Skater.

Dato : 6. feb.
Årstid :Vinter.
Dag :Lørdag.
Vejr : Blæsende.
Sted : En skaterpark.
Tid :16:00 ca.
Omgivelser : Skatere, ramper og sådan.
Tøj: Det på billedet med en jakke´også selvfølgelig.

Austin skatede rundt og holdte sig lidt for sig selv, han var ikke meget for de andre skatere, de var typer der lavede ballade og sådan, Austin ville helst ikke ud i mere end han var, han havde været venner med disse drenge, men havde faktisk aldrig passet ind og havde sagt fra nu, han faldt kort i staver og så ikke hvad han lavede, han væltede af boardet og landede på maven, han tog sig til hovedet og da han så op stod hans gamle venner der, han så forvirret på dem og rejste sig hurtigt op, men fik et skub i skuldern i det han kom op på benene "Hvad laver du?" spurgte Austin en anelse fovirret, da det gik op for ham hvad de havde gang i, de stod alle cirklet om ham "Bliver homo drengen ked af det?" spurgte en af de lidt ældre drenge "Hva-hvad mener du?" spurgte Austin og havde da ikke sagt det til nogen, de måtte ha' set Austin og Ethan, Han fik et skub i ryggen og væltede over i armende på en af drengende som skubbede ham hurtigt væk fra sig, Han væltede ned på numsen og fik skrabet den ene håndflade og skar en grimasse "Stop det!" sagde han og så panisk op på dem, den ældre dreng skubbede ham i baghovedet "lad mig være i aner ikke en skid!" sagde han og knugede sin hånd, en lidt yngre dreng knyttede sin næve og gav Austin et knytnæve, Austin tog sig til kindbenet og så på ham med forbavset blik "Stop, jeg har jo intet gjort" sagde han og mærkede tårene komme, men holdte dem tilbage fordi han ikke ville græde, det ville gøre det værre, han kom halvt op på benene før han blev skubbet ned igen så han lå ned, en af drengende som holdte en øl smilede smøret og begyndte at hælde sin øl ud over ham "Rolig nu lille bøsse dreng, vi skal nok lade være med at røvpule dig" sagde han og lo, de lo alle fordi austin prøvede at undgå øllen ved at tage hænderne frem for sig.

Vinden kærtegnede blidt hans hår, og nikotinen virkede afstressende på hans nerver. Han gik ned ad gaden, trukket ind til siden, mens hans betragtede børn så vel som vokse passere ham uden at lægge mærke til noget. De var så uvidende, stupide kunne man vel mene, det var næsten bare lige til at nedlægge en; det var næsten alt for nemt. Han tog endnu et sug fra cigaretten mellem sine fingre, lod nikotinen fylde hans krop et øjeblik, inden han pustede røgen ud mellem sine læber, ud i en røgsky.
Ethan havde været bortrejst. Han var rejst væk i et personligt ærinde, som i for lang tid var blevet skubbet til side. I sidste ende blev han dog nød til at vende tilbage til sit gamle liv for ikke at miste sig selv. Der var ting, han endelig kunne leve for, han følte sig efterhånden bedre tilpads i denne verden, som han altid havde gået og funderet over.
Han nåede et åbent areal, et opholdssted for unge, som bestod af ramper og graffiti befængde mure. Ethan's lugtesans opdagede dem før hans syn, men han lagde i hvert fald mærke til de unge drenge, der var samlet i en mindre gruppe. Hvad de lavede, stod ham dog uklart, og fordi de var så mange, der befandt sig tæt sammen, kunne han ikke skilne lugtene fra hinanden.
Han lod cigaretten falde til jorden og efterlod den, da han fortsatte tættere på gruppen. Han gled lydløst over jorden, så ingen bemærkede ham, men han havde ikke i sinde at forstyrre dem, de stod egentlig bare i vejen for ham.

//Undskyld jeg er så tåget.. x.x//

Austin fik øl i sine øjne tog sig til øjnene, han satte sig derefter op da øllen var tom, han nåede ikke at åbne øjnene før han fik slag i ansigtet, han tog sig til læben da der gik hul på den og fik tåre ned af kinderne "Sto-Stop!" råbte han og fik kæmpet sig op på benene, han gned sine øjne og så rundt på dem med paniske øjne, han mærkede øllen sveg i hans øjne og gjore at han blinkede for at få svigen væk, hans trøje og lidt af hans bukser var klistret ind i øl og han stank som en alkoholiker, han gik lidt frem og blev mødt med et skub i brystet, han røg lidt tilbage og gik ind i en af drengende, som tog fat i hans hår og ´trak hans hoved lidt bagover, han stod svejet bag over så han så på drengen, han tog fat i drengens hånd for at fjerne den" Nnrr Arh, slip!" klynkede han og havde tåre i øjnene "Græder du? nurh .. ´Homo drengen græder" sagde drengen og lo og de andre lo med ham.

Da Ethan kom tættere på, lagde han mærke til, at det alligevel ikke var en almindelig samling mellem venner, og eftersom hans lugtesans ikke havde været til megen hjælp, var det hans syn, der opdagede Austin. De andre drenge havde åbenbart rettet et angreb mod ham, og eftersom Austin jo var i voldsomt undertal, var han hurtigt bukket under. Han kunne godt mærke aggressiviteten stige, men han måtte lægge låg op den, for at andre ikke skulle opdage noget. Han fortsatte hen til gruppen af drenge, som stadig ikke syntes at havde bemærket ham, hvor han tog stramt fat om nakken på en af drengene. Det kunne godt være, det ikke så ud af meget, men det var så stramt, at drengen umuligt kunne slippe ud af det, og ved at presse tommelfingeren med nogle bestemte nerver, lammede han hele drengens ryg, så han øjeblikkeligt stivnede. "Hvis du slipper min ven, skal jeg nok også lade din ven gå.." sagde han koldt til den anden dreng, som havde et lidt for godt greb i Austin's hår. Ethan kunne så let som ingen ting brække nakken på den første dreng, men det ville selvfølgelig ikke være specielt klogt valgt, for han måtte jo huske, han befandt sig i et selvskab udelukkende bestående af mennesker.

Austins ansigt lyste op i det han fik øje på Ethan, selvom hans ansigt stadig var fortrukket i smerte, drengen som havde fat i Austins hår så en anelse forbavset på Ethan, han skubbede austin væk fra sig og gik hen til Ethan "Er du så den anden lille homo dreng?" sagde han i et overlegent tone og så op og ned af Ethan, Austin tog sig til baghovedet hvor han havde taget fat, han så hen på EThan og turde ikke sige eller gøre noget i skræk for at gøre noget forkert, selvom han gerne ville kramme ham, men det var ikke det mest passende tidspunkt at gøre det på, de andre drenge lo af det som drengen sagde og puffede til Austin som rømmede sig og så rundt på dem, han irriterede sig over at han skulle udsættes for alt sådan noget, Ethan havde med en ulykkes maskine af gøre, han blev derefter en anelse trist over at han altid skulle redes fra de forskellige ting, Ethan måtte være en anelse træt af det, han tørte sine tåre væk med håndfladen og vidste et eller andet sted at Ethan ikke ville have besvær med at klare disse drenge, han var jo ikke et normalt menneske.

Ethan slap drengen, som igen fik kontrol over sin egen krop. Han så lidt forskrækket på Ethan og skyndte sig at rykke væk, men manede sig så op igen, for han ville ikke virke svag overfor sine venner. Ethan stirrede bare den anden dreng i øjnene. Han følte ingen angst, men det var jo også svært for ham at føle noget. Han måtte teknisk set bare finde på sine egne følelser, selvom det syntes, at nogle følelser stadig holdte fast i ham efter hans tid som menneske. "Du burde ikke snakke sådan til andre.. mennesker." Han kunne godt se det ironiske i det, han sagde, det var også sådan han tøvede kort, før han udtalte ordet. Ethan fornemmede de andre drenge samlede sig nærmere omkring ham, eftersom han nok var blevet deres nye offer i stedet for Austin. Han så kort ud af øjenkrogen, at Austin havde det mere eller mindre fint nu, så han havde det bedre med situationen, som den stod nu.

Austin så på dem og blev nu alligevel lidt usikker da drengene samlede sig nærmere om Ethan, for det så jo stadig ligeså slemt ud som hvis Ethan var menneske, han blev stående og hans hjerte bankede som ti vilde heste inde bag hans bryst, det var ikke sjovt at se på, han håbede bare at der intet skete med Ethan, Selvom han efterhånden havde fundet ud af at Ethan ikke var så let at gøre skade på, Austin tog hånden op til sin læbe og så på sin finger, der var en lille pletblod på spidsen af finger, han så op på drengende igen og havde ikke så mange skrammer som hvis Ethan ikke var kommet, han følte sig ulækker efter som øllen gjore ham helt klistret, hans hår blev også en anelse stift, det gode ved at han havde grædt var at øllen i hans øjne røg ud, Austin skammede sig over at han havde været `venner´med disse drenge.

Lugten af blod nåede Ethan, og han drejede hovedet for at se, at den kom fra Austin. Han ville gå hen til ham for at se, om han var kommet noget til, men i det øjeblik han trådte et skridt hen mod Austin, tog drengen, som Ethan før han stået foran, fat i ham og prøvede at hive ham tilbage. Som en refleks vendte Ethan sig igen mod drengen, inden han ramte ham i hovedet med en knyttet næve. Drengen mistede et øjeblik overblikket og vaklede et par skridt baglæns, inden han til sidst kom til bevidsthed igen. Han slog hænderne op foran ansigtet, inden han begyndte at hyle af smerte. En anden dreng prøvede selv at ramme Ethan i hovedet, men han skubbede ham væk med en albue i maven og faldt til jorden.

Austin tog hænderne for munden da Ethan slog drengen, han fjernede så hænderne da han så en af drengende ville slå Ethan "Ethan!" råbte han og så lidt væk, men da han så at Ethan ikke blev ramt og det istedet gik ud over drengen, blev han en smule mere rolig, Austin vidste slet ikke hvad han skulle stille op, han var for svag til at slå for det ville bare gå ud over ham selv, en af drengende havde luret at Ethan var på vej hen til Austin fordi han havde set ham bløde, han tog fat i Austin og satte en lille lommekniv ved hans hals, Austin vred sig kort men stod helt stille da han mærkede det kolde blad mod sin hals "Hey! Bøsse dreng .. " sagde drengen med et smøret smil hen overlæberne og så overlegent på Ethan "Hvad giver du for at få drengen?" spyrgte han og holdte stramt om lommekniven i sin hånd.

Han hørte Austin kalde på ham, men da han vendte sig om mod Austin, blev han ramt af noget hårdt bagfra. Det forvoldte ham ingen smerte, men han kunne dog tydeligt mærke stødet. Ethan fandt ud af, at drengen han netop havde væltet omkuld, var kommet på benene igen, og han havde samlet et løsrevet stykke bræt om, som han havde ramt Ethan med. Ethan hørte nogle af de andre drenge omkring dem småle og komme med nogle enkelte kommentare, mens han selv var ved at blive en smule utålmodig. Brættet splitres, da han greb omkring det og strammede grebet, så drengen, der før havde holdt det, bakkede forbavset bagud. "Du gør ham ikke noget!" advarede Ethan. Han så truende på drengen, der holdte en kniv mod Austin's hals. Han kunne ikke love, han stadig ville have lige så stor selvbeherskelse over sig selv, hvis der skete noget med Austin.

Austin kneb øjnene hård i og ville ikke sige noget i skræk for at drengen ville trykke til, drengen som stod med kniven så en anelse skræmt ud da træet blev splintret men skiftede hurtigt sit ansigts udtryk så han igen så lige så overlegen ud "Hvad vil du gi', jeg gør ham ikke noget hvis du giver os et ordentligt beløb" sagde han og så kort hen på de andre drenge med et smil, Austin holdte hænderne langsiden og vidste det her ville komme, han vidste han ville dø på en eller anden måde, hvis ikke han døde nu ville han nok dø på grund af en sindsyg vampyr, han fik tåre ned af kinderne, men sagde intet, ikke en lyd, han var dybt inde i sine egne tanker i panik.

Ethan knugede hænderne. Han havde fået splinter i huden efter træet, som så borede sig helt ind under, og det begyndte at bløde meget, meget svagt fra hans håndflader. Han brød sig overhovedet ikke om disse mennesker, og hvis det ikke var fordi, de var så mange, og de befandt sig på sådan en åben plads, havde han allerede taget deres liv.. men han kunne snart ikke beherske sig mere. "Hvad med du får lov til at beholde livet?" Ethan's øjne var en smule knebet sammen, og hans stemme var lavmælt, men kunne nærmest skære gennem glas. De andre drenge mumlede lavmælt omkring dem, ingen trude rigtigt nærme sig Ethan længere, hvilket han egentlig selv var ret tilfreds med.

//Skal spise//

Drengen lagde hovedet en smule på skrå og tænkte kort over det, han så rundt på de andre drenge som holdte sig et godt stykke fra Ethan "Det går bare ud over Homoen her" sagde han for ikke at virke som en kujon overfor sine venner, Austin trak vejret meget forsigtigt for ikke at ramme knivens blad, han prøvede nærmest at tænke på at han ikke var her, men et helt andet sted, væk fra alt det her, alene med Ethan, uden vold og død, han vidste egentlig ikke selv at der rendte tåre ned af hans kinder, han hørte ikke en gang hvad de snakkede om eller sagde, han var måske blevet en smule halv sindsyg efter alt hvad der var sket, måske var det derfor han nærmest stod i en trance med lukkede øjne og sagde intet eller gjore intet.

"Hvis du ikke giver slip på ham nu.." mumlede Ethan. "Så vil det gå ud over dig, ham," han bagud over sin skulder med sin tommelfinger på en af drengene, som stod bag ved ham. "- ham," han pegede til siden på en anden af drengene. "- ham og sikkert også resten af jer.." Ethan pegede også på en 3. dreng, inden han stoppede med at tale. Han vidste godt, de var bange. Han kunne ikke bare lugte det, men han kunne også se det i deres ansigtsudtryk, ligemeget hvor meget de prøvede at skjule det, var det bare ikke nok.
"D-du kan ikke gøre noget!" En dreng var trådt ud af mængden og imod Ethan med en løftet, knyttet hånd. Ethan udnyttede situationen som en undskyldning for at handle i selvforsvar; hans hånd styrtede gennem luften i en umenneskelig fart med retning mod drengens bryst. Da den ramte, lød der en knasende lyd, da den røg gennem ribbene og fortsatte ind på den anden side, gennem lungerne og ind til hjertet. Drengen begyndte øjeblikkeligt at hyle forskrækket op, men Ethan tog sig ikke besynderligt at ham. Han lukkede fingrene omkring drengens stadig bankende hjerte, mens han hørte drengens skrig forfalde. Ethan mærkede hvordan hjertet langsomt gik i stå, og da han rev det til sig, blev blodårerne, der var koblet til hjertet, revet over, så blodet sprøjtede ud af kroppen og ramte Ethan's tøj. Den livløse drengs krop faldt ned på knæ, inden den væltede om på siden og begyndte at danne sin egen blodpøl.
Tilbage stod Ethan, stadig med hjertet i hånden. Drengene omkring ham havde ligefrem skræk direkte malet i ansigtet.

Drengen som havde fat i Austin så nærmest i chok på sin ven, han slap hurtigt Austin og begyndte at løbe i skræk, resten af drengende løb med, undtagen en enkel som stadig stod lidt i chok, men efter lidt tid opdagede de andre var løbet og spænede i en tilfældig retning, Austin faldt ned på sine knæ og tog hænderne op til øjnene, han tørte sine tåre væk og blinkede med øjnene, han så på sine hænder som havde lidt tåre på sig *jeg græd .. igen* tænkte han og rystede en smule i kroppen fordi han stadig var en anelse ræd, han så forsigtigt op og tog sig så til hovedt, han lukkede øjnene og følte sig mere eller mindre sindsyg, han vuggede sig en smule frem og tilbage og sad på knæ, han mumlede lavt og ville bare ønske det hele ville holde op " Jeg bliver sindsyg" mumlede han en anelse højere og kunne slet ikke koncentrer sig, det var som om at han hørte stemmer der ikke var der,var han virkeligt godt på vej til at blive sindsyg?.

Ethan fulgte stille drengene med øjnene, inden han lagde drengens hjerte ved siden af hans lig. Han spekulerede over, om han havde handlet overilet, og om det nu var sikkert for ham at opholde sig i byen meget længere, eftersom der var stor risiko for, han nu ville blive jaget vildt og også i de omkringliggende byer. Der var blod på hans frakke, derfor tog han den af, hvorefter han lagde den over liget.
Han hørte udemærket Austin, men han kunne ikke få sig selv til at se på ham. Han skammede sig over sig selv, ville ønske han ikke behøvede at udsætte Austin for alt det her. Det var for smertefuldt for både ham selv og Austin, og han var bange for, det ødelagde Austin's liv. Ethan gik dog alligevel stille over til Austin, selvom det smertede, at se ham sådan. Han kunne se svage mærker på den andens hals efter kniven, men efterhånden havde Austin så mange ar på halsen. Ethan ville ønske, der var noget, han kunne gøre for ham..
Han lagde sin hånd ovenpå Austin's hoved - sin venstre hånd, som stadig var ren. Ethan kunne mærke, Austin rystede en anelse. Han var bange for, at den bedste måde, han bedst kunne beskytte sin mest værdifulde betydning, var ved at forlade den, men sagde intet..

Austin reagerede ikke da han mærkede hans hånd "Elsker, Elsker mig ikke .. ´hvordan .. morgan nej, hvorfor? .. Hvorfor ikke .. " mumlede han videre og opdagede så at Ethan var henne ved ham, han så op på ham med et små frustrerret blik, han så sig kort omkring og så at drengende var væk og lagde så med rystende hænder amrene om Ethan og kneb sine øjne i, han græd ikke, det var som om at han var løbet tør for tåre lige i øjeblikket, han knugede sig ind til ham "Morgan tror at jeg dør .. og ikke af alderdom" sagde han stille og så så ud i luften.

"Schh.." tysede Ethan og strøg ham blidt over håret for at berolige ham. Han ville nødigt presse Austin, men de blev virkelig nød til at komme videre, medmindre de havde lyst til at tilbringe en nat på politistationen. "Austin, kom med," sagde han lavmælt, inden han blidt tog hans hånd og førte ham med sig. Han var ikke helt sikker på, hvor han ville føre Austin hen, men lige nu var de fleste steder bedre en det her. "Du skal ikke tage dig af, hvad Morgan siger.. Han siger det kun for at skræmme dig," sagde Ethan. Han havde ikke helt forstået, hvad Austin havde sagt, men han havde da en ide om det.

Austin fulgte med ham og nikkede kort som svar til det han havde sagt, han betragtede ham, prøvede at finde ud af hvad Ethan tænkte, mest fordi hans eget hoved var rent kaos, måske kunne han finde bare lidt normale tanker, men der var intet, for han var jo ikke tanke læser og Ethan var for god til at skjule både følelser og andet, han var simpelthent perfekt, mens han selv bare var et fiasko, måske ville det hjælpe hvis han rent faktisk blev vampyr?, men alligevel ville han overhovedt kunne klare at være vampyr, ville han egne sig? ville Ethan overhovedt elske ham mere hvis ahn blev vampyr, Elskede Ethan ham overhovedt, selvfølgelig, det var i hvert fald det han håbede, han håbede på at Ethan elskede ham, han var nok det eneste han havde tilbage, selv hans forældre havde han ikke mere, sine skater evner var også gået lidt tabt og det var ikke fordi ahn havde frygteligt mange venner eller et fast sted at bo, selvom han boede hos Hayley, hvis han lige turde gå hjem til henden for at spørge om han måtte sove der, han følte sig bare så påtrængende.

De fortsatte lidt i tavshed, inden Ethan besluttede, at nu var de lang nok væk, og satte tempoet lidt ned. Han var frygte ked af det, han havde udsat Austin for igen og igen; han blev jo skadet af at være sammen med ham.. men selvfølgelig kunne han heller ikke bare været gået direkte forbi Austin og drengene, så han var bare taknemlig for, han havde opdaget, og det ikke havde været i sidste øjeblik.
Da den nærmeste gyde nærmede sig, hev han Austin med ind i den, så de lige akurat stod skjult i skyggerne. Han lagde armene omkring den anden og hev ham ind til sig, inden han kyssede ham blidt på læberne. Han havde virkelig savnet ham, så det gjorde ondt i det hjerte, der ellers havde opgivet selve livet. Han ville godt havde Austin til at forstå, at han betød mere for verden, end han selv vidste. Ethan var bange for, Austin ville give sit liv væk til noget, han ikke kendte til. Han var bange for, andre ville friste ham til at glemme sig selv og komme til at gøre noget dumt..
Han strammede grebet om ham og pressede sine kolde læber endnu mere mod hans. Han ville føle, at Austin var virkelig, og at han var der..

Austins anspændte krop slappede med et af og han kyssede med, det var som om at noget af al hans kaos slap ud af hans hoved i det han mærkede Ethans kølige læber mod sine, han lagde armenede om hans liv og følte i sig i langt tid tilpas, han lukkede sine øjne trygt i og følte ligsom at en stor del af hans byld forsvandt i takt med hvor længe kysset varede, et eller andet sted vidste ahn at det hele nok vendte tilbage i det der læber skiltes, men var nærmest i himmelen i lige det her øjeblik, som han helts ville føle forevigt, han vidste ikke præcist hvad det var der gjore Ethan mere end bare special eller umenenskelig, ja han var måske vampyr, men der var mere over det, Ethan var hans lykkesmed og ingen andre ville nogensinde kunne tage den plads.

//Blir nød til at logge nu, for ska læse så'n vildt nedern bog xb. uh, vi ses i hvert fald på torsdag x3//

//OMG! det er jo på torsdag *GLÆDE* xD!! Jeps, Skrives og ses :3//

Ethan holdte ham lidt endnu; prøvede at fortælle ham igennem dette kys, at han havde savnet ham. Austin var hans livs lys i alt mørket, så når han var sammen med ham, følte Ethan, at han var blevet frelst. Han kunne dog stadig fornemme Austin's problemer, men når de var sammen, var det ligesom om, det også blev til Ethan's egne problemer. Han kunne ikke forklare det, men han kunne på en måde bare fornemme det på Austin og den måde, han opførte sig..
Han holdte kysset lidt længere, inden han modvilligt lod sig skille sig fra Austin's læber. Han holdte dog stadig om ham i et beskyttende greb, beskyttede ham for omverden.. Et let smil gled over hans læber. "Austin.. Hvad havde du rodet dig ud i?" spurgte han lavmælt. Hans smil forsvandt dog aldrig rigtigt, men blev stadig hængende en smule mere.

Austin åbnede øjnene da han slap kysset og fugtede sin underlæbe "Ehm, Det var mine gamle venner .. De eh, bryder sig ikke om .. " han kunne ikke få sig selv at at sige ordet, selvom det egentligt kunne være lige meget, men ordet lød bare så forkert i hans mund, selvom deres forhold var sp rigtigt? i følge ham, Austin lagde kinden mod hans bryst og knugede sig svagt ind til ham "Det lige meget .. " sagde han så og vidste at de problemmer nu var løst, han var ret sikker på at de ikke turde komme og gøre ham eller ethan fortræd, han lukkede kort øjnene og så så op på ham "Tak for hjælp .. " sagde han så og kyssede ham kort på munden "Du kommer altid og .. reder mig" sagde han og så lidt væk "det må være irriterende" mumlede han så og pillede lidt ved Ethans trøjekant.