Junk og kie

Hun undrede sig over hans smilen, og rødmede let, "Hvad smiler du sådan af?", hendes stemme var spørgende. Det var ikke tit man så Demetri smile et venligt smil.. Han plejede at smile sådan nogle syge nogen, så man følte at han ville slå en ihjel.

"Det lige meget" sagde han og smilet forsvandt i det samme.
Han kiggede rundt og så så på hende igen, "Hvorfor skred du
bare" han hviste ikke rigtig hvad der gik af ham lige nu.

Hun veg tilbage med hovedet. Hun vidste det. Selvfølgelig var smilet for godt til at være sandt. Det lignte ikke Demetri at være sådan.
Hendes ansigt blev sorgmodigt igen, og hun sukkede tungt, "Jeg havde bare brug for at komme væk herfra..", hun kiggede ned i jorden, "Det er ikke nemt.." hun stoppede midt i sætningen, og havde ikke intention om at afslutte den. Hun brød sig ikke om Demetris ordvalg.. Han var altid så hård, når han snakkede.

"Nej....men har noget sagt det" sagde han og rystede op hoved.
Han rettede sig lidt op så han ikke længere stod og hang.
"Men livet går videre" sagde han og trak på skuldernde og
lignte en der var ligeglad med det hele.

"Ja, det mener du det gør..", mumlede hun. Det var jo heller ikke ham der var blevet bidt af den samme vampyr 3 gange, fordi han var godtroende. Det var ikke ham der skulle leve med at frygte alt og alle. Det var ikke ham der skulle leve med at man var så svag, og man så nemt kunne blive trådt på, uden andre lagde mærke til det.. At man var så usynlig.
Hendes tanker begyndte at gå lidt for vidt, og hun rystede endnu engang på hovedet, og kiggede på ham igen.

"Ja....det mener jeg det gør" sagde han og bukkede sig frem mod hende.

Hun kiggede på ham, og veg en lille smule tilbage. Ikke fordi hun var bange for ham - hun havde vidst prøvet det værste han kunne udsætte hende for - men fordi hun var overrasket over hans pludselige bevægelse. Hun holdte vejret.
Endnu engang stirrede hun i hans metalliske grå øjne, som havde den der specielle ting, som hun ikke kunne sætte fingeren på.
"Mhhm..", mumlede hun, og trak vejret igen.

Han rettede sig op.
Og gjorder ikke mere ved det

Hun betragtede hans bevægelse. Det var typisk Demetri at gøre sådan noget. Det var en del af hans attitude, og hans personlighed.
Hendes vejrtrækning blev normal igen. Hvad var det for noget med hendes vejrtrækning lige pludselig? Det var ikke normalt.

Han kiggede op og ned af hende, "Du har faktisk forandret dig fysisk."
Sagde han og stoppede da han nåede til hendes ansigt.

Hun rynkede panden, og kiggede undrende ned af sig selv, og kiggede så op på hans ansigt, "Er det.. Godt eller dårligt?", hun tænkte at det nok var dårligt, siden Demetri aldrig rigtig sagde noget, der gjorde folk glade. Ihvertfald ikke hvad hun havde hørt, men selvfølgelig håbede hun det var en god ændring. Efter en lille smule tavshed, mumlede hun; "Jeg har klippet mig hår..", hun sagde det som om det ikke rigtig betød noget, og pillede ved spidserne af hendes hår, mens hun kiggede på det.

"Det vel lige meget" sagde han og var ikke den store taler lige nu.
"Hm..." han rakte ud efter hendes hår og lod det gnide mod sine fingerspidser.

Hun mumlede lidt, og sagde så, "Jamen, hvis jeg er blevet grimmere, vil jeg meget gerne vide det..", hun tænkte sig lidt om, "jeg gider ikke rende rundt og være grim.", hun kiggede lidt ned i jorden, men kiggede så på den tot hår, Demetri stod med i hånden, og betragtede hans hånd, da den gned sig op af hendes hår.

"Nårh men så må du sprøger en anden for jeg gider ikek bedømme det" sagde han og log lokken falde ned til hendes bryst
han tog hånden til sig eller rettere ned i lommen.

Hun rystede på hovedet, og himlede med øjnene, "Det er typisk dig, Demetri.. Du siger noget, som du alligevel ikke mener, eller gider at kommentere..", han var forvirrende - det var noget af det, der var så specielt ved ham.. Man kunne aldrig regne med hvad han ville, og det fascinerede Evelyn. Hun sukkede.

"Prøv lige at lukkek øjnene" sagde han og smilte lumsk-

Hun kiggede ud til siden, og stønnede små-irriteret, "Hvad vil du nu?".
Hun kiggede mistænktsomt over på ham - hun mindedes at han havde gjort sådan før, hvor han så bare havde grinet og en anden gang, hvor han havde bidt hende.. Hun sukkede, og lukkede langsomt øjnene -selvom hun efterhånden havde kendt ham i lang tid, og vidste hvad han kunne finde på, så fristede det hende at vide at hun havde ret - og desuden, var hun jo godtroende, lille Evelyn.

Han lægnede sig frem og kyssede hende, hvorefter han rykkede sig tæt på hende tog stod han stadig med hænderne i lommen.
Uden var helt fri så hun kunne sagtens rykke tilbage hvis hun ikke kunne tåle lidt love from Demetri.

Hun mærkede Demetris iskolde læber mod hendes, og hun åbnede øjnene. Han.. kyssede hende? Det var det sidste hun havde regnet med, at han ville gøre..
Tankerne vrimlede rundt i hendes hoved, og hun var ikke helt sikker på, om det bare var en eller anden syg drøm, eller om det var virkelighed? Hendes hjerte bankede hurtigere end det plejede, og hun kyssede forsigtigt igen.

Han slap kysset og smilte så et grumt smil, "Velkommen tilbage til den her kedelige verden"
Han slikkede sig over læbernde som tydeligt smagte af engel, en vis engel kladet Evelyn.

Hun kiggede mistænktsomt på ham, og trak vejret jævnt igen, "Uhm, knap så kedelig", mumlede hun, og kiggede på hans læber. Det var mærkeligt at tænke på, at Demetri faktisk så hende som mad. Og det var endnu være at tænke på, at hun faktisk var sat frem på en fad.

Han kiggede lidt op i den mørke himmel hvorefter han så på Evelyn igen.
"Smut" sagde han og kiggede så bare surt på hende igen.

Hun fnøs, og rystede på hovedet, "Hvorfor?", endnu en gang, typisk Demetri. "Bare fordi jeg ikke smager som jeg plejer, eller hva?!", spurgte hun irriteret, og gengældte Demetri's sure blik.

"Hva skulle du da smage af" sagde han og hviste hvad hun ville svare.

Hun rynkede tænkende panden, "Eh.. det ved jeg ikke.. Jeg har aldrig smagt på mig selv", sagde hun, og synes ikke rigig at noget af det gav mening.