Dalende Sne.

Lad aldrig nogen se dig

Den kvindes ord havde fyldt meget i Alyss' hovede, ligesiden den dag.
Hun himlede med øjnene over atter at komme til at tænke på dem, men puffede dem ellers ud af hovedet igen.
Sneen fik halv-månen's skær til at vibrere svagt, så skyggerne bevægede sig.
Det gjorde det meget næmmere at følge dem, og forblive uset.
Hendes mørke kappe hjalp til at hun 'gled ind i landskabet' og gjorde så man aldrig så hende helt, kun halvt, eller delvisk.
Hun smilede svagt da hun rørte ved kastekniven som sad i hendes bælte.
Alyss kiggede ned i jorden, for derefter at følge harerns spor, og stoppede op lige før en lysning kom.
Hun stod bag et træ imens hun hørte på de puslende lyde fra lysningen.

I det samme kom et dårdyr ud i lysningen den kiggede roligt sig omkring.

Haku sad op ad et træ lidt fra et andet (???) Hun sukkede med sin dybe stemme og stilte sig op igen. Hun begyndte at løbe mod et andet træ, så hun kun lignede en skygge i vinden. Hun zik-zakkede fra træ til træ. Hun så efter noget spændene...

Mens sneen faldt fra himlen, vandrede Tannis lydløs over skovbunden. Kulden syntes ikke at irritere ham, faktisk nød han at være udenfor i den fredfyldte nat. Med et stoppede han. Noget fortalte ham, at natten måske ikke ville blive så fredfyldt alligevel, som han havde regnet med. Tannis havde fået færten af noget, - eller rettere nogen - og selvfølgelig var hans nysgerrighed for stor til at blive slukket. Han fortsatte.

Alyss betragtede dådyret fra sit skjul bag træerne.
Tavst. Bedømte de sidste meter, Lyttede til den lette vind, og fulgte deres bevægelser. Kniven lå i hånden, som var den skabt til hendes hånd, med vægten fordelt lige på hver lille del. Hun vejede den i hånden, og forestillede sig sit kast for sit indre blik, hvordan det hele ville foregå, hvordan hun ville gøre.. Hun rankede sig lydløst, Klar over at hver eneste bratte bevægelse kunne afsløre hende. Lagde vægten på den bagerste fod, med klingen mellem tre fingre og skaftet tilbage. Alyss betragtede sit mål. Som det stod der, oplyst og tydelige, af det den blege baggrund! Hun sendte kniven af sted, der i et kort øjeblik fangede halvmånens lys og sendte et glimt af sted, Som en advarsel.. en for sen advarsel!
Kniven ramte dådyret lige i hjertet, inden den havde nået at reagere!
Dådyret faldt om, og sneen omkring den blev en smuk dyb rød farve.

Dette tænkte han mens han gik igennem skoven, nålene under hans fødder knaste og knagede, da hans hyttesko gled over dem, det kunne godt være at det ikke lige var den normale fodbeklædning for en 14 årig. Men på den anden side, det var jakkesæt og hestehale vel heller ikke? Eller de tryk pistoler med bedøvningsmiddel han havde gemt på sin personage, det var det vel ikke, men på den anden side, Gerald var ikke nogen almindelig dreng, og ville nok heller aldrig blive det!

I en alder af ti, havde han vundet Europas skak tunering, i samme år havde hans forældre forsvundet, sporløst, og fra den tid, var det kun gået en vej. I en alder af eleve havde han opfundet dette bedøvende middel, det kunne sende en elefant ind i de sødeste drømme på få sekunder. I en alder af tolv havde han gennemført sin første kidnapning, selvfølgelig havde han ikke gjort andet end at planlægge den, drengens fysik var jo elending. Som tretten årig, var hans fysik så lav, at den kunne bruges til at nulstille diverse kondi tal. Men, her vidste han mere om atom fysik, og psykolgi end de fleste.

Ja Gerald Adrian den anden, var så sandeligt et vidunder barn, eller var han nu også det?
Nålene knassede under hans fødder, mens han vandrede igennem skoven, han så ikke ud til at tage sig særligt at skoven, som om det var hans personlige ejendel, en dybt iskold arrogance strålede fra ham, præcis som når man kan se sin ånde om vinteren.
Hvad ville dette fjortende leve år bringe?

Dårdyret blev i det samme til Donnie, han lå på jorden og mærkede jorden smerten for præcis denne kniv fuldte hans krop.
Han stønnede lidt og tog så langsomt kniven ud af sin krop, det smertede virkelig en smerte han ikek havde følt i meget lang tid.

Det gippede let i Tannis, da dyret faldt til jorden. Selvom han befandt sig et stykke væk, kunne han alligvel mærke det. Han satte farten op for at finde ud af, hvem morteren var. Han kunne ikke acceptere det, hvis der blev dræbt af skovens dyr for sjov.

Tannis stilte sig med ryggen op ad et træ. På den anden side af træet havde han fået øje på det døde dådyr og synderen. Det var et menneske, hvilket han også havde kunnet lufte, da han var kommet tættere på.
Men med det samme forvandlede det døde dådyr sig til en dreng, men.. Tannis blev ret chokeret, da han fandt ud af, hvad drengen var. Han valgte at blive ved sit skjulested, da han ikke turde nærme sig.

Haku stod pludselig ved siden af Donnie. Hun betraktede ham med sine røde, uhyggelige øjne. Hun sagde ikke noget.. Hun plejede jo altid at være meget stille. Hun sparkede til en sten, der ramte hen lige foran hovedet på drengen, der så ud til at have meget ondt... Hun havde vist heller ikke meget at sige.. Hun så bare på ham.. Som det var blevet sagt før, elskede hun jo at se andres smerte...

Alyss kiggede irriteret på dådyret der så egentlig viste sig at være en dreng.
"Hvorfor skal i vampyrer også altid ødelægge ALT!" Udbrød hun irriteret og trådte ud i lysningen.
Hun betragtede den 3. person der stadig stod i skyggerne.
"Og DU rør mig ikke Elver-dreng!" Hendes stemme var uhyggelig hård, kold og irriteret.
Hun lagde sig på knæ foran Vampyren og hev hurtigt Kniven ud af ham.
"Lad vær at Piv! du er en vampyr for god sake, og vampyrer burde ikke tude sådan!" Hun betragtede ham køligt.
Mennesker burde ikke vide noget om 'væsenerne', så det måtte nok chokerer dem at Alyss gjorde det.

Tannis stivnede. Mennesket vidste åbenbart hvad han var, og hvad det var, hun havde ramt. Til hans forbavelse virkede hun ikke spor bange eller nervøs, nærmere som om hun havde prøvet det før? Han bed sig nervøst i underlæben. Han vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv, og han havde jo ikke haft i sinde at gøre hende noget.. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.
Tannis lagde hovedet mod træets stamme og sukkede lydløst for at få styr over sine nerver. Det havde været længe siden, han sidst var blevet så overrasket.

"what 'e 'ell happene' 'ere" Mumlede Gerald med sin stærke skotse accent, oversat betød det, hvad helvede skete der? han havde god grund, men han fik hurtigere et større problem, sne fnuggende, de var fandens kolde, han fumlede lidt ved sig selv, og fandt en paraply, som han slog op, en dejligt værn mod sneen.

Han tættere på den døende mand, dreng, hvad det nu var. Den fjorten årige prikkede til ham med sin fod, "'ey! ye! are ye' dead? 'a' was a ned 'itle trick wit them deer ye 'ot 'ere" GRinnede han, han grinnede faktisk ad den døende, det var noget man ikke så hver dag, Gerald smillede faktisk, oversat havde han sagt : hey! dig! er du død? uanset hvad var det et spændende lille trick med det dådyr der.
Han priikkede igen til ham med foden, knugede om paraplyen, og førte hånden ned til tryk pistolen, hvis han gjorde noget, kunne han få et skud sove middel lige i fjæsset, ingen skulle prøve noget.

"But i guess yell be dying?.... yeah ye propably be dead in a minute or so...... typical with ye demons, or angels or whatever ye mudmen call yeselfs" sagde han, og hans stemme dryppede af gift, en tyktflydende hadefuld gift, som om han foragtede ham, alle de.... alle de muddermænd, de kunne rende ham! Hans skotse accent var ikke til at tage fejl af, det var noget man kunne kende ham kraftigt på, Adrian familien var typisk skotse, og var altid nemme at finde.
men jeg regner med du er døende? ja du er sgu nok død om et mit eller lignende. Typsik for jer dæmoner, eller engle, eller hvad helvede i muddermennesker nu kalder jer selv. Havde han sagt.

Han kiggede lidt på menneske jægern og sprakede hende så væk fra sig, han sprang hurtigt op så han stod på sine ben igen
"Jeg piver ikke hvis det er mig du snakker til" sagde han vred.

"Lad ham være" lod en metallisk stemme bag den alle.
Ribanalon stod som et rovdyr midt ude på jorden.
Hun havde lavet sin duft om så hun duftede helt igemmen af elver.

Haku sukkede, da det allerede var forbi. Der var da kommet mange? Så mange var hun ikke vant til, så hun forholdte sig roligt lidt væk fra de andre. Hun vendte sig om og stod lige foran mennesket, der så ud til at gemme sig. Hun sagde stadig ikke noget...

Ribanalon skrev:

"Lad ham være" lod en metallisk stemme bag de alle.
Ribanalon stod som et rovdyr midt ude på jorden.
Hun havde lavet sin duft om så hun duftede helt igemmen af elver.

Hendes øjne lyste Metallisk grå og lignte to hvide pletter i natten.

"well well.... what a fairy tale we have here...... all em simpeltoons seem to gather round me today" lod den 14 årige skotte som om han ikke tog en pind seriøst, eller toog sig selv seriøst, han talte tydeligvis ikke til dem, men ned til dem, som om de var dyr eller lignende.

((nå nå?? det er da et helt eventyr vi har her, alle de mindre begavede ser ud til at samles omrking mig idag))

Hun sukkede over skotten og så så direkte på sin bror, "Donnie" sagde hun lavt imens hun kiggede på ham hendes hår var gemmenblødt af alr sneen.

Alyss Hakkede endnu en kniv ned i hans ben og prikkede ham i øjet!
"Din spade!? Tror du selv at du har LOV til at RØRE mig!?" Hendes øjne lynede.
Alyss' våben var special lavede, og kunne godt skade væsner som vampyrer..Hun var jo dusørjæger!
Hun kiggede koldt på ham. "Her prøvede jeg at HJÆLPE dig! Og det eneste man får er et Fandens hårdt spark over skinnebenet!? Hvis der er et blåt mærke kan jeg godt SIGE dig at du ikke har det godt om lidt!" Hendes stemme var blød, men lige nu utrolig hård.

Hun kiggede på drengen..Med den Skotske accent..
"hvad er det nu!?" Hun pejede på drengen.. Alyss himlede med øjnene

Alyss stirrede på pigen med de underligt grå øjne.
"Jeg er SÅ træt af ALLE jer Vampyrer! Okay?! Så hør lige her frk. højrøvet! Lige nu prøver du at spille helt! DET KAN DU BARE IKKE! For din lille ven der (Pejer på Donnie) har ikke brug for hjælp..han er en Vampyr for god sake? Og du blander dig bare FOR GROFT udenom!"

Alyss greb fat om drengens hals og skubbede ham op af et træ.
"SHUT UP!" Udbrød hun og slap ham så igen.

"well well.... litle friend no 'eed to harm him... let em die peacefully.... if you want i have a litle dosis that could do the trick? morphin?"
Han grinnede for sig selv, det var underligt af ham, at være så stor sindet, normalt ville han havde gennemsøgt ham, for at tjekke om han havde en tegnebog, eller en bankbog på sig.

((nå nå.... lille ven ingen grund til at skade ham.... lad ham dø stille og roligt..... hvis du vil. så har jeg en dosis, der kunne ordne det hele? morphin måske?`))

Emne: Re: Dalende Sne. Today at 10:13 pm

--------------------------------------------------------------------------------

+
----
-"Lad min bror være Alyss" sagde hun med en rungende stemme.
Hendes øjne kiggede dog stadig på Donnie.

Lige pludseligt vrimlede det med nyankomne, og Tannis havde det overraskende godt med at stå lige der, hvor han stod nu, da menneskedamen syntes at gå amok på alle. Han trådte frem fra sit skjul, da det nok efterhånden var blevet tydeligt, at han også var til stede. Men nærmere gik ham ikke.

Han kiggede bare på hende da hun tog fat i ham han hviste ikke om han skulel flække af grin eller lave lidt mere sjov.

Da han var gået et skridt frem (Tannis), stod Haku pludselig ved siden af ham? Hun så på ham med sine lysende, røde øjne og forsøgte at holde munden lukket.

"Det er flot Ribanalon" Mumlede hun.
"Har jeg måske noget valg?" Spurgte hun med munter humor i stemmen,
"Morphin!? Nøj hvor lyder det skønt..^^" Hun smilede til ham med et glad udtryk i øjnene.
Alyss var allerede kølet ned. Hun havde bare haft en dårlig dag og var blevet sur ^^
"Og..Donnie? Jeg kan dræbe dig med dem her!" Hun pejede på sine knive "Selvom du er vampyre, Så jeg vil råde dig til ikke at grine"