Snedækket bjergside

Tid: Kl. 02.34
Dag: IRL
Dato: IRL
Omgivelser: Ingen andre væsner end Elisabeth.
Vejr: Mørkt og en smule blæsende - Dog ikke særlig meget. Ellers er alt tørt.

Vinden trillede stille hen over bjergsiden, hvor den smukke hunvampyr, med rank ryg og det bølgede hår, stod. Hele hendes holdning afslørede, at hun var af tidligere fornem slægt, og hendes mørke øjne udtsrålede selvtillid. Elisabeth gik med rolige skridt. Det lignede at hun dansede afsted, fordi det var så elegant. Hendes mørke øjne søgte rundt i omgivelserne, og selvom hun slappede af, var hun på vagt. Hendes brune bølgede hår, var sat i en ædel frisure, hvor et kæmpe sølvspænde holde håret på plads. Hendes hår var vildt og stort, så det krævede et spænde, som havde en hvis styrke.

taron sad på en sten i bar overkrop med sin bluse i hænderne og prøvede at rense noget blod af sin bluse, han havde en lille blod stribe tegnet ned fra hans mundvige og sank en lille klump, havde også lidt blod på sine bukser, men der var meget mere på hans bluse, han havde kun duften af blod i næsen så han havde slet ikke lagt mærke til færten af en anden vampyr. taron sukkede så og vendte blikket ud over horisonten med et tænksomt blik, han lukkede så sine øjne og nød følelsen af en svag brise ramme hans ansigt.

Elisabeth's lugtesans havde altid, været mindre udviklet end resten af hendes sanser. Hun opfangede mange dufte, men kunne ikke altid, sætte ord på, hvad det var og hvem den tilhørte. I løbet af hendes 640 år som vampyr, havde hun arbejdet hårdt for, at få den i top, men det var aldrig rigtig lykkeds. Elisabeth duftede blod, et birketræ og en hanvampyr. Tørre blomster, selv sneen kunne dufte. Elisabeth gik med elegante skridt, mod det sted hvor hanvampyrens lugt kom fra. Hun stoppede op ca 50 meter fra ham, og lagde yndefuldt hovedet på skrå. "Godaften," hilste hun høfligt, og afventede hans reaktion.

taron fik så færten af en hunvampyr og åbnede hans øjene, han hørte en velkendt stemme og flyttede hurtigt sit blik mod stemmen, han så elsabeth og genkendte hende med et samme "godaften" sagde han mundert og smiulte venligt til hende, han rejste sig op og træk sin bluse ned over hans hovede, han så på hende igend a han fik sit hovede fri og smilte venligt "længe siden" sagde han roligt og lage hovedet lidt på skrå.

Elisabeth kunne ikke lade være med, at slå en lettere begejstret latter op. Hendes mørke øjne strålede, og med lette skridt, gik hun mod ham. "Jeg er dybt smigret," begyndte hun roligt, "over at du kunne huske mig. Det må jeg nok sige," færdiggjorde hun, og lagde roligt hænderne i lommen, før hun skød brystet frem og sendte ham et strålende smil. Elisabeth havde i løbet af 2 sekunder, placeret et blidt venskabligt kys på hans kind. "Du har lige spist," gættede hun, og kiggede derefter ned på trøjen. "Ja, det er længe siden, men du holder stadig til her? Jeg klager jo ikke," grinede hun let, og nikkede mod stien, som førte rundt om bjerget. "Skal vi passere?" brummede hun derefter let, og begyndte roligt sin elegante gang.

taron havde savnet hende latter og synes bare det var dejligt at høre den igen, han smilte glad og lage hovedet lidt på skrå "selvfølgelig kanjeg huske dig" sgade han mundert og betragtede hende lidt, han mærkede kysset og smilte mundert over det "ja det har jeg..." sagde hans tille da han godt kunne huske hvordan hun havde fortalt hun ikke kunne lide at drikke blod fra andre "jep...jeg er her stadig..for jeg kan godt lide at være her..,og jeg håbede jo på jeg ville måde min lille humørbombe igen" sagde ah med et mundert grin og smilte fjollet til hende, han så kort rundt på bjerget og evndte så blikket mod hende igen, han gik mundert efter hende og så på hende imens.

De begyndte roligt at gå, og Elisabeth nød vinden, og træernes brusen. "Jeg må have gjort et imponerende godt førstehåndsindtryk på dig," sagde hun drillende, og hendes øjne strålede af drilagtig-hed. Lidt efter vende hun sit blik mod stien, hvor sne og andet skidt, havde samlet sig. Mennesker ville højst sansynligt snuble hele tiden, men de to vampyre så ud til, at have det hele under kontrol. Specielt Elisabeth havde sine bevægelser under den dybeste kontrol. "Jeg håber at det var slidet værd," sagde hun derefter, i et kærligt tonefald, da han sagde det med maden. Han skulle i hvert fald ikke, have dårlig samvittighed over, at han drak menneskeblod. Lidt efter grinede hun hjerteligt igen. "Humørbombe? Det lyder jo ligefrem kært!" konkluderede hun grinende, og kiggede storsmilende på ham.

taron gik mundert i hendes fodspor og smilte fjollet for sig selv "det gjorde du også...du gjorde mig meget glad..." sagde han med et grin og betragtede hende, han så ned på sneen og betragtede det da det lignede der var glimer i sneen, han så lidt op på hende igen "det var det...det var meget fint" sagde han var glad for hun ikke væmmes ved han drak fra mennesker, han så op på hende og smilte mundert til hende, han grinte lidt af hende og nikkede "tja....jeg synes du er en humørbombe...og det er absolut kærligt ment" sagde han mundert og smilte fkjollet til hende, han lavede et lille hop og gik derefter elegant videre efter hende.

Elisabeth kunne ikke skjule et smil, og hun betragtede ham for få minutter. "Det er jeg glad for at høre, og i lige måde. Det er altid en særlig følelse, at gøre andre væsner, såvel som menneske, glade og tilfredse," fortalte hun roligt, før hun sende ham, et af hendes strålende smil. "Jeg har befundet mig i Egypten," fortalte hun dernæst, og rømmede sig kortvarigt. "Jeg skulle møde min skaber. Richard har hjulpet mig igennem mine første 100 år som vampyr, og været min ven i mange år. Dette var grunden til min pludselige forsvinden," sagde hun, og smilede en smule undskyldende til ham. "Derefter tog jeg til London, hvor en ung vampyr ved navn Nathalie, skulle fragtes tilbage til Egypten. Åbenbart en af Richards mange elskere," grinede hun, og blinkede roligt til ham. "Jeg tager det som en kompliment. Humørbombe.. Det er et godt ord," grinede hun og følte sig godt tilpas i Tarons selskab.

taron nikkede for at vidse han var enig med hende og et kort grin kom ud af ham, han smilte mundert til hende og lyttede til hendes gforklareing for hvor han har været "okay...interessandt...jeg ledte lidt efter dig i starten, men da jeg ikke kunne finde dig troede jeg bare du var rejst videre" sagde han og så på hende med et trist blik, men han kunne ikke holde masken længe og han begyndte at grine lidt igen "din rejse lyder spændene..men jeg er bater glad for du er tilbage" sagde ahn mundert og smilte fjollet til hende, han nikkede og bukkede kort "det var godt..for det var det også.,.." sagde han og betragtede hende i noget tid.

Elisabeth snuppede hans hånd, og gav den et blidt klem. "Jeg har ikke tænkt mig, at smutte bare sådan uden videre igen. Næste gang giver jeg et tegn fra mig," forsikrede hun ham, og slap blidt hans hånd. "Det var virkelig også en spændende rejse.. Men jeg havde svært ved, at kontrollere mig selv til sidst. Jeg havde ikke spist i 5 dage, og trangen var næsten umodståelig. Richard skaffede mig en ged," hun sendte ham et sigende blik, som fortalte ham, at det virkelig ikke var, hvad hun havde ønsket sig. "Han tager selv mennesker, og han ser mig som utrolig svag, på det punkt," fortalte hun roligt, hvorefter hun sendte ham et smill. "Jeg er glad for at se dig igen Taron," fortalte hun og smilede bredt til ham. "Du er altid i et fortræffeligt humør," grinede hun og smilede bredt op til ham.

taron så på deres hænder og klemte blidt igen "godt...tak skal du have" sagde han taknemmeligt og betrgatede hende, han lyttede til hvad hun sagde og grystede lidt på hovedet "okay..en ged..skaf din egen fødde så for du hvad du vil have" sagde han og blinkede kort til hende, han strækte sig og lage begge sine hænder bag nakken og smilte glad "du er ikke svag...det er bare ham der ikke forstår dig" sagde han roligt og vendte blikket med hende med et blidt smil, han stoppede stille op og så på hende med hovedet lidt på skrå "jeg er også utrolig glad for at se dig igen elisabeth..jeg har savnet dig" sagde han roligt og mente det virkelig, han tog hendes håns og træk hende ind i et kram "jeg vil altid være i godt humør i dit selvskab...du er så morsom" grinte han og smilte stort.

Elisabeth grinede lavmælt, før hun forlegent gengælde hans kram. Hun blev fyldt op med en underlig følelser, af varme og hun havde lyst til at le. At nynne og synge så højt, og så skrækkeligt falsk, at diverse fugle til sidst, ville angribe hende og torturere hende til døde, bare for at få hende til at tie stille. Elisabeths mørke øjne gled i, og hun så op på ham, samtidig med at hun havde armene omkring ham. ”Måske har du ret Taron. Jeg synes, vi skal lade som om, at det bare er Richard som er en tåbe,” sagde hun, og grinede hjerteligt, og hendes smilehuller dannede sig på hendes let buttede kinder. Lidt efter lagde hovedet på skrå. ”Morsom? Så gør jeg dig glad. Fortræffeligt!” udbrød hun og lo igen. Lidt efter lod hun langsomt taget i ham, slippe og hun smilede drillende, og bed sig let i læben. ”Skal vi danse?” spurgte hun, og kunne nu slet ikke holde til, at skulle se alvorlig ud. Hun grinede højt, og hendes latter fyldte skoven med glæde. Langsomt tog hun hans hænder, og lagde hans hænder på de rigtige steder.

taron holdte hende mundert ind til sig, men løsnede grbet en smule, han sp ned på hende og betrgatede han med et begejstret blik "selvfølgelig har jeg ret min lille ven...denne richard aner ikke hvad han snakker om" grinte hen med stor glæde og blev virkelig påvirket af hendes humør "ja du gør mig glad..det er helt fortræffeligt" sagde han med en mundert latter, han nød virkelig hendes latter og var bare glad for hun var hjemme igen, han slap hende helt stille og så på hende med et undrende blik "danse?...jeg kan ikke danse" sagde han lidt flovt og sp ned, han lod hende bare sætte hans hænder de rigtige steder, han så på hende og lage hovedet let på skrå, han så lidt på sine hænder og viste ikke hvad han skulle gøre da han ikke kunne danse.

Elisabeth kunne slet ikke skjule et smil. ”Så er det på tide, at du lærer det,” informerede hun ham, og grinede muntert. Lidt efter sendte hun ham et kærligt blik, og lod langsomt, den ene fod puffe til hans. ”Bagud,” hviskede hun stille, og så koncentreret ud. Faktisk havde Elisabeth gået til det, dengang hun var menneske. Det var dog ikke noget, hun rent faktisk kunne huske. Det lå mere i hendes bevægelser, og derfor gik hun ud fra, at hun havde lært det. ”Så følger du mig,” fortalte hun stille, og sendte ham et hurtigt smil. ”Kig på mine fødder, og så prøv, at finde.. Mozart frem. Lad hans toner ramme dig,” brummede hun, og så derefter ned på deres fødder. ”Hvis ikke du kender til Mozart, skal jeg virkelig også præsentere dig for ham,” tilføjede hun hurtigt, og grinede. ”Ja, jeg kommer til at opdrage på dig,” smilede hun. Lidt efter begyndte hun, at tage føringen. ”Bare hold blikket på mine fødder. Du vil snart finde et system,” brummede hun kærligt, og sendte ham et bredt smil, så hendes smilehuller igen trådte frem.

taon grinte lidt "okay..nu for vi at se om det går godt.." sagde han stille og så på hende, han gik bagud da hun bed ham om det og smilte skævt, han havde hele tiden sit blik på deres fødder og hørte grundigt efter hvad hun sagde, hans fodarbejde var ikke ret elegant og en lille smule kluntet forhold til han var vampr, han nikkede hver gang hun sagde noget og gjorde som hun sagde med et lille grin, han så op på hende "mozart...ham har jeg hørt meget om..og vidst også hørt lidt..men jeg kender ikke ret meget til ham" indrømmede han og så ned på deres fødder igen, han var ved at falde ind i en rytme og var lidt mere elegant og ikke så kluntet "vil du virkelig opdrage på mig?" spurgte han med et tænksomt smil.

Elisabeth rankede ryggen, "Ret ryggen op mod himlen. Du skal være stolt af, at danse med mig!" sagde hun drillende, og grinede muntert. Lidt efter nikkede hun, og hendes mørke øjne blev alvorlige. "Hvis du virkerlig ikke, kender noget til ham, eller hans musik, så er det da klart jeg bliver nødt til at opdrage på dig. Desuden er det bare noget man siger, når man vil vise, nogen noget som man holder af," forklarede Elisabeth, og kunne ikke skjule et smil. Lidt efter så hun ned på hans fødder, og sendte ham derefter et kort nik. Lidt efter begyndte hun, at sætte en smule mere tempo på. Bladene hvivlede omkring dem, i det de dansede langs stien, og Elisabeth holdte blikket på hans ansigt. "Du lære da hurtigt," indskød hun drillende, og slappede derefter mere af. Det var jo faktisk manden, som skulle føre kvinden, og det havde været direkte omvendt med dem.

taron rttede sig om med det samme da hun sagde det og grinte lidt "javel!...jeg er meget stolt af at danse med dig" sagde han med et lille grin og betragtede hende lidt imens, han så på hendes alvorlige blik "ja okay...men så må vi se om jeg kan lide hans musik...det er sådan noget klassisk noget ik?" spurgte han og smilte skævt. taron lage godt mærke til hun satte tempoet op, men det gjorde ingen forskel for ham, for han havde fået rimlig godt styr på hvordan man gør, han grinte kort for sig selv og nikkede kort "jeg er lærenem...især når jeg har sådan en god lære" sagde han med et muntert smil på læben, han kunne godt mærke han styrrede det mere nu, men det var ikke det store problem da han havde suget det godt til sig så det gik nemmere for ham.

Elisabeth himlede leende med øjnene, før hun fugtede sine læber. "Du skal ikke sige det," lo hun, og fyldte skoven med hendes milde latter. "Du skal udtråle det, med dine øjne, og din holdning!" sagde hun, og kunne ikke lade være med at grine. "Jeg siger dig det er klassisk. Jeg kan huske, da han var allerstørst," sagde hun, stadig med en skjult latter, gemt i den lyse stemme. "En yderst respektabel og pæn mand," sagde hun, og blinkede drillende til ham. "Jeg må nok indrømme, at jeg havde set mig lidt smålun på ham," sagde hun leende, og så grinende på ham. "En god lære? Nu gør du mig helt flov," sagde Elisabeth, og fik svagt røde kinder, men hun grinede bare af det.

taron lage hovedet let på skrå og grinte lidt "okay okay...! sagde han med et lille grin, han var meget stolt af at han dansede og at det var med hende gjorde det kun meget sjovere, han hævede et øjnbryn og så lidt tænksomt på hende "var du lun på mozart?...respektabel og pæn mand?...hvor sødt..jeg mener nu du er for god til en ved navn mozart" sagde han lidt drillende og begtargtede hende, han ventede lidt på hende reaktion, da han godt vidste noget af det han ahvde sagt var lidt ubehøvlet, han nikkede og smilte stort til hnede "du er en god lære...jeg har jo allerede lært at dsanse ikke" sagde han muntert og dansede roligt videre med et muntert smil åp læben.

Elisabeth kunne ikke lade være med at grine. Taron gjorde hende i et fantastisk humør, og hun så ham, som en tæt ven, selvom de ikke kendte hinanden rigtig godt. Der var noget over ham, som fik hende til, at nyde og slappe af, når de var sammen. "Nåmen. Hvad mener De så med det? Mozart er jo, den mand som satte prikken over i'et, i den klassiske musiks kultur," sagde hun, og sendte ham et bredt nysgerrigt smil. "Du ville måske heller sætte mig sammen med Frakenstein!" udbrød hun drillende, og slap ham med den ene arm, før hun i dansen, prikkede ham på næsen. De visne blade, og sneen stod om ørene på dem, men det var ikke fordi de dansede utrolig hurtigt. Lidt efter greb hun hans hånd igen, og grinede til ham, så hendes smilehuller trådte frem.

taron rystede stille på hovedet og grinte lidt af det hun sagde "nej..du fortjener ikke bare et simpelt menneske...hvis du var sammen med ham ville han blive gammel og grå imens du stadig ville være smuk og ung" forklarede han sig og smilte drilsk til hende, han rynkede stille på næsen da hun prikkede ham og gjorde sig så skiløjet med et muntert grin, han vente stille blikket mod bladene og bestragtede det hele lidt, han vendte så blikket mod ham igen og gav hendes hånd et blidt klem, da han mærkede hendes lille hånd i sin igen, han grinte stille og betragtede hendes smile huller, han var så glad for hun var kommet tilbage, han havde faktisk meget at fortælle hende, men han ville hellere lytte til hende og hendes oplevelser.

Da de havde danset i lidt over et kvarter, gav Elisabeth slip på ham. Hun drejede rundt, med armene ud til siderne, mens hun grinede. Det hele så meget festligt ud. Elisabeth cirklede derud af, med et kæmpe grin, før hun dumpede ned i sneen. Hun lagde sig ned, og lukkede øjnene, og sank ned i sneen med hendes spinkle krop. "Hm. Det ende jo også med, at han drak, og derefter døde," mumlede hun, men hun vidste Taron hørte hende. Elisabeth satte sig op, og smilede til ham, med alt sneet i hendes brune hår. Lidt efter kløede hun sig på næsen, og lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad tænker du på?" spurgte hun stille, og vinden strøg hen over hende, som om den ville gøre Elisabeth en tjeneste, og førte orderne med sig mod ham.

//OOG: Må smutte i en time eller sådan noget. Kommer helt sikkert på senere, hvis du stadig er her! :).

taron betragtede hende og kunne ikke lade være med at grine af hende, hun morede ham virkelig ligesom den dag de måttes og det fik ham bare til at smile mere da han tænkte på den dag, han lod sig dumbe ned i sneen og lage hovedet svagt på skrå, imens hans betragtede hende, "ja okay..så var han slet ikke god nok til dig" sagde han med et lille grin og kløede sig lidt i nakken, han mørkede vinden lege lidt med hans pande hår og nød det faktisk ret meget, da det føles som han hånd der nussede ham i håret, han vendte dog blikket ned over hendes spørgsmpl "hmm..mange ting jeg har så meget at fortælle...der er sket meget imens du har været væk..." forklarede han og vendte blikket op på hende igen, han var usikker på om han skulle sige noget, men han ville gerne være åben og fortælle som hun havde været.

//okay så sse vi så længe xD//

Et stik af dårlig samvittighed, blev plantet hos Elisabeth, men sendte ham et svagt opmuntrende smil. "Jeg vil gerne lytte, hvis du vil fortælle," fortalte hun og nød selv vinden. "Desuden blev Mozart utrolig grim til sidst," sagde hun, for ligesom at afslutte deres Mozart-sag. Han var en fantastisk musiker, det kunne man aldrig tage fra ham, men alligevel kunne hun finde mænd, som hun fandt mere tiltrækkende. Elisabeth tog ikke sit blik fra Taron, og lod være med at blinke. Det var ikke noget hun gjorde bevidst - Han havde bare et ansigt, hun så gerne ville lære helt at kende. Underligt, men sandt.