Alonealonealone - Davido.

Dato : Onsdag d. 24.Marts
Årstid : Sen vinter - tidlig forår
Vejr : koldt - og sorte skyer truer.
Tid : ca. 20.00
Omgivelser : Ingen at se i hvert fald?

Matthew gik og dagdrømte lidt. Han tænkte på sine venner i Leeds, og på hvor meget han savnede dem. De var der altid for ham, lige meget om han havde anfald eller ej. Det var der altid til at håndtere ham når ham blev ustyrlig, og også når han var den gode Matthew. De var hans rigtige, og eneste venner. Dem der var tilbage, efter alle de andre havde sorteret sig fra, gennem årenes løb. Hans blik vandrede blidt igennem skoven, sammen med hans krop, og han fokuserede på de mange skovlyde, der var hist og pist. Han udså sig et stort træ, og satte sig ved foden af det, og lænede sig op af det. Det var et stort, gammelt bøgetræ. Det udstrålede en vis værdighed, eller noget. Meget smukt. Matthew lukkede øjnene, og lyttede afslappet til dyrelydende - en lyd han elskede, da den var så fortryllende afslappende.

David gik ned af skov stien i et hurtigt tempo og havde begravet sine hænder dybt i jakkelommerne. hna havde været klog nok til at tage jakke på, men ellers havde han ikke taget det varmeste tøj på. den bidene kulde nappede ham på kinderne og på næsen. han var på ingen måde van til at være udenfor i kulde, da han bedst kunne lide at være i varme. pludselig fik han færten af et menneske og det fik ham til at sætte farten lidt ned. han så sig lidt omkring og øje på et menneske der sad under en af de store bøgetræer. han fik et venligt smil på læben imens han gik hen mod mennesket. han havde ikke tænkt sig at bruge sine evner endnu.

Matthew kunne svagt høre fodaftryk, mød den bløde skovbund, og åbnede automatisk øjnene. Han mødte et smilende ansigt, og et smil formede sig på hans læber, "Hej", sagde han lavt, dog energisk. Han kløede sig kort på halsen, og lagde hænderne i skødet. Hans blik kørte op og ned af denne fremmede dreng. Han var ikke grim - tværtimod. Dog så han meget speciel ud.. som om der var et eller andet anderledes ved ham, end der var ved andre drenge? Han fangede i hvert fald Matthews opmærksomhed - om det så var fordi de var alene inde i skoven, eller om det var fordi den nyankomne dreng var tiltrækkende, anede han ikke. Han trak sin hvide hue, lidt længere ned over ørene, og placerede hænderne i sit skød, endnu engang.

David stoppede og bukkede kort "hej du.." sagde han med et skævt smil og så venligt på ham. han elskede mennesker, de var som reglt altid så fredlige, især fordi de ikke dømte en fordi man var en bestemt race, udover når de så fandt ud af man var en eller anden sær race. han satee sig ned foran mennesket og studerede ham lidt med et betaget og nysgerrigt blik "træt?" spurgte han og snubbede hans hue, men smilte så drillende til ham for at hvise det var ren sjov. han var altid ret ligeglad med om det var en fremmede person eller en han kendte rigtig godt han snakkede med og lavede sjov med, da han mente at, den bedste måde at lære hinanden at kende på var at lave sjov og være sig selv.

Han smilte stort, da drengen satte sig foran ham. Det var dejligt at møde en udadvendt person, for det var ret hårdt at møde nye mennesker nogle gange - især når man var den mest udadvendte selv, så man nærmest skulle presse på, for at få en samtale igang. Han trak på skulderen, "Lidt.. Men det er nu ikke derfor jeg sidder her", han smilte svagt, og rødmede let - nogle folk synes det var en mærkelig hobby han havde, men det gjorde ham egentlig ikke noget. Det var jo smag og behag, som man siger. "Jeg elsker bare at sidde og lytte til naturen og dens beboere", han bed sig let i læben, og betragtede drengen. "Hey..", mumlede han, og holdte for sit hår, da drengen rev huen af ham. Han rodede vildt rundt i sit hår, så det ikke sad så 'hatte-flat'. Han grinte.

david elskede at møde nye personer, især når fok gad snakke. det gjorde det hele meget sjovere, men der var bare så mange der ikke var dem selb og altid prøvede at virke sejere en de var, men sådan virkede det ikke til at være med den fremmede dreng. han nikkede til de ting han sagde og smilte til ham "det er en fantastisk fornemmelse at sidde og lytte til naturen..det kunne jeg også få mange timer til at gå med.." forklarede han for at fortælle han var enig med ham. han tog huen ned over hovedet og grinte lidt "jeg kan godt lide din hue" sagde han med et muntert grin og lavede en baglæns kolbøtte, hvoefter han så på ham med huen ned over håret, så man lige kunne se hans øjne.

Matthews ansigt lyste op i et stort smil, "Synes du virkelig?", spurgte han glad. Det var ikke tit han mødte nogen der delte interesser med ham, "Ej, undskyld.. men det er bare ikke særlig tit jeg møder nogen, der kan lide det.. De fleste synes bare jeg er mærkelig, og har for meget fritid..", han sukkede, men smilte svagt. Det kunne vel egentlig også være fuldstændig lige meget, hvad de syntes, han syntes bare selv det var træls at blive dømt på den måde. Ligsom når folk fandt ud af han var biseksuel.
Han lo lidt højere, "Tak, jeg er også meget glad for den", sagde han grinene, og rystede på hovedet af ham.

David bikkede kort og betragtede ham i lidt tid "kender jeg godt..men det er en af de mest fredfyldte ting man kan lave..det er en fantastisk fornemmelse" sagde han imens han så på den fremmede dreng. han syntes allerede de var blevet venner selvom, de ikke engang kendte hinandens navne, men det var bare noget over dette menneske der fik det hele til at gå så godt. han tog stille huen af og undersøgte den ligt. han så på mennesket igen "det kan jeg godt forstå..det er en fin farve...og den klæder dig" sagde han venligt og rakte ham huen, imens han smilte til ham.

"Ja, det er det virkelig", sagde han og nikkede, mens han betragtede drengen, små-lege med hans hue. En fugl udgjorde et ordenlig fløjt, og han lukkede øjnene kort, for at nyde det. Et tydeligt bevis på at foråret er nær. "Ehmm", han kløede sig kejtet i nakken, "Hvad hedder du egentlig?", spurgte han nysgerrigt. Matthew ville jo gerne vide, hvad hans nye ven hed.
Han smilte, og tog langsomt imod huen, "Hvid?", han løftede brynet, "Klæder hvid mig?", spurgte han undrende, men han smilede stadig. "Plejer man ikke at sige at hvid ikke er en farve?", han små-lo ig rynkede panden, "Eller er det sort man siger det om?", han kom lige pludselig i tvivl. Han ville ikke sidde og tro at han var bedrevidende ind drengen, men han synes bare det lød lidt sjovt.

David nikkede kort til det første han sagde, nærmest for at afslutte lige den samtale. han lagde havedet på skrå, imens han studereede drengen med blikket og smilte skævt til ham. han rækte hånden frem så de kunne hilse ordenligt "jeg hedder David...og dit navn er?" spurgte han og smilte skævt lidt ham. et lille grin kom ud af ham over det den fremmede sagde, da dette emne somreglt var et emne folk havde delte meninger om "jeg mener hvid og sort er lige så meget farver som rød og blå foreksempelt.." forklarede han og kløede sig let i nakken "der er meget delte meninger om sådan noget" tilføjede han så. David syntes alle var kloge på hver deres måde, netop fordi at folk havde forskellige meninger om sådan set alt.

Matthew tog roligt fat i hans hånd, og klemte den blidt, "Davido", sagde han og lagde pres på do. Han smilte bredt, "Jeg hedder Matthew", han tog langsomt hånden til sig igen, og kiggede lidt på sin hue. Det var egentlig dejligt bare at have rodet hår, men alligevel ville hans bedstemor slå ham ihjel, hvis han havde røde øre, når han kom hjem. Han sukkede, og trak huen ned overhovedet, og ned over ørene - det så dumt ud, synes han selv. "Ja, du har ret..", han smilte stadig, "jeg er egentlig fuldstændig ligeglad.. En farve er en farve", han trak let på skuldrene, og smilte skævt. Det var dejligt at have sådan en afslappet samtale med nogen. "Og folk må vel synes hvad de vil", tilføjede han, og vidste at David ville være enig. Han kunne egentlig godt lide navnet, David.

David hævede det ene øjenbryn og smilte skælvt over det han sagde. han klemte blik igen og træk sin hånd til sig "Matthew...det er..et pænt navn" sagde han og lagde hoivedet let på skrå. han havde det som om han havde hørt det navn eller noget det lignede en gang, men han kunne ikke huske hvor fra. han rettede sig lidt op og nikkede til det han sagde "nemlig..en farve er en farve..men vi kan ikke undvære dem...de er vigtige" sagde han helt spontant og kom med et lidt fjovet smil. han kunne egentlig rigtig godt lide at snakke med hans nye ven. han virkede så fredlig og uskyldig og det var en ting David godt kunne lide "hver ikke ´bange for meninger..men for det meningsløse..som jeg plejer at sige" sagde han så og rejste sig op. han rækte drengen sin hånd for at hjælpe ham op og stå.

Matthew rødmede let. Det var så typisk ham at rødme over ingenting, men det var der altså ikke noget at gøre ved. "Tak?", sagde han en smule spørgende, men dog smigret. Han studerede hans hovedstilling, og undrede sig. Mon de havde mødt hinanden før, siden David kiggede sådan på ham? En tanke skød op i ham; Hvad nu hvis David engang havde set ham, få et anfald?! Det ville jo besvare, hvorfor Matthew ikke havde set ham før, og at David muligvis havde set ham. Men Matthew kunne jo også tage fejl? Det kunne jo også være at han bare betragtede ham? Han droppede tankerne. Han kunne godt lide at snakke med David, så gad ikke lade sig gå på af alle hans naive tanker. Matthew nikkede små-ivrigt til det David sagde, og gentog ham; "Vær ikke bange for meninger, men for det meningsløse", hans ansigt lyste op i et gigantisk smil, "Det lyder jo skidegodt.. Smukt sagt, David", sagde han ivrigt, og tog fat i hans hånd, og trak sig selv op. "Hvad skal vi?", spurgte han spørgende, og rynkede panden; Det var da ikke sikkert at de skulle noget. Det kunne da bare være at David skulle noget? Men alligevel, hvis det bare var David der skulle noget, hvorfor i alverden trak han så Matthew med op?

David nikkede kort til hans tak og tænkte ikke meget over at Matthew rødmede. rødmen var i David's verden bare et tegn på smigr og glæde over en kompliment og derfor helt normalt ting at gøre. han var slet ikke sikker på hvor han havde hørt navnet før, men han tænkte dog heller ikke så meget over det og så alliugevel for navnet blev ved med at ligge i hans baghovede, som om det var meget vigtigt. David stirrede lidt overrasket på drenges reagtion over han citat, men kunne ikke lade være med at grine lidt af det "godt du kan lide det...og tak" sagde han med et glad smil på læben over at menneskets begejstring. David slap ikke med det samme drengens hånd, da han var kort var kommet ind i sin lille drømme verden og betragtede drengen lidt imens. han slap så hans hånd "hvad vi skal...jeg tænkte at jeg ville til at hjem..og måske invitere min nye ven med mig..jeg savner lidt selvskab" sagde han imens han søgte efter hans øjne. David håbede på drengen ville med for han kunne godt lide at være i hans selvskab.

Han lagde mærke til at David var lang tid om at slippe hans hånd, og han smilte fjoget til ham. Han var vidst gået i staver, eller noget, for han stod bare og stirrede. Matthew nikkede bare, og kom lige pludselig i tanke om en sang, og begyndte at vippe med hovedet, og nynne lidt. Han nynnede den der Dry Lips ad Dúné. Det gik op for ham, hvad han stod og gjorde, og lukkede hurtigt munden i, "Ups", mumlede han, og mærkede rødmen blusse op igen. Han var egentlig ligeglad med at han nynnede, men det var mere det at det bare sådan var kommet ud af den blå luft.
Matthew smilte skævt, og gengældte Davids blik, "Joda, det kunne være hyggeligt", sagde han og smilte stort. Han mærkede lige på sin lomme om pillebeholderen var der, og det var den heldigvis. Han var glad for at være blevet inviteret hjem til sin nye ven. Han følte at de havde haft en god connection lige fra starten af, hvilket altid var et godt tegn for et venskab. Men han skulle stadig være beredt på et anfald.

David lyttede til hans nynnen og genkendte sangen. han smilte skævt over hans ups og betragtede kort hans rødmende kinder. han kørte rolig en hånd igennem sit hår og strækte sig lidt efter "ja..meget hyggeligt..håber ikke du har noget imod store huse" sagde han og begyndte at gå. han ventede lidt på drengen, så han ikke bare lige ville blive væk. det var ikke så tit han inviterede nogle med hjem, da de fleste bare ville blive forarvet over hvor mange penge han havde og hvor stort hans hus var og andre ville så kun være hans ven fordi de ville havde hans ting. det var noget han tit havde oplevet og derfor inviterede han sjælent folk med hjem, men det var som om at denne Matthew var anderledes, så han tænkte det nok ville gå "hvor gammel er du egentlig?" spurget han så af ren nysgerrighed.

Matthew rynkede panden, "Nejda, hvorfor skulle jeg have noget imod store huse?", spurgte han, og smilte skævt, og klukkede. Matthew fulgte efter ham, og gik en lille smule lallende. Nogle gange var han et stort legebarn, og hans humør var vidst lidt.. barnligt lige nu. Han regnede - og håbede - ikke på at David var imod hans barnlige særhed. Han kløede sig lidt i nakken, under huen, og kiggede op på David, "Lige fyldt sytten", sagde han som om han var stolt. Han gad egentlig ikke vokse op - han havde ikke noget imod at være ung, tværtimod. Et evigt liv som ung, var fristende, men desværre umuligt - så vidt han vidste. "Hvad med dig?", spurgte han nysgerrigt, og kiggede stadig på ham.

David træk på skuldrende og så lidt frem "det kunne jo godt være...man ved aldrig" sagde han og ville egentlig ikke dyber ind på emnet. han så lidt på hans barnlige sind og syntes blot det var sjovt og hyggeligt han stadig turede han være barnlig. han var selv barnlig nogle gange. det var en vigtig ting at kunne efter Davids mening "okay..jamen tillykke med dig så..så skal du da have en fødselsdags gave" sagde han muntert og begyndte at overveje en gave til hans nye ven. godt nok havde de lige mødt hinanden, men derfor fortjente Matthew stadig en gave efter Davids mening. han drejede halvt rundt, så han gik baglæns og så på drengen med et glad smil "jeg er også sytten...jeg har så været det i noget tid" sagde han med et lille grin og så på ham med et venligt blik.

Matthew smilte, "Jeg er sådanset ligeglad med hvordan dit hus er.. Så længe jeg kan lide ejeren, er resten vel lige meget?", sagde han, og synes det virkede indlysende.
Han kluklo, "Tusind tak, det er et par uger siden", sagde han og smilte skævt. "Men det er ikke fordi jeg går sindsygt meget op i, hvor lang tid jeg har været det.. En alder er vel en alder?", han trak på skuldrene, og synes igen han lød ret klog, hvilket han var stolt af, da folk tit så ham, som ret skør. Han havde ikke noget imod at være skør, men han ville også gerne være klog. "Og nej, jeg skal ikke have nogen fødselsdagsgave, jeg har fået", sagde han på rystede på hovedet af ham, men smilede stadig.
Han betragtede hans lille turn-around, "Okay, hvor lang tid har du så været det?", spurgte han drillende, da det egentlig var fuldstændig lige meget.

David så på ham og grinte lidt "sandt nok...kan du så lide ejeren" spurgte han, mest bare for høre ham sige det. han regnede med at Matthew kunne lide ham bare lidt siden han gad at følge med. det ville jo være mærkeligt hvis man gik sammen med en man ikke kunne fordrage. han nikkede stille og betargtede ham lidt "så lidt...og ja det er bare en alder...det er ikke noget vigtigt" sagde han roligt og vidste godt at det nok var mindre vigtigt fordi han selv var dæmon. han havde altid været dæmon, så han var ved at nå sin ændelige krops alder, så han regnede med at han ville ligne en på sytten i al evighed, så alder gik han slet ikke op i på nogen måde. hvor et menneske jo blev ældre og ældre og der ville alderen jo betyde mere. han mente dog at fødeselsdags gaver var vigtige selvom der måske var gået nogle uger "jeg vil altså give dig en gave...og du kan ikke stoppe mig" sagde han betsremt og smilte drillende til ham "i et stykke tid...siden febuar...så ikke meget længe" svarede han og gik forsat baglæns.

Matthew grinte med, "Selvfølgelig kan jeg da det", sagde han, og hans skuldre dirrede lidt. Fordi han grinte halv-snublede han, og lavede en mærkelig grimasse, "Hov..", mumlede han, da han fandt balancen igen, og kløede sig kejtet i nakken, mens han - igen - rødmede. Den rødmen begyndte at irritere ham.. meget. Han smilede venligt, og glad til David. Selvom at man vel altid smilte glad, når man smilte? Og dog, hvis man smilte falsk, så man jo ikke glad ud.
Han sukkede og rystede på hovedet, "David.. du skal ikke give mig noget", insisterede han, "Arh, det skal du nu ikke være så sikker på"; sagde han og smilte drilsk.
Matthew undrede sig lidt over, hvordan David kunne blive ved med at holde balancen, og overhovedet lade være med at gå ind i noget, nu når han gik baglæns, som han efterhånden havde gjort et stykke tid. "Så er vi næsten lige gamle", sagde han ivrigt.

David smilte skævt og nikkede kort "godt..det er jeg glad for" sagde han med et smil og studerede ham lidt med blikket. han stoppede kort da han var ved at falde, men gik så videre baglæns og holdte nu lidt bedre øje med ham "du skal passe på du ikke falder..du skal jo ikke komme tilskade" sagde han venligt og med et lille bekymret undertone. han ville helst ikke havde folk kom til skade og især ikke hans venner. David nikkede bestemt og virkede meget beslutsom "jeg vil have lov til at give dig en gave og der er ikke noget du kan gøre ved det..for jeg bestemmer over mine penge og hvad jeg skal bruge dem til" sagde han bestemt, men smilte fjollet efter. det var jo ikke fordi han manglede penge, så han ville gerne bruge penge på menneske drengen. han havde intet problem med at gå baglæns, da han jo var mere elegant i sin gang på grund af han var dæmon "det er vi nemlig.." bekræftede han med et nik og smilte stort lidt ham.

Matthew små-lo, "Jaja..faaar", mumlede han og snakkede i en drillende tone. Selvom det var helt normalt for folk at være bekymret, så lå det meget naturligt til forældre at være det.. Sådan da. Hans egen far, var tilsyneladende ikke særlig bekymret for Matthew, da han drak sig fuld, og da alkohollen en dag tog over, og Matthews far voldtog ham. Hans ansigt forvrængede sig trist sammen. Det var ikke rart at en man burde kunne stole på, gjorde sådan noget. Ens egen far. Sjovt nok, tog politiet det mere alvorligt når de var piger der blev voldtaget, men det var da lige så forfærdelig for en dreng, som det var for en pige. Selvom en pige selvfølgelig kunne blive gravid af det. Det irriterede ham at han blev påvirket af det, da han normalt ikke lod sig påvirke at sådan en kommentar.
"Det er tanken der tæller, David", sagde han lidt efter, og smilte svagt, "Du behøves ikke at give mig nogen gave, om du så har penge eller ej", sagde han, og fortsatte med at gå.

David grinte først af det han sagde, men da han så at drenges blik blev mere trist, blev han stille igen og hans smil forsvandt helt. han kunne ikke lide når folk havde det skidt eller var trist over nået. han forsatte lidt med at gå baglæns "jeg hat lyst til at give dig en gave...så jeg giver dig en gave" sagde han roligt, men uden at smile eller noget. han kunne ikke glemme hans triste ansigt og det fik ham til at stoppe op. han gik ind for an ham "hvorfor blev du pludselig så trist?" spurgte han forstigtig om og håbede ikke at han trangte sig på. han ville ikke tvinge Matthew til at fortælle det, men han håbede dog på at mennesket stolede nok på ham til at fortælle.

//undskyld det ik elige blev så langt//

Han holdte det svage smil, "Jamen.. Jeg har ikke noget at give igen..", mumlede han og kiggede lidt ned i jorden. Han var ikke fattig, men han ville aldrig kunne give David den gave han fortjente, det vidste han allerede, da David - så venlig og åbensindet, som han var - fortjente det bedste af det bedste, og så mange penge havde han altså heller ikke. Han kiggede op da David stoppede, og sukkede. David havde set ændringen i hans ansigt. Det var ikke fordi han ikke stolede på David til at fortælle ham det. Men han skammede sig over det. Matthew vidste jo ikke at David også selv var blevet seksuelt misbrugt af mænd. Han sank en klump, og kiggede ud til siden. Han vidste ikke rigtig om han skulle fortælle alt der var sket - og grundende - eller om han bare skulle fortælle at han var blevet voldtaget. Og når han så havde fundet ud af hvad han skulle fortælle, så vidste han heller ikke hvordan han skulle fortælle det. For selvom det var hårdt for Matthew, ville han ikke have medlidenhed.. Han var egentlig træt af at folk altid tuttenuttede omkring ham, både pga. hans irriterende anfald, og hans dumme fortid.
Han sukkede igen, "Jeg kom bare til at tænke på min far.. og på den gang han..", han sank endnu en klump, "voldtog mig..", en tåre vovede sig frem i hans øje, og trillede langsomt ned af sin kind. Han turde ikke kigge på David, for han følte sig svag lige nu. Meget svag.

//Helt okay.. Du emner jo også på døgnkræft xD//