Silent night

Dato: 5 Oktober 2012
Tid: 03:24
Vejr: Overskyet med enkle skyer, på enkle områder er det dog stjerneklart
Sted: Lige uden for Zeeman
Omgivelser: Der er få unge mennesker der endnu hænger i byen, dem der er tilstede er dog spritstive.

Charlie væltede i en besværet bevægelse ud af Zeeman, idet den kolde natteluft der ikke længere var præget af sommer, men derimod efterårets kulde, ramte hende, trak hun den figursyede læderjakke tættere omkring sig med en irriteret mine. Kvindens skridt tydede på, at det ikke var en enkelt øl hun havde fået, og nok også en kende mere end to, men alligevel lod hun til at have styr på det, næsten som om hun var vant til at vingle spritstiv rundt.
I en hurtig bevægelse trak hun en pakke cigaretter op ad lommen på læderjakken, inden hun stak en af smøgerne imellem læberne og fik sat ild til den med sin trofaste zippolighter.
Efter de to første hvæs gav hun sig i rolig gang til at forlade stedet, hun burde vel tage en taxa, men det var for dyrt og hun havde desuden fri dagen efter, så at hun kom hjem om morgenen og sov længe gjorde ingenting.
Langsomt drejede hun ned ad en stille sidegade, der var heldigvis en genvej og Charlie kendte dem alle sammen efter at have skulle finde hjem en del gange fra Zeeman, det var langt fra første gang at hun havde gået hjem derfra.
De store læderstøvler travede i et fast tempo imod hendes lille lejlighed og så længe at hun blev ved med at gå kunne hun godt holde sig varm med læderjakken og det store halstørklæde der halvhjertet var viklet omkring hende, selvom hun indenunder kun havde en simpel og lidt for nedringet t-shirt.
At hun ikke var alene var ikke en tanke der overhovede ikke havde strejfet den rødhårrede trommeslager, og egentlig havde hun altid følt sig tryg med sin topform inden for boksetræning på trods af sin spinkle størrelse, der skulle meget til at overraske den lille trommeslager.

Efter en lang nat på en af Werclares mange barer på udkig efter en hvis jæger havde Wil opbygget en hvis sult, og selvom hun kunne have grebet en af de spritstive unge som hun havde passeret på vej ud af Werclare havde hun ikke fundet det hun ledte efter. For en vampyr var nattelivet som at være en tur i supermarkedet, man endte altid med at lede efter den bøf med mest kød på, som så lækrest ud.

Hendes korte tjavsede hår nåede hende til lige under ørerne og skjulte et ar der gik nærmest fra øre til øre. For alle tilfældes skyld havde hun et halstørklæde viklet om halsen for at skjule resten. Hendes hår var vokset hurtigt i forhold et menneskes, men hun vidste at hvis hun kom til at rode i det ville man nemt kunne skelne arret efter englens "operation".

Da hun rullede igennem Deepshell fangede en høj slank skikkelse hendes blik og hun vidste at hun havde fundet sin midnatssnack, eller måske var det snarere hendes morgenmad. Bilen parkerede hun bag klubben og skyndte sig med forsigtige skridt efter den høje kvinde. I sin sorte jakkesæts-jakke og plettede mørke jeans lignede hun så mange andre mindreårige der vandrede rundt i deres jagt på billig alkohol.

Hun krydsede vejen netop som hendes mål drejede ind i gyden. Med hænderne dybt begravet i lommerne indåndede hun med et smil byttets lugt da hun med en teenagers trætte attitude drejede ind i sidegaden bag det rødhårede menneske. Kriger eller ej, så nød hun stadig en rask lille jagt en gang imellem selvom det var begyndt at blive en sjældenhed med både jægeren og selene, og nu også Izriel, åndende i nakken. Måske ville det være sundt med en lille ferie, ned for at få lidt farve og alt det der menneske fis. Folk blev altid så dejligt kulrede nede i varmen.

Wils converse sko lavede næsten ingen lyd da hun passede ind og ud af skyggerne i gaden. Hendes lille skikkelse så ikke ud af meget, men det var kun en fordel, det var de færreste der løb fra en mindreårig på kun 160 cm.
"Oy! You have a cigarette?"
Hun satte farten lidt op for at komme tættere på mennesket, mens hun kunne mærke sulten røre på sig. En sidegade var desværre bare ikke ideel at spise i, men det var godt nok. Lidt længere henne var to kontainere som kunne skjule dem, ikke perfekt, men hun havde spist værre steder, bare tænk på Sevillia i 1813... Sé det var noget rod. Mennesket havde rodet rundt og der havde ikke været et skjul i nærheden, men hun havde altså været sulten. vagterne havde ikke gjort det nemmere, men i det mindste var hun da blevet mæt. Med et suk, halvt af længsel, trak hun sig tilbage til nutiden og så med sit mest teenage-trætte ansigt op på kvinden.

Charlie vandrede fortsat imod det efterhånden ret lokkende mål; Hendes varme seng. Selv når hun ikke røg stod hvide dampe frem fra hendes læber, takket være nattekulden, hvordan fanden bar naturen sig ad med at blive så kold så hurtigt?
Lige nu kunne hun vidst kun være lykkelig for, at hun havde drukket en del i løbet af aftenen, for ellers ville hun fryse som en eksotisk abe på nordpolen.

Det var egentligt ikke de stille skridt der vækkede Charlies opmærksomhed, hvis hun skulle være ærlig havde hun vel ikke hørt nogle skridt? I hvert fald ikke før den spinkle pigestemme skar igennem natten og ramlede imod den småstive kvinde. Charlie snurrede rundt og fik så lagt ansigtet i de rigtige folder da hun fik øje på tøsen. Ganske rigtigt lignede hun en der var lidt for und til at være ude, hun lignede også en der var alt for ung til at ryge, men Charlie havde jo selv startet i en tidelig alder, og desuden var hun slet ikke i en position vil at virke belærende, teknisk set havde hun heller ikke lyst. Hun kunne lige så godt selv huske hvordan hun havde haft det, da hun som teenager blev prædiket for, at folk der havde nogle få år mere på bagen end hende selv, ikke lige hendes kop te, og sådan havde hun aldrig i sinde selv at ende.
De mørkegrønne øjne betraktede kort pigen, mens hun tog endnu et hvæs af cigaretten og stak så hånden i lommen.

"Sure!"

I en lidt for øvet bevægelse tappede hun langsomt den bløde cigaretpakke imod den ene finger, så en ende af en filtercigaret hoppede ud af pakken, dernæst rakte hun smøgen imod pigen mens hun holdt den mellem to fingre.

"Let me guess, you need a lighter as well, right?"

Charlie slog et bredt grin op, og rakte så den trofaste zippolighter imod pigen også, hun lignede egentligt mest typen der røg når hun havde fået lidt at drikke, eller fordi vennerne syntes det kunne være sejt. Måske røg hun fordi hun skulle bevise noget overfor sig selv, egentlig var Charlie ligeglad hvad årsagen var, hun ville selv være parat til at slå ihjel for en cigaret hvis hun ikke havde flere.

Wil nåede omsider mennesket og var forsigtig med ikke at gå ind i det "personlige rum" så hun ikke blev nervøs. Med et lettet smil så hun op på den høje rødhårede kvinde og virkede utrolig veltilpas i den mørke gade om end stadig en smule træt. Hun var vant til at kunne gå rundt uden at frygte andet end jægere, selvom hun normalt kunne tale sig selv ud af det og det var tydeligt at hun ikke var en af de teenagere der rente rundt i store fnisende klumper og prøvede at snige sig forbi dørmænd med falske ID.

"Thanks mate... A friend "borrowed" mine..."
Hun snuppede en cigarret fra pakken og så med skjult interesse lidt på den. Det var længe siden hun havde røget sidst, det måtte have været i... årh hvornår det var det... kunne det have været trediverne? Gwyn havde vist kaldt hendes børn til sig til en familiesammenkomst og bare for at være så ucharmerende som overhovedet muligt havde hun når muligheden bød sig irriteret Gwyn og hendes kedelige kæledægge Ángelo ved at ryge så der hang små røgskyer over deres hoveder... Og det var ikke fordi at de forsvandt hvis man åbnede ikke vindue... Gode tider, hvordan mon Ángelo fik klaret forretningerne nu til dags, han havde trods alt aldrig været hjernen i foretagendet. Mon ikke Sigrid tog sig af det, hun havde altid været god til at få sin vilje.

"No, I think I got one somewhere.. around... here..."
Hun stak begge hænder i jakkens lommer og måtte kæmpe sig vej igennem papir, et par blyanter, to mobiler, nøgler og mønter før hun endeligt fandt hvad hun søgte. En slidt zippo med en fugl indgraveret blev triumferende trukket op ad lommerne inden hun trak jakken tættere om sig som om hun frøs. Aftenen var kold, men det var ikke noget hun mærkede så meget til, en af de få fordele ved at være død. Hun forsøgte flere gange at få den til at virke, men den manglede lightervæsken som den plejede at køre på.
"I got one too.... Dammit.. but apparently it dosen't work, great... thanks."

Wil tog med et smil imod menneskets lighter. Med cigaretten i mundvigen og den ene hånd oppe for at beskytte flammen fra at dø forsøgte hun at få gang i lighteren. Et par velrettede vindstød sørgede for at det ikke gik som det skulle og hun kiggede hurtigt rundt efter et sted med læ. Det var så der hvor containerne kom ind i billedet.
"Darn... I guess i just have to use the container there as a shelter then."
Med cigaretten vippende imellem læberne skyndte hun sig over i mellemrummet mellem de to containere, der var knap en og en halv meters afstand så mere end nok til at de begge kunne være der. Så snart hun nåede derover og kom i læ fra den vind hun havde skabt fik hun tændt cigaretten og hun pulsede muntert på den. Med cigarretten imellem to fingre rakte hun zippoen imod den rødhårede kvinde.
"I guess i owe you one, don't I? Oh yearh and I'm Kaylin."

Charlie gav et lille fnys fra sig med et skævt smil på læberne, hun kendte udemærket følelsen, det var faktisk sjældent at hun kom hjem fra en bytur med en pakke smøger intakt, uden den havde været offer for en flok gribbe, eller hendes venner der lige skulle låne en 'enkelt' smøg. Men nu var hun måske også lidt for gavmild når hun drak,det var i hvert fald sjældent at hun vågnede dagen efter med et plus på kontoen.

Igen tog hun et dybt hvæs af cigaretten der fast hvilede mellem læberne, mens Wilith fiskede efter sin egen uduelige lighter, selv uden røågen stod der endnu hvid damp ud mellem de lyse læber på den rødhårrede kvinde, det var i sandhed ikke sommer mere.

Med en let undren skævede hun ned til zippelighteren der gentagende gange gik ud, overraskende nok syntes Charlie ikke rigtigt, at det ellers havde blæst, men det kunne da godt være at det trak op til et eller andet.
Åndsfraværrende fulgte hun efter den unge pige der måtte mase sig mellem to containere for at få gang i smøgen som endelig lykkedes. I en langsom bevægelse strakte Charlie armen ind mellem de to containere, imod pigen for at få sin lighter igen, inden hun sendte hende et lille smil.

"No worries Kaylin, I bet I'll meet you sometime. I'm Charlie!"

Kvinden tippede let hovedet til siden, og ventede efterhånden mere et håndtryk end sin lighter, i en let bevægelse tog hun et lille skridt til siden, der indikerede at hun nok stadig ikke var helt ædru, for efterfølgende at give et småsløret grin fra sig.

"Hah, sorry, but I'm wondering. Arn't you a little to young to come at Zeeman?"

Til sidst kunne hun ikke lade være, pigen var jo sød og virkede frisk, men på trods af at hun virkede overraskende selvstændig måtte der vel sidde et par forældre et eller andet sted og undre sig over hvor deres hvad? 14? 15 årrige? datter blev af, Charlie havde i hvert fald selv været rigeligt i knibe når hendes forældre havde ventet oppe da hun selv gik ud i den alder

”Nice to meet ya, Charlie.”
Så kvindens navn var Charlie, et androgynt navn nutildags, sådan var det ikke dengang... Det fik hende virkeligt til at føle sig gammel da hun tog sig selv i at savne de gamle meget simplere dage. Dengang var der i det mindste ingen der navngav børn Harbour eller Dyne. Gad vide om forældrene nogensinde tænkte over hvad barnet ville synes om at hedde Dyne? Pludselig kunne hun se hvor ung kvinden, hende Charlie egentligt var, kun i starten af tyverne, men nu ville hun jo heller ikke dræbe mennesket, hun ville bare vågne med hovedpine og uden pung og mobil. Det sidste var mest for menneskernes skyld så de ikke skulle spekulere for meget over hvad der var sket her, for det endte aldrig godt.

”Im older than you think, but no, if my parents knew of this, they wouldn't be pleased.”
Wil smilede skævt som om hun gemte på en stor hemmelighed og morede sig glimrende, gad vide hvor fuld hende Charlie var? Ikke fuld nok til at falde af sig selv, men med et lille skub måske... Med en lydløs kommando fik hun et lidt hårdere vindstød på omkring 8-10 meter i sekundet til at blæse ind igennem den lille gade, skyerne samlede sig som vinden blæste op og mennesker som væsner ved zeeman skyndte sig indenfor, specielt kvinderne der så ud som om de havde glemt det meste af deres tøj derhjemme.

Samtidig med at vinden ramte Wil i ryggen tumlede hun frem mod Charlie med hånden fremme som om hun ville hilse ordenligt på den anden men så snart hun kom udenfor containernes læ ramte vinden hende hårdt og det var ikke svært at forgive at tumle hårdt ind i Charlie eftersom hun allerede skulle forgive at have fået lidt indenbords. Hvis alt gik vel og Wil ramte ordenligt ville de begge vælte ind imod containeren bag Charlie, med mennesket nederst. Containeren ville givetvis slå hende bevidstløs hvis hun ramte.