Alonealonealone - Davido.

Matthew bed sig hårdt i læben, mens han kiggede afventende på David. Han forsøgte at lade være med at se så skræmt ud, men kom istedet for at vide ret hårdt i hans læbe. Han ømmede sig lavt, og tog sig til læben, med den frie hånd. Han rystede på hovedet, for at vende sin koncentration mod David igen. Han lyttede tavst til hvad han sagde, og da ordende efterhånden kom frem, gispede han. David kunne virkelig godt spise ham.. Han kunne tage hans sjæl. Eller hvad? Var det ikke noget med at dæmoner kun spiste rene sjæle? For i så fald ville David ikke kunne lide Matthew, da han var alt andet en ren. Han nikkede. Tanken skræmte ham alligevel ikke så meget, som den gjorde i starten. Det med sjælen trøstede ham lidt.. Men alligevel, tanken om at David gik og sugede sjæle ud af uskyldige folk var ubegribelig.
Han smilte svagt - en lille smule usikkert - til David, men havde stadig et nogenlunde roligt blik. Han skævede ned til deres hænder et par gange, men holdte blikket mod Davids øjne, og trådte lidt tættere på, så han ikke stod med strakt arm længere. "Det lover jeg..", sagde han, og han mente det.

David så at Matthew tog sig til læben og blev kort lidt bekymret for om han var okay. han så ned i jorden da Matthew og lukkede øjnene hårdt sammen. tankerne fløj rundt i hans hovede i ren frygt for at Matthew ikke ville være i hans selvskb mere og bare ville løbe rundt. han var også bange for hvis dette menneske faktisk accepterede ham som han nu var at han en dag skulle se ham stjæle en sjæl fra et menneske. godt nok tog han mest sjæle fra dyr, men han havde oplevet at han ikke havde taget sjæle i noget tid og sulten så tog over. det gik udover en uskyldig pige og David fortrød det lige efter. han kunne knap nok klare at tage sjælen fra et dyr og det gjorde hele lidt svære på David. han så op på Matthew og så det svage smil. det gjorde ham meget mere lettet, godt nok var det et svagt smil, men det var et smil og det var nok nok for David. han så lidt ned på deres hænder og tøvede kort med at slippe, men han tog sig sammen og slap hans hånd, da han ikke stod med strækt arm mere "godt...tak skal du have...og tak fordi du acceptere mig..det betyder meget" sagde han med et lille nok og mente alt hvad han sagde. han så ind i hans smukke øjne og smilte lidt. David kunne næsten ikke vænne sig til at dette søde og smukke menneske havde accepteret ham.

Matthew mærkede at David slap hans hånd, og Matthew kunne mærke en lille smule skuffelse, men han lod sig ikke gå på af den. Hans smil blev en lille smule bredere - kun en lille smule - og han nikkede svagt, "David.. Selvom vi ikke har kendt hinanden i særlig lang tid, så holder jeg af dig.. Og du har accepteret mig, hvilket betyder alverden for mig. Og desuden.. hvor slemt kan det der dæmon-værk være?", han prøvede at lette stemningen lidt. Selvfølgelig vidste han at det var meget slemt, og at David sikkert havde det dårligt over at være det - det var i hvert fald det han kunne se i hans blik - men han ville bare hentyde til at det ikke ville påvirke hans mening om ham. Matthew havde vildt mange spørgsmål dertil, men han turde ikke rigtig spørge - ikke i frygt for at David ville gøre ham noget, men i frygt for at Matthew skulle blive endnu mere skræmt, dømme ham, eller få et væmmelses-udtryk i ansigtet. Han ville for alt i verden ikke såre sin nye ven, og hvis der skulle en lille, hvid løgn til, måtte det vil være det.

David så på ham med et lille smil og bukkede nærmest som tak "tak...jeg holder også meget af dig Matthew og jeg er ked af jeg ikke har virket som om jeg har stolet på dig...for jeg stoler på dig især nu..og det det dæmon værk...kan være slemt..men jeg har ikke prøvet at være andet så jeg har lært at styrre mig og jeg kan nogenlunde leve som et normalt menneske" sagde han og havde det allerede meget bedre med at havde sagt det til Matthew. det var en befrielse at kunne være så ærlig over for mennesket og det gjorde det meget nemmere at snakke med ham. sådan havde David det hvertfald. han rettede sig lidt op "hvis der er noget du vil vide..så kan du bare spørge..jeg vil svare sandfærdigt for alt du siger" sagde han ærligt og ville bare gerne vise hvor meget han stolede på Matthew. selvom han allerede havde hvis en stor tiltro til mennesket ved ast fortælle ham at han er en dæmon. han så sig kort over skuldere en og tænkte lidt "men først...kan vi ikke lige tage hjem til mig..bare hvis der er nogen andre inærheden.." forslog han og så på Matthew med et mere roligt blik.

Matthew smilede, og klukkede lavt over hans højtidelig buk, "Det er jeg glad for, David.. Og det er helt okay, jeg forstår det meget bedre nu..", han smilede stadig, men valgte ikke at svare på det sidste, omkring at det at være dæmon var slemt, da han allerede vidste det, men ikke gad diskutere det. han nikkede bare, og var taknemmlig for at David havde fortalt det, da det virkelig vidste at han stolte på ham, og nu forstod han ham meget bedre. Han nikekde igen, "Jo, lad os gå hjem til dig.. Det var vi jo begyndt på for et stykke tid siden, etferhånden", han begyndte at gå, men kiggede bagud, for at vente på David. Han kom i tanke om et spørgsmål, som nok ikke var så farligt at spørge om, i fald der var uvelkomne lyttere hos dem. Han kiggede op på David, men vidste ikke om det ville lyde mærkeligt, at en dreng sagde dette til en anden dreng. Matthew vidste jo ikke om David var hetero, homo eller biseksuel.. Eller andre former for seksualiteter, men han var nysgerrig. Han kiggede frem for sig, men skævede kort over til ham, og rødmede let, og kiggede så frem for sig igen. "Ehmm", han rømmede sig, "Med hensyn til", han kiggede sig hurtigt omkring, "Dæmoner", hviskede han, "er de så smukkere end normale mennesker, som mig?", han snakkede i normal højde igen. Det var rent faktisk en kompliment til David, men han holdte den diskret, da det ville være pinligt hvis David feks. var homofob.

David hørte han klukken og syntes den var sød høre på. han så på ham og nikkede stille "godt..alt det fint så" sagde han og sukkede lettet igen. han skulle lige vænne sig til at han ikke behøvede holde noget hemmeligt og at det ikke var nødvendigt at skjule noget for ham . det var faktisk en lidt sjov fornemmelse at vide Matthew vidste hvad han var og at han bare accepterede det så nemt. det var måske en smule naivt. ikke fordi David ville udnytte det på nogen måde, men han kunne ikke lade være med at tænke på hvis Matthew mødte et af de andre væsner eller en anden dæmon som måske ikke var så venlig og fredfyldt som DAvid selv var. hvad kunne der så ske med Matthew. den tanke kunne David slet ikke klare og det gjprde ham lidt bekymret "ja det er rigtigt...men der er heller ikke så langt til havnen her fra...så vi er der også snart" sagde han med et lille smil og betargtede Matthew lidt, hvorefter han hurtigt gik med så han kom op ved siden af ham. han klædede sig faktisk til at vise mennesket sin villa, sda han var lidt stolt af den. han så på ham med et venligt blik og lyttede til hvad han sagde. han betragtede hans rødmen lidt og syntes det var sødt "hmm...altså i menneskes øjne vil en dæmon være smukkere end et menneske..men i en dæmons øjne vil det ikke rigtig gøre nogen forskel..efter min mening hvertfald.." forklarede han og håbede Matthew forstod hvad han sagde. han tønkte lidt over spørgsmålet igen slevom han havde svaret og kom til at tænke på det kunne være en kompliment, men han ville ikke tage det som en hvis det nu ikke var en.

Matthew kiggede op på ham, "Havnen?", spurgte han forbløffet, "Bor du på havnen?" Matthew var henrykt - han elskede havet.. vand generelt.
Matthew rødmede stadig, og kiggede hvor han gik, "Nårh.. Du har ret", sagde han, og hans kinder blussede endnu mere op. Han mente at David havde ret i at dømoner - eller i hvert fald David - var smukkere end et almindeligt menneske.
Han tænkte lidt over hvad han skulle spørge om, når de kom hjem til David, men det tog lidt tid for ham at formulere spørgsmålene inde i hovedet. Han tænkte blandt andet på om der mon var andre end ham - eller måske flere overnaturlige væsener? Et billede kom frem på hans nethinde; En fe der red på en enhjørning nede ved havnen, hvor der pludselig kom en Dracula-lignende skikkelse hen, og bed feen. Matthew blev forskrækket over denne pludselige vampyr i hans tanker, og kiggede op på David? "David", spurgte han forfærdet, "Findes der vampyrer?", det var egentlig bare et impulsivt spørgsmål, og han regnede ikke med at svaret ville være ja, da det gik over hans grænser, hvis der fandtes vampyrer.

David nikkede kort og grinet lidt af hans forbløffelse "jeg bor i et ret stort hus..en villa om man vil..med en fantastisk udsiigt til havet...et smukt sted at bo" fortalte han og kunne egentlig ret godt lide sit hjem. han lyttede til hvad han sagde og så på hans røde kinder. han smilte skævt "øhm...undskyld, men mener du at du synes jeg er...øhm smuk?" spurgte han så for at være sikker på at han ikke havde misforstået Matthew. han kunne dog mærke at hans egne kinder blev en smule varme, da han ikke rigtig var van til den kompliment. han betragtede mennesket lidt og fik øje på flere og flere af hans smukke træk. han kunne godt lide Matthews udseende, han var meget smuk af et menneske at være. han stivnede kort i kroppen, da han nævnte vampyre og hanovervejede om han skulle fortælle sandheden. han tænkte så på han jo faktisk havde lovet at fortælle sandheden "øhm...ja..der findes vampyre...der findes flere forskellige race eller væsner en du tror...det er ikke kun dæmoner" indrømmede han og var lidt nervøs for Matthews reagtion.

Matthews smil blev bredere, "Virkelig? Du viser mig rundt.. Gør du ikke?", hans smil var stadig stort, og hans stemme var ivrig. Hans øjne lyste, men han håbede ikke at David troede at han bare var sammen med ham, fordi han havde et sort hus, med smuk udsigt - ergo mange penge.
Matthew kiggede på ham, da han undskyldte, men kiggede hurtigt væk, da han spurgte direkte, "Ehmm..", mumlede han, og kløede sig kejtet i nakken, "eh.. altså.. ja?", han håbede virkelig ikke at David blev frastødt af ham, fordi han jo egentlig lagde an på en dreng, hvilket betød at han også var til drenge. Han bed sig i læben, og kiggede frem for sig, mens de gik.
Matthew kiggede forfærdet over på ham, da han sagde ja til at vampyrer fandtes. Dette havde han godt nok ikke regnet med. Han sænkede farten og man kunne se i hans øjne, at være tusinde spørgsmål, væltede frem i hans lille hoved. "G-gør der?", stammede han, som det eneste han kunne få ud.

David grinte lidt af han begejstring og rystede lidt på hovedet af ham "mmh..jo jeg skal bnok vise dig godt...bare du kan holde til at se på en masse kunst for mit hjem er fyldt om med det" sahde gan med et lille grin og smilte glad. han så lidt frem og lyttede til han tilståelse og så på ham med et utydeligt blik "virkelig?...sjovt...det har jeg ikke rigtig fået afvide før" sagde han og følte sig meget smigret "tak.." tilføjede han s og bed sig lidt i læben. han havde intet imod at få komplimenter fra en dreng, da han jo selv vartil drenge, men på vise punkter var han ret genert og det var det når det hanlede om et sige søde ting om andre, så det gjorde han ikke så tit. selvom han godt kunne tænke sig at sige til mennesket at han syntes han var smuk for det syntes han virkelig. han sænkede selv farten lidt, da han gjorde og bed sig hårdt i læben. han så på ham og kunne godt se han ikke var særlig glad for at vide der fandes andre racer "ja...men de er ikke som dem i historierne...jeg kan forklare dig det når vi kommer hjem til mig..hvis du vil vide det selvfølgelig" forslog han og tænkte lidt over det. han tog så Matthew's hånd og gav den en beroligende klem.

Matthew smilede stort, "Kunst er smuk", sagde han ivrigt, ".. det mest i hvert fald", tilføjede han, og trak på den ene skulder. "Men jeg er ligeglad.. Som sagt; så længe jeg kan lide ejeren, er det vel lige meget", han smilte stort til David. Selvom de gik ved siden af hinanden, fulgte Matthew, Davids bevægelser, da Matthew stadig ikke var helt god til at finde rundt i Wereclare. Hans kinder var stadig lyserøde, men han var glad for at David ikke blev frastødt. Hvem vidste, måske var David også til drenge? Han smilte bare svagt, som svar på hans kommentar og tak. Han vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle sige. Han gik stadig langsomt, men havde ikke lyst til at stoppe.. For jo hurtigere de kom hjem, jo hurtigere kunne Matthew få svar på alle sine spørgsmål. Han nikkede svagt, og smilte da han klmete hans hånd. Han fulgte med, og kunne godt lide den tryghedsfornemmelse af at holde ham i hånden. Matthew satte langsomt farten op.

Davidnikkede kort "jep..kunst betyder meget for mig..det for en til at slappe mere af" sagde han med et glad smil og betragtede Matthew lidt imens "jeg kan godt lide den logik...så ved jeg også at du vil være sammen med mig fordi du kan lide mig og ikke bare fordi jeg har penge..og det betyder altså meget" sagde han taknemmleigt og vendte blikket frem. han holdte forsat om hans hånd, da han faktisk ret godt kunne lide at hodle mennesket i hånden. så han var bare glad for han ikke træk hånden væk. David så havnen lidt længere fremme og fik hurtigt øje på noget ag hans hus. allerede den lille smule man kunne se fra huset. klunne man se at selve huset også lignede et kunstværk, da det havde mange sjove vinkler og former. David havde fået lavet huset specielt til sig selv, men ikke fordi han ville plarre sig med sine penge, men fordi han bare gerne ville havde noget personligt og unikt "der er mit hus så" sagde han da huset kom helt til syne og det var tydeligt at det ikke var noget almineligt hus "du er ikke bange for hunde vel?" psurgte han så og så på Matthew med et varmt smil.

"For mig betyder penge intet..", sagde han, "man kan overleve på kærlighed", sagde han poetisk, og smilede. Han mente ikke at han var forelsket i David, da der fandtes mange slags kærlighed, og han havde også en kærlighed til David, bare mere venskabeligt. Han klemte blidt hans hånd igen. Alt det der med dæmon skræmte ham ikke så meget længere. Mere det med vampyrer.. Især hvis de var ligsom de oprindelige vampyrer fra de gamle myter og historier. Men han ville vente med at spørge, til de kom hjem til David. Matthew kiggede lidt rundt, og kiggede så over mod huset som David pegede på. Han måbede og kiggede på det med store øjne, "Wauw", hviskede han. Så mange penge havde han ikke troet at det var muligt at have - især i så und en alder, som David havde. Da han kom sig over synet af de smukke hos, kiggede han smilende på David, "Nej", Matthew havde altid godt kunne lide hunde. Men hans bedstefar var allergisk, så de havde ikke mulighed for at få en.

David lyttede til hvad han sagde og smilte lidt af det "du er helt ret..penge er overflødigt..." sagde han glad og kørte en hånd igennem sit hår. han tænkte lidt overd et han skulle fortælle om de andre racer, han ville jo ikke skramme Matthew væk, men han ville også fortælle sadnheden, så mennesket vidste hvor farlige de kunne være. han så lidt på det store hus og lagde hovedet på skrå. han grinte lidt af hans 'wauw' og rystede stille på hovedet af ham. David stoppede ved døren og lette lidt efter sine nøgler i de forskellige lommer "godt..får jeg har en menneske glad hund..Bailey..hun elsker ny mennesker og er meget kælen" fortalte han med et lille grin og fandt så nøglerne. selve døren lignede et kunstværk. David låste døren op og man kunne med det samme høre han glad hun gø på den anden side af døren. han var glad for Matthew kunne lide hunde, for der var så mange der ikke kunne og bare ignorerede Bailey og det syntes David var syn. han åbnede stille døren og hunden løb ud og snusede med det samme nysgerrig til Matthew.

Matthew smilede stort til ham, "Bailey", gentog han, og kiggede på David, "Sødt navn". Var der ikke også en form for alkohol der hed Bayley eller Bailey? Han overvejede det lidt, men blev distraheret af den flotte hus, og hundens gøen indendøre. "Jeg elsker hunde", sagde han smilende, "Så jeg har skam ikke noget imod dem". Matthew lo, da Bailey snuste til ham, og aede for den. "Årh, hvor er den kææær", mumlede han, og var helt betaget af de bette hund, der logrede omkring ham og snuste. Han kløede den bag øret og rejste sig op, for at gå ind i det store smukke hus. Han kiggede måbende frem for sig, da han trådte ind. "Du har virkelig et smukt hus, David", sagde han og kiggede over på ham. Han vidste ikke rigtig hvor han skulle stille sine sko, eller sin jakke, så han ventede bare på at David tog sit overtøj af.

David smilte glad tilbage og nikkede kort "tak...det var en der hed kristy der fandt på det" sgade han med et lille skulder træk og kunne slev meget godt lide navnet "så er ja vi to" sagde han da han også elskede hunde. han syntes det var et morsomt dyr som var utrolig sjovt at snakke og lege med. han så lidt på Bailey da hun nærmest overfaldede mennesket, men DAvid blev dog lettet da Matthew kunne lide hende "godt du kan lide hende...for hun kan vidst også godt lide dig" sagde han med et lille grin og smilte lidt. det var tydeligt at se på Bailey hun kunne lide Matthew for han luntede rundt om ham hele tiden. David gik ind efter mennesket og hunden og lukkede døren efter sig. han skubbede sine sko af "tak skal du have...bare vent til du ser stuen det er det rum jeg er mest glad for..der er en fantastisk udsigt" sagde han begejstret og smilte glad. han tog sin jakke af og smed den bare på gulvet "bare smid dit over tøj her er helt rent..der blev gjort rent igår" sagde han og åbnede døren ind til stuen. stuen var utrolig smukt indrettet og det var kunst over alt. møblerne så ud til at være meget dyre dessigner møbler, men det betød egentlig ikke ret meget for David. det der betød meget var væggen ud til havet som ikke rigtig var en væg, men et stort vindue, så udsigten var utrolig smukt

"Kristy?", spurgte Matthew. Matthew kendte jo Kristy rigtig godt - muligvis bedre end David. Han smilte da han hørte hendes navn, og en kildende fornemmelse gik igennem maven. Matthew sparkede også skoene af, og brugte foden, til at skubbe hans sko over til Davids sko. Han var ikke vant til at være hjemme hos andre, så han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Han smed forsigtigt jakken på Davids jakke, og aede ved Bailey, på vej ind i stuen. Han kiggede op, da han trådte ind i dette smukke rum. Han var målløs. Der var så mange nye indtryk inde på det værelse, at det tog tid at sluge dem alle, "Det er jo.. fantastisk", sagde han lidt efter og smilte stort. Han turde ikke lukke øjnene, da han var bange for at misse en smuk detajle.

//Undskyld længden )://

David nikkede kort "jep jeg mødte hende kort nede på havnen for noget tid siden...meget sød pige..har godt nok ikke set hende siden" sagde han og så op Matthew "du kender hende måske?" spurgte han nysgerrigt og smilte skævt til ham. han så lidt i rummet og tænkte lidt over det han sagde "tjo...det er meget fredfyldt at være i...jeg elsker kunst og hav udsigten...det for mig til at slapp godt af..." fortalte han og stirrede lidt fraværende ud på havet, men der gik ikke ret lang tid før han kom til sig selv og et gæad smil tegnede sig på hans læber. han betragtede Matthew lidt imens han stod der og betragtede rummet. David tænkte ikke så meget over at det virkede dyrt hans hjem, for det betød meget for ham da det jo var nærmest hans tanker.


//gør intet mit var ikke meget bedre --'//

Matthew smilede, "Ja, jeg kender hende godt", han rødmede let, men regnede ikke med at David lagde mærke til det, "meget sød", sagde han stille, mest til sig selv. Matthew gik tryllebundet ind i stuen, med et stort smil, "Da du sagde du havde mange penge..", begyndte han, "der havde jeg ikke regnet med at du havde SÅ mange penge.. Hvor har du fået dem fra?", spurgte han nysgerrigt og kiggede på David. Han kunne ikke forestille sig at David havde tjent så mange penge, pga. et fritidsjob, men hvor havde han så fået dem fra? Mon hans forældre var rige? Eller havde han mon stjålet dem? Matthew kunne ikke forestille sig David være en tyv, så den tanke slog han hurtigt væk. En ny tanke slog ham, "Ehmm.. David?", han kløede sig let i nakken, "nu hvor vi er her kan vi vel snakke om.. dæmoner.. ikke", han kiggede op på David, og glemte alt om Bailey og det flotte hus, "For eh.. hvor lang tid lever sådan nogle.. dæmoner?", han snakkede med en nervøs undertone. Han vidste ikke rigtig om hvilken slags dæmon han var.. for der var mange sagn hele verden over.

David nikkede og smilte lidt over at han rødmede, for det havde han opdaget "så behøver jeg jo ikke fortælle om hende" sagde han og kunne godt se på Matthew at han nok ikke kun følte venskabeligt for den pige. han elskede at se folk være forelsket, men han havde selv aldrig været forelsket i nogen, men det påvirkede ham ikke rigtigt. kærlighed betød meget for David, men der var jo mange former for kærlighed. han lyttede til Matthews stemme og tænkte lidt over hans spørgsmål om hvordan han kunne få rådtil det "øhm...jeg er blevet en rimelig kendt skuespiller både i film og i teater så jeg tjener rimelig godt" sagde han og så var der jo også lige det han ikke behævede nogen form mad og drikkelse, så der sparkede han mange penge. han så på Matthew og lyttede til hvad han nu spurgte om og overvejede sit svar lidt "hmm dæmoner..vi lever evigt...nogle starter med at være et menneske og bliver så forvandlet til en dæmon og ældes så ikke...jeg blev født dæmon..og nu er jeg nået den alder hvor jegh ikke komme til at blive ældre..så jeg vil være evig ung" fortalte han og vidste godt han besvarede lidt mere en spørgsmålet, men han sagde egentlig bare hans tanker.

Matthew spærrede øjnene op, "Er du skuespiller?!", han kiggede måbende på ham, og rødmede så. Det var lidt pinligt at Matthew ikke kunne genkende ham, men på den anden side, så Matthew heller ikke særlig meget tv, eller særlig mange film, generelt. Han havde godt nok været i teateret i Leeds, men han regnede - og håbede - ikke på at David havde spillet der. Hvorfor skulle David også spille i Leeds i England.. Han ville ikke kunne få så mange penge, hvis han ikke var berømt. Og berømte ville da overhovedet ikke spille skuespil i lille Leeds. Matthew smilte, og droppede alle hans mærkelige tanker. David overraskede ham hele tiden. "Det må jeg sige..", sagde han og nikkede anerkendende.
Matthew lyttede tavst, og opmærksomt på hvad David sagde om dæmonerne. Først skræmte det ham lidt. "Hvordan forvandlet?", spurgte han små-forfærdet, men da David nævnte at han var evigt ung, glemte Matthew alt andet; "Evigt ung?!", udbrød han, "Seriøst? Hvor sejt!", Matthew var helt oppe at køre. Men alligevel; en evighed måtte være lang tid.. Man ville jo se alle sine elskede dø, og desuden havde Matthew en forfærdelig sygdom som han ikke selv ville kunne leve med, i en evighed.

David grinte lidt af hans reagtion "ja jeg er skuespiller..." sagde han glad og smilte glad. han var egentig ikke typen der prallede med at være skuespiller eller berømt. bare han kunne lave det han syntes var sjovt var alt godt i hans verden. han var ligeglad med hvor stor stedet var han spillede skuespil eller hvor mange der kom der, men efter han var blevet så berømt, så fik han så mange tilbud fra storesteder så det var dem han kunne vægle. han fik ikke nogle tilbud fra de mindre steder længere, da de nok troede han ikke gad, men det ville han nu godt. dog havde han aldrig spillet skuespil i englen eller andre lande for han havde aldrig været i udlandet "det er ikke så stort" sagde han med et lille skulder træk og smile skævt. David's smil forsvandt dog igen, da han hørte Matthew's reagtion på det med dæmoner "altså...en dæmon kan forvandle mennesket ti en dæmon ligesom en vampyr kan forvandle mennesket til vampyr" forklarede han og så på ham. David så på ham og lagde hovedet svagt på skrå "tja..det er fint nok...evig ungdom er dejligt nok..aldrig mærke ens krop ældnes..men evig liv er en mindre sjov ting...forstil dig aldrig at dø..døden er minst lige så vigtig som mad for et liv" sagde han stille og så lidt rundt.

Det tog lidt tid for Matthew at fatte hvordan man blev forvandlet til dæmon. Da det endelig gik op for ham, kiggede han virkelig overrasket på David, og en smule skræmt. Tanken om at han selv kunne gå rundt på gaden, og blive overfaldet af enten en vampyr, eller en dæmon.. eller hvad der ellers gemte sig ude i mørket.. og så blive forvandlet. Det skræmte ham virkelig, og endnu engang kom han i tvivl, om David måske blev sulten eller noget. Han forsøgte ikke at vise sin frygt, men det var ikke altid lige nemt.
"Ved..", han sank en lille klump, "..bid?", spurgte han, og kløede sig i nakken. Han tog en dyb indånding, og gik hen og satte sig i sofaen - det var nok bedst han sad ned, hvis der kom flere overraskelser.
Han lyttede tavst - med stadig et lidt forfærdet ansigtsudtryk - og kiggede på David, mens han snakkede. "Wow.. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før..", sagde han, og man kunne tydeligt se han tænkte over det. Dét med at evig ungdom ikke er det samme som evigt liv, gik ham virkelig til at tænke.

//Long time, no see.. Davido, undskyld ventetiden ;3

David så på ham og kunne godt se hans frygt vente tilbage i øjnene. det gjorde David lidt bekymret for han var ikke sikker på om Matthew stadig stolede på ham. han havde jo ikke tænkt sig at gøre Matthew noget. det ville han ikke kunne få sig selv til. han kunne på ingen måde få sig selv til at gøre et menneske noget, ikke engang for at få noget føde. der ville han hellere bruge dyr, men det havde han det nu også meget svært med, da han virkelig elskede dyr. David fulgte ham med blikket og tænkte lidt over hvad han skulle sige "altså...en vampyr kan være nem at genkende...hvis man kigger godt efter...altså..deres hud er somreglt meget lysere en menneskers. og de har en tiltrækkende udseende..deres øjne skinder når de er sultne" forklarede han og håbede Matthew kunne huske det, fordi det ville kunne hjælpe ham i fremtiden var David ret sikker på og han ville helst havde han skulle havde det godt og ikke ligepludselig dø på grund af en vampyr. David gik hen og satte sig ved siden af ham og træk på skruldrende "det er der nok ikke mange der har tænkt over...men sådan har jeg altid tænkt på det" sagde han og lagde hovedet let på skrå.


//det er bare helt okat lille du ^^//

Matthew skulle lige til at sige noget, da David pludselig rejste sig op. Hans øjne blev røde, og små røde horn voksede ud af hans pande. Matthew kiggede forfærdet på sin nye ven, der pludselig forvandlede sig til hans egen forestilling af en dæmon. Matthews øjne var store, og han kravlede helt over i den anden sofa, mens han med en lille stemme begyndte at berolige David. "David, du må ikke være sulten.. Vær nu sød.. Jeg fortæller ikke din hemmelighed til nogen", sagde han skræmt med en pibende stemme. Døren sprang op, og 5 rasende vampyrer trådte ind, af døren og kiggede direkte på Matthew med sultende blikke. Matthew sprang om bag sofaen, og råbte på nåde. David gik tættere på med et blik, så rasende at hvis et blik kunne dræbe, ville det have dræbt Matthew på stedet. "Nej, David.. Jeg ber dig.. Jeg troede vi var venner", tårene trillede ned af Matthews kinder, mens han indså at tiden var nær. Han skulle ikke stille træskoene, som enhver anden.. Nej, en flok vrede vampyrer og én vred dæmon skulle flå træskoene af, og rive fødderne med, om nødvendigt. David var næsten helt henne ved Matthew, mens vampyrene stadig var længere væk. Matthew anede ikke hvad han skulle gøre, da en rusten stemme sagde; "Slå ham!" stemmen kom fra Matthews hoved, og Matthew kiggede sig febrilsk omkring efter noget at slå med, "Gør det med dine bare næver! Hurtigt!", stemmen blev højere, og mere adlydende. Matthew slog David lige i hovedet, så den djævelske dæmon faldt om på gulvet.

//Alt det med med skråskrift er en del af hans hallucination, men han slår stadig David, og David kan stadig se hvordan Matthew reagerer på situationen (: