, var ikke til at vide. Men han havde givet for mange svævende svar, ændret sine forklaringer og i det hele taget opført sig som om han forsøgte at skjule noget vedrørende denne kvinde. Ved blot at forsøge at beskytte ham mod denne for smukke kvinde, havde hun fanget ham og var begyndt at tænke analyserende, som hendes hverdag krævede af hende.

Gosh.. You never stop working, do ya, girl? Var hendes tanke til sig selv, da hun opdagede, hvad hun havde gang i.

Da hun kom tilbage og havde sat sig, opdagede hun, hvor anspændt han var, men kommenterede det ikke.

"Yeah.. Grumpy.. Guess some people just are that way.."

Lød det.. næsten for ligegyldigt fra hende.
Selvfølgelig havde "kvinden" reageret på denne måde. Både Jægere og de overnaturlige arbejdede for, at de almindelige mennesker ikke skulle opdage dem. At de så gjorde det med to forskellige formål var en anden sag. Men hun kunne selvfølgelig ikke have hoppet op og forsvaret sig selv, ikke i en overfyldt bar som denne. Og alle overnaturlige på øen, der har været her lang nok tid, vidste at, hvor der var mange overnaturlige kravlede det også med Jægere. Og Jægere arbejdede typisk i flok. Selv hvis "den" bare havde forsvaret sig, ville øjenvidner unægteligt genfortælle historien, og det ville komme en anden Jæger for øre. Selv hvis der ingen øjenvidner var, ville en bar fyldt med kunder og stamkunder, der bare.. Forsvandt, unægteligt få nogens antenner til at sitre. Det var imod dens overlevelsesinstinkt - derfor den halve reaktion.

Hun løftede en hånd, som prøvede hun at vifte hans sidste kommentar væk.

"Yeah.. Just tripped. Don't know why she would react that way. Weird, eh?"

Hun skyndte sig at tage en dyb tår af sin øl, som var hun pludselig blevet meget tørstig, til trods for hendes tidligere ord om, hvorvidt øllen var blevet uinteressant. Selvom morskaben nærmest rungede i hans ord, så havde han stadig opdaget det. Han havde stadig kommenteret den mærkelige reaktion, som det ville ligne udefra. Det var vigtigt, at hun reagerede, som var det ligegyldigt.

"But let's not worry about her, drink your beer, matie."

Forsøgte hun med påtaget glædelighed og lidt for meget ivrighed i hendes stemme.