Kolde lille V

Hun så første mistænksomt på hans ansigt, men lukkede så sin mund om såret og begyndte at suge. Hun sugede til hun følte sig mæt hvor efter hun rettede sig op og slikkede blod af læberne. Hun betragtede ham koldt uden at sige noget

Såret havde lukket sig få sekunder efter hun havde suget, han vente på at hendes krop begyndte at ryste så den blev til en endelig vampyr, sådan at det sidste døde i hendes krop.

En rystelse gik gennem hendes krop og hun slog uvilkårligt armene om sig selv. "Varmpyr... Det er det du er ikke?" spurgte hun stille og så ham i øjnene. Hun var ikke bange mere... Hun følte... Ja hvad følte hun entlig? Mæthed? Tilfredshed? Det var i hvertfald en følelse hun ikke havde følt i lang tid

Han smilte stort, "Jeg er mere end det, ligesom din hals kæde" sagde han og nikkede imens han kiggede ned på hende.
Han øjne lyste nu kun svagt, da han var tilfredstillet af at forvandle hende.

"Mit slægtsmærke? Hvad har du med mit slægtsmærke at gøre?" spurgte hun vantro

Han smilte, "En pagt" sagde han og smilte roligt men dog på en syg måde.

Hun kneb øjnene en anelse sammen og lagde hovedet på skrå. "En pagt, hvilken pagt?" spurgte hun ikke sikker på om hun ville vide det. Denne... Varmpyr... Han intresrrede hende på den syg og forkert måde... På den anden side havde hun lige suget hans blod hvilket også var sygt og forkert. Hun anerkente at hendes live lige var blevet forandret foraltid

"Kender du ikke engang din egen familie historie" sagde han med et smil imens han gik baglæns væk fra hende.

"Der kom lidt knas i familieforholdet, før vi nåede så langt... Hvad mener du med det der 'pagt-halløj'? Har min familie indgået en eller anden syg pagt med varmpyrer?" hun så vantror på ham og fulgte efter ham for at få svar

han grinte, "så nu vil du gerne snakke" sagde han ligegyldigt.

"Jaja hahaha meget sjovt, nej jeg vil bare vide hvad i helvede du har med min familie at gøre?" svarede hun og rulede med øjnene

Han vendte sig mod hende imens han stoppede brat op.

Hun stoppede også og så afventende på ham. *Har han overhovedet en plads i min familie-historie?* tænkte hun mens hun køligt betragtede ham

"Jeg gav et løfte til din tip tip oldemor" sagde han og sukkede, "Hun var en smuk kvinde" sagde han og smilte.

Hun lagde armene over kors og løftede afventende det ene øjnbryn, og hendes dybgrønne øjen hvilede med kold ro på hans ansigt

"Jeg skulle give hende hendes slægt en ny verden hvis de kom til det punkt du nu er på Vendekita" hun havde ikke sagt hendes navn men hendes tip tip oldemor havde spået at barnet ville ligne hende og ville bære smykket hun havde som var det hjun nu havde og at barnet ville hedde det.

"Okay, så hvis jeg har forstået det korekt; Du er en varmpyr, Du har mødt min tip oldemor selv om du ikke ser ud til at være meget ældre end mig, Du jender mit navn, og Du er blevet bedt om at bide mig i halsen og forvanle mig til en varmpyr???" spurgte hun vantro, "Det er jo sygt... Der findes jo værken varmpyrer eller feer andre steder end i de boger jeg læste højt for Al... Og hvis du endelig skal kalde mig noget, så kald mig V ligesom alle andre

Han bøjede sig frem mod hende, "Lille skat, jeg er ikke som de andre" han undlod at svare på alle de andre sprøgsmål da han ikke ville mindes hendes tip tip oldemor.

Hun knyttede hårdt hænderne og måtte bekæmpe den stærk trang til at stikke ham en på kassen. "Jeg er ikke nogens 'lille skat'" svarede hun trodsigt og strøg noget af det fedtede hår væk fra øjnene

Han smilte men hans blik var tomt og ligegyldigt, "Så det er hvad du har at sige" han grinte lidt af hende, hun var meget som hendes tip tip oldemor da han mødte hende første gang men hun forandrede sig da han hviste hende verden.

"Jeg ved sgu ikke hvad jeg har at sige! Jeg er vred og forvirret,og jeg aner ikke hvad jeg skal tro. Jeg savner Al men kan ikke vende tilbage, og du har lige vendt op og ned på hele min verden. Jeg Ved sgu ikke hvad i helvede jeg skal gøre med noget som helst mere!" råbte hun træt og koldt ind i ansigtet på ham. Så vendte hun sig om og sparkede til jorden før hun gik viderre

Han kløede sig roligt i narken imens hun begyndte at gå, "Tja hvorfor tror du så¨at hun ville havde mig til at give dig et nyt liv Vendekita" sagde han og kiggede på hendes ryg.

"Jeg ved det virkelig ikke" hviskede hun og løftede opgivende armene "Jeg ved bare, at det her, det er sygt og forkert, og det er mit nye liv"

Han stod stadig stille, "hvorfor skulle det her være sygt" sagde han overlegent og med et smil som bestød noget bestemt heldigvis viste kun en hvad det betød.

"Varmpyrere findes ikke. Du er en stjernepsyckopat, der har bidt mig i halsen og kalder mig død. Du siger at du har snakket med min tip tip olde, der døde for 100 år siden. Enten er det her en drøm, eller ogs har du seriøse vrang forstillinger" sagde hun opgivende og vendte sig mod ham. Hun betragtede ham kort før hun satte sig på en bænk og gned sit ansigt med hænderne