Welcome to the living hell (emiliy)

Tid: 12:30
Vejr solen skinner, men der af drog lidt køligt
Årstid: slutningen af vinter
Omgivelser: elever der grimme ting efter Maya
Sted Skolen
På: se ava

Maya gik stille ud imod gangen, hun havde lige haft engelsk og igen havde knebet med lektierne, lærens øjne kunne hun mærke i ryggen. De var prikkende og stikkende, men det eneste læren virkeligheden ville var at hjælpe sådan var lære skabt, men havde det ikke været for læren var dette her rygte ikke startet, det var begyndt splitte hendes familie af. Og det gjorde det ikke nemmere for hende at gå i skole, eleverne hadede hende og det samme gjorde de fleste af hendes lærer, hun havde haft veninder før, men nu var de forsvundet for de ville jo helst ikke ses sammen med hende taberen der havde far som misbrugte hende og søsteren. Hun rev tasken op på skulderen så den sad ordenligt. Nogle drenge kom råbte af hende. Hun sukkede kort * velkommen til det levende helvede* tænkte hun forsatte imod kantinen, hvor de andre sad, hun sad med dem også var blevet udstødt af de sejes klike, den hun længtes efter at være en del af igen. Ikke fordi brød sig om snakke om sine problemer som bare var blevet være på grund af rygtet. Til sidst blev skælsordene for meget for hende og hun rejste for gå udenfor hvor der var mere ro. Idet hun gik ned af gangen mødte hun sin engelsk lære. Engelsk læren var ikke speciel køn hun var gammerl og rynket " sig til hvis jeg hjælpe dig" sagde hun hendes gammle og sprukne stemme, Ja som det ville hjælpe ikke skid at det ville. det ville bare gøre det hele være. Hun nåede endelig ud i skolegården og der var ingen at se, hun fandt en bænk og slog sig ned vinden som var kold og rar følte som velsingelse på hendes varme hud, mærkede hvordan tårende fik arbejdet op og ud øjnene. Det eneste der hjalp var græde det var den eneste måde hun kunne komme af med sine problemmer på.

Emily havde lige fået fri fra matematik, og samlede sine ting i sin taske. Hun tog tasken på ryggen og forlod klasseværelset som en af de sidste. Hun gik ned ad gangen, og direkte udenfor, da hun ikke brød sig om at være for meget indefor. Hun så rundt og så en pige der sad på en bænk og græd. Hun sukkede bare dybt, og vidste hun var offer for drengene. Man kunne heller ikke bebrejde dem, da hun vidst var et meget let bytte, så følsom. Hun så rundt og satte sig på en anden bænk et stykke væk fra hende. Emily var startet på skolen for et par dage siden, og havde derfor ikke lagt mærke til pigen. Hun holdte øje med hende ud af øjenkrogen, og hvis drengene kom eller pigerne ville hun nok hjælpe, men det var ikke sikkert.

Maya havde ikke lagt mærke til noget, gav sig til folde sine hænder hun rejste sig op, hun vidste godt det forbudt at pjække, men hun var alligevel så meget bagud at det hele bare kunne være lige meget rejste sig for at gå. Da hun fik øje på pigen, Maya havde troet hun var alene. Men det var så åbenbart ikke. Betragtede kort pigen, det var ikke en hun havde set før så hun måtte være ny. Hun vendte blikket bort begyndte gå imod udgangen, så hun kunne komme her fra. Selvom det betød hun ville få ballade når hun kom hjem var hun ligeglad. Pigen ville sikkert heller ikke ses med hende alligevel så hun forsatte bare forbi uden at sige noget. Ikke engang så meget som et hej.

Emily lukkede øjnene, og lænede sig tilbage på bænken. "Er det ikke dumt at pjække?" Sagde hun med en kold stemme. Det var altid godt med noget selsskab når man kedede sig som ind i helvede. Hun lod singe tommelfingre køre rundt om hinanden, så de havde nogle få lette berøringer. Emily var ikke van til at snakke med folk når hun lige var startet, men hende her virkede da okay. Hun vidste jo ingenting om hende nu, men hun kunne godt lide at hun pjækkede, da hun jo selv gjorde det.

Hun stoppede idet pigen snakkede til hende, hun knyttede sine hænder hun var ikke vred på som sådan og hun ville heller tage konflikten, men den kolde tone overraskede " Du ved ingenting" sagde hun lettere rasende. Det var nemlig rigtigt pigen vidste ingenting omkring hende og hendes problemer. Hun vendte sig meget langsomt om " så du skal blande dig uden om hvad jeg gør, okay" sagde hun følte en vis from for afmagt. Det klart pigen ikke vidste det endnu, men det ville hun komme til og derfor var sprøgsmålet om Maya kunne stole på pigen eller om pigen bare var som de andre. Hun vidste ikke rigtigt om skulle græde eller le. Men et sikkert hvis denne pige vidste ikke hvad der skete i hovdet på Maya, og hvis pigen havde hun nok holdt sig væk. Men det var ikke det hele´, hun havde en far det ventede der hjemme og han blev sur hvis ikke hun snart kom hjem.