Ny på afdelingen [åben][V]

Kaos-NPC: Tilstedeværelse Velkommen
Tråd-status: [Åben] tråd. Alle racer er velkomne
Indhold: [V]: Voldeligt/blodigt indhold

Dato: 4. Marts
Tid: 20.14
Årstid: Forår
Vejr: Mørkt, vindstille, støvregn.
Sted: Sheria hospital, medicinsk afdeling
Omgivelser: Medicinsk syge folk, sygeplejerske og en enkelt læge på stuegang.
Påklædning: Sygeplejerske uniform.


Mørket havde allerede indtaget hele verden udenfor, hvis man kiggede godt efter, kunne man godt se gadelamperne herfra hvor hun sad, men så skulle man også anstrenge sig. Udenfor kontoret på medicinsk afdeling, gled verden stille og roligt forbi, en læge var kommet for sent til sin stuegang, og patienterne skulle snart i seng. Der var ikke meget at lave, klokken 20.18 på denne afdeling i dag. Hvis bare en eller anden ville dø, eller begynde at hoste blod op, eller komme ind med et alvorligt bid som vi var nødt til at blive indblandet i heroppe... , men der kom ingen - der skete absolut intet.

Mageret var næsten lige startet på jobbet, og hun havde aldrig prøvet noget så kedeligt før. Dagene Londons Celle var trods alt bedre.. "brug for ferie", my ass, de kunne selv have brug for ferie... . Sodukoen der var printet i avisen foran hende løste ikke sig selv, og siden der ikke var andet at lave, begik hun sig ud i den evige krig mod tallenes mysterie, håbende på, at noget spændende ville dukke op i løbet af natten.

Bygningen havde ikke set så stor ud udefra, men som hun var kommet igennem det store indgangsparti, mærkede hun hvordan døden kaldte på hende fra alle steder, sjæle der skulle videre men ikke kunne det selv, døende mennesker der endnu ikke havde givet slip.
Deres snakken var næsten højere end den som kom fra de levende mennesker.

Klik klik klik

Lød det fra hendes hæle som hun gik igennem sygehusets mange gange, de 7 sm høje hæle som fandtes på hendes støvler, sagde den samme lyd for hvert skridt, hendes jeans sad stramt omkring hendes ben og en løs sort trøje som sad ud over en rød strop trøje, bevægede sig bølgende imod den vind der kom fra hendes bevægelser, hendes hår som var sat i en løs hestehale, svang sig fra side til side på hendes ryg. Hendes lange jakke havde hun over den højre arm.

How do i decide where to go?

Tanken nåede kun at vise sig, før hun følte et træk imod en afdeling, som sin natur bød hende, fulgte hun kaldet imod Medicinsk afdeling, en person var døende og det var hendes pligt at hjælpe vedkommende videre

Margeret kiggede op, da døren til afdelingen åbnede. Der var ikke besøgstid på denne tid af døgnet, så de eneste der kom, var som regel nye patienter eller personale der var kommet for sent på arbejde. Hun lagde blyanten fra sig, og rullede hen til det store vinduesparti ud mod gangen, på sin kontorstol. Hvem kunne det mon være? i sine tanker gik hun igennem personalelisten, og konkluderede at det måtte være en læge eller sygeplejerske fra en anden afdeling, da alle hendes kollegaer var på arbejde.

Hun var lige ved at køre tilbage til sin soduko, da hun så en ung pige på ca. 23 komme gående ind ad døren. Hun havde aldrig set hende før, men blev straks betaget af hendes elegante og næsten glædende udstråling. Hun rejste sig op og gik ud på gangen, mens hun rettede på sin kjortel.

"Can I help you miss?"

sagde hun, mens hun prøvede at bedøve sine irriterede tanker for helvede, hvorfor skal folk altid gå forkert..

Optaget af sine egne tanker, registrerede Kallisto først den fremmede kvinde, idet hun talte til hende. Til at starte med kiggede hun lettere fraværende på den fremmede kvinde, hendes tanker kørte stadig omkring den sjæl der havde kaldt hende til dette sted.

”Maybe, I am not sure if I am lost”

Med et smil der viste at hun nu var til stede I nuet, kiggede hun på kvinden.

Cant i just ask her to show me every dying person in this place?

Kvinden så ud til at være midt I 20érne, ikke at det nødvendigvis betød at det var tilfældet, hun havde indset at tingene sjældent var hvad de så ud til. Et øjeblik overvejede englen at skrue en lille smule op for sin aura, om ikke andet så i håbet om at denne kvinde ville få en lidt gladere aften, men det ville være en falsk glæde, så i stedet kiggede hun bare venligt på kvinden.

”He i sick, and the last thing i was told, is that i might die any moment.. you don’t know where he could be? I just wanted to say good bye before its to late”

Kaldet der syntes at blive en smule stærkere, gjorde det klart for englen, at denne kvinde sikkert ville få travlt inden længe.

Margeret løftede et øjenbryn

"Well... Yes, everybodies sick... And most of them dying"

Hun trak vejret dybt og lidt anstrengt hvorfor kan mennesker ikke bare have styr på deres fakta?!

"You don´t have a name?"

Ligegyldigheden strålede ud af hendes øjne.

Et lettere irritereret udtryk skar hen over Kallistos ansigt.

Why cant this woman go back to whatever cross words she have been doing.. and let me do my job

“I am sorry miss, I don’t have a name for him.. I think it was Jackobsen.. but I am not sure..”

Hun trak en smule på skuldrene og kiggede lettere undskyldende på kvinden. Hun åbnede munden for at sige noget mere, men inden ordene kom ud af munden på hende, kunne man høre hvordan det skingre lyd af en alarmklokke gik i gang, en af patienterne var gået i chok eller havde fået et hjertestop.

And now i know with soul called me tonight

Hun trådte et skridt til siden og kiggede imod det rum som larmen syntes at komme fra

Der løb sygeplejersker hen mod døren, men Margeret havde ikke lyst til at gå fra kvinden. Det var som om, at det ikke gjorde helt lige så ondt at stå her, som det havde gjort i snart 5 år.

"It might be best, if you stay here"

fik hun fremstammet mens hun langsomt vendte sig om, for at gå ned til stue nr. 13. Hun havde altid haft det svært med patienten derinde.

En lille, lyshåret pige på 3 år, ved navn Chealsea Jackson var kommet ind for en uge siden, med akut nyresvigt og hun var blevet sat i dialyse hver dag siden.. Nu var det åbenbart hendes tur.

Lægen kom ud fra den stue han netop havde haft stuegang på, og skyndte sig ind mod stuen hvor alarmen kom fra.

"Margeret! We need you in here!", var der nogen der råbte.

Margeret kiggede på kvinden bagved hende en sidste gang

"Im so Sorry"

Med øjnene fulde af tårer og alle minderne om hendes egen døde søn stigende op til overfladen. Det her, var ikke just hvad hun havde bedt om, da hun tidligere på aftenen kedede sig med sin soduko

”I will”

Hendes ord var små i det hun kiggede bag kvinden, hun kendte alt til den kamp der forgik der inde, ikke lægernes kamp, men den lille piges forsøg på at blive i denne verden.
Et øjeblik blev englen stående, men hun mærkede pigens behov for hjælp, så med små skridt gik hun tættere på, ikke sikker på om hun havde lyst til at se kroppen, eller om hun bare skulle vente på sjælen, men hun vidste hvor forvirrende det var, så med en indre opsamling, gik hun hen til det lille vindue som afslørede lægen og sygeplejerskernes forsøg på at genoplive den lille krop.

There are still time, if they are lucky, she wont die tonight.. but only if she keeps fighting

Kallistos øjne var ikke fokuseret på den skikkelse lægerne stod omkring, men en plet på gulvet hvor ingen stod, kun englen kunne se hvordan den døende sjæl var ved at manifestere sig, hvis sjælen først kom helt frem, ville det være for sent, fra det sekund den kom det, var det hendes opgave at hjælpe den lille pige videre, og efter det ville hun blive på afdelingen, vente på pigens forældre, prøve at give dem en smule trøst inden en ny kaldte hende.

”Fight little one.. you are too young to give up already”

Med et rettede hun blikket imod den kvinde der havde talt til hende før, den kvinde som var blevet kaldt Margaret. For englen virkede det som om, hun havde lige så meget brug for trøst, som de kommende forældre ville få.

She most have lost someone dear to her.. nurses don’t start crying before the patient is dead

Med blikket imod kvinden lagde hun en hånd på glasset, vendte så blikket imod sjælen, der syntes at blive en smule utydeligt igen. et smil kom frem på englens ansigt, hvis de fortsatte det de gjorde, og pigen blev ved at kæmpe, så ville hun overleve endnu en dag.

Mageret kom hen til hende.

"Are you related to her?"

Kvinden kunne mærke en hånd på sin skulder.

"Shes dying - her kidney is failing.. Her father is going to loose it. Soon he will be all alone, whitout any family. His wife dies two years ago. She could really use some clean blood"

Ordene kom som en lind strøm, og Margeret vidste ikke hvordan hun helt skulle placere sig selv i situationen. Sidste gang hun så et barn dø, var det hendes eget.

Hun skubbede døren op, og smøg sig forbi kvinden og ind på stuen. Hun rystede let, da hun skulle sætte en drop i pigens arm, der i forvejen var fyldt med alt for mange små røde prikker, efter alle de gange hun havde skullet have drop, eller have dialyse.

”She can survive for now, if she is lucky and fight for it”

Hendes ord kom efter at kvinden var gået ind på stuen til den lille krop. Kallisto havde med vilje ikke svaret på om hun var beslægtet med den lille pige, for hvordan kunne man kigge på en fremmed og sige at det var man ikke, men man var der for at hjælpe.

I wish my blood would help her

Hun kiggede trist på den lille krop, det kunne ikke vare længe inden faderen kom. Med en lille pige på hospitalet, kunne Kallisto ikke forestille sig andet end at han måtte være her et sted, specielt når den lille pige var så syg som hun var.

Maybe an accident will help her.. a new kidney

Chokeret over sine egne tanker, så hun hvordan sjælen syntes at svinde ud, gå tilbage til den krop som endnu var dens hjem.
Sjælen var ikke længere det som fangede englens opmærksomhed, det var den måde kvinden rystede let på hånden. Noget i englen fortalte hende at denne kvinde havde mere end bare denne pige i tankerne, da de andre sygeplejersker virkede næsten uberørte, syntes Margeret at være den eneste med rigtige følelser

I can only wait for her to come out again, maybe then, try to help her, even though its not really my job and I don’t know how.

Englen så en smule forvirret ud som hun kiggede på kvinden

Monitoren blev stabil, og alarmen holdt op med at ringe. En mand løb forbi Kallisto, næsten uden at ane hende, og ind på stuen. Han begyndte at skændes med lægen, over de ikke havde fået fat på ham, og lægen prøvede at forklare ham, at det var vigtigere at fokusere på pigen.

Margeret snakkede kort med faderen, uden det kunne høres på gangen. Hun pegede ud af ruden, og fik øjnkontakt med kvinden på den anden side af døren. Faderen kiggede på hende og rystede på hovedet, hvorefter Margeret blot nikkede og vendte tilbage til pigen.

Lægen og de andre sygeplejersker gik ud, mens faderen sank sammen i en stol hjørnet, og Margeret rettede på pigens tøj og hendes drops, alt imens hun af og til kastede et blik ud gennem det lille vindue i døren.

I could save her.. Course an accident that will provide a Kidney for her.. But it’s against the rules, if I do that, I am a killer, I can only wait and see if she make it.. I hope so,, this soul is not ready for heaven yet

Englens øjne var blevet klare af den fugt som havde samlet sig. et par rynker var kommet frem på hendes ansigt, idet hun holdte tårerne tilbage, det var ikke hendes job at græde over den døende pige, emn hun følte den smerte som kom fra rummet.

Det var ikke første gang englen havde taget et barn videre, men hun brød sig aldrig om det, den uskyldige sjæl som endnu ikke havde nået at blive berørt, var noget af det reneste i verden, men den sorg et bar efterlod, var altid større end en voksen. Desuden ville den barnlige sjæl, ofte blive på jorden sammen med dem den elskede, og Kallisto hadede at tage sjælen med.

Da den umildbare fare var ovre, sjælen tilbage i kroppen og faderen ved den lille piges side, smillede Kallisto lettet til den fremmede mand. Hun kendte ingen i rummet, men kunne ikke lade være med at sende et lille tryk af sin aura ind i rummet, en smule beroligende glæde over at pigen havde klaret det, glæde over at det ikke var hendes tid denne nat.

Med et blik imod den fremmede kvinde, sendte hun et ekstra pust positiv aura, håbede at den fremmede måske ville have en lidt bedre nat end hun havde haft indtil nu.

Med forsigtige skridt gik englen hen til døren ind til rummet, kiggede på den lille pige uden at persienner forstyrrede hendes udsyn.

”How long does she have if they don’t get her a new kidney?”

Hendes spørgsmål var på alle måder mere ment som høflighed end oprigtig bekymring, for selvom denne var at finde I hendes stemme og hendes øjne, så vidste hun sikkert bedre end dem hvor lang tid den lille pige ville have tilbage.

”Dont you have a donor for her?”

Margeret så op og gik hen til Kallisto. Hun var begyndt at ane at noget ikke var rigtigt, specielt fordi faderen havde fortalt hende, mens de kiggede mod døren, at han ikke anede hvem hun var.

Margeret tog fat i hendes arm, og trak hende væk fra døren. Hendes stemme var kold og lav.

"Who are you, and what are you doing here?! The man said he has never seen you here before, and I have neighter! So who are you?!"'

Margeret havde altid haft det svært med engle - og selvom hun ikke med sikkerhed vidste det, frygtede hun at denne kvinde ville være overnaturlig på en eller anden måde. Engle var guds sendebud, men de var overnaturlige, og alt overnaturligt skulle pr. definition blande sig udenom livet på jorden. Hun havde aldrig dræbt en engel, for normalt blandede de sig ikke direkte i livet, og hun ville helst ikke til at begynde nu.

Kallisto nød ikke ligefrem den måde kvinden talte til hende, mest af alt havde hun lyst til at råbe af hende og smide sandheden i hovedet på hende. Hun var træt af mennesker der blandede sig i hendes job, fortalte hende hvad hun kunne og ikke kunne.

Everything was so much easier 200 years ago!

Men I stedet for at få et mindre anfald på denne fremmede kvinde, valgte hun at bide arrigskaben I sig og I stedet kigge beroligende på hende.

”As i told you before all this, i was looking for an old friend, but i doesn’t seems like he is here.. and the only reason for me to go over there, was because I was worried about that little girl.. kindness of a stranger you can say”

Englen begyndte langsomt at skrue op for sin aura, om ikke andet, så ønskede hun at komme væk fra dette sted uden at starte en scene der senere ville bide hende I røven

”So if you dont mind, i will try calling him, and see where he is”

Løgnen nærmest stod ud af englen, til tider var hun elendig til det med at lyve, og dette var en af dem, både tonelejet og hendes stemme afslørede hende, kun hendes krop understøttede løgnen idet hun trak jakken frem for sig, og trak sin mobil frem, et nummer til hendes hjemmetelefon blev tastet, så om ikke andet ville hun om lidt møde en stemme der sagde at vedkommende ikke kunne komme til telefonen, og der kunne hun så ligge en besked

Mageret følte hvordan hendes vrede stille og roligt forlod hendes krop. Det føltes som om en tung byrde, blev løftet fra hendes skuldre. Mørket udenfor syntes knap så mørkt, og i et kort sekund, havde hun virkeligt lyst til at tro på kvinden der stod foran hende.

"Please don´t lie - tell me the truth. You don´t come to the hospital in serch of an old friend - and you can´t use your cell in here"

Tankerne om hvordan hun kunne overmande kvinden havde luret i baggrunden. De var ikke nær så fremtrædende lige nu, i stedet havde Margeret lyst til at vise kvinden ind til en anden patient, der lå for døden, og hvis respirator skulle slukkes i aften.

Det var en mand i 40´erne, og familien havde været der samme dag for at sige farvel, nu ventede man bare på at de gode organer han havde tilbage, kunne komme til andre patienter.

please dont lie to me, and please... Dont be what I think you are

Englens skuldre sank en smule, et overfladisk suk forlod hendes læber, en form for lettelse syntes at komme over englen idet hun lagde mobilen ned i lommen igen, et øjeblik nægtede hun at møde kvindens ansigt.

I know the rules, but sometimes everything would be a lot easier if i could just tell what i am

“I don’t get I kick out of dying people if that’s what you think.. its just.. how do I explain this without sounding like a freak?”

Et øjeblik så englen eftertænksom ud, inden hun løftede hovedet og for alvor mødte Margerets blik, hendes øjne var på en gang triste, men også stolte over den gerning hun udførte for sin skaber.

Even god must forgive a little lie in his name

“I had a feeling, that I was needed, sometimes I just get that feeling, and I follow it.. you could say I work for god, or try to at least.. I like helping people and I have been told that I have one of those personality’s where everything doesn’t seem so dark.. I try to use that to help”

Wow I really sound like dickhead right now

“Sorry I say this in a wrong manor.. its just, I thought I was needed and I can see that wasn’t true.. I didn’t mean to upset that little girls father, or you.. I just followed an instinct I shouldn’t”

Hun smilede undskyldende til kvinden, håbede at hun kunne se at Kallisto ikke ænskede at bringe nogen af dem smerte

Mageret skulede mistroisk til hende, og smerten gled over hendes ansigt i et kort sekund. Hvad nu hvis denne kvinde var overnaturlig? Hvad nu, hvis der havde været en kvinde som hende, da Margerets søn havde haft brug for det? Hvad nu hvis der havde været sådan en?

Margeret smilte derefter indforstået til Kallisto, og valgte at lade hendes blonde hår komme hende til gode.

"Oh, your a psychic?".... Eller døden

Et øjeblik spekulerede Kallisto over, hvorvidt hun havde set smerten i kvindens ansigt, men hun var ikke sikker på om denne smerte var indbildning fra hendes egen side, så hun spekulerede ikke videre over det. Der var ikke tid til at rode sig ind i flere problemer denne aften.

She will know something is wrong if i start interrogating her.. so bad idea

Da kvinden gav hende en undskyldning som hun kunne bruge, greb Kallisto den med begge hænder, det ville jo heller ikke være en direkte løgn, hendes evner kom bare fra det faktum at sjæle kaldte på hende når de skulle videre og ikke fra hendes egne instinkter.

”You can say that.. even though i only feel sorrow and cant tell what card you have..”

Den sidste del var ment som en joke, englen håbede bare at denne kvinde ville opfange det.

”I am sorry i disputed you tonight.. I don’t seems like my intuition was right tonight”

Hun lagde hovedet en smule på skrå og vendte hovedet imod et andet værelse, manden der inde havde allerede fundet fred, kun maskinen holdte ham nu tilbage, men det sekund den blev slukket, ville have tage af sted til efterlivet.
Tanken om denne mand fik hende til at smile et oprigtigt lettet smil, døden var ikke altid skidt, men den var bedst når den døde havde fået fred allerede inden den indtraf

"Hmm.. Allright then... "

Margeret gik hen mod kontoret igen, og sagde meget lavmælt, men trods alt højt nok, til at kvinden ikke kunne undgå at høre det alligevel.

"Say hello to your father from me"

Kallisto nikkede et kort farvel til kvinden inden hun selv vente sig om for at gå, smilede ved sig selv over at det vidst var lykkedes hende at komme igennem uden at afslører sig selv.
Men da kvindens ord nåede englens øre, stoppede hun op et kort sekund, tøvende længe nok til at fortælle enhver at kvinden ikke havde forventet den kommentar, et øjeblik overvejede hun da også at vende sig om og spørge hvad kvinden mente med det. Men hun vidste det var bedre at lade være.

”If i ever see him again i will”

Det var underligt, men et kort sekund mærkede hun selv et savn, men kun et sekund før det var væk. Som hun drejede ned af den gang hun var kommet fra, kiggede hun en enkelt gang tilbage inden hun fortsatte ud af hospitalet

//Out//

Margret smilte for sig selv, måske havde hun alligevel ret i sine antagelser omkring kvinden.

Hun satte sig ind på kontoret igen, og stirrede ned i sodukoen igen. De grå skyer der havde løftet sig let fra hende da kvinden havde været der, havde efterhånden lagt sig tæt om hende igen,  og hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage.
Hun brød ud i gråd, og sodukoen foran hende blev helt våd.

- Timejump - (midt om natten. 02.30)

Margeret åbnede øjnene med et z, da alarmen igen ringede. Det var monitoren der overvågede den lille piges hjerte. Hun erkendte at hun måtte været faldet i søvn, og kørte med en hurtig bevægelse stolen ud fra bordet hun sad ved. Hun havde en grim smag i munden, og der var salv ned ad hendes kind, men hun nåede knap nok at registrerer det, før hun hendes ben satte i løb mod pigens stue.

Hun var den eneste på vagt lige nu, for afdelingen plejede at være nogenlunde selvkørende om natten, og pigens far var taget hjem for at hente rente tøj. Hun trak i snoren der udløste en alarm i vagtstuen i receptionen, og håbede at en akutlæge eller sådan noget, ville komme hende til undsætning, så hun ikke skulle kæmpe mod pigens død helt alene.

Hun fandt defibrillatoren frem, og gik i gang med at give den lille krop stød.

Procella stavrede ned af gangen med et tæppe tæt viklet omkring sig. Forbandede Canadiske lortekulde! Det kun fandme godt være det var Marts, men det ville være en skam at kalde det forår! Men hun var glad for at hun havde haft tæppet i bilen. Det hjalp med at skjule hende.

This...looks...wrong...

Tænkte hun sløvt og blinkede sved ud af øjnene. Hvor var hun kommet hen? Det var mere end tydeligt hun havde fået brudt ind af et vindue og så fået vandret vild på de øde gange. Så snart hun havde set sit snit til det havde hun hugget et tæppe og en patientrobe. Det måtte gå for nu. Hun kunne ikke tænke. Det der drev hende var hvad hun VIDSTE hun måtte gøre, koste hvad det koste ville. At hendes højhælede læderstøvler kunne ses forneden af roben, sammen med kanten på hendes læderjakke var ting hun end ikke ænsede i sin verden.

Where...is....the....

Hendes hjerne have svært ved at finde ordende.

"...Angel...ER....any of them...or just..."

Stønnede hun, lænede sig tungt op af en dør, og vaklede da den åbnede sig villigt. En dyb undertrykt lyd undslap hende. Hun havde det klassisk gråmellerede hundetæppe fra bilen halvt over hovedet så hun ikke blev fanget på samtlige kameraer. Hun havde været her før, så det lå naturligt i hende at vinkle sig på måder så hun ikke kom i fokus, men det var svært at køre på en meget nutillært autopilot når hele hendes verden var lort.

Hun så ned. Der var en farvet stribe på gulvet. Noget hun blindt kunne følge uden at tænke. Fint. Blå var kønt. Samme farve som himlen...om dagen...En fod foran den anden.

Good girl...

Det var ikke hendes egen tankerække. Nogen af de der forbandede tingester var med. Hun havde stadig intet clue om hvem eller hvad de var, men den her opfordrede hende i hvert fald til ikke at gå i stå. Fint. Så kunne hun bruge det. Der lød et sagte dup af den tykke skridsikre gummie hver gang hun vaklende tog et skridt.

Look. Iz. I know we've not always been the best of friends. But if you can hear this, I could really use your help right about now...

Hun forsøgte at lede efter det bånd hun havde indeni. Hun fandt et eller andet, hægtede sig mentalt på det, og sendte den halve bøn afsted.

Der lugtede underligt her. Åh gud. Vild. Hun var faret vild. Lort. Hun hørte fjernt et apperat der hylede, og et dumpt "thump". Var hun rent faktisk på vej mod ER? Der lød løbende trin et sted bag hende og en kvinde løb halvvejs ind i hende, fik givet hende en skulder. Procella skulle lige til at takke vedkommende, men så forsvandt vedkommende i hujende hast ind i et rum med trukne gardiner. Satans. Ikke Iz. Sammentødet havde fået det til at sortne for hendes øjne.

Help yourself then. Don't stop moving

Stemmen havde ret. Procella var gået halvt i knæ og fik kravlet sig op på benene igen ved væggen. Det måtte nok se mystisk ud på et kamera. Hun åndede tungt da hun øjede hvad der kunne være en hastigt forladt vagtstue. Døren stod på klem. Havde de medicin sådan nogle steder? Det var forsøget værd, det var ved at blive kritisk og det kunne hun godt regne ud.

"...why...did....I ever...leave...home..."

Stønnede hun halvvejs faldt ind i vagtstuen der lugtede af kaffe. Lidt febrilsk rodede hendes hænder rundt. Tungespatler og håndsprit? Hvad fanden kunne hun bruge dét til? Her var bare en masse filmapper, journaler, lægebøger, medicinske håndbøger, computere, overvågningssystem af kritiske rum. Sikkert som der hvor alarmen var gået.

"Fuck...me...hard...Where the hell are you..."

Stønnede Procella. Hun lænede sig over bordet hvor hendes hænder havde fået spredt en masse papire i sin søgen. Hun lukkede øjnene. Hendes arme begyndte at dirre.

Open. Your. Eyes. NOW!

Procella mumlede et eller andet og fik pr. instinkt efterkommet ordren.

"...sorry...daddy..."

Mumlede hun tåget og prøvede at komme op på ret køl igen. Men af en eller anden grund syntes hendes krop det var rigtig rart bare at stå her og hvile lidt.

Stædige og faste skridt der langt fra kæmpede for at være diskrete, bragede ned igennem en af de mange gange på hospitalet. De store blå øjne afsøgte kort et skilt, inden hun fortsatte jagten. Normalt var Izriel slet ikke at finde på denne afdeling, hun var altid i akutmodtagelsen, med mindre der var sygemeldinger eller hun fik knyttet et bånd til en ensom syg patient, hvilket faktisk skete foruroligende ofte, hun kunne godt lide at folk ikke afgik ved døden helt alene, dén ensomhed et menneske var i stand til at udvise de sidste timer, når vedkommende ikke havde folk omkring sig, var hjerteskærende for en skabning som Izriel.
Nu var hun dog hverken i sit plejende eller hjælpsomme hjørne, en kalden fra Procella havde næsten resulteret i et stykke turkish delight endte med at blive hendes banemand, men efter en vældig hosten og hakken samt et hjælpsomt klap i ryggen af en stor portør havde hun overrumblet det forræderiske stykke slik og hvade sat kursen mod Procella, med en grim fornemmelse af, at hun denne gane ikke blot havde haft behov for at lege russisk roulette.

På trods af at englen stormede gennem gangene, var der ikke en eneste der hævede et øjebryn imod den store kittelklædte kvinde, det var normalt at have travlt på denne del af hospitalet og af samme årsag varede det ikke længe inden et par skospidser fra et par lidt for nye kondisko pegede direkte ind i ansigtet på den hundetæppe-klædte kvinde, der rodede rundt på ... vagtstuen? Nogle havde tydeligvis ikke låst døren efter sig, det var vel begrænset hvor ivrig Procella havde været efter de gummihandsker der lå rodet ud på gulvet, hun havde nok ikke været parat til at sparke døren ind for det, og desuden lignede det heller ikke umiddelbart, at der var ydet sønderligt meget vold i området.

"Procella? What the hell is going on?"

De blå øjne stirrede afsøgende ned på kvinden på gulvet, hvad i alverden havde hun gang i, det var svært at se med den mundering.Eet sted bag dem blev der arbejdet ihærdigt, genkendelsen af en hjertestarter var for hende fuldkommen naturlig. Ikke mange sekundter efter stoppede det dog om de havde været succesfulde på stuen kunne for Izriel lige nu ikke være meget mere ligegyldigt, pointen var, at der ikke ville så længe inden gangen ville flyde med personale og det ville hverken ende godt for Procella eller Izriel.

((Jeg har fået lov til at snige et ekstra svar ind af trådstarter))

Procella blinkede sløvt. Sko? Hvornår var hun faldet?

Shit...

Procella vendte ansigtet op mod lyden af stemmen. Hun kendte stemmen. De ravgyldne øjne fangede de blå. Hun sendte Izriel et stort sarkastisk smil. Det gjorde hun i hvert fald i sit hoved.

Sandheden var at Procella var dejbleg, hendes læber var tørre og sprukne, samtidig med at de havde et svagt blåligt skær som om hun enten frøs eller var kraftigt i blodmangel. Begge dele gjorde sig gældende.  Det tykke mørke hår som ellers altid sad pisse lækkert i enten løshængende frisure eller stramt opsat, havde engang været sat op i en hestehale. Det var det teknisk set stadig, men håret var fuld af jord, blad og grenstumper, pelsstrå (hvis man kigge RIGTIG godt efter) og blod.

Smilet der blev sendt var mest af alt en sygelig grimasse, og afslørede at de umenneskeligt skarpe hvide tænder var smurt ind i blod. Ved smilet begyndte det faktisk at løbe ud af munden på hende.

"E-ey...you...I...was looking....for you...got lost..."

Procellas øjne begyndte at glide i.

GET THOSE EYES UP YOU PATHETIC EXAMPLE OF DOUBLE X-CHROMOSOMES! A HUNTER? YOU CALL YOURSELF A HUNTER? WORTHLESS LITTLE PIECE OF SHIT! THIS IS WHY GIRLS SHOULD NEVER JOIN. WEAK!

Procellas øjenlåg for op med et sæt.

I am NOT a fucking girl you asshole! And if you dont get the fuck out of my-...
- It worked didn't it?
......
- That's all that matters. Move your lips. Talk. Tell her. I can feel what you feel. Forget the shame right now. If you die because you are ashamed, that's the true shame.

Hun var forvirret. Hun kunne ikke rumme alt det her. Hun rakte en slap nuddelarm op mod Izriel. Hendes Izriel. Hun havde kaldt og hun var kommet. Wauw. Bevægelsen fik hospitalsroben hun havde hugget til at glide op. Som altid var hun iklædt de højhælede læderstøvler, de tætsiddende læderbukser og den lange aluminiumsindlagte læderduster. De knapper der havde været i den var flået fra hinanden, direkte flået af fordi syningerne ikke kunne modstå læderet.

Flere steder på læderdusteren var der dybe og brede kloflænger der både afslørede at der var ringe indlagt i jakken, men de var også flere steder sprængt som havde det været hønseringe. Uden tvivl havde de reddet hendes liv.

Procella droppede smilet. Det gjorde ondt bare at trække vejret - hvilket måske ikke var så underligt endda, for alt var smurt ind i blod og jord. det var svært at se hvor det kom fra, hvor meget der var hendes og hvor meget der kom alle mulige andre steder fra. Men som Izriel efterhånden var blevet frustrerende opmærksom på så bad Procella aldrig om hjælp. Hun kunne finde på at kontakte hende på de særeste tidspunkter eller lave underlige ting bare for at drille. Ind i mellem havde hun været venskabelig. Hun havde faktisk også tilbudt sådan lidt nonchelant engang om Izriel havde brug for at komme med ud og lære lidt om hunterfaget så hun kunne få ro i sindet. Men hun bad ikke om hjælp. Dertil var hun for stolt og stædig.

"I-I...Fucked up..."

Stønnede hun. F-lyden fik blodet til at vælte ud af kæften på hende, og hun vendte hovedet til siden og gylpespyttede ned på hospitalskåben. Fedt...Izriels aura fik hende til at sige hvad hun rent faktisk mente om sig selv og denne aften. Så meget for at kunne redde den hjem ved at komme med nogle sarkastiske bemærkninger eller glide let hen over punkter.

"I tho-ought...only one...it was...pack. Alpha-female...ungh...got...a pound...of...flesh..."

Mere blod strømmede ud ved de mange f-lyde. Og så skete der noget som Izriel aldrig nogensinde havde oplevet før. Med mindre man talte en totalt gasset og dermed dopet tilstand med. Vædde samledes i de ravgyldne øjne og tåre løb ned i den filtrede og snaskede masse der var hendes hår.

"H-help...me...please...don't let me...change...k-kill me, if you...have-...."

Procellas øjne blev endnu mere ufokuserede end før og gled underligt halvt ud til siden og så opefter og derpå begyndte hendes øjenlåg atter at glide i.

Margeret kom gående ind på vagtstuen, og faldt næsten over de to kvinder, hun havde slet ikke hørt deres samtale, og end ikke ænset at der stod nogen derinde.

"What the fuck?!" Hendes udbrud var både umiddelbar og spontan, og kom af ren overraskelse over at være ved at falde over et par højhælede sko. Hun genvandt balancen og kiggede grundigere på de to der var i vagtstuen. Den ene lignede en læge - hvilket hun højst sandsynligt var, Margeret havde ikke været på hospitalet nok til at kunne genkende alle endnu, hun synes at have set lægen i frokoststuen, men hun var langt fra sikker. Den anden lignede mest af alt en alkoholiker eller en patient fra psyk. der var faret vild. Da Mageret kiggede ordenligt på hende, kunne hun godt se alt blodet, der flød fra kvinden.

Fuck... It looks like those wounds... Hendes tanker gik i stå, hun ville ikke tænke på hendes søn nu.

"Do you need help?" spurgte hun lettere chokeret, henvendt til kvinden der lignede en læge.

Hun kiggede på alt rodet og sukkede dybt, men var lige nu mest af alt glad for, at de endnu engang havde reddet pigen med nyre svigt fra at dø, og følte en dybfølt bekymring omkring kvinden på gulvet. Hun gik instinktivt i gang med at rode efter nøglerne til en aflåst stue på gangen, just in case.