Her i skoven...

Dato :: Irl
Årstid :: Irl
Dag :: Mandag
Tid :: 23.00
Sted :: SkovenO.o
Omgivelser :: Træer?
Påklædning :: https://2img.net/r/ihimizer/i/6183qb5.jpg/

Mari gik rundt inde i skoven med elegante takt faste skridt. Hendes hår var samelet i en fletning da svingede i takt til hendes skridt. Hun smilede og slikkede sig om munden. Hun var glad... I rigtig 'lege' humør. Lige i humør til et uforsigtigt menneske. Eller i det hele taget selvskab. Man kunne jo også lege med andre væsner end mennesker. Hendes hånd stod i flammer, og hun pustede til ilden så en stor stikflamme stod ud fra den.

Evelyn kom gående i skoven. Hun gik som sædvanligt svævende og lydløst, og kunne ikke lugte andre væsener.

Mari lugtede englen og gik i retning af hende. Hun lod ilden gå ud, mens hun nærmede sig englen

Evelyn gik i sine egne tanker, da hun pludselig stod overfor et andet væsen. Hun genkendte væsenet, "Renee", udbrød hun stille, men glad.

Hun rystede på hovedet. "Mari Copernicus. Renee Smith er et dæknavn jeg bruger blandt mennesker" sagde hun og smilede til hende

Evelyn kiggede forbavset på Mari eller Renee eller hvem det nu var, "Okay?, hvorfor?", hun smilte skævt.

"Fordi navnet Copernicus er kendt af mange, og slægten er uddød. Desuden er det godt med et nyt navn ind imellem..." svarede hun blødt

Evelyn lo kort og lavt, "Tell me about", hun smilte.

"Hvad laver du så her?" spurgte hun og smilede drillende

"Ude at gå.. som jeg altid er..", hun smilte. *Altid dejligt med nogle vampyrer der ikke springer på mig...*

"Er det ikke lidt farligt for en engel?" spurgte hun stadig med en drillende tone

Hun kiggede spørgende på hende, "Jeg er vandt til at være i fare..", hun smilte skævt, "Jeg er åbenbart så lækker at alle vil ha` et piece of me", hun lo kort.

"Indeed. Du dufter jo helt fantastisk" sagde hun og tog endnu et skridt mod Evelyn

Hun vidste godt at Mari ikke tænkte på hendes parfume, men sagde; "Tak", alligevel, og smilte. Hun lagde mærke til at Mari om tættere på, men regnede ikke med at hun ville æde hende.

"Du virker meget ung. Hvor gammel er du Evelyn?" spurgte hun og så undersøgende på hende

//Skal lige spise//

"Det er jeg vel også i forhold til dig", hun smilte skævt, "17 i udseénde, og 37 i sind.."

Hun lo lidt, "Jo ung det er du." sagde hun smilende

"Hvad med dig?, gammel nok til at være pensionist?"; hun smilte skævt.

"Nej på ingen måde, der er andre der er meget ældre end mig. Kroppen er 20 mens sindet er 541 år gammelt... Har du nogen familie?" svarede hun leende

"Du er da meget gammel..", hun smilte, "Ja.. mor og far.. Men de er i Himmelen - bogstaveligt talt", hun smilte svagt, men der var et trist strøj i hendes blik.

"Savner du dem ikke?" spurgte hun med et glimt i øjnene

"Meget..", sagde hun stille, og kiggede ned mod jorden..

Hun smilede over Evelyn *Hvorfor er engle altid så lette?* tænkte hun undrende

"Hvad med dig?", spurgte hun så lidt efter, hun smilte svagt og imødekommende.

"Tja... De er forlængst døde, men jeg havde en mor, en far og en bror... Nicolaus Copernicus." svarede hun stadig smilende. Hendes familie rørte hende ikke det mindste... Måske hendes bror, men hun var fuldt ud i stand til at skjule det