Ny på afdelingen [åben][V]

Som alvoren af Procellas tilstand langsomt gik op for englen falmede det vrede udtryk til et mere desperat og tænksomt et af slagsen. I en hurtig bevægelse satte englen sig på hug ved siden af den lille kvinde, inden hun trak i tæppet for at se omfanget af skaderne, alene det at Procella savlede blod var rigeligt til at sladre om, at det ikke var godt og sikkert også var mere alvorligt end først antaget.

"Shit..." this is bad, really bad!

Resten af sætningen forblev i tankerne, Procella havde sikkert intet behov for en vejrmelding omkring hendes ødelagte krop. Et splitsekund måtte englen tage sig selv i ikke at stikke Procella en syngende lussing, det var det helt forkerte tidspunkt at begynde at klippe får nu og det fik hun heller ikke lov til ret længe. Med en modereret mængde vold og magt fik Izriel rusket i jægerens krave, til øjnene igen blev slået op med et sæt. Noget sladrede om, at det ikke var Izriels heltegerning der havde fanget jægerens opmærksomhed, men nok snare en indre stædighed, den satans stædighed.

"Okay, it's gonna be fine, we just need to get you into... Crap.."

Blikket gned ned på de store flænger både i frakke, men også på sårene. Izriel havde set sådanne sår før, mange gange, af og til havde hun været heldigt og reddet vedkommende fra sygdommen der fulgte med, men andre gange havde hun ikke været hurtig nok.

"For fucks sake woman, do you ever learn it, how long has it been since you were bitten? DO you really just want to kill us?"

En enorm vrede buldrede igen frem i englen der i et noget patetisk forsøg ruskede lægeren i den solide læderkrave på den lange læderfrakke, delvist af afmagt og delvist for at holde hende nogenlunde vågen. Så begyndte jægeren at græde, englen stivnede kort i sit ruskeri så hun rigtigt? Var det virkelig muligt? En pludselig dårlig samvittighed skyllede indover englen over hendes ukontrollerede følelser, nu gjaldt det bare om at holde hovedet koldt.

"Don't worry, I'm gonna fix this! I've done it hundred times. I really can't let you die remember?"

I et sæt rejste englen sig fra kvinden, nudelarmen der før var rakt op til hende tog englen nu selv fat i, men inden hun skulle til at trække fik en helt fremmed stemme hendes opmærksomhed, og Izriel snurede rundt med et sæt og stirrede direkte ind i ansigtet på den naturligt overraskede sygeplejerske. Englens kæbe droppede kort og en tynd pivende lyd var det eneste der forlod lægens mund, inden den igen blev lukket. Hun havde simpelthen ingen god forklaring på hvad i alverden der forgik, men så fandt hun det seriøse ansigt frem og stirrede autoritært på den lyshårede kvinde.

"Need help? Does it look like I need help? Woman don't just stand there, get me some goddamn tools to work with here! I need a room where I can stitch her up, one dose of rabies immune globulin and a rabies vaccine, some antibiotika a trunkfull of painkillers and probably some morphine... GO!"

De hurtige kommandoer ville forhåbentligt aflede diverse spørgsmål, kvinden kunne vel se, at Isabel havde rigeligt at tage sig af nu og ikke rigtigt havde mulighed for et krydsforhør. Det var heldigvis et af goderne ved det dinglende skilt der var klipset til en af brystlommerne på kitlen, som højlydt proklamerede 'Doctor'.

Der kom endnu et sygeligt smil fra jægeren.

"Oh...yeah...crap...be-etter...h-help me...fast..."

Procella sukkede af lettelse da hun mærkede englens hånd lukke sig om hendes underarm. Hendes eget greb om englens underarm var dog ret tvivlsom. Derfor floppede armen også hen over brystet på Procella da Izriel pludselig gav slip og stod og snakkede med...nogen? Procella blinkede kraftigt med øjnene for at få sved og hår ud af dem, og tvinge sit syn klart igen.

Hun boblede mere blod ud, da hun stædigt og imod alle fornuftens regler fik kæmpet sig op på en albue. En slasket hånd daskede et par gange til englens ankel. Hun havde set hende før. Hun var ny, men ikke desto mindre indviet. Hvis et par ekstra sekunder betød forandring så fuck nu alle de latterlige hemmeligheder! Hun skulle nok personligt henrette enhver der hørte mere end de skulle...bagefter....

"Gr-hr-ungh..."

Lød det først, boblende og komplet uforståeligt. Procella trak vejret i små overfladiske gisp og fik på den vis savlet det værste blod ud af munden. Det sejlede ned over hendes hage, hals og bryst.

...bad bad bad bad...

Hun følte hvordan et eller andet spændte og trykkede på en helt forkert måde. Hun gispede efter vejret i desperat pine. Så bristede et eller andet og blod væltede ud af hendes torso.

"H-unt-er...."

Gylpede hun i noget der var halvt en jamren, halvt et pinefuldt klynk, og måtte endelig give efter for den smerte der havde hærget hendes krop så længe. De sprukne læber, blåhvide læber skiltes og blev trukket tilbage fra de rovdyrskarpe, lidt for hvide og komplet umenneskelige tænder, da hun skingert skreg sin smerte ud.

Fuck...Ripper would be so ashamed! Screaming like this. I haven't done that since...I gave birth. Pathetic. Weak. Stupid. Should have checked. Make it stop. Angel or not, I'm gonna find the tallest building and throw myself from it if I become one of them...

Hendes tanker var fuldstændigt kølige på det punkt. Hun var ikke stolt over hun på egen hånd havde nedkæmpet næsten en hel flok varulve. Nej hun skammede sig vanvittigt over at hun havde ladet sig overraske og var blevet reduceret til et stykke forbandet tyggelegetøj. Hvad fanden havde hun tænkt på?! Var hun virkelig blevet så tanketom? Hvor havde hendes fejl ligget? Hun måtte....Årh for helvede kunne hun dog ikke lukke røven med det skrigeri så det var muligt at få en fornuftig tanke indført?!

Margeret hørte lægens ord lidt i periferien . Hvordan skulle hun få lægen væk fra kvinden, så hun kunne gøre hvad der tydeligvis var nødvendigt? Hun var nødt Til at se nærmere på kvinden, før hun vidste om det kunne behandles eller ej. I London plejede de at gøre kort processen når nogen var kommet så slemt til skade.

Hun nikkede kort og gik ud af rummet. Hun lagde ikke meget mærke til kvinden på gulvet, hvis det stod til hende, var hun allerede blevet skudt.

Hun kom ind kort efter med en båre og to poser blod. "follow me doc "..
Hun gik med hastige skridt ned bagerst på afdelingen, der var en aflåst dør, ind til en stue der ikke blev brugt.

"let us... Eh... You can put her in here. I will bring you the meds right away".

Izriel der normalt på hospitalet kunne fremstå urokkelig som en klippe var i vild panik, Procellas eventuelle død ville betyde hendes eventuelle død og det var ganske enkelt direkte ubærligt for englen at stå med sit eget liv i hænderne. Overraskende nok lod det til at sygeplejersken tog det hele meget roligt og forlof omgående lokalet og lod de to være alene, var det overhovedet forsvarligt at Izriel trak Procella på benene? Højst sandsynligt ikke. Med let nervøsitet i steppede hun kort på stedet, inden hun begyndte at trække den store frakke af kvinden, den ville udelukkende være i vejen og resten af tøjet kunne trods alt klippes af, det kunne ikke lade sig gøre med den store frakke, at dømme ud fra de mange metalringe der var kommet til syne under de gabende klomærker.

"Awh, why are you doing this to me woman? You saw how it went lat time I was in charge for a surgary!"

Izriel var ikke operationslæge, det havde hun folk til, hun tog sig af småtingene og havde det generelle overblik, men at lave livsreddende sammensyningsarbejde havde ikke just været i hendes boldgade. Hun skar en grimasse mens hun boksede rundt med de slappe arme fra hunteren, der prøvede at gylpe et eller andet engelsk, englen overvejede kort at bede hende klappe i, men så kom der noget der faktisk var halvvejs forståeligt. Hunter.

"Hunter? Are you fucking kidding me? How many are you guys?"

Kendte alle virkelig alle? Sådan måtte det tilsyneladende være. Noget gik i stykker på den lille kvinde, en bølge af blod var ikke længe om at fedte både jæger og engel totalt ind. Shit shit shit. Var det en lunge der var røget i svinget? Det ville da forklare den helveds masse blod jægeren i forvejen havde boblet op. I det samme dukkede sygeplejersken op med en båre, og Izriel var ikke længe om at få væltet den, nu væsentligt lettere, men ikke mindst skrigende kvinde op på den. I en hurtig vending og med hjælp fra en halvsløv saks på bordet blev Procellas t-shirt klippet i stykker og den strammeste trykforbinding englen kunne præstere med resterne af den sørgelige trøje blev lagt. Dernæst blev hun unaturligt hurtigt båret fra personalerum til operationsstue med en vældig hast. I need more help, I can't do this alone!

Izriel stirrede panisk ned på det stive bræt kvinden var blevet plantet på, englen lignede mest af alt noget fra en gyserfilm, det lange sorte hår var trukket tilbage i en stram hestehale som efterfølgende var blevet flettet og den forhenværende hvide kittel var nu sølet ind i blod.
Sygeplejersken var allerede forsvundet igen, men der var ikke tid til at tænke over situationen meget længere, i et hurtigt ryk trak Izriel i snoren der skulle tilkalde akut hjælp, to mennesker var ikke nok til at redde livet på Procella og englens ekspertise inden for kritiske operationer var slet ikke stor nok til at forsvare indgrebet. Løgnhistorien kunne hun altid komme på senere.

"Hang in there Procella!"

Procella der ikke havde sluppet grebet i den lysende tråd indeni der var Izriel lukkede kort øjnene. Det var svært at tænke. Det var som at vade rundt i tung havegrød til midt på livet, og skulle løbe en marathon samtidig.

Yeah...yeah...hanging on...

Tænkte hun ved sig selv. Hendes øjne røg op med et ryk. Hendes tanker havde flydt i hendes hoved, men havde bevæget sig mod den lysende streng hun holdt i, som hun nu identificerede som englen.

Woah...is this even bloody possible?

Procellas greb i strengen forstærkedes. I sin bevidsthed fremmanede hun et billede af sig selv, der tog den lysende tråd, og uden at give slip i den med den ene hånd, viklede den et par gange om den den anden hånds underarm og greb fat i den med begge hænder som havde det været en torvtrækningskonkurrence, derefter placerede hun fødderne godt og afbalanceret, og så trak hun imens hun koncentrerede sig alt hvad hun kunne om at tanketale med englen. Hun havde gjort det før med sin mand og sine børn...men aldrig med en fucking engel!

CAN YOU HEAR ME?

Med vilje råbte hun, for hvis modtagelsen var pisse dårlig så var det mildest talt noget lort. Uden at tænke over det tænkte hun videre. Izriel fik på den måde en række billedglimt.

Sorte handsker der ladede en pistol lydløst. Sorte støvlesnuder der listede sig hen over den kolde skovbund. Lyden af to stemmer, og en overraskelse over der var to.

En ung fyr. Ikke meget mere end 17 år, stod splitternøgen som var dét det mest naturlige i verden. Han talte med en ældre mand der sad på hug og tegnede nogle symboler i jorden med en pind. De lod til at hygge sig.

Izriel følte adrenalinsuset, sorgen over at skulle slå noget med sjæl ihjel, og samtidig hadet mod skikkelserne der uden tvivl blev anset som en trussel. Pistolen blev løftet. Englen så det som havde det enten været en film eller et videospil, men hvor det var HENDE der gjorde alt og følte alt.

Pistolen blev trykket af. Den blev tømt. tryk, tryk, tryk, tryk, tryk, tryk, tryk, tryk, tryk, tryk, klik. Den ældre mand havde fået 5 skud i hovedet og derefter 5 i brystet. Hver skud havde lydt som en lavmælt hosten.

Den unge mand skreg op, og derpå forvred hans krop sig imens han skrigende faldt sammen. Izriel fornemmede kort en betænkelighed ved formskiftningen, men strøg det bort fordi han virkede så ung. Så bevægede hun så trods al logik fremefter. Hurtigt. Helst før forvandlingen var komplet. En støvle blev smadret ind i siden på den krampende skikkelse, hvis skrigen fik en anden tone, og englen fornemmede hvordan noget var blevet brækket. Han var hurtig. Det var overstået. Og hun var våbenløs for de andre våben-...

Hun lå på ryggen på jorden. Monsteret af en jordbærblondulv stod over hende. Hun...holdt den? Om halsen? Det var ikke muligt, men det gjorde hun. De enorme poter flåede i hende, sprængte igennem det tykke læder og flåede ringene op. De flåede i hende kød. Men det var ligemeget. Izriel følte ingen skræk overhoved, kun trods, vrede og en urokkelig viden om at Herren ventede på hende hvis hendes tid var nu.

Hænder omkring en kæbe? Ej det kunne ikke passe! Izriel hørte en frygtindgydende lyd komme fra sig selv da hendes hænder pludselig flåede underkæben af bæstet over hende med en utrolig styrke der ikke burde være mulig. Dyret skreg i pine. Det følte englen til gengæld ikke nogen glæde ved. Hun kom på benene, tungt. Hun blødte. Hun genkendte ordende fra en syndsforladelsesbøn over sine egne læber, før der blev vredet tilbage og nakken på bæstet blev brækket. Under hende blev ulven til en ganske ung mand igen...dreng...

En raslen? Hun for sammen, men var for langsom. Et gigantisk savlende grønøjet monster i en dyb mahognifarve kom flyvende gennem luften og lukkede de gigantiske kæber omkring hendes højre side. Hun hørte hvordan ting begyndte at brække og den brændende smerte. En lille deodorantflaske blev hevet op af en lomme og en sky af noget stod ud i hovedet på ulven. Hunulven. Alfa-hunnen. Englen vidste at hvis ikke hun kom væk ville hun dø, lige her. Hunulven ville ikke hælme med at hævne sine flokfæller. Men i dette sekund virkede det som om bæstets ansigt var halvt smeltet.

Ud af øjenkrogen så hun hvordan ulven ændrede skikkelse til en nøgen kvinde, med hænderne for ansigtet. Af en eller anden grund vidste englen også at det var nu hun skulle gøre noget for ellers ville det bare gentage sig om et øjeblik. Bitchen var igang med at helbrede.

Derfra blev det tåget. Løb. Uendelig smertefuld løb. Skam. Selvlede. En bil. En lille flaske med blod...den var tom. Raseri. Smerte. Hospital! En by der forsvandt i strejf af gadelygter og dyttende horn, samt folk der råbte op. Et vindue. Smerte. Ikke mere blod. Hvorfor var der ikke mere?! Igen en masse tanker om selvlede og planer om afstraffelse for dumhed.

Mudret smerte, mudrede døre og gange. Hjælp. Hun skulle bruge hjælp! Og så....gennemtrængende blå øjne. Izriel så op i sine egne øjne og følte lettelse, taknemmelighed, men også vrede. Vrede over at dette var nødvendigt. Det blev dog skubbet en smule i baggrunden. Overraskelse over den blonde kvinde. Et kort glimt af samme kvinde i et rum, igang med at rense en pistol.

Alt dette tog et hjerteslag eller to. Procella åbnede øjnene. For helvede. Se det her var præcis grunden til at hun skulle have haft Azuriel, Helias dengang han var brugbar, Jack eller Jay med sig. Forbandet til lort! Hun frøs. Frøs så utroligt meget. Hvordan var det overhoved muligt at kunne koncentrere sig om at man frøs når man var flået fra hinanden?

Great...So. I guess I'm gonna die here. Just because I got sloppy. Way to go. Taking an angel with me. Bet the big guy is gonna be sooooo happy about that...

Tænkte hun tørt og distanceret. En mulighed. Hun havde selvfølgelig én meget mikromal mulighed hvis alt andet fejlede herinde. Der var muligheden for Wicked. Hvis han på noggen måde kunne nå frem i tide. Hvis han var på La Sunisha var det umuligt. Skulle hun prøve?

Alt dette kunne englen også følge med i, for Procella havde ikke sluppet sit krampagtige tag i deres streng der forbandt dem.

Margeret kom ind på operationsstuen med 3 poser blod og en pose saltvand. Mest af alt ønskede hun bare at kvinden på båren ville forbløde og dø, så hun var fri for at tage sig af hende bagefter. Tilgengæld vidste hun også, at hvis hun ikke gjorde sit ypperste for at redde kvindens liv, ville hun miste sit arbejde.

Hun satte et drop i Procellas venstre arm og hang blodet op på stativet ved siden af operationsbordet. Procella lå stadig på båren - det var klart, det var alt for besværligt og farligt at flytte en så tilskadekommen kvinde alene.

Der kom en del folk løbende. En sygeplejerske, en kirurg og en anæstesi læge.

Procella blev flyttet til operationsbordet, og tingene begyndte at gå meget hurtigt. Hun fik en slange i halsen, så hun ikke behøvede at trække vejret selv mere og en respirator lettede hendes vejrtrækning betydeligt, på trods af de brækreflekser hun muligvis følte, da Margeret pressede intubationsrøret og laryngoskopet ind i hendes mund, der var ikke tid til hverken at give hende muskelafslappende eller smertestillende medicin før intubationen. Det resterende tøj blev klippet af hende imens.

"Oh my god", udbrød sygeplejersken, der næsten faldt om da hun så den tilstand kvinden var i. Flere ribben stak ud af den blodindsmurte hud. Hvis man kiggede godt efter, var man slet ikke i tvivl om at huden inden under, var næsten sort af blodansamlinger. Alt efter hvor meget Procella var ved bevidsthed på dette punkt, kunne hun muligvis mærke den kraftige metalsaks der begyndte at klippe hendes meget stramme og flængede læderbukser op. For hvert klip, blev hendes hud en lille smule mere penetreret, men det var der heller ikke tid til at tage sig af - hendes tøj skulle af, så kirurgen kunne bedømme skaderne og hun kunne stabiliseres.

"Intubation of woman", lægen snakkede ind i sin diktafon. "fracture on the ribcage, open wounds on both sides of back, ribs visible, legs..." Han holdt en pause "shattered, many open flesh wounds". Han lod til at være ligeglad med hvad der skete rundt om ham, alle kendte deres plads. Dog, hvis man kiggede godt efter, kunne man se svedperlerne pible frem på hans pande. Han var ikke vant til synet af SÅ ødelagte mennesker.

Anæstesi lægen kom med en lang kanyle, og sprøjtede en klar væske ind i håndryggen på Procella. Kort efter ville hun sandsynligvis opleve en stærk smertelindring.

"Put her under, we need to operate right away". Kirurgen talte direkte til anæstesilægen. Den anden sygeplejerske på stuen var ved at forberede instrumenterne, mens kirurgen roligt gik ud fra rummet, for at gøre sig selv klar til operation.

Ude fra gangen kunne man høre han kaldte "WE NEED SOME MORE MEN IN HERE!". Én kirurg og én traumelæge, var langt fra nok, til at lappe den kvinde der nu lå på operationsbordet, sammen.

Da lægen var gået ud, begyndte Margeret stille og roligt at tørre blodet af kvindens ansigt. Et billede strejfede hende meget kort, men lang tid nok til hun kunne nå at registrere det.

En mørkhåret kvinde, komme ind ad en dør. Margeret selv havde siddet og pudset sin pistol. Det var en af de første dage på Deploratus og hun havde været på hovedkvarteret. Det gik op for Margeret at hun havde set kvinden på operationsbordet før.

Valencia begav sig ud af elevatoren og hen på sin stue for at fremmøde til aftensvagt. Det lange røde hår var sat op i en stram knold hjemmefra og hun regnede med at gå en rolig aften i møde med et par hofte operationer eller kejsersnit. Hun smed sin taske i garderoben og nåede kun lige at skifte til den hvide kittel, da hun hørte klokken ringe.

Oh shit, that was fast

Hun fumlede kort med den sidste knap i kitlen og hurtigt tog hun hospitalskoene på og var ude på gangen. Hun gik ind i vagtrummet og tjekkede hurtigt hvilket lokale der blev kaldt til hjælp fra. Hun var hurtigt henne ved trapperne og på vej ned til afdelingen for at assistere.

Allerede ude på gangen, blev hun mødt af sygeplejerske der gav hende den information hun skulle bruge, gav hende handsker og maske på og åbnede døren for hende til operationsstuen.

Hun måtte dog i et kort sekund lukke øjnene sammen da hun blev ramt af noget uforventet..

An angel? We don't have any angels .. why ..

"Doctor, hurry" hørte hun så en af sygplejerske sige til hende, hvilket hurtigt gjorde hende fokuseret igen og hun gik hen til operationsbordet, hvor hun blev mødt af det blodige syn. Der kom dog ingen grimasser fra hende - det var ikke fordi blod var uvant for hende - heller ikke udenfor arbejdet.

Hun konkluderede dog hurtigt at kvinden havde brug for en dosis af lidt magi for at hendes chancer for at overleve skulle blive eksisterende - problemet var bare at der var flere læger end hende til stede, så der var langt flere øjne på patienten end der normalt var - og det skulle jo gøres uden at det var mistænkeligt.

Imens en af de andre læger fik udstyr til at kunne fjerne det snavs og rester af tøj der kunne ligge i sårene, havde Valencia påtaget sig opgaven at få stoppet de blødningerne der var værst. På den måde kunne hun være den eneste udover sygeplejerskene der havde opmærksomhed på de steder hun havde tænkt sig at sprede lidt magi henover.
"Get some more blood" sagde hun så henvendt til den sygeplejerske ved siden af hende - selvom der allerede var nok blod, var det en måde at få hende til at fjerne opmærksomhed.

Hun kiggede kort op imod kvindens ansigt og det var her, det gik op for hende at dette ikke var hvilken som helst kvinde, hun havde bestemt set hende før - hun havde dog ikke tid til at nå at spekulere over hvor og hvornår og hurtigt var hendes opmærksom ved sårene igen.

Izriel var ikke længe om at øjne Margret så snart hun trådte ind på stuen igen, i tre hurtige skirdt fik hun flået medicinen ud af hænderne på kvinden og mens sygeplejersken fik lagt et drop og fik styr på blod og saltvand huggede englen den kraftige vaccine i armen på Procella. Nok havde varulve endnu en sjæl, Izriel ville ikke dø af, at den lille kvinde transformerede sig, men englen var heller ikke et sekund i tvivl om, at Procella ville gøre alvor af at aflive sig selv, hvis hun blev offer for den skrækkelige sygdom.
så snart der kom forstærkninger til rummet var Izriel ikke længe om at få trukket i en operationsdragt, samt hætte og maske, det kunne godt være, at hun ikke var operationslæge, men hun kunne i hvert fald sy folk sammen og det var der i allehøjeste grad brug for. Mens den mørkhårede engel var igang med at trække handskerne på flimrede hendes blik kort, billeder dukkede frem på indersiden af de blå bekymrede øjne, hele synet for forbi, til hun igen stirrede gennem rummet og ned på den (nu) stilleliggende krop.

Don't you dare Procella, I'll save you, you don't need that beast to do that!

Tanken var tør og bestemt, det var tæt på at englen hellere så Procella, og dermed hende selv oven i hatten, død end at overlade hende til en dæmon, bare tanken var direkte kvalmefremkaldende. Som skæbnens ironi ramlede en forstyrrende aura imod englen, hvilket hurtigt fik blikket vendt mod den nyankomne assisterende læge. Englens øjne blev helt smalle et kort sekund og en sær trang til at aflevere den abnorme mængde Turkish Delight hun tidligere på dagen havde indtaget var ikke længe om at melde sig på banen, men situationens alvor taget i betragtning overmandede det rendyrkede instinkt englen, så intet uheld der involverede halvfordøjet frokost i hjørnet blev nødvendig.

A demon... As a doctor? Really? That's just perverted in a whole new level!

Izriel bed tanken i sig og vendte blikket mod sårene der blev blottede som de stramme bukser blev klippet op, der var hverken tid eller mulighed for at begynde at omdanne operationsstuen til en miniversion af apokalypsen og så længe at dæmonen gjorde et stykke arbejde for faktisk at redde mennesket, kunne hun vel heller ikke tillade sig at skabe sig.

Procellas instinktive reaktion på en gummislange der blev forsøgt tvunget ned i halsen på hende var at æde hende den blonde der gjorde det, eller bide hul i tingesten. Det smertede, og at blive deepthroated var ikke lige hvad hun havde forventet...slet ikke af en menneskelig kvinde. Åh...ja...menneske...dem spiste man da vidst ikke...vel?

...put her under...

Ordende trængte ind i hjernen på Procella. Hendes svømmende blik blev et kort sekund knivskarpt. Hendes ravfarvede øjne blev rovdyrgule, og pupillerne blev nålespidser. Den emotionelle bombe der ramte Izriel igennem deres bånd var en blanding af panik og raseri. Hvis ikke det havde været fordi at hun faktisk mere eller mindre lå med blottet indmad i fri dressur, så havde hun svunget sig direkte ned på gulvet og vadet ud visende sin klare mening om tingenes tilstand med et sigende fingerpræg. Det var hun dog ikke i stand til. Utroligt nok kom der stadig et lille ryk igennem hendes overkrop, der dog sagtens kunne mistolkes til blot en smertekrampe eller muskelspasme der løftede hende et par centimeter før hun faldt tilbage igen.

Hvordan kunne det være at hun ud over al den smerte hun følte, stadig kunne mærke da der blev lagt drop i begge hendes håndrygge? På et distanceret plan fandt jægeren det både finurligt og forunderligt. Og så kom den første bølge af følelsesløshed. Det var ikke så meget smertelindring som det var en form for adskillelse fra hendes krop. Hun havde det som om hun lå og skvulpede rundt i koldt vand. Droppet var...koldt....

Y-you will? Why? Uhm. Thank you?

Lød det nærmest forvirret fra Procella, vis tanker begyndte at blive enormt tågede. Det var da mægtig flinkt af englen, men Wicked var da ret god til at redde hende. Det havde han vidst gjort et par gange. Hvis ikke mere.

He's so...sentimental...my little beastie-boy...tehehe. He pretends to have a heartbeat...for me...ain't that just the sweetest? ...Ouch...that long needle...oh! He came!

Et sygt smil gled over jægerens ansigt, og det var virkelig en syg grimasse for hun havde en slange ned i halsen og burde teknisk set have været langt væk i lala-and på nuværende tidspunkt.

"Mhhrggiikrrr"

Lød det fra kvinden der spontant begyndte at få opkastningsreflekser, men for svage til at hun faktisk fik flået slangen ud. Hendes tanke der fulgte den uforståelig gurgleting var dog ikke til at tage fejl af.

Wicked!!!

Det var en tanke der var fuld af lettelse og glæde. Og så. Skuffelse. Jægeren kunne lugte dæmon, men...det var forkert. Procella var nok smertelindret og havde fået vaccine, men hun havde ikke fået den cocktail der slog benene væk under hende...i overført betydning. Der skulle nok en del til at få hende op at stå på nuværende tidspunkt.

Oh...no...not...not Wicked.

Der var noget næsten smertefuldt i det niveau af skuffelse der blev følt. Derpå kampånd igen. Der var en dæmon i lokalet og hun lå og blødte som et stukket svin. SHIT!

Uhm...Iz. This might be a problem. My blood is...Erhm...like...bacon to a dog...tehehe...dog....

Jægeren kæmpede for at holde en seriøs note men blev ved med at tåge hen og blive grødet og nærmest halvfuld og tåbelig i sin tankerække.

Know it...I met it? Oh...yeah...the spawning demon....Narcissas fuck-buddy....hey do you remember Nari? You where very ruuuuuuude. If she tries to eat me, you can be rude to her too, mkay?

Der var et dybt mentalt suk da saksen møvede sig igennem de tykke læderbukser.

Aaaaw! They where almost new. Why do people always hate on the pants? They're really expensive you know. Oh...if you tell her you killed Nari, she might not hate you. Are you guys gonna have a bitchfight? Could you maybe....do stuff to me and theeeeeen have a bitchfi-... OUCH!

Kroppen på briksen begyndte kæmpe da et af de brækkede ribben fik boret sig igennem den ene lunge der kollapsede i hende. Langt væk fra hørte hun hvordan en masse apperater gik amok.

Margeret kiggede lidt fortørnet på traumelægen, der demonstrativt tog blodet ud af hendes hænder.

Hvad fanden bilder hun sig ind?! Sådan en kælling. Der var ikke plads til forsmåede følelser nu, men hold op hvor havde hun lyst til at sætte hende på plads. Bare fordi hun "kun" var sygeplejerske, betød det ikke at hun ikke vidste hvad hun lavede, og hvis hun havde ret i sin antagelse af at kvinden var blevet angrebet af en varulv, så havde hun garanteret prøvet dette flere gange i London, end traumelægen havde set brækkede ben. Kælling

Der var ikke en rigtig ændring i rummet, men da den nye operationslæge kom ind i rummet, bemærkede Margeret hvordan traumelægen kiggede på hende og skuttede sig lidt. Selvom de muligvis ikke bemærkede det, blev hele rummet indhyllet i et lag af yderligere anspændthed, det var helt tydeligt, at de to kvinder havde et problem med hinanden - også selvom de muligvis ikke selv bemærkede det.

"Shhh" Margeret aede Procella over kinden, da hun opdagede hendes kraftige reaktion på intubationen, "It´s going to be fine". Margeret kiggede hende i øjnene, og det gav næsten et z i hende, da hun så at kvindens øjne blive som et dyrs.

I knew it, I fucking knew it! Følelserne der overvældede hende var enorme, og hun blev smidt direkte tilbage til England for 5 år siden. Blod over alt, lille dreng på gulvet, dyr der kravlede ind af vinduet, alle billederne viste sig igen for hendes indre syn. Hun kiggede koldt på Procella, der igen lå og svømmede rundt i en tåge af bedøvelse. If you change, I have to kill you Hendes øjne var kolde og hårde.

Anæstesilægen så bekymret på Procella. "With that ammount of drugs, she should be asleep, If I give her more, I´m affraid to put her down under" Lægen gik lidt frem og tilbage mellem sine monitorer og tænkte på hvordan hun kunne undgå at dræbe Procella, og stadig give hende mere narkose. Noget hun kunne gøre var at lægge en epiduralbedøvelse, men det ville ikke fjerne smerterne fra de brækkede ribben, og heller ikke passe på hendes ødelagte overkrop.

Apparaterne rev anæstesilægen ud af sine egne tanker, og fik rettet dennes opmærksomhed mod patienten igen. Lægen gav ét skud morfin mere, og håbede at det var lige nok til, at fjerne alle Procellas smerter.

Det skummende lyserøde blod, boblede ud af munden på hende rundt om intubationsrøret. Margeret skyndte sig at sætte en respirator til røret, så Procella stadig ville få luft. Hun kiggede afventende på lægerne, og undrede sig over, om de ikke vidste hvad de skulle gøre. I England havde de altid startet med de alvorlige skader, og derefter de mindre alvorlige. Men hvad kunne man gøre ved brækkede ribben? Hun havde engang set sin mentor hæfte ribbenene sammen på en fyr, efter han var blevet smidt ud fra 4. sal, og havde brækket de fleste ribben i højre side. Hvis ingen af dem vidste hvad de skulle gøre, måtte hun enten risikere at afsløre at hun havde en hel del mere erfaring en kun sygepleje, eller lade kvinden dø.

Det sidste, var det mest tiltalende, dyr i menneskeform skal ikke gå rundt i live.

Dæmonen besluttede sig hurtigt for, at lungen var det vigtigeste og derefter ribbenene - nu skulle hun bare overveje hvor vidt hun ville bruge SÅ mange kræfter på kvinden - var det det værd? Hvor skidt ville hun selv få det efterfølgende? Der var jo en chance for at hun kunne besvime ..

Hun rynkede panden tankefuldt og vendte så opmærksomhed mod den anden sygeplejerske, Margaret "I think you are done here .. please leave the room and go back to your actually work" sagde hun så, så sødt hun kunne få sig selv til, selvom hun i virkeligheden var lidt irriteret over at det skulle være så besværligt, at bruge kræfter på ét menneske, som hun muligvis kendte - men det var ikke ligefrem fordi hun fik det store ud af det.

Hun vendte derefter opmærksomheden imod anæstesi lægen "You look a little ill, maybe it's time for at break, we can take it from here" sagde hun så bekymrende.

Anæstesi lægen kiggede lidt undrende på Valencia "Are you sure?" spurgte han så, men han måtte dog indrømme at han faktisk havde det lidt skidt.

"Yes, just leave" svarede hun med blikket vendt imod patienten på bordet og ventede blot på, at han tog sig sammen og skred, så hun kunne få lov at gøre sit arbejde før det var for sent.

Anæstesi lægen forlod derefter tøvende operationsstuen, nu manglede hun blot at sygeplejersken fik slemt sin mås ud.

Margeret løftede et øjenbryn. Hun vidste godt at dette ikke var tiden til at begynde en diskussion, da kvindens liv stod på spil, men alligevel kunne hun ikke undertrykke den store skepsis hun følte.

"So... You just sent the anesthesiologist out of here, without putting the patient to sleep, and now you want me, the only nurse in the room, to leave, too? I hope you know, that this is against all hospital policy, missy..."

Hun kunne ikke lade være med at føle sig forurettet. Hun om nogen vidste hvordan man tog sig af varulveangreb; man skød dem, før de spredte sig! Hendes kolde øjne og stålsatte ansigt talte tydeligt sit eget sprog; hun havde ikke tænkt sig at forlade stuen.
Hun rettede opmærksomheden mod Izriel "Clearly you are not okay with this, right?! Otherwise I have to turn you both in... "
Hun kiggede igen på Valencia "and clearly, all of us wants to keep our jobs, right, missy?"

Hvis de to læger huskede tilbage på deres uddannelse, kunne de muligvis godt huske, at der altid skulle være mindst én sygeplejerske på stuen når der blev opereret, til at assistere lægen og hente ting, som lægen ikke kunne hente selv.

((Ridser lige rækkefølgen op:
Izriel
Procella - Hvis der kan kommes med noget konstruktivt ud over "bløder mere"
Valencia
Margeret ))

Izriel sukkede frustreret og irriteret over jægeren. Hvilken en af dem var ikke helt til at vide, derpå vendte hun sig demonstrativt mod den nye sygeplejeske, tog fat i hende, vendte hende lettere brutalt rundt og skubbede hende ud af operationsstuen. Da de var kommet ud flåede Izriel sin maske af, hendes øjne skød lyn.

"Go back to your station nurse!"

Lød det svidende fra hende og blokerede døren med sin krop. Det var muligt sygeplejesken var jæger, men det kunne hun faktisk ikke tage så højtideligt i betragtning af at Procellas død eller overlevelse var ensbetydende med hendes egen. Så skulle sådan et styk beaukratisk finke ikke stå i vejen.

"You could complain of course, but I would not recommend it. Now. Leave"

Selvom Izriels ansigtsudtryk var neutralt og hendes stemme det samme, skød hendes øjne stadig lyn, og der var noget umærkeligt truende over hendes kropssprog og ord selvom alt blev sagt så køligt og distanceret. Hvis sygeplejesken skulle være i tvivl blev en arm med et ryk skudt ud fra den høje sorthårede kvindes krop, med en stift pegende finger imod den retning der fik "Nurse Larson" tilbage på sin egen afdeling.



((Hej folkens, jeg har ikke mulighed for at svare hver eneste dag, så i er nødt til at fortsætte tråden uden mig, da min kalender er fuldt booket og min rådighed nok kun strækker sig til at kunne smide et indlæg om ugen. Jeg kan fornemme at det ikke er nok for jer, så jeg hopper muligvis ud her. // Iz ))

Da Izriel forlod operationsstuen, skubbende sygeplejesken, mente Procella bestemt at legen var ved at udvikle sig til noget skidt.

Hvad tænkte hun dog på?! Efterlade hende alene med en dæmon?!

...oh fuck me sideways...

Tænkte hun tørt og forsøgte at sige et eller andet, men det var mere eller mindre komplet umuligt med en slange i kæften, en punkteret lunge, en hjerne der gled ind og ud af morfintåger, en krop der skreg i smerte, og 30 forskellige hylende pibende, blobbende og dyttende maskiner.

...wonderful...just fucking awesome...get over with you freak. Eat me. I'll become the worst polter you can ever imagine and haunt your ass from here till kingdom come!

Det slørrede og svømmende blik forsøgte at fange alle Valencias bevægelser, og hun blinkede vildt for at frigøre sit blik fra den tåge der truede med at sende hende dybt ind i lala-land. Hun takkede lige nu sin Gud og Skaber for at ingen havde pumpet hende fuld af narkose så hun var overladt en sovende død. Hvis hun skulle gå nedenom og hjem så blev det med kamp til det sidste!

Langsomt i sin bevidsthed forsøgte hun at samle sig om at få bedt en bøn der kunne give hende noget frastødende "juice" indtil englen kom tilbage. Hvor fanden var hun gået hen?! Hvordan helvede kunne det falde hende ind at skride...nu?!

I sin paniske tilstand og tåget af morfin og smerte og med Valencia med maske på, kunne hun overhoved ikke genkende kvinden fra legepladsen. Hun kunne kun lugte at hun var sammen med en dæmon, og Izriels tanker og reaktion på hende havde da også skreget i bekræftelse af hendes egne konklutioner. Det var altså ikke hende der var idiot.

Til gengæld var der måske en mulighed for at Valencia kunne genkende Procella, nu hvor sygeplejesken havde vasket hendes ansigt rent for jord, savl, diverse skovbundsmaterialer og både indtørret og frisk blod. Faktisk var hendes ansigt nok det aller reneste på hele hendes anatomi i dette øjeblik.

The nurse. She was a hunter! Why is she not coming back and killing this ugly motherfucker?! Dammit! SOMEONE! HELP ME!

Procellas ene arm floppede svagt på operationsbordet og faldt ud til siden. Det var hendes fysiske reaktion på hendes ellers kraftige samt ikke mindst desperate tanker. Ynkelig og ubrugelig? Jæs...Også i dén grad.

Det var kun til Valencias fordel at Iz kom til hjælp og omsider fik puffet sygeplejersken ud af stuen.

Hun kiggede koncentreret ned på skaderne og skulle lige 'tage tilløb' før hun skød magi afsted, det var ikke fordi det var let eller små ting hun skulle til at lappe sammen.

"Lay Still" sagde hun så lettere irriteret da Procellas arm svang udover kanten. Hun kunne godt fornemme at der var et eller andet galt med hende, men det var der altså ikke tid til at spekulere over nu.

Hun trak sine handsker af og lagde så hænderne imod skaderne. Der bredte sig en varme fra hendes hænder, som var de en varm radiator på en kold vinterdag, varmen bredte sig henover skaderne - Først lungen og derefter ribbene - som healede næsten perfekt - der ville nok være ar, da hun slet ikke var så stærk i sin evne at hun kunne klarer så store skader med perfekthed.

Hun kneb øjnene i og hun begyndte stille at sveje lidt i benene, som forsvandt kræfterne fra dem, hendes hænder dirrede, som var hun ved at gå sukkerkold og hun fjernede hænderne fra hende og tog fat i operationsbordet for ikke at vælte. Hun hev sin maske af fra munden, som havde hun svært ved at trække vejret, selvom det ikke var tilfældet - men det føltes stadig indelukket for hende i denne tilstand.

Hun tog sig til hovedet, så det mørkerøde blod blev smurt udover hendes operations hue og hun nærmest lignede en der havde været i krig. Hun lænede sig op ad nogle skabe bag sig og fumlede efter noget der kunne tilkalde en læge eller sygeplejerske, så de kunne klarer de sidste skader, der var jo stadig lidt syning og rifter der skulle ordnes

Hun fik derefter fat i snoren fra loftet og hev i den, i mellem tiden måtte hun tage sig sammen til at komme ud af stuen. Inden at hun endte med at angribe Procella for at få energi igen - også ville besværet med at heale hende være rimeligt spildt.

Margeret, følte sig yderst fornærmet. Hvad bildte sådan en lille sæk sig ind?! Som om hun på NOGEN måde var bedre end hende. Hun gik langsomt og trodsigt ned mod sin afdeling igen, men fik det alligevel til at gå akkurat så langsomt, at hun hørte påstyret inde fra stuen, og kom stormene imod døren, idet Valencia kom ud af den.

"Whats the matter with you?!" sagde hun vredt, mens hun prøvede at sno sig udenom den blod indsmurte kvinde.

WHAT THE FUCK?! ANGEL!!! WHERE ARE YOU?!

Procellas tanker skreg ud mod Izriel da dæmonen pludselig stod med hænderne inde i hende. Hun var ikke læge eller noget, men det her kunne helt ærligt ikke være sundt på NOGEN måde!

Oh..yeah...great...shower in my blood you fucking pervert!

Tænkte Procella rasende. Det gik pludselig op for hende at hun kunne trække vejret ubesværet, eller...så ubesværet som man nu kunne det med en slange i halsen. Men det gjorde ikke ondt?

Fucking great! The bitch cursed me! SHIT! Someone help me dammit!

Procella så lettet på sygeplejesken der kom ind, men så fordampede hendes lettelse. Der var en svækket dæmon, med Procellas blod smurt ud i ansigtet. Hun vidste hvordan hendes blod havde virket på flere dæmoner samt vampyre. Det var den som narkotikum for dem, af en eller anden årsag. Hun havde brugt det mod Narcissa et par gange, og mod et par vampyre.

...another fucking freaky thing about me...

Strøtanke. Men her var altså en dæmon med hendes blod i skallen, og ind kom hende den nye der ikke vidste en dadel om at den sære kvinde herinde var dæmon. Barn eller ej, Procella havde ingen anelse om hvad hun havde gjort ved hende, og hvad vigtigere var - hvorfor! Hun ville ikke dø, selvfølgelig ville hun ikke dét! Men hun ville heller ikke blot ligge her som en hjælpeløs klud og se til imens sygeplejeske-jægeren blev ædt af en dæmon.

Med et ryk satte Procella sig op, og skreg, den blottede muskel i låret dunkede vildt. Da hun skreg var det gurglende og hun begyndte samtidig at brække sig, fordi den tykke slange i hendes hals satte gang i samtlige brækreflekser, og for hede hule helvede hvor gjorde det ondt! Med febrilske hænder flåede hun slangen ud af halsen. Tårene blændede hende totalt og hun håbede faktisk at det varme våde hun mærkede overalt var blod der fossede ud af låret på hende og ikke hende selv der havde pisset ud over det hele. Med en meget distanceret del af sin hjerne tænkte hun forholdvist tørt at pis ikke kunne være det sundeste at marinere en lårmuskel i.

On a scale...this has to be one of the fucking worst situations I have been in since...a couple of years. At least. Crap...Wick? James? SOMEONE!

Hun dirrede over hele kroppen og måtte giver efter og halvt jamrende fordi hun undertvang de dybe hulk i hendes bryst, halvt prustende for at kvæle de skrig der så velvilligt ønskede at presse sig ud af hendes hals - faldt tilbage på briksen igen. Hun forsøgte samtidig at fange sygeplejeskens blik. Hun måtte advare hende for fanden!

"Just .. Help .. the goddamn woman!" sagde Valencia og pegede hen i retningen af Procella.

Hun fik netop snoget og kæmpet sig helt ud af operationsstuen og ud på gangen - da hun hørte skriget, men hun havde ikke tid til at tage sig af det og endda slet ikke nu hvor der var en sygeplejerske derinde som havde været der før - og set de skader hun havde healet inden.

To andre sygeplejerske løb forbi Valencia og ind på operationsstuen for at hjælpe.

Not on the hospital, Not on the hospital, wait till you get out

Prøvede hun at tænke, for at holde sig fra at overfalde nogle på sin vej ud.

Sygplejersken Ann fik så øje på den foroverbøjet og næsten kravlende doktor og skyndte sig hen til hende "Dr. Bostwick, are you allright?" spurgte hun så bekymret

Damnit - leave me alone for your own safety Ann!

"Yes .. Yes just .. just the time of the month and my stomage .. is hurting very much .. thanks"
Sagde hun så og viftede lidt med hånden og skyndte sig - så hurtigt hun nu kunne - ind i den nærmeste elevator og trykkede ihærdigt på knappen, selvom hun kunne se en sygeplejerske komme gående.

Margeret skyndte sig at tage fat i Procella, og hjalp hende til at ligge behageligt. "I don´t think the sedative is working anymore, Ill get the..... " Hun nåede kun lige at kigge på Procellas brystkasse, før hun opdagede der var noget helt galt. Hun kiggede på Procella igen, og mærkede hende, knap så blidt, op og ned langs ribbenene...

"God damn woman.." Hun vendte sig om, næsten lydløst, og satte i løb ud af døren, hun måtte finde den der læge. At have overnaturlige væsner på et sygehus var helt utænkeligt, de kunne jo være hvad som helst. Mest af alt, helvedes farlige.

Hun kunne ikke se Valencia nogen steder, kun en blodig plet på gulvet. Hun kiggede op, og elevatordørene lukkede langsomt i, mens hun stivnede og så to personer i elevatoren: Lægen, og en sygeplejerske.

"Fuck" mumlede hun og gik ind til Procella igen. Hun tog fat i hendes hår for at holde hende nede, og selvom de andre sygeplejersker var på stuen kiggede hun hende dybt i øjnene, og vrissede vredt "What did she do to you?!"

Procella der havde grebet hårdt fat i sengerammen imens en sygeplejeske febrilsk forsøgte at suge blod bort fra det åbne sår i benet på hende og en anden stod klar med en lille brænder samt nål og tråd så der kunne gribes til værk så snart blev fundet ud af hvad pokker det var der var gået i stykker og hvor omfattende det var.

(Terninger er kastet)

Procella der hvæsende trak vejret gennem sammenbidte tænder for ikke at stønne og jamre som en tøs, og samtidig spændte i mavemuskler og hele overkroppen, reagerede komplet uden at tænke da en eller anden pludselig begravede fingrende i hendes blodmattede, jord- og bladindsmurte fuglerede. En knyttet næve for direkte mod Margerets ansigt med kraft nok til minimum at brække hendes næse.

"Get your fucking hands of off me! This is not bedside manners nurse. Go ask her yourself!"

Snerrede hun. Hun greb derpå fat om Margerets håndled med den ene hånd og fik med den anden frigjort hendes fingre fra fuglereden.

"Excuse me? What the hell are you doing Larson?! Leave the patient alone? Are you out of your mind!?"

Den ene sygeplejeske havde i harme rettet sig op. Verden var af lave og hun tolererede ikke at denne stakkels kvinde blev udsat for mere uproffesionalisme. Ikke på hendes vagt. De ville alle blive sagsøgt langt ind i helvede, og kvindemennesket ville vinde. Hun havde aldrig oplevet noget lignende før og nu måtte det være nok. Lægerne var tossede alle som én, men sygeplejeskerne måtte holde sammen for de var altid dem der fik de åndsvage opgaver og blev set lidt ned på fordi de ikke havde de lange fine uddannelser. Fanden heller om der så skulle komme sådan et styks nyansat og trække hele teamet ned på tosseniveau. Det var hendes lønseddel slet ikke stor nok til.

Blodet sprøjtede ud til alle sider. Procellas hår og ansigt blev farvet rødt af Margarets blod. Hele verdenen omkring hende drejede rundt, og i et øjeblik, vidste hun ikke om hun skulle besvime eller kaste op.

"What the hell are you doing woman?!", Margeret tog sig til næsen og mærkede med det samme, at hendes overlæbe også var flækket.

Hun tog først ikke notits af hvad den anden sygeplejerske sagde til hende, men gik langsomt hen til vasken og tændte for vandet.
"Back to work, the woman is bleeding out god damnit!", nærmest skreg hun af den anden sygeplejerske.

Vreden inden i hende byggede sig stille og roligt op, en ting var at den nævenyttige og ligegyldige kvinde på bordet havde slået hende. Chancerne for at hun kom til at slå hende ihjel på et senere tidspunkt, var store - specielt hvis det virkeligt var en varulv der havde været på hende. En anden, og betydeligt mere alvorlig ting var, at en af lægerne havde overnaturlige kræfter.

Procella noterede sig egentlig ikke så meget det nye blod. Hun var allerede totalt smurt ind i sit eget, indtørret som friskt. Hun fandt dog en sær tilfredsstillelse i at have kunne tilføje hende jægertøsen lidt smerte. Sådan noget fejt pigefis. Hive i hår. Hvem troede hun lige at hun var? Hun kunne i det mindste have udspurgt hende på et tidspunkt hvor hun ikke lå og blødte på et operationsbord og hvor der var videner omkring dem.

I'm breaking you nose your stupid cunt!

Ja det var det hun havde mest lyst til at skrige af hende, men hun afholdt sig fra det, da det faktisk ikke villle gavne noget, og nok ville virke en del alarmerende på de tilstedeværende sygeplejesker, og hun ikke havde brug for at der kom portøre og vagtpersonale ind. Hun håbede bare at hende den nye jæger-fidus havde tankevirksomhed nok til at afholde sig fra flere tåbelige stunts for Procella tvivlede helt ærligt på at hun faktisk havde nok selvkontrol til at afholde sig fra at brække hendes kæbe, arm eller hvad andet der kom indenfor rækkevide hvis hun på nogen måde gjorde noget på hende der gjorde ondt på den forkerte måde.

Den tredje sygeplejeske fik skyndsomst gjort en maskine klar og uden de store besværligheder smækkede hun en stor nål i Procella. Jægeren gippede og var lige ved at kløjes i sit skrigeri. Hun stoppede sig selv i at flå kilden til smerten ud, da det tåget gik op for hende at den tykke nål havde en gummislange i røven og den var mørkerød af blod.

Dammit...I just need a bit of angleblood instead of all this shit. Come on! Fuck me! Fuck me 5 ways from Sunday! Where the fuck did Izriel go?! Get back you fucking lousy piece of...

"If you hit me, I swear to God I will restrain you! Are you gonna behave?"

Spurgte den tredje sygeplejeske, en ældre buttet kvinde, med et greb af stål og et sæt øjne til at matche det, brutalt. Procella nikkede velvilligt og trak vejret i små stød for at forsøge at kontrollere smerten og sin egen verbale reaktion på det. Kæft hvor hun skammede sig over alle de patetiske støn, skrig og jamren der undslap hende. Ripper ville have set meget misbilligende på hende over det her og være gået i foragt.