Gravsten og atter gravsten..

Tid: 22:11
Dag: Irl
Dato: Irl
Sted: Kirkegården
Omgivelser: Gravsten og atter gravsten..

På grund af en pludselig spontan idé stod Caden nu foran indgangen til Wareclare domkirke. Han havde aldrig rigtig haft nogen grund til at gå i kirke. Gud var ikke en mand han regnede for at være på hans side. Men nu stod han der en kølig fredag aften og spejdede ind og spekulerede om de regnede det for indbrud hvis han kom over den to meter høje stenmur der omkransede området. Porten ville han ikke forsøge sige med. Den var et godt stykke højere en selve muren og endte i små spidse spyd. Han kunne lige nå kanten af muren med hænderne og brugte armene til at trække sig op.
#Så langt så godt..#

Vingeslag kunne høres i mørket og man kunne se en skikkelse oppe på himlen som var større end en fugl. Rose så ned på jorden og så efter mennesker som hun kendte. Der var ikke rigtig nogen som hun kunne se. Hun så over på kirken som lå foran hende og landte over muren og stod nu på græsplænen hvor der var masser af blade. Hun havde ikke opdaget nogle andre og trak derfor ikke sine vinger tilbage endnu.

Caden tabte fuldstændig hagen da det bevingede væsen landede midt i kirkegården. Han havde aldlrig nogensinde stødt på noget lignende i sit 16 årige liv. Frygt var hans allerførste reaktion. Han vidste ikke om væsnet var en ven eller fjende. Han valgte derfor at gemme sig i skyggen bag et japansk kirsebærtræ der var plantet over en familiegrav. #Virkelig modigt Caden# tænkte han sarkastiskt. Han greb fat i den nederste gren og svang sig lydløst op for at bedre at kunne se væsenet. #Er det det her mennesker kalder for et 'tegn'? skal jeg nu begynde at tro på gud? Vent lidt! Jeg er jo en dæmon, stryg det!# tænkte han. Nogle gange var han en smule.. langsom

Roses hørte et eller andet oppe i et træ og troede først at det var en fugl. Hendes isblå øjne gik undersøgende rundt på gravene som var der og nærmede sig langsomt det japanske kirsebærtræ. Hun syntes nu at føle nogens tilstedeværelse, men ville først være fuldstændig sikker før at hun trak sine vinger tilbage da det tog ret meget af hendes kræfter hver gang at hun trak sine vinger ud og tilbage igen.

Caden stivnede da væsnets blik fajede hen til hans gemmested, han havde åbenbart ikke været så lydløst som han havde troet. Han overvejede hurtigt sine muligheder. 1: Han kunne springe frem fra sit gemmested. 2: han kunne blive stående og håbe på ikke at blive fundet. Begge var utroligt frestende men hans nysgerrighed var stor. Han klatrede op på den næste gren, - og gled på den fugtige overflade. Han faldt til jorden med et dump og et par forbandinger der ikke hørte til i en kirkegård. #Det bliver så mulighed 1# tænkte han tvært imens han ømmede sin skulder som tog det meste af faldet.

Rose så forskrækket på personen som pludselig faldt ned fra træet foran hende og sprang hurtigt nogle meter tilbage og blafrede vildt med sine vinger så blade, fjer og dun fløj rundt omkring dem.

#Shit, nu har jeg skræmt den# "Erhm undskyld!" sagde han hurtigt og trak sig en smule tilbage for at skabe distance. "Erhm jeg gled." sagde han. #Og det forklarer jo hvordan du stod og spionerede på hende# tilføjede han mentalt.

"Du sad og udspionerede mig!" sagde hun med en høj og klar stemme som gav en underlig klang i mørket. Man kunne endnu ikke se Roses ansigt og det var derfor at hun prøvede at få ham til at blive lidt overrasket over hvordan hun lød. For hvis han først havde set hendes ansigt kunne man ikke tage hende alvorligt nok til at bakke yderligere et skridt tilbage når man hørte hendes stemme.

Hendes stemme var som intet han før havde hørt og det skræmte ham. Han overvejede om han ikke bare skulle stikke halen mellem benene men lidt værdighed havde han da. Det forhindrede ham selvfølgelig ikke i at tage et parskridt længere tilbage. "Erhm undskyld?" sagde han usikkert "Men hey, jeg var her først!" Nu hvor han endelig faktisk havde taget sig sammen og glemt sine fordomme om gud og jesus så skulle der ikke komme en og sende ham væk. Med eller uden vinger! #Vent lidt, vinger?# tænkte han. Hvor havde han hørt det før..?

"Og tror du at bare fordi du kom først så giver det dig ret til at udspionere mig?!" spurgte hun med den samme høje og klare stemme med den underlige klang. Hun ville have ham til at føle ægte skam over det han havde gjort. Selføli skulle han jo ikke have gjort det da det var dybt åndsvagt og uhøfligt.

#Ops that backfired..# tænkte han en smule skammeligt. Hvis hun var hvad han troede hun var havde hun en million gange større ret til at være her end han selv gjorde. Han tog nogle prøvende skridt frem og rakte langsomt den ene hånd op i en lille hilsen. "Erhm, mit navn er Caden?" sagde han, men det lød mere som et spørgsmål. #Måske var hele idéen med at komme her idiotisk. Måske har gud sendt hende for at jage mig ud af hans rige. yep det hedder karma..#

Rose så på Cardens hånd og tog forsigtigt fat i den "Jeg hedder Rose" sagde hun varsomt og så på Cardens ansigt. Hun snakkede ikke mere med den høje og klare stemme med den underlige klang og hun lød næsten som et helt normalt menneske.

Hendes stemme var faktisk meget behagelig nu hvor hun droppede 'skræm Caden tilbage til helvede', venlig og blid. Han smilte til hende og sagde "Jeg håber ikke du bliver fornærmet men jeg aner ikke hvad du er for én" Han betragtede hende med rynket pande."Men jeg har en idé om det, ved du hvad jeg er?" spurgte han. Hvis nej ville han ikke afsløre det. Godt nok var han ikke total idiot. Han kunne godt regne ud hvilken side af vennelisten dæmoner kom hos en engel. Og det er på bagsiden med overskriften: 'Hate or Kill' Jep han kunne allerede se overskrifterne: 'Dæmon fundet død på guds territurium - sikke en idiot'

Rose så på ham med et underholdt blik og vidste virkelig ikke hvordan han dog kunne sige at han ikke vidste hvad hun var. Hun troede lissom at det med vingerne var åbenlyst.. Vingerne! Fuck, dem havde hun squ helt glemt! Hun vidste ikke helt om han ville se hende trække sine vinger tilbage så hun beholdte dem ude lidt endnu. Hun lod ham være tilbage undrende over hvad hun var og så på ham og tænkte på hvad han var "Hmm.." mumlede hun og lukkede sine øjne lidt "..Du er et væsen.." hviskede hun, men kunne ikke mærke hvilket væsen han var og åbnede sine øjne igen og så på ham med et varsomt blik.

"Ehrm, hvad laver du enlig her?" sagde han hurtigt, slet ikke SPOR for at skifte emne. Hun havde jo trods alt heller ikke besvaret hans spørgsmål. Han kunne ikke lade vær med at tage blikket fra hendes enorme vinger der skød ud af ryggen på hende. Han havde altid ønsket at kunne flyve.. suk
Han slog et øjeblik øjnene ned. Hans øjne afslørede alt for tit hans indre følelser

"Jeg går rundt.." sagde hun og blev ved med at se mistænktsomt på ham og prøvede at se hvad han var. Hun blafrede et par gange med sine vinger som var blevet en vane for hende. Hendes hår blev blæst i små bølger da hun blafrede og hun lagde hovedet let på skrå "Og hvad laver du her?" spurgte hun nysgerrigt og så op på Caden.

"Øhm, en spontan idé. Hvis du spørger nogen er jeg her vel ikke så ofte som jeg burde. Men jeg er ikke ligefrem født til at være 'guds kære barn'" Han smilede en smule trist. "Sådan er jeg bare" sagde han med et skuldertræk. Vinden ruskede i hans blå og blonde lokker, det føltes forfriskende. Han fangede sig selv i, igen at betragte hendes vinger og flyttede blikket op mod hendes ansigt. Hun var køn, slog det ham. Men det var alle af hendes slags nok. Han bestemte sig for at det der stod foran ham ikke kunne være andet end en Engel.

Hendes ansigt var fyldt med forståelse nu ".. Dæmon" hviskede hun og trak endnu et skridt tilbage da hun ikke vidste om denne dreng var fuldstændig venlig. Hun så undersøgende på ham for at finde spor efter uvenlighed på ham.

Caden stivnede og gik selv et par skridt tilbage #Pis! mig og min store mund# Var hun bange, sur, blodtørstig?! Ville hun angribe nu hvor hun vidste hvad han var? Hans instinkter skreg til ham at forsvare sig mod englen men hans sind sagde noget andet. Han bestemte sig for en mellemvej. Han bukkede knæene let, den ene fod foran den anden klar til kamp men blev stående. "Okay" sagde han så "Jeg angriber hvis du angriber. Jeg kender intet til din race så du ville højst sandsynligt vinde men hvis det er i orden kan vi enten slappe helt af eller jeg kan løbe af helvede til så hurtigt mine ben kan bære mig?"

Rose så på ham og lod sin ene hånd række ud mod en grankogle som lå i græsset i nærheden og brugte sin evne, telekinese, til at smadre den ind i hans baghoved "Hvor er du da bare.." hviskede hun og rystede på hovedet af ham og stod ikke kamp klar og så nu roligt på ham. Hun troede ikke på at han ville angribe hende da han jo følte sig svagt bange for hende for nogle få øjeblikke siden.

Caden tog sig overrasket til hovedet. "Av!" sagde han anklagende. "Hva' sgu det til for?!" han ømmede sig et øjeblik og kiggede så op igen. Og da så han det. Selv i dette mørke kastede englens vinger og krop den største skygge han havde set noget væsen gøre. Hans tørst (hunger?) blev med det samme vagt og hans øjne lyste rødt, han slog blikket ned og nægtede at se op. "Øhm, ville du have noget imod at folde vingerne sammen?" sagde han anstrengt, Hvor længe siden var det han sidst havde stjålet en skygge?

Hun så undrende på ham og lod derefter sit blik gå om bag sig og så at han havde set på hendes skygge "Du stjæler skygger?" hviskede hun og så derefter tilbage på ham og havde aldrig mødt en dæmon som stjal skygger. Hun klemte øjnene sammen og trak sine vinger tilbage ind i ryggen og kunne mærke at det var utrolig anstrengende for hende og hendes kræfter. Hun ville helst ikke se hvad der skete med en når en dæmon stjal ens skygge, så hun gjorde som han sagde og så på ham "Tilfreds?" spurgte hun og lignede nu næsten et almindeligt menneske.

"Meget" Sagde han og ånede lettet op. Når først den var der var den svær at få ud af hovedet igen. Hans øjne forblev røde men det var til at styrre. "Undskyld" sagde han, da han bemærkede hendes lettere anstrengt mine. "Hvis det tager så meget på dig kunne jeg bare have...sat mig til at tæle sten eller noget" #jep det burde være distrahererne om ikke dræbeligt kedeligt nok til at jeg kunne fordrive det# Efter en lille pause spurgte han "Arbejder du så får ham der" Caden pegede op mod himmelen "- eller er du din egen?"

"Er det det du har været så bange for? Om jeg arbejder for ham?" spurgte hun med et flabet smil, men fik det hurtigt væk da hun ikke ville sige noget forkert da hun følte sig så pokkers svag uden sine vinger. Hun følte sig menneskelig og hun turde ikke gøre ham sur da hun vidste at dæmoner havde stort temperament "Jeg er mest min egen" mumlede hun så til sidst.

"Puha" sagde han lettet "Jeg var ærlig talt bange for han havde sendt dig ned for at jage mig ud af kirkegården, jeg er jo ikke ligefrem på hans gode side." Hans hunger flakkede på ny da han bemærkede hendes styrke fratage og måtte kæmpe mere en nogensinde for at blive stående. #Shit, Shit!# tænkte han febrilsk mens en anden stemme hviskede #Føde, Føde, Føde#