Snedækket bjergside

taron så på hende og smilte skævt til hende, han rystede stille på hovedet "tja..det størtse er nok..at jeg har været tåbelig nok til at forelske mig i et menneske" sagde han og lage hovedet svagt på skrå, han betragtede hendes ansigt lidt og bed sig lidt i læben, han var lidt bekymret for hendes reagtion, for da de mødes havde han været en smule forelsket i hende og hendes humør, han vidste selvfølgelig ikke hvad hun havde følt om ham, men han var nu lidt nervøs alligevel. han grinte dog af hendes sidste kommenter om mozart og rystede lidt på hovedet af hende.

Elisabeth bevarede sit blik mod hans ansigt, og det blev for en kort stund ulæseligt. Det virkede underligt, at Taron skulle være forelsket. Ikke, at det var forbudt, men det var en sær følelse. Først blev hun sur, og så blev hun ked af det. Var det for en følelse? Hvis han brugte sin evne, ville han kunne mærke det, men hendes ansigt viste intet. Elisabeth sendte ham et svagt smil. Hvor var det underligt. "Er det så slemt? Hvis hun også elsker dig, må du se tiden an," sagde hun nikkende. Selvom hun sad med denne her underlige følelser, var det nemmere, at hjælpe ham - Hun kunne ikke sætte ord på den, og det virkede latterligt på hende, hvis hun skulle til at sætte ord på noget hun ikke anede hvad var.

taron så på hende og kløede sig lidt i nakken, han brugte kort sine evner da han ikke kunne se på hende hvordan hun havde det og han brød sig ikk rigtig om den følelse han fik fat i fra hende, han så lidt ned "hun elsker også mig...men jeg bed hende og jeg ved ikke...om jeg kan...holde min trang tilbage en anden gang.." sagde han stille og træk stille sine ben op til sig, han så op på hende og bed sig svagt i læben, han betragtede hende lidt og tænkte lidt over hendes følelse, han ville ikke nevne den, da han ikke synes det var nødvendtigt at hun vidse han havde brugt sine evner, han rømmede sig kort og rettede sig lidt op, han fortrød nu han havde sagt det og rsytede stille på hovedet af sig selv.

Elisabeth betragtede ham og lagde hovedet på skrå. "Det ved jeg du kan," brummede Elisabeth stille, og sendte ham et opmuntrende blik, og et kærligt smil. "Du ville aldrig gøre en noget, som du elskede Taron. Jeg er sikker på, at hun stoler nok på dig, til at være forsigtig omkring dig. Du ville aldrig gøre hende fortræd, det ved jeg," sagde Elisabeth, i et lavmælt tonefald. Hendes mørke øjne betragtede ham, og hun sank en svag klump. Elisabeths blik veg ikke fra Taron. Hun troede oprigtig på ham - Han var en venligsindet vampyr, og han ville aldrig, med vilje, røre dem han elskede. Dog kunne hun ikke slippe tanken om, hvad det var for en følelse hun sad med. Det var ikke skuffet, og så alligevel. Hun anede det ikke. "Jeg er sikker på, at du sagtens kan," hviskede Elisabeth og gav hans hånd et opmuntrende klem. Elisabeth tog sin hånd til sig, og fugtede sine læber.

taron så på hende og smilte lidt af det hun sagde, han rystede stille på hovedet og var glad for det ting hun sagde "jeg håber virkelig du har ret..det har du nok..det har du altid" sagde han og smilte blidt til hende, han lod kort sit blik vende mod gjorden, men han så hurtigt op på hende og betragtede hende igen "tak.." sagde han taknemmeligt og lage hovedet svagt på skrå, han mærkede klemmet og så lidt på hendes hånd, han tog så hendes hånd igen og træk hende ind til sin favn i et kram "kom her..." sagde han og trykkede hende blidt ind til sig.

Elisabeth lagde hovedet på hans skulder, og lagde armene omkring ham. "Ja, jeg har faktisk tit ret," mumlede hun i et overrasket tonefald, før hun grinede lavt. Halv-hjertet. Elisabeth havde ingen idé om, at han havde brugt sin evne, og da det lidt efter gik op for hende, hvilken følelse hun rendte rundt med, blev hun endnu mere overrasket. Elisabeth betragtede Tarons nakke. Hun havde fundet Taron så tiltrækkende og sjov, ved første møde. Hun havde følt sig tryg, og hun tænkte tit på ham. Hun havde set det på film. Læst omkring det i bøger. Elisabeth smilede svagt, af den anerkendelse. Hun havde mere end blot venskabelige følelser for ham. "Jeg tror jeg er forelsket i dig," sagde hun, og hev sig lidt ud fra ham. Elisabeth anede ikke, hvordan man reagerede, når man havde de følelser. Hun havde ikke kendt til den, i over 640 år. Elisabeth smilede muntert, og så tænksomt frem for sig. Dét at Taron elskede en anden, havde hun set igennem fingre med - Hovedsagen var at hun var underligt glad, og så var hun ligeglad med resten. "Ja, jeg er forelsket i dig. Er det ikke mærkværdigt?" spurgte hun så, og grinede hjerteligt.

tarons smil forsvandt da han hørte hvad hun sagde og så lidt overrasket poå hende "i mig?" spurgte han stille og kunne ikke rigtig forstå det, han smilte skævt for at vise han var smigret og der ikke var noget gelt med det, men det var ikke helt sådan han havde det, han var smigret ja og han kunne mærke følelsen af at han faktisk var forelsket i hende var vent lidt tilbage, men han så det som et problem, han kunne jo ikke være forelsket i to på en gang, og vide at de begge også var forelskede i ham gjorde det hele meget mere indviklet "du..forelsket i mig?...ja det er mærkværdigt..." sagde han og grinte lidt, han lyttede til hende latter og smilede lidt af den, ligemeget hvor dårlig siturationen var kunne hun gøre ham glad, han betargtede hende lidt og smilte imens.

Elisabeth smilede bredt til ham. "Det gør ikke noget Taron. Vi kan godt begge være forelsket, uden at være forelsket i hinanden," forklarede hun og nikkede. "Det gør mig faktisk ikke noget. Jeg kan godt lide at være forelsket," sagde hun og smilede bredt til ham. Elisabeth så tænksot frem for sig, men stadig med et kæmpe bredt smil på læberne. "Og jeg er ganske sikker på, at hende du er forelsket i, også er meget forelsket i dig. Hun er sikkert også rigtig sød og utrolig smuk," sagde Elisabeth oprigtigt, og sendte ham et strålende blik. Elisabeth kunne slet ikke lade være med at smile - Det virkede måske sært, men hun kunne lide følelsen, og hvis Taron samtidig var glad, lykkelig med en anden, så var hun også.

taron så på hende og betragtede hendes smil "mmh..du har ret...du er så forstående..." sagde han stille og betragtede hende imens, han var glad for det hun sagde og at hun ikke var blevet sur eller nogert "godt..det er også en rar følelse.." indrømmede han og kløede sig lidt i nakken, han lyttede til hvad hun sagde og nikkede stille "mmh.,.hun er meget sød og ja også smuk...hun har også et sødt navn..." sagde han næsten drømmende, det var ved at være noget tid siden han havde set sayuri, men han kunne ikke rigtig 'sørge' over det når han var sammen med elisabeth, han betragtede hende igen og smilte stort "du er en fantastisk ven ved du godt det" spurgte han og smilte skævt.

Elisabeth betragtede ham med de mørke øjne. De var rolige og tillidsfulde, men et sted dybt inde i dem, var de også sørgmodige. Det var en god måde, de strålede på - Hendes sædvanlige skær. "Jeg er glad for, at hun betyder så meget for dig. Du er virkelig modig," sagde hun, med sin klokke klare stemme. Elisabeth lod hendes lille pegefinger, glide hen over hans øjebryn, før hun fortsatte ned langs siden af hans hoved, og ned på underlæben. "Jeg har haft lang tid til, at øve mig og blive som jeg er i dag," fortalte hun, og lagde hendes blege ansigt, en smule på skrå. Hendes mørke øjne søgte hans øjenkontakt, og hun smilede sit sædvanlige hjertelige smil. "Du er også en fantastisk ven. Richard blev jaloux på dig, utroligt ikke? Mmmh," brummede hun stille, og grinede derefter. Så lagde hun hånden på hendes mave, og hun så op på Taron. "Det er sjovest når det kilder!" forklarede hun og grinede kortvarigt. Det var på grund af sommerfuglene, som Taron smittede hende med.

taron så på hende med et skævt smil og nikkede stille "meget modig..hun er også meget modig at ture være sammen med mig..jeg vil helst ikke bide hende..men det er svært" sgade han og lukkede stille øjnene, han var meget bevidst om hvor hendes pegefinger var og syntes egentlig det føltes rart at mærke hende røre ved hans ansigt "ja.. og jeg har stor respekt for det du kan..det er helt utrolig" sagde han stadig med lukkede æjne, men åbnede dem igen da han havde sagt det, han mødte hendes mørke øjne med det samme og betrgatede dem, han grinte kort "jaluox på mig?..hvorfor?" spurgte han lidt forvirret og så meget spørgende på hende, der var jo ingen grund ti at være jaluox, han så lidt ned op hendes mave og smilte lidt, han vendte blikket op til hendes igen "kilder det nu´?" spurgte han og prikkede hende blidt på næsen.

Elisabeth grinede og gav slip på ham. "Jeg er sikker på, at du nok skal klare den," Sagde hun og satte sig ved siden af ham. "Forstår... Ens selvbeherskelse varer kun så længe, som man virkelig ønsker den skal varer. Kan du følge mig?" Mumlede hun stille, og rynkede svagt brynene, mens hun så på ham. "Hvis du virkelig ikke ønsker at røre hende, så kommer du heller ikke til det. Du kan meget mere end du tror," Sagde hun og sendte ham et svagt smil. "Jeg har øvet mig længere tid end dig. Jeg ved hvordan trangen til menneskeblod, kan gnave dig op indefra. Tro mig," Sagde hun og tog ubevidst hans hånd. "Men du vil ikke gøre hende noget, så længe du virkelig ønsker ikke at bide hende," Sagde hun og så tænksomt frem for sig. Mon han forstod det? Det kunne godt lyde liiiidt inviklet...

taron så hende og lage hovedet let på skrå, han lyttede til alt det hun sagde og forstod hvert et ord af det hun sagde og et skævt smil tegnede sig på hans læber, han klemte blidt hendes hånd og gav hende et venskabeligt kys på kinden "så du tror at jeg kan styre min trang til hendes blod..for di jeg virkelig ikke ønsker at skade hende?" spurgte han for lige at være helt sikker på det præcis var det hun mente, han betragtede hendes kønne ansigt og smilte blidt til hende, han syntes det var helt utrolig hun kunne holde sig fra menneske blod, da han jo syntes det var ufatteligt svært, da menneske blod virkelig lokkede ham tit.

Elisabeth nikkede og betragtede ham. Hendes job var faktisk, at få de nyfødte til at falde i et med omgivelserne - De måtte ikke hærge byen. Elisabeth tog sig dog også af de mennesker, som vidste for meget om verden, men ikke ønskede at blive et med den. Det vagte grumme følelser hos Elisabeth, og hendes blik blev underlig ulæseligt. Denne pige som Taron havde noget med at gøre, måtte vælge snart - Skulle hun blive et med verden? Elisabeth vidste ikke hvad Taron havde i tankerne. "Vil du lade hende blive en del af vores verden?" Spurgte hun og lagde svagt hovedet på skrå. Elisabeth havde lyst til, at bede ham om, ikke at kysse hende, men hun ville ikke virke sur - For det var hun jo ikke.

taron så på hende og lage hovedet svagt på skrå, han brød sig ikke om at hun pludselig virkede så trist og tænksomt, hendes glade humør og strælene smil savnede han at se på hendes ansigt, han vendte blikket ned ved hendes spørgsmål og sank stille en klump "jeg...jeg ved det ikke...jeg vil helst ikke bide hende igen...og jeg ved íkke om jeg tør at lade hende blive som os og skulle miste døden" mumlede han stille og minede sig selv om at det han savnede allermest var døden, han sukkede stille og rystede stille på hovedet, han så op på himlen og betragtede den tænksomt.

Elisabeth betragtede ham tænksomt, og fugtede langsomt sine læber. "Det behøves du jo heller ikke. Bare sørg for, at hun ikke mænger sig med andre af vores slags," Sagde hun så og sendte ham et forsigtigt smil. Hun sad i dybe tanker, før hun snuppede hans hånd, og gav den et blidt klem. "Er du ked af det?" Spurgte hun stille, og sendte ham et svagt sødt smil.

//Sorry kreaen røg - Det skal nok blive bedre.

taron så på hende og lage hovedet svagt på skrå "ja..det er en god idé...jeg ved hendes bror også er vampyr..men ellers kender hun ikke flere efter hvad jeg ved" fortalte han roligt og vendte blikket på hende igen, han smilte svagt og rystede svagt på hovedet "nej...jeg tænker bare" sagde han stille og vente blikket tilbage på hende med et blidt smil.


//mig døde også lige --'//

Elisabeth betragtede ham med de rolige mørke øjne, og så trådte hendes sædvanlige glædelige smil tilbage. "Godt. Jeg skal nok holde lidt øje med hende også. Bare så vi passer ekstra godt på hende," Sagde hun nikkende, og sendte ham et strålende blik. "Der er nemlig så mange sindssyge psykopater, som sikkert gerne ville bide hende," Mumlede hun nikkende. Elisabeth kunne allerede skilne Taron's lugt fra pigen, og hun vidste, at hun blot skulle følge sporet, og så ville duften føre hende til hende. Elisabeth havde ikke tænkt sig at falde i snak med hende - Bare holde et vågent øje med hende, når hun lige havde tiden til det. Lidt efter slap hun blidt hans hånd og så ned i sneen.

taron så hendes smil og blev helt glad igen, han smilte skævt og blev bare mere glad over det hun sagde "tak skal du have...det er meget dejligt at vide du vil hjælpe mig med at passe på hende" sagde han taknemmeligt og betragtede hende i noget tid, han var faktisk meget glad for elisabeth ville hjælpe ham, da han var i tvivl om han kunne holde de andre racer fra hende, "ja dem er der nok mange af...hun har noget utrolig godt blod forhold til hun er menneske..det plajer mig lidt" indrømmede han, men stadig med et smil på læben hun altid kunne gøre ham i godt humør med hendes smil og glade humør.

Elisabeth nikkede og smilede bredt til ham. Hun rejste sig og hev ham op. Elisabeth var blevet en smule træt af, at sidde ned, og hun ville gerne gå lidt igen. "Jeg regner med at tage til Egypten for en stund," Sagde hun nikkende og kløede sig kort på næsen - En menneskelig vane, som hun havde lært sig, for at falde ind i mængden. Elisabeth begyndte at gå, og hun regnede med at han fuldte med. Sandheden var at Elisabeth gerne ville lidt væk fra det hele. Hun var begyndt at kede sig i byen, og hun snakkede aldrig med nogen. Ja, hun trængte vel til frisk luft. Elisabeth stak hænderne i lommen. "Jeg er ret sikker på, at du med den rette beskyttelse, ville kunne holde hende væk fra de forskellige vampyrer og dæmoner," Sagde hun nikkende. "Det kræver faktisk bare, at du kender dine.. Fjender," Sagde hun og smilede kort til ham.