Gud, hjælp mig!!

Dato: IRL
Dag: Fredag
Tid: 22.00
Sted: Domkirken
Omgivelser: Nogle få munke
Vejr: Klart
Årstid: Vinter
Påklædning: Se Ava

Jordan sad på en af bænkende tæt på korset hvor Jesus hang, han sad roligt med sine hænder folet og havde munden tæt på dem, han bad, man kunne næsten se på ham hvor meget hans bøn pinte ham, for der løb tårer ned af hans kinder selvom han ikke græd. "køre Gud.. hjælp min søster... med at kunne klare sig gennem hverdagen.. hjæ..hjælp hende med at finde styrken.. la..lad alt godt ske hende" hviskede han bedende imod sine hænder og snøftede kort. De få munke som var i Domkirken stod helt oppe i hjørnet og så hen på Jordan. De undrede sig nok over hvordan han kunne sidde og bede så sent om aften og ikke være hjemme. Men nu boede Jordan ikke derhjemme tros hans alder, han boede hos sin fætter fordi hans forældre havde smidt ham ud hjemmefra. Han havde stadig folet hænder og støttede dem på bænken foran sig, han tørte dog få tårer væk med sit ærme men der kom bare flere.

Tøj: Sort munkekutte, sorte jeans, blå tanktop og blå Allstars

Kala åbnede forsigtigt den store, tunge kirkedør på klem og trådte hurtigt og elegant ind. Døren lukkede med et lavt, forsigtigt klik. Hun tog hætten på sin kutte af og frem kom det lyse, blonde hår. Nikkede som hilsen til munkene, der stod langt væk i den anden ende af kirken. Hun vidste at de vidste, hun altid kom i kirken sent for at bede. Faktisk først helst ved midnat.
Hun gik lydløst op af gulvet og satte sig foran korset med Jesus. Satte sig på knæ og bøjede hovedet. Hun foldede sine hænder og støttede dem mod sin pande. Gav sig så til at bede lavmælt på hawaiiansk, for at munkene ikke skulle kunne forstå hende.
Hun havde ikke fornemmet nogen andre end munkene, nok fordi hun var så optaget af at bede.

Jordan blev ved med at bede selvom han godt hørte at der kom en ind i kirken, han lagde bare derefter sin pande på sine folede hænder så personen ikke kunne se at han græd, for han plejede ikke at græde, men det han bedte om var meget svært for ham og han holdte virkelig meget af sin søster. Da han var færdig med at bede, snøftede han kort igen, før han folede sine hænder ud og tørte sine kinder fri fra tårer og lænede sig tilbage i bænken for at se op i loftet for ikke at skulle græde igen. Da han sagtens kunne mærke at der stadig var nogle tårer som trykkede sig frem. Jordan lukkede øjnene og lod tårerne løbe ned af siderne på hans hoved og ned i det hår som de nu fik fat i. Han havde stadig ikke lagt mærke til at det var en pige som var kommet og munkende var han ret ligeglad med.

Kala kunne sagtens høre en der græd og snøftede, men hun reagerede ikke rigtig på det. Hun ville ikke blande sin i menneskernes private sager alt for meget. Så kom hun på en eller anden måde næsten altid tid til at røbe sin hemmelighed. Kun næsten. Hun fik redet den, ved at lyve.
Kunne høre at munkene begyndte at røre en smule på sig og bevæge sig hen i mod hende og personen, som græd. Fortsatte sig bare sin bøn og lukkede øjnene for bedre at kunne koncentrere sig.

Man skulle heller ikke tro at Jordan var engel på grund af hans tøjstil og hårfarve da de fleste engle jo havde lyst hår eller i det mindste ikke sort. Han gav et kort suk fra sig og bed sig tænkende i læben, men han rettede sig helt op da en af munkene lagde sin hånd på hans skulder og spurgte ham om han var okay, Jordan smilte bare svagt og gav et lille nik fra sig. Det fik munken til at tage sin hånd til sig og sagde nogle få ord til Jordan på Græsk som han bare nikkede til uden at svare. Munken tog hætten over hovedet og begav sig derefter væk fra ham og Jordan sukkede svagt igen og lukkede kort øjnene.

Da munkene begyndte at gå hen i mod hende, sluttede Kala sin bøn og drejede hovedet, for at smile sit engleblide smil til dem. Vidste det ville gøre dem en smule usikre og holde sig på afstand af sig.
Drejede igen hovedet for at se på korset. Slog korsets tegn for sig og smilede. "Amen" Hviskede hun for sig selv og rejste sig op og strakte sine ben og arme en smule.

Først nu lagde Jordan mærke til at han ikke var alene med munkene mere, han lagde sit hoved lidt på skrå da han fik øje på pigen og bed sig lidt i læben. Han var endelig ret ligeglad med hvis hun havde hørt eller set ham græde, for det kunne måske godt være at han ikke kunne lide at græde, men han havde ikke noget imod at folk så ham græde, de skulle bare ikke kommentere det. Han gav et let suk fra sig og rejste sig derefter op fra bænken, han fik over til nogle lys og tændte et for sig selv imens han mumlede nogle få ord på græsk for sig selv og gav sig så til at se sig lidt omkring.

Kala drejede hovedet, da hun hørte nogen mumle noget på et sprog der lød som græsk. Fik øje på en dreng, der stod med ryggen til. Hun kunne med det samme dufte at han var engel. Smilede lidt for sig selv. Hun gik hen og tændte også et lys, men for sin familie hjemme på Hawaii. Hun mumlede flere ord på hawaiiansk og hun smilede lidt større.
"Jeg savner jeg" Sagde hun til sidst på hawaiiansk og satte lyset fra sig.

Jordan så sig kort til siden, da han hørte at der kom en hen til lysene, da han så at det var pigen smilte han svagt og så lidt ned. Han havde godt opdaget at hun var engel det var heller ikke svært at se, selvom det måske ikke var tydeligt for mennesker, men når man havde set mange af sin egen race så lærte man at skelne dem fra mennesker. Jordan kørte en hånd gennem håret og bed sig svagt i læben, da han prøvede på ikke at lytte til hendes sprog og smilte svagt over det.

Kala drejede sin krop mod ham og løftede hånden til hilsen. "Aloha!" Hilste hun og så en smule overrasket ud, da det gik op for hende hviket sprog hun lige havdet talt. Tog hænderne op til munden. "Undskyld!" Grinede hun igennem sine hænder. "Jeg mente: hej!" Sagde hun og fjernede så sine hænder og smilede engleblidt til ham.

Jordan fik faktisk et svagt chok da hun hilste på ham med et andet sprog og han grinte lidt over det. Han vendte sig imod hende og smilte svagt imens han kørte en hånd gennem sit hår igen og nikkede lidt til hende, " hej med dig" sagde han og holdte det svage smil på sine læber og tænkte lidt over hvad han ellers skulle sige til hende, han så kort ned og gav sig til at tænke lidt på sin bøn.

Kala så på ham med nysgerrige, blå øjne. Fjernede en lok af sit lyse hår fra sit ansigt. "Hvorfor græd du?" Spurgte hun forsigtigt, men samtidigt var hendes stemme fuld af bekymring. Hun havde det med at bekymre sig overfor alt og alle.

Jordan bed sig hårdt i læben da hun spurgte ind til hvorfor han græd og han trak lidt på den ene skulder og kløede sig tænkende i nakken, "øhm.. jeg græd fordi jeg bad til at min søster skulle blive rask" mumlede han stille og tog derefter sine hænder ned i sine lommer og gav et svagt suk fra sig og så derefter ned i gulvet igen.

Kala kunne ikke helt fornemme om han ville snakke om det eller ej. Lagde forsigtigt en hånd på hans skulder. "Jeg er sikker på at Han gør sit bedste for at helbrede hende" Sagde hun lavt, men 100% overbevidst om det hun sagde.

Jordan rynkede kort panden over det hun sagde og rystede kort på hovedet, han følte sig faktisk lidt mere afslappet da han mærkede hende hånd og han bed sig i læben, " Herren selv kan ikke engang heldbrede nogen, jeg tror ikke på gud nok til det, jeg beder kun for hende for at få det godt med mig selv og føle at jeg gør noget rigtigt" svarede Jordan og knyttede kort sine hænder da han faktisk var list sur på sig selv, men man måtte jo ikke få amok inde i en kirke, så derefter tog han det roligt.

"Herren vogter over os alle" sagde hun og smilede totalt overbevidst. Fjernede sit hår fra den ene side af sin hals og viste ham de to ar Demtri havde givet hende på halsen. "Hvis ikke han vogtede over mig, ville jeg sikkert have været død" Sagde hun alvorligt og så ham direkte i øjene.

Jordan blev lidt overrasket over at se de to ar som hun viste ham og han bed sig derefter tænkende i læben, "måske er der bare nogle som han ikke vil vogte over, måske vogter han også kun halvt over dig, så han ikke lod dig blive dræbt men bare såret?" forslog han tænkende og lagde hovedet lidt på skrå.

"Gud gør aldrig noget halvt, min ven" Sagde hun og smilede varmt til ham. var totalt overbevidst om at Gud vogtede over alle Jordens skabninger. Selv vampyrene.

//Skal logge. Skrives ^^//

Jordan smilte svagt, men alligevel trak han lidt på den ene skulder og bed sig lidt i læben, " det er der mange som siger, men man kan jo aldrig vide, Gud er måske slet ikke den vi tror han er" svarede han roligt og så lidt på lysene igen.

Kala smilede lidt og fulgte hans blik. "Det får vi nok aldrig at vide" Mumlede hun og rykkede forsigtigt på et lys, så det kom til at stå lige. "Hvad hedder du forresten?" Spurgte hun nysgerrigt uden at se på ham.

Jordan valgte ikke at svare på det første, fordi han sagtens kunne se at denne diskution kunne vare ved længe, så derfor lod han hende bare få ret med et enkelt lille skuldertræk og havde stadig sit blik lidt på lysene, " jeg hedder Jordan" sagde han roligt og tænkte lidt, " hvad med dig?" spurgte han nysgerrigt og så ikke på hende.

"Hyggeligt at møde dig Jordan" Sagde hun lavt."Jeg hedder Kala" Svarede hun med et smil i stemmen. Hun bed sig svagt i læben og skævede til ham. Håbede ikke hun havde gjort ham ked af det eller noget, for det kunne ikke bære at gøre ved nogen.

Jordan nikkede lidt og smilte svagt, da han endelig så på hende igen, " også hyggeligt at møde dig Kala" sagde han og smilte stadig svagt, han var ikke blevet ked af det, han tænkte bare stadig på sin søster og derfor bed han sig også lidt i læben.

Kala trådte et par skridt tilbage og så stadig ikke på ham. "Du er engel" Mumlede hun og smilede svagt. Det var ikke et spørgsmål, bare noget hun konstaterede. Det havde taget hende et lille stykke tid at finde ud af det.

Jordan så på hende og smilte svagt med et lille nik med hovedet, " det er nemlig rigtigt og det er du også har jeg vist i noget tid nu" sagde han og vendte blikket lidt rundt, han viste ikke rigtig hvad han ellers skulle lave lige nu end at pille ved lysene.