Slaying the living.. What a glorious feeling.

"han bruger dem som modeller til sin træ-kunst", besvarede Silvia. Hun havde jo set stedet første gang hun kom her, hvor han havde forklaret sin kunst og vist hvad han gjorde af ligende.

"Kunst," svarede han blot og gik derefter hen og samlede ligene op. Han svang dem over sine skuldre og ville også lægge disse ud i skuret, som han havde gjort med det andet lig. "De kan se min kunst, hvis De kigger Dem omkring," sagde han og lavede et nik mod den ene væg, hvor der hang mange billeder af træ, som han selv havde skåret. Der var flere i de to skabe, som stod i hytten og på et bord, som stod tæt ved vinduet lå et par af hans værktøjer og et billede, som han stadig var igang med at arbejde på. Han gik ud og kastede de to lig i ind i skuret og kom derefter tilbage igen.

Elisabeth kneb svagt øjnene sammen, i det hun bevægede sig rundt. "Aha," brummede hun, og forholdte sig middlertidigt neutralt. "Det er meget nydeligt," lod hun dem fortælle, og hun vende derefter sin opmærksomhed mod Silvia. "Bor De også her, eller hvor holder De til?" spurgte Elisabeth, i et venligt tone. Hun kendte intet til vampyrene her i omegnen, og derfor spurgte hun sikkert om ting, som de vidste i forvejen. Elisabeth så fast på Silvia, for at lade hende vide, at hun var interesseret i hende. Nu hvor Elisabeth tænkte nærmere over det, så kendte hun jo Taron. Halvt om halvt i hvert fald.

"Mig og vicente holder blot hinanden med selskab nu og da....jeg bor i mit palæ med min gamle onkel i udkanten af wereclaw", sagde Silvia som svar på den anden hun-varmpyr`s spørsmål. Hun fjernede lidt af værktørene(staves), og satte sig rogligt på bordet, hun vejede ikke så meget, så det kunne holde hende.

Vicente satte sig på stolen, som stod ved bordet og rettede sit blik mod det billede, som han var igang med at skære. Indtil videre forestillede det et væsen med vinger, som lå på jorden og tog sig til halsen. "Hm.." mumlede han lavt og tog det. Han åbnede skabet bag sig og lagde det, hvorefter han lukkede det. Han så kort rundt på sine andre kunstværker, som alle forestillede døde folk, som var massakrerede på hver sin måde. Der var dog få, hvor det forestillede et væsen med vinger.

Især et billede havde fanget Elisabeths interesse. Væsnet med vinger. Vinger. Hendes blik fløj derefter over mod Silvia, og hun sendte hende et roligt blik. "Javel ja. Det lyder også ganske behageligt," sagde hun i et venligt tonefald. Dog vidste Elisabeth ikke helt, hvor behageligt det var, men hun sendte ingen signaler om væmmelse. Hun stod rank og betragtede dem varsomt. Lidt efter rettede hun blikket mod billedet af væsnet med vinger. "Kan De fortælle mig om dette billed," bad hun roligt, og så derefter på Vincente.

"Det skal forestille en engel," sagde han og rettede blikket mod hende. Han havde fået idéen til det billede efter et par sammenstød med en engel, som han også havde sat tænderne i et par gange. Han rejste sig og gik hen til billedet. "En engel, som jeg har mødt et par gange," sagde han. Også på det billede tog englen sig til halsen.

Elisabeth hånd snittede kortvarigt hans, og hun vende sig hurtigt væk. Et svagt begejstret blik gled rundt, og hun trådte et skridt væk fra ham. Hun rettede sig op, og vidste nu at hun ikke kunne tillade sig, at fornærme det. Englen. Det måtte være hende. Elisabeth vende derefter sine mørke øjne mod billedet igen, og stod med et ulæseligt ansigtudtryk og betragtede det. "Javel ja," nikkede hun roligt.

//Lagkage

"hmm, din blodbank?", sagde silvia eftertænktsomt og betragtede det lidt, hvorfor skulle en varmpyr ellers holde en engel?. "Man må jo passe på dem ellers ender det jo galdt..", mumlede hun og huskede på jared hun brugte som sin blodbank for tiden

"På en måde," svarede han Silvia og gik derefter hen og satte sig på stolen igen. "Hun er ikke altid lige nem at fange, men det er sjovt at jagte hende. Selvom jeg ikke bruger min vampyriske hurtighed," sagde han og kørte sit lange sorte hår om på ryggen. "Men det er det, som gør det morsomt," sagde han og tænkte på alle de gange, hvor han havde jagtet hende igennem skoven og skræmt hende fra vid og sans.

Elisabeth vende ryggen til dem, og så rundt på de mange andre billeder. "Jeg har svært ved, at se det humøristiske i det. At jagte et uskyldigt væsen," sagde hun bestemt og i et roligt tonefald, før hun vende sig mod dem. Elisabeth anstrengte sig for, ikke at spyde flere bemærkningerne efter dem. De var to, og hun en. Hvis de blev fjentlige, var det bedst at flygte. Måske havde det også noget at gøre med, at Elisabeth var venner med englen. Hun troede fuldt og fast på, at det var hendes engel, som Vincente var så vild efter at fange.

Silvia kørte en hånd i gennem sit blodrøde hår, hvorefter hun fjernede nået af vicente`s sorte fra hans ansigt. "Næste gang du fanger hende, kunne du jo tage hende med tilbage til godset..jeg er sikker på jared ikke ville have nået imod lidt selskab", sagde hun som om de snakkede om kæledyr.

Vicente rystede kort på hovedet. "Jeg er ikke færdig med hende endnu," sagde han og så på Silvia. "Når jeg engang er færdig med hende, så vil jeg lave kunst af hende.. Eventuelt hænge hendes vinger op som et trofæ," tilføjede han og rettede derefter let på sin sorte frakke og så derefter hen på de billeder, som han havde skåret.

Elisabeth betragtede dem, men vende sit blik rundt omkring. Denne Vincente. Hun så tænksom ud, men det var ikke noget, man ville bide mærke i, hvis ikke man så grundigt på hende. Jared. Hun tyggede lidt på navnet. ”Er denne… Jared en anden vampyr?” spurgte hun og lagde spørgende hovedet på skrå. Elisabeth betragtede stift hans maleri, af englen som krampagtigt lå og tog sig til sin hals.