skæbnen eller?? (Alessia)

Dato: 12 June 2013
Tid: 19:00
Årstid: Summer
Vejr: Overskyet med middel blæst
Sted: Wareclare Domkirke
Omgivelser: Lange Rækker af tomme kirkebænke, rundt omkring kan man se enkelte folk som er sent i kirken for at bede, enkelte præster er stadig til stede.
Påklædning: En enkelt lang hvid kjole og en trends coat i sort stof uden over.
 
 
Hun havde siddet der i flere timer nu, mange af præsterne havde været henne og høre om de kunne hjælpe hende, men svaret havde været det samme.
 
Kallisto kiggede op på det store crusifix. hun havde længe spekuleret over hvorfor Jesus altid blev fremstillet som lidende. hvis gud virkelig eksistere, så er han jo hos ham, den mand som skal være hans far, burde de så ikke lave ham som glad, han er jo der hvor han hører hjemme.
 
Hvad der havde drevet hende til dette sted vidste hun ikke, det havde bare været som om at i dag var den rigtige dag. Hun havde stadig ikke besluttet sig for om hun overhoved troede på den kristne gud.
 
Hvis du virkelig eksistere, vil du så ikke hjælpe mig med at finde ud af hvem jeg er, hvor jeg hører til og hvad mit formål er? Er jeg en vanskabning eller er jeg ment for noget? Er der en mening med at jeg er her? En mening med at jeg intet husker? Hvis du kan give mig hukommelsen tilbage vil jeg være dig taknemmelig.
 
Det var med små faste skridt hun gik op til alteret, hvorfor hun gjorde det anede hun ikke, men et instinkt inden i hende, fortalte hende at når nu hun var her, så skulle hun knæle der.
Det var med en let tøven at Kallisto placerede det ene knæ foran alteret, det andet fulgte trop uden at brokke sig.
 
En fred begyndte at ligge sig over hendes sind.
Med en klar stemme begyndte hun at messe.
” Padre nuestro,
que estás en el cielo.
Santificado sea tu nombre.
Venga tu reino.
Hágase tu voluntad en la tierra como en el cielo.
Danos hoy nuestro pan de cada día.
Perdona nuestras ofensas,
como también nosotros perdonamos a los que nos ofenden.
No nos dejes caer en tentación y líbranos del mal.
Amén.”
 
De gamle ord kom et sted inden fra, et sted hun ikke kunne erindre at have været før. Da hun nåede det sidste kom Amen med en syngende ren tone, nået der faldt hende så naturligt at det næsten skræmte hende.
 
Længe blev hun sidende og kiggede på alteret, hun følte sig til pas.

Den sene korsangsundervisning var netop afsluttet. I hverdagene foregik det altid efter arbejdstid for at tage hensyn til både de unge studerende og de voksne arbejdere. De havde endnu engang brugt tiden på at indøve søndagens messe. En ny, ung pige på omkring de 14 år havde gjort sig bemærkelsesværdig ved en særligt klar stemme. Hun havde et naturligt talent, der kun manglede teknisk finpudsning. Hvis det var dette hun ønskede, skulle hun nok blive en dygtig sanger.
Underviseren åbnede for døren ud til selve kirken fra øvelseslokalet og hilste eleverne forsat god aften. Underviseren var en kvinde midt i tyverne. De lyse krøller var korte, klippet i en frisure der, om muligt, markerede de skarpe kindben endnu mere. Et oprigtigt smil sås i det skarpt udformede ansigt, da hun sagde farvel til den unge pige, og opmuntrende ord fulgte efter. Kvinden var iklædt et par lette slå-om hørbukser i en naturlig lysebrun farve. På overkroppen bar hun en isblå tynd skjorte, som hun netop foldede ærmerne ned på, inden hun trådte ind i selve kirkeskibet.
Her var kun få mennesker tilbage og en smilende hilsen blev sendt efter den sidste præst, der var på vej ud.
 
Alessia blev stående en tid op ad en sølje midt i skibet. Hun nød den trygge stilhed, der altid var at finde i en kirke, og særligt en så smuk som denne gamle domkirke. Hendes blik fangedes af en ung kvinde, der netop havde rejst sig op og var på vej op til alteret. Kvinden knælede, og Alessia forstyrrede hende ikke deri.
Først da kvinden begyndte at messe, stemte en klar, ren stemme i. Denne dog ikke på det samme sprog, dette var den gamle latin, der var blevet brugt før Reformationen. Men ordenes rytme fulgte kvindens.
 
"Pater Noster, qui es in caelis,
sanctificetur nomen tuum.
Adveniat regnum tuum.
Fiat voluntas tua,
sicut in caelo et in terra.
Panem nostrum quotidianum da nobis hodie,
et dimitte nobis debita nostra
sicut et nos dimittimus debitoribus nostris.
Et ne nos inducas in tentationem,
sed libera nos a malo.
 
Amen"
 
Stemmen var kommet tættere og tættere på, selvom skridtene fra de lydløse fødder ikke hørtes.
Da ordet "Amen" blev udtalt, lød stemmen kun få korte skridt fra kvinden ved alteret.
 
Den lyshårede kvinde, der stod bag hende, smilede hjertevarmt. Den ene arm hang afslappet ned langs siden, mens den anden krydsede over det smalle bryst for at holde om den modsatte overarm.
 
"Spanish.. You're a long way from home."
 
Stemmen lød rolig. Venlig.
Hoved blev lagt let på skrå, som genkaldte hun sig noget.
 
"And you were here, when I came over an hour ago. What burdens you, child?"
 

Det var sjældent, at mennesker sad her i flere timer. Det var atypisk, for i dagens verden havde folk ikke tid til at sidde i en kirke så længe. Der var gøremål, der skulle ordnes, aftaler der skulle nås. Efterhånden var det kun kirkens folk, der fandt tid til at bede og finde ro i en kirke så længe. Og denne kvinde var ikke ansat, det vidste Alessia. Hun havde efterhånden mødt alle, der arbejdede her. 
Hun tog sig normalt ikke af menneskenes normale problemer, men engang i mellem var det nemmere at have med at gøre, end de overnaturlige problemer, og i dag havde hun tiden.

Kallisto kiggede ned på sine foldede hænder, hun havde godt hørt den fremmede stemme. Men hvad skulle hun svare til det spørgsmål. Hvorfor bekymrede denne fremmede sig overhoved om hende.
Måske gud virkelig sendte et svar!
 
Forsigtigt vendte hun sig imod den fremmede. Kallisto havde allerede vidst at det var en kvinde som havde talt til hende, men hun var ikke forberedt på det syn der ville møde hende.
De lyse krøller i den korte frisyre var så ulig hendes egne lange mørke krøller. De markante kindben fik den fremmede til at fremstå smuk på en måde som ikke mange mennesker kunne opnå.
Men det var kvindens øjne som fangede hende.
 
”I do not know, i just feel at peace in here”
 
Hurtigt fik hun rejst sig. hun vidste ikke hvorfor, men hun ville hellere se denne kvinde I øjnene, frem for at ligge på knæ.
Som hun kom op og stå, kunne hun selv se forskellene mellem dem. Den fremmede kvinde så sofistikeret ud i sin isblå skjorte. Hvorimod Kallisto var smertefuld klar over hvor forkert hun selv så ud. Hun havde valgt den hvide kjole fordi det var det fineste hun ejede og hendes trenchcoat var den eneste hun havde. Hun viste godt at med hendes lidt mørkere hud, ikke altid kunne bære hvidt.
 
”I had never been here before, is it always so quiet?”
 
Hendes stemme rystede, hun var ikke god til at tale med fremmede. Det her var det sidste sted hun havde ventet at en fremmed ville tale med hende, måske præsterne, men de havde bare spurgt om de kunne hjælpe. Men denne fremmede havde taget del i den bøn hun havde sendt.
Kallisto vidste godt at det havde været på et andet sprog, men hun havde genkendt det, det havde været det samme.

Da den unge kvinde rejste sig op, kunne Alessia rigtigt se hende. Før havde det kun været ryggen af trenchcoat'en, hun havde kunne se. Kvinden havde et symmetrisk udseende, og i Alessias øjne var den hvide sommerkjole blot en pæn kontrast til den mørkere hud. 
Et anerkendende smil trådte over hendes læber. Den fredfyldte fornemmelse i kirken, som kvinden følte, kom ikke bag på hende. Selv fandt hun som engel altid en ro og en fornemmelse af overblik, når hun var nær hellige steder, dette var ganske normalt, og for mange mennesker var fornemmelsen ligeledes den samme. 

"Ah.. So you don't know what burdens or you just stayed because you feel at peace?"

Stemmen var søgende, rammende, mens blikket søgte at læse hendes udtryk og kropssprog. Dette virkede som en ung, forvirret kvinde, når selv hendes svar var lettere tvetydigt. 
Den højre hånd gled fra sin position på venstre overarm og ned på underarmen, og et kort øjeblik var blikket langt væk, men blev så hurtigt nærværende igen, at man kunne blive i tvivl om, hvorvidt blikket havde været der. Det næste udtryk, der trådte over det lyse ansigt, var tilnærmelsesvis overbærenhed blandet med den vedvarende venlighed.

"You haven't been to many churches, have you? Unless there's a mass or another event, a church is normally a place of silence and peace. A place where people seek guidance or rest. So to answer your question. Yes. That is often the case."

Man kunne da se, at en tanke slog den lyse kvinde, og et af de lyse øjenbryn blev hævet i tanker. Hun havde ikke rørt sig ud af stedet, men hendes kropssprog blev en smule mere vigende, som påtaget forsigtig.

"You pray, young woman, and yet it seems like you've never been to a church before. As I recall you do have churches in Spain as well."

Interessen havde fanget Alessia. Hvis kvinden var religiøs, hvordan kunne det så være, at det virkede som om kirker var et nærmest ukendt fænomen for hende?

Kallisto kiggede på den fremmede, den forvirring hun følte over alting stod frem i hendes øjne. Øjne som afslørede alt. Hun håbede ikke at det var lykkedes hende at fornærme denne fremmede.
 
Hun havde set hvordan kvinden havde hævet sit øjenbryn inden hun stillede sit spørgsmål, et spørgsmål som havde været forklædt til ikke at være et. Med et sænkede hun blikket, den fremmede kvindes sko blev ekstremt interessante, hendes fingre begyndte at pille ved de knapper som sad ved trenchcoatens ærmer.
Mens tankerne for igennem hendes hoved holdte hun blikket der, de var faktisk ganske pæne.
 
”I Did not know that I knew have to pray, I don’t remember to have heard it before” hun kunne ikke se nogen grund til ikke at være ærlig, de var i en kirke og hvis hun huskede rigtigt, så var der noget med at man ikke måtte lyve i guds hus.
 
Kallisto løftede stille hovedet, hun mødte den lyse kvindes øjne. Denne kvinde forvirrede hende, hun så ikke ud til at være meget ældre en hende selv, men hendes øjne lyste at en viden om Kallisto ikke havde set i flere år, en viden som kom med alderen. Et blik hun undgik ved kun at være sammen med unge mennesker.
 
”I only remember being to a church once, it was a funeral, but it was here in Alaska”
 
hun forsøgte at holde sin stemme neutral, at holde sine følelser uden for.
 
Nok er denne kvinde venlig, men hvorfor skulle hun gide at høre min historie, den er jo som alle andres
 
Hun forsøgte at samle sit mod, normalt mødte hun ikke så mange, specielt ikke i kirker.
Hun løftede stille hånden som til et håndtryk, hun var engang blevet fortalt at hvis man ville præsentere sig selv skulle man tilbyde den anden sin hånd, så kunne den anden vælge om de ville tage imod eller ej
 
”I am called Kallisto”
 
Hun var sikker på at hun nu havde svaret på den lyse kvindes spørgsmål.
Denne fremmede skræmte hende samtidig med at hun fascinerer hende, Kallisto kunne ikke forstå de øjne

Alessia så nærmest fornøjet ud over kvindens forvirring. Ikke på en ondsindet måde, men denne forvirring havde hun efterhånden set en del gange. Mange unge, lige gyldigt race, havde oplevet den, omend ikke alle. Selv havde hun sjældent oplevet den. Kun dengang da.. En kort hovedrysten fik krøllerne til at hoppe, mens den unges blik stadig var slået ned. Hun trådte et skridt nærmere kvinden. En udstrakt hånd med lange, slanke fingre lagde sig forsigtigt under kvindens hage og en ganske let berøring forsøgte at få hendes ansigt til at kigge op fra de snørrede sandaler. Samtidig trådte en betryggende følelse af at være våget over indover Kallisto, hvis hun da lod sig glide ned i den og ikke kæmpede i mod.

"Only ignorant people choose to go through life with their heads bowed."

Stemmen var var stadig venligsindet men dog med en betoning af fasthed og irettesættende. Nok var det ikke altid sandt. Nogle gange, især for menneskene, være smartere at holde hovedet bøjet, men det var ikke dén slags situationer, der var tale om her.

"I do not know the reason why you can't recall, but some things are supposed to be remembered. Maybe this is meant to be one of them, huh?"

Eller også havde kvinden hørt denne bøn uden rigtigt at have lagt mærke til det. Det var aldrig til at vide.

Et skævt smil trådte over hendes ansigt.

"Well.. A funeral is maybe not the best introduction to the church. It might be filled with silly rules that keeps the priesthood stuck, as it has always been, but you should try the sunday mass instead."

Nok var hun en af Guds, men kirken var forældet og udviklede sig kun langsomt. Hun holdt selv ved nogle af de gamle overbevisninger, men holdt den blot i skak. 

Alessia tog i mod hendes hånd med et fast tryk, der fortalte om en selvsikkerhed bag, dog uden at være knusende. De gråblå øjne så ind i Kallistos, søgende.

"And I am called Alessia."

Hvilket også var hendes navn, lige nu, i hvert fald på papirerne. 

"But my.. You are a little insecure one.."

Igen trådte dette underholdte smil frem på de smalle læber, mens hun søgte i den unges øjne. Javist, mange anede ikke, hvad de skulle med deres liv, men det var typisk i en lidt yngre alder.

”I am sorry, it is this place”
 
En følelse af tryghed lagde sig over hende, den minded hende om den ro hun havde følt foran alteret. Tanken om hvor dumt det virkede at hun var usikker på grund af kirken slog hende.
Med et begyndte hun at mande sig op. Hun rettede ryggen som hun skulle, i sin fulde højde blev hun næsten 175, ikke så højt som mange andre, men det var nok til at hendes mod kom tilbage.
Med den ene hånd skubbede hun hurtigt en vildfaren hårlok tilbage.
 
”I was in a car accident some time back, i do not have any memories before that”
 
Den underlige ro som denne kirke og den fremmede havde på hende, fik hende til at sige ting hun helst ville glemme. Hvem havde lyst til at huske at de ikke anede om de havde en familie eller ej, hvem havde lyst til at huske at man var den eneste overlevede af en flok på fire. Tre fremmede som hun ikke huskede, tre mennesker der måtte have været hendes venner.
 
”Something just told me, I had to come here today”
 
Hun vidste godt at det lød fjollet, hvorfor skulle noget sige til hende at hun skulle køre ud til en gammel domkirke, en kirke som hun ikke havde været i før, men følelsen havde været der, tanken om at her kunne hun måske finde hjælp. Måske var det bare fordi hun havde set den gamle amerikanske serie seven heaven i går aftes.
 
”But you.. no never mind, just a stupid thought”
 
Hendes stemme ændrede sig til det bedre, den lette rysten som havde været der tidligere forsvandt stille. Hun sendte den fremmede et smil, et smil der fik hendes øjne til at skinne lidt.
Hun var nået frem til at hun ville blive her lidt længere, hvor meget havde hun ikke besluttet sig, men hvis det begyndte at regne ville hun nok vente til det var ovre, hun vidste ikke noget være end at køre i regnvejr. At få alt tøjet gennemblødt havde aldrig været hendes ting.

Da Kallisto rettede sig op i sin fulde højde, var hendes øjne et stykke over Alessias. At Alessia skulle kigge op, så ikke ud til at påvirke hende. Hun havde været høj engang, lidt for høj for sin tidsalder, men i dag var det ikke unormalt, at kvinder blev 175 og 180 centimeter, det lå fortiden til. 
Ansigtet lyste op i noget, der lignede, at hun forsøgte at holde et grin tilbage.

"Sorry? Really? And why on Earth would you need to feel sorry for? That submissive state doesn't get you anywhere."

Hvilket var rigtigt nok. Underdanighed kom man ikke langt med. Man kom faktisk ikke nogen vegne med det. Man blev kun ladt tilbage eller udnyttet.

"Well, that is what happens. That is life. Make some new ones. Better ones. You'll probably get nowhere by trying to remember your old life. If noone claimed you after you lost your memory, then they probably weren't worth it. Find out what you really want now, in this time, and do it."

Gud, hun havde glemt hvor underholdende og interessante disse forvirrede unge kunne være. Og hvor tilfredsstillende det kunne være at give dem råd. Hun havde også en forståelse for dem, som ikke alle havde.
En hånd blev løftet affejende i vejret. 

"You could take that as a you were supposed to know this place, or you could just take is as a mere human's whim. Not all unexpected feelings come from above, but some are. That is how you choose to see it."

Et anerkendende nik trådte kort ind over det symmetriske ansigt. Det havde virket. I hvert fald midlertidigt.. Mon ikke hun ville kunne holde ved følelsen lidt endnu.. Det kom helt an på hendes mentalitet. De skarpe, årvågne øjne fulgte stadig aflæsende kvinden og hendes træk. Aflæsning kunne man aldrig blive for gammel til at øve sig i.

"Don't be so shy. If you want to ask something, ask it, or you'll never learn of it. The worst thing that could happen is that I say no."

Hænderne gled afslappet ned i lommerne i bukserne, manchetten i de nedrullede skjorteærmer var dog stadig opknappet, så stoffet, der gled mod hinanden, fik ærmerne til at kravle en smule op ad armen. Hun så afventende på.. Skulle man måske mere kalde hende en ung pige? Hun opførte sig i hvert fald sådan.

Kallisto forsøgte at finde den samme ro og selvtillid som denne fremmede kvinde viste, hun vidste at den var der inde et sted, for hun kunne altid finde den når de unge ville lave sjov med hende. Kvinden havde selv bedt om det der kom nu.
 
”Do you believe that god have a purpose for every creature, or is it just some he wants to give it too. Is it wrong that I want to know where I came from, and why I see..”
 
Hurtigt fik hun stoppet sig selv, det havde ikke været hendes mening at spørge om så meget, det var rigeligt at hendes psykolog havde syntes hun var skør, hvorfor skulle denne fremmede dog vide det.
 
Med små skridt gik hun lidt væk fra kvinden, hen imod en af de store statuer. Hun var ikke sikker på hvem af ærkeenglene den forestillede, men en engel var det.
 
”Do you think that Michael, Gabriel, Rapheal and Uriel sometimes miss the brother, I know that Lucifer fell from heaven, but did his brothers feelings disappear with him?”
 
Spørgsmålet virkede måske dumt for mange, specielt folk der ikke troede på kirken, men for folk i kirken var det noget som der var bred uenighed om.
 
Hun kørte forsigtigt den ene hånd op langs statuen, hun afgjorde der at den ikke var lavet af almindeligt sten, men af en form for marmor. Et lille skilt i bunden fangede hendes blik, det var en statue af Gabriel hun havde rørt. En statue af den eneste engel hun vidste en lille smule om, ud over dens navn. Han var den som elskede, den som ville ofre sig selv for sine brødre.
 
Flovt kiggede hun på Alessia som den fremmede havde kaldt sig selv. Kallisto havde helt glemt hvor hun var, hun vidste ikke om man i dette hellige rum måtte røre ved statuerne, men det havde føltes så korrekt, så rigtigt at hun ikke havde tænkt før det var for sent
 
”You said i could take it like a mere human, Why not, i am not a cat, even through they are cute”
 
Hun kunne godt selv høre at den dårlige joke ikke hørte hjemme her, men det var hvad der var kommet til hende. Hun kastede et sidste blik på statuen inden hun gav si fulde opmærksomhed til den fremmede. Om ikke andet kunne det være at denne fremmede kunne fortælle hende lidt om kriken

Hovedet blev endnu engang lagt på skrå, interesseret. Aha, så det var dét der faktisk foregik oven i hoved på hende!

"Our Lord's purpose for every single creature is not always for us to know. I can not say what He thinks. But you are still young and still have many years to at least seek your purpose in life. It's not wrong that you want to know your background."

En tanke tydeligvis kørte rundt i hovedet på hende.
Selv havde hun kendt sit formål længe. Det var kun de første årtier i Skandinavien, da hun vågnede, hun ikke havde været klar over, hvad hun var og hvorfor. En valkyrie var hun blevet kaldt en enkelt gang, da hun kæmpede side om side med vikingerne. Men efter hun blev opsøgt og fik vejledning, havde hun fundet sit formål og forstået, hvad hun var. Det var kun få gange siden da, at hun havde mistet formålet af syne.
En ganske kort pause, og en skarphed trådte frem i de lyse øjne. 

"What do you see?"

Et kort blik blev kastet over skulderen udover kirken, en vane der lå hende nær, før blikket igen fulgte kvindens vej til statuen af Gabriel.
Øjnene blev åbnet kort et smule mere op, dog uden det kunne afgøres hvorfor.

"Ohh, I am not to judge what the Archangles think and feel. It is supposedly only the lowest Choir of Angles who was made to feel like the humans. The other Choirs, like the Archangles, should supposedly have other purposes attached to their beings."

Noget af det vidste hun var sandt, andet troede hun oprigtigt på, men hun fik det stadig til at lyde som om, hun citerede en bog, og det ikke var noget, hun vidste af personlig erfaring.
Alessia tog sig ikke af det flove udtryk, og så ikke ud til at have noget imod, at kvinden rørte statuen. Det var en statue, omend en smuk statue, men den var af sten, en gengivelse, og tog ikke skade af en forsigtig berøring. Der var vidst nok regler deromkring, eftersom mange tusinde hænder ville nedslide marmoren gennem hundrede af år, men Alessia nævnte det ikke.

Joken så ud til at gå henover hoved på den lavere kvinde. Humor var endnu en af de ting, der ændrede sig så meget og så hurtigt, at hun ikke altid kunne følge med denne specifikke ting.

"You seem to want to know an awful lot about the Church and the Angles even though you supposedly haven't even be to church much.."

Blev det skarpt, hvis man så det sådan, observeret af den lidt ældre udseende kvinde. 
Var kvinden pludselig blevet kristen? I så fald, hvorfor? Havde hun levet et sted, hvor omtale om den kristne kirke stort set ikke havde været oppe? Flere spørgsmål trådte gennem hoved på Alessia.

Et lille stolt smil spillede på Kallistos læber, hun havde altid været god til at huske de ting som skete omkring hende, hvad folk gjorde og hvad der blev sagt. Alt hvad hun vidste om englene, om kirken og hele teorien om gud eller guder, kom alt sammen fra samtaler hun havde hørt, meget lidt var kommet fra bøger.
 
”I do not know a lot, but I find all the theories interesting, like angels wings, some say they are white feathers, others that they are black, some even say that it depends of what kind of angel it is, earlier I heard two woman talking about that some angels don’t have wings, because they walk among humans so they can guide them”
 
Hendes øjne begyndte at blive lettere uklare. Hun havde set bevægelsen, den var ganske lille, men den havde været der, en ældre kvinde sad på forreste række. Kallisto havde ikke lagt mærke til hende før, men nu var hun ikke i tvivl, den ældre kvinde sad og lyttede til deres samtale, lyttede som hun selv havde gjort tidligere på dagen. Det gjorde ikke Kallisto det store, hvis kvinden fandt det spændende skulle hun være velkommen. Hun sendte et lille smil imod hende.
 
”Do you believe in angels?”
 
Spørgsmålet var kommet fra et sted Kallisto ikke havde været længe, den store tvivl hun følte, var hun virkelig, eller var hun bare et sindssygt menneske som havde fået en hjerneskade under bilulykken.
Hun begyndte at kigge på de store mosaik vinduer, den måde hvor Jomfru Maria var afbilledet med det lille Jesus barn, var ganske smukt, det sene aftenlys fik glasset til at stråle på en måde der virkede overnaturligt.
 
”This is a beautiful church. I understand why people seek it when they have doubt in their souls; the peace in here seems to help everyone”
 
Kallisto´s øjne begyndte at følge de lys som blev tændt, en form for elektronik matte være sat til at tænde dem om natten. For nogle lamper placeret strategisk rundt omkring i kirken begyndte at lyse. Nu så hun hvor mange mennesker der havde forladt stedet, kun 5 var stadig her, de fleste var ældre mennesker.
Kun den kvinde som sad på første række så ikke ud til at gøre klar til at gå.
 
”Do you work here, or are you here to pray?”
 
Det var gået op for Kallisto at hun ikke anede noget om denne fremmede. Hun kunne se at kvinden var sofistikeret og lettere tilbageholdende, hun havde ikke sagt en masse om sig selv. Kallisto var næsten overbevidst om at denne fremmede måtte have fået en form for skønhedsoperation, så ung som hun så ud, stod i modstrid med øjnene. Hun havde kun set en anden 20 årig med den slags øjne, og han havde levet det hårde liv, han ville aldrig have kunnet se så sofistikeret ud.
 
Kallistos øjne begyndte at køre lidt op og ned af denne kvinde, hun prøvede at se ind under huden på hende, hun ville gerne vide hvorfor denne fremmede ville tale med hende, normalt blev hun aldrig opsøgt af kvinder, kun mænd. Kvinderne var altid misundelige på hendes udsende, selv forstod hun ikke hvorfor, hun ville hellere selv ligne en ordinær kvinde. Men selvfølgelig, denne kvinde havde ikke noget at være misundelig over, som Kallisto så hende, så overgik denne kvinde de fleste modeller som fandtes i bladene.
 
Hun vidste godt at det var uhøfligt at kigge på andre på den måde, men hun nød at se en kvinde som overgik hende. Et pussigt spørgsmål skød igennem hendes hoved.
 
Hvad laver et ungt menneske her på denne tid?, selv præsterne er jo taget hjem, mon der sker noget i kirken efter solnedgang?

Et skævt smil trådte over Alessias læber. Hun havde set det stolte udtryk, men kommenterede ikke yderligt på det.

"And some say that some of them have red or blue wings, and that the Archangels have six wings instead of two. The Catholic and Protestant Bible only mentions the term "Archangel" twice, and it's only once used to describe a name. Michael's. Yet by interpretation we believe in four or by extension seven Archangels. There are a lot of beliefs and it takes time to learn them all. Even I don't."

Det sidste var, så vidt hun selv vidste, løgn. Men selv de bedste teologer havde ikke styr på alt i dybden, i hvert fald ikke i en alder som den, hendes krop så ud til at være.

Et blik fejede endnu engang henover skulderen, da hun hørte den næstesidste besøgende, udover dem selv, rejse sig op for at forlade kirken. Etta, hed kvinden vidst nok, udfra hvad hun huskede fra den sidste søndagsmesse. Et venligt smil blev sendt i den ældre kvindes retning. 
Den sidste kvinde genkendte hun ikke. Men selv hvis hun havde været her før, så var Alessia her ikke hele tiden, ikke engang til alle messerne. Hun havde sin egen måde at bede på, og i hendes option var en kirke ikke et nødvendigt remedie. I øvrigt var flere af korsangerne så meget inde i rutinen, at hun kun behøvede at være her, når de sang, hvis de skulle synge noget nyt. 

Et smil glitrede i hendes øjne, ved det næste spørgsmål, og en pegefinger blev peget mod Kallisto.

"The question is rather, do you believe in angels, heathen one?"

Det sidste var tydeligvis sagt i en spøj, men det så jo ud til at være sandt nok, at denne pige ikke var oprigtigt kristen. Og spørgsmålet var, for Alessia, et ganske interessant et. Hun vidste selv, hvad hun troede på, og fandt derfor hendes eget svar uinteressant. I øvrigt var svaret til tider langt mere oprigtigt, hvis man ikke havde hørt en andens mening først.
Hun trådte et skridt nærmere alteret, som hun lagde en hånd på. Kroppen blev drejet, så hun havde ryggen mod korset og front mod kirkeskibet, dog stadig nok vendt mod Kallisto til, at hun både kunne holde et overblik i kirken, der nu blev lyst op af kunstigt lys og samtidig se den yngre kvinde. 

Hun nikkede enigt. Dette var en smuk kirke, og folk kom ofte her for at finde ro. Det gjorde hun selv, men det var også normalt for engle at finde ro ved hellige steder.

"I teach the choristers here while Sarah's on maternity leave. The child was lying wrong which, with her fragile back, caused her to have to take an early leave. So its temporary."

Faktisk nød Alessia at undervise her. Det var et job med folk, der elskede at synge. Og hun nød at mærke den nærmest vibrerende glæde fra dem, når de gik fra en vellykket time. 
Selvfølgelig gav Alessia ikke meget ud om sig selv. Viden var magt, og selv hvis det var, kunne hun ikke give meget ud, når det var et menneske, der lyttede. Det var også langt mere interessant at høre denne forvirrede kvindes svar. Hun søgte et eller andet specifikt med alle sine spørgsmål, og Alessias interesse var nok fanget til, at hun gerne ville vide, hvad det var. Hun havde i øvrigt heller ikke flere gøremål i dag, kun hvis en klokke pludseligt ringede efter hende. Hun var altid i stand-by - hun kunne da ligeså godt underholde sig selv i mens.

Hun lagde godt mærke til Kallistos øjne på hende, men hun så ikke ud til at lade sig påvirke af det. Hun var vant til det, havde ikke fundet det unormalt i mange, mange år, og gengældte blot blikket. Selv havde den unge kvindes krop noget over sig. En særlig symmetri og, i Alessias øjne, skønhed, man sjældent så. Hun lænede sig let op ad alteret med en hånd på hver side af sig, hvilende på bordkanten. Hovedet blev lagt let på skrå, en vane hun havde, hver gang hun tænkende observerede. 

Hun var stille en tid, og alt i mens rejste den sidste kvinde sig op med et venligt nik og forlod kirken, højst sandsynligt for at gå hjem og gå til ro. Dette lod dem alene tilbage i den store, smukt udformede kirke. Kirken var altid åben, men det var ikke ofte, at folk kom her senere ud på aftenen. Trods kvinden forsøgte at lukke de store døre forsigtigt, kastede det alligevel let genlyd tilbage fra væggene.

Et øjenbryn blev let hævet i mild koncentration, mens ulæselige tanker kørte rundt i hendes hoved. Klokken i hendes nærhed, lød rent og smukt i hendes hoved og fadede så i baggrunden, da hun igen blev nærværende. 

"Tell me child.. What do you believe in? I often recognize a faithbound person when I see one. You do not indicate this. Have you had any exceptional experiences in your life, that pulls your faith in one way or another?"

Spørgsmålet var i hendes øjne interessant. Hun gjorde sig ikke i omvending. Det var ikke dér hun mente hendes tid blev brugt bedst. Det var ikke hendes formål. Men hun fandt emnet interessant, særligt hos denne forvirrede unge pige. Det aflæsende blik var stadig rettet mod kvinden, for at opsuge hendes kropssprog, hendes reaktion.

Kallisto så hvordan kvinden bevægede sig rundt, hun var næsten villig til at gætte på at denne kvinde kunne lide at have overblik over sine bevægelser. Om det var fordi kvinden kunne lide at have styr på sine omgivelser, eller hun bare nød synet stod ikke klart for Kallisto.
 
Kallisto kastede et enkelt blik rundt i kirken, de var alene nu, hun var ikke sikker på at hun kunne lide det, at være alene med andre endte altid med at hun sagde eller gjorde noget dumt, men selvfølgelig, hvad skulle hun dog gøre her. Selv hvis hun dummede sig mere end det burde være tilladt, så ville denne kvinde aldrig vide hvor hun kunne finde hende, hvis hun sagde noget som ville få kvinden til at tro hun var skingrende skør, så ville hun aldrig se hende igen, og denne kvinde ville kunne slå den hen som et underligt møde med en forvirret fremmed pige.
 
”I believe in angels, I believe they are out there and have a purpose, I have seen one, she was beautiful, but she was an angel of death”
 
med et stoppede hun med at tale, Kallisto indså at hun allerede nu havde sagt mere end hun burde. Det var den form for snak der tidligere havde gjort at menneskerne omkring hende begyndte at undgå hende, men det virkede af en eller anden grund rigtigt i dette rum. I denne kirke hvor folk der troede på en gud som ikke havde vidste sig for menneskene i generationer, virkede det rigtigt at hun kunne sige at hun troede på engle, hun havde jo ikke sagt at hun selv mente at hun var en af dem, kun at hun troede på dem.
 
”Maybe there is a god, who sits in some kind of heaven, maybe there isn’t. I don’t know how this word is created. But I believe that there is something in this word, something who keep an eye on good people. And I hope that someday what is in this word, will tell me what my purpose is, because I don’t have one at the moment, I live from day to day and I am always ready to leave”
 
hun forstod ikke selv, at hun lige havde sagt det, så meget af hendes tvivl lå I de ord. Kun meget lidt var blevet holdt skjult.
 
En følelse lagde sig over hende, den ro hun havde følt tidligere var blevet blandet med noget hun ikke genkendte med det samme. Det var en følelse af overvågenhed, måske var der en gud som holdte øje med hende. Men hun forstod ikke hvorfor denne gud først ville vise sig nu. Det var mange år siden hun havde haft brug for en gud. Det hun havde brug for nu var et mål.
 
Kallisto flyttede sig lidt rundt i kirken, om det var for at finde et mere behageligt sted at stå, eller om det var for at komme væk fra den følelse der fyldte hende, var hun selv i tvivl om. Til sidst lykkedes det hende dog at finde et sted hun følte sig godt til rette.
 
Med ryggen imod en af de bærende søjler kiggede hun på kvinden.
Det var i dette øjeblik at det gik op for Kallisto at de virkelig var alene, der var ikke andre mennesker, hverken de levende eller døde, noget hun ikke havde oplevet længe.
 
”You do not give anything away, I know that it is not vice to tell strangers things, so I can’t say that I blame you, maybe I should do like you”
 
Hun var godt klar over at det ikke var det klogeste at snakke til fremmede på denne made, men manglen på svar, gik hende af en eller anden grund på. Normalt fortalte mennesker altid alt om sig selv, mere end hun selv havde lyst til at vide.

En vane. Det var, hvad Alessias bevægelser og ønsket om overblikket over omgivelserne, var. Der var fare overalt, det havde hun lært for mange århundrede siden. At dette skulle forekomme i domkirken var af lille sandsyndlighed, var selvfølgelig i mente. Men hvis man antog, at man var sikker, når man var ude, kom man ofte galt afsted.

Den lidt lavere kvinde så ikke ud til at have noget problem med, at de var alene. Hendes opførsel var som før. Afslappet og selvsikker.
Ved Kallistos næste ord reagerede Alessia først ikke.

"You have seen an angel of death."

Ordene hverken indikerede overraskelse, nedsættende tankegang eller noget andet. Der var faktisk ingen betoning i ordene overhoved. Det var som de blev citeret fra en bog, uden der var nogen mening bag. 

Den yngre kvinde havde nævnt noget, der kunne lyde som en abnormal observering. Dette kunne sagtens blot være noget, hun troede. Men alligevel havde særligt ét ord fanget Alessias opmærksomhed. Hun havde sat køn på denne "engel". Den generelle mening var, at engle var kønsløse. Og hvis der endelig blev sat køn på dem, var det altid hankøn. Og dog havde denne kvinde, som angiveligvis påstod, at hun ikke vidste meget om kristendommen alligevel brugt det specifikke ord, der beskrev hunkønnet.

Alessia søgte ud i rummet, både fysisk som mentalt. Hun trådte væk fra alteret, rolig, uden at virke fjendtlig, og langsomt mod Kallisto, samtidig med sanserne søgte, ledte. En strømning i rummet ville kunne fortælle, hvad hun stod overfor. Dette kunne meget vel blot være et menneske, som en engel havde vidst sig overfor og brudt den uskrevne regel om hemmeligholdelse. En aura ville fortælle, at dette var en sjælesøster. Hun havde for længst afskrevet vampyr eller dæmon, dette ville hun kunne have mærket. Mærker i håndfladen kunne også indikere noget andet. Men dette var ikke sandsynligt. Den spinkle krop og symmetrien fortalte noget andet.

Den lavere, spinkle kvinde kom nu helt tæt på, med mindre den unge kvinde havde tænkt sig at flytte sig. Blikket gled over Kallistos krop fra fødderne og op. Intet var at se i hænderne. Huden var ubrudt, uden imperfektioner. De gråblå øjne ramte ansigtet. Perfekt. 
Hun havde ikke reagere på hendes tale om at søge et formål, at forstå.

Aha! There it was. In bursts.. Lord, she must be young. Kørte tankerne.

"Then tell me.. Where did you see this angelic female? Did she talk to the dead? Did she tell you if she could see them or not?"

Hun trådte et skridt nærmere og tog langsomt ud efter den mørkhudede hånd i et forsøg på at tage fat i håndleddet og vægte det, uden at virke truende. For at slå en enkel finger på håndledsknoglen, mærke om der var den samme densitet som i en menneskeknogle. Hvis ikke hun trak hånden til sig inden, ville Alessia kunne konstatere endnu en ting.

Uden at virke panisk forsøgte Kallisto at flytte sig væk fra kvinden, nok virkede hun flink nok. Men hun havde prøvet mere end en som havde virket flink og bagefter havde forsøgt ting, nok plejede disse at være mænd, men hun skulle ikke nyde noget.
Efter bilulykken havde Kallisto lært hvor sarte hendes knogler var, lægerne havde været forundret over at der kun havde været et enkelt brud, men de havde sagt at der intet skulle til for at hun ville få flere, de havde ikke kunnet forstå hvorfor hun havde så sarte knogler, men hun vidste det. Hvis ikke hendes knogler havde været så lette, ville hun ikke have kunnet flyve. Det var en evne hun næsten aldrig brugte, men når det skete nød hun det.
 
Hun forsøgte at få sin lette flugt til at virke som en naturlig del af den måde hun snakkede på, med bevægelser der beskrev sine ord begyndte hun.
 
”I lived with an old woman after my accident, and like all things in this world, she was bound to die, it was her funereal i went too. But this woman did not stay dead, she still lived in her house, she still told me what to do, she said that she could not leave, because she did not want to leave me alone”
 
Kallisto vidste godt at hun lød som en tosse, men hvorfor ikke, om det hele bare havde været en drøm kunne ingen vide, om hendes flyve ture alt sammen var noget der skete I drømmenes verden. Hendes psykolog havde engang sagt at dette var tilfældet, det var derfor hun var holdt op med at gå til ham.
 
”One day this angel came, she was beautiful, hair as fire, and eyes like the deepest lake, I still remember her voice, it was pure like crystals. She told me that she had to take the old woman with here, the living world was not for here, and someday I would understand. She took my only friend in her arms, spread out her wings, but they were not white, they were like the night, Dark but they had light in them, I cant explains it. But in her present it felled like it didn’t matter that I didn’t know my past, I was perfect in her eyes”
 
Hendes stemme var fyldt med den længsel som hun følte, englen havde sagt meget mere, men hun kunne aldrig fortælle andre det, ingen ville tro hende. Hun var jo bare et tosset menneske, men Kallisto vidste bedre, hun troede ikke på det, hun var ikke skør. Hun vidste at der måtte være mere mellem himmel og jord.
 
”I know that this sounds like crazy talk, and it might just have been a dream, but I believe she was there”
 
Hun kunne selv høre den tvivl der havde sneget sig ind I hendes stemme.
Hun stoppede op, uden at indse det havde hun stillet sig lige foran den fremmede kvinde. Med et indså hun at denne kvinde havde meget af den samme skønhed som hun i sin tid havde set hos sin engel. Det var måden hun bevægede sig på, måden hun talte.
 
Uden at vide hvorfor rakte hun sin hånd til den fremmede. Hvis hun ville brække den, så ville Kallisto tage konsekvensen senere, hun ville ikke opdage noget som lægerne ikke allerede vidste.

Alessia stoppede op, stod helt stille, og forsøgte ikke yderligere at følge efter pigen. At skræmme var ikke formålet. Hun drejede sig blot rundt på stedet for at følge hendes bevægelser. Hænderne blev afslappet puttet ned i lommerne igen, som for at vise en så lidt fjendtlig adfærd som muligt.

Hun lyttede blot til hendes ord. Sagde ikke noget, afbrød ikke. Ansigtet viste ingen form for væmmelse ved hendes ord, der ellers ville have lydt skøre hos mange andre personer. Ansigtet var lagt helt neutralt.
Da hun afsluttede, var den første reaktion blot et hævet øjenbryn, mens hun lod pigen komme tættere på igen.

Derefter tog hun langsomt begge hænder og rakte ud efter hendes hånd, og inden hun talte de næste ord, slog hun et let slag med sin ene kno på håndledsknoglen, hvor der ingen fedt eller muskler var. Det lette slag gav en lav, lettere hul lyd fra sig, der var anderledes, end lyden af en menneskeknogle. De smalle læber skød let frem i en tænkende, skæv trutmund.
Hun sloglet endnu et slag, og hvis man hørte godt efter og genkendte lyden, var lyden faktisk mere noget hult mod noget hult.
Et nik, som havde hun bekræftet sine egne tanker, fik krøllerne til at hoppe kort. De lange fingre strøg kort over den fine, mørke hud på oversiden af hendes hånd. 
De gråblå øjne gled fra hånden op til Kallistos. Et forstående, overbærende smil trådte ind i hendes ansigt.

"So what you say is that you saw an angel of death. But you not only saw one, you have experienced one. Actually since the day you were born, even if you don't remember. You say this angel took your lady. But you also say that you, yourself, saw her, even after she died. And you talked to her. Think about it. Does this not make you seem like the angel that took her?"

Det sidste var sagt i en oprigtig, vejledende stemme, som en mor der prøvede at fortælle sit barn noget vigtigt om livet, der måske kunne virke farligt. Hendes øjne kiggede stadig op i Kallistos. Hvis ikke hun selv tog hånden til sig, vedblev Alessias hænder blidt foldet om hendes ene. En på hver side. Grebet var så blidt, som havde hun forsøgt at holde en sommerfugl mellem dem, uden at kvase den. Hun lod hende bare tænke og give hende den tid til at svare, som hun følte hun skulle bruge.

Alessia følte en kort indvendig glæde presse sig på. 

There it was again. I wonder if she knows that she even have that talent..

Hun gav roligt igen af sin egen. Som et varmt tæppe, der forsøgte at svøbe sig om Kallisto. Muligvis som en mor, der vågede over sit barn, mens det sov.

Måske burde Kallisto have undret sig over at kvinden slog let på hendes knogle, men hun havde set lægerne gøre det samme. Hvorfor denne kvinde tjekkede hendes knogle vidste hun ikke helt, hvad havde der fået hende til at gøre dette, intet normalt menneske ville gøre sådan.
 
Så hørte hun lyden, hun kunne genkende lyden, det var to hule ting som slog imod hinanden. Den fremmede kvindes knogler var lige som hendes, men hvordan kunne dette være.
 
Findes der virkelig flere engle på jorden, nej du er tosset du hørte forkert
 
Hun så hvordan forståelsen lagde sig i øjnene på den fremmede, men var hun så fremmet igen, hvis hun virkelig var en engel, forstod hun så ikke den tvivl der fyldte hende. Måske vidste denne kvinde hvor hun kom fra.
 
Ordene som kom slog hende som en mur, hvordan havde denne kvinde lagt tingene sammen på denne måde. Der var massere af historier om mennesker der havde set engle, mennesker der havde set de døde. Havde denne kvinde lagt tingene sammen ud fra det at hun mente at have set en engel, den døde og hendes knogler.
 
Glæden over at denne fremmede ikke med det samme havde kaldt hende skør, samlede sig inden i hende, den føltes som en Bubbel der gerne ville ud, en Bubbel af glæde der gerne ville springes. Et næsten lykkeligt smil lagde sig omkring hendes læber, hendes øjne skinnede på en måde som de ikke havde gjort før.
 
”I do not know what you implies, there are lots of people who can speak with the dead, and many people claim to have seen angels. I am not so defriend from them”
 
Det begyndte at gå op for Kallisto at den fremmede stadig havde hendes hænder, men hun havde ikke lyst til at trække dem til sig, det føltes underligt rart. Hun vidste ikke hvor længe den behagelige følelse havde lagt sig over hende. Det var den samme trygge følelse som hun havde haft, når hun vågnede med mareridt og den ældre kvinde havde holdt om hende og sunget for hende, hun følte sig tryg for første gang i lang tid
 
”Do you think that angels have a purpose, or are they just placed on earth and have to find their own way. And how are angels placed here? If they are?”
 
Den fremmede syntes at vide en masse, hvis hun var en engel, så kunne hun måske svare på disse spørgsmål. Og hvis hun var en engel kunne hun måske fortælle hende om hun havde en familie. Håbet gnistrede inden i hende, et håb hun ikke havde følt i mange år.
 
Uden at vide det rystede hun en smule af iver, en iver som kom til udtryk i hendes kropssprog, hendes holdning som blev en smule mere rank, øjnene som blev slået en smule op og hænderne som dirrede let.

En større bølge af boblende glæde flød ind over Alessia, samtidig med glæden der trådte frem i Kallistos ansigt. Et uvilkårligt større smil sås på hendes læber, før hun igen fik stoppet det selv. En vedblivende, underholdt glæde sås dog i hendes øjne.

"I think  you are well aware of what I imply. Many do claim to have seen angels and to have talked to them. I feel your aura, even though you do not control it yet. You have as light bones as a bird. You see all dead people who haven't left this place, right? And you have big wings as well? You are different from them. And probably a young one as well.."

Det var længe siden, hun havde mødt så ung en engel. Og så forvirret en af slagsen oveni. Hun havde ingen idé om, hvad hun virkelig var, og hvad det indebar. 
Det næsten spørgsmål så næsten ud til at komme bag på hende. Det var i hvert fald, hvad de to løftede øjenbryn kunne ligne. 

"Ohh, child.. Of course we have a purpose. We're all placed here by our Heavenly Father for a reason. But it differs from angel to angel. Some's are to look over the herd, other's to protect a specific person. And your's. Your's is to help humans' souls to leave this place in peace and go safely to their next stop. Be it Hell or Heaven. That is not for you to judge.
And there are different theories between us about how we're placed here. Some are born by humans and some just "wake up" in an adult shell. And some probably believe in a whole third thing. My belief is that in any way we are placed here. That either be in a womb of a human or in a grown-up shell."

Stemmen var forklarende, fast, igen som en lærer, der søgte at undervise sin elev.
En rynke trådte frem mellem de ellers glatte bryn.

"How long have you actually known? I mean you don't seem to know or be sure of anything. It doesn't seem that you have met many who could guide you in these matters. What about that angel who came for your lady, didn't she tell you anything?"

For Alessia virkede det en smule mærkeligt, at denne dødsengel ikke skulle have forklaret pigen en ting eller to.

Kvindens ord havde gjort det klart, hun var en engel. Hun brude ikke havde kunnet fortælle om vingerne hvis hun ikke selv var en, hvordan skulle hun have gættet det.
Det begyndte at gå op for Kallisto at denne fremmede kvinde, måtte være en gammel engel, kun det kunne forklare hvordan hendes øjne og ord kunne være så vidende, men hun selv se så ung ud.
 
”I have known for as long as I can remember”
 
Erindringerne begyndte at køre igennem hendes sind, tanker og følelser som havde fyldt hende så længe. Tvivlen blev så stille vasket væk fra hendes sind, rester var der masser af, men den store tvivl om hvorvidt hun bare var skør begyndte at forsvinde.
 
”I think my wings protected me under the accident i only remember that they took some of the fall when I hit the ground, how I got out of the car, I do not know. I just remember my wings and a broken wrist”
 
Kallisto blev stille lidt, hun syntes at tænke over noget som bragte ubehagelige minder frem
 
”I was my own foul that the angel never came back, she told me that she would come back when she was done, but I did not have the finances to stay in a house, I was merely a child, I am still just a child in many people eyes. I left that city and came here. But still people see me as a child”
 
Kallisto vidste at hun var ung, hendes udsende sagde det hele og hendes mange gange kejtede made at håndtere tingene sagde det også. Det var dog den amerikanske stat som havde givet hende en alder, de havde været nød til det for at give hende et personnummer og hvad der ellers krævede, for ingen havde meldt hende savnet og ingen havde henvendt sig. de havde gættet sig til at hun var spansk da hun havde den mørke glød og hun talte sproget flydende, men heller ikke i Spanien var der nogen som havde gjort krav på hende eller meldt hende savnet. Det var kun hendes navn som hun selv havde valgt, et navn som hun læste i en bog der havde omhandlet en engel sat på jorden.
 
”I did not know that there was other like me, and I have lived in the human world. I have been to psychiatrists who tells me that it is all dreams, and illusions, that my brain don’t want to see the realities, that I seek an explanation so I don’t have to deal with the fact that no one in this world want me. But I knew I couldn’t be true, it didn’t explain my bones or my wings, not even the fact that I can see the dead people, speak with them and give messengers’ to their living relatives”
 
Hun følte en smule mere af sin tvivl lette. Hvis denne fremmede kvinde eller engel troede hende, så var hun måske ikke skør. Måske var det her grunden til at gud havde sendt hende til denne kirke. Hun håbede at denne fremmede kunne fortælle hende hvad hun længtes efter at vide. Hun var ligeglad hvis hun ikke havde en familie, så længe hun havde et mål med at være her. Noget der var mere end bare at være til og tjene penge for at leve.
Kallisto var ivrig efter at lære alt det som denne fremmede kunne lære hende, måske ville denne kvinde blive en form for ven.
 
”I really do want to learn everything I can”
 

Den lavere kvinde nikkede lyttende. Det gav mening, det pigen fortalte. 

"It might very well have been your wings and your instinct to use them that protected you. As you probably already know, our bones are very fragile and easily break. You would probably have broken many more if it wasn't for your instincts."

Et medfølende udtryk sås i Alessias ansigt. Omend det var meget, meget længe siden, kunne hun stadig huske følelsen af ikke helt at vide, hvem og hvad man var. Dengang i Skandinavien, langt tilbage i tiden, var hun vågnet op og havde haft den samme følelse. Hendes mere naturlige talenter havde dog fået hende indlemret i en større bygd. Det var kun år efter, en engel havde opsøgt hende.   Minderne om hans kristne overbevisning mod hendes hedenske tro kunne stadig bringe både sjove, interessant og frustrerende minder op. Men som han overbeviste hende, havde hun netop haft den vejledning, som var nødvendig.

"And you are a child. Still. And will be for many more years to come. In some hundred years or so you will be seen as a more schooled one."

Et lille grin røg over den blonde kvindes læber, uden at være nedsættende. Nok var det mere overbærende. Hun klappede kort Kallistos hånd.

"You really don't know anything, poor youngling. We might not be as numbered as the humans but there are a lot more of us out there than you think. And it's  probably a good thing that your psychiatrist saw you as mentally unstable. We don't tell humans about ourselves. That is actually one of our purposes, as I see it, to shelter the humans from the supernatural world. They're not supposed to know. That is maybe the most important thing you should remember. Is that clear?"

Det sidste blev sagt i en indædt, streng stemme, mens de gråblå øjne borede sig med en indædt skarphed ind i Kallistos nøddebrune . Det var vigtigt, at hun huskede og levede efter dette. Ingen kunne have, at hun rendte rundt og fortalte om engle og alskens andre væsner, hvis hun da kendte til dem endnu. Hun ville blive jaget af sine egne, indtil de fandt hende og tvang hendes mund lukket.

Det sidste fik Alessia til at være stille en tid, mens beslutningen kørte rundt i hoved på hende. Hænderne gav stille slip på Kallistos hånd. Hun vendte sig mod alteret, gik et par skridt nærmere, mens hun ignorerede den unge engel helt. Hun så op mod Kristi på korset, mens højre hånd fraværende gled ind under det venstre ærme. Stoffet blev presset lidt op, så man kunne se kanten af den tatovering, der forestillede en Valknut, som fingrene let kørte henover. Et minde fra hendes tid hos vikingerne, som hun med jævne mellemrum fik tegnet op. Fra hendes tid, før hendes vejleder var dukket op, og hun selv ikke havde forstået, hvad der var med hende. 
Krøllerne faldt ned over hendes ansigt, da hun sænkede hoved i, hvad der lignede, tanker. Et kort nik sås, før hun igen løftede hoved og fejede de korte krøller væk med en pegefinger.
Hun vendte sig igen mod Kallisto.

"I will teach you, at least, the basics. We can't have an ignorant angel running around and messing up herself and others around her. You will listen to me, do as I say and when I am on other errands you will leave me be. I can't have you flailing around when I'm out doing my calling."

Hendes ord og tonen bag gav ikke rigtigt nogen mulighed for indvendinger eller ændringer. Hvis der var indvendinger, kunne hun gå sin vej. Javist, det bedst at få lært denne unge engel op hurtigst muligt. Ellers var hun enten meget hurtigt død, eller ville meget hurtigt skabe problemer for andre. Men når klokkerne ringede Alessia ind, kunne og ville hun ikke ignorere dem. 
Blikket, der lå på Kallisto, var skarpt og forsøgte at aflæse den mindste tvivl eller manglende ærlighed, der måtte være hos hende, når hun svarede.

Det irriterede Kallisto at englen talte sådan til hende, for hun var ikke længere i tvivl. Ja hun var ikke så gammel, men hun var ikke noget barn, havde ikke været det længe.
Ældre menneskers konstante tvivl til hende havde længe gjordt hende gal, men at denne person som ikke havde kendt hende mere end en times tid, vovede at tale sådan til hende.

Raseriets nåede op i hovedet på hende, inden en lille stemme inden i hende fortalte at englen jo gjorde det som hun selv Per instinkt havde vidst var rigtigt. Hun havde kun fortalt den psykolog de ting fordi han blev ved med at presse på, fordi alting virkede forkert, hun vidste intet om sig selv og det havde virket rigtigt, han havde lovet at hjælpe hende, i stedet havde han kaldt hende sindsyg, fået udskrevet piller som hun skulle spise flere gange om dagen.
Hun havde elsket den gamle dame som havde taget sig af hende, hun havde troet på hende. Hun havde været der når Kallisto var vågnet op med mareridt og havde grædt sig selv i søvn.

Med en smule hjælp fra sin indre styrke, begyndte hun at acceptere de betingelser som Alissa gav hende. Det var en ældre engel som vidste mere end hun selv gjorde, hun måtte have sine grunde til at sige som hun gjorde.

Kallisto kiggede bedømmende på den anden kvinde. Hvor gammel mon hun var, hvor meget hun mon vidste om denne verden, mon hun kunne fortælle Kallisto hvad der ellers var i denne verden.

If there are angels walking the Earth, then there might be demons as well.. Isn't those two races mentioned in the bible, aren't they the same but with different goals?

"I am ready to accept you konditions, if you will teach me I will listen, I will try to learn fast, but I can't promise you that I won't ask questions.. But I can say that I will do my best not to be in you way"

Alessia var ligeglad med, hvordan Kallisto tog hendes udtalelser om alderen. Hun kunne blive sur, irriteret, eller hvordan hun nu tog det. Det var en hård verden derude. Dæmoner, varulve, jægere og andet tog sig ikke af, at hun var ung og uvidende. Sådan var det bare. Jo yngre og jo mere uvidende man jo, jo nemmere et mål var man.
Alessia havde gennem sine år set en engel eller tre, der var for ung til at forstå og havde lidt under dette. 
Hun så stadig op på den yngre kvinde, som hun stod nogle få meter fra. Hænderne blev igen afslappet puttet ned i lommerne, men kropsholdningen så ikke lige så afslappet ud som hænderne og ansigtet. Holdningen var rank men ikke anspændt, dog årvågen. 
Et kort nik sås.

"Very well.. There are a lot of questions that should be asked. But if I say you should do something, you do it, no questions asked, or it'll take too long. And if you do get in my way you will be left behind to take care of yourself. For some time yet, you will be a liability I can not take care of in my own work."

En kort pause og et hævet øjenbryn.

"Tell me.. How much do you actually know about this? It seems you know a little or at the very least have some ideas about this."

Et udgangspunkt var altid godt at have. Omend det nok var meget tæt på starten, så var det stadig godt at have.

Langsomt men sikkert begyndte Kallisto at slappe af i skuldrene. Vreden havde næsten fået overtaget denne gang, men det var lykkedes hende at stoppe den.
 
Som hun stod og tænkte over den anden engels spørgsmål, rullede hun med skuldrene for at løse op på de knuder som var begyndt at samle sig der, hun vidste at den bedste måde at løsne dem alle ville være at få vingerne ud fra skuldrene og sprede dem. Det virkede måske dumt, men det var den bedste måde at få rørt de muskler som ellers lå i dvale.
 
”I know that I have wings and can fly. I know that dead people sometimes stay on earth and that is against the rules. Other things than that I do not know for sure”
 
Kallisto begyndte langsomt at gå frem og tilbage hen over gulvet. Hun var ikke sikker på om hun skulle fortsætte med de ting hun troede eller hun skulle holde det for sig selv. Flere gange stoppede hun op for at kigge på statuen af Gabriel, hun fandt en sær fred ved denne. Den mindede hende om noget hun engang havde set, nogen måtte det være.
 
”I believe that there are more in this world, I do not know what or where, but I think there are evil out there. Evil who lives to kill, I do not know if that evil is demons or just humans on the wrong way”
 
Selvom hun altid havde vidst at hun var anderledes, var hun ikke sikker på hvor meget af alt det andet hun havde oplevet som var rigtigt og forkert. Havde hun engang siddet på en parkbænk sammen med et menneske og en vampyr. Den eneste grund til at hun ville kalde ham sådan, var at han havde været så kold, huden havde været som is, hun havde troet at hun så et par hugtænder da han smilte, men hun havde hurtigt skubbet det til side, skulle hun fortælle Alessia det. Var det den slags ting hun fiskede efter?
 
”I am not sure, but I believe that I once spoke with a vampire, but I don’t know if they even exist”
 
Hun rystede på hovedet af sine egne ord, hun kunne godt høre at det lød underligt, men hvorfor ikke, hvis engle eksisterede, hvorfor så ikke engle og dæmoner. Hun overvejede et øjeblik om hun vidste andre ting som hun burde fortælle, men hun kunne ikke komme i tanke om dem. Den anden engel måtte kende glæden ved at flyve så den var der ikke nogen grund til at fortælle om.
 
Det var den glæde der havde gjort at hun havde valgt en motorcykel i stedet for en bil. Det var ikke helt den samme frihed, men den mindede så meget om den at det var godt nok til hende.
 
”How old can angels be?”
 
Englen havde sagt at Kallisto om et par hundred måske ville være mere lært. Det havde aldrig slået Kallisto at hun kunne blive ældre end almindelige mennesker.

Selv kørte hendes tanker kort til de at flyve frit. En befriende ting, der ikke var mulig på samme måde længere med alle menneskenes fly, satteliter, optagende mobiltelefoner og dets lige. Hold du dig under skyerne, kunne menneskene se dig. Holdt du dig over skyerne kunne menneskene også se dig via alle deres elektriske apparater. I dag skulle man tænke over, hvor man fløj, og i det hele taget være påpasselig med det. Det var en frihed man ikke længere bare lige kunne tage sig. Et let bedrøvet smil sås på hendes læber.

"There's a lot more than what you mention to angels. And there are evil out there. Both humans on a wrong path and other creatures. Creatures we are set here to fight against."

Der var mange onder derude. Mennesker på den forkerte vej kunne muligvis reddes, alt det andet skulle ikke forsøgs reddet. Sådan var det, sådan ville det altid være.

Et lettere overrasket øjenbryn skød i vejret, da hun nævnte vampyren. Den venstre hånd blev taget op af lommen og kløede let de blonde krøller, mens de aflange, senede muskler og kanten af en tatovering spillede langs den blotlagte underarms hud.

"You're saying you spoke with a vampire? Just spoke with it without doing anything or just leaving in a hury? You are a peculiar creature.."

Tanken om blot at sidde stille på en bænk ved siden af noget, man vidste var en vampyr, uden at have noget formål eller bagtanke med det, virkede helt mærkeligt i Alessias hoved. Men så igen, hvis man ikke engang selv var sikker på, om man var skør eller overnaturlig, var det vel en mere normal reaktion. Men at pigen ikke engang var blevet bange og havde skyndt sig væk? Alessia rystede kort på hoved over sine egne tanker. Pigens tankegang på dét her emne var en, hun ikke helt kunne sætte sig ind i. Javist, hun havde selv snakket med vampyrer. Men der havde altid være en eller anden årsag til det, når hun vidste, hvad de var. Eller så havde det været høflig samtale til en adelsfest eller andet, mens de havde været blandt mennesker, gemt bag nogle officielle menneske-titler af en eller anden slags. 

Et skævt smil trådte frem over pigens uskyldige spørgsmål. Det gav mening, men det var barnligt på en kær måde, at hun netop havde valgt at spørge om det først.

"I knew a two thousand year old angel once. I, myself, am not young anymore. Angels are immortal like demons and vampires. But in the line against evil not all become that old. They get "killed" in the process and returns back to heaven to stand ready for their next assignment. That is what I believe. Others believe they just die. Others again think that when they die their soul energy will return to the source, that either be the Earth's, magic or something else. There are a lot of theories about a lot of things, and some of them you'll have to decide for yourself, what you believe in. Even I can probably not tell you al the theories, there's a lot out there, but some repeats. But you'll learn that with time."

Alessia kunne selv huske, hvor forvirrende det havde været i starten, med alle de tanker og teorier. Nogen var røget ud, mange andre var kommet til siden da. Men detaljerige overbevisninger kom med tiden og var ikke noget, man bare kunne beslutte fra den ene til den næste dag.

Hun kiggede kort ud gennem de farvede ruder, der afbillede begivenheder og personer fra biblen. Der var endnu en smule tid til, at solen ville gå ned. Ikke lang tid, om tyve minutter eller så. Måske hun skulle introducere pigen til vespertina synaxis? Det var ikke noget, hun selv gjorde fast, og det måtte være op til pigen selv, om hun ville bruge det eller ej. Det var ikke hendes overbevisning, at dette ikke var nødvendigt, hun tjente Herre på andre måder end ved bøn. Men bøn var rart at kende til, det kunne give klarhed. Nok havde munkeordner og andre nogle faste tidspunkter til deres bønner, men Alessia kørte efter sine egne. Eller rettere efter Jordens. Aftenbønnen skulle, i hendes øjne, foregå når aftenen gik på hæld og ikke tidligere. Dermed ved solnedgang. Ligesom morgenbønnen, hvis hun gjorde det, skulle foregå ved solopgang. Dette var dog lettere at stå op til, så langt nord på, da solen altid stod senere op end i Rom. 

"There's a lot to be learned, but we might as well start now. Any other questions that comes to mind?"

”what kind of creatures does there exist?”
 
Spørgsmålet virkede rigtigt, nu havde Alessia selv fortalt at der var andre væsner ude I verden, så hvorfor ikke vide hvilke, hvis hun nu en dag skulle møde dem, så ville det da være godt at vide hvad de var.
 
Som hun tænkte over det, begyndte spørgsmålene at presse sig på. Hvor mange kunne hun tillade sig at stille uden at virke uhøflig, hvor mange af de spørgsmål som kørte i hovedet på hende havde relevans for noget af det her. At spørge om bestemte personer hun havde mødt var engle eller dæmoner virkede ikke, for hvordan skulle denne engel vide det, som hun talte lød det ikke som om at Alessia kendte alle engle på jorden, hun havde i hvert fald ikke kendt hende
 
”How do you know them? Are there many? What are we supposed to do? And why did the vampire not scare me? He was just cold and it was like he was missing something to be complete. And you say that I will be a liability, how can that be; is there something I can do so I am not in your way?”
 
Allerede som det sidste spørgsmål havde forladt hendes læber, begyndte Kallisto at overveje hvorvidt hun skulle begynde på nogle selvforsvars kurser. Myten sagde at vampyrer var farlige, måske var de også det, bare fordi den hun havde mødt havde virket harmløs, betød det ikke at de alle sammen var det.
 
Med små skridt gik hun hen imod den forreste række af kirkebænke, imens tankerne kørte, hun overvejede om der var flere spørgsmål som hun burde stille, men Kallisto kunne ikke komme i tanke om nogen. Med et lille bump satte hun sig på den hårde træbænk. De mange års brug havde slidt de træsplinter som engang havde siddet i den væk. Som sådan var det ikke en speciel behagelig bænk, og Kallistos ansigt viste kort den ubehag som hendes krop fandt ved at side på det alt for smalle sæde, ret op og ned af det hårde ryglæn. Et øjeblik var Kallisto lykkelig for at hun kunne trække sine vinger ind.
 
”Why can angels pull their wings inside their body? Is it so we look like normal humans?”
 
En let rødmen begyndte at brede sig over Kallistos kinder, hun var ikke sikker på om hun lige havde stillet en form for privat spørgsmål. Kallisto var ikke engang selv sikker på at hun ville bryde sig om at nogen spurgte til hendes vinger, det virkede på en eller anden måde privat. Måske havde hun bare denne tankegang fordi hun aldrig havde mødt en anden engel. Måske var det bare fordi det altid havde virket for privat når psykologen spurgte om han så måtte se hendes vinger. Måske var det et okay spørgsmål.
Den lette rødme begyndte langsomt at forsvinde som hun nåede frem til at englen ville sige det hvis det var et for privat spørgsmål