Alene på stranden

Dato : Irl
Årstid : Vinter
Dag : Lørdag
Vejr : Koldt, men alligevel over frysepunktet. Skyfri himmel
Sted : Stranden
Tid : ved midnat
Omgivelser : Ingen andre end Kala

Kala gik i vandkanten nede på stranden. Hendes vinger var foldet ud så hun ikke behøvede at tænkte på den næsten konstante smerte i ryggen. Vandet var koldt, men stadig til at holde ud. Det var ikke sådan at man ville blive syg eller fik gåsehus af det. Hun gik stille og roligt i sine egne tanker. Nød lidt at være alene, men stilheden generede hende en smule. Brød sig ikke særlig meget om stilhed.
Hun sukkede og fortsatte med at gå.

Kal var nok ikke så stille som hun troede, Terion sad længere henne af stranden og gyngede frem og tilbage.
Imens han gjorder det, vuggedee han frem og tilbage imens han holdte sig for øjnene.

//HVis du vil vide lidt om Terion så læs hans profil//

Kala fik øje på en skikkelse lidt længere fremme og så en smule overrasket på personen. Stoppede op og stod helt stille. Det så ud som om personen vuggede/gyngede frem og tilbage. Måske var personen nervøst? Hun gik tøvende et par skridt fremad.

//Har kigget ^^//

Kala havde ikke lavet en eneste lyd, men Terion sprang alligevel op.
Han kiggede chokkert på Kala, hans syregrønne øjne som var et typisk tegn på at han var dæmon kiggede skramt på hende.
"Du..du" sagde han pegede på hende, og lignte en der havde set et monstre.

//OKay...Så er du lidt advaret ^^//

Kala trådte et par skridt tilbage selvom afstanden mellem dem var stor. Hun kunne nemt høre hvad han sagde og troede straks at han var et menneske, da hun ikke rigtig kunne se farven på hans øjne. Bed sig hårdt i underlæben og overvejede lidt at trækkede sine vinger ind i ryggen.

//Jep ^^//

Han kiggede fra hende og ¨så ned i sandet.
Han satte sig derefter med et bumpe ned i sandet igen.
Han så tom ud, både fysisk og psychisk.

Hun begyndte lysløst at gå hen mod ham. Gik dog meget forsigtigt og var parat til at flygte hvis han blev bange igen eller måske kunne finde på at overfalde hende eller noget.

Han sad bare og kiggede ned i sandet men vente så blikket mod hende.
Han smilte ikke men niikede så roligt til hende.
*En engel engel muhhaha* han lavede en svag grimasse i ansigtet.

Hun gik så tæt på ham at der kun var ca. fire meter i mellem dem før hun stoppede op. "Undskyld, forskrækkede jeg dig?" Spurgte hun stille og forsigtigt. Det var lige før hun hviskede.

Han rystede på hoved.
"Hej" sagde han som om han havde glemt alt der lige var sket.

Hun smilede lidt over at han ikke kommenterede det der var sket lige før. "Hej" Sagde hun stadig stille.

Han kiggede længe på hende men sagde intet, "En pige" Sagde han mest til sig selv, han begyndte derefter at tegne i sandet da han blik også rettede sig mod sandet.

Hun blev en smule overrasket over hans øjne. De var syregrønne. På en hver anden person ville det have set mærkeligt ud, men det klædte på en måde drengen. *Han er i hvert fald ikke menneske* Tænkte hun.

Han blev ved at tegne noget, et underligt væsen faktisk.

Hun studerede det han tegnede. Det lignede ikke et væsen hun kendte til.

HAn stoppede med at tegne og lod sin hånd blivet tryekket over tegningen så man ikke kunne se den mere.
Han rettede langsomt sit blik op mod Kala, "Hej" gentog han.

Hun smilede bare. "Hej" Gentog hun og satte sig langsomt ned. Holdt stadig fire meters afstand.

Han fuldte hendes bevægelser.
Han så så ligegyldig ud i ansigtet selvom det slet ikke var meningen.

"Hvad er du?" Spurgte hun nysgerrigt og smilede et engleblidt smil til ham.

Han så undrende på hende, men tog sig så til hoved.
"Jeg...je...jeg øhm....en Dæmon mener jeg" sagde han og så ud som om han tænkte længe over det sprøgsmål.

"Jeg er engel, som du nok allerede har set" Fortalte hun og bevægede svagt sine store vinger.
Smilede stadig sit engleblide smil.

"En engel" hviskede han tre gange til sig selv, han kravlede på knæende over mod hende og stoppede akavet tæt på hende.
"Dit ansigt" sagde han og kiggede undrende på hende, hans dæmon duft kom til syne.

"Hvad med mit ansigt?" Spurgte hun roligt og lagde mærke til dæmon duften i luften. Lagde ikke rigtig mærke til den pga. af sin stadig dårlige lugtesans.

"Det er så" han kendte ikke ordet for det da han ikke havde lært hvad man kaldte mange til.
Han rykkede sig tilbAGE og holdte jeg igen for øjnene, *Blod* sagde en stemme i hans hoved, han lavede en grimasse men prøvede at skjule det.

"Så hvad?" Spurgte hun roligt, men nervøsiteten kunne alligevel svagt anes i hendes stemme. Hun bed sig i underlæben og så en smule overrasket på ham, da hun pludselig rykkede tilbage. Selv rørte hun ikke en muskel.