Stuck in reverse [Kaya]

Dato: Tirsdag d. 10 juni - 2012
Tid: Omkring klokken 22
Årstid: Sommer
Vejr: Solen er først lige gået ned, men himlen er endnu stadig mørkeblå. Fordelte skyer er spredt over himlen, og luften er mild, trods det har blæst gevaldigt hele dagen
Sted: I Werclares havn, tæt ved de adskillige fortøjede både. Her er desuden en mindre bar, hvor fiskere og andre havnearbejdere drikker, som de oftest gør efter fyraften.
Omgivelser: Der er de sædvanlige havnearbejdere som stavrer ind og ud af baren, og adskillige måger der stadig leder efter fiskerester på jorden.
Påklædning: Mørkegrøn T-shirt, sorte og slidte jeans, åben mørk jakke og blå converse

Han løftede den sidste kasse op i sin favn og gik de få meter over mod lasten, og stablede den oven på de andre. Derved var hans arbejde færdigt for denne gang. Det sølle job, der dog var med til at holde ham i live. Hvis altså det var det han var. Tanken om at vende tilbage til den lille, sølle lejlighed over bygningen som engang havde formet havnens bedste fiskebutik, var ikke just en tanke der virkelig fyldt ham med glæde. Tværtimod ville han - da han tog et kig omkring på de nærliggende både - ønske at han selv ejede en af dem, og kunne sove på det let bølgende, saltede vand. Men lejligheden var jo også blot midlertidig. Det havde han sagt til sig selv adskillige gange. Det havde han endda sagt for flere måneder siden, hvor han ankom til Deploratus. Han havde overbevist sig selv om at han skulle tilbage til Arizona - faktisk bare generelt tilbage til Amerika, så snart alt havde ordnet sig. Til hans overraskelse, havde intet ordnet sig. Han sad fast i dette hul, og måtte arbejde i havnen, for ikke kun at skjule sin identitet, men også for bare at tjene nok penge ind til at kunne holde ud.

Hans hænder var beskidte efter at have rørt ved lasten der havde stået i dagevis og ventet på at blive fragtet ombord på fragtskibet der ville lægge til ved daggry. Hurtigt tørrede han hænderne af i sidste allerede lidt for snavsede jeans, hvorefter han tørrede sveden af panden. Trods dette ikke var den hårde intensive træning han var vant til, frembragte det vist alligevel en lettere udmattelse i sidste ende. Nu stod det så heller ikke helt klart for ham, hvor mange kasser og sække han havde løftet denne aften, eller hvor mange skibe han havde fastgjort til molerne.

Faktisk var der noget rart ved bare endelig at stoppe op og kaste et blik omkring på de nærliggende omgivelser. Egentlig havde han ikke i løbet af aftenen bemærket hvor meget larm der egentlig kom fra den lille havnebar, hver eneste gang døren svingede op. Fulde, ældre mænd med spøjse beklædningsgenstande og piber i mundvigene vandrede rundt på molerne, som om de var stedets konger. De slingrede rundt, så det forekom Spencer mirakuløst at de ikke væltede i vandet. Hvis de gjorde, vidste han nu ikke om han ville hjælpe dem.

Trods duften af saltvand, altid havde virket meget hjemlig for ham, var lugten i havnen anderledes. Døde fisk og skidt var nok det der umiddelbart slog ham, så snart han trådte udenfor sin dør. Faktisk var der en bid af den samme lugt selv inde bag væggene. Han følte alt hans tøj, selv hans hår lugtede af fisk. Men det var sådan han faldt bedst ind - han var den ret tavse havnearbejder, der tydeligvis ikke havde en ordentlig uddannelse. -Det var nok sådan folk ville se på ham. En ældre herre havde dagen før spurgt ham om han var i sommerpraktik i havnen eller noget i den stil.
Du sku´ bare vide var ordene der havde ramt Spencers tankestrøm. Hvis den ældre mand dog havde vidst hvad Spencer havde bedrevet. Hvor megen lidelse han var blevet konfronteret med i en så ung alder, så ville han ikke tro sine egne ører.

Spencer stillede sig ved molen og lænede sig let op af en gammel, slidt lygtepæl, hvis lys flakkede en lille smule. Kortvarigt kløede han sig på kinden med den ene hånd og efterlod et lidt sod-agtigt mærke. Et bad ville være temmelig tiltrængt, men lige i dette øjeblik havde han bare brug for at sunde sig. Tænke på, hvad han nu skulle gøre. Måske burde han bare tage hjem til Amerika. Tage væk fra dette rædsomme sted.

Som en kats lette dansen trådte et sæt fødder let hen over brostenene. Fødderne blev placeret med en selvsikkert balance. Ingen lyd kom fra dem, som om ejermanden så alt, hvad der var af forhindringer på deres vej.
I dette tilfælde var der nu tale om en kvinde.
Fødderne var beklædt i et par praktiske men slidte militærstøvler, hvori kanten af de loose-fit marineblå baggypants var foldet pænt ned i. Over bukserne var en åben, sort uldfrakke, hvorunder en sandfarvet t-shirt sås. Længere oppe sås ansigtet af en ung kvinde. En tænksom panderynken var gledet ind over de ellers glatte træk. Hænderne var gravet dybt ned i jakkelommernes for.

Den tænksomme rynke i panden beskrev den indre rastløshed, som kvinde følte. En rastløshed der var affødt af gamle minder, gamle tider og det svære ved at lægge dem bag sig.
Til trods for at tankerne var vendt indad, var de mørkebrune øjne årvågne og klare. Et blik der ikke overså noget af, hvad der foregik omkring dem. Hoved blev revet til siden, hver gang døren til den larmende bar blev åbnet. Og hver gang det kunne konstateres, at det bare var endnu en fordrukken havnearbejder, vendtes hoved tilbage til sine egne tanker igen.

Skridtene ledte ubevist helt ned til havnens mole, hvor de skvulpende bølgers lyd, beroligende steg op mod hende. Blikket havde lagt mærke til alle omkring hende, selv den mand der stod lænet op ad en pæl. Intet særligt over ham, selvom han stod længere væk fra alle andre og alene.
Først næsten for tæt på kanten stod hun stille. Roligt, så det ud som. Men hvis man kiggede nærmere, var skuldrene trukket tæt op under ørerne og musklerne i halsen stod spændt ud mod huden.
Billederne af en mørk og håbløs fortid trådte igen frem i hendes erindringer. Til trods for den lange gåtur, turen med den lille færge over havet og endnu en gåtur, havde tankerne ikke sluppet sit greb.
Et ansigt trådte frem, et til og endnu et, men det samme blev ved med at vende tilbage. Lige netop dette ansigt forstod hun ikke, hvorfor forblev på hendes nethinde, ikke ville forlade den, efter hun var kommet ned til havnen igen, for at komme hjem.
Et blik blev sendt over skulderen, da døren til baren endnu engang gik op, og endnu et sæt fulde mennesker trådte ind til de andre glade gæster. Hun lod blikket glider over resten af havnen for at holde fast på sit overblik, og det landede endnu engang på den unge fyr et stykke fra hende.

Ansigtet.
Det var dét ansigt.
Hun havde set det tidligere på aftenen, da hun var trådt i havn, og derfor havde hun set det for sit indre blik under hele den raske gåtur.
Hvorfor?
Hvad var der over det, der fik det til at virke så bekendt?

"Crap!"

Udbrød hun, lidt for højlydt, da forståelsen trådte frem i hendes hjerne af minderne fra den tågede fortid.
Hurtigt vendte hun blikket tilbage til vandet. Røg skuldrene om muligt endnu højere op?
Det var dog tåbeligt! Og her af alle steder! Her på denne lille, forbandede ø, midt ude i ingenting!

"By the almighty Lord in heaven!"

Mumlede hun, denne gang en smule lavere.

Blikkede gled endnu engang over skulderen, og denne gang var det tydeligt, at blikket var rettet mod den unge mand ved lygtepælen.
Var hun da ikke sluppet for dette? Som om tankerne. Minderne, ikke var nok?
Usikkerheden om at tage en beslutning lammede hende på stedet.
Det eneste, hun kunne gøre, var at vende hoved mod det beroligende hav. Kun for at ende med at vende det tilbage mod den unge mand igen med et vantro blik i øjnene. En hånd røg automatisk indunder frakken, hvor den knugende holdt fast om det eneste tænkelige forsvar hun kunne komme på - det fysiske.

Da noget bevægede sig i hans synsfelt, kastede han et kort blik tilbage over sin ene skulder. Prøvende klemte han øjnene lidt sammen, da han så en silhuet nærme sig molen. En ung kvinde kom snart til syne gennem det lette mørke, og han bedømte hende kortvarigt med øjnene, trods afstanden gjorde det svært for ham at se hendes træk.
Derfor lod han øjnene glide over bådende der var lagt til i havnen. En flot - nærmest rustik, træbåd lå og gyngede på det forholdsvist rolige vand. Det lignede ikke båden havde været i brug i noget tid, eftersom få havplanter allerede havde dannet pletter over den ene side. De havde nærmest groet sig fast, på det ellers så flotte, mørke træ.

Igen tillod han sig selv, at kaste et kort blik over mod kvinden. Han var stadig en fremmet her, og derfor bedømte han altid folk en ekstra gang. Hun var på egen hånd; i havnen, så sent. Stedet var ikke just helt fredeligt, med diverse fulderikker der tumlede rundt, og skumler typer der sommetider kunne luske omkring i skyggerne. De typer var bestemt nogen der burde holdes ekstra godt øje med.
Da kvinden dog lod til at kaste et blik hen mod ham, så han væk og gabte ind mod sin håndryg. Han gav sig til at skrabe lidt i jorden med den ene fod, som om han var rastløs. Som om han kedede sig noget så gevaldigt.

Netop da hans blik fangede de få bølgende bevægelser i det saltede vand under molen, var det som om der var noget der forsøgte at trænge igennem fra hans hukommelse. Noget fra hans tidligere år som jæger. Hvad var det? Var det noget der mindende ham om havet? Hvad i alverden ville bringe denne dæmrende følelse frem i ham på netop dette tidspunkt?

Udmattelse! Ja, det var nok det der drev gæk med ham. Trods han ikke havde jaget i lang tid, var havluften, det hårde arbejde i havnen og de mange timers spekulation nået der drev energien fra ham.

Og netop da han i en kort stund, syntes at glemme alt om den unge kvindes tilstedeværelse, skar lyden af hendes udbrud gennem latteren fra de fulde havnearbejdere. Derved slog han straks blikket over mod hende. Netop da han mødte hendes mørkebrune øjne, ramte endnu en følelse af genkendelse ham. Han havde mødt hende før. Der gik ikke mere end et splitsekund, før det gik op for ham hvorfra...

At blive konfronteret med sin fortid på denne måde; at få mindet tværet direkte ind i sit ansigt - det var bestemt ikke noget der fik ham til at føle sig godt tilpas. Det føltes som om at få væltet en del selvbebrejdelse, og fortrængning skyllet ind over sig. Tydeligvis lå den samme vantro følelse over kvinden. Havde han overhovedet fået hendes navn dengang? Egentlig tvivlede han stærkt på det. Hvorfor i alverden skulle han dog have spurgt om hendes navn?

Hurtigt gled hans blik til hendes hånd som hun smuttede under sin jakke. Et forundret blik nåede netop at glide over hans ansigt, hvorefter han igen mødte hendes øjne. Det var som at se gennem en portal til en anden verden: til hvordan hans liv havde været før. Der var sket mange ting gennem de seneste år. Ting som havde forandret ham. At fortrænge fortiden havde været let nok, ind til dette punkt, hvor blot en brøkdel viste sig for ham, som om det blot var få dage siden. Han huskede sin ensomhed; sin trang til at slippe ud af jægernes kløer. Dengang havde han kun været i træning i to år, og havde ikke følt sig klar til noget som helst. Han havde stadig hørt til de svageste. Han havde mistet sine venner, og havde praktisk talt ingen familie. Og så var dette sket. Han havde jo bare været en teenager.

"You've got a problem?"

kom det så endelig fra ham, mens han forsøgte at skubbe genkendelsen væk fra sit udtryk. Var hun bevæbnet? Egentlig ville det ikke overraske ham hvis en kvinde af... hendes status, havde en peberspray i lommen. Han ville fornægte det hele, hvis hun sagde noget om dengang de...- Der var ingen vej uden om denne højst anspændte situation, trods han ønskede at havet bare kunne krænge sig op til molen og trække hende med sig.

Kvinden så og forstod udtrykket af genkendelsen i hans øjne - den følelse hun selv stod med. Men udover genkendelsen kunne hun ikke læse ham ordenligt på denne afstand. Hvad tænkte han om dette? Det samme som hende? Ønsket om at være et andet sted, at forsvinde herfra?
Sikkert.
Billederne af to nøgne, omklamrende kroppe. Følelsen af ligegyldighed fra hendes side, da hun angav, at det var godt. Men intet var godt, ikke i dén følelsesløse tilstand hun havde været i. Det var blot for at få pengene til endnu et fix.
Kunne der, til trods for mørket, ses en rødmen stige op i hendes ansigt?
Hånden knugede om våbnet bag hoften. En ganske almindeligt udseende pistol, der dog kunne skade mere end almindelige mennesker, men det var gemt bag den lidt for tykke frakkes stof. Egentligt var det en lidt stupid reaktion, manden overfor hende var jo bare et forsvarsløst, uvidende menneske. Men det var den eneste reaktion hun kunne komme på lige nu og her.
Hun sank en klump for at komme af med den åndssvagt lammende følelse, og drejede hurtigt og elegant om på stedet, så hun havde fronten vendt mod den unge mand. Hun rømmede sig en enkelt gang, trak vejret dybt for at få styr på sig selv og sin stemme.

"I think you're well aware of what.. "problem", I have. I see in your face that you know who I am, and that both you and I wish we hadn't seen eachother."

Stemmen var rolig. Kontrolleret. Men hun kunne dog ikke holde ubehaget helt ude af stemmen. Ryggen rankedes en smule mere, da hun var kommet ud af det lammende stadie og havde fået kontrol over sig selv.
Blikket gled igen årvågent over den åbne plads, de skumle gyder og baren. Det lignede mest af alt, at hun søgte efter en flugtvej. Det gjorde hun som sådan også, men det var af andre årsager. Træningen under Procella havde lært hende at holde et vågent blik med alt, hvad der foregik omkring hende og aflæse stedet, hvor hun var, og dets muligheder. Det lå efterhånden på rygsøjlen.
Intet usædvanligt.
Blikket vendtes igen tilbage til manden foran hende. Borende. Afventende. Aflæsende. Hun forsøgte at få kontrol over denne ufrivillige situation.

Han var bestemt ikke behaget af situationen. Det kunne ses klart og tydeligt i det ungdommelige ansigt, som var lettere beskidt efter dagens arbejde. De blå øjne skinnede af foragt, selvom det egentlig burde være vendt mod ham selv.
Han kunne have sagt nej, dengang hun havde tilbudt ham det. Han kunne være vendt om, og taget tilbage til hovedkvarteret. Alligevel havde den naive teenager i ham sagt ja, og han havde betalt hende med penge som bestemt ikke burde være blevet brugt på denne måde. Selvom han aldrig havde fortalt sin mentor hvad han havde brugt pengene på, havde hans handlinger haft konsekvenser. At miste de penge betød mere intensiv træning og mindre søvn.

Nu stod han ansigt til ansigt med en kvinde, som han aldrig havde troet han ville se igen i sit liv. Ganske vist var der gået nogle år siden da, men det gjorde ikke mindet mere fjernt.

Da hun vendte sig med fronten mod ham, rettede han sig lidt op, så han ikke længere stod lænet op af den flakkende lygtepæl. Dernæst begravede han hænderne i lommerne på sin jakke, og så på hende med et udtryk i øjnene der viste en form for utilpashed.

What would you suggest we do now?

Akavet.. Det var hvad situationen var, og Spencer måtte indrømme at han gentagende gange overvejede bare at forlade stedet. Men det var risikabelt. Der var noget over hende der bestemt var forandret fra dengang han mødte hende. Han stolede ikke på nogen dette sted. Og det, at han mødte hende under disse omstændigheder - i en tid hvor han forsøgte at holde lav profil - var bestemt noget af en mærkværdig tilfældighed.

"I certainly have no intention of giving you, pretty much, all my money again."

Egentlig ville det ikke overraske ham, ved nærmere eftersyn, at hun for længst havde lagt det på hylden. Hendes øjne var klare, trods de viste en hårdhed som oftest kun hans fjender viste ham. Hun havde virket fortabt dengang - ligeglad.

Anderledes. Ja, hun så anderledes ud. Øjnene var ikke længere røde, ødelagt af stofferne. Hendes hud havde fået en mere naturlig farve, og ikke den grå farve af stoffer og for lidt mad, som førhen. Hun havde taget på, havde fået en sund form. Håret var ikke længere mat, dødt, men glansfuldt og livligt. Hun så sund, rask og.. Levende ud.
Men øjnene var nu fyldt af de følelser og det nærvær, som hun havde druknet i stofferne.
Hun var bestemt holdt op med stofferne, selvom tankerne om det stadig lå og kradsede som en negl i baghoved.
Hånden blev om endnu mere spændt om våbnet, da han bevægede sig. Men han rettede sig blot op, ikke mere end dét.
Et nedladende fnys røg over hendes læber, selvom det egentligt gav god mening, at han indladte sig på dén konstatering.

"I don't do that anymore. It's in the past and I would like it to stay that way. And will certainly not have someone like you going around and saying anything about it!"

Det sidste blev hvislede mellem sammenbidte tænder, mens hun trådte helt tæt ind til ham, så op på ham med kolde øjne, som for at gøre ordene tydeligere. Alt for tæt på, men hun rykkede ikke armene, selvom den ene i virkeligheden lå klar ned langs hendes side. Tonen var kold som graven. Der var ikke et øjebliks tvivl om, at hun nok skulle tage sig af ham, hvis han begyndte at snakke om det til andre.
Det ildevarslende blik forsvandt og blev byttet ud med et neutralt blik, måske med et snært af venlighed? Hun trådte et skridt tilbage.

"And I would suggest, that we either go our separate ways and forget we ever meet or.."

Det truende blik kom tilbage i hendes øjne, mens hun holdt en kunstpause.

"We go for a drink and act like civilized grown-ups."

Et stort grin gled over hendes, som havde hun lige fortalt en fantastisk joke. Lige nu led hun under en svingende humør-syge, og havde tydeligvis moret sig over, at true ham for sjov. Eller var det sjov?
Men hvorfor ikke vende dette møde til noget positivt? Hun kunne bruge selskabet, så hun ikke skulle gå med sine egne gnavende tanker. Hun følte sig udadvendt, åben. Måske en lille del af det gamle liv? Bare en smule..
Et tilfældigt menneske, et tilfældigt sted.

"Or does it go against you "pure" and "innocent" morals?"

Hun blinkede drilsk, og en legende fornemmelse trådte frem i hendes krop. Noget hun ikke havde haft lyst til længe - at være ligeglad med andres tanker, men udelukkende at gå efter sine egne spontane inputs. Var det så mærkeligt? Det føltes sådan. Men det gjorde alle tanker om sjov, for tiden. Så mærkelige. Så ukendte.
Hun løftede blikket for at se op på ham med et afventende blik.

Godt så. Hun ville lægge det bag sig ligesom han selv ønskede at gøre. Trods situationen bestemt tillod Spencer at tro på at skæbnen prøvede at drive gæk med ham, var de da nogenlunde på lige fod i dette tilfælde. Hun var jo mindst ligeså utilpas ved det, som han selv var - det formodede han da. Han fortrød nu de beslutninger han havde taget dengang. Ikke blot denne der havde ført ham hen til hende, men utallige andre beslutninger, der på den ene eller anden måde havde involveret ham i mærkværdige situationer. Hans teenageår var præget af trangen til at høre til et sted; til at finde en ny "familie". Hvad han havde fundet, omkring to år før hans møde med denne kvinde, var ikke en familie. Det var derimod et slags troskabsforhold til nogle mennesker der var så dedikerede til deres arbejde, at det halve kunne være nok.

Nu stod han ansigt til ansigt med kvinden, hvis blik og ord var underlagt en kulde, der bestemt kunne overbevise en om, at det hun sagde var sandheden. Spencer tvivlede nu heller ikke på det. Deres første møde... jo, det hørte fortiden til. Han kunne ikke være mere enig, men alligevel var hans blik hårdt og advarende, da han fastholdt hendes blik. Hun stod tæt på ham, og han følte langsomt musklerne spænde en anelse i kroppen.

"I´m not the one to...kiss and tell. Trust me, if you´ll keep your mouth shut about this, I will do the same. As you said - it´s in the past."

Ordene kom ud med en konsekvent, men også forholdsvis monoton tone. Han ville ikke have at hun skulle tvivle på sandheden der lå til grund for hans ord.

Da hun trådte lidt væk fra ham, slappede han igen mere af i sin mimik. Hænderne var stadig begravet i lommerne på den åbne jakke. Da hendes blik blev mildere, betragtede han hende blot vurderende. Af en eller anden grund, han ikke lige kunne tyde, var hendes humør nærmest ændret drastisk. Det drillende i hendes stemme kunne han tydeligt mærke, og det var som om hun prøvede at få det bedste ud af situationen, nu hvor hun havde gjort det klart at der ikke skulle tales om hvad der var sket. Hendes forsøg syntes at mildne lidt op i det hårde udtryk, han ellers havde malet over de blå øjne.

"Morals? Please."

han fnøs, som om det var det mest absurde hun kunne sige. Tydeligvis prøvede hun at tricke ham. Udfordre ham på en drillende måde, så han måske ville indvillige til at lægge situationen bag sig. Og han så ingen grund til ikke at hoppe med på det. Arbejdet kaldte når solen ville stå op næste morgen, og selvom søvn ville være tiltrængt, fik den friske havluft ham til at virke mere vågen.

"Alright."

Lød det så fra ham, selvom han vidste at han sikkert ville fortryde dette noget så grundigt.

"But only one drink. I would rather not witness that any of us ends up falling in the sea."

Antydningen af et smil gled over hans læber. Han drak som regel ikke meget. Det ødelagde evnen til at fokusere og være klar til eventuelle angreb. Desuden forværrede det reflekserne en del, og evnen til at skelne mellem venner og fjender. Dog var det svært at holde sig væk fra den bitre alkohol i sidste ende. Men én drink kunne ikke skade.

Hun kunne nærmest mærke hans muskler spændes, så tæt stod hun. Det kolde, advarende blik så ikke ud til at berøre hende det mindste. Han var blot et menneske, måske havde han højst gået til noget kampsport. Men hun levede og åndede træningen og udøvelsen af selvforsvar. Hun kunne forsvare sig mod vampyrer og dæmoner, hvorfor ikke et simpelt menneske? Hun følte sig ikke truet, og stod derfor fast uden det mindste tegn på usikkerhed. Et nik bekræftede, at hun havde hørt ham. Hvorfor skulle han også fortælle, at han havde betalt penge for sex? Det var de færreste, der gjorde det.

Good. Then we got that settled."

Hun var ikke typen, der stolede på folk, men enkeltheden i denne sag, stolede hun gerne på.

Tungen trådte frem på tænderne i et smil.

"Yeah.. From what I know about you, that's what I thought."

Igen den drilske tone, der til trods for deres afslutning af sagen, dog kunne hentyde til netop dét emne. Hånden gled nu ud af frakken og blev kastet kort ud mod vandet i en afslappet, rolig bevægelse, før den faldt ned på hoften.

"If you fall into the sea it'll be because I threw you in. But you can swin, can't you?"

Der lå ikke nogen advarsel i ordene, blot en drilsk bemærkning om, at hun sagtens kunne sørge for, at det blev ordnet.
Alkohol var ikke hendes last. Det havde været det førhen, og det var nok netop af denne årsag, at hun ikke drak særligt ofte længere, som mange andre jægere så ofte gjorde. Uger, måske måneder, kunne tælles mellem hendes genstande. Alkoholen var ikke hendes problem længere. Men hvis hun endelig drak, var det ofte ikke særligt meget, men det var mere af frygt for de efterfølgende tanker, der gjorde det nemmere for hende at falde ned i stofferne sorte afhængighed igen. Det frygtede hun nærmest mere end kampen mod en ældgammel vampyr.
Alkoholen var ikke hendes last..

"Aww.. Come on.. Have you become an old, boring man since last? One drink? Really? Step down to our, normal humans, level and stop being such a dullass."

Tonen var lokkende, som en der ville tiltrække sin elsker, tydeligvis endnu et forsøg på et humoristisk indspark fra hendes side.
Humor..
Gud hvor var det længe siden, hun havde brugt sådan noget! Endnu et menneskeligt emne hun følte sig helt ude af træning på.
Det mørke, lange hår blev blæst indover hendes ansigt, og hun fjernede fraværende, mens hendes blik afventende, men drilsk forsøgte at aflæse hans ungdommelige træk, som hun åbenbart huskede meget tydeligt, til trods for at nogle år var trådt ind over det siden sidst.

Efterhånden tillod han sig selv, at forholde sig mere roligt og afslappet i hendes selskab. Alligevel slap han ikke tøjlerne helt - det var sgu for risikabelt, selvom han ikke umiddelbart bedømte hende til at være en trussel. Alligevel var han af den overbevisning, at det at være så langt væk fra hovedkvarteret, og uden opsyn fra sin mentor, også ødelagde hans fornuft. For ville hans gamle jeg ikke blot have vendt hende ryggen så snart han så hende? Lige nu snakkede han med en kvinde han i så lang tid havde fortrudt at have mødt.. i hvert fald under de omstændigheder.

Men nu var han altså i denne situation. Selvom Spencer ville have godt af bare nogle timers søvn, var der et eller andet i ham, der slog ideen om at tage op til lejligheden, fra sig.

Den drilske tone i hendes stemme, fik ham til at trække let på smilebåndet. Især hendes bemærkning om, hvorvidt han kunne svømme eller ej, fik et skævt smil til at trone sig frem på hans læber. Det var længe siden han egentlig havde smilet til nogen. Han var trods alt en ganske ufrivilligt stillet jæger på Deploratus. Han ønskede ikke at være der, og derfor ragede beboerne ham oftest ikke det mindste.

"Sure I can. But it´s never gonna happen. If you had the guts to throw me in, then I would drag you down with me"

Hvis hun bare vidste hvor meget han havde svømmet gennem sin barndom, og sine teenageår. Der var en grund til at han blev kaldt The wave i visse af de amerikanske jægeres kredse. Nærmest instinktivt kløede han sig kortvarigt i nakken, hvor det lille tatoverede symbol af en bølge var trykt som en permanent reminder om, hvem han var, og hvor han kom fra.

Tonen i hendes stemme, havde nærmest den ønskede effekt på ham. Han følte sig bestemt udfordret og tilbøjelig til, bare at bevise at hun tog fejl. Pludselig var han faktisk glad for at han var så langt væk fra hovedkvarteret: ingen kunne holde ham i øret og sige hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle. Sociale relationer var nærmest også udelukket, når han var i deres selskab. Desuden var alt fra venner til familie risikabelt. Alligevel var der som altid en trang i ham, til bare at slippe bekymringerne et øjeblik, og leve.

"I´m not a...-"

Han gik i stå midt i sin sætning, og smilede så, mens han lagde armene over kors.

"You know what? You can´t fool me that easily.

Så grinede han kortvarigt. En let latter der klart tilhørte en ung mands. Muligvis en ubekymret og letsindig en af slagsen. Endnu havde han ikke nok ar på sjælen, til at kunne tilbageholde en oprigtig latter.

"On the other hand... yeah - what the hell... Let´s get something to drink."

Et let nik hen mod baren underbyggede hans ord. Hvem skulle dog stoppe ham fra at more sig lidt? Enhver havnearbejder var sikkert alligevel fuld når de mødte op på arbejdet tidligt om morgenen. Det var vel sådan man holdt lav profil. Ved at være ligesom alle de andre.

Et kort overstadigt grin brød over hendes læber, mens et ikke overbevist blik så i hendes mærke øjne.

"Ha! You would never succeed! You would be splashing around in there aaaall alone!"

Nærmest sang hun i en grinende stemme. Hun var tydeligvis overbevist om sin egen overlegenhed på dette punkt. Nok kunne han måske være fysisk stærkere end hende, måske. Men med hendes gennemtrænede undvigelses teknikker, ville han aldrig kunne få hende med i, det var hun sikker på. Hun fik næsten lyst til at prøve, bare for at se om hun kunne, men tog sig selv i det. Det ville være en mærkelig ting at gøre.

Et tilfreds smil trådte frem på hendes smalle læber. Det var lykkedes hende at få ham med på den, en nem succes, når man tænkte på hendes øvelser i overtalelse fra fortiden.

"That's what I'm talking about! That-a-boy!"

Et ligeledes selvtilfreds blink kom fra hende.
Selv havde hun nok ar på sjælen til at det halve kunne være nok, men det skulle ikke stoppe hende. Hun ville have det sjovt! Hun ville leve!

Med en elegant slags piruette vendte hun næsen mod baren og de glade mennesker. Hun tog et skridt frem men ventede på ham, så de gik side om side, hvor hun kunne holde øje med ham - gammel vane. De lange ben spankulerede let og lydløst mod baren. Da døren blev åbnet brølede lyden af snakkende, råbende fulde mennesker og noget, der kunne minde om et ynkeligt forsøg på karaoke-musik ud. Et øjenbryn blev krøllet sammen over støjen, men det glattedes hurtigt ud, og et ansigt der glødede af overskud og selvsikkerhed trådte frem i stedet.

"Find us a table, then I'll go get us some beer. You like beer? Ohh, I remember, you do!"

Det sidste kom ud i et grin. Da de sidst havde set hinanden, havde de brugt tiden på en øl, før de skyndte sig videre ud i den mørke nat..
Med en tydelig selvsikkerhed valsede hun mod baren. Tøjet var ikke det fineste, mest fremvisende tøj, men selvsikkerheden gjorde ud for det.
Med to fingre i luften fik hun hurtigt opmærksomheden fra bartenderen.

"Two of your darkest draft beers, please."

To store, mørke ales blev skænket op og stillet over disken, og hun smed penge tilbage over den med et venligt smil.
Med lette skridt vendte hun tilbage til det bord, han havde fundet og satte øllene fra sig. Selv satte hun sig tilbagelænet på en stol med benene over kryds, hvorefter hun tog en stor tår af sin øl.

"So.. You work on the harbor? Isn't it a little boring and monotonous?"

Selv ville hun have kedet sig ihjel med sådan et job, efter den ustabile livsstil hun var blevet vant til. Livet havde ikke været stabilt, siden hendes forældre levede, men det var noget man måtte vende sig til, hvis man ville overleve. Det havde været en lang, hård vej, men sandheden var, at hun kunne ikke længere forestille sig en normal tilværelse med et normalt job, selvom hun til tider ønskede det. Hun ville ikke kunne holde ud at skulle holde alt hemmeligt for et andet menneske, at lyve om alt. Ufrivilligt tænkte hun nogle gange, at hun faktisk godt kunne forstå Procellas valg af mage. Det var bare så.. Forkert!

Der gled en lidt påtaget mistro over hans ansigt, og han kunne ikke dy sig fra samtidigt at løfte øjenbrynene en smule.

"Really? We'll see about that."

Ordene blev sagt med en tydelig tone af udfordring, trods han ikke ligefrem havde en intention om at ende i vandet. Egentlig formodede han heller ikke, at hun ville kunne skubbe ham i. Flere års træning ville være spildt, hvis en almindelig, ung kvinde skubbede ham i havnens kolde vand. Alligevel vidste han, at han sommetider ikke var helt opmærksom. Han var flere gange blevet bebrejdet for sit manglende fokus.

"Now don't get too cocky. You may just end up regretting, that you ever wanted to grab a drink with me in the first place."

Igen smilede han skævt, mens han fulgte hende, bedømmende med øjnene. Hun var helt klart forandret. Da han havde mødt hende før havde hun virket ligeglad, mens der nu lå en sundere glød omkring hende. Og så smilede hun, og havde da også modet til at invitere ham på en drink, trods han kendte til en del af hendes fortid, som hun tydeligvis ønskede at lægge bag sig.

Derfor fulgte han efter hende. I sin øjenkrog betragtede han hende, gå med en sådan vilje, at han ikke kunne lade være med igen at få et smil frem på læberne. Lyden af de fulde menneskers tågesnak, og den rædsomme, men dog komiske musik, mødte ham nærmest med et brag, da han skubbede døren op og lod hende træde ind, før han så fulgte hendes eksempel. Lugten på den lille havnebar var præget af en blanding af den stærke alkohol og af tobak.

Han måtte læne sig lidt ind mod hende, for at høre hvad hun sagde. Derfor nikkede han bare, for han fik ikke et ord indført før hun selvfølgelig svarede for ham, og gik målrettet op mod baren. Dernæst begyndte han at kaste flygtige blik rundt i havnebaren, for at se efter et ledigt bord. Selvsikkert fandt han sin vej gennem de fulde mænd og kvinder, hvoraf han kun genkendte få. Det var de fiskere der arbejdede i de tidlige morgentimer og som Spencer sandsynligvis kun havde sagt nogle få, henkastede bemærkninger til gennem de sidste to måneder.

Bordet han fandt, var et af de mindre i baren. Det var desuden nogle gode meter fra nogle sang-skrålende mænd, der arm i arm vuggede frem og tilbage. Spencer tog plads på den, måske ikke voldsomt komfortable stol. Derefter sørgede han for at hans inderlommer på frakken var ordenligt lukkede (for ikke at ende med at skulle svare på spørgsmål om indholdet deri), før han tog denne af og hængte den over stolens ryg.

Han strøg en hånd gennem sit hår, der føltes en anelse fugtigt fra dagens arbejde. Hans hænder var også beskidte, og derfor forsøgte han endnu en gang at tørre dem lidt af - denne gang mod sine jeans.

I næste sekund, var øllene sat på bordet, og kvinden slog sig ned overfor ham. Han tog roligt sin øl til sig over det smalle bord, og holdt glasset mellem sine hænder.

"Yeah - Tell me about it..."

lød det sarkastisk fra ham, hvorefter han trak let på skulderne, og lænede sig tilbage i stolen.

"I need the money. It's as simple as that... I took the first job I could get, when I decided to settle down here on Werclare."

Det var vel sandheden. Dog var hans beslutning ikke bygget på, at han direkte havde lyst til at befinde sig på øgruppen. Derimod havde han følt at det var hans pligt, at blive indtil hans mentor ville vende tilbage, hvis han altså nogensinde kom tilbage. Spencer havde brug for arbejdet i havnen - ikke kun for at holde lav profil, men som sagt, også fordi han direkte havde brug for det. Han havde ikke lavet nok arbejde som jæger i området, trods hovedkvarteret havde tilladt at han blev på øgruppen, hvis blot han lavede noget konstruktivt arbejde imens.

"So... what do you do now?"

Spurgte han så, og satte sit glas med øl op til læberne. Den første slurk hørte altid til en af de bedste, og derfor blev væsken taknemmeligt drukket.

Et skævt smil, der sagde, at hun tydeligvis ikke troede på ham, var det eneste svar til det først.

"Too cocky? But that's my best feature!"

Svarede hun med en påtaget stolt mine.

"And if I regret it, I'll just make sure to get you so drunk, that you'll forget this evening."

Et blink fulgte med fra de dybe, brune øjne. At det aldrig ville kunne lade sig gøre, fordi hun med så mange år på vandvognen selv ville gå under bordet først, var en mindre detalje..

Hun nærmest dansede ind og ud mellem de fulde folk med sådan en veltrænet balance, at hun ikke spildte en eneste dråbe øl på vejen tilbage. Hun havde tydeligvis styr på sin krop og sine omgivelser.
Da hun havde sat glasset fra sig på bordet, røg en hånd om på ryggen og sørgede for at den usynlige lomme på ryggen af hendes frakke var forsvarligt lukket, før hun begyndte at krænge jakken af. Da armene blev synlige, viste sig nogle senede arme med overraskende markerede muskler, der næsten virkede mærkelige i forhold til hendes spinkle størrelse. De spillede op og ned af armene, da hun tilfældigt smed frakken over stolen, så hun havde ryggen mod den. Der var ingen, der skulle kunne få fat i den og finde indholdet af pistolen, hun altid havde på sig. Hun trak umærkeligt bukserne lidt længere op, så de krøller, der kom frem, kunne skjule den kniv hun havde siddende langs låret. Samtidig rykkede hun på stolen, som for at kunne sidde bedre. Det var i virkeligheden for at have ryggen halvt dækket af væggen, så hun havde fronten skråt vendt mod Spencer - udsyn udover omgivelserne.
Under hele dette faste mønster af kontrol af sikkerhed og usynlighed, fulgte hun med i hans ord, mens blikket gled årvågent over forsamlingen af fulde mennesker. Ingen hun kendte. Godt. Ingen der virkede til at være særligt opmærksom på hende. Godt. Blikket vendte igen tilbage til den unge mand overfor hende

"Ahh.. Money. The thing that makes the world spin. What would we do without it!"

En hånd gled filosofisk op i luften, som for at beskrive, at selv dette lille usle sted ikke ville eksistere uden penge, før de slanke fingre igen fandt det kølige glas.
Hoved gled let på skrå, da hun prøvede, at finde ud af, hvad hun skulle svare på hans spørgsmål.

"Nothing at the time. I'm trying to figure out what I'll spent the rest of my life doing. Day in. Day out. I inherited a small amount of money, which I'm living of at the moment."

At hun ikke lavede noget, var en løgn. Men hun kunne ikke fortælle ham, at hun brugte sit liv på at jage væsner fra eventyr og slå dem ihjel. At det heller ikke var en lille sum penge, var heller ikke nødvendigt for ham at vide. At folk havde penge, gjorde at de fik en opmærksomhed, som hun ikke fandt nødvendig. Opmærksomhed kunne være livsfarligt i hendes kredse.
Blikket blev en smule mere nysgerrigt. Intenst.

"But why'd you settle down on Werclare of all the places in the world?"

Et fint øjenbryn blev uforstående hævet.
Den eneste grund til, at hun selv var på dette forfærdelige sted, var Procella, hendes mentor. Og med hendes.. Bånd til folk her på øen, var det ikke særligt sandsynligt, at hun ville flytte. Desuden var der rigeligt at lave. Kaya havde aldrig været et sted med så stor en overbefolkning af overnaturlige væsner!

Morskaben begyndte klart at tegne sig i de blå øjne, ved hendes "advarende" og dog drillende kommentar.

"Hah! I´ll like to see you try"

Det blink hun sendte ham, fik endnu et let smil til at glide over hans læber. Egentlig var der noget i ham der helst ville tilbageholde det, og alligevel virkede det så ligetil i denne situation.
Siden hvornår lod han en skyldfølelse tynge sig ned?
Skyldfølelsen bestod af, at hans interaktion med andre mennesker på ø-gruppen ikke burde ske af fornøjelsens skyld. Det ville hans mentor i hvert fald have sagt, hvis han blot havde været der. Og det var heri chancen lå. Mentoren var der ikke. Alligevel havde Spencer ikke før set dette som en mulighed under sit ophold på Werclare. Han havde derimod set det som en forbandelse der bandt ham til ø-gruppen.

Glasset med den mørke øl, som han holdt mellem sine hænder, sendte kølige bølger op gennem hans arme. Desuden satte hans stadig lidt snavsede hænder, aftryk mod det rene glas, trods det egentlig var temmelig usynligt på grund af den mørke væske. Det var sgu alligevel længe siden han havde smagt en ordentlig mørk øl. Normalt var der knapt nok tid til det i løbet af hans hverdag - og så var der jo også lige det med, at han sommetider kunne have svært ved at stoppe når først han var begyndt.
Efter igen at have kastet et blik rundt i havnebaren, overvejede han kortvarigt hvorvidt han var så smudsig i tøjet, og i ansigtet som en del af fiskerne der slingrede rundt oppe ved baren. Den mørkegrønne T-shirt var måske en smule plettet, men den sad godt mod hans krop, og skjulte ikke umiddelbart hans, nærmest atletiske, fysik. Da han kastede et blik på hende foran sig var det også tydeligt, at hun gjorde noget ud af sin krop. Hun var tydeligvis i god træning - det var let for ham at bedømme efter hun havde smidt sin jakke. Han fangede faktisk sig selv i at betragte hende i en lidt for lang stund, og derfor forsøgte han at skjule det lidt ved at tage en, ikke særlig sparsommelig, slurk af øllen. Der gik nogle sekunder, før han satte glasset på bordet foran sig med en tilfreds lyd.
Så tænkte han kortvarigt over hendes bemærkning om penge. Som barn var han vokset op, badet i faderens pengestrøm. Hvis blot faderen kunne se ham nu.

"Yeah - I would go mental if I didn't have enough money to buy a drink once a while. Which reminds me. How much do I owe you?"

Han trommede let på glasset, for at vise at det var det han hentydede til. Han ville nok godt kunne undvære at drikke i noget tid, hvis altså han havde nogen til at holde ham i ørerne, når han følte sig fristet.
De ord der kom ud over hendes læber, fik ham til at betragte hende med en let form for beundring i øjnene. Hvad ville han dog ikke give for, at holde en pause for at tænke. Altså det at være jæger ville han aldrig kunne fornægte at han var - det ville han ikke slippe ud af sine hænder, men at arbejde i havnen ville han bestemt ikke leve med, hvis ikke han altså var nødsaget til det.

"Lucky bastard. If I´d ever inherit enough money to pay my rent for a couple of months, I could maybe figure out what I should do with my life. It´s pretty tough, working non-stop, just to pay for a crappy appartment."

Han vidste nu, at en pause ikke ville få ham til at tænke over sine fremtidsudsigter. Som jæger levede han nærmest en dag ad gangen - alt andet var formålsløst, hvis livet alligevel kunne tages fra en ved hvert givent øjeblik. Alligevel ville en pause give ham en mulighed for at finde sin mentor. Lede efter spor, eller folk der måske vidste noget om sagen.
Da hun spurgte ham, hvorfor han besluttede sig at slå sig ned på Werclare, måtte han hurtigt finde på et svar, der kunne lyde oprigtigt.

"I dunno. I suppose this were as good a place as any other. And you must admit the place has its own charm."

Han fik det sidste til at lyde temmelig sarkastisk. Derfor slog han en kort latter op for at understrege at det var ment som en joke.

"Well - at least I can afford living here."

Tilføjede han så, og trommede let på bordkanten med to af sine fingrer. Derefter tronede et tandsmil over hans læber.

"So - you live nearby?"

Han havde ikke tilbragt megen tid på de andre øer, men han formodede at de fleste beboere tog lidt fra den ene til den anden ø, efter hvad der passede dem. Efter hvad Spencer havde hørt, var der forskellige "kvaliteter" ved hver af øerne, trods han ikke just havde været synderligt begejstret for nogen af dem endnu.

Et øjenbryn blev hævet, og et tydeligvis påtaget koldt smil gled over hendes læber.

"You're gonna wish you never said that."

Lysten til at smide ham i vandet, bare for at bevise, at hun kunne, steg. Men det var unødvendig opmærksomhed, visning af en styrke, der ikke var nødvendig andre skulle se. Hun var stærk, næsten for stærk i forhold til, hvad et normalt menneske på hendes størrelse burde, men det var de mange års intensiv træning, der lå bag.

En hurtigt aflæsning af hans kropsholdning og -sprog fortalte hende, at hans veltrænede krop ikke blot kom af almindeligt hårdt arbejde på havnen. Det var tydeligt, at der var lagt langt større arbejde i det, end de muskler der ville være trådt frem af løften på kasser og hiven i reb. En sportsnørd måske? En kampsports udøver? Det var ikke til at vide, men resultatet kunne tydelig ses. Det så jo næsten ud som om, han brugte lige så lang tid på træning som hun selv - og det var meget. Hvorfor skulle han finde det nødvendigt at bruge så meget tid på sådan et emne? Hvis det bare var fordi, han ville se godt ud, kunne hans sagtens have nøjes med den halve tid.
Hendes tankegang blev afbrudt af hans blik. Et skeptisk øjenbryn blev hævet langt op i panden.

"Trying to remember what's underneath, lad?"

Nok var hun ikke meget ældre end ham, men dét blik kunne lige så godt have kommet fra en 13-årig, der endnu ikke havde lært at styre sine øjnes vandren, og det kunne høres på hendes drilske stemme. Men var der en kølighed at høre under den først angivne tone?
Til trods for hendes tilbagelænede krop med benene strakt ud under sig, lå der en pludselig spænding i kroppen, en simpel forsvarsmekanisme. Siden déngang havde hun ikke haft meget med mænd at gøre, og hun var da slet ikke vant til at de kiggede efter hende. Særligt fordi hun ikke gjorde meget ud af sig selv - med mindre jagten krævede det selvfølgelig. Brystet blev hævet i en dyb vejrtrækning for at få ilt til de opspændte muskler, for at få sig selv til at slappe af. Denne kamp var ikke tydelig for andre end hende selv, ved mindre man så ind i hendes øjne. Køligheden blev kort afløst af usikkerhed, før det igen skiftedes tilbage til den kølige afklarethed.

"And you don't owe me anything. I chose to give it to you, for free, I don't want your money."

Hvislede det ud gennem hendes sammenbidte tænder, mens hånden knugedes om det kolde glas, for at holde den i ro.
Som var et tåget slør blevet løftet fra hendes øjne, og hun nu så noget, hun ikke ønskede at se, spilede hendes øjne let op i overraskelse over sig selv. Det var en vrede, der bundede i usikkerhed, men det kunne han ikke vide. Selvfølgelig havde han ikke ment dét! Det var så simpel en ting som at betale for sin øl, der lå for pokker ikke nogle skjulte hentydninger i det!

"I mean.."

Blikket, der før havde set direkte ind i hans, røg nu en kort stund forbi hans hoved og ud i det ukendte, før det rettedes tilbage til ham.

"I mean.. I've got money for a single beer, you don't have to pay."

Stemmen blev mærkelig skinger til sidst, før hun rømmede sig og fik styr på den igen.

"It didn't cost that much."

Et påtvunget smil trådte frem i hendes anspændte ansigt.
Hun havde hørt resten af hans ord, men ikke svaret på dem.

"'cause, as far as I can hear, you work hard for your money, and they should be spent more wisely."

En direkte undskyld kom der ikke ud af hendes forklaringer. Det var som om hun ikke kunne sige ordet, men det her var da noget der lignede. Ikke?
Hurtigt tog hun en dyb tår af sin øl, som for at undgå at se på ham et øjeblik, før hun satte det fra sig.

"I live on Sheira, but I come and go, here and there."

Forsøgte hun at skifte emne med, med en påtvunget let og glad stemme.
At det nok ikke ville lykkes var en anden side af sagen..

By the Almighty Lord i heaven, this is embarrasing! Why on earth should you go haywire for a stupid, simple question? Stuoid, stupid girl!

Selvfølgelig blev han direkte fanget i at give hende et vurderende elevatorblik. Faktisk var han overrasket over, hvor lang tid det selv tog for ham, at indse det. At hun dernæst gjorde ham opmærksom på at hun havde bemærket det, kunne han godt have undværet. Alligevel tog han sig sammen - det ville være temmelig dumt at benægte det.

"I don't have to try. I've got a real good memory."

Han satte to fingre op mod sin tinding, som for at understrege sine ord, hvorefter han igen lod sin hånd nå bordet. Tonen i hans stemme var helt klart ligeså selvsikker som han ønskede den skulle være.
Så god en hukommelse havde han heller ikke.
Trods han havde været i jægernes varetægt på det tidspunkt, havde alt alligevel været temmelig sløret. Det var sikkert den udslidende træning og manglen på egentligt socialt samvær der havde udgjort, at han ikke huskede mange detaljer fra sin fortid. Han måtte nu indrømme, at han huskede dele fra deres møde efterhånden som han nu sad overfor hende. Der var virkelig noget spøjst ved at blive konfronteret med fortiden. Ved hvert blik han skænkede hende, syntes han at huske mere.

Han prøvede at være mere påpasselig med ikke at fjerne blikket fra hendes ansigt. Mest fordi han ikke i at lade sit blik søge ned af endnu en gang. Derfor tog han endnu en slurk af sin øl, og så derefter ned i den mørke væske, mens han holdt glasset mellem hænderne. Det lette lag af skum fra øllen var efterhånden forsvundet. Han bemærkede ikke umiddelbart hendes anspændthed.
Det var først da hun talte igen, at han rettede blikket mod hende. Først bed han ikke mærke i noget usædvanligt over det hun sagde.
Det var derimod først da hun blev ved med at rette sig selv, at et forundret øjenbryn skød lidt højere op i panden end det andet.

"Why…-”

Han nåede ikke at afslutte sin sætning, før han havde gennemgået sit foregående spørgsmål og hendes første svar – for at få en forklaring på hendes nærmest endeløse kamp for at finde frem til de rigtige ord. Og så gik det op for ham, at hans spørgsmål kunne have virket… tvetydigt.

”Shit! I didn’t …-”

Det kom næsten mumlende ud. Måske havde hans bemærkning før lydt temmelig forkert. Det havde han ikke skænket en tanke – og så var der hendes svar. Ude af hele øl-konteksten havde det hele lydt som noget af en akavet samtale.
Hvilket det så også var blevet.
Temmelig perplekst satte han albuerne i bordet og kløede sig i panden. Et også temmelig tvunget smil prøvede at kæmpe sig frem på hans læber.

”Yeah – I should spend my money more wisely…"

Tydeligvis prøvede han at følge op på hendes kommentar.

"And honestly I should have done that those years too... Or - I´m not saying it was bad or anything-…“

Han stoppede hurtigt sig selv I at sige noget dumt. Alligevel var det løb nok kørt. Derfor fulgte han hendes eksempel og tog endnu en slurk af sin øl. En slurk han ønskede var endeløs.
Han prøvede så at lytte til hendes ord, og kaste den nyligt opståede situation til at føles mindre akavet.

”Uhm, how nice.”

Han kunne mildest talt ikke finde på noget bedre at sige. Sheria… Where's that again?

”So..- When did you leave the states?"

Nu var det værste forhåbentlig overstået.

Real good memory, huh?

Det havde hun heldigvis ikke. Det meste var skyllet væk i tågerne af stofferne. Hun havde til tider svært ved at huske, hvad der var sket, og hvornår. Men ansigterne på hver og én kunne hun huske. Hvordan deres udtryk havde været. Hvordan de havde behandlet hende. Hvordan hun havde angivet at være tilfreds. Hun kunne huske dem alle.
Desværre..
At hun havde været ubehageligt, måske utiltrækkende, tynd dengang, havde senere fået hende til at undres over hvorfor mændene havde sagt ja. Hvordan de blå mærker nogle gange havde dækket hendes krop efter mindre behagelige kunder. Hvordan små blå nålemærker havde dækket hver en centimeter af hver pulsåre. Han havde set det hele.
Det var næsten synd, at han kunne huske det. Hun selv prøvede jo at glemme.
Men hun så pænere ud nu. Sundere, mere sul på kroppen, gløden tilbage - levende.

"Well.. I don't know if that's a good or a bad thing, remembering.."

Hendes stemme lød en smule tør, fortrydende.

Hun så hans udtryk, hørte hans ord, og var egentligt ked af at hun havde sat ham i unødvendig forlegenhed. Hun nikkede fortrøstningsfuldt og lod en hånd glide op i luften, som for at beskrive at han bare skulle lade det løbe ud i sandet.

Et fortørnet smil gled over hendes læber, mens hendes ansigt blev krænget tilbage i en maske af bitterhed. Hun havde jo, nok desværre, vidst hvad hun lavede. Han havde, igen desværre, ikke været hendes første.. Kunde. Hun kunne lykkeligvis ikke huske, hvad hun helt præcis havde gjort ved eller for ham. Og hun havde ingen intentioner om at forsøge at huske det.
Nogle gange var hun lykkelig over det slørrede tæppe, der lå over hendes fortid. Uheldigvis var det ikke slørret nok..

"Ha.. I would rather not try to remember what I did, or what I made you.. Feel.."

Stemmen lød som om hendes mund var fyldt med sur galde, mens hun stirrede ned i sit glas og lod en slank finger glide langs kanten på det.

"I would rather not remember any of it.."

Det sidste lød mumlende, som talte hun til sig selv med en bitter fortrydelse.

Hun så op fra sit glas igen, men hun havde pludseligt svært ved at se ham i øjnene og lod sine egne glide udover den fulde menneskemængde.

"Ohh.. I have a friend living here, whom I needed help from. Så I kinda had to settle down here."

Hendes stemme lød ligegyldig. Det var da i det mindste så tæt på sandheden, som hun kunne komme. Hun havde brug for Procella og Procella boede her med sin.. Sin mand og sine børn. Eller hvad hun nu skulle kalde disse kreaturer.

Husband and children, for crying out loud! How can I even see them that way!

For at stoppe sin egen tankegang, som kunne vente til et tidspunkt hun var alene, tvang hun alligevel sig selv til at se ham i øjnene.

"But I don't know how long I'll be staying here."

Hvilket var rigtigt nok. Hvilket var rigtigt nok. Som jæger havde hun ofte flyttet rundt, været over det hele. Når et væsen skulle jages, havde det en tendens til at forsøge at flygte - så måtte hun jo følge efter..

Han trak bare let på skulderne, ved hendes bemærkning, om hvorvidt det var en god eller en dårlig ting at huske. Han havde jo intet reelt svar. Hvorfor han havde handlet som han gjorde dengang, var ham stadig en gåde - og han havde jo forsøgt at lægge det bag sig gennem de sidste år. Og desuden var det pinligt. Det var pinligt at indrømme, hvad han egentlig havde gjort. Hvad han havde sagt ja til, selvom han ikke havde været særlig gammel. Men, på den anden side havde hun heller ikke været særlig gammel. Umiddelbart kunne han ikke huske hvordan han havde vurderet hende dengang - med hvilke øjne han havde set hende første gang. Havde han været fortvivlet, forvirret? Han havde ikke svaret. Han vidste bare at han fortrød mange dele af sin fortid.
Og det måtte man bare leve med.

Et forlegent udtryk gled over hans ansigt, og pludselig følte han sig som en akavet teenager igen. Selvom det bare var i et splitsekund. Derfor tog han sig hurtigt sammen, men hendes bemærkning, fik alligevel en lidt hul latter til at sætte sig i halsen på ham.

"Trust me... I´m loving the idea of just - letting it go."

Han gav sig til at pille ved glassets kant. Temmelig rastløst, hvorefter han foldede hænderne på bordet foran sig, for at forholde sig mere roligt. Selvfølgelig dukkede denne akavethed op igen - hvad havde han forventet, da han sagde ja til at få en drink med hende?

"The past should'nt define who we are now. I'm sure we both have changed alot since then."

Bare det at have genset hende var nok til at overbevise ham om at der lå en sandhed i det. Hun havde jo forandret sig - det var tydeligt for ham. Ikke blot det at se hende udefra, men også bare det at snakke med hende var anderledes.
Der lå en opmuntrende tone omkring hans ord, og derved forsøgte han at kaste situationen væk fra sig. I stedet gav han sig til at vippe lidt på sin stol. Når han ikke var fysisk i gang med et eller andet for at få tankerne væk, fandt han det ofte ganske svært at "tømme" hovedet. Oftest var det træningen der havde denne effekt på ham - og ærlig talt følte han sig ikke på hjemmebane i havnebaren. Alle lydende der fangede hans opmærksomhed - blandt andet den lidt gnistrende lyd de gamle højtalere gav fra sig, fik hans blik til at flakke lidt. Og så var der lyden af glas der skrabede hen over bordplader. Egentlig følte han sig mest af alt paranoid. Det var vist længe siden han egentlig havde opholdt sig sådan et sted, hvor enhver kunne virke mistænkelig.

"Neither do I."

Kom det så fra ham, da han rettede sin opmærksomhed mod hende igen. Han anede ikke hvor længe han blev nødt til at blive dette sted. Han ville fryde sig hvis svaret var, at han kunne tage hjem med den første båd ved daggry. Alt andet, end at være i denne uvidenhed ville glæde ham.

Hopefully I wont have to stay here for much longer

Der var intet der holdt ham tilbage, hvis ikke det havde været for hans mentors forsvinden. Spencer nægtede at flytte sig ud af stedet. Han ville blive indtil han fandt ud af noget. Indtil han fandt et reelt spor, der ville pege ham i den rigtige retning.

"Do you - like it here?"

Spurgte han så. Han var faktisk ganske interesseret i svaret. Det var ikke bare for at få samtalen til at køre videre. Sandheden var, at han ikke selv kunne finde stedets charme. Hvis han helt selv kunne bestemme ville han ligge i det varme sand på en af LA´s strande - eller hoppe i det klare, blå vand. Alligevel havde han ikke rigtigt spenderet meget tid sådanne steder efter han blev jæger. Men man kunne altid drømme.

Et akavet, skævt smil røg op på hendes aflange ansigt. Den hule latter var.. Ja.. Beroligende på en eller anden måde. Som fortalte den hende, at de var på samme bane. Ingen af dem var stolte af deres fortid - ingen af dem ønskede at huske den. En hånd kørte utilpas gennem håret og fik fjernet en lok, der var krøbet ned over hendes ansigt. Hoved fløj ud til siden, da en brølende latter brød ud fra nogle af de fulde havnearbejdere, lyder fik gav hende en kant, som pludselige lyde altid gjorde, men - det var bare nogle fulde havnearbejdere, intet andet. De dybe, brune øjne gled tilbage til Spencer, og et.. Trist? Sørgmodigt? udtryk sås i dem. Hun hævede glasset langsomt.

"For the change and becoming a better person.."

Hun tog selv en dyb, grådig tår af den mørke substans, før hun satte glasset fra sig. Øllen bekom hende egentligt ikke længere. Hun var ikke i humør til den længere.
En hånd gled yndefuldt gennem luften, før begge albuer ramte hendes knæ, så hun nu sad foroverbøjet mod ham.

"Life is what it is, right? We shouldn't have to be bound to one place for our whole lives."

Selv ville hun efterhånden ønske, at det var sket for hende. At have et almindeligt liv. At vokse op i den lille by i Ohio med sine forældre, finde en kæreste, blive gift, få børn og dø i sin elskedes arme af alderdom i den samme by, hvori hun var blevet født. Det lød utroligt kedeligt - og så smerteligt tiltrækkende. Uvidende mennesker, der kedede sig over deres liv, vidste ikke, hvor godt de havde det. Lullet ind i deres sikkerhed, i deres tro på at alt kunne bevises med videnskab.
Hendes øjne blev fjerne, og hun sendte automatisk en tanke til sin herre, vejleder og elskede.

Whatever You have in store for me. I will serve You in this life and the next, My Lord."

Blikket blev igen nært, og en rolig, dyb selvsikkerhed skyllede ind over hendes ansigt. Hun smilede. Oprigtigt. Omend ikke til fyren overfor hende, men ikke desto mindre et af hendes få oprigtige smil.

Et træk i skuldrene var hendes første svar.

"I don't know. As you said; it's as good as any place, right? I came here hoping for something nice and quiet, but I can't seem to find just that."

Hvilket, et eller andet sted, var rigtigt nok. Hun havde håbet på at kunne komme herop for at blive trænet, for at lære, men som hun nok kunne have sagt sig selv, ville Procella aldrig have fundet et sted, der var "stille og roligt". Sådan var hendes mentor ikke. Kaya så ikke længere op til hende på samme måde, som hun havde gjort førhen - det havde Procella selv sørget for at ødelægge - men hun havde stadig en dyb respekt for kvinden og hendes evner.

Hun kiggede, nærmest opgivende, på sin øl på bordet, der stadig kun var halvt drukket.

"You still find that beer as interesting as in the first place?"

Hendes blik gled, som en forklaring, ud over de fulde mennesker og mod den larmende højtaler, før det igen fandt tilbage til den unge, jævnaldrende mand overfor hende.

Han hævede kun lige akkurat sit glas, da hun tog en stor slurk af sit.

Yeah, if I really have turned out to be a better person

Han troede sgu ikke på det. Efter alt han havde været igennem burde det måske overbevise ham om, at han var en god person på baggrund af det arbejde han havde gjort gennem de sidste par år. Det havde jo været for en sag han troede på, og alligevel følte han sig ikke bedre end han havde gjort dengang som teenager, hvor erfaringerne havde været i undertal. Men han havde nu forandret sig. Det ville han kunne nikke genkendende til. Han var ikke længere bange for at stå ansigt til ansigt med overnaturlige. Han rystede ikke over hele kroppen når han dræbte en af slagsen.
Følelseskold. Det var vel hvad han var blevet. En form for velsmurt maskine, der ikke tillod følelserne at tage overhånd.

Han tog en slurk af sit glas. En meget sparsommelig en af slagsen, trods der ikke var mere end en sjat tilbage, da han satte glasset fra sig.

De blå øjne fæstede sig stadig på hendes brune, da hun snakkede. Han trak så på skulderne, og lagde albuerne mod bordpladen, og foldede roligt hænderne foran sig.

"I guess, we shouldnt. But we sort of are, arent we? Bound to the place, where our roots are?"

Trods han altid syntes at være på farten, var tanken om en dag at vænne tilbage til L.A meget fristende.
I sine tidligere år som jæger havde han formodet, at når han en dag blev en ældre herre, ville han kunne slå sig ned i et lille hus ved stranden, og bare leve til sit sidste åndedrag. Men sådan ville det med størst sandsynlighed aldrig komme til at udarte sig. Han var en jæger. Han havde overlevet så længe, men i hvor lang tid ville han kunne fortsætte på denne måde?
Hver en kamp kunne være den sidste.

En skrækkelig sang begyndte snart at høres i havnebaren. Tydeligvis var det en meget fuld kvinde der forsøgte sig med karaoke. En lidt skærende grimasse gled over Spencers ansigt, mens han prøvede at lukke lyden fra den nærmest tonedøve kvindes stemme, ude.

Nice and quiet. Yeah... I could use some of that right now

Tanken løb gennem ham, og satte et skævt smil frem på hans læber, mens han forsøgte at abstrahere fra lydende omkring sig.

"Well, maybe you'll have to keep looking, before you find it"

Selv brød han sig ikke om den stilhed han fandt i havnen om aftenen; når han arbejdede og var på egen hånd. Stilheden tillod flere spørgsmål at bryde sig ind i hans hjerne, og det var frygteligt så rastløs han følte sig. Alligevel ville han sætte pris på lidt af den stilhed i dette øjeblik. Dette sted var bestemt ikke noget der faldt helt og holdent i hans smag, men det var nu svært at finde en balance.

Ved hendes spørgsmål gled et kortvarigt smil over hans ansigt. Så rettede han kortvarigt blikket mod sin øl, og lavede en lille fakt med den ene hånd.

"Not really. But maybe it's not too late to change that."

Han hævede endnu en gang sit glas og fik den sidste sjat af væsken sunket.
I næste øjeblik var der noget der fangede hans øjenkrog. En person der lige var trådt ind i havnebaren. Straks lod Spencer sit blik glide vurderende over på kvinden der trådte ind. Mistænksomheden spredte sig straks i hans blå øjne, trods den hurtige vurdering jo kunne løbe om hjørner med ham.

Et tænkende blik gled over hendes øjne. Var hun virkelig selv bundet til det sted, hvor hun var født? Selvfølgelig huskede hun alle de gode såvel som dårlige ting ved hendes barndom. De gode var der flest af.. Men siden dén dag hvor hun havde mistet dem, var hun ikke vendt tilbage til sit barndomshjem, hendes barndomsby. Hun havde flere gange overvejet at gøre det, men hun vidste, at der ikke var noget tilbage for hende dér. Hendes liv var ikke, som det havde været - det ville det aldrig blive.. Hun mindedes ofte de tider, men hun følte sig ikke bundet til dem længere. Det var en anden tid, et andet liv. Det var ikke længere det, der definerede hende, hendes liv.
Men mennesket, generelt, søgte altid tilbage til det sted, hvor de følte sig sikre, hvilket typisk var deres hjem, deres barndom hvor de havde lært, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.
Blikket var stadig tænkende, fjernt, da hun svarede ham.

"I'm not so sure 'bout that. I mean.. Why should you - why should I - move here, to whole other country, if we felt we were bound to our roots? Why would anyone do that, if they weren't offered a big time job or found the love of their life. I certainly have not and I guess you haven't either. I guess you either didn't have a reason to stay at home or you had a good reason to leave."

Det sidste blev sagt med en analyserende nærhed, og hendes øjne mødte hans med en sikkerhed om, at hun havde ramt rigtigt.
Det var oftest de to eneste grunde til at folk flyttede væk, selvom de havde rødder, de ønskede at blive hos. Og selv dér flyttede de sjældent langt nok væk til ikke at kunne komme hjem og se deres familie, deres elskede.

Hendes eget ansigt blev ligeledes forvrænget i en grim grimasse, der ikke passede til det glatte ansigt, da kvinden begyndte at.. skratte. Et utilfreds udtryk blev kastet i kvindens retning, før det igen fandt den unge fyr overfor hende.
Et bittert smil trådte frem på hendes ansigt. Et smil der fortalte, at hun ikke selv troede på, at hun ville finde, hvad hun søgte.

"Hah.. Yeah.. I think I would have to keep looking for at looong time, before I would be near finding it."

Hendes stemme lød tør, ligeledes bitter.

When I'm dead, maybe then..

Tankerne var ligeledes bitre. Dog blev udtrykket hurtigt glattet ud, som om hun kom i tanke om noget godt.

Forgive my ill thoughts. I know You would never burden my shoulders with more than they can bear.

Hun så igen tilfreds ud, eller.. I hvert fald ikke længere bitter. En ro var trådt ind, som hun altid følte, når hun talte til Herren.

Et smil af morskab trådte over hendes smalle læber.

"Then I'll follow your advise."

Selv lagde hun de slanke, lange fingre om sit glas, lagde hoved bagover og kastede resten af glasset indhold ned i halsen. Hun stillede glasset fra sig på bordet med et tilfreds bump og et smil på læben.
Da mistænksomheden trådte ind i hans øjne, fulgte hun hurtigt og trænet hans blik mod døren og kvinden deri. Med et vurderende blik fulgte hun hele kvindens længde. Det var ikke en hun selv kendte, og derfor søgte hun i stedet Spencers øjne.
Mistænksomheden var trådt forfærdeligt hurtigt ind hos ham. Han var faktisk utroligt mistænksom overfor enhver person, der lavede den mindste pludselige lyd i baren. ..Ligesom hendes selv..
Var han forfulgt? Havde han problemer?
Pludselig blev hendes blik om muligt endnu mere årvågent. Kendte han kvinden? Havde han spændt i kroppen, da hun trådte ind ad døren?
Nok var hun endnu ikke en dygtig, færdiguddannet jæger, men aflæsning af folks kropssprog og analyse af deres reaktioner var noget, hun var god til. En ting hun havde lært, før hun blev jæger, en ting hun skulle være god til i hendes sidste "job" for at kunne tjene penge.
De mørke øjne flyttedes til kvinden i døren og gled vurderende tilbage til fyren overfor hende.

"You're awfully suspicious to anyone who enters that door, aren't ya?"

Prøvede hun forsigtigt. Enhver der var i problemer, ønskede hun at hjælpe. Det lå i hendes natur, hendes valg af levevej.
Blikket hvilede stadig på ham, for at analysere hans mindste reaktion.

Der var kun én simpel grund til at han var taget til dette sted. En grund som kun burde have ugjort et kortvarigt besøg. Nu var dette smut til Deploratus blevet til et længere ophold på et par måneder. Der var flere grunde til at blive, end til at vænne tilbage. Grunde der ikke nødvendigvis blev accepteret storsindet af de andre jægere. Hans motiver var for... personlige.
Der var sandhed i hendes ord. Det var trods alt en mission der havde drevet ham til dette sted – af andre grunde ville han aldrig have gjort det. Det havde været en mindre mission: intet der ville have sikret dette ophold på forhånd. Intet der nogensinde ville være peget i denne retning.

"Touché."

Egentlig var det hun kom med jo bare formodninger. Formodninger der alligevel ramte plet, og trods han ikke følte sig nødsaget til at understrege at hun havde ret, kom han alligevel med et lidt svævende svar.

"Well, a bit of both I'll say. But one day a reason to return might reveal itself - it's a possibility - and if I'm not completely wrong, I'll say destiny wants me to go back someday."

Et let, og tilsyneladende bekymringsfrit smil gled over hans læber - som om han igen begyndte at slappe helt og holdent af i deres samtale. Det var rart at snakke med en der havde noget mellem ørerne, og som havde nogle klare pointer og betragtninger. Det virkede besynderlig... normalt.
Måske var det ikke just den "normale" bar-snak. Men hvad var det overhovedet? Kortvarigt forsøgte han at spidse øre, for at opsnappe få bidder af de fulde folks samtaler i havnebaren. Nogen diskuterede gamle fælles minder, de klassiske jokes og arbejdsrelaterede historier. Der var noget overflødigt, men særdeles underholdende ved de samtaler. Spencer vidste ikke om han på en eller anden måde misundende dem. Var uvidenhed overhovedet en gave?

Det bitre udtryk der kom frem i hendes ansigt, fik ham til at løfte mundvigen lidt i den ene side.

"At least you'll be looking, right?”

Med de ord trak han let på skulderne, hvilket understregede den lille bid af ligegyldighed over sine ord.

Dernæst betragtede han hende med en tydelig fornøjelse i de blå øjne. Jo hans ”råd” blev ganske vist fulgt, eftersom hun hurtigt havde slugt drikken foran sig.
Egentlig var hans intention først at byde hende på en opfyldning, men han lod i et kort øjeblik til at blive yderst distraheret af den nyankommne i havnebaren. Derfor gik der noget tid før han opfattede hvad hun havde sagt.

”Sorry?”

Han opfangede så hendes spørgsmål, og tillod sig selv at rette størstedelen af sin opmærksomhed tilbage mod hende. Et prøvende smil gled over hans læber: som om han prøvede at dække over den tydelige mistænksomhed hun vist havde opfanget hurtigere end han kunne have nået at standse sig selv.

”Really? Nah… I guess that woman just looked like, someone I knew once.”

Sandt var det nu ikke, men det tillod ham kortvarigt at lave et diskret nik over mod hende, hvorefter han igen kunne tage den nyankommne I øjesyn. Han havde set hende før på ø-gruppen. Dagen hvor hans lærermester forsvandt. Dér havde lærermesteren pointeret at de burde holde skarpt øje med hende, da hendes opførsel havde virket… mistænkelig. Men de havde været optaget af deres egentlige mission; og derved var det efter lærermesterens forsvinding gået i glemmebogen hos den unge Spencer.
Igen rettede han blikket væk fra den nyankommne kvinde, der blot satte sig på en barstol, og ikke lod til at kaste et eneste blik over mod dem.

”I guess I’m so determined to adapt here, that suddenly everyone looks like someone from my past.”

Et kort grin undslap ham, og han håbede inderligt at det ikke lød nær så monotont, som han følte det havde været.

Et mildt smil gled over hendes lettere mørke læber. Hun havde ret, det var hun sikker på. Sådan var mennesket, og hun genkendte det fra sig selv. Selvom det med garanti ikke var af samme årsag, at han var flyttet - eller flygtet.
Et øjenbryn blev hævet da han nævnte skæbnen. Selv troede hun ikke på det. I hvert fald ikke direkte. Selv mente hun, at det var Gud, der stod for alt, om så meningen med det var skjult eller ej.

"If one believes in destiny, that is. I, myself, would say that someone else might guide the way, if needed."

Hun gad ikke til at diskutere troen på en gud. Selv var hun ikke i tvivl om sin tro, men hun var ikke i humør til en alvorlig samtale om at skulle skubbe den over på andre. Hun var ikke præst, og så det ikke nødvendigt.

Selv lyttede hun med et halvt øre til alt, hvad der skete omkring hende. En nu, efterhånden, underbevist vane, som hun havde trænet sig selv i.

'Keep an eye on your surroundings.' - som hun havde lært det.

Intet unaturligt, usædvanligt eller mistrosvækkende.

Et sarkastisk, skævt smil trådte frem.

"Aren't we all looking for the nice and quiet and easy way of life."

Selv følte hun ikke, at hun gjorde det. Det ville aldrig komme til at ske, ikke i hendes liv, ikke med hendes arbejde. Men hun var med til, at det ville komme til at ske for andre. Hun tog byrden på sine skuldre, så andre ikke behøvede det.

Det prøvende smil overbeviste hende ikke helt, og det kunne ses i hendes øjne - hun troede ham ikke helt. Men forventede hun ikke også at alle løj, havde hemmeligheder, bare fordi hun selv havde?
Hun kiggede selv på kvinden, prøvede at læse hende. Både ud fra en menneskelig og en overnaturlig vinkel. Var der noget mistænkeligt ved hende? Havde hun selv set hende før? Var hun for perfekt, eller havde hun det normale udseende med menneskelige fejl? Hun kunne ikke som Procella mærke dem, men hun havde lært hvilke andre faktorer i udseende og opførsel, der spillede ind.
hun så tilbage til Spencer.

"I you're on unknown grounds you always look out for what seems familiar, known. You're a long way from home. Deploratus is not like New York or USA, you should understand that."

Hvilket var rigtigt nok. Her var for meget overnaturligt aktivitet, desuden var det en anden kultur heroppe. Det milde udtryk blev skiftet ud med et mere alvorligt, mistænkeligt.

"But you keep looking at her?"

Det var ikke så meget et spørgsmål, som en konstatering. Selvom hans ansigt og toneleje ville have overbevist hende, var der stadig den faktor, at han blev ved med at se på hende, selv efter at han havde konstateret, at han ikke kendte hende. Det stemte ikke overens.
Var han anspændt? Virkede han usikker?

Hovedet blev lagt lidt på skrå da hun talte. Han havde aldrig selv været glad for ideen om at en person sad på "magten" og bestemte de næste træk i menneskers liv. Bestemte hvem der havde hvilken brik i puslespillet. Alligevel fornægtede han ikke muligheden. Han ønskede bare ikke at sætte sin lid til det, trods hans lærermester altid satte "Guds vilje" i forbindelse med kampen mod de overnaturlige. Når Spencer knapt nok stolede helt og holdent på sin lærermester eller de andre i hans celle, ville han aldrig sætte sin lid til en Gud. Hans formål med det han lavede var bygget på hans sans for retfærdighed.
Alligevel så han på hende med en åben forståelse, og lænede sig så dernæst lidt tilbage i sin stol. Han fik stolen til at tippe lidt, da han lænede sig nok tilbage, men et stædigt fodfæste mod gulvet fik ham til at kunne holde en komplet balance.

"Perhaps. Maybe that someone happens to be called Destiny."

Den hvide tandrække blev kortvarigt blottet i et drillende smil.
Selvom han ikke troede på at hver eneste del af hans liv var skæbnebestemt, var han af den overbevisning, at en bestemt handling kunne få ham ud på et spor, han aldrig nogensinde havde vovet at betræde.

Den skrækkelige musik i havnebaren forstummede en smule, da en mand der formegentlig var ejeren af stedet, bad "sangerne" om at dæmpe sig lidt. Og Spencer kunne ikke være mere lykkelig over netop den beslutning.
Han strøg en hånd gennem sit brune hår, som stadig virkede halvfugtigt af havluften. En mørk skygge af noget der lignede olie formede sig over hans ene kind, og han var sikker på at han havde antydningerne af skægstubbe på sin hage. Men han var nu ikke forfængelig nok til at skamme sig over sit lidt ´usle´ udseende. Han var blot stolt over, at han kunne opretholde sit dække som en del af arbejderklassen.

"I would definitely envy whoever found the easy way to live."

Han rettede sig lidt op i stolen igen, så alle fire stolben igen var plantet solidt mod trægulvet. Kortvarigt tænke han over sine ord, og rystede så på hovedet med en let, undertrykt latter.

There's no chance in hell, that would be me

"But it sounds extremely boring, doesn't it? Living just... nice and quietly?"

Egentlig længdes han efter det. Men han vidste det var selvisk. Han havde en opgave - han måtte overlade den afslappede livsstil til de "almindelige" mennesker.

Det krævede en del fra ham at flytte blikket helt og holdent fra kvinden der havde sat sig ved baren. Han var ikke helt sikker på om hun var overnaturlig, men ting ved hendes udseende - som kun hans lærermester havde bemærket ved første øjekast, fremstod nu tydeligere for Spencer. Der var kendetegn over den nyankommne kvinde. Kendetegn som den alt for fuldendte skønhed - den lidt barnlige, dukkeagtige skønhed, som ikke havde noget umiddelbart asymmetrisk over sig. Spencer vidste at han var ude af stand til at få bekræftet nogen påstand, før han havde observeret kvinden længe nok. Alligevel måtte det vente. Vente indtil situationen bød sig i en højere grad.
Derfor prøvede han bare at fastholde blikket på Kaya overfor ham ved bordet.

"Yeah. Deploratus is definitely not like USA."

Det kom lidt mumlende frem. Som om han prøvede at sætte de to steder i sammenligning. Mystikken lå i et tungt lag over stedet her. Det var nok bare på grund af lærermesterens forsvinden. Det var nok af samme grund at Spencer var mere årvågen end nogensinde : mere mistroisk og dømmende.

"But maybe a fresh start in a place like this, is what I need."

Tilføjede han så, og plantede et smil om sine læber.
Det var svært for ham at skjule sin anspændthed, mens han forsøg var ikke helt ringe. Det lykkedes ham faktisk at komme frem med en lidt fjoget latter.

"Hey, I'm a guy. It's pure instinct to check out women."

Var han virkelig så åbenlys? Inderligt prøvede han at afholde sig selv fra blot at holde øje med kvinden i sin øjenkrog. Alligevel var han opsat på at opfange den mindste bevægelse i den retning, der kunne bekræfte nogen af hans teorier.

"Keep your eyes open Spence. This place's infested."

Det var lærermesterens ord, da de var ankommet til ø-gruppen. Og Spencer havde en besynderlig følelse af at der bestemt foregik mere her end han umiddelbart havde troet.
Og den kvinde ved baren var en brik i det. Det var han sikker på. Det kunne ikke bare være en tilfældighed at lærermesteren havde bedømt hende som mistænkelig, netop før han var forsvundet, som fra jordens overflade.

"Can I get you something to drink, or..?"

Det var en måde at undvige spørgsmålene på. Og samtidig skabe nogle nye sikkert, hvis han blev fanget i at tage kvinden ved baren nærmere i øjesyn ved den lejlighed.

Hun rullede overdrevet øjnene til svar.

"What a cliché. You just couldn't come up with anything better, huh?"

Det drillende toneleje blev gengældt.

Selv var hun glad for, at den skrækkelige stemme blev dæmpet. Hvad var det her egentligt også for et skuffende sted? Nøj, hun kunne godt mærke, at det var længe siden, hun havde været ude.
Hun så på ham. Faktisk lignede han en havnearbejder, han havde gjort sit job godt, og hun var overbevist. Der var endnu ikke nogle indikationer, der sagde andet.

En trækken på skuldrene var hendes første svar.

"Well.. I suppose it would be boring. But the word, easy, is what makes it så bloody attractive. I think I'd gladly take Boredom too, if I found Easy. But I actually don't know."

Hendes ansigt så faktisk tænksomt ud. Nok var "ignorance a bliss", men var det ensformige, kedelige liv dét værd?
Ja. Det var det.
Og hvem sagde, at det skulle være kedeligt?

Et hævet øjenbryn kom frem sammen med et skævt smil, der sagde at hun ikke helt troede ham.

"A fresh start? In a place like this? You could've found a lot of much more interesting, exciting places than this, ma boy."

Det var i hvert fald, hvad hun selv mente, fuldt ud. Afrika. Østen. Autralien. Sydeuropa. Sydamerika for den sags skyld. Der var så mange andre, nye, spændende, ukendte steder, end en ø ved Canadas kyst, hvor vejret var trist og det mindede for meget om USA.

Hun forsøgte at holde et grin tilbage, men det lykkedes ikke helt og en lettere hæs men mild latter steg op.

"I guess you're right."

Hun kastede et blik over mod kvinden og fik et bekymret udtryk i ansigtet, der dog var væk, da hun vendte sig tilbage mod ham.

"But isn't she a little too perfect? Almost a little too plastic?"

Kunne dét måske få ham væk? Hun brød sig ikke om, hvad hendes instinkter fortalte hende om kvinden. Hun måtte finde hende senere og undersøge det. Det ville ikke være svært med hendes udseende, når hun kom i lumre havnebarer som denne. Folk talte om sådan en skønhed. Men hun ville forsøge at holde et uskyldigt menneske væk, indtil hun vidste mere.

Blikket gled ned på det tomme glas og så op mod baren. Hun hyggede sig, men hun brød sig ikke om, at han skulle gå derop. Hun ville hellere selv derop. Holde øje med hende.

"I guess I could drink another. But let me get 'em, you've had a hard days work. Another beer?"

En spillen med mavemusklerne i den tætsiddende trøje, angav at hun skulle rejse sig op, mens hun elegant svingede benene ud til siden for at gå op i baren, i håb om at han ikke ville protestere, når hun nu allerede var på vej op af stolen.

Endnu en gang gled et smil over hans læber.

"Don't judge me. I've had a looong day."

Der var en tydelig latter at spore i hans stemme, selvom det var længe siden han egentlig havde tilladt sig selv at slippe tøjlerne lidt. En øl i ny og næ med fiskerne fra havnen havde måske været lidt optimalt. Faktisk følte Spencer efterhånden at hans sociale liv kun bestod i arbejdet. Alt var tilrettelagt som altid, selvom han havde svært ved for en gangs skyld, selv at tage den fulde styring over sit liv. Desuden havde han ikke haft et behov for at gøre sig nye bekendtskaber dette sted. Men alt tydede på, han ville blive på ø-gruppen længere endnu.

Han lyttede til hendes ord, med en sølle undskyldning for en tænksom rynke i panden.
Hun lød bestemt som om hendes hverdag var nem at komme igennem. Alligevel var han ikke af nogen anden overbevisning, end at hendes problemer sikkert var... mere overfladiske, end dem han mødte i sin hverdag. For i hans øjne var hun jo ligeså uviden som de andre. Der var intet der umiddelbart fik ham til at tro noget andet. For hvad var chancerne?

"Well... Who has the slightest clue anyway?"

Et kort skuldertræk fik ham til at slå tanken lidt fra sig. Spørgsmålet var retorisk. Han havde i hvert fald ikke et svar selv.
Han bedømte hende kortvarigt med øjnene: som om han prøvede at læse hvad hendes problemer måske bestod i. Det var sørgeligt, men sandt for ham at konstatere at han bestemt følte at nogen af de problemer han døjede med som jæger, ikke var nær så hjerteskærende som dem han oplevede før i tiden. Måske var det fordi fortiden bar præg af mere personlige ting. Han tillod aldrig at følelser kom i vejen for arbejdet nu til dags. Det kunne betyde en jægers undergang.

Det skæve smil gengældte han med et fjoget et af slagsen. Dernæst kløede han sig kortvarigt mod den ene kind, mens han overvejede sine ord.

"You're right. I could have."

Han nikkede og et kort grin undslap ham. Hvordan skulle han redde sig ud af dette her? Der gik ikke lang tid før han kom med et svar, der på den ene eller anden måde lød mere selvsikkert end han først formodede det ville.

"But maybe I'm not seeking interesting right now. This place is pretty damn low-key - and it's in the middle of nowhere. Maybe this is the best place to start... over."

Nobody knows me here. Nobody would suspect anything. And, I'll be gone in no time - as soon as everything's settled. No one here will miss me.

Det lød bestemt også som om han skjulte noget - men egentlig regnede han ikke med at hun ville grave i det. Han havde jo sine grunde.
Hun havde jo også en fortid. Måske var det nok til at slukke den lille del forundring og interesse hun rettede mod hans halve forklaringer?

Ved hendes bemærkning om kvinden ved baren, måtte han kontrollere sig selv for ikke at se den mindste smule overrasket ud. Jo, hun havde observeret det samme som ham. Og alligevel. Enhver i havnebaren måtte da have drejet hovedet mod den nyankommne kvinde i løbet af de sidste par minutter. Det at hun dukkede op et sted som dette var ligeså mystisk, som det havde været for de få måneder siden, da han havde set hende.
Spencer rettede igen blikket væk, og trak så (nærmest ligegyldigt) på skulderne.

"I guess.. Maybe she's just beautiful."

Han lød heldigvis ligeså naiv som han ønskede. Han ville nødigt begynde at snakke om kvinden ved baren som en mistænkt på nogen facon - det ville virke besynderligt, selvom han jo bare derved ville nikke genkendende til Kayas ord.

"But nowadays it's hard to even tell what's real, and what isn't about someone, ya´ know."

Ting som plastikkirurgi havde han i tankerne, men oftest fremstod forskellen tydeligt, med dem der var født smukke og dem som senere hen havde været underlagt kniven. Alligevel kunne man aldrig være for sikker. Vel?

Han skulle tydeligvis til at protestere, allerede ved antydningen af hendes forslag:

"Wha.. Well, I shoud...-"

Han havde lige akkurat nået at rette sig lidt op, før hun var halvvejs på vej op af stolen.

And what know? You' gonna let her go up there?

Det var som om hans samvittighed nærmest talte til ham. I hvert fald bredte en grum følelse af fortrydelse sig i ham. Hvis blot han havde været en lille smule hurtigere til at tage initiativet. Men hvad var det værste der kunne ske?
Han havde ødelagt muligheden for at tage kvinden ved baren nærmere i øjesyn. Bedømme hende tæt på. Bekræfte teorier.. Uanset hvad - hvis kvinden nu viste sig at være... en af dem var det direkte dumt af ham, hvis han begyndte at té sig besynderligt i det tilfælde eftersom havnebaren jo ikke ligefrem havde en mangel på mennesker i dette øjeblik.

"Sure - yeah, that's... ok.."

Lidt perplekst så han på hende, men kom da med antydningen af et smil, da han sank lidt ned på stolen igen. Han holdt dog blikket fastlåst mod hende. Det var nu det galt om at holde øje. Hans chance var spildt, men han ledte tydeligvis efter en ny.