Ny på gangen

Kathrina nikkede kort. "Hun er meget okay.. Og skrap.." sagde hun, og smilede svagt da hun tilføjede det sidste. Der var mange der ikke kunne lide fysiklæreren, men Kathrina kunne godt lide hende, fordi hun var godt til at undervise. Det var som regel undervisningen der afgjorde om Kathrina kunne lide en lære eller ikke. Og forskellen kunne tydeligt mærkes..

"Så længe hun kan lære en noget, så kan hun da ikke være helt dårlig," sagde hun og smilede. Hun var næsten ligeglad med, hvordan lærene underviste. Altså om de var strenge eller "bløde." Så længe man kunne lære noget, af det de gjorde eller sagde, var det helt fint med hende.

"Ja..." sagde Kathrina, og lagde tydeligt ikke megen overvejelse i ordet. "Hvad er du?" spurgte hun så, uden varsel, og så rem for sig, som havde hun spurgt om noget så almindeligt som hvad kantinen serverede den dag..

Elessa blev overrasket over Kathrina's direkte spørgsmål. Hendes paranoide stemme skreg som en sirene i hendes hovede. En konstant skinger lyd. Hendes hjerte bankede en smule hurtigere. "Siger du det til nogen?" tvang hendes paranoide stemme hende til at sige,

"Hvem skulle jeg sige det til?" spurgte hun med knusende ro i stemmen. Hun kunne selvfølgelig sige det til ham - og ville gøre det hvis han spurgte - men Kathrina regnede med at Elessa var bage for at hun skulle sige det til en jæger eller sådan noget..

Elessa trak vejret dybt, inden hun vendte kinden til Kathrina og trak håret lidt tilbage. Det afslørede et par let spidse ører. Da hun var sikker på, at Kathrina havde set det, lagde hun håret over igen.

//Jeg må smutte. Skriver videre efterhånden :) Hyggeligt at skrive med dig//

*En elver..* Kathrina nikkede svagt, og lænede hovedet tilbage mod muren. Hun vidste ikke meget om elver - Eller andre racer end vampyrer for den sags skyld - ud over hvordan de så ud.. Og at de ikke hørte ind under væsner der var farlige for mennesker..

Elessa trak på smilebåndet og på den ene skulder. "Tja..." sagde hun stille. "Nok ikke det væste at være, men nok til at jeg skal skjule noget af mig," tilføjede hun. Hun ærgrede sig ikke rigtig over at være den, hun var. Og hvis det endelig gjorde, kunne hun jo alligevel ikke gøre noget ved det. Der var så mange, som ikke kunne klare det. Men det måtte være deres problem.

"De fleste er nødt til at skjule en del af dem selv.." sagde Kathrina, og så lidt op i loftet. De burde vel egentlig gå til time, men Kathrina gad ikke.. Så hun kunne lige så godt sidde og snakke med Elessa som hun kunne lave så meget andet..

Elessa trak en smule på den ene skulder. "Måske. Har du?" spurgte hun forsigtigt og kiggede kort på et ur, der hang på våggen overfor dem. Tiden tikkede derudaf ufortrødent og satte grænser for alle. Med eller uden deres accept. For evigt. Hun drejede hovedet en smule, og vidste ikke rigtig, om hun forventede et svar.

Kathrina vendte blikket mod Elessa, før hun nikkede. "Ja det har jeg.." sagde hun, før hun igen så væk, over på væggen på den anden side af gangen. Der var mange ting at skjule i Kathrinas liv, og hun gjorde sit bedste for at skjule det hele... selv om det ikke altid lykkedes lige godt.

Elessa nikkede en enkelt gang. Hun ville ikke sige noget, for hun vidste at ingen for tiden rigtig ville forklare noget om dem selv. Men sådan var verden nu engang, og folk måtte jo selv bestemme. Elessa selv ville ikke bruse ud med alt i et selskab med folk, der ikke sagde noget som helst. En klokke ringede ikke så langt fra dem.

"Men det meste er kun noget mennesker ikke skal vide.." tilføjede hun, og så over på klokken. Hvis der var noget ved skolen Kathrina virkelig hadede, så var det de klokker der altid ringede når man enten skulle ind eller ud..

"Tja..." sagde hun og trak lidt på det. "Ikke alle mennesker kan eller skal beskyttes," sagde hun. "Det er bare min mening." Endnu en grund til at hun var her. Hun havde altid hadet tanken om at skulle leve i uvidenhed. Hun vidste udemærket, at ikke alle delte hendes synspunkt.

"Sandt nok, men derfor er der stadig visse ting man ikke må fortælle almindelige mennesker.." sagde Kathrina, med et svagt smil om munden. Der var en del der mente at Kathrina vidste alt for meget, hvilket vel egentlig var meget sandt.. Hun vidste i hvert fald mere end hvad mennesker burde vide..

Elessa holdt sit blik imod gulvet, imens hun sagde: "Så folk skal leve med skyklapper på?" Hun vidste, at med hendes race var man født ind i en verden med andre øjne, end hvis man var noget andet. Hun behøvede ikke at lære det at kende. Hun var født med en viden, som mennesker ikke havde. Hun havde selvfølgelig ikke prøvet livet uden en tyngende kendskab til verden.

"Nej, men folk har ikke godt af at vide alting.. Hvis alle mennesker kendte til racerne, ville der opstå panik og kaos.." sagde Kathrina, og skævede kort til elveren. Heller ikke Kathrina var bekendt med livet i uvidenhed, og hun kunne ikke lade være med at misunde dem der gjorde.. Selvom hun på intet tidspunkt ville bytte..

"Hvem ved?" sagde hun stille og prikkede kort med en finger på sin bog. Hendes tanker fortsatte i en stille strøm af forundring. Timen måtte snart være startet. Folk ville sætte sig. Læreren ville komme og bede dem tie. Viden.

Kathrina smilede svagt, og lænede hovedet tilbage mod væggen. "Godt spørgsmål.." sagde hun, og så igen på Elessa. Hun brød sig faktisk godt om elveren..

"Altså, jeg siger jo ikke, at alle ville tage det på samme måde, men nogle ville sikkert syntes, at det var fedt!" sagde hun og kiggede på Kathrina. Hendes paranoide side protesterede en smule med nogle lave invendelser, men kommenterede det ikke yderligere. Hun trak lidt på smilebåndet. "Men det er jo ikke til at sige noget om."

"Nogle vil måske synes det er fedt.. Andre vil gå i panik, mens nogle vil gå hen og blive dusørjægere.. Og så er der selvfølgelig dem der vil fornægte at sådan noget over hovedet findes.." sagde Kathrina tænkende, og så lige ud i luften.

"Utvivlsomt," tilføjede Elessa kort. Men desværre ville de nok aldrig få det af vide. Hvorfor sætte livet mere på spil end man allerede gjorde? Størstedelen ville sikkert sætte næsen op efter penge og jage dem, så de kunne vende tilbage til deres normale liv. Sådan var de flestes hjerner skruet sammen. Altid som i de gode gamle dage.

Kathrina smilede svagt og så ned af gang. Ikke en levende sjæl ud over Elessa og hende selv.. Det gjorde somend ikke Kathrina noget.. De andre elver på skolen var ikke ligefrem nogen Kathrina snakkede godt med.. Faktisk så havde hujn det i det hele taget bedst i selvskab med væsner.. Så behøvede hun ikke at være så på passelig med hvad hun sagde..

Elessa kom til at le en smule. "Sikke en start, hva'?" sagde hun og kiggede kort på Kathrina. Klokken nærmede sig næste time med hastige tik. De havde bare siddet der og snakket lavmældt sammen. Uden tanke på det de gik glip af.

Kathrina så et øjeblik forvirret ud. "Hvad mener du?" spurgte hun, og vendte for en kort stund blikket mod Elessa. Før hun igen så væk, og bare ventede på svaret.