Dalende Sne.

"Hvad laver du i din fritid?" Spurgte Haku nysgerrigt.

"Altså.. Jeg tegner og spiller musik, men jeg ved ikke rigtigt, om det kan tælle som en hobby?" svarede Tannis med et let smil, som altid mere har tænkt på det, som noget han bare gjorde. "Hvad laver du?"

"Som jeg sagde før, bruger jeg det meste af min tid ude i skoven her.. Jeg plejer bare, at tegne et eller andet i jorden med en pind, eller noget.." Mumlede Haku. "Jeg drikker ikke ret meget blod, som andre vampyrer ville gøre.." Sagde hun og lavede den mærkelige bevægelse med hånden igen.

".. Og er du tilfreds med det?" spurgte Tannis tøvende. Han ville ikke have noget imod at hjælpe hende, hvis hun gerne ville finde noget andet.

"Tjah, øhm.." Mumlede Haku og så ned i jorden. Hun havde altid været jaloux på sin bror, da han var perfektionist.

"Hm?" Tannis så spørgende på hende. Et eller andet sted kunne han vel godt fornæmme, at hun ikke var helt tilfreds. "Men hvad med dine forældre? Hvorfor sparkede de dig ud?"

"Tjah... Deeøh'.. Gjorde de faktisk ikke.." Sagde Haku og sukkede let. "Jeg dræbte dem.." Sagde hun og så væk. Det eneste de gjorde ved hende, var at slå hende..

"Du.. Hvad?!" Det kunne vist ikke helt skjules, hvor chokeret Tannis blev. Han stirrede ned i jorden et øjeblik, mens han havde den ene hånd for munden og spekulerede over hvor klogt det egentlig var, at han havde sagt ja til at være hendes ven. "Hva.. Hvorfor?" Han så på hende igen med spørgende øjne.

Haku så dum ud. Hun skulle aldrig have sagt det. "Hvad ville DU gøre, hvis dine forældre slog dig hele tiden???" Spurgte Haku med en urolig stemme.

Han kunne heller ikke skjule, at han blev ret fornærmet over den måde, hun svarede igen på. "Du kunne da havde fået hjælp i stedet for at slå dem ihjel!" sagde han. Han hævede dog ikke stemmen, men sagde det alligevel på en meget fast og bestemt måde.

//Skal på arbejde.. Kommer på igen i aften :3//

Haku så ned i jorden. "Undskyld.." Mumlede Haku. "Jeg var så lille.. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre.. Havde ikke nogen at spørge om hjælp.." Sagde hun med en stille stemme. Hun holdte ved et træ, så hun kunne slappe lidt af i kroppen.



//Øv.. =(//

"Mh." Tannis stod lidt uden at sige noget. Han havde pludselig fået dårlig samvittighed over at havde reageret, som han havde gjort. "Altså.. Det var ikke sådan ment, jeg.. Det skal nok gå, du er i det mindste stadig i live." Han havde ikke set hvor ironisk, det han sagde, var, før han havde talt færdig.

Hun smilede let. "Tjah.." Sagde hun og lagde en hånd på hans skulder. "Tak fordi du gidder og lytte!" Sagde hun og smilede glad - Nok for første gang på den måde!