All alone

Sted. Legepladsen
Vejr. Det er gråt og er begyndt at regne
Omkring. No one
Tid. 19.32
Dag+ Dato. IRL
Påklædning. Grøn skjorte, mørke jeans, regnbue farvede converse sko, neon grønne armbånd og sort strikhue

Rose sad på sin ynglings gynge ved legepladsen. Hun så trist frem for sig og havde en stramt greb omkring lænkerne som holdt gyngen under hende. Et lille suk undslap hendes læber og hun følte sig simpelthen så alene i verdenen og tom indeni. Hun var stadig lidt blålig på sin ene kind efter at have haft fået bank af Adam, nogle dage før. Hun havde haft stolet på en fyr og var blevet forrådt og knust i sidste ende. Hun kunne ikke fatte hvor'n Dean havde kunnet gøre det mod hende.. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen, så hendes knoer med helt hvide. Hun rystede på hovedet af sig selv, og ville ikke være trist eller sur over sår'n noget. Der på legepladsen ville hun have haft givet alt for at have en at snakke med..

mike gik mod legepladsen og havde trukket sin hætte godt ned over hovedet, han havde stukket sine hænder ned i lommerne på sin hætte trøje og havde dem knyttet i lommerne, han havde et tomt blik og hans gang var meget langsomt, der var nogle røde pletter på begge lommer og det lignede meget blod, han skuttede sig lidt i kulden og rystede svagt efter.

Roses hoved gik hurtigt op da hun mærkede en andens tilstedeværelse. En dreng kom gående og hun undrede sig lidt over hvad han lavede herude. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede drengen med et undersøgende blik.

mike kunne mærke der var en der kiggede på ham, han vendte blikket mod personen og så det var en ung pige, men han så bare ned igen og gik videre stadig i det langsomme tempo, han bed sig i læben og skuttede sig lidt igen selvom det ikke var på grund af kulden denne gang.

Rose rejste sig langsomt op fra gyngen og så at drengen oss så trist ud. Hun gik over mod ham i lydløse skridt og var hurtigt ovre ved ham da han gik i et temmelig langsomt tempo. "Hey" sagde hun forsigtigt nogle få meter bag ham. Hendes stemme lød trist, men hendes øjne viste varme og venlighed.

mike vendte sig hurtigt om og stirrede på hende, han sank stille en klump "h-hej..." stammede han stille og vendte blikket ned mod jorden, han rystede lidt på hovedet af sig selv og så lidt op på hende igen, han så lidt på hendes øjne og lage hovedet lidt på skrå.

Roses øjne var helt lyseblå. Isblå. De var faktisk ret flotte. Hun prøvede at smile et sødt lille smil, men det blev bare til et lille opadgående smil i mundvigen "Hey" sagde hun igen og lagde hovedet let på skrå og så drengen ind i øjnene "Du stammer.." sagde hun og havde altid opfattet at hvis man stammede, var det fordi at man enten var nervøs eller bange.

mike smilte på inge måde og hans øjne så meget matte ud, han så lidt ind i hendes øjne, men så ned igen "ja...jeg stammede.." sagde han stille og tænkte sig om, det var ikke fordi han var bange eller nervøs, men knust, han rystede hovedet og bed sig i læben.

Rose kunne næsten mærke hans følelser og nikkede "Hvad er der sket? Du virker.. trist.." sagde hun lavmælt og ville gerne have det at vide så hun måske kunne glemme at hendes hjerte var knust.

mike rystede på hovedet og så ned "intet...jeg har det fint..." sagde ahn stille og kløede sig lidt på armen, han vendte sit blik væk og sank en klump, han ville ikke snakke om hans prblemer med en helt fremmet.

Hun rystede på hovedet "Ikke lyv for mig" sagde hun og kunne mærke at han løj, men sukkede så. Kunne egentlig godt forstå hvorfor han ikke fortalte det. Rose tog en dyb indånding og rakte forsigtigt sin hånd frem mod ham "Jeg hedder Rose" sagde hun for at bryde isen lidt.

mike så lidt på hende og rystede stille på hovedet, han ville ikke svare på hendes om han løj eller ej, han så lidt på hendes hånd og tog den forsigtigt "okay...jeg heder mike" sagde han stille og klemte venligt hendes hånd, men slap den så igen.

"Mike?" mumlede hun og syntes at have hørt det før. Hun tænkte lidt, men trak så på skuldrene og ville ikke tænke mer over hvor hun havde hørt hans navn henne. Hun så op på Mike og smilte et svagt smil "Hvad laver du herude?" spurgte hun og havde haft stødt ind i vampyre mange gange her ved legepladsen.

mike så på hende og nikkede stille, han tænkte slet ikke over hendes navn, da han ikke synes han havde hørt det før, han fik fremtvunget et lille smil og så på hende "jeg..går mig en tur" svarede han og så sig lidt omkrinhg, han kendte nu til hvad alle rcerne hed, men han mødte dem aldrig.

"Du burde nu passe på.. Her er nogen... skumle personer herude" sagde hun og vidste jo ikke at han kendte til racerne. Hun kunne mærke at Mike var et menneske så hun ville ikke snakke om de forskellige racer med ham.

mike så på hende og rsytede lidt på hovedet med et ironisk smil på læben "jeg er ikke bange længere...jeg er ligeglad med hvem der kommer..jeg har set så meget på det sidste så" forklarede han og gik hen til gyngerne, han satte sig ned og stirrede ned i jorden.

Rose nikkede "Forstår jeg godt... Men lad vær med at være dumdristig og ligeglad.. Du vil fortryde det" sagde hun roligt og begravede sine hænder dybt i sine bukselommer.

mike rystede stille på hovedet "det skal jeg nok lade være med...hvis det er det du vil have" sagde han stille og så ned på sine fødder, han begyndte stille at gynge lidt frem og tilbage og kom tiul at tænke på den gang han var en lille dreng hvor alt bare var en leg.

Rose smilte svagt og gik over og satte sig på gyngen ved siden af ham "Det ville være meget rart hvis du ville gøre det" sagde hun og begyndte langsomt at gynge frem og tilbage.

mike smilte svagt for sig selv og gyngede stille frem og tilabeg "tja...jeg skal nok gøre det" sagde han stille og så ned i jorden imens.

"Tak" sagde hun taknemmeligt og smilte muntert over til Mike og blev ved med at gynge frem og tilbage og nød vinden mod sit ansigt og hår.

mike nikkede kort "så lidt.." sagde han still eog smilte venligt til hende, han så lidt ned og gyngede stille frem og tilbage.

"Ikke vær så trist, okay? Smil til verdenen og den smiler tilbage til dig" sagde hun lavmælt og så ned på sine fødder og havde stoppet med at gynge.

mike så på hende og rystede på hovedet "tja...du har jo nok ret" sagde han stille og blev ved med at gynge, han smilte svagt for sig selv.

"Jeg har altid ret" sagde hun muntert og nikkede over sig selv og begyndte langsomt at gynge igen.