I parken

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Søndag
Vejr : Koldt
Sted : En park
Tid : Ca. 21.30
Omgivelser : Not an eye

Raven sad på en bænk i parken, og havde trukket benene op mod brystet. Hun stirrede lettere fortabt frem for sig, og sukkede så højlydt. Hun havde ikke fået meget styr på situationen siden sin ankomst, og var stadig iført den samme grimme tanktop som da hun blev smidt ud af toget på La Sunisha station. Hun nynnede svagt - mest for at berolige sig selv - og strøg en beskidt hårlok om bag det spidse øre. Egentlig var hun ret så ligeglad med om nogle mennesker skulle se dem, da det ærligtalt var hendes mindste problem...

Aften, mørke, stilheden over parken. Ahh stilhed, så komplet tomhed men stadig fyld med sjæl. Ikke mange forstod værdien af god stilhed.
Zylo gik ned af den lille sti i parken.. Han malgede inspiration.. Det irriterede ham grufuldt.. Alle disse år havde han aldrig oplevet det. Men jo mere kunst han fik lavet jo mindre var der tilbage at blive lavet... Han ville aldrig nogle sinde lave det samme værk 2 gange.. Aldrig.. der skulle noget nyt, og enestående til.
Noget brød stilheden.. Hvad var det... en nynnen.. længere nede.. Zylo lod sit blik søge ned af stien mens han roligt gik. Hmm der var nogle ja.. en kvinde.. virkede det til.
Hun sad på en bænk, holdte nærmest om sig selv.. Åhh hvilket syn, det billede det var.. Disse dunkle farver mørket gav, ensomheden der lagde sig stille.. Men noget manglede.. Ja sjælen.. ingen sjæl.. endnu.

Zylo forsatte roligt hen af stien og gik rimlig bevidst imod kvinden.. Han fik mere og mere lyst til at skabe dette værk, gøre det komplet.

Ravens holdt inde med sin nynnen, i det hun hørte skridtene. Hun løftede hovedet, og så op og ned af stien, til hun fik øje på manden. Det at han kom gående mere eller mindre direkte mod hende, gjorde hende en smule nervøs, og fik hende til at skutte sig umærkeligt. Sidst nogen var gået direkte hen til hende, var hun blevet hevet ind i en varevogn, og var blevet kørt væk. Hun gøs ved tanken. Lod de mørke øjne hvle på manden, mens han kom nærmere, og nærmere.

Åhh, kvinden på bænken havde lagt mærke til ham.. Det var nu heller ikke så svært. Der var jo ikke et øje og stien gik næsten direkte der hen. Men ja, han forsatte bare i sit rolige tempo og betragtede hende lidt.
Skulle han sige noget, stoppe op, eller måske bare gå direkte forbi.. Hmm et måltid skadede jo aldrig.. Men det var ikke tilfredsstillende at overfalde en i en park. Nej der skulle være stil over det.

"Godaften" sagde Zylo blot roligt da han kom tættere på. Hvis hun ikke svarede ville han roligt gå videre.. Og dog.. Der var et eller andet ved hende. Bare noget han kunne mærke.. Eller måske var det bare den nervøsitet der var over hende... Igen en der lukkede sig inde.. stakkel.. Hun burde blive sluppet fri af sin egne lænker.. Og blive uddødelig gjort igennem kunst... Ja nu tænkte han på sin kunst igen.

Raven rømmede sig svagt, for at være sikker på at have str på stemmen. "Godaften." svarede hun så, og nervøsiteten blev skjult en smule bag en let kølighed. Egentlig var det ikke Ravens mening at blive kølig, men sådan var hun nu engang. Skulle altid bevise overfor alle, at hun i den grad kunne passe på både sig selv og sin søster... Normalt ville Raven nok bare have ignoreret den fremmede, men normalt ville hun jo nok heller ikke have siddet på en bænk i parken på det tidspunkt om aftenen... Egentlig var hun vel faktisk nysgerrig over hvad han ville hende.. For helt ærligt.. Hvor mange gå hen til en vidt fremme midt om aftenen, blot for at småsludre? I hvert fald ikke nogen Raven kendte...

Det var faktisk først nu, da manden kom tættere på, at Raven lagde mærke til hans blege hud, og mere eller mindre elegante bevægelser. Altså en vampyr?.. Raven håbede egentlig bare på at han ikke havde et overfald i tankerne, for lige nu var sandsynligheden for at hun ville kæmpe ret meget imod altså ikke særligt stor. Hun var for træt til at gide at bekymre sig om sådan noget, og besluttede sig derfor for at tro at det nu nok ikke var hvad han ville... Nej, han måtte have noget andet på hjertet...

Der kom faktisk et svar fra kvinden.. Sjovt havde han ikke helt regnet med.. Ikke mange nu til dages der faktisk svarede en vildt fremmede i sær ikke om aften i en mørk og øde park.. Men sjældenheder skulle man da udnytte..
Da han endelig var kommet tæt på bænken, men stadig med lidt afstand, så stoppede han op siden han jo havde fået et svar.
"Nydelig aften" sagde Zylo blot og rettede kort sit blik op på himlen. Ja det var jo entelig sjældent han fik snakket med bare en tilfældig person.. Eller, tale med en tilfældig person uden direkte have nogle bagtanker ved samtalen og hvor det skulle lede hen.

Zylo rettede sit blik ned fra himlen hen på kvinden igen. Han betragtede hende lidt og puttede sine hænder i lommen. Sulten var ikke ligefrem det største problem han havde nu. Det havde han taget orden på.

Raven trak kort på skuldrene, og betragtede manden. "Det kan godt være.." svarede hun så, og fulgte hans blik op på himlen. Hun havde egentlig ikke lagt mærke til hvorvoidt om det var en ndelig aften eller ej. Havde været for opslugt af tanker. Hun så ned fra himlen, og lod igen blikket hvile på ham. Hvad mon det egentlig var han ville? "Hvem er du?" Raven havde det altid bedst med at vide hvem hun snakkede med.. Ikke fordi hun så ofte ville huske det, eller ville finde det vigtigt... Når bare hun vidste det, så var hun glad... Det var vel egentlig bare en vane, men det var nu engang en vane hun holdt fast ved.