En tur i skoven

Dato : 09/02
Årstid : Vinter
Dag : Fredag
Vejr : Mørkt
Sted : Skoven
Tid : Irl
Omgivelser : Natur

Sneen, der dækkede jorden som en hvid dyne, lyste næsten op i mørket, og den hvide kjole, der smøg sig let om barnets blege krop, faldt næsten i et med den.
Lucinia gik med lydløse skridt i sneen, og havde ikke noget egenligt mål.
Hun gik bare.. Og lyttede efter muligt selvskab, eller pointelle fjender. Hun var ikke sikker på hvorfor hun var gået fra byen ud i skoven, da der oftes var mest selvskab at hente i byen..
Men hun havde bare lyst til at være i skoven.. Fri for dumme menneskers larm og latterlige kommentare.

Alt var stille. Ikke en kvist bevægede sig, og vinden lå helt øde hen. Som om den havde forladt skoven, og fundet et andet sted, at ødelægge og hærge. En bleghudet ung vampyr-kvinde kom gående. Alt ved hende afslørede, at hun var anderledes, end alle de andre mennesker. Selv hendes mørke, men varme blik, afslørede hende. Hunvampyreren gik med lydløse skridt. Langs hendes tynde krop, gled der en sort smuk kjole, og det var det eneste hun bar. Ellers var hendes brune hår sat op i en elegant frisure, og et stort sølvspænde var sat, for at holde håret tilbage fra hendes smalle ansigt.

Lugten af en anden vampyr nåede Lucy, og et barnligt smil tonede frem på hendes ansigt.
I næste nu forsvandt i en lille sky af mørk røg, blot for at dukke op et kort stykke fra denne fremmede vampyr.
"Godaften miss." sagde hun smilende, og kløede kort på det sorte bind der var bundet stramt for hendes øjne.

Elisabeth forholdte sig roligt, og borede tæerne ned i den hvide sne. "Og det samme til Dem," hilste Elisabeth, og drejede sig mod den unge vampyr. Rent kropmæssigt så hun ung ud, men hendes aura virkede gammel. Ædel. Elisabeths blik var fornemt, en smule reserveret, men alligevel høfligt og imødekommende. En sær blanding. "Hvad bringer Dem på disse kanter?" spurgte Elisbeth, i et høfligt tonefald.

"Absolut ingen ting." svarede Lucy, da der jo faktisk ikke var nogen grund til at hun befandt sig der i skoven. "Miss, jeg må bede Dem lade være med at tiltale mig på den måde, da det er yderst forvirrende for mig." sagde hun så, nikkede svagt til sine egne ord. "Hvad er Deres navn?" spurgte hun så og smilede igen.

Elisabeth lagde hovedet på skrå, og fugtede langsomt sine læber. Overvejede hendes ord. "Hvorfor finder De det forvirrende, når De tiltaler mig, i det samme sprog?" spurgte hun oprigtig interesseret, før hendes blik gled vagtsomt op og ned af pigen. Denne lille skabning virkede uhyre rolig. Det var flot - Ganske udemærket. Elisabeth kunne mærke, hvordan hendes respekt begyndte at stige, jo mere hun så på pigen. "Mit navn er Elisabeth," sagde hun roligt. "Og Deres?"

"Fordi man som et barn ikke bliver tiltalt på den måde, men det forventes at man tiltaler ældre på den måde. Da det stortset er umuligt at finde andre med en krop så ung som min, tiltaler jeg alle på sådan vis." svarede hun og fugtede kort sine læber. "Jeg er Lucy." præsentere hun så sig selv. Det ved helt bevidst at hun ikke sagde 'Mit navn er Lucy' da det jo ville være en løgn. Hun brugte bare sjællent sit navn.. Kunne bedre lide forkortelsen..

Elisabeth smilede over hendes lille tale. "Men De er jo ikke noget barn," brummede hun, og vendte sit blik bort fra hende, som hele tiden havde lagt på pigen. Hvis Elisabeth skulle gætte på noget, var hun omtrent samme alder - Måske ældre? Hvem vidste? "Lucy? Det lyder sødt. Det er hyggeligt at møde Dem. Hvis De ikke har noget videre alvorligt imod det, vil jeg gerne blive ved med denne tiltale. Det ligger mig nemlig, mest naturligt eftersom vi blot er bekendte," forklarede hun, i et klart tonefald.

"Hm." sagde Lucy kort til den sidste bemærkning. Hun var ikke videre glad for det, men var villig til at acceptere det. "De tager fejl, miss Elisabeth. Uanset hvor gammel jeg bliver vil jeg stadig være et barn. Jeg vil naturligvis udskille mig fra andre børn, og forventer at blive behandlet med noget mere respekt end andre børn, men jeg er stadig et barn. Et gammelt barn muligvis, men et barn." sagde hun derefter, og glattede let på den hvide sommerkjole.

Elisabeth så meget forskelligt på den sag, iforhold til pigen. Hvilke hun kun fandt underholdenden - På den måde, havde man altid en diskussion, og det kunne i sig selv være utrolig underholdenden. "Jeg er meget uenig med Dem," sagde Elisabeth i et let tonefald, før hun sendte hende et mildt smil. "Skal vi passere? Nok er vi begge her, ikke af nogen særlig grund, men som regel er det hyggeligst, hvis man går," fortalte hun, og borede sine små tæer ned i sneen.

"Lad os det." svarede Lucy og begyndte at gå. "Sig mig; Hvorfor er De uenig med mig, miss Elisabeth?" spurgte hun efter en tid da hun ikke længere kunne dy sig. Hun så sig selv som et barn uanset hvad andre sagde. Hun blev jo aldrig stor.. Hun forblev lille og - havde hun utallige gange fået afvide - yndig. Desuden havde hun ikke de samme følelser og lyster som en voksen havde. På den måde var hun et barn uanset hvor gammel og klog hun så end nåede at blive.

Elisabeth så alvorligt på hende. "Det aner jeg faktisk ikke," svarede hun så. Elisabeth vendte sit blik mod stien, hvor de to hunvampyrer gik med ynde og elegance. "Måske fordi De virker så meget ældre. De kender måske til den rang, man får jo ældre man er. Eller De færdes måske ikke i De kredse? Ikke at jeg selv færdes der, men mange af mine bekendte, er ældre og derfor tiltaler man dem sådan," forklarede hun og rynkede brynene.

Lucy tænkte lidt over ordene, og sagde ikke noget en rum tid. "Jeg er ikke videre bekendt med den rang de omtaler, men jeg ved at jeg er langt en af de ældste nulevende vampyrer." svarede hun så, og smilede lidt. Man kunne næsten altid finde et smil på hendes ansigt, også selvom der overhovedet intet var at smile af. Det var bare blevet en standart for hende..

"Det kunne jeg næsten gætte mig til," brummede Elisabeth i et imødekommende tonefald. "Hvad er deres historie for, at være her af alle steder?" spurgte Elisabeth hende i stedet, og lagde svagt hovedet på skrå, før hun rettede blikket mod hendes nøgne fødder som var jokket i sneen. Sneen glimtede vildt, og månens skær var meget smuk den aften.

"Jeg havde bare sådan en lyst til at gå skoven, så sådan blev det. Jeg har for vane at komme de mærkeligeste steder unden nogen videre grund." svarede Lucy med en let latter i stemmen. "Hvad med Dem, miss Elisabeth?" spurgte hun, og havde hele tiden ansigtet rettet frem for sig.

Elisabeth kunne ikke holde en hjertelig latter tilbage. "Det ser jeg. Møder de så også nogle mærkeligste personer?" spurgte hun lettere drillende, og nød deres lille gåtur. Lidt efter så hun tænksomt ud. "Jeg elsker selv skoven. Den er meget smuk på denne tid, og så har jeg så meget at tænke over," sagde Elisabeth og sendte hende et bredt smil. "Og så er skoven, perfekt til lange gåture," fortsatte hun og smilede mildt.

"Ja bestemt" lo hun af Elisabeths drillerier. Hun rynkede let panden og så tænksom ud da den yngre vampyr ved hendes side beskrev skoven som smuk. Skønhed og smukke ting var for seende folk. Ikke for folk der endikke havde set deres egen mors ansigt, eller set himlens blå farve. Nej skønhed var ikke for blinde folk som Lucy.. I hvert fald ikke på den måde.. Et stykke musik kunne for Lucy var smukt, og udtrykke utrolig skønhed, men ikke en skov eller en person.

Elisabeth kunne heller ikke skjule en svag latter. Hun så på Lucy, og sendte hende et kærligt smil, selvom hun jo ikke kunne se det. "Men det tror jeg bare, de finder meget behageligt," sagde hun og puffede venskabeligt til hende, før hun så ud frem for sig. "Det kan også være meget underholdende. Der er også mange forskellige typer her," svarede hun og sendte hende et mildt smil. Det var der i sandhed også!

"I sandhed ja. Der er intet bedre end underholdende selvskab." bekendtgjorde Lucy med et bredt smil i det barnlige ansigt. Der var selvfølgelig forskel på hvad man mente var underholdende selvskab, men Lucy mente at yngre væsner ofte var sjove at tilbringe tid sammen med. Så længe det da ikke var nyfødte vampyrer. Hun kunne ikke udstå nyfødte vampyrer. De var stadig så menneskelige at de ikke ville acceptere virkeligheden, og ofte forvirrede sig selv..

Elisabeth nikkede roligt, og lod det mørke blik glide ud over deres omgivelser. "Jeg kunne ikke give Dem mere ret. Der er selvfølgelig forskellige betegnelser for, hvad man finder underholdenden. Specielt glade og ældre væsner, finder jeg særdeles morsomme. Jeg har ikke haft æren af, at møde nogle nye vampyrere, her i omegnen. Ved De helt præcist, hvor mange vi er?" spurgte Elisabeth og rynkede svagt brynene.

"Nej, men jeg er nu ret sikker på at vi er mange. Der hænger en svag lugt af vampyr næsten uanset hvor man tager hen." svarede Lucy, og rettede igen på bindet for hendes øjne. "Glade ældre væsner siger De?.. Jeg holder nu af yngre væsner, specielt engle og elvere.. Og vampyrer der er kommet over de første års forvirring og tvivl." fortalte hun så med et smil i stemmen.

"Jeg har aldrig fundet specielt godt ud af det med elvere," brummede Elisabeth let, før hun spejdede ind imellem skovens træer. "Derimod er engle udsøgte. Her tænker jeg dog ikke som mading, men mere som selskab," sagde hun, i et skarpt tonefald, der var pakket ind i et sukkersødt og roligt tonefald. "Min," Elisabeth tøvede, "Veninde er selv en engel," forklarede hun.

Lucinia nikkede lidt, og lyttede til hvad Elisabeth havde aat sige. "De bider ikke engle?" spurgte hun lettere undrende. "En veninde siger De.. Hvad er hendes navn?" spurgte hun dernæst, mest for at sikre sig at hun ikke skulle komme til at bide den engel, hvis det da ikke allerede var sket. Lucy gik meget op i at respektere andre vampyrers 'ejendom', så som blodbanke, og - i dette tilfælde - venner. Det var måske lidt hårdt at kalde dem for andres ejendom, men det var nu engang sådan Lucy så på det.

Elisabeth betragtede det lille væsen med et let blik. "Hendes navn er Jalaz. Jeg formoder at De holder Dem i skindet, hvis De møder en engel med dette navn. Det ville jeg sætte stor pris på, tak," sagde Elisabeth i et myndigt tonefald. Hun var lige ved at tilføje, at de ikke kunne blive andet end bekendte, hvis det viste sig, at Lucy skulle angribe Jalaz - Hvis ikke fjender - dog lod hun den bemærkning bide i sig.

"De kan skam være helt rolig, miss Elisabeth. Jeg vil sørge for at holde tænderne fra hende." svarede Lucy, lettere alvorligt. Det med respekt, og sådanne ting, betød faktisk meget for Lucy. Men det kom det hurtigt til når man kom bare en smule op i årene som denne lille vampyr var det.