An evening off from diaper-duty (Alessia Og Wil)

Dato: 29 Juli
Tid: 22:54
Sted: ”The Scald-crow Pub”
Omgivelser: En halvfyldt pub
Påklædning: Bløde, posede, grå bukser, høje, sorte læderstøvler med en lille hæl og en tynd mørkeblå skjorte.  

Mørket havde sænket sig over Sheria og en hvis kølighed havde endelig indfundet sig på de tre øer. På lugten i det højloftede rum kunne man fornemme at det havde været en varm dag og at alle havde svedt, men de færreste havde været hjemme og vaske sig før de indfandt sig på pubben for at få en tiltrængt kold øl.
I et lidt mørkere hjørne sad der en ung pige, som ikke engang kunne kaldes en kvinde. I hvert fald ikke af udseende. Hun så af udseende ud til at være omkring 15-16 år, men foran sig skubbede hun en drink rundt imellem sine hænder, så de fleste kom til den konklusion at hun havde et forfalsket ID, og var her med nogle venner. Det var ikke et sted hvor man ofte så unge mennesker side over en drink, de fleste gik vist på de der klubber nu til dags, men hende her så ud til at være i sit es. Hun sad fordybet i en samtale med en høj, mørkhåret mand der sært nok lod til at virke lettere underdanig overfor hende.

Wil havde indfundet sig på pubben for vel over en time siden, men hun havde ingen intentioner om at skynde sig tilbage til hytten og til bleer der skulle skiftes. Hun nød den velkendte atmosfære på pubben, nedenunder var en improviseret orkester begyndt at spille gamle druksange og en munter summen af stemmer fuldendte det. Selvom tiderne havde forandret sig, var meget stadigt det samme. For en der lige havde rundet de 300 år var det rart med noget der næsten havde forblevet det samme siden hun var lille.

Manden overfor hende var en informant, en af hendes nyeste og han var endnu ikke sikker på hvad han havde rodet sig ind i, men han var dygtig så hun havde straks sat ham på jægeren som Selene havde hyret hende til at forfølge. Han var forsvundet for noget tid siden, gået under jorden, efter adskillige gange at være dukker op til overfladen for at jage eller en enkelt gang for at finde sig en partner for natten. Men nu var han væk, og det irriterede Wil grænseløst. Hun var god til dette her, rigtig god og hun nægtede bare at lade ham slippe væk. Ikke igen.

Hendes blik havde været let fraværende et øjeblik, men blev så nærværende igen da en køligt pust strøg over menneskemængden. Døren var blevet åbnet da en person trådte ind, og det var ikke et menneske denne her gang.. lugten var.. forkert.
Hun drejede sig imod sin informant, der så ud til at have opdaget hendes pludselige årvågenhed.
”You did good. Keep an eye out for him and an ear to the ground, but be discrete. I'll see you later.”
Han rejste sig hurtigt, lettet, og forsvandt I menneskemængden. Det var måske lidt overforsigtigt af hende at sende ham væk så snart at overnaturlige dukkede op, men de eneste der skulle vide noget om det var enten låst inde I hendes kælder eller gået under jorden. Hellere være for forsigtig end at jokke I spinaten med en som hendes arbejdsgiver. Wil stak hovedet ud fra den lille bås de havde siddet i og selvom hun ikke genkendte kvinden med det samme, var der et eller andet der forgæves prøvede at få hende til at huske hvem det var. Uden at hun lagde mærke til det ændrede hendes ansigt sig fra muntert og afslappet til noget nær en komisk skulen.

Det var blevet senere, end hun havde regnet med. Hun havde lovet forældrene at følge Lisa hjem. En så ung pige på fjorten, eller hvor gammel hun nu var, kunne ikke alene hjem sådan en sen aften. Hverken efter hendes mening, når hun vidste, hvad der lurede derude, eller efter forældrenes som kun, af selvsagte årsager, tænkte på røvere og voldtægtsmænd.
Hun var på vej hjem i sine egne tanker efter at have afleveret pigen trygt og sikkert i deres hoveddør. Nu var hun inden for de sikre rammer et hjem kunne byde mod ubudne gæster.
Dén piger havde virkelig talent. De var kun begyndt at skrabe i overfladen. Hvis hun virkelig gerne ville det her, kunne hun blive stor, det vidste hun sikkert, med alle hendes års erfaringer på bagen. Det var også derfor hun havde tilbudt eneundervisning til hende. Korsang var kun begyndelsen, men det var et godt sted at starte. Her ville hun lære alle teknikkerne.
Alessia blev stoppet i hendes egne tanker, da hun så noget bekendt ud af øjenkrogen. Hun var roligt gået videre med hovedet bøjet, som var hun i sine egne tanker og havde intet registreret.

Really? Here? Oh well, it's not really a surprise, this place is crawling with sups. I wonder..

Hun var forsat rundt om et hjørne, da hun havde set den meget ungt udseende pige sidde ved inde i pubben, gennem vinduet.

Hun havde nu cirklet stedet omkring tyve minutter og ingen lurende vagter var fundet.

Hun var trådt hen til døren og havde åbnet den.
Da hun stod i døren, havde hun kigget kort rundt, før hun trådte ind og lukkede efter sig. Hun var iklædt et par højtaljede gråmelerede jakkesætsbukser i et tyndt stof, der smygede sig om de lange ben. På overkroppen bar hun en enkel hvid skjorte, der var stukket ned i bukserne, som kun gav den langlemmede krop et indtryk af at være endnu længere. Ærmerne var rullet ned for den påbegyndende kølige aften, dog var manchetten ikke knappet. Over den ene skulder holdt hun i pegefingeren en hvid, fintudseende jakke af et kort snit.
Et smil med perfekte hvide tænder blev sendt til en mand, der måbende havde set hende træde ind af døren, før hun med lange, klikkende skridt fra den lille hæl forsatte op mod baren. Blikket var årvågent, trods kroppen var tvunget afslappet.

"You're oldest Irish whisky, please."

Hun fik stukket en god og dyr whisky i hånden, betalte og vendte sig målrettet om.
De lange ben førte hende ned til en specifik bås, der nu kun var okkuperet af en enkelt, ungt udseende gæst.
Hun satte sig overraskende afslappet overfor pigen, mens hun talte.

"O'Rilley.. I'm actually not surprised to see you here with so many of your kin in the same little space."

Det perfekte smil trådte igen frem på det skarpt markerede ansigt, hvor symmetrien var usædvanligt høj, mens hun lod sin tvetydige kommentar falde. For alle andre ville den forstås, som om det var irere hun talte om, men for en der vidste, kunne kommentaren også forstås, som de utroligt mange overnaturlige væsner, der var at finde på disse øer.

Hun tog en lille tår af sin whisky, mens blikket var fæstnet på den yngre pige og enhver pludselig bevægelse, hun kunne finde på at lave.
Dette møde var egentligt ikke et, hun havde lyst til. Men hellere have styr på, hvor tøsen var og holde øje med hende på tæt hold, end blot at undgå hende.
Som vanligt og efter mange, mange års øvelse, kunne Alessias tanker og anspændthed ikke ses på hendes ydre. Kun det venlige smil, der var indrammet af de helt hvidblonde bølgende krøller i den korte frisure kunne ses.

Hendes skulen forsvandt hun fik set kvindens ansigt og blev erstattet af en katteagtig årvågenhed. Hun kunne ikke finde ud af hvad hun synes om at endnu en engel fra hendes fortid besluttede sig for at aflægge et visit, for en som Emmerson aflagde ikke besøg på et sted som dette med mindre hun havde en agenda. Hun strakte sig på den polstrede bænk da englen satte kurs imod hende. Endnu var hendes drink urørt, men den velkendte atmosfære havde gjort hende veltilpas og lidt for afslappet. Godt nok ville englen nok ikke angribe hende fysisk herinde, men hellere være klar. Der var trods alt kun så meget deres skrøbelige fred kunne holde til.
”well.. first of all, this is an irish pub, what did ya expect? And isn't it somethin' 'bout Birds of a feather.. I had to see what all the fuss was 'bout.”

Hendes første fridag i lang tid og så beslutter dette oldtidsfund sig for at ville være social. I det mindste ville den ikke blive begivenhedsløs, hendes fridag. Selv efter en time herinde kunne hun lugte børnene på sin skjorte og det var lige før hun ønskede at der var en eller anden der ville spilde en whisky over hendes skjorte.
”And what 'bout you, Cathy? Come to make sure that i don't eat me way back to europe?”
Døren blev åbnet igen og et pust af vind skubbede lugten babyer op i vampyrens ansigt igen. Hun vrængede surt ansigt, ret sikker på at englen også kunne lugte det. Det skyldtes muligvis at hun ikke kunne huske hvordan det var at have svagere sanser. Lugten var tyk, varm og sød og normalt ville hun have savlet en smule, men efter snart et år lukket inde i et hus med to små menneskebabyer var hun komplet sikker på at hun aldrig ønskede at komme tæt på sådan nogen ingen. Bleskift med vampyrsanser var virkeligt ikke sjovt.
”May the nine hells eat that woman and her spawn!”

Hun bed tænderne sammen da hun så mørkt ned på hendes glas og et kort øjeblik var der frit udsyn til hendes hugtænder. Mareridt havde forstyrret hendes komaagtige søvn, siden børnene blev født og hun
havde næsten opgivet at sove.
Hun løftede hovedet og iagttog englen igen. Hun lignede sig selv, selvfølgelig gjorde hun det, men selv ikke hendes frisyre havde ændret sig mærkbart siden sidst de så hinanden. Hun var virkelig umærket af tiden. Wil selv følte sig mindst et par hundrede år ældre siden dengang i '34.

Et skævt smil og et hevet øjenbryn var den eneste reaktion på Kaylins pludselige årvågenhed. Selv var hun lige så opmærksom som vampyren, men det var ikke mærkbart synligt.

"I didn't pick you for the nostalgic type.. Oh well, maybe someone might actually like you here."

Og hun havde så inderligt ret, på mange punkter var de overnaturlige lige så meget flokdyr som mennesket, i hvert fald nogle af dem. Det var måske ikke ligefrem en flokdyrsmentalitet, men de tiltrak i hvert fald hinanden. Hvilket nok egentligt også var en af årsagerne til, at Alessia var blevet "kaldt" hertil..
Hun tænkte kort tilbage på deres møder gennem de sidste snart firs år. Først i '34, og senere i, var det omkring årtusindskiftet?, hvor hun noget så uheldigt var stødt ind i hende igen et sted i USA. Hun havde derefter brugt nogle år på at følge hende, og havde få år senere endelig fundet, hvad hun søgte.
Alessia lignede sig selv, også når man så på tøjet. Frisuren var ligeledes den samme, den kunne hun kun ændre i kort tid af gangen. Selv ved permanent udglatning af håret havde krøllerne en tendens til at finde tilbage til sit udgangspunkt, med farve gjaldt det samme. Nu gjorde hun kun brug af frisureskift, når det var nødvendigt, ellers lå der alt for meget arbejde i det.
Vampyren selv havde heller ikke ændret sig meget. Hun havde dog fulgt tøjmoden en smule mere end Alessia selv.
Et selvtilfreds smil sås på hendes læber, om det var ved en tanke eller om det var den unge vampyrs næste kommentar, var ikke til at se.

"Couldn't it just be a coincidence that I stumbled upon you here?"

Hun fik det til at lyde som om, at det på ingen måde var en tilfældighed, til trods for at hun netop først her til aften havde opdaget hende gennem vinduet.

"And I would not recommend that you started eating and drinking your way back to Europe. Though you could always fly back and tjeck up on the situation there.."

Det første lød som en tydelig trussel, men var den sidste del af kommentaren mon også en?
Hendes evne til at skifte personlighed og bruge sine talenter for skuespillet var altid så meget sjovere, når der rent faktisk var noget at spille på. Det kunne gøre et uønsket, dog alligevel opsøgt, møde en smule mere overkommeligt.

Ved lugten, som selv et menneske ville kunne genkende og den unge tøs' kommentar trådte et grin henover englens ansigt.

"Is that baby regurgitation on your shirt? You became a babysitter? Does the mother know what she said yes to?"

Det kunne ikke være mere tydeligt, hvordan den gamle engel var dybt underholdt af dette.
Tanken om eventuelle menneskebørn, der var i fare, kørte dog uset rundt inde i baghovedet. Dét blev hun nød til at undersøge nærmere. Var det mon menneskebørn? Og i så fald; blev de brugt som føde på grund af en eller anden sær fetish med spædbarnsblod?

Wil fnøs højt. Englen virkede ikke som typen der overlod noget til tilfældighederne. Hvert et hår på hendes hoved sad perfekt, ligesom hendes jakkesæt. Så man den udefra var det tydeligt at de var ganske modsat. Wil var lille, med rodet hår og tøj der altid var enten krøllet eller plettet af maling, gerne begge dele, men englen overfor hende var høj, med hår der sad som malet på og tøj der aldrig lod til at krølle. Alligevel lod der til at være en forståelse imellem dem, usandsynlig eller ej.
”Right... a coincidence... so your sticking to that story, huh?”

Den første del var wil forberedt på, men den sidste sætning efterlod hende med en følelse af at have fået en mavepuster.
Is it that game we are playing now, Cathy dear. Fine... lets play it like that then.

Wils ansigt forblev upåvirket af englens kommentar, hvilket var et voldsommere advarselstegn end hvis hun havde blevet sur. Hendes øjne var kolde og hårde som to grønne sten, men resten af hendes ansigt blev med en anstrengelse holdt afslappet. Et smalt katteagtigt smil spillede om hendes læber.
”I could, yes. But ain't it also 'bout time for your visit, Cathy Emmerson. How is the old bugger?”

Wil lænede sig tilbage på bænken og så med hovedet på krå over på englen. Begge havde mindet hinanden om hvorfor de ikke havde hoppet i struben på hinanden for lang tid siden, så nu kunne de komme videre. Der måtte være en eller anden særdeles ubehagelig grund til at Emmerson havde opsøgt hende. Det var der altid med de basunengle!
”Now that we have established that neither have gotten senile since last time, why don't we get down to buisness. Why are you here, O holy one?”

Wil så ned og prøvede at få øje på hvad end det var englen snakkede om, men opgav det hurtigt.
”Probably yearh, im taking care of a friends kids, since she's not really mother material. No laughing.. this is a very sirious problem.. They eat.. everything.. it's horrible!”
På trods af at hun var ude på dybt vand, kunne hun alligevel ikke lade være med at grine en smule over situationen og grinet blødte det unge ansigt op så hun næsten lignede en femtenårig igen. Hun kunne godt lide børn, men selvom det aldrig kunne falde hende ind at spise dem så var deres lugt simpelthen for meget en gang imellem. Vampyren vidste godt at hun nok burde finde nogen der var i stand til at tage sig ordenligt af dem, men Wil var ikke sikker på at hun kendte nogen af den slags personer. Det vil blive umådeligt svært at få de to opdraget under de overnaturliges radar. Hvis hun lod dem blive opdraget af mennesker kunne hun ikke være der til at tage sig af dem, men de var mennesker, de ville ikke holde længe i hendes og deres forældres verden.

Alessia løftede en hånd, som var hun dybt uforstående over for vampyrens spørgsmål.
Den lyse, milde stemme have fået en sukkersød med vilje overdreven klang.

"What other game should I be playing?"

Hun så, så tydeligt skuespillet, at Wilith skulle kunne se det, helt såret ud, over at skulle være beskyldt for at lyve. Det fornøjede smil vendte dog hurtigt tilbage.

Hun noterede sig den unge piges reaktion. I virkeligheden havde hun slet ikke været i den del af Europa for nylig, men det kunne tøsen jo ikke vide. Reaktionen var egentligt ikke særligt behagelig at se. Det var svært at holde nogen form for påvirkning ude af hendes kropssprog, men det lykkedes hende dog blot at hæve et øjenbryn, i stedet for den ønskede reaktion. Hendes krop var kommet af med en reaktion, men ikke den, som den egentligt skreg efter.

"Oh, he's quite fine. I was just there last week. He sends his regards!"

Det sidste var løgn, kun Alessia vidste noget om den unge vampyr. Men hun havde faktisk været der i sidste uge. Hun havde alligevel været i nærheden for at handle nogle gamle bøger, der kun fandtes på et særligt marked for overnaturlige. Hun kunne lige nu ikke bare tage tilbage til Vatikanet og søge i deres ukendte biblioteker.
Fint, ville udtrykket for besøget have været. Det var det sædvanlige. Tiden var ikke lige så barmhjertige overfor andre end sådan nogen som Alessia. Et suk, der ikke kunne ses udenpå, mærkededes i hele hendes spinkle krop.
Godt, nu havde de fået dét på plads. Ingen havde selvfølgelig glemt den anden eller deres egen viden, som hun selv lige havde påpeget, men blot en lille påmindelse..

Et lille smil sås over den sidste kommentar.

"What I want? Just to check up on an old acquaintance, see how life's treating her and maybe share a drink?"

Hun løftede sit glas i en lydløs skål og lod den gyldne væske glide ned i halsen. I og for sig var det hun lige havde sagt egentligt sandt. Hun kunne ikke lade muligheden gå forbi, når hun nu havde opdaget, at blodsugeren også var at finde her. Hun var blevet for gammel til, unødvendigt, at snige sig rundt og holde øje med hende på den måde, det var langt nemmere at gøre opmærksom på, at hun ligeledes var her, og at blodsugeren skulle være opmærksom.

Øjnene funklede over det let, måske forvirrede, udtryk der kort sås i hendes ansigt.
En trillende latter røg uvilkårligt op fra den lyse strube.

"Because you have more mother material than this friend? Why.. I can't really imagine that. Do they eat the same as you, or do you eat with these children?"

Med det sidste spørgsmål blev hendes øjne alvorligt stenhårde, sammen med resten af hendes krop. Det var tydeligt, at hun mente, om hun spiste af og ikke med børnene. Men som sædvanligt endte overnaturlige at snakke i gåder, når mennesker var til stede.

Hvis det var dæmonbørn, var hun sådan set ligeglad med dem, udover at de ikke nå at vokse op..
Hvis det derimod var menneskebørn, det havde de forbandede jo også en tendens til at føde, hvis det altså ikke bare var et menneske, så var situationen en helt anden. Så skulle de hurtigst muligt ud af vampyrens hænder og ind i systemet. Alessia selv havde ikke tiden til at opdrage sådan nogle. Og ligegyldigt hvad folk end ja om systemet, så var det alt andet lige bedre end at være i armene på en blodsuger og hvilket andet helvedsyngel hun nu rendte sammen med.
Et skulende blik, der ødelagde det ellers så fine ansigt, rettede sig mod vampyren og flyttede sig ikke.

Wil så med sammenknebne øjne på englen, før hun svarede. Hendes stemme var langt mere munter end det blik hun sendte englen, men kort efter tøede hun lidt op igen. Forhåbentligt var der lang tid til at hendes mand døde, i hvert fald ti år og så kunne de tage den slåskamp til den tid.
”I don't know.. But i betting that it won't be pleasant for me in the end.”

Wil så op fra et lille projekt hun var begyndt på. Rundt om hendes negl lå små bitte træspåner fra bordet og en form var så småt begyndt at dukke op, men det var for tidligt at se hvad det var.
”I'm glad.”
En af formerne var nu blevet til vinger og vampyren kradsede ihærdigt videre på hendes lille kunstprojekt. Hendes forvandling til udød havde styrket hendes krop på mange måder og bordet her var ingen udfordring for hendes negle. Med hænderne beskæftiget begyndte hendes tanker at tage fart. Under ingen omstændigheder troede hun på at Emmerson rent faktisk havde fortalt hendes mand at han var blevet opdaget, og da slet ikke af hvem. Han var for gammel til at kunne gøre noget ved det alligevel.
”I bet he does..”

Vingerne havde nu fået en krop at side på. Wil så op med et skævt, men træt smil
”How life is treating me? Mostly to diapers and alcoholics.. but 'bout that drink.. I see lots of potential in this crowd. How 'bout you?”
Wil slog med hånden ud imod pubbens gæster, de fleste lettere berusede allerede. Hendes smil var bredt, da hun blinkede til englen og fortsatte med at puffe sit glas rundt mellem sine hænder. Hærværket i bordpladen var glemt for nu.

”They mostly eat apple sauce if that's what you after, and no i don't 'eat with them'. That.. no never mind.”
Wil nægtede at vise hvor irriteret det uudtalte spørgsmål gjorde hende. Det var ikke uforventet, snarere tvært imod, men det var altid det samme spørgsmål: Har du ædt børnene/manden/konen?
Hun var altså blevet venligere på sine gamle dage. Havde det været dengang i '34 havde det været et fornuftigt spørgsmål, men det var altså lang tid siden. Derudover havde hun aldrig brudt sig om folk der spiste børn.. hellere lade dem vokse op og så spise dem senere.
”I find that deeply insulting, miss heavenly-wrath! well.. at least a little insulting..”

Wils halvalvorlige ansigt varede kun et kort øjeblik. Hun havde altid været så omskiftelig som de vinde som hun kommanderede og det havde ikke ændret sig siden de sidst havde det hinanden. Hendes humør var godt denne aften, hun var ude af huset og det improviserede orkester klarede sig ganske godt. Hvis englen så bare ville holde op med at insinuere at hun brugte børnene som snack...
"Oh come on! smile a little! It's a lovely evening, in entertaining company. I might not be a good guy, but I'm not from down under. The kids are fine."

Et påtaget formærmet ansigtsudtryk blev sat op.

"Oh come on, you know that I would do nothing that would be unpleasant. At least not for now. And we both know that."

Det sidste blev sagt i en noget mere alvorlig stemme, hvor kun de, der var indviet forstod den oprigtige alvorlighed i dette.

Alessia fulgte neglens arbejde en tid med et fornøjet smil på læben, uden det kunne læses, hvorfor det var der. Iglen var altså ikke helt upåvirket af situationen.
Den, måske ubevidste, tegning af en engel fornøjede hende.

"Mine are not that fluffy or small.."

Kommenterede hun fornøjet på vingerne. Det flammende hav af vingerne havde tøsen vidst kun set en gang tilbage i '34 i en forladt lagerhal. Størrelsen havde fået selv en lang krop som hendes til at se lille ud. Til trods for at de, i denne form, ingen størrelse havde i forhold til, hvilken størrelse de kunne få. At have vinger af ild var heller ikke set ofte, i hvert fald havde Alessia endnu ikke mødt nogen med lignende.

Et øjenbryn blev hævet, da hun tog en tår af sin whisky, før hun lænede sig tilbage på bænken.

"Diapers and alcoholics? What a peculiar composition. What on Earth have you gotten youself into?"

Et næsten lillepiget grin fik hendes ansigt til at se århundrende yngre ud.
Hun ignorerede kommentaren om, at hun skulle kunne finde ligemænd i denne gruppe af mennesker.

"Ohh, just the usual. Enjoying life in this sphere, doing my job here and there. Trying to get people to do their jobs etcetera, etcetera.."

Hun havde sandelig ikke tænkt sig at fortælle Kaylin, hvad hun rendte rundt og lavede, hvilket i og for sig også var rimelig tydeligt i svaret.

Alessia søgte sandhed i hendes ansigt, da hun svarede. Var det mon rigtigt nok, at tøsen ikke brugte disse som levende blodbanke?
De lange ben blev smidt over kryds uden for bordkanten, så der var plads til den og hænderne foldet over hinanden på lårene. Holdningen var rank, lidt for perfekt til et sted som dette.
At englen skulle være blevet venligere over årene, var nu ikke helt sandt. Men deres uudtalte aftale tvang hende til at opføre sig på en måde, som hun på ingen måde lystede, overfor vampyren.

"Insultning? Of course.. What else did you expect from me, when I, for now, am only able to use my words?"

Det var lige nu, den eneste måde, det var hende muligt, at stikke til Kaylin. På alle andre måde havde de ligesom sat hinanden i skak nogle år endnu, og det vidste de begge.

Smilet, der røg op som på kommando, så inderligt oprigtigt ud. Samtidig så kropsholdningen pludselig afslappet ud. Den ene fod blev sat op på kanten af bænken, så knæet var bøjet, mens det andet lå udstrakt uden for bordkanten. For nogen ville tanken om, hvor godt hun kunne spille enhver rolle troværdigt, måske være uhyggelig. Men mange års øvelse og et talent, der havde ligget der, siden hendes første vågne øjeblikke, gjorde hende ganske kompetent inden for dette emne.

"That might be correct, even though it seems improbable.. For a leech you might actually not be the worst. But, I'm wondering, then tell me; How do you expect to raise these, apparently human kids, when you really have.. Nothing in common with them?"

Spørgsmålet var stillet i et afslappet, konverserende toneleje, som var hun blot nysgerrig vedrørende vampyrens tanker om emnet.
Hun så ingen mulig måde, hvordan en vampyr skulle kunne opdrage nogle menneskelige unger, uden der skete fejl, kunne passe ind i en sådan verden, som menneskene faktisk intet måtte vide om, eller i værste fald døde af det..
Hvis ikke selv iglen havde en eller anden fornuftig idé, så kunne hun selv blive nød til at finde dem og tage dem til et mere passende sted for mennesker. Og selv hvis hun påstod, at hun havde en plan, var det aldrig til at vide, om hun rent faktisk ville følge den ud i livet.
Alessia kunne godt blive tvunget til at gøre noget ved situationen selv, som hendes kald bød hende det.

Wil hævede bare tvivlende et øjenbryn af Emmerson. Nej, måske kunne hun ikke være ubehagelig ved vampyren endnu, men med hendes mands alder var der ikke mange år til at de to ville tørne sammen. Forhåbentligt ville hun have fået børnene langt væk til den tid... og når den tid kom burde de nok finde et øde område i alaska at tørne sammen. Hun havde set noget af englens sande form for mange år siden og godt nok havde hun været en smule halvfuld på det tidspunkt, men Wil var ret sikker på at englen havde været flere meter høj og hendes vinger havde muligvis været i brand. Vurderende så hun på den høje, slanke engel..

”Who said i was drawin' you, dear? I..”
Et velkendt silhuet var begyndt at blive synlig. En frakkeklædt mand med en stok og langt mørkt hår. Wil håbede inderligt at de to ikke kendte hinanden. Bare fordi at de var engle betød jo ikke nødvendigvis at de havde boet på to skyer, lige ved siden af hinanden. Emmerson lod dog til at være meget interesseret i projektet og det tydede ikke godt.

Hun placerede bestemt sit glas oven på tegningen og så surt ud af vinduet. Nogen gange når man tegnede var man ikke sikker på hvad man egentligt prøvede at tegne, men ens hænder lod til at vide hvor man skulle hen og det var noget i den retning der var sket her. Englen lignede lidt for meget ham der havde befundet sig i Chers lejlighed den nat hvor børnene blev født. Ham, der havde sagt at han ville komme efter børnene og havde forsøgt at gå divine avenger på hende.
”I seem to have a knack for trouble.. lets just leave it at that. But you are still playing shepherd.. Doesn’t that get boring after all this time? Seeing humans screw up again and again..“

”well.. for now that seems to be the only way that we can throw punches at each other, yes."
Forandringen i englens holdning gik ikke ubemærket og wil måtte anstrenge sig for ikke at se dybt mistænksom ud. Enten forsøgte Emmerson at opføre sig pænt, ellers var hun ude på et eller andet og Wil kunne ikke finde ud af hvilken en af dem var mest sandsynlig. De havde begge to sat hinanden i skak, med en kniv for hinandens strube og havde tvungen hinanden til at opføre sig pænt i hinandens selskab, men ingen af dem stolede på den anden hvilket nok ikke var noget under. Hun var udød, med en kritisk mangel på sjæl og Emmerson var engel, lavet af enhjørninger og regnbuer og sådan noget.

”You really thought...”
Med et halvkvalt latterudbrud afbrød Wil sin sætning. Da hun kort efter blev alvorlig igen så hun med hovedet på skrå over på englen. Hun havde aldrig alvorligt overvejet selv at opdrage børnene, om hun havde leget med tanken, jo da, men med jægere, engle, dæmoner og alt det andet omkring hende ville det være noget nær umuligt at holde børnene i live længe nok til at de ville kunne flytte hjemmefra.
”I'm not gonna raise those kids.. Are you completely nuts? No, i have someone in mind, and it's gonna be very far away from these crazy islands. Hopefully that will make them remain under the radar.”

Hun havde under hendes snak med englen indset at hvis hun ikke fik børnene væk fra øen snart ville de ende med at blive indblandet i deres mors affærer og det ønskede hun ikke for de små. Godt nok manglede hun en sjæl og i nogens øjne betød det at hun var ond, nok ikke helt ufortjent, men børn var et ømt punkt. Det var ikke deres skyld at deres mor var lettere sindssyg.

Selv huskede Alessia deres sammenstød. Vampyren havde været stærk inden for aerokinese, meget stærk for sin forholdsvis unge alder endda. Hun huskede også tydeligt vampyrens første ansigtudtryk, da hun havde set lidt af Alessias sande jeg. Overraskelsen og det første chok i hendes ansigt havde været næsten komisk. Om det var fuldskaben eller direkte dumhed, der havde fået hende til alligevel havde fået hende til at forsætte sammenstødet, havde Alessia endnu aldrig regnet ud. Dog havde tøsen alligevel til sidst indset, at hun ikke kunne vinde dette og havde stukket halen mellem benene.
Tankerne vandrede stille tilbage til nutiden. Et grinende udtryk, som havde hun taget et mindre barn i noget, de ikke måtte for deres mor poppede pludseligt op, da hun så, hvordan tegningen udviklede sig.

"You have that run-down blind, old man on your mind?"

Stemmen lød oprigtigt overrasket. Men om det var endnu en spillet rolle eller ej, var ikke til at vide.

"I'm not surprised that he runs with someone like you, but what in the nine choirs could you possibly get out of him? Maybe except something to drink."

Manden var jo blevet ynkelig, havde kun ondt af sig selv og havde opgivet alt omkring sig. Hvad kunne hun dog få ud af ham? Føde, selvfølgelig. Men hun havde set ham for nylig, og det var bestemt ikke lænket i en kælder. Viden måske? Hun kunne ikke rigtigt se en mulig sammenhæng mellem dem. Men så igen, man ville heller ikke have gættet sig til, at en engel og en vampyr sad på en pub og havde en fredelig samtale..
Nysgerrigheden boblede op i hende.

""As far as I know, you have yourself to blame for most of your problems.. And how could it get boing? No matter how much you think you know they always keep coming up with new ideas to do things! Just think of how much has happened the last few hundred years!"

Hun lød faktisk som om, hun mente det oprigtigt. Hvilket hun også gjorde. Menneskene og deres finurligheder var en evig underholdning for hende, til trods for deres samtidige sårende forfald.

Hendes afslappede holdning så ud til at virke. Slappede vampyren faktisk en smule af? I hvert fald hvis man tog ud fra de ting, hun fortalte, ting man måske ikke ville have regnet med, at hun ville fortælle til en engel.

En lille lettelse føltes halvhjertet indvendigt. Hvis Kaylin rent faktisk mente dette oprigtigt, så ville børnene ikke blive opdraget af en vampyr og hendes omgangskreds. Men det var ikke til at vide, om der rent faktisk var sandhed i ordene. Men som hun talte om at beskytte dem fra de overnaturliges verden, fik hun det faktisk til at lyde som om, hun kærerede sig om disse menneskelige børn.

"You actually do seem to care about these kids.. Their parents must be something.. Special, since they ended up with you and have to remain 'under the radar'."

Hun hentydede tydeligvis til, at deres ophav måtte være overnaturlige, ellers ville det heller ikke give meget mening, at de skulle skjules. Krøllerne svajede med, da hun lagde hovedet let på skrå i tanker. Var denne barnevampyr rent faktisk børneglad og nærmest skruk?
Selv havde Alessia da haft tanken for mange år siden, men havde hurtigt og på flere måder ligesom fundet ud af, at børn ikke var noget, hun skulle have i sit liv.

“Why am I not surprised that you know him? Are you all neighbors, all you from uptown? Never mind..”
Wil skar en grimasse og så endnu en gang på hendes projekt. Det undrede hende på sin vis ikke at de kendte hinanden, hvem ved.. måske boede den blinde engel på skyen ved siden af.
”I've only met him once or twice, but i always seem to forget his name. Lets just say that he left an impression, especially on my friend.”

Han efterlod et indtryk, specielt hans pludselige lyst til at slås. Hans humør havde skiftet alt for hurtigt til at det gav nogen mening, pludseligt havde han bare lagt de børn som han havde været så forhippet på at beskytte fra sig og så ud til at være blevet sindssyg. Heldigvis havde han været fornuftig nok til ikke at begynde at slås med en vampyr i hans tilstand. Brækkede ribben, blødende ud over det hele.. nej, han havde vist været bedre tjent med at tage hjem og pleje sine sår.

”That is true most of the time, but hunters does also seem to like me, which for your information, is far worse than being hated by them.”
Vampyrens smil var bredt og det var svært at finde ud af om hun talte sandt eller ej. For Emmerson ville det nok være svært at tro på, hvilket Wil egentligt godt kunne forstå. Der var tydeligvis noget galt et eller andet sted. Englens fascination med mennesker havde den unge vampyr svært ved at forstå. I sine mange år havde hun set mere end rigeligt af den menneskelige opfindsomhed.

”True, they keep on figuring out new ways to kill each other.. Charming, right?”
Det var ikke så meget at Wil slappede af som at hun var en god skuespiller og hun ikke følte at der var en trussel fra englen på dette tidspunkt. Tværtimod var hun langt bedre tjent med langsomt at vinde hende over. Det hun havde fortalt englen anså hun ikke for noget specielt. De lod til at skulle holde hinanden ud i et godt stykke tid endnu, og når hendes mand en dag døde, så ville hun tage den derfra. Den dag gjaldt det om at være hurtig.. få lavet sit træk og beskytte sine værdier.

”I just don't want the kids to be used against their parents, thats all.”
Det var ret åbenlyst hvad hun talte om. To menneskebørn født af overnaturlige var en nem måde at ramme forældrene der hvor det gjorde ondt, og det kunne hurtigt ende med at koste børnene livet. Blev de hos Wil og deres mor ville de ende med at være viklet ind i de overnaturliges affærer og det var ingen tjent med.
”You guys seem to think that people like me have a problem with the whole caring part, must be the soul-thing.. So how could I possibly care for them?”
Wil blinkede af englen og lænede sig muntert tilbage på bænken, virkede komplet afslappet og så bare ud til at more sig over englen. Det var muligt at hun var blevet blødere med årene, men blødheden tjente sit formål. Hvis hun skulle overleve et par hundrede år endnu skulle man bruge allierede, og Emmerson virkede som en der kunne være brugbar i fremtiden.

Et lille fnis trådte over hendes læber, og hun rystede en smule på hovedet.

"When you've lived as long as I have, you do get to know a lot of people."

Var hendes svar blot. Det virkede mest af alt som en konstatering, men var man af den mere paranoide type, kunne det tørre toneleje måske forstås som en trussel. Tvetydigheden var i hvert fald at høre.

Munden åbnedes let som i en påtaget overraskelse.

"He left an impression on you? I wonder how he possibly could've done that."

Hvilket i og for sig også var sandt. Med hans blinde øjne og hans opgivenhed overfor verdenen, tvivlede selv hun på, at han overhovedet gjorde sig i sådan noget længere. Måske var han alligevel ikke helt tabt?

Alessia så ikke ud til at mistro den unge piges næste ord. Ikke alle jægere var lige så principfaste som mange udgav sig for. Mange havde gennem tiden netop gjort sig brug af de overnaturlige til informationer og dets lige. Nogen havde også bare kunnet lide dem. Dette var i hvert fald ingen overraskelse. Det fornøjede ansigtsudtryk fandt igen sin vej frem til det markerede ansigt.

"Hah.. Why do I find it easy to imagine that you've attracted a human? You must either have become softer over the years or you probably just know something the hunter wants."

Det var i hvert fald hendes gæt. Det var selvfølgelig muligt, at jægeren blot kunne lide hende, men det fandt den ældre engel mindre sandsynligt.

"Ohh yes.. It's very charming."

Mere kommenterede hun ikke på dette emne, mens hun tog endnu et nip af sin whisky. Indtil videre var kun omkring en centimeter forsvundet af glasset. Hun smagte på væsken, javist, men hun har ikke tænkt sig at blive påvirket, når Kaylin var i nærheden. Og hun havde ikke tænkt sig at diskutere emnet "mennesker og deres væremåde" med en blodsugende igle. De ville for det første aldrig blive enige, og diskussionen ville efter al sandsynlighed aldrig blive færdig. Og selvom de skulle holde hinanden ud i nogle år endnu, havde hun ikke tænkt sig at bruge tiden på en diskussionsklub mellem dem. Det var ikke det hun var her for.

Englen nikkede kort og forstående, så de bølgende krøller igen hoppede let på hendes hoved.

"That is probably a smart move.."

Selvom hun gerne så, at de overnaturlige væsner fik problemer på halsen, mente heller ikke hun, at deres menneskebørn skulle involveres i problemerne. Det var menneskebørn - de skulle gerne holdes væk fra hele denne verden.

"Oh I don't have a problem with that part. I've seen your kind care for another being before. I know you have some kind of feelings, it just doesn't work in the same way as a person with a soul."

Stemmen var rolig og ikke nødvendigvis fornærmende. Hun havde set vampyrer gå i følelsesladede frenzies, når eksempelvis deres mage havde fået endt deres eksistens ved hendes hånd. Det samme gjaldt ofte deres børn, selvom hun var sikker på, at dette også invovlerede det såkaldte "child-creator"-bånd. Men en eller anden form for følelser havde hun set gennem tiderne blandt disse bæster.
Men hun var sikker på, at det var en nyere ting med denne vampyr. Dette ville nok ikke være sket for et halvt århundrede siden. Der ville hun være blevet oprigtigt overrasket over at høre, at Kaylin skulle have gjort andet med et menneske end at tømme det for blod. Tøsen havde ændret sig. Eller også var hun bare blevet ældre og klogere, hvilket hun jo også blev nød til for at overleve. Dette var godt for vampyren, men skidt for alle der ønskede hende død. Alessia kunne ikke komme uden om, at vampyren var stærk af sin alder at være, allerede for halvtreds år siden.

"So when do you plan on having the children moved? Since I found out so easily others will probably learn of it soon. They can't stay here for long."

Spørgsmålet var af oprigtig interesse. Menneskebørnene var endnu, efter al sandsynlighed, umærkede af situationen, men det ville ikke blive ved. Hvis vampyren ikke selv var i stand til at sørge for det, måtte Alessia jo hjælpe til. De skulle væk herfra..

Englens diskrete hentydning til hendes alder var ikke tabt på Wil. Hun havde, selvfølgelig, diskret samlet oplysninger om englen, og den smule hun havde fået fat I havde etableret at Emmerson her var mindst 900 år gammel. Dæmonen som havde givet hende den information havde dog også haft historier som måske kunne være om den samme, fra et stykke tid før 1100-tallet. Kort sagt havde hun i hvert fald 600 år på Wil, men vampyren kunne ikke rigtigt påstå at hun var nervøs ved tanken, snarere spændt.
”Yearh, ya really are ancient, aren't ya..”

Englen havde virkeligt gjort et indtryk, både et positivt og et negativt. Vampyren kunne ikke andet end at beundre hans voldsomme vilje til at beskytte de to børn, selvom der var en dæmon der var ved at flå vingerne af ham, men da han pludselig vendte sig imod hende og tilsyneladende ønskede at slås var det at hun begyndte at tvivle på hans intelligens.
For at være fair havde hun også stillet sig ind foran dæmonen som næsten havde flået ham fra hinanden, men en engel der næsten lod til at være gået i frenzy var alligevel noget nyt for Wil og ikke et syn hun håbede at se igen.
”Let's just say that he didn't seem to like the company i kept..”

Wil så næsten ud til at blive støt over at englen mente at hun var blevet blød over tiden, men et bredt smil og et drillende glimt i hendes øjne fortalte en anden historie. Hun var blevet venligere med tiden, en blanding af nødvendighed og en erkendelse af at det var endnu sjovere at overraske jægere, gøre dem godt og grundigt forvirrede, end at skræmme dem.

“Or maybe I just enjoy playing with them? It really is very funny charming the lot of them..”
Det var altid sjovt at se jægerne være i tvivl om hvor vidt de skulle skyde og få det overstået eller om de skulle 'skåne' hende. Og hvis hun så endelig fandt en hun ikke kunne charmere, så kunne hun altid bare lege lidt med og så forsvinde ud i skyggerne.

“That's an interesting point of view from one of you cherubs. I'll be looking forward to hearin' the story behind that change o' heart.”
Wils overraskelse var hun tydelig et øjeblik inden hun begyndte at smile bredere og bredere. Smilet var ikke så meget muntert som det var drillende. Et eller andet havde fået dette oldtidsfund til at ændre mening om vampyrer og Wil ville meget gerne vide hvad det var. Måske kunne hun en dag selv bruge den viden...

Wil lænede sig frem over bordet og lod som om hun tog et sip af sin drink. Man kunne stadigt se smilet fra før I hendes øjne, men der var en alvorlig undertone da hun besvarede englens spørgsmål. Meget havde hun fortalt englen, primært for at sikre sig at hun ikke fik besøg midt om dagen af en småsur engel, men dette her var lige over grænsen.
Børnene ville blive flyttet væk herfra, men ikke om hun ville fortælle nogen om hvornår det skulle forgå. Hun var ikke engang sikker på at hun ville fortælle McClain hvornår hun fjernede børnene fra de her skøre øer.
“And then we just entered the ''None-of-your-buisness-zone''. You guys might be the good guys, but that doesn’t mean that I am anywhere close to trustin' you.”

Med et blink til englen puffede hun sit glas fra sig.
“Who knows what you nutters could do to their morals...”

En hjertelig latter flød op ad den blege strube, og et funklende smil kunne ses helt oppe i øjnene, da hun igen kiggede på den yngre vampyr. For hun vidste, at det var en yngre vampyr. Så vidt hun havde kunne finde informationer, var denne barnevampyr ikke mere end nogle århundrede gammel.

"I am ancient, in some eyes. That really depends on who you ask, dear."

Et lille blink fulgte med kommentaren, som egentligt i alle henseende var sand. Det afhang virkelig af, hvem man spurgte. Om der så var en større del, der mente, at hun var ældgammel, var så en anden side af sagen.

Smilet forsatte stadig ved den unge tøs' næste kommentar, og da hun kunne skimte det tænksomme blik. Hun måtte virkelig finde ud af, hvad Helias havde gjort. Det fik i hvert fald pigen til at tænke, og måske var der faktisk en mulighed for, at hendes "rival" ikke havde givet helt op. Der kunne her være en god mulighed for at arbejde videre med ham.

"He didn't like the company you kept? Ohh, I really do wonder why.."

Det sidste blev sagt så tørt, som det overhoved var muligt. I det mindste gik han stadig op i det, nok på grund af de uskyldige menneskebørn. Hun håbede en smule. Det gav bestemt nogle muligheder, at han gik op i det.

Kaylin så selv ud til at være en habil skuespiller. Det var en fornøjelse, at møde en anden, der ligeledes besad dette talent oprigtigt, selvom det da til tider også kunne være træls, at hun ikke var lige nem at aflæse. Men med en samtale som denne var det mest af alt bare en fornøjelse. Alessia stod altid i standby. Kirkeklokkerne kunne når som helst begynde at opføre sig forkert og kalde hende ind til en given opgave. Men der var sandelig ikke noget galt i at have lidt sjov, i mens hun ventede.

"I do not for one second doubt that as your oppinion. They really are a charming lot and can be quite fun to play with, as you put it."

Ja, jægerne kunne faktisk være ganske sjove at lege med. Alessia gjorde det nok ikke ligefrem på samme måde som vampyren, og hjælp var ofte at finde i hendes "sjov". Men det behøvede vel ikke at være kedeligt og ligetil at hjælpe dem?

Alessia lod ikke til at lade sig påvirke af kaldenavnet. Udadtil så hun faktisk så ligeglad ud, som man kunne være. Hun var blevet kaldt værre gennem årene. Og egentligt var keruber i den oprindelige forklaring nogle ganske habile engle. Ikke som de blev set i dag, som små, tykke drengebørn med vinger, men i deres vogtende fire-hovedet dyreskikkelse med seks vinger, som det fremgik af Ezekiels bog. Folk havde i dag bare en tendens til at glemme denne oprigtige betydning.

"An interessting point of view? You haven't had an encounter with it yet? And still it seems that you actually care for these children or at least for their parents. As you at least state, you haven't eaten with them and you want to protect their parents. That is a perculiar habit for one who is apparently surprised to hear my point of view.."

Kommenterede hun både på hendes ord og hendes ansigtudtryk. Tøsen så ud til enten at kære nok om forældrene eller børnene til ikke at skade dem - hvis hendes ord da var sande, og så kunne denne overbevisning ikke komme oprigtigt bag på hende. Ellers kærede hun sig faktisk ikke for nogle af dem, men der var noget andet, der drev hende til det, hun gjorde, og så kunne det være nok så overraskende at høre. Det var de to muligheder englen så, og det betød, hvis historien faktisk var sand, at hun enten havde følelser, ellers var hun bare kommet i klemme på en måde, der kunne være interessant at lære noget om.

Et lille smil trådte endnu engang over hendes smalle læber.

"That. I am not surprised to hear. Trusting me doesn't really lie in your repertoire, I believe. Relax.. It was just a mere curious question, since I do hope that you'll get them away from here soon."

Det lille smil blev til et oprigtigt grin.

"Their morals? Are you afraid that they'll turn against you when they get older, dear Kaylin?"

Hvilket sandelig var en mulighed. Og så faktisk ikke alligevel. Hvis Alessia nogensinde kom i kontakt med dem, ville det blot være for at beskytte dem mod vampyren og hvem end hun havde omkring sig. Hun havde på ingen måde tænkt sig at fortælle dem om denne verden. Og i øvrigt ville hun slet ikke være i nærheden til at kunne gøre noget ved deres morale. Hun havde sandelig ikke tid til at opdrage to menneskebørn eller lege deres seje moster. Hvis det var hende, der stod for det, ville hun sørge for, at de kom væk, i sikkerhed, og måske tjekke op på dem fra tid til anden, men det ville virkelig også være det.

”Yes.. it's so very peculiar.”
Wils tørre smil matchede hendes tonefald perfekt. Det var virkeligt intet under at englen ikke havde brudt sig om McClain, hun havde trods alt forsøgt at æde ham. Godt nok var sådan noget formentligt ikke en sjældenhed for engle der, lidt ligesom mennesker, lå et godt stykke nede i fødekæden. Engle havde magi og vinger, men tilgengæld brækkede deres knogler hurtigere end nogen andres. Knækket når knoglen brækkede var også mere hult, end når man brækkede et menneskes knogler. Det var i hvert fald hvad Wil havde erfaret igennem tiden.

Jægere og overnaturliges forhold havde altid været et anstrengt et. Til tider arbejdede de sammen med englene, noget der ikke havde hjulpet de andre overnaturliges forhold til engle, mens andre gange skød de efter alt der ikke var menneske, engel eller ej.
Vampyrer lod til at være et specielt betændt punkt for mange jægere. Det var nok det med at vampyrer selv havde været mennesker en gang og nu spiste deres tidligere artsfæller. Muligvis en grim påmindelse om hvad jægerne og deres familier kunne ende op som hvis de ikke passede på.

”Them using their brains for once, is a sight worth all the pain. It's like a jock discovering that he likes comic-books. Suddenly the world isn't as easy to navigate any more.”
I 80'erne havde vampyren også selv haft en periode med tegneserier, men som konflikterne mellem hende og hendes skaber var spidset til var de gledet i baggrunden. Og nutildags lod det til at være et must at kvinder skulle være afklædte over det hele, så hun havde besluttet sig for at vente ti års tid og så prøve igen. Måske ville der være noget der var værd at læse til den tid.

”Your kind always seem to surprise in the wrong way.. Nothing that inspires confidence. And whether I care for them or not, it does not matter. Keeping them would be a liability to our secret, and that would not be worth it for any of us.”
Wil smilede stadigt et lille smil, men hendes øjne var blevet hårdere. Det var ikke til at sige om hendes bekymring for børnene havde været oprigtig. I og med at hun forsøgte at benægte at bekymre sig for børnene kunne man argumentere for at virkelig bekymrede sig for børnene, men for en der kendte vampyren fra de gamle dage var der også den mulighed at hun bare brugte børnene, måske for at kunne styre forældrene i den retning hun ønskede.

”I could say the same about you. And I'll get them away from here when I see fit.”
Et bredt smil blødte vampyrens ansigt en smule op, men hendes ord var lige så bestemte som før. Hun havde ingen planer om at fortælle englen mere om hvor og hvornår hun sendte børnene afsted. Det skulle dog være snart, for det var begrænset hvor længe hun kunne holde dæmonen i kæleren og englen væk fra hendes hoveddør. Specielt det sidste var en af de større bekymringer. Magien skulle nok holde McClain nede i kælderen i et godt stykke tid endnu, men englen her havde et eller andet for at stikke hendes næse steder hen hvor den ikke burde være, som Wils forretninger for eksempel.

Englens ord vedrørende børnenes loyalitet i fremtiden fik hende dog til at bryde ud i et, tilsyneladende oprigtigt, grin.
”Turn against me? Hardly. I'm more worried about what you lot could fill their heads with... nonsense of a almighty god, good and evil as very defined things.. stuff like that.”
Som Irer født I 1600-tallet var Wil opdraget katolsk og huskede ganske klart og tydeligt både de gode og dårlige ting der fulgte med. Som mange andre bange nyfødte vampyrer igennem tiden havde hun desperat bedt for at vågne op og indse at det var en drøm. Tilsidst var hun blevet træt af at bede og havde besluttet sig for at få mest muligt ud af efterlivet.

“Talking about good and evil.. what kind of game is it you are playing? Why are you being so nice? I don't buy it... not for a second.”
Alle spor af smil og munterhed forsvandt fra vampyrens ansigt, for et øjeblik. Hendes skulderlange krøllede hår dækkede hendes ansigt for nysgerrige blikke og hendes kølige blik var reserveret kun til englen overfor hende.
Hugtanden prikkede imod hendes underlæbe da hun løftede glasset og lod som om hun tog et sip. Det var tydeligt at vampyren var blevet ældre siden de mødtes første gang. Hendes stemme og muntre humør var det samme, men det var blevet langt sværere at skille skuespil fra virkelighed. Der var også noget i hendes øjne der virkede anderledes, måske var det lyset?

((Trådslutning grundet tid og karakterdød))