Fuldmåne

Han begyndte at læne sine bukser op.
Og et sygt blik kom frem i hans ansigt et hun aldrig havde set før men det var sådan han så ud når han fik lyster.

Hun spærrede forskrækket øjnene op og rejste sig hurtigt op. "Fandme nej!" Råbte hun og begyndte at bakke. Vidste dog godt at han ville få fat i hende igen inden for et par sekunder.

Han fjernede sine hænder fra sine bukser, "Du kommer her, NU" Sagde han med et meget mørkere stemme ind normalt det var nærmest som om stemmen var en satans dæmons stemme.

Hun skælvede en smule og kunne ikke rigtig få sig selv til at gå hverken frem eller tilbage. Var stivnet ved lyden af hans stemme. Så på ham med store uskyldige øjne. "Lad mig nu være" Bad hun med en spinkel stemme.

"Du kommer her nu" hans hår rejste sig så han fik børster lige som når katte er oppe og slås.
Han gik frem mod hende med et blik som fik hans normalt flotte metalliske grå øjne til at ligne selve døden.

Samtidig med at han gik hen mod hende, gik hun væk fra ham. Var hele tiden parat til at tage munkekutten af, så hun kunne flygte. Stirrede stadig bange på ham.

"Kala" sagde han så med en sød lokkende stemme, dog lød det mere som en psykisk syg fra en gyser film.

Hun blev en smule fristet af den søde, lokkende stemme, men rystede på hovedet og fortsatte med at gå væk fra ham. "Lad nu vær, Demetri!" Bad hun inderligt.

Han bed tænderne sammen og sprang så i håb om at fange hende.

Hun rev munkekutten af og kastede dem i hovedet på ham, så han blev blændet et kort øjeblik. Det var dog tid nok for hende til at brede sine vinger ud og flyve op til loftet.

"RRRHHH" hvæsssede han og smed hendes munkekutte af helvede til han kiggede op på Kala imens han væste, hans tænder var fremme og han var fuldstændig sindsyg.

Hun stirrede ned på ham. "Hvorfor ender det altid sådan her Demetri?" Spurgte hun, en smule opgivende. "Dufter jeg måske godt eller hvad?"

Han svarede hende ikke men sagde bare med en rusten stemme, "Kala kom ned" han sprang op efter hende.

Lavede hurtigt et lufttryk der ville få ham til at flyve ned i gulvet igen. Fløj hurtigt hen i den anden ende af kirken.

Han sad nu på hug nede på gulvet og lavede små underlige lyde, noget gange var det en væssen andre gange en slags klukken, han kiggede ned i kirke gulvet, og så ud som om han var et underligt dyr.

Hun sukkede og satte sig på en af de statuer der stak ud fra væggen. Selvom den var skrøbelig ville den helt sikkert ikke ødelægge når hun ikke vejede særlig meget. "Har du tænkt dig at svare mig?" Spurgte hun.

Han vendte sig i det samme mod hende, "Fordi jeg skal og jeg har lyst" svarede han og begyndte at løbe hvorefter han pluselig begyndte at kravle op af væggen.

Hun blev ret så overrasket og lettede en smule langsomt fra statuen, da hun var bange for at vingerne skulle smadre den.

Han forvandlede sig til en ørn og begyndte at angribe hende med sine karbe klør.

Hun skreg. Normalt havde hun et fint forhold til fugle, men ikke når de prøvede at dræbe hende.

Han rev hende til blods alle steder og den eneste måde han stoppede var hvis hun valgte at vræe nede på jorden.-

Hun skreg højt af smerte. Kunne ikke koncentre sig om at holde sig på vingerne, så hun begyndte at styrte ned mod det hårde kirkegulv.

Han så hun styrede og han tog sity træk til at få fat i hende så han styrede selv ned og forvandlede sig til sig selv og greb hende.

Hun landede en smule hårdt i hans stenhårde arme. Lagde ikke særlig meget mærke til det. Hun koncentrerede sig om at holde mange smerter ud. Turde ikke se på sig selv.

Han holdte hende i en grab spå hendes hals blottede sig hans øjne lyste op i et hvist skær.
Han duftede til hendes hår som også duftede af blod, "Stakkels lille Kala" hviskede han og strammede for sjov grebet om hendes talje så det skulle give et ryk i hende.