den søde tand

tid: 14:00
sted: ved et par boder
omgivelser: mange mennesker
vejr: snevejr
dato: 12 januar
dag: fredag
årstid: vinter

ryu gik stille rundt og kiggede på de forskellige ting i boderne. han brugte meget tid på at kigge på nogle amuletter og halskæder. han kom også forbi nogle andre boder med tøj. der var mange t-shirts med et billede af en engel på. skønt det ikke lignede en engel. *mennesker er så forudsigelige.* tænkte ryu mens han så på dem. han gik ud af boden og kom forbi et sted der solgte brændte mandler. der MÅTTE han bare ind. han kunne dog ikke rigtig komme igennem for folkemængden. folk skubbede ham hele tiden væk. han måtte møve sig frem for at nå derhen. "en pose brændte mandler, tak." manden begyndte at skænke dem op i en pose.

Kala gik rundt mellem de mange forskellige boder. Hun ledte ikke efter noget specielt, men hun var altid på udkig efter noget hawaiiansk så et par Tiki figure mere ville ikke skade.
Selvom de var vinter havde hun noget rimelig let og ikke ret varmt tøj på, men hun følte sig godt tilpas i det. Jeansene og jakken kunne man sagtens have på i 40 graders varme.
Hun så en bod med brændte mandler og gik hen mod den

ryu ventede på at manden havde fyldt posen. den blev vejet til et halvt kilo. ryu lagde pengene og gik derfra, tilfreds over at have fået hvad han ville have. han skulle til at tage den første mandel, da han faldt. han tog af med hænderne så han ikke tog skade med resten af kroppen. da hans krop var meget let, skete der stort set ikke noget.

Kala så en faldt og små løb hen til ham. Hun satte sig på hug foran ham og så bekymret på ham.
"Er du Okay?" Spurgte hun en smule nervøst. Det så ikke ud som om nogen andre havde bemærket at han var faldet. Hun smilede skævt for sig selv og så så tilbage på drengen.

"jeg har det skam fint." han smilede til hende, rejste sig op og så på sine hænder. der var ikke sket så meget. han samlede posen med de brændte mandler op. kun et par stykker var faldet ud af den. han så på pigen. "tak." sagde han med et smil. han trak hende op at stå. han bukkede for hende.

Hun smilede blidt og nejede for ham. Så nysgerrigt på hans hænder. Der var ikke sket noget med dem. Der var ikke enganng mærker fra asfalten og stenene. Helt normalt eller?
Det vidste hun ikke for det kunne godt ske at man ikke havde skræmmer bagefter.
"Hvordan faldt du?"

"det ved jeg ikke helt." han kiggede på stedet han var faldet. der var hverken noget hul eller en bule. "måske var der kom til at spænde ben, jeg ved det ikke." han trak på skuldrene. "nu vi snakker, lad mig præsentere mig selv. mit navn er ryu. hvad med dig?" han lagde hovedet på skrå og smilede til hende.

"Folk er så ubehøvlede!" Mumlede hun og smilede til ham.
"Mit navn er Kala" Præsenterede hun sig selv og betragtede ham kort. Han var ret smuk og hun kunne svagt fornemme at han ikke var et menneske.

"kala..." han gentog navnet for sig selv. han havde det med nogle gange at glemme folks navne. han kune mærke at hun ikke var som alle de andre mennesker. hun var anderledes end andre, det kunne han mærke. *er hun mon et menneske eller...?* en lille stemme sagde i hans hoved: *nej, selvfølgelig er hun ikke et menneske!* han rystede på hovedet. "sødt navn."

"Tak og i lige måde" Sagde hun venligt. "Ryu" Gentog hun. Det var et anderledes navn. Asiatisk måske eller noget andet. Der var jo så utrolig mange sprog og navne.
"Er det japansk eller sådan noget?" Spurgte hun oprigtig interesseret.

"ja, der blev jeg født." han strøg hånden igennem sit hår. han begyndte at lade vinden lege med sit hår, selvom han fik det i øjnene hele tiden. han kiggede op på himlen. "men begge mine forældre er døde nu." han blev bedrøvet ved tanken om hans forældre. *mor... far... hvad mon de nu laver?* han sukkede. "men det er lang tid siden."

Kala stoppede al vind og så medfølende på ham.
"Det gør mig meget ondt" Sagde hun stille og betragtede ham. Hun kunne ikke finde ud af hvad han var for et væsen. Ihvertfald ikke et menneske det var lige så sikkert, som at hun havde vinger.

clara kom gående, hun ville købe sig nogle blyanter, og blokke

"det skete for 16 år siden. jeg var på vej i seng da min mor skreg. jeg løb ind i stuen for at se hvad der var sket og så..." han abrød sig selv da vinden var stoppet. *mærkeligt, jeg stoppede den ikke. det måtte have været hende.* han fortsatte. "så stod min mor op og bag hende stod en..." han gik tættere på kala og hviskede hende i øret: "vampyr, han drak hendes blod. det samme skete for min far." han trak sig lidt tilbage igen til sin gamle plads.

Kala gispede og tog begge hænder op til mund. Vampyrer var engles fjender og efter den sidste oplevelse med vampyrer lød det koldt ned af ryggen på hende når nogen nævnte dem.
"Det er jeg virkelig ked af at høre Ryu"

clara stivnede, da hun hørte.. hvad der blev fortalt. hun bakkede lidt og faldt, hun slog hul på armen på på knæet. *må ikke vise at det gør ondt* tænkte hun

ryu lagde mærke til at der var en lidt længere væk der var faldet. han løb derhen imod og trak hende op. "er du okay?" han fik øje på hendes sår. han lod hende støtte sig til ham. "du har brug for at få renset de sår der." sagde han og bar hende lidt videre.

jeg..av..er okay, jeg er bare en klosed en" sagd eclara

Kala fulgte efter dem og studerede såret.
"Det skal renses med noget specielt vand" Mumlede hun. Noget helt rent vand var altid det bedste at rense med.

clara var rimlig nervøs. hun var vand til, der hvor hun var fra, at piger ikke skulle hjælpes, hvorfor hjalp de to så hende

Kala smilede opmuntrende til pigen.
"Bare rolig" Sagde hun venligt.

//Skal til badminton. Skrives xD//

clara smilede. hun rødmede lidt

"hvorfor så rød i hovedet?" ryu smilte. han var nået til en bod der solgte kildevand. "en kildevand, tak" han betalte for den og bar clara lidt væk fra menneske-mængden. "du burde passe bedre på dig selv." sagde han´. han tog sin trøje af og rev ærmet fra. han tog resten af trøjen på mens han fugtede ærmestykket.

det er første gang, jeg møder en, som ikke slår mig" sagd eclara

Kala spærrede øjnene op.
"Hvem er det dog der slår dig?" Spurgte hun forfærdet.
Hun havde selv aldrig prøvet at blive slået og de få gange de var sket var det enten uheld eller bare et lille tjat.