Dræbe er mit mellemnavn

Dato: IRL
Dag: Lørdag
Tid: 23.30
Sted: Oppe på et fladt tag, nær nogle gyder og andre bygninger
Omgivelser: Fem nydannede vampyrer, ellers ingen
Vejr: Regner lidt kraftigt
Påklædning: Se ava
Årstid: Vinter

Regnen piskede ned på disse uhyggelige skikkelser omkring hende, hun stod ellers helt stille, sagde ikke en lyd, lavede ikke en eneste bevægelse, så man næsten skulle tro at hun var forstenet eller lammet af skræk. Men en dusørjæger ville ikke være skrækslagene i sådan en situation. Taylor stod med sine to knive i hånden, man kunne sagtens se at de var blevet brugt, men at de stadig var meget skarpe. Omkring hende stod fem nydannede vampyrer, ikke andet end få dage gamle, skræmte, sultne og ikke havde nogen anelse om hvem de lagde sig ud med. Endelig lavede Taylor en bevægelse, men ikke en rolig bevægelse, men en meget hurtig en med sine knive og svingede lidt med dem, så de kunne se hvad hun kunne. Men nu var hun ikke ligefrem ude på at skræmme dem væk, mere gøre en ende på deres ynkelige små liv. Dråberne rendte ned af hendes kinder, hendes næse og hendes læber, hendes hår hang vådt og tungt ned af hendes ansigt, men hendes blik og interesse lå mere omkring vampyrerne. Pludselig bevægede de sig frem imod hende, hun begyndte at bevæge sig med hele kroppen, og huggede dem ned en efter en, der var ingen nåde i hendes sving eller i hendes øjne, hun var kun ude på at gøre en ende på dem. Man kunne se i hendes bevægelser, at hun var trænet og man kunne se alle de pistoler og knive hun havde siddende på sig, imens vandet og blodet blev kastet og sprøjtet til alle sider.

( Sådan kæmper Taylor xD https://www.youtube.com/watch?v=o6lJs49cB9w )

Rose kom gående i gennem regnen. Hun havde en hvid skjorte på som klistrede til hendes hud. Nogle stramme jeans bar hun også og hun så fuldstændig drivvåd ud. Hendes hår klistrede sig til hendes kinder og hun kunne mærke det kolde regnvand løbe ned af hendes nakke som fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Lugten af blod og følelsen af en kamp i nærheden slog hende. Hun havde været så meget i nærheden af blod at hun kendte lugten af det. Hun begyndte langsomt at løbe over mod kampen mellem en dusør jæger og nogle vampyre. Roses øjne spilede sig helt op da hun så dette og begyndte hurtigt at gå langsomt bagud. Hun ville ikke blandes ind i det, overhovedet! Hun vidste ikke helt om hvorvidt vampyrene ville tabe, men det var hun ret så sikker på at de ville. Og Rose ville ikke være i nærheden når denne dusørjæger var færdig med dem..

Taylor havde slet ikke langt mærke til englen endnu, hun koncentrerede sig mere om at ramme vampyrerne rigtigt og sørge for ikke selv at blive ramt af deres hænder eller tænder. Hun svingede hurtigt kniven mod den sidste vampyr og man kunne høre hylet fra den smerte som den fik fra det vievand som også var på kniven. Huden ætsede lidt på vampyren og lugten af brændt kød fyldte luften lidt og det fik Taylor til at spytte på jorden, for at få den grimme smag ud af munden. Hun satte hurtigt sine knive tilbage hvor de sad på hende og så sig lidt omkring, hun fik svagt øje på en skikkelse lidt længere henne og hendes øjne var ikke just venlige men hun havde myrdet nok for i dag, men blod kunne hun aldrig få nok af at se. Taylor begyndte med raske skridt at bevæge sig imod denne skikkelse, selvom hun udstrålede had og kamplyst, så var Taylor faktisk temmelig rolig lige nu, for hvis hun viste at det var en engel så ville Taylor ikke se denne engel som nogen trussel, nok mere noget man kunne lave lidt sjov med.

Da Rose havde løbet om det første hjørne og troede at hun var løbet fra den blodige kamp og dusørjægeren stoppede hun op og pressede sig mod muren. Hendes hjerte galloperede i hendes bryst og hun trak vejret panisk og stod egentlig oss klar til hvis dusørjægeren kom. Rose kunne altid bruge sin evne mod jægeren hvis hun fik chancen eller hvis jægeren bare blev det mindste voldelig.

Taylor opdagede at skikkelsen stak af og satte op i løb og sprang med nød og næppe over på den næste bygning, som hun var sikker på skikkelsen var ved. Det var faktisk pænt mørkt, men heldigvis var der måske en gammel gadelampe i værd gyde som lige kunne lyse det lidt op så man ikke faldt over alt muligt som lå på jorden. Taylor løb stadig i et raskt tempo, men stoppede ved kanten da hun så skikkelsen presse sig op mod muren. Noget sagde hende at skikkelsen, som Taylor fandt ud af var en pige var bange og ret skræmt. Pigen havde sikkert overvåget hendes kamp mod vampyrerne, men det gjorde hende nu ikke det helt store. Taylor lagde roligt armene over kors og studerede pigen lidt med øjnene, pigen var hverken vampyr eller dæmon, det kunne man sagtens se på hende, men hun var heller ikke menneske. Taylor grublede lidt over det, men fandt så frem til at den lyse hud måtte komme fra racen englen, så hun stod fast ved sin beslutning. Taylor gav et lille ryk med skulderen og holdte op med at studere englen, når nu racen var fundet ud af, ” hvad laver du her?” spurgte hun i et roligt, men dog bestemt tonefald og rynkede panden kort.

Roses blik gik hurtigt over på jægeren og tvang sig selv til at bare se lidt rolig ud "Ikke noget" løj hun og gik langsomt bagud og kunne simpelthen ikke fordrage dusør jægere. Hun havde haft nogle uheld med jægere i sin fortid.

Taylor var ikke just en løgnedetektor, men hun kunne sagtens kende forskel hvor løgnere og ærlige folk og det fik hende til at løfte øjenbrynet lidt. Hun satte sig på hug på kanten af taget og sprang så ned og tog hurtigt fat i et af jernrørene og hoppede fra rør til rør, for hun ville jo dø ved faldet. Da Taylor endelig kom ned på jorden børstede hun sit tøj lidt og resterne af vampyr blodet sad stadig lidt på hende, men hun lod ikke til at bemærke det. Taylor lagde armene over kors igen og gav endnu et lille ryk med skulderen, ”hmm.. jeg mener at når man ikke laver noget, så stikker man heller ikke af som du gjorde vel?.. Lille engel” henskød hun lidt til sidst og lod sine arme falde ned og satte hænderne i siden, Taylor lignede ikke en som man skulle tage pis på lige nu og slet ikke efter hun lige havde myrdet fem vampyrer.

Rose trak på skuldrene "Måske ikke... Men jeg har det nu ret godt med at være væk fra sår'n nogle slags slagsmål" sagde hun og havde fulgt jægeren med øjnene da hun var på vej ned fra taget og lod sine øjne hvile sig på hende og knyttede sine hænder hårdt sammen "Stop med at kalde mig det" sagde hun roligt og brugte ikke sin evne til at tvinge hende. Rose vidste at hun ikke skulle pisse denne jæger af, men hun ville ikke godtage sår'n nogle slags undervurderelser af engle. Rose var ret stærk og hun kunne godt finde på at slå en ellers farlig person.

Taylor tog sig ikke af det første som englen sagde, for selvom det ikke lød som om englen ville forvirre hende, så ville hun alligevel ikke lade sig forvirre, for så dum var Taylor heller ikke og slet ikke når det glat om at lægge en plan om at dræbe sit næste offer. Taylor viste skam godt at racerne værd især havde små evner, som både kunne udsendes via kontakt med huden eller via blikket, så Taylor lod være med at se engel i øjnene hele tiden. Men hun gik dog et skridt tættere på englen og smilte lidt over at hun knyttede hænderne over det hun sagde og trak lidt på skulderne, ”hmm.. hvad vil du gøre, når jeg ikke har et navn at gå efter, så kalder jeg dig jo bare hvad du er” svarede Taylor med endnu et træk med skulderne og lagde hovedet lidt på skrå, som sagt så kunne hun faktisk godt lide at drille engle, for deres slag var ikke meget stærkere end menneskernes, så det ville ikke skade Taylor særlig meget hvis denne engel slog hende.

"Selvom at jeg ikke har et navn til dig går jeg da heller ikke rundt og kalder dig for ynkelige dusør jæger, vel?" sagde hun hårdt ".. Det er i hvert fald det du er" sagde hun og tog en dyb vejrtrækning for at få sig selv til at slappe lidt af. Rose havde et stort temperament og kunne lade den gå ud over en person hvis det blev for meget. Rose havde godt set at jægeren ikke så hende i øjnene. Det fik hende til at smile lettere hånligt, men var oss ret irriteret. Så betød det nemlig at hun skulle have sine hænder på jægerens ansigt før at hun kunne bruge sin evne mod hende. Da jægeren kom tættere på, lod hun sig selv gå et lille skridt tilbage, og selvom at Rose gerne ville bruge sin evne mod jægeren så ville hun dog ikke have at hun kom tæt nok på at skade hende. For det ville hun sikkert hvis hun fik chancen.