Endnu en nat.

"Det er ikke spor uretfærdigt" Sagde hun stille. "Det er jo ikke vores skyld at vi er blevet født med vinger vel?" Hvæsede hun irriteret til ham. Havde allermest lyst til at flugte ud gemmen kirketårnet.

//Spise

Rose kunne mærke at Kala var bange og så hurtigt over på hende, men så så tilbage på dusørjægeren "hun har ret! Vi kan ikke gøre for hvad vi er! Så lad os være! Desuden ser det da oss ud som om at du kan få os ned herfra!" kaldte hun hånligt ned til ham "Så enten lad os være eller prøv at få os ned!" hun blev ved med at lyde hånlig og var ikke bange for dusørjægeren da Kala og hende jo var i overtal mod ham.

Han sukkede og rullede med øjnene. Det var den slags der var allermest irriterende. Alle engle sagde den slags, om at de ikke kunne gøre for det at de var som de var. Det var ligegyldigt i hans verden. "Hvis vi skal have renset denne verden, må der også ofre til" Svarede han bare "Jeg har ikke tænkt mig at give op, bare fordi jeg måske bliver nødt til at vente lidt. Det er kun et spørgsmål om tit før en af jer bliver trætte eller sultne. Der er ingen vej ud medmindre at i kommer ned først".

Kala rullede med øjnene af ham. Han fik det til at lyde som om at deres forældre var engle. Hun vidste ikke om den anden engels forældre var det, men det var hendes egne i hvert fald ikke. "Selvom i bliver ved med at rense ud, bliver vi ved med at komme" Sagde hun lavt, men højt nok til at han kunne høre det. "Jeg behøver ikke spise længe og hvis englen ved siden af mig bliver træt, så er det nemt at få vinden til at holde os oppe".

Rose så ned på dusørjægeren og syntes at han lød latterlig "Du er latterlig at høre på! Og hvorfor jager du os? Hvad er der galt med engle i verdenen? Gå ud og dræb vampyrene og dæmonerne som dræber uskyldige mennesker" sagde hun og lavede et hovedkast ud mod gaden som var udenfor "Og jeg er længe om at blive træt, så du kommer nok til at vente længe" sagde hun med et lille smil på læben.

"Jaja" Svarede han med sin mest flabede tone. Han gik hen til væggen og lænede sig op ad den ganske rolig. Han kunne sagtens være lige så tålmodige som dem til at vente. Han havde ikke tænkt sig at sige mere, fordi at en forklaring på hvorfor de skulle dø, var ligegyldig nu da de.. ja.. skulle dø.
Personligt, var engle dem han hadede allermest på grund af drabet på sin bror. Den eneste person han nogensinde havde set op til var død. Det var kun på grund af Konrad, at hans arbejde betød så meget for ham.

Kala fulgte dusørjægeren med blikket og så kort på englen. "Hvad hedder du?" Spurgte hun så så lavt at det kun var englen der ville kunne høre hende. Så tilbage på jægeren igen, hvis nu han skulle begynde på et eller andet.

"Rose" sagde hun i et lige så lavmælt tone som den anden engel og flyttede ikke sit blik fra dusørjægeren "Dig?" spurgte hun til englen og sendte hende et lille smil og så et sekund på hende, men så så tilbage på til dusørjægeren og hadede at de egentlig blev holdt fanget oppe under loftet. Hvis de fløj ned så blev de dræbt. Der var jo ikke rigtig nogen udvej. Rose tænkte i hvert fald så det knagede på en flugtplan.

Wilhelm kiggede op på dem, og kunne høre en lav hvislen deroppefra, men kunne ikke følge med. Han tænkte at det alligevel var ligemeget og var sikker på sig selv med hensyn til at klare sagen. Han kiggede op på dem og fjernede ikke blikket.

"Kala" Svarede hun lavt og smilede lidt til Rose. Så sig omkring i kirken efter en nødudgang til dem. Der var et af kirketårnene og ellers vinduerne, som de bare kunne smadre, men ellers var de nødt til at flyve ned.

Rose nikkede af Kalas svar "Har du fået en idé om at flygte?" hviskede hun til Kala og havde kunnet mærke at hun oss havde tænkt. Altså, de kunne jo oss bare flyve væk fra dusørjægeren. De var jo ret hurtige og de kunne sikkert godt flyve væk fra ham hvis de fløj ned og fløj hen af en af korridorene.

Kala nikkede. "Vi kunne flyve ud gennem tårnet der" Sagde hun og nikkede hen i mod det. "Ellers kunne vi smadre en rude eller blæse dørene op" Mumlede hun lavt og skævede ned til dusørjægeren. "Ellers er der ikke rigtig andet vi kan gøre"

"Tårnet?" Spurgte han, da han overhørte det sidste. Han så hen mod det og gjorde øjnene lidt smalle "I så faldet, så har jeg en overraskelse til jer". Han rettede sig op fra væggen med hånden ind under jakken og tog fat i sin sølvpistol, der normalt kun var til en nødsituration, men nu da han var hjemme i domkirken, kunne han sagtens tillade sig det.
Han trak pistolen og og sigtede hurtigt efter Roses ene vinge og skød.

Kalas øjne blev store. Hun skubbede Rose til side, så hun i stedet blev ramt på sine ene vinge. Skreg højt af smerte og dykkede en smule ned. Blev dog i luften, da vinden holdt hende på vingerne. Uden den ville hun have ligget på gulvet for længe siden.
Skar grimasser af smerte og tog sig til den efterhånden lidt blodige vinge.

Rose som overhovedet ikke havde opfanget hvad pokker der skete, fik først et chok da hun hørte skudet og spilede øjnene op da hun så på Kala. Hun dykkede hurtigt ned og tog fat i hende og prøvede at få hende højere op "Lad os være! Skrid!" snerrede hun vredt til dusørjægeren og kunne mærke at hun anstrengte sine vinger ret meget da hun prøvede at holde Kala længere oppe i luften.

Wilhelm smilte ganske svagt og fik smag for det. Han trykkede flere gange på aftrækkeren og skød løs på hendes vinger, bare for at få hende ned derfra. "Kom nu ned, min smukke" Sagde han for sig selv og ville nyde et skrig fra hende mere end noget andet lige nu.

Kala kunne se på hans ansigt han ville have hende til at skrige. Det var ikke så svært at se. Derfor pressede hun sine læber hårdt sammen og sagde ikke en lyd. Vræd sig i stedet bare voldsomt i Roses arme. Hendes øjne bønfaldt hende nærmest om at slippe hende.

"Jeg slipper dig ikke, Kala" hviskede hun og gjorde sit bedste for at holde Kala oppe og så vredt ned på dusørjægeren og prøvede at få Kala ud af hans skydevidde og dermed ud af farezonen.

"Nu mangler jeg kun den anden mær" Sagde han højlydt, bare for at provokere dem. Hans pistol løb tør for amunition, og han stak hurtigt hånden ned i sin lomme og kom seks skud i sin pistol og sigtede mod Roses vinger igen. Lige nu var det vigtigst at få deres vinger brækkede, så de ikke var til så stor last, hvis de skulle undvige ham alligevel.
Han fortsatte sin skyning igen.

//Skal spise, men kommer tilbage ^^ //

Kala dækkede Roses vinger med sine egne så godt hun kunne. Smilede lidt til Rose. "Jeg klare mig" Sagde hun og fortsatte med at smile. "Giv bare slip, så bliver han distraheret!" Hviskede hun lavt, så kun Rose kunne høre det.
Kunne ikke holde smerten ud længere. Gav sig til at skrige. Han kunne lige så godt have sat ild til hendes vinger. Smerten ville sikkert have været den samme.

"Jeg forlader dig ikke, Kala" sagde hun stædigt og så ned på dusørjægeren. Det eneste som ville stoppe ham i at skyde efter dem ville være hvis de kom ned. Hun sukkede "Jeg må nødt til at lande, Kala. Jeg skal nok beskytte dig" hviskede hun og så på Kalas ansigt. Rose fløj langsomt og forsigtigt ned med Kala og så over på jægeren med et vredt blik, men så ikke bange ud.

Wilhelm tog pistolen til sig og smilte kun af det. Han pustede røgen væk fra pistolen og kom den ind under bæltet igen og gik hen til dem, tæt nok til, at han kunne tage fat i dem.
Han trådte ned på Kalas ene vinge og så på Rose.
"Jeres svaghed har jeg lige fundet. Andre folk, kan få jer til at give op".

Kala skreg højt og skingert af smerte, da dusørjægeren trådte på hendes ene vinge. En ubeskrivelig smerte. Det var nærmest som om han brækkede den eller sådan noget, så ondt gjorde det.

Rose så bekymret ned på Kala, men så så advarende op på jægeren "Gå af hendes vinge!" snerrede hun og var ligeglad med om jægeren havde fundet deres svagheder og det gjorde hende heller ikke bange ved tanken om at blive dræbt af ham. Hellere dø som en helt, end at leve som en kujon. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og ville ikke lade ham gøre Kala mer fortræd.