Bølger vasker verden hvid

Dato: D. 27/3-10
Årstid: Forår.
Dag: Lørdag.
Vejr: Lunt, men med en halvkølig vind.
Sted: Stranden, såmænd...
Tid: 18:14.
Omgivelser: Nogle enkelte personer eller mindre grupper længere ned af stranden.

Elessa sad i det let lune sand. Solen var begyndt sin nedstigning imod det blanke vand. De små bølger slog reglemæssigt op på stranden. Elessa sad i et par shorts, en hvid t-shirt og en lang grå trøje hang fra hendes skuldre. I øjeblikket var verden ellers en smule stresset for hende, men eftersom det var blevet lørdag, lod hun sig have en fridag. Hendes lange gyldne hår hang løst, og glødede i solens varme skær. Her, tæt ved vandet, sad hun alene, og følte sig en smule ensom.

Roweena gik, med sin violin i hånden, ned af stranden og smilede let. I hendes hoved var en ny sang ved at tage form, men der var stadig meget der skulle gøres ved den før den blev til en rigtig sang. Hun satte sig ned i sandet, og havde endnu ikke langt mærke til den pige der sad lidt fra hende.

Elessa havde bemærket en pige komme gående for længe siden. Hun blev siddende og vippede let frem og tilbage i det lune sand. Der var fralandsvind, så det varmede ekstra. Hun rystede trøjen ned fra sine skuldre, og nød den varme vind. Lige nu var verden så smuk. En skønhed, som de færreste havde tid og lyst til at standse op og beundre. Himlen var gylden og skyerne ligeså. Vandet lignede en flydende masse af guld.

Row bed sg svagt i læben, og så op. Hun fk øje på pigen, men sagde ikke noget. I stedet spillede hun kort på violinen før hun rystede på hovedet. Det lød ikke rigtigt..

Elessa kiggede på pigen, da hun hørte nogle toner komme fra hendes retning. Hun havde ikke opdaget violinen før nu. Det lød egentlig godt, selvom det ikke var så langt et stykke. Hun holdt meget af musik. Det var nærmest en person med følelser, gode som dårlige. Det kunne være en lille pige, der sang en af de børnesange, hun kendte. En teenagers irritationer over, at man ikke er anderledes end mand er. En moders blide vuggesang. Og en gammel kvindes blide tanker, der suser og er fyldt op med minder.

Roweena mumlede irreteret, og lagde violinen fra sig i sandet. Hvorfor i al verden kunne hun ikke finde på en melodi der passede den rådne tekst? Hun skævede over til pigen, lod et svagt smil passere sit ansigt, og så så væk igen.

Elessa havde ud af øjenkrogen set pigen bevæge sig, men hun kunne ikke se, hvad hun gjorde. "Hvorfor stoppede du?" spurgte hun så højt, at hun var sikker på, hun kunne høre det. Hun drejede hovedet og kiggede på pigen med et lille smil på læben. Hendes hår viftede lidt ind foran hendes ansigt, men hun skuppede det om på ryggen igen.

"Fordi jeg ikke kan finde den rigtige melodi." svarede hun, og så på pigen. Det var altid det sværeste når man lavede en sang.. At finde den rigtige melodi altså..

"Bare ord?" spurgte hun og smilede. Intet var så irriterende, som når man ikke kunne komme frem til det, man gerne ville. Hun kendte det. Og ens hjerne var aldrig kreativ, når man havde brug for det. Den gjorde, som den ville i sådanne situationer.

Roweena så et øjeblik forvirret ud. "Bare ord?" gentog hun uforstående, og så undersøgende på pigen, for at finde ud af hvad hun mente. Bare ord.. Det gav da slet ingen mening bare at spørge sådan..

"Indtil nu har du kun ord eller..?" spurgte hun igen, og forstod egentlig godt, at pigen ikke havde forstået hende første gang. *Bare ord?* tænkte hun. *Hun må tro, jeg ikke kan tale.* Hun lo kort af sig selv.

"Præcis" nikkede Row bekraftende, og et svagt smil gled over hendes læber. "Eller.. Egentlig har jeg en melodi, jeg kan bare ikke spille den på violinen så det lyder rigtigt" sagde hun, og kørte hånden gennem sit kørte hår.

Elessa trak på den ene skulder. "Jeg ville gerne hjælpe, hvis jeg kunne. Men det er desværre ikke ret let," sagde hun og lagde hovedet en smule på skrå. Hun satte sig i skrædderstilling og beundrede igen det smukke scenarie.

Row rystede svagt på hovedet, og så ud over havet. Hvis der var noget hun ikke ville have hjælp til så var det da hendes musik. Det ville ligesom ikke rigtigt være hendes længere hvis andre havde blandet sig i den. See the ocean... Hm.. Jo hun var glad for teksten, ingen tvivl, men den var besværlig..

//Må logge//

"Det er smukt, ikke?" sagde hun, denne gang uden at vende hovedet. Hun elskede tider. Solopgang og solnedgang. Det var et mesterværk uden lige andre steder i denne verden. Varme, bløde farver.