en lille tøj butik

Andy så på ham og rystede på hovedet "nej.. det ville jeg ikke, har jo prøvet det en gang før.. og har lovet mig at jeg aldrig vil gå igennem det igen" sagde han og smilte til ham og træk på skulderne "jeg er sikker på at du finder en" sagde han og prikkede ham på næsen

David træk på skuldrende og så tænksomt på ham "det må du selvom..men jeg vil blive meget sur på dig hvis du begår selvmord fordi dig og Dean ikke kunne sammen...det vil jeg ikke tillade" sagde han bestemt og mente det han sagde. selvom de ikke havde kendt hinanden ret længe ville David ikke tillade det. han greb stille fat i hans finger og smilte skævt til ham, imens han rystede på hovedet "jeg vil ikke føle din smerte..."

Andy så på ham og grinte lidt af ham "hvordan har du lige tænkt dig at stoppe mig ?" spurgte han om og hævede det ene øjebryn af ham, han fik dog et lille chok da han tog fat i hans finger. han så lidt ned på den og smilte "smerten er der jo ikke hele tiden" sagde han og vende sit blik op mod ham igen

David tænkte lidt over det og rynkede panden lidt "hvordan...jeg vil holde øje med dig døgnet rundt..." sagde han med et skævt smil og rettede sig lidt op. han holdte blidt om Andys finger og så lidt undskyldende på ham, fordi han havde gevet ham et chok "måske ikke...men jeg kan ikke klare mere smerte overhovede..så jeg vil helst holde mig fra noget som kan give mig nogen form far psykisk smerte" sagde han med et lille smil og betragtede ham lidt.

Andy gav et lille grin fra sig og så på ham "jamen.. hvem siger at jeg fortæller dig det inden ?" spurgte han om og hævede det ene øjebryn og var ligeglad med at han havde fået et chok, selv om han ikke kunne lide den fornemmelse man fik når man fik et chok "vil du så holde dig væk fra mig ?" spurgte han om og så stille på ham uden at smile nogen tegn på glæde eller tristhed, eller hvad man nu kunne finde på "hvad mener du med at du ikke kan klare mere smerte ?" spurgte han om og bed sig i læben

David grinte kort og rystede lidt på hovedet "jeg skal nok finde ud af det..ser du min evne er nemlig rigtig smart lige så snart jeg har gravet lidt i din fortid ville jeg altid kunne holde øje med dig psykisk..selvom du er lang væk" sagde han og smilte skævt til ham, men hans smil forsvandt igen "nej det vil jeg ikke...venner kan ikke såre mig..." sagde han stille og tænkte lidt over det "kun...hvis de begår selvmord" indrømmede han så og kløede sig lidt i nakke. han slap stille hans finger og overvejede hvad han skulle svare "jeg...jeg har ikke ligefrem haft en god opvægst" svarede han.

Andy så på ham og lyttede på hvad han sagde "ja okay,, så du vil gerne havde en Andy der ville ligge i sin seng, med røde øjne og med et gult skær.. og bare ligge der inde uden at snakke mens dag efter dag går, og til sidst ikke kan græde mere. har ikke lyst til at se nogen og hvis der kommer nogen så vil jeg havde lyst til at slå dem ihjel, fordi jeg er så sulten" sagde han og pegede mod en dør med sin anden hånd og kunne ikke engang lade at tænke over det, han bed sig i læben og lag sin hånd i sit skød. et smil kom frem på hans læbe "ser du mig som din ven ?" spurgte han om og bed sig i læben af det, han tog fat i hans arm og træk ham ind til sig. med hans ryg op af sin krop, han lag stille sine arme om ham og så ned på ham "fortæl mig ?" sagde han og var ikke sikker på om han havde lyst til det

David rystede stille på hovedet "det kommer heller ikke til at ske...jeg skal nok hjælpe dig om det vil have det eller ej...om det så skal betyde at jeg skal tvinge dig til at være glad...ulykke over kærlighed skal ikke tage ens liv" sagde han rolig, men alvorligt. han ville ikke havde Andy skulle havde det dårligt, så han håbede at han kunne finde ud af det med Dean. David så på ham i lidt tid og nikkede "ja...jeg ser dig som min ven" sagde han stille og mente det han sagde, selvom de ikke havde kendt hinanden ret længe så han ham som sin ven. David blik lidt overraket over han træk ham ind til sig og så lidt forfjamsket op på ham, men han flyttede sig ikke da han fælte sig tryg i hans arme "er du sikker på du gider at høre om det?" spurgte han og så op på ahm.

Andy kunne ikke lade være med at grine af det han sagde "så du vil bruge din tid på mig ?" sagde han og prøvede at lade være med at grine, da han syntes det var ret sødt af ham. han klappede ham blidt på maven med to fingere og var glad for at han så ham som sin ven "det lyder skønt, det er jeg glad for at du betragter mig som" sagde han og bed sig i læben og tænkte lidt over det og nikkede, han slap sin læbe og så bare ned på ham "ja, ellers havde jeg jo ikke sagt det" sagde han og lukkede sine øjne i for at lytte bedre med

David nikkede stille "ja..det vil jeg" sagde han ærligt og smilte lidt af det. han så lidt på hans fingre, som klappede ham på maven og smilte skævt over det "det er jeg også...du er en god ven" sagde han roligt og lukkede isne øjne. han tænkte lidt tid over hvad han skulle sige, men tog så en dyb indånding "du skal vide jeg ikke fortæller det til hvem som helst...men...da jeg var lille...døde mine forældre i en ulykker. min storebrpr og jeg overlevede, men vi lå begge i koma i lang tid..men efter vi havde været i koma blev jeg sendt til en plejefamilie, men min bror blev på hospitalet. der gik lang tid før han kom..han var helt anderledes da han kom, jeg vidste ikke hvorfor..men det fik jeg afvide da han flyttede hjemm efra..han var blveet voldtaget på hospitalet..den gang var jeg ikke ret gammel. jeg vidste godt hvad voldtægt var, men jeg kunne ikke forstå hvor slemt det var, så jeg begydnte at forstille mig det..og spiller skuespil om det, men det var ike noget jeg kunne klare alene, så jeg...opsøgte nogle mænd..som...som gerne ville hjælpe mig med 'skuespillet'...jeg blev voldtaget af dem alle..og jeg fandt selvfølgelig ud af det ikke var ret rart...jeg blev senere smidt ud af min plejefamilie da de ikke havde råd til at have mig boene...jeg havde ikke andre steder at gå hen en hen til de mænd..der boede jeg så i noget tid og blev misbrugt dagligt.." fortalte han med få pauser. han kunne mærke han var ved et få tåre i øjnene og han så en masse billeder i hovedet.

Andy smilte lidt over det han sagde og klappede ham videre på maven "jamen det er da skønt at få at vide" sagde han med et smil på læben, han lod dog sine øjne forblive lukkede og lyttede på hvad han sagde. han bed sig hårdt i læben da han kunne mærke inde i sig for forfærdeligt det måtte havde været "jeg er glad for at du vil dele det med mig" hviskede han og åbnede stille sine øjne og så ned på ham, og viste endelig ikke hvad han skulle sige til sådan nået. han tænkte meget over det og skiftede lidt med at bide sig i læben og slippe den "det er jeg ked af at høre.. jeg ved godt det er godt at være nysgerrig men nogle ting skal man bare holde sig fra" hviskede han og lag sit ansigt ned mod hans hår mens han tænkte videre "de er jo også rimlig klamme, ligemeget hvad så skal du aldrig prøve sådan nået mærkeligt igen.. lov mig det" hviskede han og bed sine tænder hårdt sammen og kunne mærke at tristheden inde i sig blev forvandlet til had, ikke mod ham men mod mændene "næste gang så vælg en på din egen alder" sagde han så og prøvede at slappe af, og prøvede at lade være med at vise ham at hvordan han havde det inde i sig

David sank stille en klump og lyttede til hvad han sagde. han knyttede stille sine hænder og kæmpede imod tårende. han snøftede så og bed sig hårdt i læben så der gik hul "jeg var et dumt udvidene barn...jeg ville bare prøve og gøre det samme som min bror...det ødelage så mit liv" hvsikede han stille og tog stille fat om Andy. han holdet sig ind til ham, da han følte sig mere tryg i hans arme. han åbnede stille sine øjne og så lidt op på ham. han øjne var blanke og fyldt med tåre, men han lod dem dog ikke slippe fri fra hans øjnkroge "jeg lover jeg ikke gør sådan noget igen...og jeg skal nok lade være med at opsøge sådan nogle igen...det var en stor fejl af mig at gøre det var starten" hviskede han og lukkede sine øjne igen.

Andy så ned på ham og tørrede stille hans læbe af med sin tommelfinger "du skal ikke ødelægge din læbe på sådan en måde" sagde han også selv om han selv havde gjort det så mange gange før, men havde altid blev på en måde skæld ud af det selv om det var af folk der var ikke så gammel som ham "man skal ikke altid gøre det ældre gør" hviskede han og smilte svagt til ham for at få et smil frem på hans læbe, han lag stille sine arme tætter omkring ham og trykkede ham ind til sig "godt, så lover jeg hvis det ikke går mellem mig og Dean.. så vil jeg gøre alt for at overleve" hviskede han, da han ikke ville lov ham at han ikke ville begå selvmord da han viste at det ikke var sikker på at han ville kunne holde det "det er okay at græde, jeg græder selv tit" sagde han og prøvede at holde et grin tilbage, da han syntes at han selv var latterlig

David mærkede han tørrede blodet væk og så lidt ned. han rystede stille på hovedet og gemte sit ansigt ind mod ham. han trykkede sig ind til ham "jeg ved det...nu..bare jeg havde vidst det den gange" hviskede hans tille og blev egnetlig lidt glad for at Andy havde gedet at lytte til ham og et lille smil kom dog også frem på hans læber. han havde altid bare holdt det for sig selv, da andre ikke rigtig havde interesseret sig for ham. han lyttede til hvad han sagde og lukkede stille sine øjne "okay...godt.." mumlede han stille og var egnetlig lidt glad for de havde gevet hinanden et løfte. David rystede stille på hovedet og lod kun få tåre slippe øjnkrogene "jeg kan ikke lide at græde..." hviskede han så og sukkede stille. han prøvede at tage det hele lidt med ro, da han kunne mærke at fortælle om sin fortid havde været hårdt for ham og det ikke ligefrem var noget han var glad for.

Andy så ned på ham og smilte lidt mere "men fejl er jo til at blive lavet" sagde han og så bare ned på ham og tørrede stille blodet af på sine bukser uden at tænke over det "men du kan bare græde hvis du gerne vil" sagde han og bed sig i læben og lukkede sine øjne kort i og tænkte lidt over det hele, og havde det både godt og dårligt over at han havde lovet ham det. da han jo ikke var sikker på hvor godt han ville kunne klare det

David så på ham og nikkede stille "du er nok ret...tak...tak for du gad lytte" sagde han stille og holdte sig stadig ind til ham. han lukkede sine øjne i og sukkede stille "mmh...det går nok" sagde han stille og tørrede sine øjne med den ene hånd. han havde nogen lunde fået styr på sig selv igen og havde det som om han havde det hele under kontrol igen, men alligevel var en lidt bange for lige pludselig at bryde sammen igen.

Andy så ned på ham og smilte og begynde stille at vugge ham fra side til side "tror jeg stadig lever er fordi jeg skal lytte på folk" hviskede han og viste endelig ikke hvorfor at han ikke bare kunne dø, som alle mennesker nu gjorde "når okay, men min skulder er her for at græde på" sagde han og smilte svagt, mens han lag sin kind mod hans hår og så bare rundt omkring i sin lejlighed "jeg er glad for at du gider dele det sammen med mig" hviskede han

David smilte helt svagt og nikkede stille "det er også en god ting at kunne..." sgade han stille og lukkede sine øjne igen. han mærkede hans kind mod sit hår og følte sig på en måde mere tryg af det "så er det en god skulder du har...du er god til at trøste" hviskede han og holdte sig ind til ham. han havde ikke lyst til at komme ud af Andy's favn´"det er er jeg også glad for...det lettede på en måde enlille smule...og jeg stoler på dig..du virker så pålidlig" hviskede han stille og mente hvad hans agde fuldt ud.

Andy gav et lille grin fra sig "ja det er det vel, men det er ikke altid at havde andres historie inde i sit hoved.." hviskede han, selv om han var glad for at kunne hjælpe andre. han vuggede ham bare videre og smilte da han var glad for at vide meget om David "det er jeg glad for at du syntes" hviskede han og lukkede stille sine øjne i og kunne godt lide at sidde sådan med David, det fik ham til at syntes at der var nogen der kunne lide ham i verden "jeg fortæller intet videre, og ville andre gøre nået sådan nået ondt.. du kan også stole på mig" sagde han og ville jo heller ikke sige nået til nogen da David jo viste så meget om ham, og vist at han ville havde det mega dårligt hvis han sagde nået videre

David rystede stille på hovedet og vidste alt for godt hvordan det var at kæmpe med andres historier i hovedet, da han jo havde sine evne "jeg ved hvad du mener..og jeg er helt enig..." mumlede han og nød at blive vugget. det fik ham til at slappe helt af og det hjalp ham også med et komme hlet ned igen "mmh.." brummede han og så lidt op på ham med et tænksomt blik. han kunne godt lide at sidde i Andyøs favn og havde på ingen måde lyst til at flytte sig. han havde ikke følt sig tryg på den måde i lang tid og han var bare glad for at Andy kunne lkide ham. han lukkede stille sine øjne og slappede af "tak skal du have..det betyder meget for mih" hviskede han stille.

Andy smilte lidt af ham og nikkede "det må også være hårdt med den evne" hviskede han og kunne godt lide at vugge ham, han fik ham til at følte at han kunne lukke sine øjne i og viste at der ikke skete nået med David. han lag sine arme lidt tætter omkring ham og åbnede sine øjne da han mærkede at han flyttede sit hoved, han så ned på ham med et smil "man kan heller ikke havde et godt venskab, når man ikke stoler på hinanden" sagde han og trykkede kort sine læber mod hans pande "jeg er glad for at du kom ind i den butik, og at du brugte din evne på mig" sagde han og var bare glad for at havde mødt ham

David nikkede stille "tja..jeg har nogenlunde lært at styre den" hviskede han og nød at blive vugget. han var helt rolig nu og trykkede sig lidt tættere på ham. han åbnede sin øjen og så op på ham "der er rigtigt...så vores venskab er godt ik?" spurgte han så og smilte lidt. han lukkede stille sine øjne igen, da han mærkede Andy's læber mod sin pande og smilte lidt mere "ja..det er jeg også virkelig glad for..tænk hvis jeg ikke havde gjort det..så ville vi ikke være blevet venner" hviskede han og kunne ikke forestille sog ikke at kende Andy nu, selvom de næsten lige havde mødt hinanden.

Andy smilte lidt af ham og nikkede "du skal nok lære dig det, bare giv det tid.. du har jo sådan set også masset af tid" sagde han og så bare ned på ham "ja det ville jeg da sige" sagde han og syntes selv deres venskab var godt, han syntes det var et utroligt venskab. som om skæbnen ville havde dem til at blive venner, han lyttede på hvad han sagde mens han lag sin ene arm tætter omkring ham. mens han fjernede den anden og begynde at lege lidt med hans hår, med sin frie hånd "ja.. så havde jeg nok ikke blevet i et godt humør idag" sagde han og kunne ikke lade være med at smile

David smilte stille og lyttede til Andy's behagelige stemme "det har du ret i...næsten for meget tid vil jeg sige" sagde han stille og så lidt op på ham igen "det er jeg glad for..det er dejligt at havde en rigtig ven..tal for alt" hviskede han og puttede sig stille tættere ind til ham. han var glad for at havde mødt en som Andy, da han virkelig havde savnet sådan en ven. han nød Andy legede med hans hår og lukkede sine øjne af ren nydelse "det ville jeg nok heller ikke...så det er bare endnu en god ting ved at vi mødes" sagde han med et glad smil,

Andy blev ved med at lege med hans hår og lod sin anden hånd forblive omkring ham "ja det har du ret i, men der må være en grund til det" sagde han og hentydet at der måtte være en grund til at de skulle leve evigt, selv om han ikke selv viste hvad grunden skulle være "det er skønt at havde en ven, som ikke er trist i det bare fordi man ikke vil kysse" sagde han og tog sin hånd til sig som lå rundt omkring ham, han begynde at gøre en hanekam af hans hår. og kunne ikke lade være med at smile af det "tror aldrig jeg har blevet så tæt venner med nogen før på så kort tid" sagde han og tænkte lidt over det og viste ikke hvis han skulle tælle Dean og Eolith med, men det var jo mere forelskelse