Solens sidste stråler.

Dato/Dag : Søndag den 20 Juni
Tid : Aften.
Sted : La Sunisha - Strand.
Vejr : Solnedgang. Sommervarmt :D(Gid det var sådan IRL xD)
Omgivelser : Ingen.

Coco smilede for første gang i lang tid. Hun havde taget 'fri', hvis man kunne sige det sådan. Hendes våben lå derhjemme, og hun havde parraderne nede, uden at observere sine omgivelser overhovedet. På en måde gjorde det hele lettere urolig, så hun lyttede til lyde der ikke passede ind. Vandets lette brusen lød som musik. Takten for når vandet brusede over og blev til skum, var blevet så fast, at den var printet til hendes hukommelse. Så kom tidspungtet hvor solen dykkede lidt ned under vandet, og som ved et trylleslag, blev vandet til flydende guld. Coco smilede let. Man ville blive rig hvis det havde været rigtig guld.. Men penge var jo ikke alt vel? Hun smilede let og lagde sig i sandet, mens solens sidste stråler varmede hende.

Caden lå på ryggen i det kolde vand og betragtede solnedgangen. Hans sorte hættetrøje og sko lå længere oppe af stranden og hans ene ørering var gået fortabt i havet. Han havde derude i godt en halv time men havde ingen planer om at vende ind mod land igen. Tanken om at igen at skulle befinde sig indendørs i den lille lejlighed fyldt med flyttekasser frastød ham. #jeg orker fandme ikke pakke flere kasser ud# tænkte han lettere irriteret. Han vendte sig om i en glidende bevægelse og dykkede ned,satte fødderne til sandbunden og skubbede sig op over vandet i et spring der efterlignede delfinerne han havde set i fjernsynet i tirsdags.

Coco satte sig undrende op.. Hun spejdede ud over vandet, men solen blændede hende, så hun opgav. Tegnet havde været lille, det havde lydt som om noget havde svømmet op ad vandet, eller skubbet sig igennem det. En lang skygge fløj op af vandet, så Coco fløj forskrækket op at stå. Hendes første reaktion var, vandskabt delfin, men den skuppede hun fra sig da hun så noget hår blafre i den svage vind. Hendes hjerte satte farten ned og hun satte sig småleende på stranden igen. Hendes korte shorts var fyldte med sand, som hun hurtigt børstede af, inden hun vendte blikket mod havet igen. Hun håbede på at se mennesket... Elelr hvad det havde været, igen.

Da Caden brød overfladen kastede han hovedet tilbage for at få de blå og blonde lokker væk fra ansigtet. Godt nok var vinden hans element men hvor han dog elskede følelsen af vand mod skind. Han kunne finde på at gå ud i regnen og bare stå og nyde af alle de dufte der blev forstærket af fugten. Regnen der langsomt gennemblødte hans krop og vinden der legede og kaldte på ham for at deltage. En skygge i vandet fik ham til at stoppe op. Vinden havde lagt sig og var faretruende stille. Skyggen bevægede sig i små cirkler godt 30 meter længere ude men noget sagde ham at hvad det end var, var den ikke venligtsindet. #Oh shit#

Coco rejste sig undrende. Halt det muntre hoppe-plask-dyk-hop mynster var brudt, og nu stod .. drengen, som det sansynligvis var, helt stille, med et blik på noget længere ude i vandet. Hun lagde en hånd over øjnene for at skærme fra solens stråler, så hun kunne ænse noget mørkt svømme rundt i.. En cirkel? Èn haj? Coco gik ud, så vandet gik hende til under shortsene mens hun undrende betragtede ddet sorte. Hun lagde automatisk hånden på en lille minni-dolk/mini-spyd, hun havde til at holde håret oppe i en hurtig knold. Helt uden våben skulle man aldrig være. "Kan du se hvad det er?" Råbte hun, uden overhovedet at tage hensyn til drengen, der sansynligvis ville få sig noget af et chok.

Caden stivnede på ny, hans instinkter fortalte ham at han var omringet med personen længere inde men hans sunde fornuft sagde noget andet. "Jeg-" begyndte han men han nåede ikke længere. Skyggen havde sat kurs mod Caden og med en fart der varslede om at han ikke ville nå tilbage i tid. "Shit!" Skreg han og kastede sig ind mod breden med hæftige svømmetag. Var det bare ham eller var skyggen vokset? Hans lemmer brændte af anstrængelse men der var stadig langt ind. Hans sind var tåget af angst. #Jeg når det ikke, jeg når det ikke!#

//Baah... Må logge ;S - Bål og skumfiduser O.o (Familien er gået amok i - vi skal hygge rigtig meget Ö xD

Coco stivnede. Hun var en trænet svømmer, så efter mindre end et sekunds stilhed sprang hun ned i vandet. Hun svømmede, samtidig med at hun brugte strømmen til sin fordel. "Hey!" Udbrød hun da hun så at drengen svømmede for paniskt. "Prøv at slappe af mens du svømmer! Så mister du ikke så meget ilt, og dine muskler kan bedre holde til det!" Coco betragtede den svømmende hurtige skabning, den var blevet.. større? Hun rynkede øjenbrynene sammen, inden hun hurtigt, og med øvet hånd, hapsede kniven og lod hendes hår falde ned ad ryggen. Hun svirpede den lynhurtigt igennem luften, og med et let klang, ramte den målet.

//I orden, lyder hyggeligt;)//

Caden stoppede ikke selvom han vidste at han ikke blev forfulgt mere. Han nåede enlig frem til breden og kastede sig op på sandet. Han åndedræt kom i små lette gisp og hans mørke øjne var lukkede."Fu-" gisp "Fuck det var-" gisp "-tæt på... tak"

Coco tog ingen notis af drengen, men svømmede hen til hajen og rev sin lille kniv ud. "Altså" sukkede hun da hun så blodet på sin elskede kniv, og skyllde den hurtigt i saltvandet, før hun snurrede håret rundt i den, for at sætte den op i en knold igen. SÅ svømmede hun ind til bredden og betragtede den gispende dreng med et smil på læben og et hævet øjenbryn. "Hvaa..Er du okay?" Smilede hun og bukkede sig ind over ham for at se nærmere på ham. "Ikke såret eller noget?"

"Nej, jeg har det fint" svarede Caden der havde fået sin hyperventileren under kontrol. Han havde aldrig støt på hajer i de her farvande men en gang skal vel være den første? Det varer i hvert fald et stykke tid før han våger sig der ud igen. "Så ehm" sagde han og kørte nervøst hånden igennem det våde hår. "Det her var vel nok en lidt akavet måde at mødes på" han smilte forsigtigt og rækte hånden frem. "Navnet er Caden og hvem skylder jeg mit liv idag?" Hans øjne skinnede muntert. 'Idag' sagde han fordi det var lige hans held at støde på den eneste fare i en mils omkreds, sådanne situationer var sket før alene fordi han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. *Karma* tænkte han med et suk.

Coco kiggede mistænksomt på ham, lettere utrolig over om han mon havde overanstrængt hanss muskler, ved panisk at gi' det ekstra han havde. Det var bevist at når folk blev bange, brugte de det sidste af deres energi i en overanstrænngelse. "Akavet og Akavet" Sagde hun med et skævt smil. "Ikke for en der ligesom.. Møder sådan noget her dagligt" Hun blinkede til ham og nikkede smilende. "Coco" Presenterede hun sig og smilede muntert, inden hun satte sig ned ved siden af ham, så hun kunnee give hans hånd et blidt tryk. "Og du skylder mig ikke dit liv" Smilede hun kækt.

"Thank god" Sagde Caden, ærligt lettet. "Jeg skylder alt for mange den slags i forvejen og jeg er ikke en person der har nemt ved at gengive det" hans smil blev en smule trist. "Det hedder karma" sagde han og trak på skuldrerne. Og så indhentede de sidste 20 sekunders begivenheder. Hans muskler gav op og han fald på ryggen i sandet. Han rynkede panden, "Måske burde jeg ligge lidt ned." Efter en kort pause tilføjede han "Hvad laver du hernede på stranden?" Han vendte hovedet en smule for at kigge op på Coco. "Hvis du altså ikke har noget imod at jeg spørger"

Coco smilede. "Det har da ikke noget med karma at gøre.. Nogle folk er bare uheldige, ellers kan andre jo ikke være heldige vel? Det kaldes balance. Sådan er det bare. Der er rige og fattige, for hvis alle var rige, hvad skulle man så bruge pengene til? Det ville være det samme som at ingen var rige. Og så er det også nogen gange federe med lidt spænding i livet ikke?" Hun lo let da han faldt om i sandet. "Jo go' idé" Mumlede hun smilende og lagde sig ved siden af ham. "Spørg du bare løs" Mumlede hun og overvejede sit svar. "Hmm.. Før jeg fimsede rundt i vandet og kastede med knive, mener du?" Hun smilede skævt. "Jeg nød solnedgangen, lyttede til vandet og slappede af" svarede hun ærligt.

"Tjah, hvis man ser det på den måde..." sagde han eftertænksomt. "jeg ved hvad du mener" fortsatte han mens han samlede en håndfuld sand op og lod langsomt de små fine sandkorn glide imellem hans fingre, det kildede lidt. "Jeg elsker duften af saltvand, og lyden af bølgerne." Han lo "Det varer dog et stykke tid før jeg går derud igen" han satte sig prøvende op for at se om musklerne tillod det, han håbede ikke det blev til en vane det med at kollapse. "Så du er dusørjæger kan jeg regne ud?" sagde han langsomt, mens han kiggede ned på den blodige kniv.

// MOR flipper.. Svarer imorgen -.- Grr.. forældre O.o

//Okay, held og lykke med din mor ;) kender det kun alt for godt -.- suk :)//

Coco grinede og nikkede. "Yah.. Saltvandsluft" Mumlede hun og kiggede lettere drømmende ud mod solen som snart var væk bag den blå horisont. "Dusørjæger? Fordi jeg kan kaste med knive?" Spurgte hun muntert.. "Nårh ja.. Og så fordi jeg kender til væsenernee!" Mumlede hun overdramatisk og nikkede. "Jo det er jeg. Men jeg er ikke som dem der dræber uden grund. Mit job er at beskytte menneskene, og det gør jeg ikke, ved at slå uskyldige personer ihjel" Sagde hun og trak på skuldrene. Normalt snakkede hun ikke sådan med dæmoner, for hun havde allerede fået slugt sin skygge, og ville ikke have slugt sin sjæl. Men Caden virkede flink nok. "Vil du love mig noget?" Lo hun. "Ikke at æde min sjæl.. Jeg mangler allerede min skygge" Hun blinkede mmuntert til ham

Caden blinkede overrasket og slap taget om sandet som han lod risle igennem fingrerne. Han var ikke en dæmon der tog folks sjæle men hvis hun vidste at han selv stjal skygger ville hun måske ikke være ligeså imødekommende. Han havde ærligt talt ikke skænket føde en tanke siden han mødte Coco. Han rynkede let panden men sagde til sidst "Det lover jeg" Det var jo ikke helt løgn vel? Han kunne ikke tage hendes sjæl så det ville aldrig falde ham ind at prøve. "Jeg tog dig heller ikke som den morderiske type" tilføjede han med et skævt smil. Han faldt hen i sine tanker der stadig svirvlede om den nye information han havde fået om den unge kvinde. Han havde enlig aldrig fundet ud af hvad der skete med en person der fik taget sin skygge. For ham havde det bare været føde og intet andet, men var det så enkelt eller lå der mere bag det end han troede?

Solen lyste stadig hen imod dem.. Eller det sidste af den gjorde. Om nogle minutter ville solen være væk. Coco kiggede tilbage på sandet bag ved sig med et tænkende blik. Folk lagde aldrig mærke til at hun manglede sin skygge..Og for første gang i flere år betragtede hun der hvor skyggen skulle have været, med lettere sørgmodige øjne. Når man kiggede efter så det underligt, unaturligt ud. Men nu var hun jo heller ikke så naturlig. Hun vendte sig mod Cai(New Nickname ;D) og smilede som tak,men hun vidste selvfølgelig ikke hvad for en slags dæmon han var. Coco lo muntert. "Det kommer an på hvem man er" Smilede hun overdramatisk og lavede et teatralsk 'slåen ud med armene'. "Aj" Hun grinede igen og lagde hænderne på det lette varme sand. "Kun for folk som jeg bliver nødt til at dræbe" Hun skar en grimasse og kiggede på ham. "Har du nogensinde dræbt en person Caden?" Spurgte hun med et sørgmodigt blik. "Det værste af det hele er.. At når det er sket første gang, mærker man det ikke anden gang. Man føler ikke noget når personen skriger. Det er som om det bare siger klik inde i ens hovede, hvis man føler sig truet, og så er man bare ligeglad med sin modstander.."

Caden ansigt var blankt og forsunket i gamle minder. Han havde været tæt på. Såfrygteligt tæt på at ende sin fars liv og han havde næsten fortrudt at det ikke var lykkedes. Han hadede den mand. Den mand der i fordrukkent raseri havde tævet ham. Igen, og igen, og igen...
Hans øjne var kolde og hårde ved tanken om de ting der plagede hans barndom og stadig gjorde hverr gang han lukkede øjnene for at sove. Det var vel en af grundene til at han var rolig af sin art. Han var nød til at bide skrigene i sig der kun ville hælde olie på ilden i hans fars øjne. Han havde lært at lægge bånd på sine følelser. "Nej" sagde han fjernt. "Men nogle gange ville jeg have ønsket at jeg havde.." Han så op på Coco, hans udtryk stadig bittert. "Hvorfor vælge at blive dusørjæger? Det er noget der altid har undret mig. Hvorfor vælge et arbejde der tvinger dig til at dræbe?"

Coco kiggede på hans ansigt med et roligt blik. Han var i sin egen verden af had, et sted hun tit selv var i. En vverden fyldt med ubehagelige flashbacks og dårlige minder. Hun rynkede øjnene sammen og trak på skuldrene. Hvis den første person man dræbte var en man ikke ville have det skidt med ville det være ligegyldigt. Hvis det var en man elskede, vil man aldrig kunne tilgive sig selv. "Hvorfor vælge at blive læge?" Spurgte hun og kiggede på ham med et skævt smil. "Man vil gerne hjælpe.. Nogle kalder os dræbere, andre kalder os hjælpere. Jeg kalder os bare retfærdige.. Eller nogle af os." Hun smilede skævt. "Vi sørger for at menneskerne kan blive ved med at være her, vi sørger for at beskytte dem, mod noget de har det bedst med at leve uden. En verden de aldrig ville kunne forstå, som de bare ville leve i frygt i." Hun trak på skuldrene og kiggede ud over havet, som nu igen var blå/gråt. Solen var væk.

"Jeg tror på dig" Sagde han og smilede stille og fulgte Cocos blik ud mod det blå ocean. Det var en behagelig stilhed, ikke de der akavede stilheder som man bare er nød til at bryde. Caden havde den opfattelse at de havde mere tilfældes end de var klar over. Pludselig spredte et skævt grin sig over hans ansigt - han havde fået en idé. Han vendte opmærksomheden mod Coco der stadig havde blikket mod havet og skubbede let til hende inden han sprang på benene. Han dansede rundt omkring hende inden han bøjede knæene og knurrede, hans ansigt stadig venligt og øjne der udtrykte hans drillende humør. "Lados se hvor gode dusørjægere enlig er" sagde han grinende. *Jeg håber jeg ikke hun tager udfodringen alt for seriøst* tænkte han nervøst.

Coco lo muntert af ham da hann dansede. "Skal vi danse,?" Grinede hun og smilede. "En udfordring!!" Hylede hun optimistisk og sprang på benene. "Men .. Men det eneste våben jeg har en min hår-kniv" Mumlede hun irriteret og tog den ud af håret, i en flydende bevægelse, man kunne se hun havde gjordt mange gange. Hun kiggede sig hurtigt omkring, samlede tre pinde op og kastede dem svirpende hen imod ham. "Tænk hurtigt!" Grinede hun, og imens han var travlt beskeftiget med, at være ved at blive slået ned af pinde, løb hun om bag en lille høj i sandet, og satte sig bag noget græs.

Caden dukkede sig for pindene og sprang tilbage imens han søgte sandet efter et våben. Han fik øje på en gren længere henne af stranden og spurtede hen til den. grenen var to tommer tyk men han var ikke sikker på om den ville holde til en dusørjægers slag. Han tog grenen i begge hænder og knækkede den i to dele med et smæld - jo kortere de var jo sværere var de at knække. Han stod nu med to 30 cm lange pinde klar til kamp. "Kom an!" råbte han drillende.

Coco grinede lydløst bag sandbunken, mens hun underligt tænkte på at hun aldrig sådan havde været 'drillesyg'. Hun havdce nok været for alvorlig i for lang tid, besluttede hun sig for. Hendes øjne undersøgte hurtigt sandbunden, og hun overvejede at kaste stan efter ham, hvilket hun så kom frem til, ville være en dårlig idé. Hun kunne også bare undvære våben hvis det skulle være på den måde, nå hvar! Coco hoppede grinende op fra sandet og lavede et dramatisk rullefald ned imod ham. Hun sprrang grinende på benene og sparkede sand op, så hun stod i 'tåge' "Prøv om du kan ramme mig nuu!!" Drillede hun