På engen

"Hvis du bare overgav dig uden at kæmpe imod, så slap du for min brutalitet," sagde han og nikkede kort. "Alt du ender med er to små stik," tilføjede han. Han kunne lide tanken om, at hun overgav sig, men tanken om, at han ikke gjorde hende fortræd var ikke noget, som han ville leve ud. Han kunne lide at gøre andre fortræd.

"Du mener, alt hvad jeg så ville ende med er to små ar, en brændende smerte i halsen og et blodtab der siger spar to.." rettede hun ham, og skar en grimasse. Egentlig havde han vel ret.. Det ville vel være nemmere at overgive sig med det samme, og få det overstået uden de ekstra skader.. Men hun ville ikke sidde og se på som et hjælpløst lam når han angreb...

"Så kan du altid slå mig i ryggen imens, så kan vi sige, at du ikke bare gav op," sagde han, men det det var bare en af Vicentes dårlige jokes, som han, som den eneste fandt morsomme.
"Jeg må indrømme, at du er den første engel, som ikke er krybet sammen af skræk i det jeg har blottet mine tænder.. Du er den eneste, som har formået at flygte fra mig," sagde han.

"Virkelig?.. Så må de have været nogle skvat de andre du har mødt.. For selve det at flygte fra dig er ikke særligt svært.. Det sværer ligger i at slippe uskadt fra det.." svarede hun, med en lettere hånlig undertone. Den forsvandt dog da hun sagde det sidste.. Hun valgte helt at ignorere hans joke, da den var så latterlig, og åndsforladt at den var stødende.

"Ved vores næste.. Møde, så vil jeg ikke længere jagte dig fordi det er morsomt," sagde han og betragtede hende. "Næste gang vil jeg jagte dig blot for at skade dig. Tro ikke, at jagten bliver så lang næste gang. Husk på at vampyrer er hurtige," sagde han. Han havde ikke løbet efter hende med vampyrisk hurtighed de andre gange, men det havde han i sinde næste gang.

Jalaz gøs ved den besked. "Svin" mumlede hun, og så ned i jorden. Hun bed sig i underlæben, men så svagt at det ikke var til at se. "Du planlægger det nøje hva?" spurgte hun en smule vredt, og så op på ham igen. "Hvorfor har du valgt lige netop mig?" spurgte hun derefter, og blev mere og mere vred i det. Dog blev hun stadig siddende, og så på ham.

"Jeg har skam ikke valgt dig," sagde han og rystede let på hovedet af hende. "Havde jeg valgt dig, så havde du højst sandsynligt ligget i mit skur og rådnet op nu. Folk jeg vælger, ender som modeller til min kunst," sagde han.

"Så det er en ren tilfældighed?" spurgte Jalaz, og skar en grimasse. Hans kunst... Gad egentlig vide hvad hans kunst var.. Jalaz selv var ret interesseret i kunst, af forskellige arter, og malede selv. Hun synes at det var spænende som kunsten ændrede sig gennem tiderne..

"Korrekt," svarede han og nikkede kort. "Jeg er fast besluttet på, at tilføje dig til min kunstsamling en dag," sagde han, selvom han allerede havde prøvet at skære nogle billede, som skulle forestille en engel. Han førte tit det, som han så eller tænkte ud igennem sine værktøjer når han lavede sit træskærer kunst.

"Dream on" svarede hun surt, og rejste sig op. "Jeg har ingen planer om at lade mig slå ihjel af dig." bekendt gjorde hun med fast stemme, og så ned på ham med et blik der talte sit tydelige sprog.

Vicente rejste sig og så på hende. "Det ved jeg," sagde han. "Og siden jeg stadig har brug for dit blod, så kommer det ikke til at ske foreløbigt," tilføjede han. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. "Så indtil videre nøjes jeg med at skære det jeg ser," sagde han.

"Stadig? Hvornår har du så ikke længere brug for det?" spurgte hun, og gik - af ren vane - et lille skridt bagud så der var lidt større afstand mellem dem. Hun brød sig ikke om at være så tæt på ham, og da slet ikke når de stod op... Det gjorde det lettere for ham at angribe at stå op... Sådan følte Jalaz i hvert fald..

"Indtil jeg støder ind i en anden engel, som kan tage din plads," sagde han og rettede lidt på sin sorte frakke. Han rystede kort på hovedet af hende. "Tag det roligt, lille engel. Jeg har skam ikke i sinde at gøre dig fortræd lige nu," sagde han. Men det havde han sikkert ved deres næste møde.

"Hm.. En vane jeg efterhånden har tillagt mig. Det er ikke let at 'tage det roligt' med dig i nærheden." brummede hun til svar. Hun var faktisk begyndt at blive lettere paranoid efter hendes møder med Vicente, og var godt og grund træt af det.

"Du ved ligeså godt, som jeg at hvis jeg ville dig ondt lige nu, så havde vi ikke stået her og snakket," sagde han og stak derefter sine blege hænder i lommerne på sin sorte frakke. Han gik over til et træ, som stod kort fra ham og lænede sig op ad det.

"Ja det ved jeg godt. Men det ændre nu ikke på vanen." svarede hun, og trak kort på skuldrene. Så sukkede hun kort og vendte blikket mod himlen igen. Ikke at den var synderligt interessant længere, men hun gad ikke at se på ham, og så var valget faldet på himlen i steddet for.