Tillidsfulde væsner...

Liame slog sin vej forbi legepladsen som han gjorde så tit. Han havde lige hentet en cappuchino fra den smarte, nyåbnede café der lå for enden af stien. Han var lige blevet færdig med at forberede et forsvar for en eller anden filminstruktørs kone fordi de skulle skældes. Hun ville have det hele med sig, inklusiv de 3 børn parret havde sammen.
En af de ting der var sørgeligt ved arbejdet. Det hele gik udover børnene, men der blev bare stadig talt over hovedet på dem. De vidste knap nok hvad der skete.
Han sukkede lidt for at tage en tår af den varme drik for at betragte børnene lidt... Så tillidsfulde og naive de var... Tænk at der var nogen der krævede at de skulle tage stilling til noget så stort som at vælge hvem af deres forældre de skulle bo ved? Det var nærmest usmageligt.

Rose sad på den ene gynge ved legepladsen. Dér havde hun siddet et par timer og havde haft sit hoved nedaf så man ikke kunne se hendes fortvivlede ansigt. Der havde været sket nogle ret forfærdelige ting for hende det sidste stykke tid og hun var egentlig bange for at bevæge sig omkring. Hun følte sig sikker på legepladsen og det var rart at høre børnenes latter og høre på deres stemmer. De var så uskyldige og uanende at man ikke kunne lade vær med at føle sig jaloux. Roses øjne var lukkede og hun havde ikke opdaget følelsen af et andet væsens tilstedeværelse, og sad fuldstændig stille, med et greb i lænkerne som holdt selve gyngen oppe.

Han trak vejret dybt ned i lungerne som resulterede i at næseborene vibrerede let. En engel... Det var klart selvom han ikke kendte til meget af den overnaturlige verden. Det var bare den form for renhed og lettere overjordisk der var ved det.
Blikket fandt hurtigt den unge pige imellem alle børnene.
Han kunne ikke se hendes ansigt men han fornemmede dog, med helt almindelig intuition, at hun var trist.

Rose kunne mærke et blik på sig og åbnede langsomt øjnene og lod sit ansigt gå op og strøg sin ene hånd gennem håret så man kunne se hendes ansigt ordentligt. Hun så hurtigt over på en mand som så på hende. Hun syntes at have set ham før, men tænkte ikke yderligere over det da hun lod sit blik igen gå ned i jorden. Hun tænkte ikke rigtig over sine omgivelser lige for tiden og hun skulle tvinge sig selv til bare at komme udenfor.

Han fangede hendes blik med hans lettere dragende dæmon øjne før hun så væk igen.
Engle... De var bare den slags væsner man kunne stå og betragtede i evigheder uden en egentlig grund.
Han tog en slurk mere af den stadig varme cappucino. Det var endelig en café der var værd at snakke om, tænkte han.

Rose så over på denne mands øjne og kunne mærke at han var et væsen og huskede nu svagt at have mødt ham før. Hun rakte en hånd ud mod ham og lod sine evne trække lidt i ham for at få ham til at komme hen til hende.

Han gispede let da han lige pludselig stod foran hende og han svajede let ved den pludselig forskel på hvad han så ligefør og hvad han nu så.
Så smilte han skævt.
"Telekinese? Det må være en meget nødig evne?" sagde han roligt og så bare ned på hende med et beregnende blik.

"Det er det vel" sagde hun i et lille suk og rejste sig langsomt op fra gyngen som raslede lidt og så op på hans ansigt "Du ved vel godt at det er uhøfligt at stirre på folk. Og jeg har kunnet mærke dit blik i noget tid nu" sagde hun i en lavmælt stemme som om at hun var bange for at nogen hørte hende. Selføli var det jo kun børn og forældre som kunne høre dem så der var jo ikke rigtig nogen fare.

"Så ved du vel også godt at dæmoner bare ikke kan lade være og sjældent går efter reglerne. Kun deres egen samvittighed" svarede han bare igen og så stadig på hende med samme og uforandret blik. Sådan var det jo bare og han havde langt om længe accepteret det. Da han opdagede at han var dæmon fandt han ud af at han i en større grad gjorde som han havde lyst til.

"Tjaah.. Hvis du skal være i mit selskab så udvis lidt høflighed" sagde hun og så op på ham med et udtryksløst ansigt "Og vil du være så venlig at fortælle mig hvorfor du stod og kiggede på mig?" spurgte hun og så ham ind i øjnene med sine isblå øjne. Hun havde mødt ham før. Til maskeballet måske? Det var lidt svært da de alle jo havde haft masker på. Men hun genkendte hans stemme og hans ansigttræk.

"Jeg er en dæmon. Du er en engel. Det er ikke så svært at regne ud" sagde han og så endelig væk og hen på rystjebanen hvor det gik vildt til for sig.

Hun så på ham og fik hurtigt sin evne til at få ham til at bøje sig ned så hans ansigt var tæt til hendes "Hør her! Jeg er ligeglad med om du er dæmon. Jeg ville være fuldstændig ligeglad hvis du var dronningen af England. Jeg har ikke lyst til at begynde at diskutere med dig om hvorfor du burde udvise lidt høflighed, så gør det nu bare lidt" hviskede hun så ingen af børnene skulle høre hende. Hun lød ret irriteret og hun var både irriteret og fortvivlet omkrign alle de ting som skete omkring hende. Man kunne godt se at hun virkelig ikke ville noget pjat og bare ville have lidt høflighed fra ham. Det var da heller ikke så meget at forlange. Hun fik sin evne til at give slip på ham og så derefter oss hen på rutsjebanen.

"Så påtvunget høflighed er bedre end det ærlige sind? Jeg bryder mig ikke om at blive tvunget til noget og slet ikke at blive hejset rundt som en kludedukke når jeg intet skylder dig" hviskede han toneløst og roligt imens han rettede sig op og trådte et skridt tilbage.

Rose så op på ham og kunne godt forstå hvorfor engle og dæmoner ikke kunne med hinanden. Hun sukkede lavmælt "Okay. Så beder jeg dig venligt. Vil du være så venlig at prøve at udvise lidt høflighed.. Eller bare venlighed. At være venlig tæller oss som høflighed" sagde hun og så nu ret bedende ud. Hun ville ikke mer. Hun ville ikke hidse sig op eller noget. Hun ville bare have en som hun kunne snakke med og en hun ikke behøvede at begynde at diskutere med.

"Når du beder mig så pænt" sagde han hvorefter et skævt og lettere tilfreds smil krusede over hans læber. Så gik han hen til en bænk og satte sig hvor han gjorde tegn til at hun kunne sætte sig ved siden af.
Slipset i den hvide skjorte hev han lidt ud i med et anstrengt suk hvorefter han knappede habbitjakken op. Det havde været varmere end han havde troet.

Rose satte sig langsomt ned på bænken hos ham med et suk og hun var egentlig glad for ikke at være alene. Det var en skræmmende verden hvis man var fuldstændig alene. Hun så på ham og smilte så ved en tanke "Hvad laver en som dig egentlig her?" spurgte hun efter at hun havde set jakkesættet. Det var ikke ligefrem tit hun så en mand som ham på en legeplads.

"Henter min daglige dosis af årvågenhed og konstante skarphed. Det kræver min branche, selv af dem der bare er mennesker" sagde han og pegede på bæret med cappucino. Som dæmon havde han brug for lige så meget søvn som almindelige mennesker men han var hurtigere og skarpere i sanserne end mennesker.

Rose så på bæret med cappucinoen "Bliver den lille dæmon træt?" spurgte hun med en drillende tone og grinte lavmælt. Hun så på ham og lod derefter sit blik gå ud på legepladsen. Hun kunne høre at han havde lidt mere succes i livet end hende, men hans krop var oss ældre. Rose var jo fanget i en 15 årigs krop og hun kunne jo derfor ikke få et ordentligt job. Det var egentlig viirkelig frustrerende.

"Jeg er en Emberidæmon, min krop fungere stort set som et menneskes" sagde han og trak på skuldrene. Han kunne intet gøre ved det aligevel?
"Men ja hvis du havde mit job ville du også blive det. Og hvis du også havde brug for søvn, hvile og en smule adspredelse"

Hun nikkede svagt og så tilbage på ham "Hvad arbejder du da med?" spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå. Selføli havde hun jo oss brug for søvn og sår'n. Hun var jo næsten som mennesker,undtagen at hun havde vinger og levede næsten for evigt.

"Advokat. Advokat og medejer af Eliotts&Chads. Det er Chads plads jeg har taget. En gammel ven og min far" sagde han og smilte skævt til hende. Firmaet var kendt. Det var dem der tog alle de store sager med stjernerne og kendiser og deres navn blev tit set i aviserne.

"Nåå.. Lyder da.. spændene" sagde hun lavmælt og smilte skævt og syntes at advokater var så kedelige. De andre advokater som hun havde mødt som var mennesker var i hvertfald ikke noget at råbe hurra over "Hmmm.." mumlede hun tænkende da en klokke ringede i hendes hoved. Hun havde set ham før. Han havde været sammen med Stephanie til maskeballet "Men hvordan går det så for dig i den branche?" spurgte hun og tvang sig selv til at lyde intereseret, selvom at sår'n noget ikke var det som stod øverst på sin seddel over jobs.

"Strygende. Med en så magtfuld far er der ikke så mange der tør at lægge sig ud med en. Og med alle de skandaler rige og kendte kan lave er der sku' hele tiden noget at rive i" sagde han halvleende til hende. Det var kun sådan noget hans typer kunne grine af, ellers var det bare ikke sjovt.

"Nåååå" sagde hun som om at hun forstod hvad han mente, selvom at det var lidt svært "Men er det ikke utrooolig kedeligt?" fløj det ud af hende og hun havde bare altid forestillet sig advokat jobs som noget af det kedeligste i hele verdenen.

"Kedeligt? Det er aldrig kedeligt. Der er altid et nyt ømt punkt man kan prikke til ved den anden og så i retten se hvordan det bare svier. Man kæmper for at få retfærdighed og sandhederne frem? Et spil der er kompliceret og som kun de bedste lære" sagde han og så bare på hende. Engle... Noget utroligt dragende og kønt var der bare over dem.