Alonealonealone - Davido.

David rystede på hovedet "du skal intet give igen...jeg for nok bare ved glæden af at give dig en gave" sagde han og så på ham med et blidt blik. han var ret ligeglad med gave selv. han kunne bare godt lide at se andres glæde ved at få en gave. David kom lidt i tvivl om det var noget hans burde blande sig i, men han ville nu gern evide det alligevel. han stivnede i hele kroppen, da han hørte hvad han sagde og stod først og stirrede på ham i noget tid. han havde ikke regnet med at det lige var det der var sket, men David fik det lidt dårligt, da han jo slev havde oplevet at blive misbrugt, men det var ikke noget han vidste på nogen måde. han fortalte det heller ikke bare lige til folk "din...voldtog dig...det gør mig ondt.." sagde han og var lidt i tvivl om hvad han skulle gøre. han så lidt på Matthews tåre. med en lille tøven tørrede hen den væk fra hans kind "det må havde været forfærdeligt" mumlede han lidt tøvende.

//heh sandt nok men jeg vil helt gøre mit bedste XD//

"Jeg vil gerne give dig igen.. Og det skal jeg nok gøre.. en gang", sagde han, og forsøgte stadig at holde det svage smil. Han kiggede ned på sine hænder, og pillede lidt ved sin ene pegefinger.
Da Matthew havde sagt hvad der gik ham på, kunne han ikke lide den tavshed, det havde pålagt sig. Mon David synes at han var uren, og derfor ikke gad snakke med ham længere? Det kunne jo være han var meget overtroende. Matthew bed sig i læben, og lukkede øjnene, da han mærkede David tørre hans tåre væk. Denne dag, havde godt nok taget en voldsom drejning. Hvad skete der lige for at Matthew bare stod og åbnede sig for folk han lige havde mødt. Han nikkede svagt. Det havde været meget forfærdelig - både da hans far voldtog ham, men også de gamle mænd på afdelingen. Billeder fra den aften dukkede op på hans nethinde, og han trak sig en lille smule sammen. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, eller sige.. Og selvom han ikke kunne lide medlidenhed, havde han egentlig mest lyst til en kram lige nu.

David rystede blot på hovedet, men gad egentlig ikke at diskutere om Matthew skulle give ham en gave, da det emne l´blegnede lidt i det andede. han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, da han var bange for at gøre noget forkert. han fik egentlig lyst til at fortæle han selv var blevet voldtaget. bare for at drengen vidste at David vidste hvordan han havde det "hør jeg.." mere kunne han ikke rigtig sige, da han ikke kunne få sig selv til at fortælle. han var bange for det ville gøre det hele meget værre. efter kort tid fik David taget sig sammen og han lagde rolig armene om ham og træk ham ind i et kram "det gør mig virkelig ondt...han burde for...ja...lever han stadig?" spurgte han så og kæmpede lidt for at holde alle de grimme ord han kunne bruge om menneskets far, da det jo på ingen måde ville hjælpe. David krammede ham for at trøste ham og for at virke en smule beskyttende.

Matthew lyttede tavst til hvad David forsøgte at sige, men det lød som om han ikke fik fuldført sætningen som han ville. Det føltes som om han havde noget på hjertet, men at der var et eller andet der holdte ham tilbage? Matthew lagde sig ind mod David, og lod sit hoved hvile mod hans bryst. David var ikke sindsygt meget højere end David, men alligevel. Han var taknemmelig for at David krammede ham.. Det var som om han havde læst hans tanker, eller noget. Matthews vejrtrækning var ujævn, og han åndede tungt ud og ind, "Jeg ved det ikke..", sagde han hudløst ærligt. Han havde ikke haft kontakt med ham siden retsagen. Han kunne huske at nogle af drengene fra de større klasser, drillede ham dengang han var blevet voldtaget. De synes det var skidesjovt at Matthew flippede under anfald, og at han var 'bøsse', fordi det var mænd der havde voldtaget ham.

David kunne ikke for sig selv til at fortælle om sit ejet liv og han var også blevet enig med sig selv om at det ikke ville være en god ting, så han ville bare holde sig til kun at koncentrer sig om at gøre Matthew glad igen. han havde stadig mange grufulde tanker i hovede om hvad han kunne gøre mod drenges far på grund af det han havde gjort, men han ville ikke sige dem højt. han holdte blidt og beskyttende menneske drengen ind til sig og lagde stille sin kind mod hans hår "okay...bare han ikke gør dig mere...det vil jeg ikke tillade" mumlede han stille og tænkte om han virkede for pylret. det var ikke meningen hvertfald for han vidste godt hvor træls det kunne være når folk pylrede for meget om en. David kom til at overveje at bruge sine evner for at finde ud af hvor voldsomt det havde været, men det var han nu også lidt bange for at gøre.

Matthew mærkede Davids kind, mod hans hoved, og hans vejrtrækning blev straks roligere. Han kunne godt lide at mærke Davids arme omkring sig, da det var anderledes end sin bedstemors(-.-'), for det var altid hende han var hos, når han var ked af det, for hun kunne altid se det på ham. Et eller andet sted, ville han gerne have at David kendte hele sandheden, men han havde bare ikke lyst til at fortælle det, da det fik ham til at føle sig lille, sølle og svag. "Det.. det kan han ikke", sagde han stille, "jeg har ikke haft kontakt med ham, siden jeg var 13.. da det skete..", sagde han, men det lød mere som om han hviskede, fordi Davids bryst dæmpede det, og hans stemme i forvejen var lidt svagere.

//Undskyld længden >.<'//

David mærkede at drengens vejrtrækning blev mere rolig og det lettede ham en smule, da det vel betød at han kunne hjælpe bare lidt. han kunne egentlig godt lide at holde om Matthew, da det på en måde fik ham til at føle sig til hjælp og at han kunne bruges til noget. han lyttede til det han fortalte og overvejede igen at bruge sine evner, men det kunne selvfølgelig afsløre ham. for hvis Matthew's fortid var meget hård så var det ikke sikkert David kunne lade være med at kæfte op om hans evne og det ville kunne afsløre ham i at være dæmon "okay...godt..så skader han dig ikke mere..." bekræftede han, egentlig mest for sig selv, men så Matthew kunne høre det. han klemte blidt om Matthew.


//det er helt okay sker også for mig//

Matthew rystede på hovedet, "Men..", han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. David vidste jo ingenting om Matthew - Matthew kunne selv komme til at skade nogen, under et anfald. Lige nu følte Matthew at han var en af de værste skabninger der findes, men hvad han ikke vidste, var at han faktisk stod overfor et dødeligt, farligt væsen lige nu - og rent ud, krammede det. Matthew havde aldrig troet på det overnaturlige, og troede at det nærmste man kom på et monster, var ham selv. Han sukkede, "Jo.. han gør.. Han har ødelagt hele mit liv..", hviskede han, og hans stemme var halvvejs ved at knække over. Han var glad for at David ikke kunne se hans ansigt, og følte sig lidt for følsom. Det var jo sandt hvad han sagde. Det var jo hans fars skyld, at han var sådan her. For det var hans skyld, at hans mor blev deprimeret, og det var pga. af moderens selvmord, at faderen begyndte at drikke, og derfor lod det ødelægge Matthews liv.

David lyttede til hvad han sagde og vidste hvordan Matthew havde den, men han ville stadig ikke nævne det. han lukkede stille sine øjne og lod sig selv bruge sine ebner på mennesket. han så alle Matthewøs minder og oplevelser. ligefra moderen der havde hængt sig i entreen til faderens voldtægt og voldtægten på hospitalet. han knugede nu drengen tættere på sig, da det hele virkede meget voldsomt for ham og det hele mindede ham om hans egen fortid. han åbnede hurtigt sine øjne igen og så lidt ned mod Matthew igen *det..virker alt for voldsomt* tænkte han og fik det dårligere og dårligere over det. han slap ham stille og trådte et skridt tilbage "hvorfor har du været så uheldig?" hviskede han spørgende og syntes det var dybt urimligt at det skulle være gået ud over ham.

Han mærkede et tættere greb omkring sig, og kiggede op David. Hans blik var meget forsigtigt, og han bed sig i læben. Matthew regnede med at David bare talte om denne ene voldtægt - for David vidste jo ikke at han blevet voldtaget 5 gange af sin far, eller nogle af alle de andre ting der var sket med ham. "Ehmm.. Det..", han rynkede panden, "Det ved jeg ikke..", mumlede han, og bed sig igen i læben. Han kiggede stadig på David, da han trådte væk fra ham. Det føltes som om at han ikke havde noget at støtte sig til, mentalt - dog kunne han sagtens støtte sig fysisk. Et eller andet sted, var det da noget mærkeligt at spørge om Hvordan har du været så uheldig?.. hvordan skulle han vide det? Eller, måske var det bare et retorisk spørgsmål, af en art. Matthew kunne ikke rigtig overskue at tænke på så meget lige nu, og besluttede at han bare ville svare ærligt på hvad sagde, da han jo allerede havde åbnet sig for ham.

David rystede stille på hovedet og tog sig lidt til hovedet med den ene hånd "undskyld...jeg..øhm jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige...og alligevel..jeg ved hvordan du har det..voldtægt er ikke sjovt..det er en forfærdelig ting" sagde han så mest for at sige noget og så han ikke virkede så underlig, da han opførsel nok havde virket ret underlig. han koncentrede sig meget om at holde styr på hvad Metthew havde sagt og hvad han selv havde set ved et grave i han fortid. han betragtede ham kort, men så så ned "hvor mange gange er du blevet voldtaget" spurgte han stille og helt spontant. han var bange for at sige noget forkert, men han ville være helt sikker på at det han nu vidste om Matthew nu også var sandt. han vidste godt det var sandt for hans evne løg aldrig for ham, men han havde ikke lyst til at tro det var sandt.

Matthew kiggede spørgende på ham, "Hvad vil det sige?", hvad mente han med at han vidste hvordan han havde det? En tanke skød igennem ham; Var David selv blevet voldtaget? vreden skød igennem den lille krop, og han bed tænderne sammen. Men ville han så ikke have sagt noget, hvis han selv var det?
Hans tanker blev afbrudt, af et nyt spørgsmål fra Davids side. Han bed sig igen i læben, og talte i inde hovedet. Fem gange af sin far. Men han havde ikke tal på hvor mange gange han var blevet voldtaget på hospitalet. Han stoppede med at tælle efter de 13 gange. Han kiggede op David, også selvom David kiggede ned, "Ialt.. eller bare af min far?", spurgte han stille, og forsigtigt. Han kunne lige så godt være fuldstændig ærlig, og han håbede også at David ville åbne sig for ham engang, når han følte for det. Selvom Matthew på inegn måde ville presse ham.

David tænkte lidt over hans spørgsmpl og overvejede hvad han skulle svare "det vil sige at...jeg ved...jeg ved hvor hårdt det er" mumlkede han stille i håb om at Matthew ikke hørte det eller bare ville være lige glad med det. Dabid kunne ikke lide at snakke om sin fortid og heller ikke med for der åbnede sig over for ham, men alligevel havde en på en måde lyst til at fortælle det drengen virkede så pålidlig. David lagde hovedet svagt på skrå og bed sig let i læben " i alt..." sagde han så og prøvede at virke lidt overrasket over der var flere der måske havde voldtaget ham, men det var jo noget han godt vidste og han var enn verden bedste til at lyve. han var glad for at mennesket stolede sådan på ham of var ærlig, for han vidste jo han var ærlig, men han fik dog det så lidt dårligt over han selv ikke var helt ærlig.

Matthew kiggede undrende på ham, "Hvordan?", spurgte han, uden tøven. Normalt ville han havde ladet det ligge, men han havde opbygget et mistanke om at David selv havde oplevet det, så han ville ikke slippe det lige med det samme. Han ville ikke tvinge ham til at fortælle ham om det, selvom det nok var det han gjorde alligevel. Det gav ham en lille smule dårlig samvittighed, men han lod sig ikke gå på af det. Matthew sukkede, "Utallige gange..", svarede han lavt, og kiggede ned i jorden. Han havde ikke tal på alle de gange han var blevet voldtaget på afdelingen, og ville heller ikke sige et cirka-tal, da det var lige før det gjorde det hele værre. Han ville heller ikke hidse David op. Han håbede ikke at han fik et anfald, da det sikkert bare ville gøre det hele værre, og sikkert fik David til at tro, at han også bare havde hallucinationeret voldtægtene. Men.. David vidste jo ingen gang at han havde været på psykiatrisk sygehus, eller at han var syg. Det eneste David vidste, var jo at han var blevet voldtaget. Men Matthew vidste jo ikke at David var dæmon, og havde en evne samtidig.

David rsytede stille på hovedet og kløede sig let i nakken"jeg har...selv prøvet det..et par gange..men det skal du ikke koncntere dig om...lige nu handler det om dig okay" han mumlede det første lidt tøvende og sagde det sidste i en bestemt tone, da han ikke havde lyst til at snakke om ham selv lige nu. han ville hellere hjælpe Matthew og derfor ikke fortælle så meget om sin egen fortid. han sank stille en klump og vidste ikke om han skulle spørge om mere til hans traumetiske fortid, da han jo allerede viste rigeligt. han havde ikke lodet se nok af hans fortid til at han fandt ud af hans anfaldt og han turede ikke rigtig se mere, da han var bange for at der var flere voldsome ting han så skulle se "okay...mange gange...hvem har gjort det ved dig udover din far?" spurgte han, selvom han nogenlunde vidste det. han overvejede at kramme ham igen, men lod dog vær da han ikke var sikker på at det ville være det rigtige at gøre lige der.

Matthews øjne spærrede sig, for så vidt, op, jo mere David sagde. Selvom han havde haft en mistanke, kom det alligevel som en overraskelse. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, for det virkede ikke til at David havde lyst til at tale om voldtægtene, men Matthews krop blussede endnu engang op, i raseri, og han skar tænder, "David", sagde han med sammenbidte tænder, og holdte så en kort pause, for at køle lidt ned, "Jeg er ked af det, men.. jeg kan ikke ignorere at du er blevet..", han sank en klump, "..voldtaget..", han kiggede ham direkte i øjnene. Lige meget hvor hårdt det var for Matthew, at han var blevet skamtaget og røvpulet så mange gange, så pinte det ham at det var sket for hans ven. At samfundet i denne verden, virkelig var så skamfuldt. Det var forfærdeligt. Det var jo en sådan skæbe - et sådan mareridt - Matthew levede med hverdag, og tanken om, at en anden led samme skæbne, var ubegribelig. Hans blik var sørgmodigt, mens han kiggede på ham. Han sukkede, "Det er en meget lang historie, men for at gøre det kort..", sagde han og kiggede ned igen, "Så har jeg været på en psykiatrisk afdeling på sygehuset, hvor der var mange..", han ledte efter den korrekte formulering, "Sindsforvirret, og sindslidende mænd", han skævede op til David, og tænkte at han sikkert godt kunne regne resten ud, men valgte at sige det, for en sikkerhedes skyld, ".. Og de mænd.. havde et.. godt.. øje til mig..", hans stemme blev lavere, og mere tøvende, så vidt som han kom fremad i snakken.

David brød sig ikke rigtig om den måde Matthew reagerede på, da det fik ham til at fortryde han havde fortalt det. hans kunne nærmest se hans raseri og det fik ham til at se skamfuldt ned, da han virkelig ikke kunne lide alt det der var hent ham. han så op på Matthwew igen, da han sagde hans navn. han åbnede munden for at sige noget, men der gik lidt tid før han sagde noget "du behøver ikke så...men...vi skal ikke snakke om det nu..jeg vil ikke snakke om det lige nu...du ved jo selv hvor svært det er at fortælle" sagde han stille og flyttede ikke sit blik for hans øjne. han havde et unskyldende blik i øjnen, da han jo nærmest afviste Matthew's hjælp, men han ville ikke havde det skulle påvirke Matthew. han knyttede stille sine hænder og kunne slet ikke klare hans sørgmodige blik. han nikkede stille imens han lyttede til da drengen sagde og bed sig svagt i læben. han vidste jo hvor forfærdeligt det var et blive misbrugt seksuelt og vidste hvor meget det kunne påvirke en psykisk. det var ikke nogen sjov ting. det kunne ødelægge ens liv fuldstændigt og han kunne ikke lide tanken om at hans nye kære ven havde oplevet noget så forfærdeligt som hans selv havde "klamme mænd....hvorfor var der ikke nogen der gjorde noget..hvorfor fik du ikke ordenlig hjælp...sådanne mennesker burgte ikke leve" mumlede han for sig selv, da det måske kunne lyde hårdt selvom at det var dem der havde ødelagt Matthewø's liv var det jo en hårdt ting at sige om en anden person eller personer, men det var hans mening. han kørte stille sin hånd igennem sit hår og så på ham med et lidt tænksomt blik "hvorfor begik din mor egentli selvmo..." han stoppede så sig selv da han kom i tanke om det jo ikke var noget Matthew havde fortalt om.

Matthew nikkede. Han vidste jo godt hvor svært det var at fortælle, og det var ikke noget han selv fortalte til alle og enhver. Men han ville ikke presse David til at fortælle yderligere, når han ikke havde lyst. Han kunne jo ikke gøre for at David ikke følte sig tæt nok, til at ville fortælle om det, og det forstod Matthew udmærket. Matthew smilte svagt til David, for at signalere at hans afslag var fint nok, og at han godt forstod det. Matthew kiggede væk fra hans ansigt. Mændende var en del syge i hovedet derned, og voldtog ham altid steder, hvor vagterne ikke kunne se dem. I badet, i hjørner, på toilettet, osv. Matthew havde faktisk taget sig sammen til at fortælle det til en ung sygeplejerske, han snakkede rigtig godt med, men selvfølgelig troede hun ikke på ham, da han jo var indlagt pga. hallucinationer. Han snakkede ikke med hende siden - aldrig så meget som kiggede på hende. Han havde brugt månedsvis på at fortælle det til hende, og så forrådte hun ham på den måde; det sårede ham dybt. Den eneste grund til det blev opdaget, var at mændende engang var begyndt at slås om, hvem der var først til at skamtage ham, og derfor var vagterne trådt til. Det var forfærdeligt at stå helt nøgen i et bad, og disse vagter kommer ind, mens mændende var i aktion. Han havde aldrig følt sig så blottet og så ydmyg. Marie forsøgte flere gange at sige undskyld til Matthew efter sandheden var kommet frem, men han havde aldrig tilgivet hende. "Jeg fortalte det også til.. Marie", det skar i hans hjerte, da han sagde hendes navn.. Hun havde såret ham, da hun bare gav ham ekstra piller, istedet for at undersøge sagen. "Og hun troede jeg.. hallucinationerede", sukkede han, og kiggede ned på sin fod, som rodede lidt i jorden.
Han kunne høre David tog sig sammen til at sige noget mere, og Matthew blev foraget da han nævnte hans mors selvmord. Han mindedes ikke at have fortalt dette. Han kiggede forfærdet op på David, "Hvad?.. Hvor ved du..?", han gennemrodede sit lille, forvirrede hoved igennem. *Hvordan?*

David forstod han vink om at det var okay han havde afslået ham og det lettede ham faktisk lidt. han kunne nemlig godt lide sin nye ven her, så det betød meget at Matthew ikke pressede på eller blev fornærmet. han så på ham og vidste godt hvad der nogenlunde var sket på anstalten, men ikke lige helt præcist om det var blevet opdaget eller ej. han lyttede til det han sagde og nikkede stille "okay..det burde hun så havde undersøgt nu når hun vel vidste at du var blevet misbrugt af din far" mumlede han lidt tænksomt, da han syntes det var en fejl fra persionalets side på den anstalt. han kløede sig lidt i nakken og bed sig hårdt i læben over at han havde nævnt Matthewøa mor. han kørte en hånd igennem sit hår og tænkte så det knagede, men han kunne ikke komme på nogen undskyldning "se det er et godt spørgsmål...og der skal et godt svar til...det er lidt svært at forklare" sagde han uden at lyve og uden af afsløre sig selv ydeligere, selvom han godt vidste det svare nok ikke var godt nok. han så på Matthew og rystede stille på hovedet *idiot idiot IDIOT!* tænkte han om sig selv da han jo havde kvaget sig.

Matthew svarede ikke. Et eller andet sted var han glad for at betro sig til David, og - trods deres korte venskab - vidste han, at David ikke ville sige det videre, eller udnytte hans tillid. Han var blevet lidt trist af at snakke om det, for jo mere man snakkede om det, jo mere ægte føltes det, hvilket jo bare gjorde det hele værre. Matthew kiggede undrende på David - en smule skeptisk endda. Hvordan kunne David vide sådan noget om Matthew? Havde David mon hørt om det før? Eller var det bare et rigtig godt gæt? Han tvivlede. Han vidste allerede fra første blik, at David var noget særligt, men det her var for langt ude. Han sank en klump, og bed tænderne sammen, "Prøv", var det eneste han kunne få ud, af det iver af forvirring, fordomme og uforståelse der drønnede rundt i hans sølle, unge menneskehoved. Han hentydede til at David skulle prøve at forklare, da han helst ikke ville dømme ham, på nogen måde. Han lukkede kort øjnene, og trak vejret dybt, mens han talte til ti. *Bare rolig Matthew.. du overreagerer..* han prøvede at berolige ham selv, og kiggede så op på David igen, og afventede svar.

David lukkede øjnene og tog sig lidt på hovedet "jeg måikke fortælle det...og du ville ikke tro mig hvis jeg fortslte dig det" sagde han med et lille suk og så lidt op på ham igen. han vidste at Matthew ikke ville tro ham, hvem ville tro ham. ingen ville jo tro på at han var en dæmon og han havde en evne som kunne fortælle alt om andre, men han vidste også at Matthew sikkert ikke ville give op før han havde fortalt ham hvad der foregik "jeg forklare det en gang...og hvis du ikke tror mig så må du ikke sige jeg er sindsyg..." sgde han alvorligt og så på ham, med et lidt tænksomt blik. der gik lidt tid hvor David overvejede hvordan han skulle forklare det og hvordann han skulle få mennesket til at køle ned hvad han gik i panik "øhm...jeg er en dæmon..jeg er ikke ung på nogen måde..jeg er godt...jeg har en...evne..hvor jeg kan finde ud af alt om andre bare ved at se på dem..." forklarede han og lage ikklåg på noget da han ikke ville lyve. han vr ikke glad for at fortælle det, da det jo var imod reglerne og han var lidt bange for om der måske skulle ske Matthew noget fordi han havde fortalt det.

Matthew kiggede stadig skeptisk på ham, og forsøgte at skjule skuffelsen. Skuffelsen over at - hvad end det var - David ikke stolede på Matthew. Han fortrød ikke hvad han selv havde fortalt ham, men ville bare ønske at David også stolte på ham. Han sukkede, "Det kan ikke være så slemt..", sagde han opmuntrende - dog uden at smile. Han lagde forsigtig sin hånd på Davids skulder, for at vise at han sagtens kunne stole på ham, lige meget hvad det var han ville sige. Han lyttede tavst, til de tøvende ord der undslap Davids læber, og rynkede panden. Han måbede da han hørte ordet Dæmon og gennemhørte hele samtalen inde i hans hoved endnu engang. Han kiggede forfærdet på David. Tog han pis på ham? Efter alt hvad han havde fortalt? Nej.. det kunne det ikke være, for hvordan skulle han ellers vide det omkring hans mor? Men dæmoner? - En falden engel - var det ikke sådan nogle som slugede sjæle ud af de små, gudhjertede, uskyldige mennesker? Alle spørgsmålene farrede rundt i Matthews lille hoved, og der kom liv i hans øjne igen, mens han kiggede på David. Mon dette havde været Davids plan lige fra startet? At få Matthew til at stole på ham, og derefter.. æde ham? Matthew sank en klump, og var direkte målløs. "D-dæ-dæmon?", han kiggede skræmt, og forvirret op på David, og fjernede febrilsk hånden fra hans skulder.

David så lidt på hans hånd og kunne mærke tavsheden pinede ham næsten til døde. han vendte så blikket på Matthew og kunne så han forærede blik og fortrudt med det samme alt han havde sagt. hvis bare han hvde holdt sin mund var dettte aldrig sket, men so den store idiot David nu en gang var kunne han selvfølgelig ikke holde sin mund og virke ham et normalt menneske "Matthew...hør..du må ikke..jeg er ikke ond oky jeg vil ikke gøre dig noget jeg lover det...jeg er lige som et menneske..jeg spiser bare ikke menneske mad og jeg sover ikke ret meget...og så har jeg en overnaturlig evne..men som person er jeg som et menneske..jeg er ikke ude på at skade dig eller noget" forklarede han lidt stammende, da han var bange for t miste sin nye ven. han havde svært ved at blive mennesker fordi han vidste han ville dumme sig, men det havde været så nemt at blive venner med Matthew at David havde glemt alt om at han selv vr en dæmon. han tog stille fat i hans hånd og trykkede den blidt mellem begge sine hænder og så bedende på ham "du må stole på mig...jeg bder dig" sagde han måske en smule ynkeligt, menhan ville bare ikke miste hans ven.

Matthew trådte - af rent instinkt - et skridt bagud. Han rystede svagt på hovedet, og bed sig i læben, mens han kiggede på Davids ansigt. Han så så.. uskyldig ud. Matthew kunne overhovedet ikke forestille sig at David ville gøre ham ondt.. Men tanken sad stadig og truede i baghovedet. "Men.. hvis du ikke spiser menneskemad..", spurgte han neutralt, "hvad spiser du så?", det sidste han sagde, var en smule dømmende. Han gispede let da David tog fat i hans hånd, men tog den ikke til sig. Matthew troede på at han var dæmon, men tanken skræmte ham. Han ville gerne stole på ham, men dette var virkelig overvældende. Han trak vejret ujævnt, og man kunne se på hans ansigt at han var skræmt. Men det var jo David? Den søde, smukke David, som efterhånden var blevet en rigtig dejlig ven.. David havde lige fortalt ham den største hemmelighed man kunne have, og Matthew stod bare og flæbede? Han var skuffet over sig selv. Han var ikke en særlig god ven, og det skammede han sig over. Hans blik blev en smule roligere, og han kiggede David i øjnene, han nikkede svagt, "Fint.. jeg stoler på dig, David", sagde han alvorligt, og kiggede ham stadig direkte i øjnene, men kiggede så ned på deres hænder.

David bed sig svagt i læben, da han trådte tilbage og sank stille en klump. han tænkt elidt over spørgsmålet og anede ikke om han skulle sige sandheden. sandheden kunne jo skræmme livet af det uskyldige menneske og han ville ikke skræmme ham væk. han var heller ikke så glad for den dømmende tone, for det mindede ham bare om alle de andre der havde fordomme mod dæmoner og ikke ville give ham en chance, bare fordi han var en dæmon "jeg øhm..." startede han, men kunne ikke helt for ordene frem "jeg spiser ikke rigtig...jeg..jeg stjæler sjæle...men mest fra dyr" sagde han tøvende, men det sidste sagde han mere for at prøve at berolig ham. han brød sig ikke om hans skræmte blik og var stadig utrolig bange for at mennesket ville flygte fra ham eller dømme ham som så mange andre. David ænskede virkelig at han bare havde været et normalt menneske, så han ikke behøvede at skjule sin hemmelighed eller få problemer med dem han kom til at afsløre sig over for. han sukkede lettet da Matthew sagde han stolede på ham "det er jeg taknemmelig for...du må love mig aldrig at fortælle dette til andre...okay?" sagde han og så stadig ind i hans øjne. David kunne godt lide Matthew's øjne. de var utrolig smukke efter hans mening. han holdte stadig blidt fat i hans hånd og havde ikke rigtig lyst til at slippe.