Gravsten og atter gravsten..

Rose så lidt på sin skygge og stillede sig tæt op af en mur som var bag hende så der ikke var nogen skygge ved hende. Hun kunne se på Caden at der var noget galt og hun ville ikke nyde noget som helst. Hun følte sig utryg og usikker. En af de ting som kom når hun ikke havde sine vinger fremme fordi hun følte sig så menneskelig.

Caden satte sig på en af gravstenene med hovedet i hænderne. Han kiggede igennem det blå og blonde hår der var faldet ned i ansigtet på ham og sendte Rose et taknemmeligt smil men sagde intet for hvad var der at sige? 'Undskyld at jeg to gange på under ti minutter har været millisekunder væk fra at fratage dig din skygge?' #Nope, tror ikke den undskyldning gælder# Så han forholdt sig tavst og forsøgte at få styr på sin hunger igen. Den var dulmet med han var snart nød til at have noget at spise.

"Hvad sker der hvis du tager min skygge?" spurgte hun og ville egentlig ikke have at han skulle tage den. Hun var blevet ret glad for den i alle de år hun havde levet, så hun ville blive ret irriteret hvis den blev taget fra hende.

//Aner det faktisk ikke er rimelig ny O.o må hellere spørge en eller anden senere..//


Caden overvejede det lidt men nøjedes med svaret "Det vil du ikke vide" med et kryptisk smil. han kastede hovedet tilbage for at få håret væk fra øjnene og kiggede tilbage mod Rose. "Så hvad plejer du at lave på en kirkegård midt om natten?" spurgte han ahlvt drillende, halvt seriøst.

// Hmm.. Jeg ved det faktisk heller ikke og jeg har været her i noget tid o.O' //

Rose så først lidt ned i jorden og så derefter tilbage på Caden. Hun svarede ikke hans spørgsmål, men lod bare sit blik gå over på to store gravstene med en engel som statue ved hver. Gravstenene var gamle kunne man se og man kunne kun lige skimte navnene og de små hilsner under dem; Jonathan Dorian, En kærlig og savnet far og Elizabeth Dorian, en kærlig og savnet mor. Roses ansigt så lidt sørgmodigt ud og så op på de to engle som stod og vogtede over dem. Den ene hos Elizabeths gravsten så ud til at holde et eller andet tæt ind til sig mens dens bløde øjne gik ned mod jorden og den ved Jonathans grav holdt sine arme ud som om at den skulle til at omfavne en person som kom den imøde.

Caden bemærkede hendes sørgmodige blik og vidste med ét at han havde dummet sig. "Shit, undskyld!" sagde han hurtigt og lagde blidt hånden på hendes arm. Han kiggede ned på gravstenene foran sig og sukkede "er det dine?" spurgte han forsigtigt og fastholdt hendes blik.

Hun nikkede svagt "Ja" hviskede hun og kunne godt lide at have hans hånd på sin arm så hun vidste at han var der og at han faktisk prøvede at opmuntre hende. Hun rystede på hovedet og så hurtigt væk fra sine forældres gravstene og så bare frem for sig, hvilket var på Caden.

//haha okay :)//

Caden blev en smule nervøs af at have hendes intense øjne på sig og blev usikker på hvad han nu skulle gøre. Give hende et kram? SIge at det hele nok skulle gå? Det eneste han kunne komme i tanke om der måske ville hjælpe hende var "Jeg er her" Så hun vidste at jeg faktisk var intresseret i om hvordan hun havde det. Han smilede forsigtigt og håbede på at få om ikke en lille smiletrækning at se.

Hendes ene mundvige løftede sig ganske svagt og hun lod sit blik gå ned i jorden "Tak, Caden" sagde hun og sukkede lavmælt, men strøg derefter en af sine hænder gennem sit hår og så tilbage op på ham. Hun blev ved med at se lidt trist ud, men prøvede at tænke på noget andet. Selvom at det var nogen år siden at de døde, virkede det stadig som om det var i går, for Rose. Der var ikke nogen til at fortælle at det hele nok skulle gå eller bare ligge en hånd på hendes arm som Caden nu gjorde. Hun var tvunget til at ligge sorgen i en kasse og gemme den væk og komme videre med dagligdagen.

Han smil bredtes og han gav hendes arm et blidt klem. han var træt af at se sorgen malet på folks ansigter rundt omkring ham uden at vlre i stand til at gøre noget for dem han holdte af. Caden var en trofast ven og ville sikkert gøre alt for dem. "Bedre?" hviskede han, som om han var bange for at hun ville synke tilbage hvis han talte for højt.

Hun tænkte lidt over det. Var hun virkelig bedre? Hun var total smadret indeni over at sørge over sine afdøde forældre og at være så alene hele tiden og var så træt af at være så bange hele tiden. Men var hun bedre i det hele taget? Hmmm.. For nu var hun bedre. Det lettede altid at være sammen med nogen som faktisk tænkte på hendes følelser. Hun nikkede svagt "Ja" hviskede hun i et lille neutralt suk og så op på hans ansigt og gav ham et taknemmeligt smil. Måske var han ikke så slem. Hun var vant til at møde dæmoner som var så pokkers stride og ondskabsfulde. Det var sjældent at hun mødte dæmoner som Caden. Han var nu en okay fyr og venligsindet dæmon.

//"Og så bliver computeren slukket" siger min mor glad men jeg er den der ---> -.-'//

Han lagde hovedet på skrå, hans sorte øjne glimtede i mørket. Han var glad for at have nogen at snakke med. Han kastede et blik på sit armbåndsur og bandede. Hans skift i boghandleren startede om fire timer og selvom han normalt kunne holde sig oppe gjorde hungeren ham udmattet. Han smilte bedrøvet, ked af allerede at skulle sige farvel til sin nyfundne ven.
"Jeg er ked af det men jeg er nød til at smutte" Han gav hende et hurtigt kram både som farvel og som trøst. "Ses vi senere?" sagde han inden han tog tilløb og sprang op på muren. Han kiggede tilbage over skulderen inden han lod sig dumpe ned på den anden side. Han ville vende tilbage.

// Skooood! xD//

Hun nikkede til ham "Ja, vi ses senere" sagde hun og smilte muntert og så efter ham og da hun ikke kunne se eller føle hans tilstedeværelse længere, gik hun hen til sine forældres gravstene og satte sig mellem englene som passede på dem og lændte sig op af den ene. En til engel som passede på dem ville da bare gøre det endnu bedre. Hendes øjne faldt i og hun faldt hen i en let søvn. Hun havde overnattet på kirkegården før og hun havde ikke rigtig nogen problemer med at gøre det.