Endnu en nat.

"I keder mig virkelig. Aldrig i mit liv har det været så let som nu" Svarede han, mens han tog en pæl frem og svingede den let og kontrolleret mellem sine fingre, og trådte blot ekstra hårdt med foden og forsøgte at kvase flere fjerd.

Kala skreg endnu højere end før. Det begyndte at runge en anelse i kirken. Smerten lyste ud af hende. Det var lige før hun ønskede han borede pælen ned i hende.

Rose kunne ikke holde Kalas skrig ud. Hun så vredt på jægeren og skubbede hårdt til ham så han var tvunget til at tage sin fod væk fra Kalas vinge "Jeg sagde: Gå væk fra hendes vinge!" snerrede hun og ville ikke lade ham ignorere hende.

"I venter jo kun på at dø, gør i ikke?" Sagde han bare og fjernede hurtigt smilet, da hun rent faktisk blev skubbet væk. Han fornemmede at hun var ret så stærk i forhold til Kala.
*Det er nok hende jeg skal slå ihjel først. Hende den anden ligger jo alligevel bare og lider* Han trådte frem, og greb denne gang fat i Roses lange hår og slog hende i maven med et knæstød.

"Nej" Svarede hun ham kort og svagt. Stirrede på ham. Selvom hendes blik var fuldt at smerte, lyste de alligevel af gennemsyret had til ham. Lå og vred sig af smerte. Det ville tage et godt stykke tid før de healede, vingerne.

Rose gispede da han tog fat i hendes hår og fik slået alt luften ud af lungerne da han gav hende et knæstød i maven. Det tog nogle få sekunder før at hun opfattede hvad han havde gjort. Hun ømmede sig på maven og var ved at falde på knæ, men tvang sig selv til at blive oprejst. "Slip mig" hviskede hun da han jo stadig havde fat i hendes hår og prøvede på at hive sig væk fra ham og sendte Kala et bange og undskyldende blik.

"Det gør jeg også nu" Svarede han og skulle lige til at spidde hende i maven og gøre en ende for hendes liv. Nu havde han allerede smadret dem godt og vel nok til, at han ikke længere fandt det morsomt. *Nu skal min brors død hævnes*.

Smerten begyndte at aftage lidt. Satte sig op og så op på jægeren. "Hvorfor slår du os ihjel?" Spurgte hun med en spinkel stemme. Bed sig svagt i underlæben. Hun var tæt på at græde. "Hvis du vil hævne dig på en eller andet, hvorfor slår du så ikke den person ihjel?" Spurgte hun lavt med grødet stemmen.

Rose greb hurtigt fat i jægerens hånd så han ikke kunne spidde hende "Godt spørgsmål" sagde hun med en lidt rystende stemme og havde et stramt greb i jægerens hånd så hun var sikker på at han ikke bare kunne skubbe hendes hånd væk og derefter dræbe hende. Hun lod sit blik gå over på Kala i nogle få sekunder, men så så tilbage på jægeren.

Wilhelm så på Rose og derefter ned på Kala. "I tager mig ikke seriøst, i prøver at holde mig tilbage med jeres sniksnakken" Sagde han irriteret og prøvede at vride sin hånd fri fra Roses greb. Et eller andet sted var det sværere at slå nogen ihjel, hvis de ikke gjorde modstand. Han var jo trods alt menneskelig, og kunne kun slå folk ihjeld, netop på grund af den bagtanke, at dem han slog ihjel ikke var dødelige mennesker.

// Er blevet tvunget til familie-tid -.-' Så må logge, men kommer tilbage lidt senere ^^//

//Nu holder du op òo Ej, det er okay ^^//

Kala så alvorligt på ham. "Man er dum, hvis man ikke tager dusørjægere, vampyre og dæmoner seriøst" Sagde hun gravalvorligt og stirrede ham ind i øjnene. Hun havde allerede fundet sig i at han sikkert ville dræbe dem, når nu de var så skadet som de var.

//Ok

// Haha xD Min familie kræver ret meget af mig! x3//

"Hun har ret. Vi tager dig skam seriøst" sagde Rose og gjorde sit allerbedste i at holde fast i hans hånd, men kunne dog mærke at den var ved at glide "Man er dumdristig og latterlig hvis man ikke tager væsner seriøst. Væsner som dræber for at overleve" fortsatte hun og så på jægerens ansigt med frygt og had blandet sammen.

"Jeg tager jer seriøst som det problem i er" Svarede han og nedstirrede dem begge på samme tid, og havde stadig pælen fremme, parat til at slå ihjel. Hvis de skulle bevæge sig den mindste smule. "Glem det nu, og læg jer ordentligt ned" Sagde han kommanderende og skubbede Rose ned at ligge ved siden af hendes medengel.

"Problem?" Hvæsede hun. Jægerne måtte da være totalt blinde. Det eneste problem i verden, var jo dem! De kunne finde på at afsløre væsnernes verden, for alle mulige. Mennesker var nok det svageste væsen på jorden.
"Det er jer jægere der gør det hele værre. Uden jer ville det hele være perfekt" Sagde hun lavt.

Rose landte hårdt på gulvet ved siden af Kala og så vredt op på jægeren "Jah! Prøv liiige at lukke øjnene op. Det er lissom ikke os der er et problem. Det er jer! Det er jer, jægere, der er et problem" sagde hun hårdt og irriteret og ville ikke høre på sår'n noget latterligt lort. Engle har aldrig været et problem. Ikke engang de andre væsner er et særlig stort problem.

Han så stift på Kala og Rose. "Verdenen ville være et rod, hvis vi ikke var her. Vi er altså ikke politifolk der kæmper for retfærdigheden, som i åbenbart har givet jerselv en ide om" Sagde han og satte sig ned på dem med et knæ på hver deres bryst og holdt dem nede. Han bandt pælen i sit bælte igen.

"Vi bliver allerede dræbt uden jeres hjælp" Hvislede hun og stirrede på ham med had i sit blik. Gøs kort ved tanken om de gange Demetri havde bidt hende. Hvor ubekrivelig smerten havde været.
"Vi engle er føde for vampyre og dæmoner, hvis du ikke vidste det"

"Vi er ikke ligefrem en trussel mod samfundet som vampyrene. Gå ud og dræb dem!" sagde hun og prøvede på at få jægerens knæ væk fra sit bryst.

Kala forstod ikke helt, hvorfor Rose stadig gjorde modstand. Godt nok, kunne hun mærke at Rose var E, men de var begge stadig svage.