Junk og kie

Dag:irl
Vejr:koldt
tid:19.21
Omgivelser:gade
Dato:irl
Årstid:begyndene forår-


Demetri sad i en gyde, op af en mur.
Han sad med lukkede øjne og så faktisk ret så fjern ud.
Han havde ikke stoffer i sig men han lignte en der var langt væk.
Han mund var åben og man kunne svagt skimte de lange knivskarbe mordervåben der sad i hans mund.
Han lignte som altid en forgyldt Junkie-

Evelyn gik tavst ned af gaden, og besluttede at skyde omvej, gennem gyden.
Hun gik afslappet frem i gyden. Hendes blonde hår, hang ned af ryggen, og ud over hendes grå trench coat.
Hendes cremefarvede converse trippede elegant over murbrokkerne.
Hun sukkede, og da hun næsten var fremme ved enden, lagde hun mærke til en skikkelse. Hun stoppede langsomt op, og kiggede mistænktsomt på skikkelsen, da det gik op for hende, hvem det var. Hun holdte vejret, og en masse minder og tanker fløj igennem hendes hoved. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle sige noget. Et eller andet sted havde hun lyst til at gå, men hendes ben ville ikke lystre, og på den anden side, ville hun gerne blive der, for hun var bekymret for ham. Han lignede stadig et crack-vrag - han så sygere ud en han havde gjort sidst de havde mødtes, hvilket var flere måneder siden.

Han sad faktisk helt livløst eller det lignte det.
Han mærkede en aura og en duft komme og i det samme slog han øjnene oP.
Hans øjne var som de altid havde været Metalliske grå, de var som de altid blegede.
Han kiggede rundt og så i det samme Evelyn.

Hun gispede let, og kunne mærke smerten på hendes hals. Arene fra hans bid var dækket til af et tørklæde, og hun tog sig stille til halsen. Det var mærkeligt at se ham igen.. Det var jo længe siden sidst.
Hun begyndte lige så stille at trække vejret normalt igen, og tog så en dyb indånding og gik tættere på. Trods alt det, Demetri havde gjort hende, så kunne hun ikke lide at se ham sådan. Hun sukkede, og gik frem imod ham, men holdte sig alligevel et par meter væk, "Demetri..", sagde hun opgivende, men alligevel sørgmodigt.

"Evelyn" sagde han helt overrasked og støttede sig op af murren så han kunne komme op og stå på benene.

Hun betragtede ham rejse sig op, og sukkede opgivende.
"Hvad sker der med dig?", spurgte hun bekymret, og en bekymringsrynke poppede frem i hendes ellers smukke ansigt.
Hun gik endnu tættere på ham, og fjernede langsomt hånden fra hendes hals. Hun stoppede halvanden meter fra ham, og kiggede sorgmodigt på ham.

"Intet " sagde han og rettede sig op, han kiggede på hende, det var hundrede år siden hanhavde set hende.
"Hvor fanden har du været" sgade han.

Hun kiggede undrende på ham.
Evelyn trak svagt på skuldrene, "Jeg har bare..", hun kiggede lidt væk, "været væk for en stund..", sagde hun lavt, som om hun skammede sig. Med den ene arm, tog hun om den anden arm albue, og trippede lidt.
Hendes blik flakkede, og endte på Demetri.

Evelyn var bare blevet endnu smukkere end hun var dengang.
"Du skrider bare var ha, men det gør vil ikke så meget" sagde han og begyndte at gå.

Hun sukkede, "Demetri..", hun fulgte efter ham, "Du er vel ligeglad med, hvorvidt jeg er her eller ej..", sagde hun, og stoppede halvt op, og små-løb så, for at komme op ved siden af ham.
Evelyn hadede når han bare begyndte at gå fra hende.

"Hm...ja faktisk" sagde han bare som om det regede ham.
Han kiggede lidt på hende og tænkte, *hold kæft hvor det lang tid siden*

Hun sukkede endnu engang. Hun tog sig sammen til at spørge, "Hvorfor går du altid når du møder mig?", Hun tog fat i hans arm; iskold og hård.. Hun gjorde det i et forsøg for at stoppe ham, men selvfølgelig var hun meget svagere end ham, da hun jo var engel, og han vampyr.

Han stoppede da hun tog fat i ham, og blev faktisk irreteret da hun rørte ham så han tog armen til sig.
"Du vil måske snakke" sagde han og stod nu i en rigtig drengerøvs atitude.

Hun slap hans arm, i samme øjeblik som han rev den til sig, "Ja..", hun rynkede panden, "Det er længe siden.", hun kiggede ned i jorden, og synes ikke hun lød særlig oprigtig, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun kunne jo ikke lide at se ham sådan, og ville ønske ønske at han for engangs skyld, ville åbne sig op for hende. Hun ville aldrig tvinge ham, men et eller andet sted, holdte hun af ham. Et eller andet sted, langt inde. Hun var bekymret for ham, og hun kunne nemt forestille sig at han havde rodet sig ud i en masse lort.

"Engle" sagde han og rystede på hoved, "er du har ikke forandret" sagde han som om
det var dårligt hun ikke havde det.
Selv var han blevet meget stærkere end sidst da han var en E-VAMPYR.

"Det ved jeg ikke", indrømmede hun. Hun havde klippet sit hår en lille smule kortere.
Hun kunne sagtens se at han var blevet stærkere, "Du har tilgengæld ændret dig..", sagde hun og gav ham kort, det såkaldte elevatorblik.

"Og hvordan det" sagde han da han ikke selv syntes der var noget nyt.

Hun trak halvt på skulderen, "Det..", hun tænkte sig om, "..Det ved jeg ikke... Du ser bare..", hun bed sig svagt i læben, "..Stærkere ud..". Hun kiggede på hans ansigt. Hendes blik startede ved hans mund, op mod hans kæbe, og endte tilsidst ved hans øjne.

Hans øjne var som sagt Metalliske grå, de var døde kolde og ligegyldige og dog så smukke, dyster tiltrækkede og forføreriske.
"Nårh"sagde han ikke så overrasked som han var indvendig.

Hun kom til at stirre i hans øjne. Der var et eller andet ved dem.. Noget hun ikke havde lagt mærke til før. Men hun havde jo hellere aldrig set hans øjne på denne måde. Hun rystede svagt på hovedet, og lukkede øjnene. Hun kiggede op på ham igen, men herefter var det på hans ansigt og ikke direkte i hans øjne.

Han stod lidt og hang og mærkede et eller andet underligt.

Hendes vejrtrækning knækkede svagt, når hun trak vejret.
Hun rømmede sig lidt, "Hvordan går det så?", sagde hun og studerede poserne under hans øjne, i hans blege ansigt.

"Som altid" sagde han og trak på skuldende, den eneste grund til posernde
var at han havde vræet ude i solen.
"Og du" den underlige følse blev ved.
Og han og begyndte faktisk at smile af at hun rødmede.

Hun nikkede til hans svar.
"Det går..", hun vidste ikke rigtig om hun skulle lyve eller sige sandheden, og hendes tænktepause, begyndte som småt at blive længere. Hun kiggede ned i jorden, "Eh.. Det ved jeg egentlig ikke rigtig..", sagde hun, og sukkede tungt. Hun kiggede op på ham igen, og lagde mærke til det svage smil, der spillede på hans læber.

"Hm..." sagde han bare og blev ved med at smile.
Hun ¨så faktisk ret sød ud sådan som hun stod der.