Cold lead..

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Mandaf
Vejr : Lunt
Sted : Skoven
Tid : Irl
Omgivelser : Træer 0o

Tyste skridt bragte Max gennem skoven. Hun havde fulgt en dæmon der ud, og havde nu mistet sporet. Hun havde lyst til at råbe og skrige, men var klog nok til at holde sin mund. Hvis der var er tidspunkt hvor hun ønskede sin hørelse tlbage så var det da nu!.. Hun følte sig utroligt udsat, da mulige farer ville kunne høre hende, mens hun ikke ville opdage dem før de kom rmeligt tæt på.. - Med mindre selvfølgelig at de kom forfra..

Han sad i et træ, og stirrede ned på hende, som om hun var et bytte, men det var hun ikke! Saxon havde selv sagt, at han havde hørt at hun var god til fanger! Og det ville Abaddon putte på en prøve, at hans andre personligheder havde fortalt ham en sådan løgn, vidste han naturligvist ikke, og nu sad han så i et træ. Klar til at springe, direkte ned, parat til at fange hende! Ligesom man nu engang gjorde i fangeleg, Saxon personligheden bekræftede dette, og han satte af.

Stemte imod grenen, han var få meter over hende, og han sigtede efter at lande direkte på hendes skuldre, hvilket nok ikke ville blive så svært! Og da han fløj gennem luften, brussede hans krop af en eufori, han havde FANGET hende! lige om to sekunder, så havde han fanget hende! Saxon var virkelig dårlig til at vurdere folks evner indenfor denne leg, hun havde ikke en gang hørt ham endnu!
"FANGET!" klukkede han, da han kolliderede med hende.

Et kort, og meget'meget overrasket skrig, slap Max's læber i det en ung mand væltede hende. Oppe fra?!? Hvad i alverdenen tænkte han at hoppe ned på folk oppe fra?!? Af ren refleks havde Max en kniv i hånden, straks hun var landet på jorden. Hun huggede den op af - i et blindt forsøg på at ramme den person der var hoppet ned i hende. "Fjern dig bæst!" Det at kalde 'ting' der overraskede hende - og irriterede hende grænseløst - var mest af alt en vane.. Fordi hun blev som regel kun overrasket på den måde af de væsner hun forsøgte at nedlægge, og derved tjene penge på.

Kniven ramte ham, og den skar igennem hans hvide skjorte, skar igennem et lag af hud, men af en eller anden underlig grund blødte det ikke, intet skete, udover at såret så grimt ud, og kødet og musklerne indenunder kunne ses, men udover dette. Ingen reaktion. Han smilte ad hende, og blev ved med at gentage. "JEG FANGEDE DIG! jeg fangede dig! hahahaha!" han fniste og klukkede for sig selv, om om det var det sjoveste i hele verden, han lagde hovedet en smule tilbage, og klukkede, hele tiden gentagende hvordan han havde fanget hende, når han ikke grinte altså. Han rullede om på siden, og lå nu ved siden af hende, og krampe grinte, gentagede hele tiden hvad der var sket.

Skovbunden var blød af blade og bundvækst. Han klukkede for sig selv, han var mester til den her leg!

Max så pludselig meget forvirret ud. - En ting hun ikke sådan blev normalt. Hun havde ikke kunne få meget ud af det han sagde, og den smule hun fik gav ingen mening. Fangede hende?... Hvad gik dog det ud på?.. Max rystede kort på hovedet, og rullede så om så hun sad overskrævs på... tja... Væsnet.. Nej vampyren så hun nu.. Nånå.. Hun trak en af sine træ pile frem, og placerede den over hans hjerte. Lagde en smule pres på, så den lige præcis ikke lavede hul, og så på hans ansigt. "Hold så kæft!" kommanderede hun hårdt, da det forvirrede hende at hans mund bevægede sig så meget, og så hurtigt at det ikke var til at få andet end nogle få ord ud af hvad han sagde.

Han stoppede og lå nu helt stille. Helt muse stille, kiggende direkte op på hende, hans blå øjne stirrede direkte imod hende, hun var en kvinde, en pæn kvinde endda! han klukkede for sig selv, og kiggede direkte ind i hans øjne, mens han talte for sig selv, 1...2....3...4...5...6...7...8 Mens han inderst inde samlede alle sine personligheder, lyster, frygte, og alt muligt andet, han spillede øjnene op, og tænkte på hvordan hun ville blive en del af denne verden! det var jo fantastisk! han klukkede for sig selv, smillede bredt, og hviskede. "jeg fangede dig"
9....

Max's blik flakkede konstant fra hans øjne, til hans mund, og tilbage igen. "Det er godt.. Og nu dræber jeg dig." svarede hun, og lagde mere pres på pilen, så den ville gå gennem hans tøj og hud. Hun tøvede ikke. Havde prøvet det mange gange før, og ville egentlig bare have det overstået, da det betød flere penge til hende. Penge der ville falde på et tørt sted..

Abaddon stoppede, og klukkede. "Du slår mig ihjel? Gør du? prøv! prøv prøv prøv prøv!" klukkede han for sig selv, og med et, mærkede han det, kontakten, kontakten til hende, med øjnene, igennem hornhinden, igennem synsnerven, og direkte ind i hjernen, der var forbindelse! Og som om han havde indsat et usb stik, gik han igang med at overføre. Personlighederne kom først, de andre! De andre personer, han mærkede hvordan de forsvandt fra ham selv, deres stemmer blev tavse, og han kunne nærmest se, eller det troede han ihvertfald, hvordan deres stemmer kom igen hos hende, eller var det blot den døendes håb?

Max lagde mere pres på pilen, men trak sg så helt væk fra ham. Hvad fanden skete der?!?.. Hun begyndte at kunne høre stemme. Hun hørte noget! Faktisk skræmte det hende. Det var jo flere år siden hun sidst hørt noget som helst! Hun kunne ikke samle sig om at lytte til stemmerne, men ønskede dem egentlig bare af helvedes til..

Han kom hurtigt på benene. Okay hvem var væk? Aziel var væk, og... og, ingen andre? Personen Aziel var væk, og dette betød at han nu måtte befinde sig i hendes hoved. Han stoppede op, og bredte armene ud til siderne, universelt kropssprog for 'se jeg har ikke en stor grim gun på mig'. Han talte tydeligt igen, hans stemme var lagret med flere lag af arrogance, han havde vundet, eller han var ikke død, det var da altid noget. "nå? jeg er IKKE død?" Han lagde hovedet let på skrå, og undrede sig over, hvorfor hun reagerede så voldsomt på dette, han havde da levet med flere personligheder i år hudnrede, og han reagerede da ikke sådan som hun gjorde nu!

"Stop det!" Selv nu kommanderede Max.. Det gjorde hun faktisk en del, selv om det var sjældent nogen som helst efterkom hendes ønsker.. Hun sendte vampyren et rasende blik, hvori den frygt, der langsomt fyldte hendes sind, kunne spores. Stop det.. Hun stoppede op midt i det hele og lyttede. Nej.. Der var ikke andet.. Ingen vind, ingen puslen i træerne, intet.. Altså var stemmen i hendes hoved. Hun var stadig døv, men hørte?.. I guder hvor var det dog forvirrende! Hvordan mon han ville have reageret hvs det var ham der havde været døv i tolv år, og så pludselig begyndte at høre en uvirkelig stemme.. Max holdt hænderne mod ørerne i et desperat forsøg på at blive fri..

Han satte sig ned, og betragtede hende, liggende hovedet en smule på skrå. Der kunne man bare se! Det havde en meget voldsommere effekt, end hvad han havde regnet med. Han mumlede noget, og spurgte så. "Bare rolig, i to kommer sikkert til at blive gode venner" klukkede han for sig selv. Han pjuskede op i håret, Aziel var en af de mere snaksagelige af personlighederne, han talte konstant, og med hans skotse accent kunne man gå i kramper ved at lytte til ham, så sjov var han! Men nå ja, hvis man ikke var vandt til det, ville det måske komme som et chok? Han kiggede på hende, hun var bange, det var helt sikkert, men hvad fanden var hun bange for?

Men nu havde Abaddon ikke forstået, at hun ikke kunne høre noget, hun var fuldkommen døv. Forestil dig euforien ved at gå for første gang, eller at se efter at være blind, tag den følelse og gør den negativ! Han klukkede for sig selv, og grinte. "Hvad hedder du? Ikke dig Aziel! Hvad hedder DU, pigebarn?"

Max rystede lidt på hovedet, og lænede sig op af et træ. Kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Hun så ikke på ham, og havde derfor ikke en chance for at vide at han talte til hende. Nej hvor ville hun dog ønske at Louis var der.. I guder!.. Det var dog utroligt. Hun var jo ikke et barn, og havde ikke brug for sin brors hjælp!.. Nej, det her måtte hun da kunne klare alene.. Men, hvordan?.. Hvis hun nu bare kunne blive fri for den evendelige summen stemmen udgjorde, ville det være langt lettere at hitte rede i denne situation..

Han lænede sig let op imod et træ og betragtede hende, det begyndte så småt at gå op for ham, hun var en dødelig, en dødelig der ikke kunne høre noget. Hun havde sikkert en anden måde at aflæse hvad han sagde, enten via mundaflæsning eller kropssprog. Han klukkede for sig selv, og tog et skridt imod hende, og så et til siden, han kredsede tættere og tættere på hende, rundt og rundt i cirkler, indtil han til sidst var tæt på hende. "Hvad hedder du? Pigebarn!" det sidste blev spyttet ud, som om det var en fornærmelse, hvilket det vel i bund og grund også var? ingen havde lyst til at være at barn... ikke?

Max løftede hovedet, og så på ham med et blandet blik. Normalt var alle hendes følelser skjult bag de stengrå øjne, men nu udtrykte de det hele. - Både frygt og had, raseri og hjælpeløshed.. "Max" svarede hun tørt, og undgik behændigt at se ham i øjnene. Ville ikke resikere at denne hændelse gentog sig.. Hun gav aldrg sit egentlig navn ud til nogen som helst, men Max.. Det var hun jo altid blevet kaldt, og søgte man efter en Max ville man ikke finde frem til hende. Det havde hun behændigt sørget for..

"Max...." gentog han, og betragtede hende, hun lignede en max, max var de der typer der bare var alt for meget, dem man havde lyst til at bide, dem man ville kvæle bare for at se lyset i deres øjne slukkes. Han gik tættere på hende, strækende hånden imod hende. "Vi kan gøre det her på to måder... Eller tusind faktisk, men to lyder sejere" Klukkede han for sig selv, og bed sig selv i læben. Blod. Snart. Nu. Snart. Nej nu! Snart, snart ville han kunne føle det, den varme der ville strømme igennem ham, som et elektrisk chok der strømmede igennem hans krop, hvordan de alle sammen blev stille. Snart. Snart, men snart var bare ikke godt nok!

Max så på ham. Hvad han havde i tankerne, var hun ikke i tvivl om, men hun ville sandlig ikke lade ham få det.. Ikke billigt i hvert fald.. Hun slå hans hånd væk, med den ene arm, mens hun greb ud efter pilen der stadig strittede ud af hans bryst med den anden. "Jeg foretrækker den hvor du dør" Hviskede hun gennem sammenbidte tænder, og tog et skridt mod ham, og pressede på pilen. Hvis hun nu bare kunne få den satans ting helt ind, og igennem, hans hjerte, så ville alt være godt.. Eller ville det?.. Ville hun så skulle leve med stemmen til hendes død?.. Et kort glimt af panik fór gennem hende. Hun tøvede. For første gang i lang tid tøvede hun. "Tag din stemme tilbage! Tag den ud af mit hoved!" hviskede hun så, og så op på ham med et blandet udtryk i smukke grå øjne.

Han mærkede noget der prikkede i hans bryst, standsede alle bevægelser, lukkede hånden og pileskæftet, i stedet for at trække den ud, vred han den nedad, indtil den knækkede med en sprød lyd, som når man danser hen over blade i efterårsvejr! "Ja, det ville så også være en mulighed, vi får begge hvad vi vil have, og vi går herfra, du med et par bide mærker, og jeg med slukket tørst, men ham i dit hoved, vil være fuldkommen forsvundet. Forklarede han, og gjorde ikke mere ved pilen, den kunne vente, lige nu var der et ærinde der pressede hårdere end pilen i hans bryst, bordere sig dybere ind i ham, og gjorde det umuligt at tænke, eller det ville det have gjort, hvis han havde været en ungblods, men nu hvor han var ældre end som så, kunne det tænkes at han var meget mere tykhudet!

Max bakkede væk fra ham, og fandt så sig selv med ryggen mod det træ, hun for ldt siden havde lænet sig op ad... Hun trak vejret dybt... Turde hun det?... Turde hun virkelig lave ham bide sig? Hun sank en klump der havde sat sig i hendes hals. Hun løftede hagen en smule, og så på ham med et ulæseligt blik. "Jeg vil kunne gå herfra på mine egne ben!" sagde hun så, og betragtede ham. Hun var blevet bidt før, og vidste derfor at det ikke nødvendigvis behøvede at tage alle ens krafter... Man kunne godt være i stand til at gå væk efter et bid.. Max var nu stadig ikke meget for det... At give ham st blod frivilligt?... UF, nej tak! Men på den anden side, kunne hun ikke rigtigt se nogen anden mulighed for at slippe af med stemmen...

Han nærmede sig, gik tættere på hende, og hans læber blev spredt af et saligt smil, et smil der ikke kunne måle sig med noget andet, et smil der signalerede komplet lykke. Alting ville bllive okay om et par sekunder. Han strakte hånden frem, lagde hovedet på skrå, åbnede munden let, tungen spillede over hans læber, sultent, hungrende efter det, der snart skulle blive det med fantastiske nogensinde. Han hev efter vejret, åndedrattet var gået fra at være hektisk og febrilsk, til at være spændingsfyldt, tørstende efter en enkelt ting, en ting der nu var inde fra rækkevide. Han famlede ved hendes hår, hans åndedrat slog ind på hende, i hivende varme stød fra munden, stønnende, gispende, famlende sig frem. Hans lyserøde tunge gled op af hendes hals, i et slik, som om han ville smage på han. Åndedrættet speedede op, tydeligvist tilfreds med hendes smagen. Og da skete det, huden blev revet op, og blodet flød, Abaddon sugede begærligt.

Max gispede svagt da hans tænder gik gennem hendes hud. Hun knyttede hænderne hårdt sammen, og stirrede ud i skoven bag ham. Hun var ikke meget for det. Havde lyst til at stritte imod det bedste hun havde lært, men stod alligevel helt stille. Hun bed sig hårdt i læben, for ikke at sige noget. Hun mærkede hvordan varme tåre begyndte at brænde i øjenkrogene, men ville ikke lade dem falde. Hun lukkede øjnene hårdt i, for at stoppe tårene. Det bæst! Måtte han brænde op i helvede! Max besluttede sig for at han skulle falde for hendes hånd. Ligesom den pige... Den vampyr der før havde bidt hende... Hun ville se lyset forlade dem begge. Ville ikke lade andre tage de to.

Han slap hende, og smilte nydende til hende. Hans øjne sitrede, øjenene gled i igen og igen, kun for at blive hevet tilbage til virkeligheden, hver gang med større besvær. Han smilte et bredt smil, der flækkede hans ansigt. I tydelig nydelse, dette var hundrede procent fantastisk. "Troede du virkelig at du ville slippe af med stemmen blot fordi du gav mig blod... Dumme menneske, dumme dumme menneske." klukkede han, og slikkede sig tørstigt om læberne. Han kunne ikke lade være, det var simpelthen for himmelsk, og da hans tunge vendte tilbage i munden, sitrede hans krop, som om der var gået et elektrisk stød igennem ham. Han klukkede for sig selv, og vaklede let, hvorefter han satte sig ned på enden. Her sad han så og kiggede ud i luften, smillende.

Han.. Han ville ikke... Han ville ikke tage stemmen tilbage?... Nej, det skulle fame blive løgn skulle det! Et kogende had voksede frem i øjenene på Max, og hun stirrede rasende på vampyren. Hvor kunne hun være så satans dum?!? Hun satte en fod mod vampyrens skulder, og skubbede ham helt ned at ligge. Satte sig overskrævs på hans bryst endnu engang. Godt nok var Max svækket af blodtabet, men det var ikke ensbetydende med at hun gav op. Hun holdt hans hoved nede med en hånd på panden, og pressede æggen af en kniv mod hans hals med den handen. "Tag din rådne stemme tilbage!" hvislede hun rasende, og stirrede sammenbidt på hans ansigt. Egentlig var raseriet mest af alt et dække for den panik hun følte. Han måtte, han skulle tage den stemme ud af hendes hoved! Hun kunne jo for fanden da både være døv, og høre på hans uvirkelige stemme, og samtidigt bevare fatningen. Hun ville falde fra hinanden... Blive sindsyg... Det var egentlig det Max frygtede mest af alt. Det med at gå fra forstanden...