Solens sidste stråler.

Caden veg leende tilbage for sandet og sparkede ud efter hendes ben for at prøve at vælte hende. Han var dog en smule tøvende, han ville ikke skade hende. Det var længe siden han havde haft det så sjovt med nogen før. Han svang grenen i højre hånd i en stor bue og sigtede efter hendes skulder.

Coco hoppede grinende over hans fod før hun blev dasket til på armen. "Heyy?" Smågrinede hun og sparkede ud efter hans hofte, for hvis man ramte det rigtige sted ville benene kollapse. Dog var hendes spark ikke hårdt på nogen måde, men hvis hun nu ramte lige det rigtige sted ved hoften, ville han alligevel falde til jorden. Hun grinede let og sprang tilbage da sandet igen havde lagt sig på jorden.

Caden faldt til jorden med et gisp og en forbandelse, han måtte ærligt indrømme at have undervurderet den unge dusørjæger. Han skiftede taktik og blev liggende i sandet med lukkede øjne og stoppede sin vejrtrækning. Han var sikker på han kunne holde vejret i lang tid nok. Hans krop lå i en underlig vinkel der begyndte at smerte i ryggen, men det gav det vel også en slags effekt.

Coco stoppede med at grine og kiggede lettere nysgerrigt ned på Caden, da sandet havde lagt sig. "Caiiii?" Spurgte hun og lagde hovedet på skrå. "Cai? Er du okay??" Spurgte hun og mærkede en svag panik. "Hey! Det er ikke sjovt!" Udbrød hun og prikkede til ham med foden. "Jeg ramte dig ikke alvorligt vel?" Hun lyttede. Ingen vejrtrækning!?!? "Cai! Træk vejret!!" udbrød hun forskrækket og vendte ham om på ryggen. Hun lagde øret på hans bryst og lyttede. Hjerterytmen var der da stadig, men inden vejrtrækning. "Grr.. Besværligt.. Drenge" mumlede hun og begyndte med professionel hånd at give ham hjertemassage. "Og en og to og tre og fire" Talte hun for sig selv. Hold en pause. Og gentog.

Så måske havde Caden ikke lige regnet med at få udført hjertemassage af Coco. Han slog øjnene op og kastede sig over hende. Han sad på hendes mave med hænderne i et jerngreb. "Fanget" sagde han triumferende. Han smilede skævt ned til hende

Coco hvinede forskrækket da hun tumlede bagover i sandet. "Caden!" Udbrød hun irriteret og kiggede på ham med et kold blik. "Cai" Grinede hun og blødede op. "Listig som ræv!" Udbrød hun og rynkede på næsen. "Nej ven. Ræve er snu.. Hvilket dyr er listigt?" Hun kiggede spørgende på ham og slog det så hen i latter, "Nå what ever." Coco kunne ikke lade være med at tænke over det Caden lige havde gjordt. Hun gjorde tit noget der szvarede til det samme, i kampe. Lod sig falde, så modstanderen blev triumferende, og SÅ fælde ham..Eller hende. Hun smilede skævt. "Godt tænkt"

Caden rejste sig og bukkede drillende "Jeg tager med glæde imod komplimenten" Han tog fat i hendes ene håndled og hev hende med op. "Men jeg må ærligt sige at du gav mig kamp til stregen." Han rynkede let panden i et forsøg på at komme i tanke om et dyr der var listigt. "Tja" begyndte han og smilede varmt til hende "Mit yndlingsdyr har altid været ulve og de er da ret listige ikke? Jeg mener den måde de jager som om de ved lige præcis hvilket dyr der er nemmest og hvordan det skal lykkes for dem at nedlægge det" Hans øjne lyste af beundring for de smukke dyr man han lagde hånd om sig selv da han opdagede at han var kommet væk fra det han ville sige. "-Så ja" afsluttede han "Som en ulv"

"VufVuf.. Hyyl?" Mumlede hun og hæcvede grinende et øjenbryn. "Det kan man vel godt sige" hun kiggede nysgerrigt på hans øjne der var fulde af beundring, og hun overvejede om han havde den facination for ulve, som hun havde for slanger og pantere. Hun smilede let og vred sig lidt under ham. "HostHost?" mumlede hun og grinede dæmpet, så det gav en sjov følelse i maven, fordi Cai sad på hende. "Kunne du eventuelt rykke dig du??"

Hans kinder flammede op og han skyndte sig at flytte sig, han havde i ikke tænkt over den position de var i. "Undskyld" mumlede han og rakte en hånd ned for at hjælpe Coco op. Han børstede sandet af i en fejende bevægelse og kiggede ud over havet - halvt for at se solnedgangen, halvt for at slippe for at møde Cocos blik. "Flot aften ikke?" sagde han stille mens han betragtede den gyldne ildkugle der langsomt blev slugt af det mørke vand.

Coco kiggede grinende på ham og tytrak på skuldrene. Hun kunne ikke helst se det pinlige i stillingen, da hun i det hele taget var et tumlebarn, af en art. Hun nikkede et par gange og kiggede så ud over vandet. "Jooh" Sukkede hun og trak benene op til sig, og lagde armene omkring sine ben mens hhendes blik var ude over oceanet. "Vildt smukt" Mumlede hun og kiggede derudover. "Har du nogenside været der ude?" Spurgte hun og kiggede drømmende op imord himlen. "For jeg er en af de personer som kun har været her, og i omegen.." Hun sukkede og smilede blidt til himlen. "Gad vide hvordan der er derude.. Deroppe." smilede hun og lagde sig ned i sandet.

"Deroppe?" spurgte han og lagde sig ned i sandet ved siden af Coco. "Du mener som i -" han pegede op mod himlen "- helt deroppe?" Han kiggede op mod de orange og røde skyer der farvedes af solens flotte aftenfarver. "Med hensyn til derude" sagde han efter et stykke tid. "Har jeg ikke haft de bedste oplevelser. Det her sted er himmel for mig" sagde han smilende men ændredes hurtigt til en seriøs panderynken. "Med hensyn til deroppe" sagde han og pejede op igen "Så tror jeg ikke på det. At en person bare sådan bestemmer det hele. Jeg mener tænk på alle de grusomheder i verden, hvad bliver der gjort ved det?"

Coco smilede da hun kiggede op i himlen. "Jeg ved det ikke. Jeg er ikke religiøs, og tror overhovedet ikke på at der sidder en mand i himlen og siger: Hov, du er ved at blive gammel, du skal dø. Du har været ond, du kommer ikke i himllen og så vidre." Hun kiggede grinende på ham. "Men.. Jeg mødte engang en engel" hun smilede let ved minderne. "Og.. Hun sagde at hun havde mødt Gud. Hun sagde at hun havde mødt det hun ville kalde: Det guddommelige, i hendess verden. Hun havde set et lys, og hun havde vidst at det var godt." Coco kiggede på Cai med facination i sine øjne. "Ved du hvad det var hun havde mødt?" Spurgte hun og smilede. "Kærligheden" Hviskede hun, før hun lagde sig helt ned i sandet og kiggede op i de smukke skyer.

"Wow" mumlede han og gengældte hendes blik. Megen kærlighed havde han ikke oplevet i sit liv, i hvert fald ikke fra sin families side. På et tidspunkt i hans liv havde han benægtet hele dens eksistens. Men noget må der vel være om det. Han kendte til kærligheden i venskab men han var ret sikker på at Coco mente den helt store, den der overgik både familie og venner. Han smilte ved tanken. *Det må være skønt*

"Det må være skønt" mumlede hun, uden at vide at Cai lige havde tænkt det samme. "Sådan at møde noget man elsker så højt" Hun smilede blidt og lagde hænderne ind under sit hoved, for ikke at få for meget sand i hovedbunden. Coco smilede og kiggede på ham. "Har du mødt nogen? Sådan på den måde, når man ikke kan tænke ordenligt?" Hun kiggede nysgerrigt på ham. Selv havde hun kun hørt hvordan det var. Folk sagde at det for det første var ligesom at have drukket 10 sodavand. Man var hyberaktiv og gjorde en DEL ting uden at tænke over det. Og for det andet, at man ikke kunne tænke på andet end personen. Hun smilede. Det måtte også være lidt træls at være så afhængig af en person.

"Ikke på den måde som du mener" sagde han langsomt. "Men jeg havde en storebror som jeg så utrolig medet op til. Han var min store idol og jeg gjorde alt for at imponere ham." Han lo stille og han fik et fjernt blik der vidnede om hans mentale flashback. "Jeg var kommet hjem med en sommerfugl - en stor én med flotte vinger med sorte svirvlende tegninger - min bror var rasende. Han skældte mig ud og sagde at jeg skulle behandle naturen som var det en kær ven. Næste dag fandt jeg et egern der var blevet andgrebet af en rovfugl. Dens hale hang i en underlig vinkel og den pev hjælpeløst. Jeg tog den med hjem og gav den mad og forbandt halen med noget af det der specielle tape - jeg kan ikke lige huske hvad det hedder - men det gjorde min bror stolt. De næste par år kom jeg hjem med alle mulige forskellige såret dyr jeg stødte på til min forældres store irritation men jeg gjorde fordi det var sådan min bror sagde at jeg skulle." Han sukkede "Det er derfra jeg har fået min facination for dyr - specielt ulve."

Coco smilede under hele historien. "Aj hvor sødt" Klukkede hun og kiggede på ham med et muntert blik. Hun selv havde aldrig rigtigt haft andre familie end.. Sig selv? Hun smilede. Måske var det derfor hun elskede at møde nye folk, og tænke sig om før man bare sprang ud i kamp. Hun grinede let. "Jeg har aldrig rigtig haft nogen at se op til" Sagde hun smilende. "Jeg levede på gaden som lille pige" Sagde hun, og hendes blik lyste muntert op. "Mænd som var blevet smidt ud af deres kærester, tog sig af mig og hjalp mig med at lære at blive en "God Hjemløs"" Hun grinede og blinkede. "Så jeg lærte at stjæle og sådan.. holde mig skjult for politifolk, for jeg måtte jo ikke bo på gaden når jeg var så lille." Hun kiggede ud over havet og smilede igen. "En dag hvor jeg var ude i skoven, for at komme lidt væk fra den risikable storby, så jeg en panter." Hun kiggede på ham. "Det skal lige siges at jeg ikke boede her, men på en af de her irriterende ferieøer" Hun smilede, en af de eneste steder hun havde været, ud over her. "Og jeg så den jage. Efter den dag var jeg tit i skoven for at lære noget af dyrenes bevægelser, måder at jage på og deres intsinkter.. Efter det blev jeg faktisk en rigtig, rigtig, rigtig god tyv. Men jeg havde det dårligt med at stjæle fra folk. For de havde jo selv brug for penge.. Og jeg har altid elsket at hjælpe folk, så jeg trøstede mig med at jeg delte pengene med de andre på gaden, og derfor hjalp dem." Coco grinede let. Barnlig godhed, tænkte hun. "Til sidst gad jeg ikke mere, for folk blev så kede af det når pas og penge blev taget fra dem. Så mødte jeg en pige ude i skoven." Hun smilede skævt. "En vampyyyyr" Tilføjede hun overdramatisk.

//Woaw.... O.o//

Caden var dybt fascineret af Cocos historie. Han så Coco i et helt nyt lys og han beundrede hende for hendes måde at overleve på og hendes sans for retfærighed selvom det ikke lød som om hun fik meget gengældt. "Hvem var hun?" spurgte han for at hun skulle fortælle mere, han elskede gode historier - næsten lige så meget som Ares, det store kattedyr han havde adopteret. Måske vidste Coco hvad for en race det var? Han ville spørge hende når historien var fortalt færdigt.

"Hun var.. Tjaeh.. Jeg fik aldrig rigtig spurgt" Grinede hun og trak på skuldrene. "Men den her pige, dengang betegnede jeg hende som dame, fordi hun var så høj, var altså åbenbart vampyr, hvilket jeg jo ikke vidste da jeg jo bare er et 'svagt menneske'" smilede hun og vændte sig om, så hun nu lå på maven i sandet, og kunne kigge på Cai. "Hun bed mig" Sagde hun og pejede på et sølvlignende ar på hendes hals, og et mere i hendes håndled. "De to steder der løber mest blod." Forklarede hun, for folk undrede sig altid over, hvorfor Coco var blevet bidt i håndledet, så langt væk fra halsen. "Så på den måde fandt jeg ud af at der var vampyrer" Sagde hun og smilede. "Jeg husker ikke så meget andet end at det gjorde skide ondt i min hånd, og at jeg troede at jeg havde brækket min nakke. Men jeg råbte ikke op, og jeg tror det fik vampyren til at tøve. Jeg har før mødt folk der får et rush, når man skriger." Sagde hun med et muntert grin. "Så kom der vidst en engel." Hun kiggede ned i sandet og så igen op på Cai. "JEg tror hun kunne føle stemninger, og derfor kunne mærke hvor bande jeg var, hvilket fik hende til at komme.. Og så blev der krig mens jeg bare lå og var ved at dø. Jeg hyggede mig faktisk noget af tiden. Ind i slutningen af deres duel, var jeg helt væk, og det var noget af det dejligste jeg havde følt i mit liv." Hun smilede til Cai. "Har du prøvet at være ved at dø? Eller at besvime?"

"Ja.. Ja det har jeg" sagde han langsomt. Hendes spørgsmål vagte minder som han havde gemt væk for lang tid siden og helst ikke ville kigge på, men i aften var det som alle de minder kom op af overfladen. Han havde følt den mange gange. Den første uge efter hans mor var flygten med hans storebror. Hans far besluttede sig at all elendighed i verden stammede fra den dag Caden blev født. billeder af Hans far der tæskede løs på ham i sit fulde raseri fløj igennem hovedet på ham som om han var tilbage i den lille faldefærdige lejlighed. Han rystede på hoved for at få billederne væk men de kørte nu som en film bag hans øjne. han bed tænderne sammen og skulede ud i luften.

Coco kiggede på ham og nikkede. "Jeg ved ikke hvordan du havde det, men efter at have vredet sig i smerte, var det en lettelse at besvime" Hun smilede skævt. "Man har ingen tidsfornæmmelse, og man har det som om mann vandrer lidt rundt, og så er det ikke ubehageligt. Man føler ikke man er alene. Man tænkter ikke over hvorfor man er der, men man tænker på hvor lang tid man må ha lov at blive der... Jeg ville nogen gange ønske at jeg aldrig var vågnet" Mumlede hun og kiggede på ham. Hun kunne se i hans øjne, at der var noget han prøvede at holde på. "HEy?" Sagde hun stille og møvede sig helt over til ham. "Det er okay hvis du ikke gider at høre på det?"

Han slappede af sin kæbe og smilede undskyldende. "Nej fortsæt, jeg vil gerne høre mere" Han sukkede melancholsk //staves?// "Det vækker bare.. minder" det sidste var en let hvisken der let kunne være forsvundet i vinden hvis ikke det var fordi at Coco var tæt nok på til at kunne høre det.