gå gaden, besøget i ulveform

"det kan være jeg slår, men du bider." snerrede han mere eller mindre. *det går ikke, jeg bliver nød til at skilde dem ad.* tænkte han. han hældte spritten ud over papiret, uden at få det på fingrene og satte lighteren klar. "rasmus, skild dem ad! peter, det samme!" de to ulve reagerede. den rødlige ulv løb hen til mennesket og prøvede at fjerne hende fra vampyren, mens den gylden-brune bed fat i vampyrens ben og trak til. *hvis hun skal holde komedien må hun ikke holde for godt fast, så afsløre hun sig selv.*

Kristy troede selvfølgelig ikke hvad han sagde og tænkte kun at han måtte være en sindsyg galning med et eller andet sygt trick, hun slog den varulv der ville trække hende væk "Forsvind Pshycopater! " råbte hun og holdte fast i pigens hånd med den anden hånd "Slip mig!" sagde hun bestemt og var inderst inde ret forvirret lige nu og havde valgt at tro at disse tre mennesker måtte være galninger.

Lucy rettede et spark mod den varulv der bed hende i benet, og bed sig svagt i læben. *Så skrub dog af bæster! Jeg har vel da ikke gjordt noget for at vække jeres uhæmmede vrede! Ja ja jeg bider et menneske eller en engel i ny og næ, men jeg er dog ikke så tæt på at afsløre mig som i er* tænkte hun vredt, og gned sig i øjet. Det var meget uvant for hende ikke at have bindet på, da mennesker havde det med at blive skræmt af hendes ekstremt blege øjne hver gang de forsøgte at se hende i øjnene.

Monzaemon skar ansigt. *hun er ret god, det må jeg give hende.* tænkte han, og forvandlede sig igen. han hylede som før, højt og tydeligt. flere ulve kom til. de stod nu 7 ulve i alt. *vi skal fjerne dem fra hinanden.* tænkte han. de kredsede omkring kvinden og vampyren, tænkte alle. så gøede den sorte af dem. pludselig sprang de alle frem, og bed pigen flere steder. *fjern grebet, lille kælling!*

Kristy slap pigens greb og så skræmt på ulvene "Stop!" skreg hun og vidste slet ikke hvad hun skulle stille op, hun gik nogle skridt tilbage og ville ikke være med i det her sindsyge spil, hvordan kunne de bilde sig sådan noget ind "Det ikke sjovt!" sagde hun og lukkedde øjnene.

Lucy hvæsede højlydt, og opgav sit skuespil. Hun kæmpede imod så godt hun kunne ved at slå, sparke og bide efter de varulve der angreb hende. Hun var nu ikke meget for st mennesket skulle se dem slås på den måde, men varulvene gav hende intet valg. "Stop det, I ustyrlige køtere!" hvæsede hun af dem, og brugte for en gangs skyld ikke formelt sprog. Hun var ligeglad med at mennesket hørte det overudviklede sprog i forhold til andre syv-årige.. Hun kunne jo altid bringe den stakkels pige til tavshed når dette sceneria var overstået.

*hun opgav altså?* tænkte Monzaemon. han trak sig lidt tilbage, forvandlede sig til menneske og trak nu spritten frem. han skruede låget af og råbte. ulvene fjernede sig hurtigt og Monzaemon overhældte det nu cleanede område, udover pigen, med sprit. vampyren blev overhældt godt og grundigt. *hun bliver svagere, næsten hele hendes krop er fyldt med vores spyt. hun har ikke en chance.*

Lucy hvæsede rasende, og forsøgte at få spyttet af sig, skønt det var umuligt. Da den stærke lugt af spritten overdøvede alting, og hun mærkede hun blev gennemblødt af væsken, fór et lille glimt af ægte panik gennem hendes unge ansigt. I det næste øjeblik var hun væk. Forsvundet i den blå luft. Det var som om at det snigende mørke fra skyggerne, havde tætnes omkring den lille piges spinkle krop, og opslugt hende uden at efterlade det mindste spor af hende. Det var hendes evne.. Hun havde brugt sin magt over mørket til at slippe væk fra de utålige varulve.
Hun stod nu i en gyde et godt stykke der fra, og forsøgte at vride spritten ud af sit hår, og den hvide kjole. "Må Zeus forbanne den dag I køtere blev brat til verdenen.. Måtte jeres mødre skamme sig ved det blotte syn.." mumlede hun rasende for sig selv. Hendes uhyggeligt lyse blå øjne , var ikke længere helt så lyse blå.. Faktisk var det kul sorte.. Det var et tydeligt tegn på at hun behøvede blod, og en grund til at hun gik med bind for øjnene.. Hun kunne jo ikke se noget alligevel, og mennesker plejede at blive bange ved synet af hendes øjne..

Kristy tog sig til hovedet og gik væk fra dem, hun havde ingen anelse om hvad hun skulle gøre, det her var jo sygt?, det kunne ikke være virkeligt, hun forsvandt væk fra stedet og stoppede lidt op et par gader væk, hun ´rystede kort på sit hoved og gned sig kort i tændingerne og besluttede sig for at gå hjemad.

ulvenes skarpe lugtesans opfangede hurtigt at pigen stadig var der. de løb over hustagene, hurtigt, men lydløst for at vampyren ikke skulle høre dem. de nåede den gyde hun stod i og krøb langsomt ned ad en trappe, men som mennesker, ikke ulve. de gik og småsnakkede lidt som om der intet var sket. de så pigen og skyndte sig ned, som om de var bekymrede. den eneste der ikke havde sagt, eller sagde noget, var Monzaemon. *hun vil kunne genkende min stemme. jeg holder bare kæft.*

Lucy opfangede hurtigt lugten af varulvene, og vendte irreteret ansigtet mod dem. "Kæreste dumme køtere. I tror vel forhåbenligt ikke at I er i stand til at narre en 3000 år gammel vampyr? Giv mig mit bind, og jeg skal passe mig selv. Jeg er komplet ligeglad med hvad de'Herrer finder på af finurligheder at tage jer til så længe jeg ikke indgår i jeres planer." sagde hun og havde igen fundet det rolige og formelle tonefald frem.

"sagde hun lige finurligheder?" spurgte den dreng med gylden-brunt hår, Rasmus. alle varulvene brast ud i latter, ja, selv Monzaemon. "hun sagde finurligheder!" råbte Peter mens han grinede, sammen med de andre varulve. de glemte næsten hvorfor de var der. "tænk at bruge sådan et udtryk!" sagde Johan, stadig grinende. han gik hen og lagde en hånd på pigens hoved. "finurligheder? vi lever altså i det 21. århundrede, ikke det 18. århundrede, lille frøken gammelgod." sagde han fnisende. de brast alle i latter.

"Årene flyder sammen med tiden." svarede Lucy roligt, og tog hårdt fat i varulvens håndled. Uden videre varsel lod hun med stor kraft tænderne synke ned i huden, og nød blodet det strømmede frem. Der gik dog ikke mange sekunder før hun igen gav slip på ham, og forsvandt i tætnet mørke igen. Denne gang dukkede hun dog op tættere på dem.. Faktisk i den samme gyde, blot noget længere inde. "Tak mister.. Det var rart." sagde hun med et drillede smil. Hun var rød af blodet om munden, og slikkede det langsomt væk.

"av for...!" råbte Johan og tog sig til håndledet. de andre kiggede på pigen, der nu stod et længere stykke fra dem. *hun er stadig overhældt med sprit. hvis jeg har en åbning skal det nok gå stærkt.* tænkte han. "Johan! hold dig i baggrunden, du er en vigtig del af det her kobel." sagde Monzaemon, der trak lighteren op af lommen. "din tid er kommet, vampyr. du har drukket alt for meget blod gennem tiderne." sagde han skarpt. "hvad sagde din mor ikke da du bed hende, drak hendes blod for så at dræbe hende?" han tændte lighteren og så gik det stærkt. Monzaemon var wallclimbet op ad væggen mod pigen mens de andre var forvandlet, undtagen Johan, der ventede på at han var helet helt op. altså, fem varulve gik løs på pigen, fra forskellige sider. de holdt hende udstrakt, som for at flå hende fra hinanden, men gjorde det ikke. Monzaemon stod nu med den tændte lighter. "du er færdig, game over." han tog lighteren tættere på og var blot få centimeter fra at ramme hende.

Lucy brast i en høj klar latter, som de kildede hende, og ikke forsøgte at dræbe hende. "Jamen så farvel for nu." Lo inden hun igen lod sig opsluge af mørket. Hun dukkede op igen en 50 meter fra dem, og smilede stort. "Det må jeg sige jer, d'Herrer.. I er nu ganske underholdende." sagde hun med latteren siddende i stemmen endnu. "I tror da ikke for alvor at I kan slå mig ihjel vel?.. Hvis I gør så må jeg skuffe Dem.." tilføjede hun så, og ventede roligt på deres næste træk.

"vi kan flå dig hvis vi vil, og en flamme er alt, så er du dødsdømt." sagde han hårdt. han forvandlede sig til ulv som de andre. Johan var ved at hele op, så han forvandlede sig også. de stod nu alle syv parat. *hvis vi såre hende nok, burde hun blive så svækket at hun ikke kan bruge mørket. desuden...* han afbrød sine egne tanker. *skal hun ud af alt det mørke. hun er på hjemmebane. is, ild, alt andet end mørke ville være fint.* han gøede til de andre, og de løb frem. de spredte sig i gyden og to af dem bed fast i pigen, slyngede hende ud af gyden, ud på gå gaden og løb efter. *ups, ikke så smart måske. men nu er hun i det mindste i sollyset.*

Der gik ikke engang et sekundt før Lucy igen var på benene. Hun gav sig ikke engang tid til at hvæse af dem, men satte i vampyrisk hurtigt løb ned af gaden. Menneske ville ikke lægge mærke til barnet der løb forbi dem, før de mærkede det vindpsut der ramte dem efter hun var løbet forbi. Lucy stoppede op et par gader der fra, og gik ind i en tilsyneladende forladt bygning. Den var bare ikke helt forladt.. En ung pige sad alene der inde.. En meget uheldig ung pige vel at mærke.. Lucy satte tænderne i mennesket, og sugede ivrigt hendes blod til sig. Hun behøvede blodet efter varulvenes små tricks..

varulvene løb lige så hurtigt efter, menneskene skreg og løb. så store ulve kunne ikke andet end at blive set. de nåede til bygningen hvor den lille vampyr sad og mæskede sig i mennesket. Monzaemon hylede, som var hans bedste ven blevet dræbt for anden gang. han løb mod den lille vampyr, og gik helt og aldeles amok på hende. han flåede hendes hud flere steder, selvom han vidste hun ikke ville tage den store skade. han bed hende flere steder, oven i købet en enkel gang i ansigtet. han slyngede hende mod en rude i bygningen, som blev smadret. han gøede højt til de andre, og de holdt hende fast på den store gade, der kunne mørket ikke hjælpe hende. *hun får det svært nu.* tænkte han.

Lucy hvæsede højt, og gjorde så meget modstand som muligt. Hun bed efter ulvene, sparkede, slå og rev efter dem. "Tag jeg dog sammen!" hvæsede hun af dem, og kunne på ingen måde forstå hvorfor de var så usigeligt vrede på hende. Hvis de havde ladet hende være fra start af havde mennesket ikke behøvet at dø.. Og hvis de nu ville lade være med at gøre større skade på hende ville det rede et andet liv. Hun var nødt til at få blod, efter sådan en behandlig.. Slevom hun kunne virke som et dumt barn så var hun så meget andet. Hun var jo også en af de ældste vampyrer hun kendte til.. Så vid hun vidste var hun faktisk den ældste... Ikke om sådan nogle åndforladte køtere skulle have lov at fratage hende sin ret til at gå på denne jord..

Monzaemon gik ud til de andre. han forvandlede sig til menneske igen. "derfor skal du ikke have lov til at leve. du dræber for blot ikke selv at dø. du er det værste afskum på denne jord!" den sidste sætning blev råbt ud. "hvor mange har du ikke dræbt gennem årene!? et par tusind!?" han sparkede hende hårdt. "lig stille! ellers bliver det værre for dig selv! du har frataget adskillige mennesker deres liv! hvis din mor levede, hvor skuffet tror du så hun ville være!?" han sparkede hende flere gange. "vi holder dig herude indtil du er ved at dø, så flår vi dig og brænder dig. det burde være straf nok."

"Min mor?" Spurgte Lucy kort overrasket. "De forsøger at vække min skam ved at blande min mor ind i dette? Fjols! Min mor var død allerede inden jeg blev forvandlet.. Lad de døde hvile, og behandel de ældre med respekt! Det eneste afskum her omkring, er jer små hunde." lo hun hånligt, og bed efter hans ben da han sparkede hende. Hun lå på igen måde stille. Ville ikke dø.. Ikke efter så lang en kamp for at overleve som hun havde været igennem.. Ikke kun med disse ulve, men også med andre.. Med jægere...

"jeg brækker hellere end gerne kæben på dig, selvom du heler, så vil den vokse forkert sammen, så vil du aldrig kunne bide nogen igen." sagde han skarpt. han sparkede hende i siden. "og jeg har ikke nogen respekt for jer monstre, i dræber andre, for selv at overleve. mine forældre, min bedste ven, blev dræbt af sådan nogle som dig." sagde han. han tændte lighteren. "du har ikke gennemført dine lidelser endnu. du skal få lov at brænde langsomt."

"Det er da vel for helvede ikke min skyld at din familie er dræbt. Jeg var tvunget til at høre min families død som et syv-årigt barn, men jeg tuder ikke af den grund. Få dine små køtere til at slippe mig, og opfør dig som en voksen i stedet for et barn der savner sin mor!" råbte hun vredt. "Jeg er ikke værre end menneskene selv. De slagter konstant hinanden, og jeg tager kun en enkelt i ny og næ. Hvis du vil have retfærdighed over drab på mennesker må du selv i gang med at slagte dem!" hvæsede hun trodsigt. Hun lå nu stille, og kunne tydeligt lugte ilden. Spritten var dog enten tørret eller fordampet på nuværende tidspunkt, så han kunne ikke drage fordel af den længere..

"jeg hævner blot menneskene, de kæmper i det mindste naturligt." sagde han spydigt. "din slags er ikke naturlige. i er monstre, parasitter der suger andres blod. i burde fjernes fra jordens overflade, brændes alle som en." han kiggede afskyende ned på den lille pige. "og du er den værste af dem alle." han sparkede hende i siden. *hun er for farlig at holde i live.* han bevægede hånden ned mod den lille pige. få centimeter fra hendes ansigt. så gik lighteren ud. "det er bare løgn! ikke mere gas!" han smed lighteren ad helvede til.

"Hvad for Dem til at sige det? At jeg er den værste?" spurgte Lucy nysgerrigt. Hendes øjne var begyndt at gløde svagt, og blev langsomt mørkede i det. Hun blev svagere af sollyset der brændte på hendes hud, men hun blev alligevel nysgerrig som om de stod og snakkede i et indkøbscenter og ikke midt ude på en gade, hvor han faktisk forsøgte at dræbe hende.