Billede i sort og hvid.

Det var mørkt, selvom klokken var lidt i seks. Stammerne, som enten var døde, eller barkløse, fremstod grå i det mørke hele. Et billede. Et fotografi, uden farver. Kun sort, grå og hvid gik igen. Evig mørke. Evig stilhed. Samme dræbende tristhed. Deraf navnet ’Den Triste Skov’.
Selv kvinden der netop befandt sig i disse triste omgivelser, af sort-hvide nuancer, var farveløs.
Hun gik, bestemt frem, uden at den elegante kjole havde mulighed for at røre jorden. Hun fulgte stier, som hun kun synes at kende. En uset vej, gennem alt og ingenting.
Håret lå om hendes skuldre, og øjnene, der var mørke, var rettet fremad, mod lugten, og det væsen, som denne kvinde, fulgte. Gråd. Hun hørte gråd, og stoppede et øjeblik. Selv var hun lydløs, og røbede ikke sin eksistens, eller tilværelse i disse omgivelser. Et farligt glimt, var placeret i de mørke øjne, og den elegante kvinde, begyndte endnu at gå. Trangen efter at sætte tænderne i væsnet, hun i dette øjeblik, og uden lyd, jagtede, var vokset trit og roligt de sidste lange minutter.
Snart ville hun slå til. Snart ville hun mærke blodet. Snart.
Skoven var trist, men et væsen i skoven, denne kvinde, var lige det modsatte.

Skoven havde altid været frygtet, ikke så meget af væsenerne, men af menneskerne, de evige rygter gik på at gik man ind i skoven...Kom man aldrig ud igen.
Sandheden var selvfølgelig den at væsenerne jagtede de mennesker der var dumme nok til at gå ind i skoven, spise dem, dræbe dem, lege med dem. Det havde et godt sted for folk med selvmordstanker. Selvfølgelig hærgede alle slåskampene også stedet, det var genialt til en slåskamp og derfor så man tit mærker fra diverse kløer, nogen steder også tænder, på træerne som alligevel bare var døde.

Zean kendte denne skov godt, han havde gået rundt i den lige siden han var kommet til omegnen, den havde tiltrukket ham på en eller anden måde, måske fordi den var stille, den var mystisk og fuld af den ene grufulde historie efter den anden, han kunne ikke lade være med at tænke på alt den historie der alligevel var samlet her, hvordan den måske havde set ud den dag den stadig var i live?
Det var mørke over det hele, men selv om han ikke lige var et bloddyr kunne han sagtens se, måske var det fordi han kendte skoven så godt? Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår som strittede lidt og rettede lidt på jakken, en sort jakke selvfølgelig, med mørke bukser. Jakken var åben og afslørede en mørkegrå T-shirt. At gå i et med mørket, at være frygtet af offeret. Men han var mæt og gad ikke jage.
Han stoppede op på sin vandring mod midten af skoven, hans ynglingssted, da han hørte larm, larm som fra et eller andet menneske der bare gerne ville dø. Hvilket han sagtens kunne hjælpe det med, vis det skulle være. Han bevægede sig ind mellem nogle halvdøde buske som kæmpede for at leve og nu helt skjult, kun et væsen der havde lært hvordan en dæmon lugtede, ville nu vide han var der. Han ventede på at se mennesket som sikkert snart ville komme forbi, og sikkert også et væsen der jagtede det?

Tiden gik, uden egentlig at gå. Stedet synes at være frosset fast, i samme evige tid. Som sat på pause. Dvale måske? Ventede træerne mon på den tabte mulighed for at leve op til dåd igen? Gøre skoven frisk og levende, med fuglesang og anemoner? Kvinden vidste det ikke, hun havde aldrig tænkt tanken, og dette var derfor en ligegyldighed, der aldrig nogen sinde ville fange hende. Nej, for hende var skoven blot en skov. Et dødt område, hvor kun de stærkeste overlevede og de modigste turde være. Intet andet. En legeplads, udfoldet for hendes fødder.
Hun kunne ikke lade være med at tænke dette, denne skov, og dens omgivelser som hendes. Hendes domæne.
Væsnet var ganske rigtigt et menneske. Grædende og rådvild, snublede denne gennem skoven, ligeså blind for sine omgivelser, som kvinden der uset fulgte efter i et stigende tempo. Mennesket var en pige, omkring de 15-16 år, med løbende makeup, og uglet brunt hår. Mennesket faldt og rejste sig, småløb hulkende gennem de døde buske, der ubarmhjertigt greb fat i tøjet, og rev tråde og stof fra hinanden. Men den fortvivlede pige bemærkede ikke, at det ellers nye tøj blev revet i stykker, eller at huden på de bare arme, ligeså bar på streger af blod. Hunkønsvæsnet var simpelthen for fortvivlet, og det eneste som dette menneske synes at have i hovedet var tanken om en udvej. At hun måtte og skulle ud, af dette helvede. Det var glimrende, for det var netop lugten af pigens blod, der fik den unge kvinde, i den mørke kjole, til at sætte farten i vejret. Til at indstille sig på jagt.
Vampyren fulgte blindt, mennesket, der snublede gennem underskoven, uden at ligge mærke til det andet væsen, som hun netop gik forbi. Og der var der. Ikke langt fra den fremmedes skjulested, at Thyia, som vampyren kaldte sig, satte af, og synliggjorde sig for mennesket, da gispede af chok. Et lille smil, lagde sig på det blege ansigt, idet hun brød stilheden, med en blød kælen stemme, der fik menneskets nakkehår til at rejse sig.
”Jamen, dog.. Du har da ikke planer om, at forlade stedet, vel?” lød vampyren, der nærmede sig det fortabte menneske, der var frosset fast til stedet.

Han smilte da mennesket ganske rigtigt løb forbi ham, snublende og klodset, med forrevet arme og tøj, løbende makeup. Hvad skulle dette makeup til? Usunde, grimme farver testet på dyr og alt muligt andet, havde folk dog ingen fornuft i hovedet? De fleste drenge hade alligevel makeup. Men det var ikke det, det gik ud på nu. Snart brasede en vampyr forbi uden at ligge mærke til noget. Allerede der fik han et blik af hvor stærk hun var, hun var tydeligt vis ikke helt så stærk som så mange andre, de ville have været opmærksomme på selv den mindste fare, selv en dæmon.
Han smilte lidt af det og så dem forsvinde ud i mørket, han hørte hvordan de løbende lyde stoppede, nu ville vampyren vel lege med sit offer? Det var i hvert fald hvad han syntes var sjovest.
Han satte i bevægelse og stilte sig op af et træ, et sted hvor de nok ikke ville lægge mærke til ham, og så på. Kort overvejede han at redde mennesket for at få det på dæmonernes side i krigen, men opgav det lige så hurtigt, mennesker var svage, ubrugelige, især dette eksemplar, en irriterende teenager.
Han blev stående for at se hvad vampyren ville gøre, få et indblik i hvordan hun gjorde...så ville han allerede have et forspring vis dette endte i en kamp.

Der var krig. Krig mellem vampyrerne. Krig mellem dæmonerne. Krig mellem enhver eksistens på dette sted. I disse omgivelser og verden. En krig der krævede, at man valgte side, og kæmpede for det, man havde valgt at dø for. En krig, som alle, villige eller ej, var indblandet i. Sådan var krige nu engang.
Vampyrkvinden, var som en selvfølge med. Hun havde egentlig ikke truffet noget valg, direkte, men der havde heller aldrig hersket tvivl om, hvad hun selv så sig som. Hvad hendes meninger var. Hun var vampyr. En vampyr der så sine egne handlinger som de rigtige, og derfor de andres som forkerte. Om end udelukkede hun ikke andre væsner, men tillod dem at komme ind i hendes verden. Nogle gange blot for tæt. Ikke efter hendes egen mening, vel og mærke, men dem, som det gik ud over. Som dette menneske. For krig eller ej, Thyia lod ikke hele sin eksistens blive påvirket af dette, men bevilgede sig selv at føre hendes egne små krige. Krige der i dette øjeblik var mod denne skrækslagne menneskehvalp. Et spraglet pjok, der ikke så ud af meget efterhånden. Det ville blive hurtigt. Men hun var ligeglad. Bare kræet havde en smule blod i sig, til mæthedsfornemmelsen ville tage over, så var hun tilfreds. Og hvis ikke..? Thyia gad ikke tænke på det.
Pigen, hvis tåre dryppede fra hagen, sagde ikke en lyd, da vampyren trådte tættere på. Det eneste mennesket synes at udrette af direkte handlinger, var at ryste på hovedet. Adskillige gange. Mere og mere intenst, og dirrende. Det morede den kjole-beklædte kvinde, der stod med ryggen til dæmonen. Hun havde endnu ikke ænset hans tilværelse. Der var intet behov for det.
Uden det menneskelige øje nåede at reagere, var vampyren omme bag pigen, der fik et hæst skrig presset frem, mellem de dirrende læber. Stilhed. Den blege hånd, blev lagt på pigens skuldre, der rystede voldsomt. Hun førte den let smilende mund, ned mod pigens øre, og lod en salig hvisken ramme offertes øre og dennes bevidsthed. Stilhed. Kun pigen havde hørt ordene, og selvom øjnene var store af rædsel, nikkede hun. Vampyren fjernede ikke hånden fra pigens skulder, men rettede nu opmærksomheden fremad mod det, hun før havde haft ryggen til. Stedet hvor den fremmede gemte sig. Pigens ansigt var hvidt af skræk, og øjnene, der ikke græd mere, virkede tomme. Hovedet faldt en smule forover, men hun stod stadig. Ligeså havde vampyrens hånd ikke flyttet sig det mindste.
”Gemmelegen er ovre, kom du blot frem.. Dreng!” Stemmen var hviskende, og kold. Rettet mod det sted, hvor denne han dæmon stod.

Mon han undervurderede hende? Han havde en fornemmelse af hvor nemt det kunne være at fare på hende nu og slå hende til jorden. Nu hvor hun var dum nok til at vende ryggen til ham. Men det var jo også et bloddyr, et slavedyr der havde fået den tanke at de kunne noget. Han holdt selvfølgelig med dæmonerne og det ville han altid gøre, den ædle race. Hvilken af racerne havde enlig eksisteret længst? Han så lidt på dem og forventede næsten hun bare begyndte at tage pigens blod, men istedet så hun over ham. Jamen dog. Bloddyret vidste altså han var der. Pigen havde også forandret sig, men han var ikke bange af den grund, fuld af den evige rolig han altid havde, men som hurtigt kunne forandre sig, han havde et stort temperament som var nemt at sætte igang...Desværre.
Han grinte, en dyb, men alligevel stille og rolig lyd.
Han trådte et skridt frem så de nu begge kunne se hinanden.
"Dreng?" sagde han og lod sine mørke øjne falde direkte på hende, legede med tanken om hvor sjovt det kunne være at overtage hendes krop.
"Jeg er meget ældre end du kunne drømme om" smilte han roligt og lænede sig op af et træ, der, ligesom alle de andre, var fuld af mærker.
"Både kropsligt og mentalt" Med det mente han at hun kun lignede en på de tyve, han ville gætte på han mindste var et år ældre end hende, af kropsudseende, men mentalt...Han var 851 år gammel...Langt ældre end hun var. Ikke noget han troede...Noget han vidste.
Mon hun var en af de nye? En tilfældig der var bidt for at gøre hæren større? hun mindede om en...og dog.

I samme øjeblik, som den kølige udtagelse havde forladt hendes, nu lukkede, mund, lod øjnene, som takket være den mørke og dunkle belysning, så næsten sorte ud, sig fæstne sig til dæmonens væsen. Jo, måske var han ikke en dreng, rent kropsligt. Det kunne hun kun være enig i, men hans opførsel. . Den måde at gemme sig på, og se ting an, før overhovedet at give sig selv til kende, var ifølge hende selv, meget ungt og drenget. Ja, præcis som et barn, når det kom til stykket.
Men, ja, dette måtte han jo selv om, denne dæmon, hun ville ikke så i vejen for hans udtagelse, men nøjes med at trække på skuldrende. En smule ligeglad.
”Som du vil..” Lød det hviskende svar, der underbyggede hendes enkle handling.
Stilheden lagde sig, og Thyia, som blev stående, med hånden på det tavse menneske, gav ham nogle sekunder til at svare igen. En forvildet vind, smøg sig pludselig ind mellem de forrevne og døde træer, og fik det ravnesorte hår, der indrammede det blege ansigt, til at danse. Håret, der før havde skjult det meste af hendes venstre øje, fjernede sig nu, og afslørerede tatoveringen i venstre tinding. Den bestod af sorte stjerner, der skabte en farlig og klar kontrast til det hvide legeme, og det fik øjeblikkeligt ændret det feminine udstråling og udseende. Det klædte hende, vampyren. Det tilføjede det, som gjorde, at hun ikke blot var ’endnu en tilfældig’.
”…Burde en.. gammel dæmon som dig, ikke vide, at man spørger om tilladelse, når man træder ind på en vampyrs enemærker?”
vampyren vidste egentlig ikke, hvorfor hun sagde dette.. Måske for at vinde tid?
Pigen, rettede hovedet op, og øjnene der i et øjeblik havde været tomme, fyldtes atter med liv. Den fortabte pige, åbnede munden, og efter nogle forsøg, fik hun fremsagt en klar sætning.
”…Hjælp..Mig.. Jeg beder dig.. Hjælp… Jeg.. er..”Hulkende overtog, og stemmen der lød så ynkelig og hjertepirrende, blev til en vedvarende hvisken. Gentagelser.
Hånden var stadig ikke fjernet fra mennesket. Vampyren synes slet ikke at ligge mærke til pigens bøn, til denne fremmede dæmon. Hun overhørte det simpelthen, måske fordi hun var klar over at dæmonen ikke ville hjælpe.. At han ikke kunne.

Han grinte lidt af vampyren, den gjorde åbenbart alt for at virke så truende og skræmmende som muligt. Han havde faktisk en fornemmelse af at hun undervurderede ham. Typisk et ungt væsen. Han gemte sig ikke, han kunne bare godt lide at se tingene an.
"Spørger om tilladelse?" hans øjenbryn røg i vejret, spørge et bloddyr om lov?
"Enemærker?" han så sig omkring.
"Jeg ser ingen enemærker, jeg ser en offentlig skov hvor jeg nok har været mere end du har. Det er første gang jeg ser dig her" sagde han, ganske rigtig ignorerede han pigen, han var fuldstændig ligeglad med hende. Åh jo, han ville sagtens have kunnet hjulpet hende vis han ville, han var langt stærkere end bloddyret foran sig, selv om chancerne ikke var de helt store, da vampyren stod lige ved siden af mennesket, som ikke kunne tænke klart af frygt.
Men han var, som sagt, helt ligeglad. Ligeså var han med tatoveringerne af stjerner på hendes tinding, folk malede sig på alle mulige måder, ikke noget han tog sig af.
Han overvejede bare at gå igen, han gad ikke spilde til på en dum vampyr.

Det var anden gang. Anden gang, at denne dæmon grinede, af noget, som aldrig havde været morsomt. En malplaceret humor, der fik Thyia til at tvivle på dennes selvsikkerhed. Ofte grinte folk, der stod overfor noget nyt af usikkerhed. Simpelthen for at bryde stilheden. Lyde af noget, som de aldrig ville blive. Nej, selvfølgelig vidste hun det ikke, om han var en af den slags folk, men han var dæmon, og dette kunne derfor godt tænkes.
”Bare fordi du ikke har set mig, betyder det ikke, at jeg ikke har været der, vel?” Hendes stemme var rolig. Glat som slangeskin. Det klædte hende.
Pigen var tavs, og hovedet var atter bukket ned, så ansigtet lå i skygge. Et lille smil krusede på vampyrens mund, idet hun slap sit tag i mennesket, der uden en lyd faldt sammen på jorden. Som en dukke. En simpel lille dukke. Hun nikkede nærmest uset, denne vampyr. Grunden var hans handling, eller mangel på samme. Han havde været ligeglad med pigen. Ligeglad med mennesket, der nu lå ubevægelig på jorden. Det var et plus. Dæmonen her bar altså på noget, der kunne sammenlignes med de udøde.
Med en let elegant bevægelse trådte hun mod ham, ignorerede hans skeptiske blik. Som en kat, trådte hun mod hans ryg, uden at gøre mine til at skade, eller slå eller bide. Nærmest kælent. Som havde hun indset noget.
” Du reddede det ikke.. Mennesket.” Konstaterede hun, hviskende blødt for sig selv, mens hun trådte om bag ham, og lod den venstre hånd strejfe hans skulder. De mørke øjne glimtede. ”Du er altså ikke en barmhjertig en?.. ”Stadig den bløde stemme. Kælne stemme. Tonen var lav, og ordene var kun akkurat høje nok til, at han hørte det. Hun trådte let, videre rundt om ham, til hun nåede den modsatte skulder. ”..Men ond er du ikke, vel? Du er dæmon.. Mere menneske end mig, ikke sandt?” Det farlige smil blev siddende på det kønne ansigt. Hendes ånde var kold mod hans nakke, og højre øre.

Grinte for usikkerheden? Aldrig. Han var rolig, i hvert fald lige nu, hans temperament kunne hurtigt forandre sig.
Han valgte ikke at besvare hendes første kommentar. Selvfølgelig kunne hun godt have været der, han havde heller ikke været så meget i skoven for tiden da han havde haft andet at lave.
Da hun trådte hen mod ham lagde han bare armene over kors og virkede fuldstændig ligeglad, overbevidst om at han sagtens kunne klare sig vis hun skulle skifte sindsstemning. På en måde var det synd for dette bloddyr, hun havde åbenbart ingen ide om hvor stærk han var. Hvilket endnu engang fik ham til at tænke på om hun var en ny vampyr.
"Selvfølgelig ikke, hvad skulle jeg få ud af det? Mennesket er svagt og selv om hun ikke skulle dø her, vil hun bare dø senere" han trak på skuldrene, hun havde ret, han var fuldstændig ligeglad med mennesket.
Han så på ham med sine mørke, hemmelighedsfulde øjne som om han faktisk var ligeglad.
"Well...Vis du spørger et menneske vil de nok ikke kalde os menneskelige, vel?" han svarede ikke på det sidste, folk havde forskellige opfattelser af hvad der var ondt og derfor var det et svært spørgsmål.
Vis hun mente om han kunne slå folk ihjel på en lidelsesfuld måde, ja, så var han ond, vis hun mente om han ikke havde følelser og var som en kold dukke...Så var han nok ikke helt så ond, nej.

//Da jeg skal på ferie, og først kommer hjem i slutningen af vinterferien, er jeg nødt til at forlade emnet. - så kort fortalt:

Thyia indser at hun travlt, nikker og svare, går rundt om ham, med et lille smil, og før hun forlader dæmonen, bukker hun sig frem, og lader sine læber strejfe hans kind, efterfuldt af få ord."Bare rolig, det er ikke fordi jeg elsker dig... " Beroligere hun ham, griner kort og forsvinder, med et lille "Vi ses igen, dæmon.."

//jamen god ferie;)//

Og den lettere forvirrede dæmon går sin vej også.

//Tak skal du have, og i lige måde :)
- vi må have et nyt emne efter ferien engang //

//Så enig;)//